RETTENS DOM (Appelafdelingen)
17. maj 2018 (*)
»Appel – personalesag – midlertidigt ansatte – ansættelse – lægeundersøgelse – ufuldstændige oplysninger i forbindelse med lægeundersøgelsen – anvendelse af det lægelige forbehold med tilbagevirkende kraft – ingen tildeling af invaliditetsydelse – opfyldelse af en dom afsagt af Retten for EU-Personalesager, hvorved den oprindelige afgørelse blev annulleret«
I sag T-701/16 P,
angående appel af dom afsagt af Retten for EU-personalesager (Anden Afdeling) den 21. juli 2016, AV mod Kommissionen (F-91/15, EU:F:2016:170), med påstand om ophævelse af denne dom,
Europa-Kommissionen først ved C. Berardis-Kayser, C. Ehrbar og T. Bohr, derefter ved C. Ehrbar og T. Bohr, som befuldmægtigede,
appellant,
den anden part i appelsagen:
AV, tidligere midlertidigt ansat ved Kommissionen, ved advokaterne J.-N. Louis og N. de Montigny,
sagsøgt i første instans,
har
RETTEN (Appelafdelingen),
sammensat af afdelingsformanden, M. Jaeger, og dommerne M. Prek (refererende dommer) og A. Dittrich,
justitssekretær: fuldmægtig G. Predonzani,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 18. januar 2018,
afsagt følgende
Dom
1 Europa-Kommissionen har ved denne appel, der er iværksat i henhold til artikel 9 i bilag I til statutten for Den Europæiske Unions Domstol, nedlagt påstand om ophævelse af dommen afsagt den 21. juli 2016 af Retten for EU-personalesager (Anden Afdeling), AV mod Kommissionen (F-91/15, herefter »den appellerede dom«, EU:F:2016:170), hvorved Personaleretten annullerede Kommissionens afgørelse af 16. september 2014, ifølge hvilken det lægelige forbehold fastsat i artikel 32 i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Den Europæiske Union (herefter »ansættelsesvilkårene«) fandt anvendelse på AV’s ansættelse.
Sagens faktiske omstændigheder
2 De faktiske omstændigheder, som ligger til grund for tvisten, er i den appellerede doms præmis 3-30 beskrevet således:
»3 Den 18. marts 2005 gennemgik [AV] en lægeundersøgelse i forbindelse med ansættelse hos Kommissionen på en midlertidig kontrakt for perioden fra den 16. april 2005 til den 15. april 2009. Ved denne undersøgelse underskrev [AV] en formular, hvori han tilkendegav, at han ikke havde nogen personlige risikofaktorer bortset fra en form for dyslipidæmi, at han ikke havde nogen patologisk historik, og at han ikke var i nogen medicinsk behandling.
4 Den rådgivende læge, A, der foretog lægeundersøgelsen i forbindelse med ansættelsen, afgav udtalelse om, at [AV] var fysisk egnet til at udøve de funktioner, som han skulle ansættes til.
5 Den 16. april 2005 tiltrådte [AV] tjenesten hos Kommissionen som ansat ved Det Fælles Forskningscenter (FFC) i Ispra (Italien).
6 Den 26. juni 2005 diagnosticerede den rådgivende læge hos Lægetjenesten i Ispra [AV] med en psykiatrisk sygdom. Den følgende 21. juli oplyste [AV] til chefen for Lægetjenesten i Ispra, at han havde været i behandling relateret til denne sygdom i ca. 15 år. Desuden fremgår det af en rapport fra chefen for Lægetjenesten i Ispra, at [AV] ved et møde den 5. december 2005 adspurgt skulle have bekræftet, at han havde undladt at tale om den sygdom, han led af, ved lægeundersøgelsen i forbindelse med ansættelsen.
7 [AV] havde mange sygeperioder, hvilket medførte, at Kommissionen den 12. september 2008 besluttede at give ham tjenestefri uden løn i medfør af ansættelsesvilkårenes artikel 16.
