Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Bundesverwaltungsgericht (Østrig) den 22. august 2023 – ÖBB-Infrastruktur AG og WESTbahn Management GmbH
(Sag C-538/23, ÖBB-Infrastruktur og WESTbahn Management)
Processprog: tysk
Den forelæggende ret
Bundesverwaltungsgericht
Parter i hovedsagen
Appellanter: ÖBB-Infrastruktur AG og WESTbahn Management GmbH
Indstævnt: Schienen-Control Kommission
Præjudicielle spørgsmål
Skal EU-retten, navnlig artikel 32 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/34/EU 1 af 21. november 2012 om oprettelse af et fælles europæisk jernbaneområde, fortolkes således, at medlemsstatens godkendelse af markedstillæggene skal meddeles ex-ante før påbegyndelsen (eller i hvert fald før udløbet) af den pågældende køreplansperiode, for hvilken der er ansøgt om markedstillæggene, eller kan medlemsstaten også godkende markedstillæggene ex-post efter udløbet af den pågældende køreplansperiode (i givet fald år senere)? Skal der ved medlemsstatens godkendelse af markedstillæggene som omhandlet i artikel 32 i direktiv 2012/34/EU forstås en endelig godkendelse?
Skal EU-retten, navnlig artikel 32, stk. 1 og stk. 6, sammenholdt med artikel 27, stk. 4, i direktiv 2012/34/EU forstås således, at markedstillæggene (i tilfælde af ændring af væsentlige elementer) – i forhold til den kronologiske rækkefølge – først skal offentliggøres i netvejledningen (eventuelt med forbehold af godkendelse) og først skal godkendes af medlemsstaten, efter at de er offentliggjort? Foreligger der allerede en ændring af væsentlige elementer i henhold til artikel 32, stk. 6, i direktiv 2012/34/EU, når »kun« niveauet af markedstillæggene ændres i forhold til køreplansperioden for det foregående år?
(Såfremt spørgsmål II, første punktum, besvares bekræftende:) Skal EU-retten, navnlig artikel 32, stk. 1 og 6, sammenholdt med artikel 27, stk. 2 og 4, i direktiv 2012/34/EU, sammenholdt med bilag IV, punkt 2), i direktiv 2012/34/EU – læst i lyset af gennemsigtighedsforpligtelsen og planlægningssikkerheden i 34. betragtning til direktiv 2012/34/EU – fortolkes således, at markedstillæg ikke må godkendes af medlemsstaten, hvis niveauet af markedstillæggene selv ikke er offentliggjort i netvejledningen for den pågældende køreplansperiode (for hvilken der er ansøgt om godkendelse af disse markedstillæg), men der derimod i denne netvejledning kun er offentliggjort en samlet afgift pr. kørt togkilometer (som summen af afgifterne for de omkostninger, der påløber direkte som følge af togtjenesten i henhold til artikel 31, stk. 3, i direktiv 2012/34/EU, og markedstillæggene i henhold til artikel 32 i direktiv 2012/34/EU) for hvert markedssegment, idet jernbanevirksomhederne således hverken kunne få kendskab til afgifterne for de »direkte omkostninger« [som omhandlet i artikel 31, stk. 3, i direktiv 2012/34/EU, sammenholdt med artikel 2, nr. 1), i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2015/909 1 af 12.6.2015 om bestemmelser for beregning af de omkostninger, der påløber direkte som følge af jernbanedriften eller markedstillæggene i henhold til artikel 32 i direktiv 2012/34/EU pr. markedssegment?
