RETTENS KENDELSE (Tredje Afdeling)
28. februar 2005 (*)
»EUGFL – skovbrug – beslutning om godkendelse af et programmeringsdokument vedrørende udvikling af landdistrikter – annullationssøgsmål – fysiske eller juridiske personer – retsakter, der berører dem individuelt – manglende kompetence – afvisning«
I sag T-108/03,
Elisabeth von Pezold, Pöls (Østrig), ved Rechtsanwalt R. von Pezold,
sagsøger,
mod
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved G. Braun, som befuldmægtiget, og med valgt adresse i Luxembourg,
sagsøgt,
angående en påstand om delvis annullation af Kommissionens beslutning af 14. juli 2000 om godkendelse af et programmeringsdokument vedrørende udvikling af landdistrikterne i Republikken Østrig for perioden 2000-2006,
har
DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABERS RET I FØRSTE INSTANS
(Tredje Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, M. Jaeger, og dommerne V. Tiili og O. Czúcz,
justitssekretær: H. Jung,
afsagt følgende
Kendelse
Retsforskrifter
1 Den 17. maj 1999 vedtog Rådet forordning (EF) nr. 1257/1999 om støtte til udvikling af landdistrikterne fra Den Europæiske Udviklings og Garantifond for Landbruget (EUGFL) og om ændring og ophævelse af visse forordninger (EFT L 160, s. 80).
2 Kapitel VIII i forordningens afsnit II præciserer de forskellige støtteforanstaltninger samt betingelserne for tildelingen af disse inden for skovbrugssektoren.
3 Artikel 29, stk. 1, i forordning nr. 1257/1999 bestemmer:
»Støtte til skovbruget skal bidrage til at opretholde og udvikle skovenes økonomiske, økologiske og sociale rolle i landdistrikterne.«
4 Samme forordnings artikel 30, stk. 1, andet led, bestemmer navnlig, at »[d]er ydes støtte til […] investeringer i skove med det formål markant at øge skovenes økonomiske, økologiske eller sociale værdi«.
5 Forordningens artikel 37, stk. 1, lyder således:
»Støtte til udvikling af landdistrikterne ydes kun til foranstaltninger, der er forenelige med Fællesskabets retsforskrifter.«
6 Artikel 37, stk. 4, i forordning nr. 1257/1999 forskriver:
»Medlemsstaterne kan fastsætte yderligere eller mere restriktive betingelser for ydelse af fællesskabsstøtte til udvikling af landdistrikterne, forudsat at der er sammenhæng mellem disse betingelser og de mål og krav, der er fastsat i denne forordning.«
7 Forordningens artikel 39, stk. 2, bestemmer:
»De planer til udvikling af landdistrikterne, som medlemsstaterne forelægger, skal indeholde en vurdering af de planlagte støtteforanstaltningers forenelighed og sammenhæng samt oplysninger om de forholdsregler, der er truffet for at sikre foranstaltningernes forenelighed og sammenhæng.«
8 Endvidere bestemmer artikel 41, stk. 1, i forordning nr. 1257/1999:
»Planer til udvikling af landdistrikterne opstilles på det geografiske niveau, der skønnes mest hensigtsmæssigt. De udarbejdes af de af medlemsstaten udpegede myndigheder, hvorefter medlemsstaten forelægger dem for Kommissionen efter høring af de kompetente myndigheder og organisationer på det relevante geografiske niveau.«
9 Endelig bestemmer forordningens artikel 44, stk. 2:
»Kommissionen vurderer, om de foreslåede planer er i overensstemmelse med denne forordning. På basis af planerne godkender Kommissionen programmeringsdokumenter vedrørende udvikling af landdistrikterne efter proceduren i artikel 50, stk. 2, i [Rådets] forordning (EF) nr. 1260/1999 [af 21. juni 1999 om vedtagelse af generelle bestemmelser for strukturfondene (EFT L 161, s. 1)] senest seks måneder efter planernes forelæggelse.«
Faktiske omstændigheder
10 I henhold til bestemmelserne i forordning nr. 1257/1999 forelagde de kompetente østrigske myndigheder Österreichische Programm für die Entwicklung des ländlichen Raumes (østrigsk program for udvikling af landdistrikterne, herefter »planen for udvikling af landdistrikterne«) for Kommissionen den 1. september 1999. Planen indeholdt bl.a. en beskrivelse af de påtænkte foranstaltninger til gennemførelse af planen og en samlet finansieringsplan, som angav den nationale og den fællesskabsretlige støtte, der var fastsat for hver post i planen og for hver foranstaltning inden for de påtænkte poster. Efter drøftelser med Kommissionen blev planen i sin endelige affattelse forelagt for Kommissionen den 23. juni 2000.
