RETTENS KENDELSE (Første Afdeling)
7. juli 2014 (*)
»Annullationssøgsmål – miljø – direktiv 94/62/EF – emballage og emballageaffald – direktiv 2013/2/EU – ruller, rør og tromler, som der er spolet et fleksibelt materiale rundt om – erhvervssammenslutning – ikke umiddelbart berørt – afvisning«
I sag T-202/13,
Group’Hygiène, Paris (Frankrig), ved advokaterne J.-M. Leprêtre og N. Chahid-Nouraï,
sagsøger,
mod
Europa-Kommissionen ved A. Alcover San Pedro og J.-F. Brakeland, som befuldmægtigede,
sagsøgt,
angående en påstand om delvis annullation af Kommissionens direktiv 2013/2/EU af 7. februar 2013 om ændring af bilag I til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 94/62/EF om emballage og emballageaffald (EUT L 37, s. 10), for så vidt som Kommissionen har tilføjet ruller, rør og tromler, som der er spolet et fleksibelt materiale rundt om, dog ikke ruller, rør og tromler, der indgår som en del af en produktionsmaskine og ikke benyttes til at præsentere et produkt som en salgsenhed, til listen over eksempler på produkter, der illustrerer anvendelsen af de kriterier, der præciserer udtrykket »emballage«.
har
RETTEN (Første Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, H. Kanninen, og dommerne I. Pelikánová og E. Buttigieg (refererende dommer),
justitssekretær: E. Coulon,
afsagt følgende
Kendelse
Sagens baggrund
1 Den 20. december 1994 vedtog Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union direktiv 94/62/EF om emballage og emballageaffald (EFT L 365, s. 10), der ifølge direktivets artikel 1 har til formål at harmonisere medlemsstaternes foranstaltninger i forbindelse med håndtering af emballage og emballageaffald for på den ene side at forebygge og mindske miljøbelastningen herfra i samtlige medlemsstater samt i tredjelande og derved sikre et højt miljøbeskyttelsesniveau og for på den anden side at garantere det indre markeds funktion og undgå handelshindringer og forvridning og begrænsning af konkurrencen i Den Europæiske Union. Til dette formål pålægger det medlemsstaterne en forpligtelse til at vedtage foranstaltninger til forebyggelse af produktion af emballageaffald og til reduktion af dets endelige bortskaffelse, bl.a. ved at indføre systemer dels til tilbagetagelse eller indsamling af brugt emballage eller emballageaffald, dels til genbrug eller genanvendelse af indsamlet emballage eller emballageaffald.
2 I overensstemmelse med femte betragtning til og artikel 2 i direktiv 94/62 omfatter direktivet overordnet alle former for emballage, der markedsføres i Unionen.
3 Artikel 3, nr. 1), i direktiv 94/62 har til formål at definere begrebet »emballage«.
4 I denne henseende er direktiv 94/62 blevet ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/12/EF af 11. februar 2004 (EUT L 47, s. 26), der bl.a. har til formål at præcisere definitionen på begrebet »emballage« i direktiv 94/62, ved at der tilføjes visse kriterier og et bilag I med positive og negative eksempler, der illustrerer anvendelsen af disse kriterier (anden betragtning til direktiv 2004/12). Direktiv 2004/12 har ændret artikel 3, nr. 1), i direktiv 94/62 ved at tilføje to afsnit, herunder det fjerde afsnit, der bestemmer, at Europa-Kommissionen i henhold til proceduren i sidstnævnte direktivs artikel 21 skal behandle og, om nødvendigt, revidere listen med de illustrative eksempler i bilag I. Rør og ruller, hvorom fleksibelt materiale er spolet, er imidlertid udtrykkeligt anført blandt de produkter, som Kommissionen skal prioritere at behandle inden for rammerne af dennes undersøgelse.
5 I henhold til artikel 3, nr. 1), fjerde afsnit, i direktiv 94/62 og ifølge proceduren i direktivets artikel 21 vedtog Kommissionen den 7. februar 2013 direktiv 2013/2/EU om ændring af bilag I til direktiv 94/62 (EUT L 37, s. 10, herefter »det anfægtede direktiv«). Med det anfægtede direktiv tilføjede Kommissionen bl.a. »ruller, rør og tromler, som der er spolet et fleksibelt materiale rundt om (f.eks. plastfolie, aluminium eller papir), dog ikke ruller, rør og tromler, der indgår som en del af en produktionsmaskine og ikke benyttes til at præsentere et produkt som en salgsenhed« (herefter »ruller, rør og tromler, som der er spolet et fleksibelt materiale rundt om«), på listen over eksempler på produkter, der udgør emballage, i bilag I til direktiv 94/62.