8 Den 17. november 2008 anmodede [AV’s] rådgiver om, at sagen blev forelagt invaliditetsudvalget.
9 Ved brev af 16. februar 2009 oplyste ansættelsesmyndigheden [AV] om, at den ved afgørelse af 4. februar 2009 havde besluttet at forelægge hans sag for invaliditetsudvalget.
10 Den 9. maj 2009 konkluderede invaliditetsudvalget enstemmigt, [at AV] grundet sin psykiatriske sygdom led af en vedvarende invaliditet, der måtte anses for total, og som gjorde det umuligt for AV at udøve sine funktioner.
11 Den 24. juli 2009 gav chefen for Lægetjenesten i Ispra [AV’s] rådgiver meddelelse om invaliditetsudvalgets konklusioner, om ansættelsesmyndighedens afgørelse af 9. juli 2009 om at anvende det lægelige forbehold [i AV’s sag] med tilbagevirkende kraft til datoen for AV’s tiltræden af tjenesten og om ansættelsesmyndighedens afgørelse af 13. juli 2009 om at bringe [AV’s] funktioner til ophør grundet hans vedvarende invaliditet samt om ikke at tildele ham invaliditetsydelse.
12 [AV] klagede over afgørelserne af 9. juli 2009 og af 13. juli 2009. Som følge af denne klage trak ansættelsesmyndigheden afgørelserne tilbage den 5. februar 2010.
13 Ved brev af 5. februar 2010 opfordrede ansættelsesmyndigheden [AV] til at komme med sine bemærkninger til det faktum, at han ikke ved lægeundersøgelsen i forbindelse med ansættelsen havde oplyst om »en sygdom, som [han havde lidt af] i mange år og som [han var i] behandling for samtidig med, [at han havde underskrevet formularen ved undersøgelsen i forbindelse med ansættelsen]«.
14 [AV] gav sine bemærkninger i et brev af 15. februar 2010, som blev uddybet i et brev fra hans rådgiver af den følgende 16. februar. [AV] erklærede bl.a., at hans sundhedstilstand var »optimal« på tidspunktet for lægeundersøgelsen i forbindelse med ansættelsen, at han havde arbejdet »i mange år i private virksomheder i ledende stillinger«, og at den sygdom, som han led af, »ikke var andet end et minde« på ansættelsestidspunktet.
15 Ved internt notat af 3. marts 2010 påpegede chefen for Lægetjenesten i Ispra, B, over for Generaldirektøren for Generaldirektoratet (GD) for »Menneskelige Ressourcer og Sikkerhed«, at hvis [AV] ved lægeundersøgelsen i forbindelse med ansættelsen havde fortalt om den sygdom, som han led af, ville lægerne have erklæret AV »ikke egnet« til stillingen som faglært teknisk medhjælper eller »egnet med forbehold« til en rent administrativ stilling (herefter »notatet af 3. marts 2010«).
16 Den 12. april 2010 besluttede ansættelsesmyndigheden [i AV’s sag] at anvende det lægelige forbehold i henhold til ansættelsesvilkårenes artikel 32, stk. 1, med tilbagevirkende kraft til datoen for hans ansættelse, i det væsentlige under hensyntagen til, at hvis [AV] havde oplyst om den eksisterende sygdom ved lægeundersøgelsen i forbindelse med ansættelsen, »ville han have været underlagt det lægelige forbehold« (herefter »afgørelsen af 12. april 2010«).
17 Den 16. april 2010 besluttede ansættelsesmyndigheden på den ene side at »suspendere [AV] fra tjenesten pr. 30. april 2010« på grund af hans invaliditet, som måtte anses for total, og på den anden side ikke at tildele ham invaliditetsydelse, eftersom invaliditeten var »den samme som den, der [havde] været genstand for det lægelige forbehold« (herefter »afgørelsen af 16. april 2010«).