11 Planen foreskrev navnlig i punkt 9.10.2.1.3, fjerde led, en økonomisk støtte til »integrerede foranstaltninger vedrørende tilplantning, beskyttelse og pleje af afgrøderne«, som i henhold til punkt 9.10.2.1.5 blev ydet til et areal på maksimalt 20 ha pr. år og pr. foranstaltning.
12 Den 14. juli 2000 vedtog Kommissionen på grundlag af planen for udvikling af landdistrikterne beslutning K(2000) 1973 endelig udg., ikke offentliggjort, om godkendelse af programmeringsdokumentet for udvikling af landdistrikterne i Republikken Østrig for perioden 2000-2006 (herefter »den anfægtede beslutning«), som Republikken Østrig havde forelagt for Kommissionen i henhold til artikel 44, stk. 2, i forordning nr. 1257/1999.
13 De østrigske myndigheder vedtog i medfør af planen for udvikling af landdistrikterne flere særlige retningslinjer, heriblandt Sonderrichtlinie für die Umsetzung der »Sonstigen Maßnahmen« des Österreichischen Programms für die Entwicklung des ländlichen Raums (særlige retningslinjer til iværksættelse af de »øvrige foranstaltninger« i det østrigske program til udvikling af landdistrikterne, herefter »de særlige retningslinjer«), som trådte i kraft den 27. juli 2000. I de særlige retningslinjers punkt 6.2.1.4.1 blev det ligesom i punkt 9.10.2.1.5 i planen for udvikling af landdistrikterne nævnt, at økonomisk støtte til »integrerede foranstaltninger vedrørende tilplantning, beskyttelse og pleje af afgrøderne« kun kunne ydes til et areal på maksimalt 20 ha pr. år og pr. foranstaltning (herefter »den omtvistede bestemmelse«).
14 Den 27. april og den 31. august 2000 indgav sagsøgeren, som er ejer af en skovbrugsbedrift med et skovareal på omkring 3 500 ha, i henhold til de særlige retningslinjer to ansøgninger om tildeling af støtte til finansiering af rensningsarbejder vedrørende arealer på henholdsvis 20 ha og 5 ha til landbrugskammeret i delstaten Steiermark.
15 Ved to skrivelser af 18. oktober 2000 meddelte selskabet Agrarmarkt Austria Marketing GmbH (herefter »selskabet Agrarmarkt«), som handlede på vegne af forbundsministeriet for land og skovbrug, sagsøgeren, at skovdirektoratet i landbrugskammeret i delstaten Steiermark efter kontrol af tildelingsbetingelserne havde godkendt de pågældende støtteansøgninger, med beløb på henholdsvis 79 999,91 østrigske schilling (ATS) (5 813,82 EUR) og 19 999,91 ATS (1 453,40 EUR).
16 Ved skrivelse af 18. januar 2001 meddelte selskabet Agrarmarkt sagsøgeren, at skovdirektoratet i landbrugskammeret i delstaten Steiermark over for sagsøgeren havde forlangt tilbagesøgning af et beløb på 1 453,45 EUR, svarende til den anden økonomiske støtte, med den begrundelse, at støtten var tildelt sagsøgeren med urette, idet den i den omtvistede bestemmelse fastsatte grænse var overskredet. Selskabet Agrarmarkt præciserede endvidere, at et beløb på 425,12 EUR allerede var blevet fratrukket en udbetaling til sagsøgeren foretaget den 20. december 2000 med henblik på et skovvejsprojekt, hvorfor hun blev opfordret til at tilbagebetale det resterende beløb på 1 028,33 EUR.
17 Den 19. november 2001 anlagde sagsøgeren sag ved Bezirksgericht Wien Innere Stadt (distriktsdomstol i Wien) til prøvelse af de østrigske myndigheders afgørelse om tilbagebetaling af den anden økonomiske støtte. Til støtte for søgsmålet anførte sagsøgeren navnlig, at den omtvistede bestemmelse var i strid med forordning nr. 1257/1999 og med de fællesskabsretlige konkurrenceregler. De østrigske myndigheder gjorde under sagen gældende, at den omtvistede bestemmelse var en integrerende del af planen for udvikling af landdistrikterne, at den havde været genstand for en drøftelse og en detaljeret undersøgelse, og at den således burde anses for at være blevet godkendt ved den anfægtede beslutning.
