DOMSTOLENS DOM (Første Afdeling)
30. november 2023 (*)
»Appel – personalesag – ansatte ved Den Europæiske Investeringsbank (EIB) – de administrative bestemmelser, der finder anvendelse på ansatte ved EIB – løn – familietillæg – tillæg, der udbetales til den forælder, der har forældremyndigheden – Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder – artikel 41, stk. 2 – retten til at blive hørt – ulovlighedsindsigelse vedrørende administrative bestemmelser – ligebehandlingsprincippet – proportionalitetsprincippet – annullations- og erstatningssøgsmål«
I sag C-173/22 P,
angående appel i henhold til artikel 56 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, iværksat den 3. marts 2022,
MG ved avocate L. Levi,
appellant,
den anden part i appelsagen:
Den Europæiske Investeringsbank (EIB) ved K. Carr, G. Faedo og E.Manoukian, som befuldmægtigede, bistået af avvocato A. Dal Ferro,
sagsøgt i første instans,
har
DOMSTOLEN (Første Afdeling),
sammensat af afdelingsformanden, A. Arabadjiev, og dommerne I. Ziemele (refererende dommer), T. von Danwitz, P.G. Xuereb og A. Kumin,
generaladvokat: T. Ćapeta,
justitssekretær: fuldmægtig M. Krausenböck,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 17. maj 2023,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 6. juli 2023,
afsagt følgende
Dom
1 Med appellen har appellanten nedlagt påstand om ophævelse af Den Europæiske Unions Rets dom af 21. december 2021, MG mod EIB (T-573/20, herefter »den appellerede dom«, EU:T:2021:915), hvorved Retten forkastede appellantens søgsmål støttet på artikel 270 TEUF og artikel 50a i statutten for Den Europæiske Unions Domstol med påstand dels om annullation af EIB’s skrivelser, hvorved appellanten blev frataget familietillæg og de deraf afledte økonomiske rettigheder, dels om erstatning for den ikke-økonomiske skade, som appellanten hævder at have lidt.
Retsforskrifter
Forordning nr. 260/68
2 Artikel 3, stk. 3 og 4, i Rådets forordning (EØF, Euratom, EKSF) nr. 260/68 af 29. februar 1968 om fastlæggelse af betingelserne for og fremgangsmåden ved opkrævning af skat til De Europæiske Fællesskaber (EFT 1968, L 56, s. 8), som ændret ved Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1750/2002 af 30. september 2002 (EUT 2002, L 264, s. 15), (herefter »forordning nr. 260/68«), fastsætter:
»3. Nedenstående ydelser, tilskud og tillæg, der gives under hensyntagen til familie eller er af social karakter, fratrækkes beskatningsgrundlaget:
a) familietillæg:
– husstandstillæg
– et børnetilskud
– et uddannelsestillæg
– ydelse ved fødsel
[…]
4. Med forbehold af bestemmelserne i artikel 5 foretages der et nedslag på 10% for udgifter i forbindelse med arbejdet og for personlige udgifter i dét beløb, der fremkommer efter anvendelse af ovenstående bestemmelser.
For hvert af den skattepligtiges forsø[r]gelsesberettigede børn samt for hver person, der i henhold til artikel 2, stk. 4, i bilag VII til vedtægten for De europæiske Fællesskabers tjenestemænd ligestilles med et sådant, fratrækkes der yderligere et beløb, der er dobbelt så stort som børnetilskuddet.«
Vedtægten for ansatte
3 Artikel 41 i vedtægten for EIB’s ansatte, der blev vedtaget den 20. april 1960 af EIB’s bestyrelse, bestemmer, i den affattelse, som finder anvendelse på den foreliggende sag (herefter »personalevedtægten«), følgende:
»Alle individuelle tvister mellem [EIB] og dens ansatte afgøres af Den [Europæiske Unions] Domstol.
Ud over søgsmål ved [EU-]Domstolen og før der anlægges et sådant søgsmål, kan tvister bortset fra tvister, der følger af iværksættelse af de i artikel 38 nævnte foranstaltninger, gøres til genstand for en forligsprocedure ved [EIB’s] forligsudvalg.
[…]«
De administrative bestemmelser
4 Punkt 2.2.1 og 2.2.2 i de administrative bestemmelser, der finder anvendelse på ansatte ved EIB (herefter »de administrative bestemmelser«), er som følger:
» 2.2.1. Børneydelse
Følgende ansatte er berettigede til et familietillæg på 5% af den månedlige grundløn:
a) ansatte, der har indgået ægteskab
b) ansatte, der er juridisk separerede eller fraskilte, og som i medfør af en retskendelse er hovedforsørgere
c) ansatte, der er ugifte, separerede, fraskilte eller efterlevende ægtefæller, når den ansatte er berettiget til børnetilskud.
Direktionen fastsætter minimumsbeløbet for tilskuddet (jf. bilag I).
Når begge ægtefæller er ansatte ved Banken, udbetales tillægget til den ægtefælle, der har den højeste månedlige grundløn. Når en af ægtefællerne er ansat ved Banken og den anden i en anden international organisation, udbetales alene familietillæg til den ansatte ved EIB, hvis den anden organisation ikke betaler et lignende tillæg til dennes ægtefælle.
Såfremt den eneste person, over for hvem retten til ydelsen består, afgår ved døden, afbrydes udbetalingen efter udløbet af den sjette måned efter dødsfaldet.
Denne bestemmelse finder tilsvarende anvendelse på pensionsmodtagere, der modtager pension fra Banken.
2.2.2. Barn under forsørgelse
Et barn, der faktisk forsørges af en ansat, og som er den ansattes ægtebarn, legitimerede barn, anerkendte biologiske barn, adoptivbarn eller stedbarn, skal anses som et barn under forsørgelse af denne ansatte, såfremt barnet ikke af Banken eller af en anden EU-institution anses for et barn under forsørgelse af en anden tjenestemand eller ansat, og såfremt barnet ikke er i lønnet ansættelse.
Under samme betingelser kan Banken tillige anse et barn, som er bosiddende hos en ansat, for et barn under forsørgelse.
Når barnet har bopæl i samme husstand som den ansatte, eller når den ansatte yder bidrag til barnets forsørgelse, der overstiger børnetilskuddet med 50% eller mere, skal denne ansatte anses for at være barnets faktiske forsørger (jf. bilag I).«
Sagens baggrund
5 Tvistens baggrund er i den appellerede doms præmis 1-25 sammenfattet på følgende måde:
»1 [Appellanten], MG, har siden [den] 1. februar 1998 været ansat ved [EIB].