18 Ved stævning indleveret til Personalerettens Justitskontor den 31. marts 2011, registreret under sagsnr. F-4/11, nedlagde [AV] påstand om annullation af afgørelserne af 12. april 2010 og 16. april 2010.
19 Ved dom af 10. juli 2012, AV mod Kommissionen (F-4/11, EU:F:2012:96, herefter »dommen af 10. juli 2012«), annullerede Personaleretten afgørelsen af 12. april 2010 samt afgørelsen af 16. april 2010, for så vidt som sidstnævnte nægtede [AV] tildeling af invaliditetsydelse.
20 Særligt fandt Personaleretten, at »i det særlige tilfælde, hvor det efter lægeundersøgelsen i forbindelse med ansættelsen har vist sig, at en ansat ikke har svaret oprigtigt og fuldstændigt på de spørgsmål, der blev stillet af den rådgivende læge til vedkommendes sundhedstilstand, står det ansættelsesmyndigheden frit for at trække sin oprindelige afgørelse om ikke at anvende det lægelige forbehold tilbage og at træffe en ny afgørelse, der gør det lægelige forbehold gældende med tilbagevirkende kraft«. Personaleretten tilføjede, at »[a]nsættelsesmyndigheden er dog ikke desto mindre forpligtet til at overholde proceduren i henhold til ansættelsesvilkårenes artikel 32, idet den dels skal anmode den rådgivende læge om at afgive en udtalelse om spørgsmålet om, hvorvidt sygdommen eller helbredsmanglen ville have berettiget tilføjelsen af et lægeligt forbehold til interessentens kontrakt, og dels oplyse den ansatte om den afgørelse, som myndigheden har truffet på grundlag af denne udtalelse, således at den ansatte i givet fald vil kunne indgive klage til invaliditetsudvalget«. Endvidere følger det af Personalerettens bemærkninger, at »et sådant spørgsmål, der forudsætter, at det fastslås, om den pågældende sygdom eller helbredsmangel vil kunne medføre den ansattes invaliditet eller død fem år efter hans tiltræden i institutionen, er et lægeligt spørgsmål, der alene henhører under den rådgivende læges – eller i tilfælde af klage – invaliditetsudvalgets kompetence« (dommen af 10. juli 2012, præmis 34).
21 Herefter gav Personaleretten Kommissionen medhold i, [at AV] ikke havde svaret oprigtigt og fuldstændigt på de spørgsmål, der var blevet stillet af den rådgivende læge ved lægeundersøgelsen i forbindelse med ansættelsen (dommen af 10. juli 2012, præmis 36), men fastslog, at hverken den rådgivende læge eller invaliditetsudvalget var blevet spurgt nøjagtigt om, hvorvidt Lægetjenesten i tilfælde af, at der var blevet oplyst om sygdommen under lægeundersøgelsen i forbindelse med ansættelsen, ville have vurderet, at denne sygdom er en af de sygdomme, som på grund af deres følger og eftervirkninger ville have medført et lægeligt forbehold (dommen af 10. juli 2012, præmis 37-40). Navnlig hvad angår notatet af 3. marts 2010 konstaterede Personaleretten, at Kommissionen udtrykkeligt havde fastslået, at ansættelsesmyndigheden ikke havde baseret sig på dette notat ved vedtagelsen af afgørelsen af 12. april 2010 (dommen af 10. juli 2012, præmis 39).
22 Ved brev af 20. juli 2012 tilkendegav Kommissionen [over for AV], at den fandt, at »korrekt opfyldelse af dommen [af 10. juli 2012] ville indebære genindkaldelse af invaliditetsudvalget med henblik på udvalgets besvarelse af spørgsmålet omhandlet i præmis 37[-]40, nemlig om [AV’s] sygdom ville have begrundet et lægeligt forbehold, hvis sygdommen var blevet nævnt ved lægeundersøgelsen i forbindelse med ansættelsen«. I samme brev opfordrede Kommissionen [AV] til at udpege en læge til at repræsentere ham i invaliditetsudvalget.