18 Det er under disse omstændigheder, at sagsøgeren ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 24. marts 2003 har anlagt nærværende søgsmål.
Parternes påstande
19 Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:
– Den anfægtede beslutning annulleres, for så vidt som den godkender den omtvistede bestemmelse.
– Subsidiært fastslås, at nævnte beslutning ikke kan anses for at have godkendt den omtvistede bestemmelse.
– Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
20 Kommissionen har nedlagt følgende påstande:
– Afvisning.
– Subsidiært frifindelse.
– Sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Retlige bemærkninger
21 Ifølge artikel 113 i Rettens procesreglement kan Retten, idet den træffer afgørelse i henhold til samme reglements artikel 114, stk. 3 og 4, til enhver tid af egen drift efterprøve, om sagen skal afvises, fordi ufravigelige procesforudsætninger ikke er opfyldt.
22 I den foreliggende sag finder Retten, at de oplysninger, der fremgår af sagen, er tilstrækkelige til, at den kan træffe afgørelse uden at indlede mundtlig forhandling.
Parternes argumenter
23 Kommissionen har, uden formelt at fremsætte begæring om sagens afvisning, i svarskriftet og duplikken bestridt, at annullationspåstanden kan fremmes til realitetsbehandling med den begrundelse, at sagsøgeren ikke er umiddelbart og individuelt berørt af den anfægtede beslutning i artikel 230, stk. 4, EF’s forstand.
24 For det første har Kommissionen hvad angår den første af disse betingelser bemærket, at det i tilfælde af en beslutning rettet til en medlemsstat fremgår af Domstolens praksis, at for at en sagsøger kan anses for at være umiddelbart berørt, skal den anfægtede fællesskabsforanstaltning umiddelbart have indvirkning på den pågældendes retsstilling, og foranstaltningen må ikke overlade et skøn til adressaterne, der skal gennemføre den, men gennemførelsen skal ske helt automatisk, udelukkende i medfør af fællesskabsretsreglerne og uden anvendelse af andre mellemkommende regler. Kommissionen har tilføjet, at det samme gælder, når adressaterne kun har en rent teoretisk mulighed for at undlade at efterkomme fællesskabsretsakter, og der ikke er nogen tvivl om, at de vil give retsakten virkninger efter dens indhold (Domstolens domme af 5.5.1998, sag C-386/96 P, Dreyfus mod Kommissionen, Sml. I, s. 2309, præmis 43 og 44, og sag C-404/96 P, Glencore Grain mod Kommissionen, Sml. I, s. 2435, præmis 43 og 44).
25 Det fremgår af den anfægtede beslutning, at denne rettede sig til Republikken Østrig, og at sagsøgeren således ikke kan anses for at være adressat for denne. Kommissionen er imidlertid af den opfattelse, at de ovenfor nævnte betingelser ikke er opfyldt i det foreliggende tilfælde. Kommissionen har påpeget, at den anfægtede beslutning kun konstaterer lovligheden af indholdet af det program, som Kommissionen har fået forelagt, i forhold til forordning nr. 1257/1999. Denne konstatering fremkalder ingen direkte retsvirkning i forhold til den efterfølgende støtteansøger henset dels til det skøn, som medlemsstaten råder over ved gennemførelsen af programmet, dels til, at der ikke består noget retsforhold mellem Kommissionen og nævnte ansøger. Selv om Kommissionen erkender, at den omtvistede bestemmelse var indeholdt i den af Kommissionen godkendte plan for udvikling af landdistrikterne, i punkt 9.10.2.1.5, har den nemlig understreget, at der fremkom to nationale foranstaltninger, nemlig de særlige retningslinjer og den af selskabet Agrarmarkt trufne beslutning om tilkendelse af støtte, inden den pågældende godkendelse fik retsvirkninger i forhold til sagsøgeren.