6 Direktiv 94/62 er bl.a. gennemført i fransk ret ved artikel L 541-10 ff. og artikel R 543-42 ff. i code de l’environnement (miljøloven), som ændret i forbindelse med gennemførelsen af direktiv 2004/12 ved ministeriel bekendtgørelse af 7. februar 2012 vedrørende eksempler på anvendelsen af kriterierne for præciseringen af begrebet »emballage«, der er defineret i miljølovens artikel R 543-43 (JORF af 23.2.2012, s. 3070). Det fremgår af miljølovens artikel L 541-10 II og R 543-56, at producenterne, importørerne eller de virksomheder, der er ansvarlige for den første markedsføring i Frankrig af produkter bestemt til forbrug eller anvendelse i husholdninger, som er markedsført i emballager, er forpligtede til at bidrage til eller at forestå håndteringen af alt deres emballageaffald. De identificerer i denne sammenhæng de emballager, der skal tages hånd om, ved hjælp af en institution eller virksomhed, der er autoriseret til dette formål, og genvinder de andre emballager. Artikel R 543-43 I fastsætter kriterierne for at definere begrebet »emballage« og bestemmer, at eksemplerne til illustration af anvendelsen af disse kriterier er præciseret ved bekendtgørelse fra miljøministeren.
7 Det anfægtede direktiv er gennemført i fransk ret ved ministeriel bekendtgørelse af 6. august 2013 om ændring af bekendtgørelsen af 7. februar 2012 vedrørende eksempler på anvendelsen af kriterierne for præciseringen af begrebet »emballage«, der er defineret i miljølovens artikel R 543-43 (JORF af 27.8.2013, s. 14487), der bl.a. medtager ruller, rør og tromler, som der er spolet et fleksibelt materiale rundt om, som eksempel på produkter, der udgør emballage.
8 Sagsøgeren, Group’Hygiène, er en faglig sammenslutning i henhold til fransk ret, som i overensstemmelse med sine vedtægter repræsenterer interesserne for fabrikanter af engangsprodukter til hygiejne, sundhed og aftørring, såsom toilet- og husholdningspapir, der opererer på det franske marked. Medlemmerne af Group’Hygiène fremstiller produkter, der sidder på kartonruller, som befinder sig i midten af toiletpapirrullen eller køkkenrullen.
9 I januar 2013 blev flere af sagsøgerens medlemmer indstævnt for en fransk domstol af en privat øko-organisation, der i Frankrig er autoriseret til at sikre emballageaffaldshåndteringen (herefter »øko-organisationen«), med den begrundelse, at de ikke inden for rammerne af deltagelsen i ordningen for emballageaffaldshåndtering havde anmeldt det affald, der bestod af ruller, rør og tromler, som der er spolet et fleksibelt materiale rundt om, og at de derfor ikke havde betalt afgift herfor.
Retsforhandlinger og parternes påstande
10 Sagsøgeren har anlagt nærværende sag ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 9. april 2013.
11 I et særskilt dokument indleveret til Rettens Justitskontor den 27. juni 2013 rejste Kommissionen en formalitetsindsigelse i henhold til artikel 114, stk. 1, i Rettens procesreglement.
12 Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 26. juli 2013 har Sphère France SAS og Schweitzer SAS fremsat begæring om at måtte intervenere i sagen til støtte for sagsøgerens påstande.
13 Den 23. september 2013 indgav sagsøgeren bemærkninger vedrørende formalitetsindsigelsen.
14 Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:
– Annullation »med øjeblikkelig virkning« af det anfægtede direktiv, for så vidt som det tilføjer ruller, rør og tromler, som der er spolet et fleksibelt materiale rundt om, med undtagelse af dem til industrielt brug, til listen over eksempler på emballage i bilag I til direktiv 94/62.
– Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
15 Kommissionen har i formalitetsindsigelsen nedlagt følgende påstande:
– Sagen afvises.
– Sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.
16 Sagsøgeren har i sine skriftlige bemærkninger til formalitetsindsigelsen nedlagt følgende påstande:
– Formalitetsindsigelsen forkastes.
– Annullation »med øjeblikkelig virkning« af det anfægtede direktiv.
– Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Retlige bemærkninger
17 Ifølge procesreglementets artikel 114, stk. 1 og 4, kan Retten, hvis en part ønsker det, tage stilling til, om sagen bør afvises, uden at indlede behandlingen af sagens realitet. I henhold til samme artikels stk. 3 forhandles der mundtligt, medmindre Retten bestemmer andet. I det foreliggende tilfælde finder Retten, at sagsakterne yder tilstrækkelig oplysning af sagen, og at det ikke er nødvendigt at indlede en mundtlig forhandling.
18 Kommissionen har nedlagt påstand om den foreliggende sags afvisning og har fremsat tre formalitetsindsigelsesgrunde, hvoraf den første vedrører den omstændighed, at sagsøgeren ikke har søgsmålsinteresse, for så vidt som annullationen af det anfægtede direktiv ikke indebærer en fordel for hverken sagsøgeren selv eller sagsøgerens medlemmer, den anden den omstændighed, at det anfægtede direktiv ikke er en regelfastsættende retsakt, som berører sagsøgerens medlemmer umiddelbart, og som ikke indeholder gennemførelsesforanstaltninger som omhandlet i artikel 263, stk. 4, TEUF, og den tredje sagsøgerens manglende søgsmålskompetence som følge af, at sagsøgerens medlemmer ikke er umiddelbart og individuelt berørt.
19 Eftersom Group’Hygiène er en forening, der repræsenterer interesserne for fabrikanter af engangsprodukter til hygiejne, sundhed og aftørring, kan sagsøgeren ifølge retspraksis principielt kun anlægge et annullationssøgsmål, såfremt de personer, foreningen repræsenterer, eller nogle af disse har individuel søgsmålskompetence eller kan gøre gældende, at de har en særlig interesse (jf. i denne retning Domstolens dom af 22.6.2006, forenede sager C-182/03 og C-217/03, Belgien og Forum 187 mod Kommissionen, Sml. I, s. 5479, præmis 56 og den deri nævnte retspraksis, og Rettens kendelse af 4.6.2012, sag T-381/11, Eurofer mod Kommissionen, EU:T:2012:273, præmis 18).
20 Sagsøgeren gør ikke gældende, at have en selvstændig interesse i at få annulleret det anfægtede direktiv, men har anført, at foreningens medlemmer har en interesse i, at dette direktiv annulleres, ligesom de har individuel søgsmålskompetence til at anlægge et annullationssøgsmål til prøvelse heraf.
21 Først behandles sagsøgerens medlemmers søgsmålskompetence.
22 Ifølge ordlyden af artikel 263, stk. 1, TEUF »[kan] enhver fysisk eller juridisk person […] på det grundlag, der er omhandlet i stk. 1 og 2, indbringe klage med henblik på prøvelse af retsakter, der er rettet til vedkommende, eller som berører denne umiddelbart og individuelt, samt af regelfastsættende retsakter, der berører vedkommende umiddelbart, og som ikke omfatter gennemførelsesforanstaltninger«.
23 Et direktiv har i henhold til artikel 288, stk. 3, TEUF, medlemsstaterne som adressater. I henhold til artikel 263, stk. 4, TEUF kan privatpersoner, såsom sagsøgerens medlemmer, derfor kun indbringe et annullationssøgsmål til prøvelse af et direktiv, hvis det enten udgør en regelfastsættende retsakt, som berører dem umiddelbart, og som ikke omfatter nogen gennemførelsesforanstaltninger, eller berører dem umiddelbart og individuelt (jf. i denne retning Rettens dom af 25.10.2010, sag T-262/10, Microban International og Microban (Europe) mod Kommissionen, Sml. II, s. 7697, præmis 19, og af 6.9.2013, sag T-483/11, Sepro Europe mod Kommissionen, præmis 29).