2 Den 12. september 2003 indgik [appellanten] ægteskab med A, der ligeledes har været ansat ved EIB siden 2002. De har fem børn.
3 Den 22. august 2017 anlagde A skilsmissesag mod appellanten ved tribunal d’arrondissement de Luxembourg (kredsdomstolen i Luxembourg, Luxembourg), idet hun anmodede om en midlertidig særskilt bopæl, om, at hendes ægtefælle skulle forlade den fælles bopæl, og om midlertidig forældremyndighed over deres fem mindreårige børn.
4 Den 14. november 2017 afsagde tribunal d’arrondissement de Luxembourg (kredsdomstolen i Luxembourg) foreløbig kendelse (herefter »den foreløbige kendelse af 14. november 2017«), hvorved den gav A midlertidig forældremyndighed over børnene. Den luxembourgske ret pålagde endvidere, at [appellanten] skulle forlade den fælles bopæl inden for en frist på en måned fra forkyndelsen af nævnte kendelse.
5 [Appellanten] forlod den fælles bopæl i december 2017.
6 Ved kendelse af 20. juli 2018 (herefter »kendelsen om foreløbige forholdsregler af 20. juli 2018« […]), der blev forkyndt for [appellanten] den 7. marts 2019, bestemte den luxembourgske ret i sager om foreløbige forholdsregler, at [appellanten] skulle betale A et underholdsbidrag på 1 500 EUR pr. måned, svarende til et beløb på 300 EUR for hvert af deres børn, eksklusive familietillæg, samt til børnepasningsudgifter og til Centre polyvalent de l’enfance (børnehaven) […] for tre børn og halvdelen af alle de ekstraordinære udgifter, der var afholdt til gavn for [appellantens] og A’s fem børn. Endvidere bestemte dommeren i sager om foreløbige forholdsregler, at EIB skulle betale A børnetilskud og uddannelsestillæg.
7 Den 9. januar 2019 afslog Cour supérieure de justice de Luxembourg (øverste domstol, Luxembourg) i sin egenskab af appelret MG’s appel til prøvelse af den foreløbige kendelse af 14. november 2017 for så vidt angår de mindreårige børns bopæl hos A, men tilkendte MG samværsret hver anden weekend og i halvdelen af skoleferierne.
8 Den 21. marts 2019 bevilgede tribunal d’arrondissement de Luxembourg (kredsdomstolen i Luxembourg) skilsmisse mellem [appellanten] og A.
9 Den 10. juli 2019 afsagde Cour supérieure de justice de Luxembourg (øverste domstol, Luxembourg) i sin egenskab af appelret kendelse i appelsagen vedrørende den anden foreløbige kendelse af 20. juli 2018, hvori retten stadfæstede A’s ret til at modtage underholdsbidrag fra MG på 300 EUR om måneden for hvert barn. Den ændrede imidlertid kendelsen om foreløbige forholdsregler af 20. juli 2018, idet den fritog [appellanten] for betaling af visse udgifter, navnlig børnepasningsudgifter, som var afholdt i børnenes interesse, idet den fandt, at der var taget hensyn til disse udgifter i forbindelse med underholdsbidraget.
10 Den 24. november 2017 blev [appellanten] af EIB oplyst om, at børnetilskud og uddannelsestillæg ville blive udbetalt til A på grundlag af den foreløbige kendelse af 14. november 2017.
11 Den 28. december 2017 indgav A en forligsanmodning i henhold til artikel 41 i [personalevedtægten], i den affattelse, der finder anvendelse i den foreliggende sag, med henblik på, at hendes fem børn blev anerkendt som forsørgelsesberettigede i overensstemmelse med kendelsen om foreløbige forholdsregler af 14. november 2017, og at hun blev indrømmet ret til udbetaling af familietillæg og afledte økonomiske rettigheder i henhold til den nævnte personalevedtægt.
12 Den 12. september 2018 fandt formanden for EIB, idet han således stadfæstede resultatet af en anden forligsprocedure, som han besluttede at udvide til også at omfatte A’s tilfælde, at [appellantens] og A’s børn fra oktober 2018 skulle anses for at være under A’s forældremyndighed (herefter »afgørelsen af 12. september 2018«). Det betød bl.a., at A opnåede ret til familietillæg og deraf afledte økonomiske rettigheder.
13 EIB oplyste i skrivelse af 11. oktober 2018 [appellanten] om afgørelsen (herefter »afgørelsen af 11. oktober 2018«), hvorefter MG fra oktober 2018 ikke længere var berettiget til familietillæg, børnetilskud eller uddannelsestillæg (herefter samlet »familietillæggene«) og de deraf afledte økonomiske rettigheder i medfør af de administrative bestemmelser, […] idet A blev tildelt disse ved afgørelsen af 12. september 2018.
14 Ved skrivelse af 29. oktober 2018 meddelte [appellanten] EIB, at han modsatte sig de foranstaltninger, der var bekendtgjort i skrivelsen af 11. oktober 2018. Han anførte tillige, at hans skrivelse af 29. oktober 2018 skulle anses for en anmodning om forligsbehandling i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i personalevedtægtens artikel 41.
15 Da [appellanten] ikke modtog svar fra EIB, gentog han sin anmodning i skrivelse af 10. december 2018.
16 Ved skrivelse af 7. januar 2019 afslog EIB [appellantens] anmodning uden at behandle spørgsmålet om indledning af forligsproceduren (herefter »skrivelsen af 7. januar 2019« […]).
17 [Appellanten] indgav den 11. januar 2019 [ved e-mail] en anmodning […] om forlig i henhold til artikel 41 i personalevedtægten. Anmodningen indeholdt en indsigelse mod skrivelsen af 11. oktober 2018 og subsidiært, i det fornødne omfang, skrivelsen af 7. januar 2019.
18 Ved e-mail af 14. januar 2019 bekræftede EIB’s personaleafdeling modtagelsen af [appellantens] anmodning om forlig. Ved e-mail af 15. januar 2019 bekræftede også EIB’s formand modtagelsen af den nævnte anmodning om forlig.