26 Kommissionen har ligeledes påpeget, at Domstolen har fastslået, at Kommissionens godkendelse af et nationalt støtteprogram ikke havde den virkning, at programmet fik karakter af en fællesskabsretsakt. Under disse omstændigheder er det, i tilfælde af at en støtteaftale er i strid med det program, Kommissionen har godkendt, op til de nationale domstole at drage de nødvendige konsekvenser heraf på grundlag af national ret og ved fortolkningen heraf at tage hensyn til den relevante fællesskabsret (Domstolens dom af 19.9.2002, sag C-336/00, Huber, Sml. I, s. 7699, præmis 40). Dette ræsonnement finder ligeledes anvendelse i et tilfælde som det foreliggende, hvor støtteaftalen er forenelig med det godkendte program. I det foreliggende tilfælde bør sagsøgeren således anlægge sag ved den kompetente nationale domstol og for denne anfægte gyldigheden af den omtvistede bestemmelse henset til den nationale ret og fællesskabsretten.
27 For det andet har Kommissionen hvad angår betingelsen om, at sagsøgeren skal være individuelt berørt, bemærket, at det følger af Domstolens praksis, at tredjemænd kun kan være berørt individuelt af en beslutning rettet til en anden person, såfremt denne beslutning rammer dem på grund af visse egenskaber, som er særlige for dem, eller på grund af en faktisk situation, der adskiller dem fra alle andre og derfor individualiserer dem på lignende måde som adressaten (Domstolens dom af 15.7.1963, sag 25/62, Plaumann mod Kommissionen, Sml. 1954-1964, s. 411, org.ref.: Rec. s. 197, og Rettens kendelse af 21.2.1995, sag T-117/94, Associazione agricoltori della provincia di Rovigo m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 455, præmis 22). Den anfægtede beslutning vedrører godkendelse af almengyldige foranstaltninger, heriblandt den omtvistede bestemmelse, som finder anvendelse på objektivt bestemte situationer og medfører retsvirkninger for en kreds af personer, der er bestemt på almen og abstrakt måde.
28 Hvad særligt angår den omtvistede bestemmelse har Kommissionen påpeget, at den uden forskel vedrører alle østrigske skovbrugsejere, uden at en kreds af disse er genstand for nogen form for forskelsbehandling. Sagsøgeren er således kun berørt af den anfægtede beslutning for så vidt angår en situation, der er fælles for samtlige nævnte skovbrugsejere. Den blotte omstændighed, at sagsøgeren driver et stort skovbrug, og at forskellen mellem skovbrugets areal og det areal, der maksimalt kan være genstand for støtte, således er større end for mindre skovbrug, kan ikke tjene til at individualisere sagsøgeren i forhold til alle andre skovbrugsejere.
29 Sagsøgeren er af den opfattelse, at nærværende søgsmål bør fremmes til realitetsbehandling. Hvad først angår søgsmålsfristen har sagsøgeren anført, at hun først fik kendskab til den anfægtede beslutning den 15. januar 2003, i anledning af de østrigske myndigheders fremsættelse af deres argumenter i forbindelse med sagen for Bezirksgericht Wien Innere Stadt. Stævningen, som blev indleveret til Rettens Justitskontor den 24. marts 2003, blev derfor indgivet rettidigt.
30 Sagsøgeren er for det andet af den opfattelse, at hun er umiddelbart berørt af den anfægtede beslutning i artikel 230, stk. 4, EF’s forstand, henset til, at nævnte beslutning ifølge de østrigske myndigheder har erklæret den omtvistede bestemmelse for værende i overensstemmelse med fællesskabsretten. Beslutningen er således trådt i kraft med direkte virkning for sagsøgeren.
31 Den omstændighed, at Republikken Østrig teoretisk kunne afstå fra at iværksætte den omtvistede bestemmelse efter Kommissionens godkendelse er uden betydning i denne forbindelse. Ifølge sagsøgeren kan den direkte karakter af virkningen af en beslutning om godkendelse af nationale bestemmelser ikke afhænge af de nationale myndigheders vilkårlige indstilling efter nævnte beslutning, henset til, at disse myndigheder selv har fastsat de pågældende bestemmelser og selv har forelagt dem til godkendelse for Kommissionen. Ifølge sagsøgeren var det derfor utvivlsomt, at Republikken Østrig havde til hensigt at iværksætte de godkendte bestemmelser, og at den således kun havde en rent teoretisk mulighed for at afstå fra at anvende den omtvistede bestemmelse, som omhandlet i den af Kommissionen nævnte retspraksis (dommen i sagen Dreyfus mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 24, præmis 44, og dommen i sagen Glencore Grain mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 24, præmis 44).
