Sag T-108/03

Elisabeth von Pezold

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»EUGFL – skovbrug – beslutning om godkendelse af et programmeringsdokument vedrørende udvikling af landdistrikter – annullationssøgsmål – fysiske eller juridiske personer – retsakter, der berører dem individuelt – manglende kompetence – afvisning«

Sammendrag af kendelse

1.      Annullationssøgsmål – fysiske eller juridiske personer – retsakter, som berører dem umiddelbart og individuelt – beslutning om godkendelse af et programmeringsdokument for udvikling af landdistrikterne – bestemmelse, som indfører en begrænsning af støtten til skovbruget – søgsmål anlagt af en ejer af et skovbrug – afvisning

(Art. 230, stk. 4, EF)

2.      De Europæiske Fællesskaber – domstolskontrol med lovligheden af institutionernes retsakter – almengyldige retsakter – nødvendigheden af, at fysiske eller juridiske personer kan gøre brug af en ulovlighedsindsigelse eller af en præjudiciel forelæggelse med henblik på en vurdering af gyldigheden – forpligtelse for medlemsstaterne til at fastsætte et fuldstændigt retsmiddelsystem, som gør det muligt at sikre overholdelse af retten til en effektiv domstolsbeskyttelse

(Art. 230, stk. 4, EF, art. 234 EF og 241 EF)

3.      Annullationssøgsmål – fysiske eller juridiske personer – eventuelt ingen retsmidler – ingen indflydelse på søgsmålsordningen og formalitetsbetingelserne for annullationssøgsmål – fortolkning contra legem af betingelsen om, at den pågældende skal være individuelt berørt – ikke tilladt

(Art. 230, stk. 4, EF)

1.      En ejer af et skovbrug er ikke individuelt berørt af en beslutning fra Kommissionen, som på basis af planen for udvikling af landdistrikterne godkender et programmeringsdokument, som er blevet forelagt for Kommissionen af en medlemsstat, og som alene retter sig til samme medlemsstat. Bestemmelsen om indføring af begrænsninger i støtten til skovbruget, der er indsat i nævnte programmeringsdokument, som er godkendt af Kommissionen i henhold til artikel 44, stk. 2, i forordning nr. 1257/1999 om støtte til udvikling af landdistrikterne fra Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget, må betragtes som en generel foranstaltning, der finder anvendelse på objektivt afgrænsede situationer, og som har retsvirkninger for persongrupper, der er udpeget generelt og abstrakt. Den omstændighed, at nogle erhvervsdrivende berøres økonomisk af en retsakt i højere grad end deres konkurrenter, er nemlig ikke tilstrækkelig til, at de kan anses for at være individuelt berørt af denne retsakt. Muligheden for med større eller mindre nøjagtighed at fastlægge antallet eller endog identiteten af de retssubjekter, som en foranstaltning finder anvendelse på, indebærer ikke, at de pågældende retssubjekter må anses for individuelt berørt af foranstaltningen, når det kan fastslås, at denne retsvirkning som grundlag har objektive retlige eller faktiske kriterier, som er opstillet i den pågældende retsakt.

(jf. præmis 36, 43, 45, 46 og 49)

2.      Traktaten har dels ved artikel 230 EF og 241 EF, dels ved artikel 234 EF oprettet et fuldstændigt retsmiddel- og proceduresystem, som skal sikre kontrollen med lovligheden af institutionernes retsakter, idet kompetencen til at udøve denne kontrol er tillagt Fællesskabets retsinstanser. Fysiske eller juridiske personer, der på grund af betingelserne i traktatens artikel 230, stk. 4, EF for at antage en sag til realitetsbehandling ikke kan anfægte almengyldige fællesskabsretsakter direkte, har inden for rammerne af dette system efter omstændighederne mulighed for at gøre gældende, at sådanne retsakter er ugyldige, enten for Fællesskabets retsinstanser i form af en indsigelse i medfør af artikel 241 EF eller for de nationale retter, og at få disse, som ikke er beføjet til selv at fastslå ugyldigheden af sådanne retsakter, til at forelægge Domstolen præjudicielle spørgsmål herom. Det påhviler medlemsstaterne at fastsætte et retsmiddel- og proceduresystem, som sikrer overholdelse af retten til en effektiv domstolsbeskyttelse.

(jf. præmis 51 og 52)

3.      Retten til en effektiv domstolsbeskyttelse kan ikke føre til, at artikel 230 EF fortolkes således, at der kan anlægges et annullationssøgsmål, når det efter en konkret undersøgelse fra Fællesskabets retsinstansers side af de nationale processuelle regler kan godtgøres, at disse regler ikke tillader borgerne at anlægge en sag om gyldigheden af den anfægtede fællesskabsretsakt. Et sådant system ville nemlig forudsætte, at Fællesskabets retsinstanser i hvert enkelt konkret tilfælde undersøger og fortolker den nationale procesret, hvilket går ud over den kompetence, de er tillagt med hensyn til kontrollen med fællesskabsretsakternes lovlighed. Selv om den betingelse om individuel interesse, der er fastsat i artikel 230, stk. 4, EF skal fortolkes i lyset af princippet om en effektiv domstolsbeskyttelse under hensyntagen til de forskellige omstændigheder, som kan individualisere en sagsøger, kan en sådan fortolkning ikke føre til, at der bortses fra den omhandlede betingelse, som er udtrykkeligt fastsat i traktaten, uden at man derved ville overskride de beføjelser, Fællesskabets retsinstanser er tillagt ved traktaten.

(jf. præmis 52 og 53)