19 Ved e-mail af 17. januar 2019 udpegede [appellanten] B, kontorchef ved EIB, som sin repræsentant i forligsudvalget, og anmodede EIB om at oplyse, hvem der skulle repræsentere Banken. Han gentog sin anmodning ved anbefalet brev af 4. februar 2019.
20 Ved skrivelse af 17. april 2019 meddelte EIB’s personaleafdeling [appellanten], at hans anmodning om forlig var blevet imødekommet som svar på hans skrivelse af 11. januar 2019, og at der derfor var indledt en forligsprocedure. EIB anførte, at C var blevet udpeget som repræsentant for EIB inden for rammerne af den nævnte procedure.
21 Fra den 24. april 2019 udvekslede B og C en række e-mails med henblik på at udpege formanden for forligsudvalget. Der blev opnået et kompromis med hensyn til udnævnelsen af D, der er pensioneret fra EIB.
22 Forligsudvalget mødtes den 23. juli og den 2. august 2019 og den 5. og [den] 9. marts 2020.
23 Ved e-mail af 12. februar 2020 foreslog EIB’s personaleafdeling forligsudvalget, at der – henset til, hvad der var blevet besluttet i en sag, som udvalget betegnede som »parallel« – blev udbetalt visse tillæg til [appellanten] for halvdelens vedkommende og halvdelen til A på betingelse af, at [appellanten] godtgjorde, at der var foretaget udbetalinger til hans børn. [Appellanten] afslog dette forslag.
24 Forligsudvalgets tre medlemmer udvekslede mellem den 9. marts og [den] 4. juni 2020 en række mails med bemærkninger og ændringsforslag til indholdet af referatet af forligsbehandlingen. Formanden for forligsudvalget fremsendte det nævnte referat til formanden for EIB ved mail af 4. juni 2020, hvori førstnævnte bl.a. bemærkede, at forligsproceduren var slået fejl, og at det ikke var muligt at blive enige om et notat vedrørende afslutningen af nævnte procedure.
25 I skrivelse af 30. juli 2020, som blev fremsendt til [appellanten] via mail af 31. juli 2020, oplyste formanden for EIB [appellanten] om, at han havde modtaget forligsudvalgets konklusion, og at han havde noteret sig, at forligsproceduren var slået fejl (herefter »skrivelsen af 30. juli 2020«). Referatet af nævnte procedure blev tilføjet skrivelsen.«
Søgsmålet for Retten og den appellerede dom
6 Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 14. september 2020 anlagde appellanten et søgsmål i henhold til artikel 270 TEUF og artikel 50a i statutten for Den Europæiske Unions Domstol med påstand dels om annullation af EIB’s skrivelser af 11. oktober 2018, af 7. januar 2019 og af 30. juli 2020, hvorved appellanten blev frataget familietillæg og de deraf afledte økonomiske rettigheder, dels om erstatning for den ikke-økonomiske skade, som appellanten hævder at have lidt.
7 Til støtte for annullationspåstandene fremsatte appellanten seks anbringender, hvoraf det første vedrørte en tilsidesættelse af retten til at blive hørt, det andet anbringende vedrørte en tilsidesættelse af begrundelsespligten, det tredje anbringende vedrørte et åbenbart urigtigt skøn og subsidiært en ulovlighedsindsigelse vedrørende de administrative bestemmelser, det fjerde anbringende vedrørte en tilsidesættelse af artikel 3, stk. 4, i forordning nr. 260/68 og et åbenbart urigtigt skøn, det femte anbringende vedrørte en tilsidesættelse af artikel 4, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1725 af 23. oktober 2018 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af forordning (EF) nr. 45/2001 og afgørelse nr. 1247/2002/EF (EUT 2018, L 295, s. 39) samt en tilsidesættelse af princippet om god forvaltningsskik og af omsorgspligten, og det sjette anbringende vedrørte en tilsidesættelse af artikel 41 i personalevedtægten, af princippet om god forvaltningsskik og af omsorgspligten.
8 I den appellerede dom frifandt Retten EIB med hensyn til alle disse anbringender, og derved også annullationspåstandene.
9 Appellanten havde til støtte for sin erstatningspåstand anført, at han havde lidt et ikke-økonomisk tab som følge af sin arbejdsgivers handlinger og undladelser, som for det første fulgte af den pludselige og meget betydelige nedsættelse af hans løn ved vedtagelsen af en ulovlig retsakt, hvilket udgør en kilde til angst, for det andet videregivelsen af hans personoplysninger til tredjemand uden hans samtykke, for det tredje EIB’s stillingtagen til hans tidligere hustru, for så vidt som den var baseret på udfaldet af retssagen ved de luxembourgske domstole, og for det fjerde den uberettigede forsinkelse med at iværksætte forligsproceduren. Appellanten opgjorde efter ret og billighed dette tab til 10 000 EUR – et beløb, han forpligtede sig til at betale til en velgørenhedsorganisation i tilfælde af medhold.
10 I den appellerede dom forkastede Retten de tre første led i erstatningspåstanden, der blev fremført i første instans. Retten fastslog derimod – hvad angår disse konklusioners fjerde led og, henset til bl.a. den urimelige svarfrist på mere end tre måneder fra EIB’s side på appellantens anmodning vedrørende indledningen af forligsproceduren efter skrivelsen af 7. januar 2019 og EIB’s manglende svar på den første anmodning om forlig i skrivelsen af 29. oktober 2018 – at EIB havde opretholdt en langvarig situation med usikkerhed over for appellanten som følge af denne uberettigede forsinkelse og således havde forvoldt ham en ikke-økonomisk skade. Retten tilpligtede følgelig EIB at betale appellanten et beløb på 500 EUR opgjort efter ret og billighed.
11 Retten traf tillige afgørelse om, at hver part skulle bære sine egne omkostninger.
Parternes påstande i appellen
12 Appellanten har nedlagt følgende påstande:
– Appellen antages til realitetsbehandling, og appellanten gives medhold.
– Den appellerede dom ophæves, herefter gives appellanten medhold i sine påstande i første instans, og følgelig annulleres EIB’s afgørelse af 11. oktober 2018, hvorved appellanten blev frataget familietillæg (herunder navnlig udgifter til børnepasning og børnehave, som EIB uretmæssigt havde fratrukket appellantens løn indtil november 2019) og de deraf afledte økonomiske rettigheder (herunder navnlig skattefradrag og godtgørelse af de udgifter til lægebehandling af børn, som appellanten havde afholdt), om fornødent annulleres afgørelsen af 7. januar 2019 om afslag på samtlige de af appellanten indgivne anmodninger, om fornødent annulleres EIB’s afgørelse af 30. juli 2020, hvori det blev konstateret, at et forligsresultat ikke kunne opnås, og hvorved afgørelsen af 11. oktober 2018 blev bekræftet, og der tilkendes appellanten erstatning for de lidte økonomiske og ikke-økonomiske tab.