32 Sagsøgeren har endvidere påpeget, at den anfægtede beslutning ikke overlod et skøn til de østrigske myndigheder hvad angår anvendelsen af de særlige retningslinjer, idet disse ikke krævede nogen anden gennemførelsesforanstaltning. Sådanne foranstaltninger ville i øvrigt være utænkelige, eftersom den støtte, der var fastsat i de særlige retningslinjer, ifølge østrigsk ret tilkendes i henhold til privatretlige regler.
33 Heraf følger, at beslutningerne om tilkendelse af støtte, der træffes inden for dette område, ikke kan efterprøves af Verfassungsgerichtshof (den østrigske forfatningsdomstol) eller Verwaltungsgerichtshof (den østrigske forvaltningsdomstol). En afvisning af nærværende søgsmål vil derfor bevirke, at sagsøgeren fratages den grundlæggende ret til en effektiv retsbeskyttelse, således som denne ret er fastslået af Domstolen. Sagsøgeren har i denne forbindelse endelig præciseret, at hun i stævningen til Bezirksgericht Wien Innere Stadt af 19. november 2001 anmodede om, at spørgsmålet om, hvorvidt en national bestemmelse, som begrænser genstanden for en støtte til et vist areal pr. år, er forenelig med fællesskabsretten, blev forelagt for Domstolen som et præjudicielt spørgsmål. Bezirksgericht Wien Innere Stadt meddelte imidlertid, at den ikke havde til hensigt at foretage den anmodede præjudicielle forelæggelse. Sagsøgeren blev således tvunget til at anlægge nærværende søgsmål for at undgå, at hendes søgsmål til prøvelse af den anfægtede beslutning blev forældet. Kommissionens argument om, at det tilkommer de nationale domstole at efterprøve de nationale bestemmelsers forenelighed med fællesskabsretten er i denne forbindelse irrelevant, eftersom disse domstole ikke er kompetente til at tage stilling til Kommissionens tilsidesættelse af fællesskabsretten.
34 For det tredje er sagsøgeren endelig af den opfattelse, at hun er individuelt berørt af den anfægtede beslutning. Hun har anført, at det skovbrug, som hun ejer, omfatter 1 250 ha med unge træer, som behøver pleje (dvs. mere end en tredjedel af virksomhedens samlede skovareal), efter den nylige genbeplantning af 500 ha ved hjælp af en egenkapitalfinansiering på omkring 4 mio. EUR. Genbeplantningen var desuden nødvendig som følge af intensiv skovdrift og skader forårsaget af den forurening, der stammer fra et lokalt brunkulsfyret kraft-varmeværk og en lokal cellulosefabrik, begge nationaliserede, og henset til en beskyttelse mod laviner og en forbedring af vandsystemet. Sagsøgeren er imidlertid kun i stand til at foretage denne pleje på 120 ha pr. år. Det følger af denne usædvanlige sammenhæng, at sagsøgerne er individuelt berørt af den anfægtede beslutning.
35 Sagsøgeren har erkendt, at hun ikke var specifikt omfattet af den anfægtede beslutning. Hun har imidlertid anført, at Kommissionen burde have taget hensyn til den omstændighed, som er de østrigske myndigheder bekendt, at den omtvistede bestemmelse netop berører de få skovbrug, som i offentlighedens interesse påtager sig store omkostninger som følge af vedligeholdelse af afgrøder, som er højtbeliggende og stærkt berørt af forurenende emissioner. Pr. år har nemlig kun omkring 5% af de østrigske skovarealer behov for pleje, således at alene en lille kreds af bedrifter med et areal på over 400 ha berøres af den omtvistede bestemmelse.
Rettens bemærkninger
Om den første påstand om annullation af den anfægtede beslutning
36 Indledningsvis konstaterer Retten, at nærværende søgsmål formelt tilsigter en annullation af den anfægtede beslutning, for så vidt som denne godkender punkt 6.2.1.4.1 i de særlige retningslinjer. Imidlertid bemærkes, at den anfægtede beslutning i henhold til artikel 44, stk. 2, i forordning nr. 1257/1999 på basis af planen for udvikling af landdistrikterne godkender det for Kommissionen forelagte programmeringsdokument og derfor ikke formelt kan anses for at have godkendt punkt 6.2.1.4.1 i de særlige retningslinjer til gennemførelse af nævnte plan nationalt. For så vidt som det er ubestridt, at sidstnævnte bestemmelse nærmere bestemt er identisk med punkt 9.10.2.1.5 i planen for udvikling af landdistrikterne, må nærværende søgsmål således reelt opfattes som en påstand om annullation af den anfægtede beslutning derved, at denne godkender punkt 9.10.2.1.5 i planen for udvikling af landdistrikterne.