23 Den 7. februar 2013 udpegede [AV] en læge til at repræsentere ham i invaliditetsudvalget. Kommissionen havde udpeget en læge i marts 2013, og invaliditetsudvalget mødtes den 30. april 2013.
24 Ved brev af 16. december 2013 anmodede [AV] den læge, der repræsenterede Kommissionen i invaliditetsudvalget, om at tilsende ham invaliditetsudvalgets konklusioner og ansættelsesmyndighedens afgørelse, såfremt denne var truffet.
25 Ved brev af 10. april 2014 fremsendte Kommissionen [til AV] invaliditetsudvalgets konklusioner, hvorefter »den rådgivende læge […] ville have bedt [ansættelsesmyndigheden] om at anvende et […] lægeligt forbehold [i henhold til] a[nsættelsesvilkårenes] art[ikel] 32«, såfremt [AV] havde oplyst om sin sygdom ved lægeundersøgelsen i forbindelse med ansættelsen.
26 Ved brev af 10. april 2014 anmodede [AV] Kommissionen om at oplyse ham om årsagerne til forsinkelsen af meddelelsen om invaliditetsudvalgets konklusioner og om at oplyse ham om, hvorvidt ansættelsesmyndigheden havde truffet en afgørelse på grundlag af nævnte konklusioner.
27 Den 16. september 2014 besluttede Kommissionen at anvende det i ansættelsesvilkårenes artikel 32 fastsatte lægelige forbehold [på AV] i en 5-årig periode fra datoen for AV’s tiltrædelse af tjenesten som midlertidigt ansat, dvs. den 16. april 2005, og at AV ikke tildeles invaliditetsydelse, eftersom invaliditeten er den samme som den, der begrunder det lægelige forbehold (herefter »den omtvistede afgørelse«).
28 Den 22. december 2014 indgav [AV] i medfør af artikel 90, stk. 2, i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union en klage over den omtvistede afgørelse. Desuden anmodede [AV] »baseret på invaliditetsudvalgets konklusioner af 30. april 2013« om suspension fra tjenesten og tildeling af invaliditetsydelse. Endelig anmodede han om en erstatning på 50 000 EUR for overtrædelse af artikel 41, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.
29 Ved afgørelse af 21. april 2015 afslog Kommissionen [AV’s] klage.
30 Den 22. juni 2015 ansøgte [AV] om bevilling af retshjælp i henhold til procesreglementets artikel 110 med henblik på at anlægge sag til prøvelse af den omtvistede afgørelse. [AV] blev bevilget retshjælp ved kendelse afsagt af Rettens præsident den 9. september 2015.«
3 De relevante retsforskrifter findes i den appellerede doms præmis 2.
Retsforhandlingerne i første instans og den appellerede dom
4 Ved stævning indleveret til Personalerettens Justitskontor den 19. oktober 2015 anlagde AV sag, registreret under nr. F-91/15, med påstand om dels annullation af Kommissionens afgørelse af 16. september 2014 om anvendelse af det lægelige forbehold i ansættelsesvilkårenes artikel 32 over for AV og om afslag på at tildele ham invaliditetsydelse (herefter »afgørelsen af 16. september 2014«), dels at Kommissionen tilpligtes at betale AV en erstatning på 50 000 EUR for ikke-økonomisk skade.
5 Ved den appellerede dom annullerede Personaleretten afgørelsen af 16. september 2014 og dømte Kommissionen til betaling af 2 000 EUR til AV som kompensation for den ikke-økonomisk skade, som AV har lidt, samt til at bære sine egne omkostninger og betale AV’s omkostninger.
6 Personaleretten bemærkede indledningsvis, at »forpligtelsen til at iagttage en rimelig frist ved gennemførelsen af den administrative procedure udgør et almindeligt EU-retligt princip, som Domstolen sikrer overholdelsen af«, og at denne retsstilling var indarbejdet i artikel 41, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder som en »komponent i retten til god forvaltning« (den appellerede doms præmis 44).
