Language of document :

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Oberster Gerichtshof (Østrig) den 2. november 2020 – J mod H Limited

(Sag C-568/20)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Oberster Gerichtshof

Parter i hovedsagen

Sagsøger: J

Sagsøgt: H Limited

Præjudicielle spørgsmål

Skal bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 1 af 12. december 2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (herefter »forordning (EU) nr. 1215/2012«), især artikel 2, litra a), og artikel 39 i forordningen, fortolkes således, at der også foreligger en eksigibel retsafgørelse, når debitor i en medlemsstat er blevet idømt betalingspligt efter en summarisk undersøgelse inden for rammerne af en kontradiktorisk procedure, men kun henset til den bindende retskraft af en dom, der er afsagt til ugunst for ham i et tredjeland, idømmes betalingspligt over for den part, der har vundet sagen i tredjelandet, og genstanden for sagen i medlemsstaten var begrænset til efterprøvelse af, om det krav, som beror på den i tredjelandet afsagte dom, faktisk består over for debitor?

Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende:

Skal bestemmelserne i forordning (EU) nr. 1215/2012, navnlig artikel 1, artikel 2, litra a), artikel 39, artikel 45, artikel 46 og artikel 52 i forordningen, fortolkes således, at fuldbyrdelsen skal afslås uafhængigt af, om en af de i artikel 45 i forordningen anførte grunde foreligger, såfremt den afgørelse, der skal efterprøves, ikke er en retsafgørelse som omhandlet i forordningens artikel 2, litra a), eller artikel 39, eller det krav, der ligger til grund for afgørelsen, ikke er omfattet af anvendelsesområdet for forordningen i oprindelsesmedlemsstaten?

Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende, og det andet spørgsmål besvares bekræftende:

Skal bestemmelserne i forordning (EU) nr. 1215/2012, navnlig artikel 1, artikel 2, litra a), artikel 39, artikel 42, stk. 1, litra b), artikel 46 og artikel 53, fortolkes således, at retten i den anmodede medlemsstat allerede som følge af [org. s. 3] den oprindelige rets angivelser i attesten i henhold til artikel 53 i forordning (EU) nr. 1215/2012 i sagen om afslag på fuldbyrdelse er forpligtet til at lægge til grund, at retsafgørelsen er omfattet af anvendelsesområdet for forordningen og skal fuldbyrdes?

____________

1     EUT 2012, L 351, s. 1.