37 I denne forbindelse må det endvidere understreges, at artikel 44, stk. 2, i forordning nr. 1257/1999 har følgende ordlyd:
»Kommissionen vurderer, om de foreslåede planer er i overensstemmelse med denne forordning. På basis af planerne godkender Kommissionen programmeringsdokumenter vedrørende udvikling af landdistrikterne […] senest seks måneder efter planernes forelæggelse.«
38 Det fremgår i øvrigt af den anfægtede beslutnings artikel 1, at Kommissionen godkendte det af Republikken Østrig forelagte programmeringsdokument på basis af den udviklingsplan, der i sin endelige affattelse blev forelagt Kommissionen den 23. juni 2000 af Republikken Østrig.
39 Heraf følger, at Kommissionens undersøgelse af programmeringsdokumenterne med henblik på beslutningen om godkendelse nødvendigvis omfatter indholdet af planen for udvikling af landdistrikterne, på basis af hvilken nævnte dokumenter er udarbejdet (jf. i denne retning dommen i Huber-sagen, nævnt ovenfor i præmis 26, præmis 39).
40 Desuden konstateres, at Kommissionen, som ikke er blevet imødegået på dette punkt af sagsøgeren, har erkendt, at planen for udvikling af landdistrikterne i punkt 9.10.2.1.5 indeholdt en bestemmelse, som indførte en begrænsning af støtten til skovbruget til »integrerede foranstaltninger vedrørende tilplantning, beskyttelse og pleje af afgrøder« til et areal på 20 ha pr. år og pr. foranstaltning. Det må derfor antages, at den anfægtede beslutning indebærer en godkendelse fra Kommissionens side af denne bestemmelse.
41 Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt nærværende annullationssøgsmål kan fremmes til realitetsbehandling, påpeger Retten, selv om det antages, at søgsmålet er anlagt rettidigt, og at sagsøgeren har en retlig interesse i at anlægge sag til prøvelse af den anfægtede beslutning, at det i artikel 230, stk. 4, EF er fastsat, at enhver fysisk eller juridisk person kan indbringe klage over beslutninger, der retter sig til ham, samt over beslutninger, som, skønt de er udfærdiget i form af en forordning eller en beslutning rettet til en anden person, dog berører ham umiddelbart og individuelt.
42 I det foreliggende tilfælde er det ubestridt, at den anfægtede beslutning udelukkende rettede sig til Republikken Østrig. Under disse omstændigheder bemærkes, at det følger af fast retspraksis, at tredjemænd kun kan være berørt individuelt af en beslutning rettet til en anden person, såfremt denne beslutning rammer dem på grund af visse egenskaber, som er særlige for dem, eller på grund af en faktisk situation, der adskiller dem fra alle andre og derfor individualiserer dem på lignende måde som adressaten (dommen i sagen Plaumann mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 27, s. 411, org.ref.: Rec. s. 223, og Domstolens kendelse af 12.12.2003, sag C-258/02 P, Bactria mod Kommissionen, Sml. I, s. 15105, præmis 34).
43 I det foreliggende tilfælde konstaterer Retten imidlertid, at den anfægtede beslutning har til formål at tildele og fastsætte betingelserne for EUGFL’s økonomiske støtte til planen for udvikling af landdistrikterne i Republikken Østrig for perioden 2000-2006, som indeholdt ovennævnte bestemmelse. Denne bestemmelse, som blev godkendt ved den anfægtede beslutning, må således betragtes som en generel foranstaltning, der finder anvendelse på objektivt afgrænsede situationer og har retsvirkninger for persongrupper, som er udpeget generelt og abstrakt.
44 Følgelig berører den anfægtede beslutning alene sagsøgeren i hendes objektive egenskab af skovbruger, som driver virksomhed i Østrig, i samme omfang som enhver anden erhvervsdrivende, der befinder sig i samme situation (jf. analogt kendelsen i sagen Associazione agricoltori della provincia di Rovigo m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 27, præmis 24 og 25).