– EIB tilpligtes at betale alle sagsomkostninger ved begge instanser.
13 EIB har nedlagt følgende påstande:
– Appellen forkastes.
– Appellanten tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
Om appellen
14 Til støtte for appellen har appellanten fremsat fem anbringender vedrørende for det første en tilsidesættelse af retten til at blive hørt, for det andet en tilsidesættelse af begrundelsespligten, for det tredje urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder, åbenbart urigtigt skøn og en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet og proportionalitetsprincippet, for det fjerde en tilsidesættelse af artikel 3, stk. 4, i forordning nr. 260/68 og for det femte en urigtig gengivelse af sagsakterne, en tilsidesættelse af artikel 85 i Rettens procesreglement, en urigtig kvalificering af de faktiske omstændigheder og en tilsidesættelse af begrundelsespligten.
15 Der skal først foretages en undersøgelse af det første anbringende, og dernæst skal det tredje appelanbringendes andet led undersøges.
Det første appelanbringende
Parternes argumenter
16 Med dette anbringende har appellanten gjort gældende, at Retten i den appellerede doms præmis 73 og 74 tilsidesatte den ret til at blive hørt, der er fastsat i artikel 41, stk. 2, litra a), i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«).
17 Han har anført, at han i sit søgsmål for Retten gjorde gældende, at han ikke var blevet hørt af EIB, før skrivelsen af 11. oktober 2018 blev vedtaget. Denne skrivelse fulgte imidlertid efter en forligsprocedure, der blev indledt efter anmodning fra hans tidligere hustru, uden at han var blevet underrettet herom, og som konkluderede, at en afgørelse truffet af EIB i en anden forligsprocedure, der var indledt af en anden ansat, og hvor de faktiske og retlige omstændigheder ikke var ham bekendte, kunne anvendes analogt. Appellanten har ligeledes gjort gældende, at udfaldet af sagen ville have været anderledes, hvis han var blevet hørt, dels fordi han præcist havde kunnet forklaret, hvilken situation han befandt sig i med hensyn til de verserende retssager ved den nationale ret, dels fordi EIB i denne forbindelse kunne have foreslået en fordeling af familietillæggene mellem appellanten og hans tidligere hustru.
18 I den appellerede dom medgav Retten, at appellanten ikke var blevet hørt i forbindelse med den procedure, der førte til den afgørelse, der blev meddelt ved skrivelsen af 11. oktober 2018. Det var imidlertid med urette, at Retten fastslog, at hans ret til at blive hørt var blevet overholdt alene af den grund, at han i skrivelserne af 29. oktober og 10. december 2018 havde kunnet kommentere ræsonnementet i afgørelsen af 11. oktober 2018, idet hans bemærkninger var blevet taget i betragtning inden den stillingtagen, som EIB havde givet udtryk for i sin skrivelse af 7. januar 2019.
19 EIB har som svar anført, at Retten med rette antog, at EIB havde givet appellanten mulighed for at blive hørt vedrørende skrivelsen af 11. oktober 2018. Banken har i denne forbindelse anført, at artikel 41, stk. 2, i personalevedtægten bestemmer, at den heri fastsatte forligsprocedure kun kan indledes på individuelt initiativ af den berørte part, dvs. den ansatte i EIB, som mener at have lidt skade som følge af en afgørelse eller adfærd fra administrationens side. Eftersom appellantens tidligere hustru, der ligeledes var ansat ved EIB, tog initiativ til en sådan forligsprocedure vedrørende betaling af familietillæg og afledte økonomiske rettigheder, var hun den eneste, som var berørt af den nævnte procedure, uden at EIB havde mulighed for at udvide den til at omfatte appellanten.
20 EIB organiserede i denne forbindelse kun udøvelsen af appellantens ret til at blive hørt på en måde, der var forenelig med hans tidligere hustrus ret til at påberåbe sig den individuelle forligsprocedure, der er fastsat i artikel 41 i personalevedtægten. Appellanten blev således underrettet om resultatet af forligsproceduren, der individuelt vedrørte hans tidligere hustru, efter afslutningen af denne procedure, og for så vidt som de følger, som EIB skulle give ham, kunne have konsekvenser for hans stilling, og han blev hørt herom. Under alle omstændigheder har appellanten ikke godtgjort, at den pågældende procedure i givet fald kunne have fået et andet udfald.
Domstolens bemærkninger
21 Det skal bemærkes, at i henhold til chartrets artikel 41, stk. 2, omfatter retten til god forvaltningsskik navnlig retten for enhver til at blive hørt, inden der træffes en individuel foranstaltning over for ham eller hende, som måtte berøre vedkommende negativt.
22 Som det fremgår af selve dens ordlyd, finder denne bestemmelse generel anvendelse. Heraf følger, at retten til at blive hørt skal overholdes i enhver procedure, som kan udmunde i en bebyrdende retsakt, selv om det anvendelige regelsæt ikke udtrykkeligt foreskriver en sådan formalitet (dom af 18.6.2020, Kommissionen mod RQ, C-831/18 P, EU:C:2020:481, præmis 67 og den deri nævnte retspraksis).
23 Ifølge Domstolens faste praksis, som Retten henviste til i den appellerede doms præmis 70, har retten til at blive hørt to formål. For det første tjener den til at oplyse sagen og fastlægge de faktiske omstændigheder så korrekt og præcist som muligt, og for det andet sikrer denne rettighed den berørte part en effektiv beskyttelse. Retten til at blive hørt har navnlig til formål at sikre, at enhver afgørelse, der påvirker en person negativt, vedtages med fuldt kendskab til sagen, og den har i særdeleshed til formål at sikre, at den kompetente myndighed kan rette en fejl, eller at den pågældende kan gøre sådanne forhold med hensyn til sin personlige situation gældende, som taler for, at afgørelsen træffes, ikke træffes eller træffes med et nærmere bestemt indhold (dom af 4.6.2020, EU-Udenrigstjenesten mod De Loecker, C-187/19 P, EU:C:2020:444, præmis 69 og den deri nævnte retspraksis).