7 Personaleretten tilkendegav desuagtet, at »tilsidesættelse af princippet om overholdelse af en rimelig frist [generelt] ikke begrunder […] annullation af en afgørelse, der er truffet efter en administrativ procedure«, og at »det kun er, når den urimeligt lange tid, der er forløbet, kan påvirke selve indholdet af den vedtagne afgørelse […], at tilsidesættelsen af princippet om overholdelse af en rimelig frist påvirker den administrative procedures gyldighed« (den appellerede doms præmis 45).
8 Personaleretten fandt i modsætning til, hvad Kommissionen hævdede, at »den dato, der [skulle] lægges til grund ved bedømmelsen af, om proceduren [var] afsluttet inden for en rimelig frist«, ikke var den 17. november 2008 (datoen, hvor AV havde indgivet sin anmodning om indledning af en invaliditetsprocedure), men »den 5. december 2005, nemlig datoen, hvor [AV] klart og utvetydigt hav[de] anerkendt, at han havde undladt at redegøre for sin psykiatriske sygdom ved lægeundersøgelsen i forbindelse med ansættelsen« (den appellerede doms præmis 47).
9 Efter at have bemærket, at »det ikke [var] bestridt mellem parterne, at [ansættelsesmyndigheden] i hvert fald fra den sidstnævnte dato havde [haft] kendskab […] til, at undersøgelsen var baseret på ufuldstændige oplysninger«, fandt Personaleretten, at »[ansættelsesmyndigheden] klart var i stand til at drage de juridiske konsekvenser som følge af den således påviste alvorlige uregelmæssighed vedrørende gyldigheden af [AV’s] kontrakt og eventuelt at anvende et lægeligt forbehold«. Retten anførte dog, at »[ansættelsesmyndighedens] første stillingtagen [i AV’s sag] vedrørende muligheden for at anvende det lægelige forbehold med tilbagevirkende kraft til datoen for AV’s tiltrædelse af tjenesten først [var] fremkommet den 9. juli 2009, dvs. mere end tre år og syv måneder efter, at [ansættelsesmyndigheden] var blevet informeret om, [at AV] selv havde anerkendt, at han havde undladt at omtale den sygdom, som han led af, ved lægeundersøgelsen i forbindelse med ansættelsen« (den appellerede doms præmis 47 og 48).
10 Personaleretten fandt herefter, at »et sådant tidsforløb, som Kommissionen ikke [var] i stand til at forklare, ikke [kunne] anses for en rimelig frist, og at Kommissionen dermed hav[de] tilsidesat retten til god forvaltning« (den appellerede dom, præmis 49).
11 Herefter påpegede Personaleretten, at »ansættelsesvilkårenes artikel 32 forudsætter, at [ansættelsesmyndigheden] på grundlag af de indhentede oplysninger fra den rådgivende læge ved undersøgelsen i forbindelse med ansættelsen – eller, under denne sags helt særlige omstændigheder, så snart myndigheden har modtaget de relevante supplerende oplysninger, som væsentligt ændrer de oplysninger, der blev indhentet ved lægeundersøgelsen i forbindelse med ansættelsen – træffer en endelig afgørelse om, hvorvidt det lægelige forbehold skal anvendes eller ej«. Personaleretten fremhævede, at »Kommissionen først traf sin første afgørelse om at anvende det lægelige forbehold [i AV’s sag] den 9. juli 2009, dvs. næsten tre måneder efter udløbet af AV’s kontrakt og omkring otte måneder efter [AV’s] anmodning om forelæggelse for invaliditetsudvalget« (den appellerede dom, præmis 50).