(Såfremt spørgsmål II, første punktum, besvares bekræftende:) Skal EU-retten, navnlig artikel 32, stk. 1 og 6, sammenholdt med artikel 27, stk. 4, i direktiv 2012/34/EU – læst i lyset af gennemsigtighedsforpligtelsen og planlægningssikkerheden i 34. betragtning til direktiv 2012/34/EU – fortolkes således, at de markedstillæg, der er offentliggjort i netvejledningen for den pågældende køreplansperiode har bindende virkning for medlemsstatens godkendelse? Følger det af denne bindende virkning, at medlemsstaten ikke må godkende højere markedstillæg pr. markedssegment end dem, der er offentliggjort i den tilhørende netvejledning? Eller foreligger der kun en bindende virkning for så vidt som de samlede, godkendte afgifter (dvs. afgifterne for de »direkte omkostninger« i henhold til artikel 31, stk. 3, i direktiv 2012/34/EU, sammenholdt med artikel 2, nr. 1), i gennemførelsesforordning (EU) 2015/909 tillagt markedstillæg i henhold til artikel 32 i direktiv 2012/34/EU) ikke må være højere end dem, der er offentliggjort i netvejledningen, hvorimod selve markedstillæggene godt må godkendes på et højere niveau end det, der er offentliggjort i netvejledningen? Har den ansøgning om godkendelse, der oprindeligt blev indgivet til medlemsstaten, også niveaumæssigt en bindende virkning i henseende til markedstillæggene, og i bekræftende fald i hvilken retning (ingen forhøjelse, ingen nedsættelse tilladt længere)? Findes der en anden form for bindende virkning?
Skal EU-retten, navnlig artikel 32, stk. 1, i direktiv 2012/34/EU fortolkes således, at der ved afgørelsen af, om markedstillæg principielt er tilladt (ud over, hvad markedet kan bære, hvilket skal efterprøves) – dvs. med henblik på infrastrukturforvalterens fulde dækning af omkostningerne – ikke må tages udgangspunkt i en samlet indtægt (»indtægtsmål«), som medlemsstaten har fastsat, som skal genereres af jernbaneinfrastrukturforvalteren, og som består af summen af afgifterne for de omkostninger, der påløber direkte som følge af togtjenesten i henhold til artikel 31, stk. 3, i direktiv 2012/34/EU, og markedstillæggene i henhold til artikel 32, stk. 1, i direktiv 2012/34/EU, men at omkostningerne skal beregnes og fastsættes med henblik på fuld dækning for på grundlag heraf at kunne vurdere, om og på hvilket niveau der i givet fald kan godkendes markedstillæg? Skal der ved denne fastlæggelse af, om markedstillæg principielt er tilladt (ud over, hvad markedet kan bære, hvilket skal efterprøves) også tages hensyn til medlemsstatens statslige tilskud til jernbaneinfrastrukturvirksomheden, og i bekræftende fald i hvilken form skal dette da ske? Skal dette statslige tilskud i givet fald trækkes fra de nødvendige omkostninger til fuld dækning (ud over afgifterne for de omkostninger, der påløber direkte som følge togtjenesten)? Skal EU-retten, navnlig artikel 32, stk. 1, sammenholdt med artikel 8, stk. 4, i direktiv 2012/34/EU, i denne sammenhæng fortolkes således, at medlemsstaten ud over afgifterne for de omkostninger, der påløber direkte som følge af togtjenesten, og de statslige tilskud, der eventuelt skal tages hensyn til, skal fastsætte jernbaneinfrastrukturvirksomhedens samlede øvrige overskud hidrørende fra andre forretningsaktiviteter og alle dennes indtægter fra private kilder uden tilbagebetalingspligt og inddrage disse i vurderingen af, om markedstillæg er lovlige og, såfremt spørgsmålet besvares bekræftende, i hvilken form skal dette ske, eventuelt ligeledes ved, at disse trækkes fra de nødvendige omkostninger til fuld dækning? Skal der i denne vurdering inddrages yderligere afgifter, som opkræves af jernbaneinfrastrukturvirksomheden – som f.eks. afgifter for brugen af personperroner (»stationsafgifter«) og afgifter for brug af elforsyningsudstyr til levering af strøm til elektrisk kørsel – og jernbaneinfrastrukturvirksomhedens andre driftsøkonomiske positioner?
____________
1 Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/34/EU af 21.11.2012 om oprettelse af et fælles europæisk jernbaneområde (EUT 2012, L 343, s. 32).
1 Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2015/909 af 12.6.2015 om bestemmelser for beregning af de omkostninger, der påløber direkte som følge af jernbanedriften (EUT 2015, L 148, s. 17).