24 Retten til at blive hørt garanterer således enhver muligheden for på en hensigtsmæssig og effektiv måde at tilkendegive sit synspunkt under den administrative procedure, og inden der træffes nogen afgørelse, som kan berøre vedkommendes rettigheder og legitime interesser negativt (jf. i denne retning dom af 18.6.2020, Kommissionen mod RQ, C-831/18 P, EU:C:2020:481, præmis 67, og af 21.10.2021, Parlamentet mod UZ, C-894/19 P, EU:C:2021:863, præmis 89 og den deri nævnte retspraksis).
25 Det er i lyset af disse betragtninger, at det skal efterprøves, hvorvidt Retten begik en retlig fejl ved i den appellerede doms præmis 73 og 74 at fastslå, at retten til at blive hørt ikke indebar en forpligtelse for EIB til at høre appellanten inden vedtagelsen af skrivelsen af 11. oktober 2018.
26 Hvad for det første angår spørgsmålet om, hvorvidt skrivelsen af 11. oktober 2018 udgør en »individuel foranstaltning, som […] måtte berøre vedkommende negativt« som omhandlet i chartrets artikel 41, stk. 2, bemærkede Retten i den appellerede doms præmis 73, at det allerede fremgik af denne doms præmis 35, at EIB med denne skrivelse havde meddelt appellanten, at han, henset til udfaldet af den forligsprocedure, som hans tidligere hustru havde indledt, ikke længere ville modtage udbetaling af familietillæg. I denne præmis 35 fremhævede Retten således, at eftersom appellanten var blevet frataget muligheden for at opnå de nævnte familietillæg og afledte økonomiske rettigheder, havde skrivelsen af 11. oktober 2018 direkte berørt hans individuelle situation.
27 Ved at henvise til denne konstatering i den appellerede doms præmis 73 i forbindelse med undersøgelsen af appellantens anbringende om en tilsidesættelse af retten til at blive hørt fastslog Retten imidlertid implicit, men nødvendigvis, uden at dette er blevet bestridt inden for rammerne af nærværende appel, at skrivelsen af 11. oktober 2018 faktisk udgør en individuel foranstaltning, der kan berøre appellantens rettigheder og legitime interesser »negativt« som omhandlet i chartrets artikel 41, stk. 2, således at sidstnævnte i overensstemmelse med denne bestemmelse skulle høres inden vedtagelsen af denne foranstaltning.
28 For det andet er det ubestridt, at appellanten ikke blev hørt af EIB inden vedtagelsen af skrivelsen af 11. oktober 2018. Som det fremgår af den appellerede doms præmis 12 og 13, blev denne skrivelse meddelt appellanten, efter at EIB den 12. september 2018 havde truffet afgørelse om at tildele hans tidligere hustru familietillæg inden for rammerne af en forligsprocedure indledt af sidstnævnte på grundlag af artikel 41 i personalevedtægten, som appellanten ikke deltog i, således som det fremgår af den appellerede doms præmis 73.
29 Som Retten i det væsentlige bemærkede i den appellerede doms præmis 74, henvendte appellanten sig ganske vist til EIB efter modtagelsen af skrivelsen af 11. oktober 2018 for at anfægte den afgørelse, som var blevet meddelt ham. Han gjorde således navnlig i en skrivelse af 29. oktober 2018 gældende, at skrivelsen af 11. oktober 2018 var blevet vedtaget i strid med hans processuelle rettigheder, at indholdet af denne skrivelse var uforståeligt, og at skrivelsen tilsidesatte de finansielle ordninger inden for familien, navnlig den omstændighed, at han afholdt en væsentlig del af familiens udgifter.
30 For det andet besvarede EIB ved sin skrivelse af 7. januar 2019 visse af appellantens indsigelser, således som Retten ligeledes fremhævede i den appellerede doms præmis 74.
31 Det må imidlertid konstateres, at dette svar på appellantens skriftlige indsigelser, som blev sendt til hans advokat flere uger efter vedtagelsen af skrivelsen af 11. oktober 2018, ikke kan afhjælpe den manglende høring af appellanten før vedtagelsen af denne afgørelse. Som generaladvokaten har anført i punkt 50 i forslaget til afgørelse, er denne skrivelse heller ikke en forberedende retsakt, der førte til en efterfølgende afgørelse. Denne udgjorde den indledende afgørelse, hvilket blev bekræftet i skrivelsen af 7. januar 2019. Afgørelsen, hvorved appellanten mistede retten til familietillæg, var således skrivelsen af 11. oktober 2018.
32 Det skal i denne forbindelse bemærkes, at retten til at blive hørt indebærer, at den pågældende har haft mulighed for på hensigtsmæssig måde at tilkendegive sit synspunkt vedrørende udkastet til afgørelse inden for rammerne af en mundtlig og/eller skriftlig udveksling, som indledt af denne myndighed, og hvor bevisbyrden påhviler denne myndighed. Navnlig skal den pågældende være blevet udtrykkeligt underrettet om et udkast til afgørelse og opfordret til at fremsætte sine bemærkninger. Det er alene, når der tages højde for konsekvenserne af den påtænkte beslutning, at den pågældende vil have været i stand til at påvirke den pågældende beslutningsproces (jf. i denne retning dom af 6.12.2007, Marcuccio mod Kommissionen, C-59/06 P, EU:C:2007:756, præmis 47 og 58).
33 Som det fremgår af denne doms præmis 28 og 31, har EIB i det foreliggende tilfælde imidlertid ikke givet appellanten mulighed for rettidigt at fremsætte sine bemærkninger og dermed påvirke den omhandlede beslutningsproces.
34 Det følger af ovenstående betragtninger, at Retten i den appellerede doms præmis 74 begik en retlig fejl ved at fastslå, at appellantens ret til at blive hørt ikke var blevet tilsidesat i det foreliggende tilfælde, med den begrundelse, at appellanten havde haft mulighed for at kommentere EIB’s argumentation i skrivelsen af 11. oktober 2018 og fremsætte sine bemærkninger til begrundelsen heri – selv om appellanten først kunne fremsætte disse bemærkninger efter vedtagelsen af denne afgørelse, og at sidstnævnte følgelig ikke var i stand til at påvirke den omhandlede beslutningsproces.