12 Personaleretten fandt, at »dette tidsforløb allerede risikerede at påvirke indholdet af afgørelsen af 9. juli 2009 om at anvende det lægelige forbehold med tilbagevirkende kraft [i AV’s sag], eftersom der ikke alene var gået tre år og syv måneder efter, at [ansættelsesmyndigheden] havde fået kendskab til [AV’s] sygdom, men især efter, at invaliditetsudvalget den 9. maj 2009 havde konkluderet, [at AV] havde pådraget sig en vedvarende total invaliditet, som gjorde ham ude at stand til at udøve sine funktioner«. Personaleretten udtalte, at »afgørelsen om at anvende et lægeligt forbehold […] reelt har udviklet sig til en afgørelse om med omgående virkning at udelukke [AV] fra de garantier, der gælder i tilfælde af invaliditet, for en invaliditet, der allerede var indtrådt« (den appellerede dom, præmis 51).
13 Vedrørende ansættelsesmyndighedens afgørelse af 12. april 2010 om anvendelse af det lægelige forbehold i AV’s sag med tilbagevirkende kraft til datoen for hans tiltræden (herefter »afgørelsen af 12. april 2010«) tilkendegav Personaleretten endelig, at »denne afgørelse, som i det væsentlige er identisk med afgørelsen af 9. juli 2009, blev truffet fire år og fire måneder efter, at ansættelsesmyndigheden havde fået kendskab til [AV’s] sygdom, mens ansættelsesmyndigheden beredte sig på fire dage senere at suspendere [AV] fra tjenesten på grund af hans invaliditet« (den appellerede doms præmis 52).
14 Personaleretten fremhævede, at hvor det urimeligt lange tidsforløb, som den havde konstateret, »forhindrede Kommissionen i at anvende det lægelige forbehold [i AV’s sag]«, »[var] afgørelsen [af 16. september 2014], som [i det væsentlige var] identisk med afgørelserne af 9. juli 2009 og af 12. april 2010, truffet næsten ni år efter, at Kommissionen havde fået kendskab til, at undersøgelsen i forbindelse med ansættelsen ikke var forløbet regelmæssigt«, og at »denne afgørelse nødvendigvis [var] behæftet med samme uregelmæssighed« (den appellerede doms præmis 53).
15 I denne henseende bemærkede Personaleretten, at »den omstændighed, at afgørelsen af 12. april 2010 [ville] være blevet annulleret grundet en procedurefejl, ikke udelukke[de] [AV’s] mulighed for i forbindelse med dommen til opfyldelse af annullationsdommen at påberåbe sig et anbringende vedrørende realiteten, som havde været gjort gældende i den sag, der gav anledning til annullationsdommen«. Retten anførte, at »det følger af præmis 29 i dom af 10. juli 2012, [at AV] inden for rammerne af den nævnte sag havde gjort et anbringende om tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet gældende« (den appellerede dom, præmis 54).
Retsforhandlingerne for Retten og parternes påstande
16 Kommissionen har iværksat den foreliggende appelsag ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 30. september 2016.
17 Den 24. februar 2017 har AV indleveret svarskrift, hvori han ligeledes har iværksat en kontraappel.
18 Ved skrivelse indleveret til Rettens Justitskontor den 29. marts 2017 har Kommissionen anmodet om at måtte indlevere en replik, hvilket appelafdelingsformanden tillod ved afgørelse af 3. april 2017.
19 Kommissionen har indleveret replik den 12. maj 2017.
20 AV har indleveret duplik den 12. juli 2017. Ved skrivelse af samme dato har AV frafaldet kontraappellen. Kommissionen har den 4. august 2017 tilkendegivet, at den ikke har bemærkninger til dette frafald.
21 Ved skrivelse indleveret til Rettens Justitskontor den 5. september 2017 har AV i medfør af artikel 207 i Rettens procesreglement anmodet om at blive hørt under den mundtlige del af proceduren. Kommissionen har ikke inden for fristen fastlagt i den nævnte bestemmelse anmodet om, at der afholdes mundtlig forhandling.
22 Den 21. november 2017 har Anden Afdeling på den refererende dommers forslag besluttet at indlede den mundtlige del af proceduren.
23 Kommissionen har nedlagt følgende påstande for Retten:
– Den appellerede dom ophæves.
– Sagen hjemvises til Retten med henblik på afgørelse i første instans.