24 Retten finder det hensigtsmæssigt først at behandle formalitetsindsigelsesgrunden, der vedrører den omstændighed, at sagsøgeren eller dens medlemmer ikke er umiddelbart berørt, eftersom denne er støttet på betingelsen for, at et søgsmål kan antages til realitetsbehandling, der er fælles for anden og tredje kategori af retsakter, der er angivet i præmis 22 ovenfor.
25 Kommissionen har i det væsentlige anført, at det anfægtede direktiv ikke umiddelbart påvirker sagsøgerens medlemmers retsstilling. Ifølge Kommissionen er den omstændighed, at dette direktiv kan påvirke dem økonomisk, ikke tilstrækkelig til at anse dem for umiddelbart berørt af direktivet. Medlemsstaterne råder desuden over en skønsmargen i forhold til gennemførelsen af de i direktiv 94/62 fastsatte mål for så vidt angår ruller, rør og tromler, som der er spolet et fleksibelt materiale rundt om, som det anfægtede direktiv har føjet til listen over eksempler på produkter, der udgør emballage som omhandlet i artikel 3, nr. 1), i direktiv 94/62.
26 Sagsøgeren har i det væsentlige gjort gældende, at det anfægtede direktiv automatisk indebærer, at de ruller, rør og tromler, som der er spolet et fleksibelt materiale rundt om, herefter skal anses for emballage, hvilket ikke overlader de kompetente nationale myndigheder nogen skønsmargen i denne henseende. Det anfægtede direktiv har således den direkte og umiddelbare følge, at medlemmerne af Group’Hygiène pålægges supplerende forpligtelser, bl.a. i form af meromkostninger, i henhold til deres deltagelse i ordningen for håndtering af emballageaffald, der hidrører fra disse produkter.
27 Det må i den foreliggende sag konstateres, at det anfægtede direktiv, både i form og indhold, er en generel retsakt, der finder anvendelse på objektivt afgrænsede situationer og har retsvirkning såvel generelt som rent abstrakt for alle medlemsstaternes erhvervsdrivende, der opererer på området for emballage, der udgøres af produkter, som af det anfægtede direktiv er tilføjet bilag I til direktiv 94/62, herunder dem, der udgøres af ruller, rør og tromler, som der er spolet et fleksibelt materiale rundt om.
28 Det bemærkes, at Domstolen i flere tilfælde har anset et direktiv for at være en generel retsakt (jf. i denne retning Domstolens dom af 22.2.1984, sag 70/83, Kloppenburg, Sml., s. 1075, præmis 11, og af 29.6.1993, sag C-298/89, Gibraltar mod Rådet, Sml. I, s. 3605, præmis 16, samt Domstolens kendelse af 23.11.1995, sag C-10/95 P, Asocarne mod Rådet, Sml. I, s. 4149, præmis 29). Det er dog ikke udelukket, at en sådan generel retsakts bestemmelser under visse omstændigheder kan berøre en privatperson umiddelbart og individuelt (jf. i denne retning Domstolens dom af 18.5.1994, sag C-309/89, Codorniu mod Rådet, Sml. I, s. 1853, præmis 19-22, Rettens dom af 27.6.2000, forenede sager T-172/98, T-175/98 ‒ T 177/98, Salamander m.fl. mod Parlamentet og Rådet, Sml. II, s. 2487, præmis 30, og af 2.3.2010, sag T-16/04, Arcelor mod Parlamentet og Rådet, Sml. II, s. 211, præmis 96).
29 Hvad desuden angår betingelsen om umiddelbar berøring, således som den forekommer i artikel 230, stk. 4, EF, fremgår det af fast retspraksis, at betingelsen om, at en fysisk eller juridisk person umiddelbart skal være berørt af den retsakt, der er genstand for søgsmålet, kræver, at denne retsakt skal have umiddelbar indvirkning på den pågældendes retsstilling og ikke overlader et skøn til retsaktens adressater, der skal gennemføre den, men at gennemførelsen skal ske helt automatisk, udelukkende i medfør af de EU-retlige regler og uden anvendelse af andre mellemkommende regler (Domstolens dom af 5.5.1998, sag C-386/96 P, Dreyfus mod Kommissionen, Sml. I, s. 2309, præmis 43, samt dommen i sagen Salamander m.fl. mod Parlamentet og Rådet, præmis 43, dommen i sagen Arcelor mod Parlamentet og Rådet, præmis 97, og dommen i sagen Microban International og Microban (Europe) mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 23, præmis 27).