45 Hvad angår sagsøgerens argument om, at den pågældende foranstaltning stiller hende ugunstigt henset til hendes egenskab som ejer af et stort skovbrug, bemærkes, såfremt dette er tilfældet, at den omstændighed, at nogle erhvervsdrivende berøres økonomisk af en retsakt i højere grad end deres konkurrenter, ikke er tilstrækkelig til, at de kan anses for at være individuelt berørt af denne retsakt (Rettens kendelse af 15.9.1999, sag T-11/99, Van Parys m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 2653, præmis 50 og 51). Selv hvis det antages, at den anfægtede begrænsning kan have til følge, at sagsøgeren bliver tildelt en støtte, som proportionelt er mindre end den støtte, der udbetales til ejere af mindre skovbrug, står det dog fast, at begrænsningen har lignende konsekvenser for de andre ejere af skovbrug, der størrelsesmæssigt kan sammenlignes med sagsøgerens (jf. analogt Rettens kendelse af 2.4.2004, sag T-231/02, Gonnelli og AIFO mod Kommissionen, Sml. II, s. 1051, præmis 45).
46 Selv hvis det som hævdet af sagsøgeren ligeledes antages, at blot en lille kreds af skovbrug med et areal på over 400 ha er nødsaget til at foretage visse plejeforanstaltninger, bl.a. på grund af skader som følge af forurenende udslip, bemærkes i øvrigt, at muligheden for med større eller mindre nøjagtighed at fastlægge antallet eller endog identiteten af de retssubjekter, som en foranstaltning finder anvendelse på, ikke indebærer, at de pågældende retssubjekter må anses for individuelt berørt af foranstaltningen, når det som i det foreliggende tilfælde kan fastslås, at denne retsvirkning som grundlag har objektive retlige eller faktiske kriterier, som er opstillet i den pågældende retsakt (Domstolens dom af 22.11.2001, sag C-451/98, Antillean Rice Mills mod Rådet, Sml. I, s. 8949, præmis 52).
47 Endelig må sagsøgerens argument om, at hun er individuelt berørt af den anfægtede beslutning, eftersom Kommissionen burde have taget i betragtning, at den pågældende beslutning netop ville ramme de skovbrug, som i offentlighedens interesse påtager sig store udgifter som følge af pleje af højtbeliggende afgrøder, som er stærkt berørt af forurenede udslip, forkastes.
48 Selv om den omstændighed, at Kommissionen i henhold til specifikke bestemmelser ifølge fast retspraksis er forpligtet til at tage hensyn til konsekvenserne af den retsakt, som den påtænker at vedtage, for visse borgeres situation, kan individualisere disse (jf. i denne retning Domstolens dom af 26.6.1990, sag C-152/88, Sofrimport mod Kommissionen, Sml. I, s. 2477, præmis 11), skal Retten nemlig bemærke, at fællesskabsbestemmelserne, navnlig forordning nr. 1257/1999, i dette tilfælde ikke indeholder nogen bestemmelse, hvorefter Kommissionen er forpligtet til, når den vedtager en beslutning om godkendelse, at tage hensyn til dens retsvirkninger for borgere såsom sagsøgeren (jf. analogt Rettens dom af 13.12.1995, forenede sager T-481/93 og T-484/93, Exporteurs in Levende Varkens m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 2941, præmis 62).
49 Det følger af det anførte, at sagsøgeren ikke befinder sig i en faktisk situation, der adskiller hende fra alle andre erhvervsdrivende, og at hun derfor ikke er individuelt berørt af den anfægtede beslutning.
50 Sagsøgeren har endelig anført, at en afvisning af nærværende søgsmål vil tilsidesætte hendes grundlæggende ret til en effektiv retsbeskyttelse.
51 Retten bemærker i denne forbindelse, således som Domstolen har anført i dommen af 25. juli 2002, Unión de Pequeños Agricultores mod Rådet (sag C-50/00 P, Sml. I, s. 6677, præmis 40), at EF-traktaten dels ved artikel 230 og 241, dels ved artikel 234 har oprettet et fuldstændigt retsmiddel og proceduresystem, som skal sikre kontrollen med lovligheden af institutionernes retsakter, idet kompetencen til at udøve denne kontrol er tillagt Fællesskabets retsinstanser (jf. ligeledes Domstolens dom af 23.4.1986, sag 294/83, Les Verts mod Parlamentet, Sml. s. 1339, præmis 23). Fysiske eller juridiske personer, der på grund af betingelserne i traktatens artikel 230, stk. 4, EF for at antage en sag til realitetsbehandling ikke kan anfægte almengyldige fællesskabsretsakter direkte, har inden for rammerne af dette system efter omstændighederne mulighed for at gøre gældende, at sådanne retsakter er ugyldige, enten for Fællesskabets retsinstanser i form af en indsigelse i medfør af artikel 241 EF eller for de nationale retter, og at få disse, som ikke er beføjet til selv at fastslå ugyldigheden af sådanne retsakter (jf. dom af 22.10.1987, sag 314/85, Foto-Frost, Sml. s. 4199, præmis 20), til at forelægge Domstolen præjudicielle spørgsmål herom.