35 For det tredje skal det bemærkes, at selv hvis præmisserne i en dom afsagt af Retten indeholder en tilsidesættelse af EU-retten, men konklusionen er berettiget af andre retlige grunde, bevirker en sådan tilsidesættelse ikke, at denne dom skal ophæves, og at præmisserne skal ændres (dom af 17.1.2023, Spanien mod Kommissionen, C-632/20 P, EU:C:2023:28, præmis 48 og den deri nævnte retspraksis).
36 I denne henseende fremgår det af Domstolens praksis, at en tilsidesættelse af retten til forsvar, herunder navnlig retten til at blive hørt, kun kan medføre, at den afgørelse, der er truffet efter afslutningen af den administrative procedure, annulleres, hvis det må antages, at proceduren kunne have ført til et andet resultat, såfremt den pågældende fejl ikke havde foreligget (dom af 18.6.2020, Kommissionen mod RQ, C-831/18 P, EU:C:2020:481, præmis 105 og den deri nævnte retspraksis).
37 For at tilsidesættelsen af den berørte parts ret til at blive hørt kan føre til annullation af en individuel afgørelse fra den administrative myndighed, som kan være ugunstig for vedkommende, skal det undersøges, om denne myndighed rådede over en skønsbeføjelse, da den traf den pågældende afgørelse. En tjenestemand ville således savne enhver retlig interesse i at kræve annullation på grund af formmangler – og navnlig med henvisning til en tilsidesættelse af retten til at blive hørt forud for en bebyrdende afgørelse – i relation til en afgørelse i et tilfælde, hvor forvaltningen ikke er tillagt noget skøn og er forpligtet til at handle som gjort. I et sådant tilfælde, hvor administrationens kompetence er bundet, vil en annullation af den anfægtede afgørelse, når denne fejl er berigtiget, kun kunne give anledning til, at der træffes en afgørelse, som materielt er identisk med den annullerede afgørelse (jf. analogt dom af 6.7.1983, Geist mod Kommissionen, 117/81, EU:C:1983:191, præmis 7).
38 I denne henseende har appellanten med henblik på at godtgøre, at EIB har tilsidesat appellantens ret til at blive hørt, i det væsentlige gjort gældende, at såfremt han var blevet hørt inden vedtagelsen af skrivelsen af 11. oktober 2018, kunne han have redegjort for sin personlige situation i forhold til de verserende retssager for den nationale ret, og navnlig den omstændighed, at han bidrog til sine børns underhold med et beløb, det var mindst 50% højere end børnetilskuddet, således at EIB kunne have foreslået en fordeling mellem appellanten og hans tidligere hustru af familietillæggene eller nogle af disse.
39 EIB har i det væsentlige, bl.a. under retsmødet, gjort gældende, at proceduren ikke kunne have ført til et andet resultat, eftersom punkt 2.2.2 i de administrative bestemmelser fastsætter, at for at et barn kan anses for at være under en ansats forsørgerpligt, skal dette barn faktisk forsørges af sidstnævnte, idet en sådan faktisk forsørgelse kræver, at det godtgøres dels, at barnet bor i den ansattes husstand, dels at den ansatte bidrager til barnets underhold for et beløb, der er mindst 50% højere end størrelsen af børnetilskuddet. Som EIB har anført i skrivelsen af 7. januar 2019, er den første af disse betingelser imidlertid ikke opfyldt, idet den nationale ret har tillagt appellantens tidligere hustru forældremyndigheden over børnene.
40 I denne forbindelse skal det bemærkes, at EIB’s anbringende om, at det ikke ville have været muligt at foretage en forskellig fordeling af familietillæggene mellem appellanten og hans tidligere hustru, henset til ordlyden af punkt 2.2.1 og 2.2.2 i de administrative bestemmelser, modsiges af den faktiske konstatering i den appellerede doms præmis 23, som EIB ikke har bestridt inden for rammerne af nærværende sag, hvorved EIB’s personaleafdeling har foreslået forligsudvalget ved e-mail af 12. februar 2020 og henset til, hvad der var blevet besluttet i en sag, der blev betegnet som »parallel«, at der blev udbetalt halvdelen af visse tillæg til appellanten og halvdelen til hans tidligere hustru, på betingelse af, at appellanten godtgjorde, at der var foretaget udbetalinger til hans børn.
41 Under disse omstændigheder skal det, som generaladvokaten har anført i punkt 66 i forslaget til afgørelse, fastslås, at EIB kunne have anlagt en anden fortolkning af sine egne administrative bestemmelser. EIB rådede således over en skønsbeføjelse som omhandlet i den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 39, således at den omhandlede procedure kunne have ført til et andet resultat, hvis appellanten havde haft mulighed for at fremsætte sine bemærkninger inden vedtagelsen af skrivelsen af 11. oktober 2018.
42 Henset til ovenstående betragtninger skal det første anbringende tages til følge.
Om det tredje anbringendes andet led
Parternes argumenter
43 Med det tredje anbringendes andet led har appellanten gjort gældende, at det var med urette, at Retten i den appellerede doms præmis 100, 101, 107 og 108 forkastede ulovlighedsindsigelsen vedrørende de administrative bestemmelser om familietillæg. Appellanten har i denne henseende anført, at disse bestemmelser tilsidesætter ligebehandlingsprincippet og princippet om forbud mod forskelsbehandling, for så vidt som forældrene, der begge forsørger deres børn, ikke har de samme afledte økonomiske rettigheder, selv om disse rettigheder fastlægges på grundlag af den faktiske forsørgelse af børnene. Den omstændighed, at en forælder har forældremyndigheden over et barn, adskiller sig således ikke fra situationen for den anden forælder, som ikke har forældremyndigheden over dette barn, for så vidt angår tildeling af familietillæg. Appellanten har i denne forbindelse ført tilstrækkeligt bevis for, at han havde betydelige udgifter til sine børns underhold, selv om børnene boede størstedelen af tiden i hans tidligere hustrus husstand.
44 EIB har gjort gældende, at Retten ikke tilsidesatte princippet om forbud mod forskelsbehandling eller ligebehandlingsprincippet, eftersom EIB’s administrative bestemmelser gør det muligt for de ansatte at godtgøre, at de bidrager til børnenes underhold, og efterfølgende at opnå familietillæg. Desuden udbetales disse tillæg til fordel for børnene og ikke de ansatte. Under alle omstændigheder er situationen for den forælder, der har forældremyndigheden over børnene, forskellig fra situationen for den forælder, der ikke har forældremyndigheden, således at en forskellig behandling af de to forældre er fuldt ud begrundet.