30 Dette betyder, at i det tilfælde hvor en institution har rettet en EU-retsakt mod en medlemsstat, og den handling, som medlemsstaten skal udføre som følge af retsakten, sker automatisk, eller i hvert fald hvor resultatet ikke er tvivlsomt, berører retsakten således umiddelbart enhver person, som bliver berørt af handlingen. Hvis retsakten derimod giver medlemsstaten mulighed for at handle eller undlade at handle, er det medlemsstatens handling eller undladelse, som umiddelbart berører den pågældende person, og ikke retsakten i sig selv. Med andre ord må virkningen af den pågældende retsakt ikke afhænge af, at en tredjemand udøver et skøn, medmindre det er klart, at et sådant skøn kun kan udøves på en bestemt måde (Rettens kendelse af 10.9.2002, sag T-223/01, Japan Tobacco og JT International mod Parlamentet og Rådet, Sml. II, s. 3259, præmis 46).
31 Da betingelsen om umiddelbar berøring i henhold til artikel 263, stk. 4, TEUF ikke er blevet ændret, finder denne retspraksis ligeledes anvendelse i den foreliggende sag (Domstolens kendelse af 9.7.2013, sag C-586/11 P, Regione Puglia mod Kommissionen, præmis 31; jf. ligeledes i denne retning Rettens kendelse af 15.6.2011, sag T-259/10, Ax mod Rådet, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 21, og af 12.10.2011, sag T-149/11, GS mod Parlamentet og Rådet, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 19).
32 Det påhviler derfor Retten at undersøge, om det anfægtede direktiv i sig selv har indvirkning på sagsøgerens medlemmers retsstilling.
33 Hvad dette angår bemærkes, at et direktiv ikke i sig selv kan skabe forpligtelser for en privatperson og kan således ikke som sådan påberåbes over for denne (Domstolens dom af 26.2.1986, sag 152/84, Marshall, Sml. s. 723, præmis 48, dom af 7.3.1996, sag C-192/94, El Corte Inglés, Sml. I, s. 1281, præmis 15; jf. ligeledes i denne retning Domstolens dom af 14.7.1994, sag C-91/92, Faccini Dori, Sml. I, s. 3325, præmis 25). Følgelig kan et direktiv, der som i det foreliggende tilfælde pålægger medlemsstaterne at anse visse produkter som emballage i den betydning, hvori begrebet er anvendt i artikel 3, nr. 1), i direktiv 94/62, ikke i sig selv, før og uafhængigt af, om der er vedtaget statslige gennemførelsesforanstaltninger, berøre disse erhvervsdrivendes retsstilling umiddelbart som omhandlet i artikel 263, stk. 4, TEUF (jf. i denne retning og analogt dommen i sagen Salamander m.fl. mod Parlamentet og Rådet, nævnt ovenfor i præmis 28, præmis 54).
34 Sagsøgeren har imidlertid anført, at det anfægtede direktiv umiddelbart har berørt sagsøgerens medlemmer før og uafhængigt af dets gennemførsel.
35 For det første har sagsøgeren henvist til de meromkostninger, som dennes medlemmer er blevet pålagt eller risikerer at blive pålagt som følge af vedtagelsen af det anfægtede direktiv, eftersom dette føjer ruller, rør og tromler, som der er spolet et fleksibelt materiale rundt om, til listen over eksempler på emballage. Sagsøgerens medlemmer, der anvender disse produkter i de produkter, de fremstiller, er dermed forpligtet til at deltage i ordningen for håndtering af emballageaffald, der hidrører fra disse produkter, og skal i denne sammenhæng yde visse økonomiske bidrag. Sagen, der verserer for den franske domstol, hvor sagsøgerens medlemmer har øko-organisationen som modpart, vidner om disse økonomiske konsekvensers uomgængelige og umiddelbart forestående karakter.
