Language of document :

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Cour de cassation (Frankrig) den 9. november 2023 – IL mod Veracash SAS

(Sag C-665/23, Veracash)

Processprog: fransk

Den forelæggende ret

Cour de cassation

Parter i hovedsagen

Appellant: IL

Indstævnt: Veracash SAS

Præjudicielle spørgsmål

Skal artikel 56, 58, 60 og 61 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/64/EF 1 af 13. november 2007 om betalingstjenester i det indre marked og om ændring af direktiv 97/7/EF, 2002/65/EF, 2005/60/EF og 2006/48/EF og om ophævelse af direktiv 97/5/EF fortolkes således, at betaleren fortaber retten til tilbagebetaling af beløbet for en uautoriseret transaktion, når vedkommende har været længe om at underrette udbyderen af betalingstjenester om den uautoriserede betalingstransaktion, selv om dette er sket inden for 13 måneder regnet fra debiteringsdatoen?

Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende, er fortabelsen af betalerens ret til tilbagebetaling da betinget af, at den forsinkede underretning var forsætlig eller udtryk for grov forsømmelse fra betalerens side?

Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende, har betaleren da fortabt retten til tilbagebetaling af samtlige uautoriserede transaktioner eller kun af de transaktioner, der kunne have været forhindret, hvis underretningen var sket hurtigere?

____________

1     EUT 2007, L 319, s. 1.