Domstolens bemærkninger
45 Indledningsvis skal det fastslås, at ligebehandlingsprincippet er et grundlæggende EU-retligt princip, som nu er fastslået i chartrets artikel 20, og som udgør et almindeligt EU-retligt princip, der kræver, at ensartede situationer ikke må behandles forskelligt, og at forskellige situationer ikke må behandles ens, medmindre en sådan behandling er objektivt begrundet. En forskellig behandling er begrundet, når den er baseret på et objektivt og rimeligt kriterium, dvs. når den beror på et med den pågældende lovgivning lovligt tilstræbt formål, og når forskellen står i rimeligt forhold til det formål, som tilstræbes med denne behandling (dom af 16.12.2008, Huber, C-524/06, EU:C:2008:724, præmis 75, og af 4.5.2023, Glavna direktsia »Pozharna bezopasnost i zashtita na naselenieto« (Natarbejde), C‑529/21 – C‑536/21 og C‑732/21 – C‑738/21, EU:C:2023:374, præmis 52 og den deri nævnte retspraksis).
46 Ifølge fast retspraksis forudsætter en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet på grund af en forskellig behandling, at de pågældende situationer er sammenlignelige, henset til alle de omstændigheder, som kendetegner dem. De omstændigheder, som kendetegner forskellige situationer og deres eventuelle sammenlignelige karakter, fastlægges og vurderes på grundlag af indholdet af og formålet med de omhandlede bestemmelser, idet der i dette øjemed skal tages hensyn til de foreliggende principper og mål på det pågældende område (dom af 26.9.2013, IBV & Cie, C-195/12, EU:C:2013:598, præmis 51 og 52, og af 14.6.2017, Compass Contract Services, C-38/16, EU:C:2017:454, præmis 25 og den deri nævnte retspraksis).
47 Som Retten bemærkede i den appellerede doms præmis 102, opfylder børnetilskuddet i det foreliggende tilfælde et socialt formål, der er begrundet i de udgifter, der følger af et aktuelt og sikkert behov, der er forbundet med barnets eksistens og faktiske forsørgelse. Selv om tillæggene, såsom børnetilskud, uddannelsestillæg, eller også faste godtgørelser til børn for rejser mellem tjenestested og centrum for livsinteresser, er integreret i denne henseende, er de ikke bestemt til tjenestemandens underhold, men udelukkende til barnets underhold (jf. i denne retning dom af 14.6.1988, Christianos mod Domstolen, 33/87, EU:C:1988:300, præmis 15).
48 Det følger heraf, således som generaladvokaten har anført i punkt 87 i forslaget til afgørelse, at det relevante kriterium for at afgøre, om den forælder, der har den fulde forældremyndighed over barnet, befinder sig i en situation, der er sammenlignelig med situationen for den forælder, der ikke har forældremyndigheden over barnet, henset til dette formål, er deres respektive økonomiske bidrag til barnets underhold.
49 I modsætning til, hvad Retten fastslog i den appellerede doms præmis 107, følger det heraf, at forældre, der begge reelt bidrager til deres barns underhold, befinder sig i en sammenlignelig situation med hensyn til udbetaling af børnetilskud, og at den principielle udbetaling af børnetilskud til kun en af dem udgør en forskellig behandling, som skal være objektivt begrundet.
50 I denne henseende skal det bemærkes, at den omstændighed, at en af forældrene har den faktiske forældremyndighed over barnet, idet barnet på tidspunktet bor hos denne forælder, principielt indebærer, at den nævnte forælder yder et faktisk bidrag til barnets underhold.
51 En sådan omstændighed udelukker imidlertid på ingen måde, at den anden forælder, selv om den pågældende ikke har den fulde forældremyndighed over barnet, også faktisk bidrager til barnets underhold, navnlig henset til barnets ret i henhold til chartrets artikel 24, stk. 3, til regelmæssigt at have personlig forbindelse og direkte kontakt med begge sine forældre, medmindre dette er i strid med barnets interesser.
52 Det er i denne sammenhæng ligeledes vigtigt, at proportionalitetsprincippet overholdes, ligesom Retten bemærkede i den appellerede doms præmis 106, og det indebærer, at EU-institutionernes retsakter ikke må gå videre end nødvendigt og passende for gennemførelsen af det med den pågældende lovgivning lovligt tilsigtede formål, hvorved det forudsættes, at såfremt det er muligt at vælge mellem flere egnede foranstaltninger, skal den mindst bebyrdende foranstaltning vælges, og byrderne må herved ikke være uforholdsmæssige i forhold til de tilsigtede mål.
53 I det foreliggende tilfælde går artikel 2.2.1 og 2.2.2 i de administrative bestemmelser – fortolket således, at de pålægger EIB at udbetale familietillæg til den ene forælder, som har fået den fulde forældremyndigheden over barnet, uafhængigt af forældrenes faktiske bidrag til barnets underhold – ud over, hvad der er nødvendigt for at nå det legitime formål, der forfølges med den omhandlede forskrift, for så vidt som denne forskrift ikke gør det muligt at tage hensyn til barnets tarv, og – henset til barnets ret, som er nævnt i denne doms præmis 51, til regelmæssigt at have personlig forbindelse og direkte kontakt med begge sine forældre – til de foreliggende faktiske omstændigheder vedrørende hver forælders faktiske bidrag til barnets underhold, dvs. den faktiske dækning af udgifterne til barnets underhold, navnlig med hensyn til bolig, kost, tøj, uddannelse, pleje og lægeudgifter.
54 Selv om den omstændighed, at der foreligger en retsafgørelse truffet af en national ret, som fastsætter størrelsen af de bidrag til barnets underhold, som en fraskilt ansat skal betale, udgør et forhold, som institutionen skal tage hensyn til, kan denne omstændighed i denne henseende ikke fritage sidstnævnte fra selv at udøve sin skønsbeføjelse med henblik på at afgøre, om denne ansatte faktisk bidrager til barnets underhold.
55 Under disse omstændigheder skal det fastslås, at punkt 2.2.1 og 2.2.2 i de administrative bestemmelser, for så vidt som deres fortolkning under ingen omstændigheder gør det muligt at antage, at en forælder, som ikke er blevet tillagt den fulde forældremyndighed over et barn, rent faktisk bidrager til barnets underhold, tilsidesætter ligebehandlingsprincippet og proportionalitetsprincippet.