36 Det bemærkes i denne henseende, at sådanne konsekvenser ikke er en følge af det anfægtede direktiv, men af de franske myndigheders gennemførelse heraf. Dette direktiv ændrer nemlig blot listen af eksempler på produkter, der skal anses for emballage som omhandlet i artikel 3, nr. 1), i direktiv 94/62. Den omstændighed alene, at visse produkter, herunder ruller, rør og tromler, som der er spolet et fleksibelt materiale rundt om, er blevet tilføjet listen af eksempler på emballage, pålægger ikke de erhvervsdrivende, der opererer inden for sektoren for emballage, der udgøres af disse produkter, en forpligtelse til at deltage i ordningen for håndtering heraf. Selv om det anfægtede direktivs artikel 1 og bilag I til direktivet har den konsekvens, at ruller, rør og tromler, som der er spolet et fleksibelt materiale rundt om, fremover i de nationale retssystemer skal anses for emballage som omhandlet i artikel 3, nr. 1), i direktiv 94/62, indeholder det anfægtede direktiv ikke nøjagtige angivelser angående de foranstaltninger, som de nationale myndigheder skal vedtage for at nå de i direktiv 94/62 fastsatte mål for så vidt angår disse produkter.
37 Forpligtelsen, der følger af artikel 7 i direktiv 94/62, til at indføre et system til tilbagetagelse, indsamling og genanvendelse af det affald, der hidrører fra de produkter, som det anfægtede direktiv har angivet udgør emballage, berører ikke sagsøgerens medlemmer umiddelbart. Forpligtelsen kræver nemlig en retsakt fra den pågældende medlemsstat, hvorved denne præciserer, hvorledes den tilsigter at gennemføre den pågældende forpligtelse for så vidt angår bl.a. ruller, rør og tromler, som der er spolet et fleksibelt materiale rundt om (jf. i denne retning og analogt Rettens kendelse af 22.6.2006, sag T-136/04, Freiherr von Cramer-Klett og Rechtlerverband Pfronten mod Kommissionen, Sml. II, s. 1805, præmis 52).
38 Dermed er det de nationale bestemmelser til gennemførelse af det anfægtede direktiv og ikke direktivet, der kan skabe retsvirkninger for sagsøgerens medlemmers situation.
39 Følgelig kan det anfægtede direktiv ikke anses for umiddelbart at berøre disse medlemmers rettigheder eller udøvelsen af sådanne rettigheder.
40 De økonomiske konsekvenser, hvortil sagsøgeren har henvist, påvirker under alle omstændigheder ikke medlemmernes retsstilling, men udelukkende deres faktiske situation (jf. i denne retning dommen i sagen Salamander m.fl. mod Parlamentet og Rådet, nævnt ovenfor i præmis 28, præmis 62, og Rettens kendelse af 19.9.2006, sag T-122/05, Benkö m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 2939, præmis 47). Ydermere, således som det fremgår af retspraksis, er den omstændighed alene, at en retsakt ville kunne påvirke en sagsøgers materielle situation, ikke tilstrækkelig til, at sagsøgeren kan anses for at være umiddelbart berørt. Kun eksistensen af særlige omstændigheder kan berettige en borger, der hævder, at en retsakt påvirker hans stilling på markedet, til at indgive søgsmål i henhold til artikel 263, stk. 4, TEUF (Domstolens dom af 10.12.1969, forenede sager 10/68 og 18/68, Eridania m.fl. mod Kommissionen, Sml., 1969, s. 117, org.ref.: Rec. s. 459, præmis 7, og Rettens kendelse af 18.2.1998, sag T-189/97, Comité d’entreprise de la Société française de production m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 335, præmis 48, og af 21.9.2011, sag T-343/10, Etimine og Etiproducts mod ECHA, Sml. II, s. 6611, præmis 41). Idet sagsøgeren i den foreliggende sag alene har gjort gældende, at foreningens medlemmer var blevet pålagt meromkostninger vedrørende håndteringen af emballageaffaldet, der består af ruller, rør og tromler, som der er spolet et fleksibelt materiale rundt om, har sagsøgeren ikke godtgjort, at der foreligger sådanne særlige omstændigheder.
41 For det andet har sagsøgeren gjort gældende, at det anfægtede direktiv umiddelbart berører medlemmernes retsstilling, idet øko-organisationen kan påberåbe sig direktivet direkte inden for rammerne af de retssager, der verserer for den franske domstol, med henblik på at afkræve medlemmerne bidrag i henhold til deres deltagelse i ordningen for håndtering af emballageaffald, der består af ruller, rør og tromler, som der er spolet et fleksibelt materiale rundt om.