52 Ifølge Domstolen påhviler det medlemsstaterne at fastsætte et retsmiddel- og proceduresystem, som sikrer overholdelse af retten til en effektiv domstolsbeskyttelse. Domstolen har derudover ligeledes fastslået, at formalitetsreglerne i artikel 230 EF ikke kan fortolkes således, at der kan anlægges et annullationssøgsmål, når det efter en konkret undersøgelse fra Fællesskabets retsinstansers side af de nationale processuelle regler kan godtgøres, at disse regler ikke tillader borgerne at anlægge en sag om gyldigheden af den anfægtede fællesskabsretsakt. Der kan ikke anlægges direkte annullationssøgsmål for Fællesskabets retsinstanser, selv om det efter retsinstansernes konkrete gennemgang af de nationale processuelle regler kan godtgøres, at disse regler ikke giver borgerne mulighed for at anlægge sag til prøvelse af den anfægtede fællesskabsretsakt (kendelsen i sagen Bactria mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 42, præmis 58). Et sådant system ville nemlig forudsætte, at Fællesskabets retsinstanser i hvert enkelt konkret tilfælde undersøger og fortolker den nationale procesret, hvilket går ud over den kompetence, de er tillagt med hensyn til kontrollen med fællesskabsretsakternes lovlighed (dommen i sagen Unión de Pequeños Agricultores mod Rådet, nævnt ovenfor i præmis 51, præmis 43).
53 Med hensyn til den betingelse om individuel interesse, der er fastsat i artikel 230, stk. 4, EF, kan en sådan fortolkning, selv om denne betingelse skal fortolkes i lyset af princippet om en effektiv domstolsbeskyttelse under hensyntagen til de forskellige omstændigheder, som kan individualisere en sagsøger, ifølge Domstolens praksis (dommen i sagen Unión de Pequeños Agricultores mod Rådet, nævnt ovenfor i præmis 51, præmis 44) ikke føre til, at der bortses fra den omhandlede betingelse, som er udtrykkeligt fastsat i traktaten, uden at man derved ville overskride de beføjelser, Fællesskabets retsinstanser er tillagt ved traktaten.
54 Retten kan således ikke tiltræde sagsøgerens argument om, at hun, såfremt nærværende annullationssøgsmål afvises, fratages enhver mulighed for at forsvare sine rettigheder for en retsinstans, hvilket hun i øvrigt ikke har godtgjort.
55 Heraf følger, at kravet om en effektiv domstolsbeskyttelse ikke kan drage konklusionen om, at sagsøgeren ikke er individuelt berørt af den anfægtede beslutning, i tvivl. Herefter bør nærværende annullationssøgsmål afvises, uden at det er fornødent at undersøge, om sagsøgeren er umiddelbart berørt af den anfægtede beslutning, og om hun har anlagt nævnte søgsmål inden for den krævede frist.
Om den anden påstand om, at det fastslås, at den anfægtede beslutning ikke kan anses for at have godkendt den omtvistede bestemmelse
56 Sagsøgeren har med den anden påstand subsidiært anmodet Retten om at fastslå, at den anfægtede beslutning ikke kan anses for at have godkendt den omtvistede bestemmelse.
57 Det bemærkes imidlertid, at der ikke i Fællesskabets retssystem findes noget andet retsmiddel end det i artikel 234 EF fastsatte, som gør det muligt for Retten at tage stilling til fortolkningen af en retsakt truffet af en fællesskabsinstitution.
58 Denne påstand bør derfor forkastes, eftersom det er åbenbart, at Retten mangler kompetence til at behandle den.
Sagens omkostninger
59 I henhold til artikel 87, stk. 2, i Rettens procesreglement pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da sagsøgeren har tabt sagen, bør det pålægges hende at betale sagens omkostninger i overensstemmelse med Kommissionens påstand herom.
På grundlag af disse præmisser
bestemmer
RETTEN (Tredje Afdeling)
1) Sagen afvises.
2) Sagsøgeren betaler sagens omkostninger.
Således bestemt i Luxembourg den 28. februar 2005.
Justitssekretær | | Afdelingsformand |