56 Retten begik således en retlig fejl, da den i den appellerede doms præmis 107 og 108 fastslog, at de administrative bestemmelser ikke tilsidesatte disse principper.
57 Henset til ovenstående betragtninger skal det tredje anbringendes andet led tages til følge.
Det andet anbringende, det tredje anbringendes første led samt det fjerde og det femte anbringende
58 Da det første anbringende og det tredje anbringendes andet led tages til følge og begrunder en ophævelse af den appellerede dom, er det ikke nødvendigt at undersøge de øvrige anbringender og led i de anbringender, der er fremført til støtte for appellen, idet disse ikke kan føre til en mere omfattende ophævelse af den appellerede dom.
Søgsmålet for Retten
59 I overensstemmelse med artikel 61, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol kan Domstolen, når den ophæver den af Retten trufne afgørelse, enten selv træffe endelig afgørelse, hvis sagen er moden til påkendelse, eller hjemvise den til Retten til afgørelse.
60 I det foreliggende tilfælde råder Domstolen over de nødvendige oplysninger til at træffe endelig afgørelse i annullationssøgsmålet vedrørende EIB’s skrivelser af 11. oktober 2018 og om fornødent af skrivelserne af 7. januar 2019 og 30. juli 2020, som appellanten anlagde ved Retten, samt om de erstatningspåstande, der blev nedlagt i første instans.
Annullationspåstanden
61 Det følger af nærværende doms præmis 21-57, at det første anbringende og det tredje anbringendes andet led i søgsmålet i første instans skal tages til følge, og at skrivelserne af 11. oktober 2018, af 7. januar 2019 og af 30. juli 2020 skal annulleres som følge af en tilsidesættelse af retten til at blive hørt samt det forhold, at punkt 2.2.1 og 2.2.2 i de administrative bestemmelser, er ulovlige for så vidt som deres fortolkning under ingen omstændigheder gør det muligt at antage, at en forælder, som ikke har fået den fulde forældremyndighed over et barn, faktisk bidrager til barnets underhold.
Erstatningspåstanden
62 Appellanten har til støtte for de erstatningspåstande, der blev fremsat i første instans, og som er nævnt i denne doms præmis 9, gjort gældende, at han har lidt en ikke-økonomisk skade som følge af for det første den pludselige og meget betydelige nedsættelse af hans vederlag, som er en kilde til angst, for det andet videregivelsen af hans personoplysninger til tredjemand uden hans samtykke, for det tredje den holdning, som medlemmer af EIB’s ledelse indtog til fordel for hans tidligere hustru i forbindelse med en retssag ved de luxembourgske domstole, og for det fjerde den uberettigede forsinkelse med iværksættelsen af forligsproceduren, som kun kan afhjælpes ved en kompensation, der foreløbigt efter ret og billighed er opgjort til 10 000 EUR, og som han forpligter sig til, således som han gjorde det for Retten, at overføre til en velgørenhedsorganisation, såfremt han får medhold.
63 Hvad angår de tre første led i disse erstatningspåstande forkastede Retten som nævnt i denne doms præmis 10 disse, men fastslog for så vidt angår disse påstandes fjerde led, at appellantens ikke-økonomiske skade var tilstrækkeligt kvalificeret for så vidt angår EIB’s uberettigede forsinkelse med iværksættelsen af forligsproceduren, og pålagde denne institution at betale appellanten en erstatning, der efter ret og billighed blev opgjort til 500 EUR.
64 I denne henseende bemærkes for det første hvad angår den angivelige ikke-økonomiske skade som følge af den pludselige og meget betydelige nedsættelse af hans vederlag, at annullation af den anfægtede afgørelse udgør en passende genoprettelse af det ikke-økonomiske tab, som en sagsøger måtte have lidt i det foreliggende tilfælde, og som retsakten kan have forvoldt (dom af 4.4.2019, OZ mod EIB, C-558/17 P, EU:C:2019:289, præmis 80), medmindre den pågældende sagsøger godtgør at have lidt en ikke-økonomisk skade, der kan adskilles fra den ulovlighed, der danner grundlag for annullationen, og som ikke kan erstattes fuldt ud ved denne annullation. Appellanten har imidlertid på ingen måde fremlagt et sådant bevis.
65 Hvad for det andet angår den angivelige ikke-økonomiske skade som følge af videregivelsen af appellantens personoplysninger til tredjemand uden hans samtykke eller den stillingtagen, som medlemmer af EIB’s ledelse indtog til fordel for hans tidligere hustru i forbindelse med en retssag for de luxembourgske domstole, har appellanten ikke godtgjort, at der foreligger en faktisk og reel skade, der er forbundet med de hævdede tilsidesættelser som omhandlet i den retspraksis, som er nævnt i den appellerede doms præmis 148, således at de betingelser for, at EIB ifalder ansvar, der er anført i denne doms præmis 145, ikke er opfyldt.
66 Under disse omstændigheder skal appellantens erstatningspåstande ikke tages til følge.
Sagsomkostninger
67 Ifølge procesreglementets artikel 184, stk. 2, træffer Domstolen, såfremt appellen tages til følge, og Domstolen selv endeligt afgør sagen, afgørelse om sagsomkostningerne.
68 Ifølge procesreglementets artikel 138, stk. 1, som i medfør af dets artikel 184, stk. 1, ligeledes finder anvendelse i appelsager, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom.
69 Da appellanten har nedlagt påstand om, at EIB tilpligtes at betale sagsomkostningerne, og EIB har tabt sagen, bør det pålægges EIB at betale omkostningerne i første instans i sag T-573/20 og omkostningerne i appelsagen.
På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Første Afdeling):
1) Dommen afsagt af Den Europæiske Unions Ret den 21. december 2021, MG mod EIB (T-573/20, EU:T:2021:915), ophæves.
2) Afgørelserne truffet af Den Europæiske Investeringsbank (EIB), meddelt appellanten ved skrivelser af 11. oktober 2018, 7. januar 2019 og 30. juli 2020, annulleres.
3) I øvrigt frifindes EIB.
4) EIB bærer sine egne omkostninger og betaler de af MG afholdte omkostninger såvel i forbindelse med sagen i første instans som i forbindelse med appelsagen.
Underskrifter