42 I denne henseende bemærkes som anført i denne doms præmis 33, at et direktiv ikke i sig selv kan skabe forpligtelser for en privatperson og kan således ikke som sådan påberåbes over for denne. Sagsøgerens argument er følgelig ikke begrundet.
43 For det tredje er heller ikke sagsøgerens argument om, at medlemmerne berøres umiddelbart af det anfægtede direktiv uafhængigt af dets gennemførsel, eftersom direktivet ikke overlader medlemsstaterne noget skøn for så vidt angår gennemførselsforanstaltningerne, velbegrundet. Det er ganske vist korrekt, således som sagsøgeren har anført, at det anfægtede direktiv ikke overlader medlemsstaterne en skønsmargen angående muligheden for fremover at anse ruller, rør og tromler, som der er spolet et fleksibelt materiale rundt om, for emballage i den betydning, hvori begrebet er anvendt i artikel 3, nr. 1), i direktiv 94/62. Medlemsstaterne råder imidlertid fortsat over et skøn for så vidt angår de foranstaltninger, der skal vedtages, for at nå de i direktiv 94/62 fastsatte mål angående disse produkter. De eventuelle påvirkninger af sagsøgerens medlemmers retsstilling skyldes ikke kravet om at nå dette resultat, men det valg af foranstaltning, som medlemsstaten har besluttet at vedtage med henblik på, at dette resultat nås (jf. i denne retning Domstolens dom af 13.3.2008, sag C-125/06, Kommissionen mod Infront WM, Sml. I, s. 1451, præmis 62 og 63).
44 Hverken direktiv 94/62 eller det anfægtede direktiv fastsætter, hvordan affald fra engangsemballage skal håndteres, herunder ruller, rør og tromler, der anvendes i de produkter, som sagsøgerens medlemmer fremstiller, således at de tilsigtede mål kan opnås. De overlader det til medlemsstaterne at vælge, hvilken ordning der er mest hensigtsmæssig (jf. i denne retning Domstolens dom af 14.12.2004, sag C-309/02, Radlberger Getränkegesellschaft og S. Spitz, Sml. I, s. 11763, præmis 42). Direktiv 94/62 overlader det ligeledes til medlemsstaterne at fastsætte kategorien af aktører, der er forpligtede til at deltage i systemer til sikring af tilbagetagelsen, indsamlingen og genanvendelsen af emballage og emballageaffald, indført i henhold til artikel 7, stk. 1, i direktiv 94/62, på den betingelse, at disse er »åbne for deltagelse fra erhvervsdrivende i de berørte sektorer og for deltagelse fra de kompetente offentlige myndigheders side« (jf. i denne retning Domstolens kendelse af 16.2.2006, sag C-26/05, Plato Plastik Robert Frank, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 33). Hverken direktiv 94/62 eller det anfægtede direktiv bestemmer således, at emballagebrugere, såsom sagsøgerens medlemmer, har pligt til at deltage i en ordning for affaldshåndtering, som Den Franske Republik indfører for så vidt angår ruller, rør og tromler, som der er spolet et fleksibelt materiale rundt om.
45 Den omstændighed, at de nationale myndigheder allerede har truffet foranstaltninger i henhold til direktiv 94/62, indebærer ikke, at medlemsstatens skønsmargen i forhold til gennemførelsen af det anfægtede direktiv er rent teoretisk, eftersom det ikke kan udelukkes, at de nationale myndigheder herefter vedtager andre typer af foranstaltninger (jf. i denne retning og analogt Rettens kendelse af 14.7.2008, sag T-366/06, Calebus mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 43).
46 For det fjerde kan sagsøgerens argument vedrørende dommen i sagen Microban International og Microban (Europe) mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 23, hvorefter Retten fastslog, at den omtvistede afgørelse, der indeholdt et forbud mod markedsføring af det omhandlede kemiske stof, havde en umiddelbar virkning på sagsøgernes retsstilling, heller ikke tiltrædes. Det skal for det første bemærkes, at den retsakt, som sagsøgerne i denne sag anfægtede, var en afgørelse, som i henhold til artikel 288, stk. 4, TEUF er bindende i alle enkeltheder. I den foreliggende sag er den anfægtede retsakt et direktiv, som efter betydningen i artikel 288, stk. 3, TEUF er bindende for medlemsstaterne med hensyn til det tilsigtede mål, men overlader det til de nationale myndigheder at bestemme form og midler.
47 I modsætning til afgørelsen i dommen i sagen Microban International og Microban (Europe) mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 23, fastsætter det anfægtede direktiv for det andet ingen forbud eller påbud i forhold til sagsøgerens medlemmer, men overlader til medlemsstaterne at fastsætte konsekvenserne for de erhvervsdrivende, der er berørt af tilføjelsen af visse produkter til listen over eksempler på emballage, henset til formålet med direktiv 94/62.
48 Det samme gælder for så vidt angår sagsøgerens argument vedrørende Rettens dom af 7. oktober 2009, Vischim mod Kommissionen (sag T-420/05, Sml. II, s. 3841), ifølge hvilken Retten fastslog, at sagsøgeren i denne sag havde kompetence til at indbringe et annullationssøgsmål til prøvelse af et direktiv, der fastsatte betingelserne for markedsføring i Unionen af et aktivstof, der var en del af et plantebeskyttelsesmiddel. I den sag, der gav anledning til denne dom, havde det omhandlede direktiv således umiddelbar virkning på sagsøgerens retsstilling i dets egenskab af det selskab, der fremstillede dette aktivstof. Omstændighederne i den sag, der gav anledning til nævnte dom, er imidlertid forskellige fra de i hovedsagen omhandlede omstændigheder, eftersom det anfægtede direktiv – inden for rammerne af nærværende søgsmål – ikke fastsætter betingelser for markedsføring af emballage, der består af de produkter, som direktivet har føjet til listen i bilag I til direktiv 94/62.
49 Dermed er omstændighederne i sagen, der gav anledning til dommen i sagen Microban International og Microban (Europe) mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 23 (præmis 29), og omstændighederne i sagen, der gav anledning til dommen i sagen Vischim mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 48 (præmis 77), forskellige fra omstændighederne i den foreliggende sag.
50 Idet betingelsen om umiddelbar berøring er en formalitetsbetingelse, der er fælles for søgsmål til prøvelse af retsakter, hvor sagsøgeren ikke er adressat, og søgsmål til prøvelse af retsakter, der ikke indeholder gennemførelsesforanstaltninger, er det ufornødent at behandle spørgsmålet om, hvorvidt det anfægtede direktiv udgør en retsakt i den i artikel 263, stk. 4, sidste sætningsled, TEUF omhandlede betydning, med henblik på at fastslå, at sagsøgerens medlemmer ikke har søgsmålskompetence i den foreliggende sag (jf. i denne retning kendelsen i sagen Ax mod Rådet, nævnt ovenfor i præmis 31, præmis 25, og i sagen GS mod Parlamentet og Rådet, nævnt ovenfor i præmis 31, præmis 28).
51 Idet sagsøgerens medlemmer ikke har søgsmålskompetence, og sagsøgeren ikke har gjort gældende at have en selvstændig interesse, der er berørt, skal det i overensstemmelse med den retspraksis, der er nævnt ovenfor i denne kendelses præmis 19, fastslås, at nærværende søgsmål afvises, idet det er ufornødent at tage stilling til, om formalitetsindsigelsesgrunden vedrørende sagsøgerens medlemmers manglende søgsmålsinteresse er velbegrundet.
52 Under disse omstændigheder er det ufornødent at træffe afgørelse om Sphère France SAS’ og Schweitzer SAS’ begæring om intervention til støtte for sagsøgeren (jf. i denne retning Domstolens kendelse af 5.7.2001, sag C-341/00 P, Conseil national des professions de l’automobile m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 5263, præmis 33-37).
Sagens omkostninger
53 I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da sagsøgeren har tabt sagen, bør det pålægges denne at bære sine egne omkostninger og at betale Kommissionens omkostninger i overensstemmelse med Kommissionens påstand herom.
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Første Afdeling):
1) Sagen afvises.
2) Det er ufornødent at træffe afgørelse om Sphère France SAS’ og Schweitzer SAS’ begæring om intervention.
3) Group’Hygiène bærer sine egne omkostninger og betaler de af Kommissionen afholdte omkostninger.
Således bestemt i Luxembourg den 7. juli 2014.
Justitssekretær | | Afdelingsformand |