– Afgørelsen om sagsomkostningerne udsættes.
24 AV har nedlagt følgende påstande for Retten:
– Appellen forkastes som åbenbart ugrundet.
– Kommissionen tilpligtes i medfør af kontraappellen at betale AV 50 000 EUR for økonomisk og ikke-økonomisk skade.
– Kommissionen tilpligtes at betale sagomkostningerne.
25 Retten har noteret sig, at AV er frafaldet sin kontraappel. Det tilkommer herefter ikke Retten at udtale sig om AV’s påstand om Kommissionens betaling af 50 000 EUR for økonomisk og ikke-økonomisk skade.
Retlige bemærkninger
26 Til støtte for appellen har Kommissionen gjort to anbringender gældende. Ved det første anbringende har den – henset til, at den store forsinkelse med at træffe afgørelsen af 16. september 2014 ville kunne påvirke selve indholdet af denne afgørelse – gjort gældende, at Personaleretten har anvendt princippet om overholdelse af en rimelig frist fejlagtigt og har tilsidesat sin begrundelsespligt. Det andet anbringende omhandler tilsidesættelse af princippet om den materielle retskraft knyttet til dom af 10. juli 2012, AV mod Kommissionen (F-4/11, EU:F:2012:96).
27 Retten finder det passende i første omgang at undersøge det andet anbringende og derefter analysere det første anbringende.
Det andet anbringende om tilsidesættelse af princippet om den materielle retskraft
28 Med det andet anbringende har Kommissionen gjort gældende, at Personaleretten har tilsidesat den materielle retskraft af dom af 10. juli 2012, AV mod Kommissionen (F-4/11, EU:F:2012:96).
29 Indledningsvis bemærkes, at såvel hensynet til at sikre en stabil retstilstand og stabile retlige relationer som retsplejehensyn gør det påkrævet, at retsafgørelser, der er blevet endelige, efter at de hjemlede appelmuligheder er udnyttet, eller efter at appelfristerne er udløbet, ikke længere kan anfægtes (dom af 30.9.2003, Köbler, C-224/01, EU:C:2003:513, præmis 38), hvilket er grunden til, at endelige retsafgørelser har materiel retskraft.
30 Endvidere må det fremhæves, at retskraften vedrører de faktiske og retlige omstændigheder, som den pågældende retsafgørelse rent faktisk eller nødvendigvis har taget stilling til (jf. i denne retning kendelse af 17.12.2009, Nijs mod Revisionsretten, T-567/08 P, EU:T:2009:523, præmis 32, og dom af 25.2.2015, Walton mod Kommissionen, T-261/14 P, EU:T:2015:110, præmis 36), og at denne retskraft ikke kun vedrører denne retsafgørelses konklusion, men også omfatter præmisserne i den nævnte retsafgørelse, som udgør det nødvendige grundlag for dennes konklusion, og derfor ikke kan adskilles fra den (dom af 19.4.2012, Artegodan mod Kommissionen, C-221/10 P, EU:C:2012:216, præmis 87).
31 Endelig er det blevet fastslået, at selv hvis klagepunkterne til støtte for en appel delvist er sammenfaldende med klagepunkterne påberåbt for en tidligere instans, er den anden sag ikke blot en gentagelse af den første, men en ny tvist, for så vidt som den ligeledes er baseret på andre faktiske og retlige anbringender (dom af 13.9.2011, Michail mod Kommissionen, F-100/09, EU:F:2011:132, præmis 31; jf. i denne retning også dom af 12.12.1996, Altmann m.fl. mod Kommissionen, T-177/94 og T-377/94, EU:T:1996:193, præmis 52).
32 Det må i denne sag bemærkes, at annullationen af afgørelsen af 12. april 2010 og annullationen af afgørelsen af 16. september 2014 ved henholdsvis dom af 10. juli 2012, AV mod Kommissionen (F-4/11, EU:F:2012:96), og ved den appellerede dom ikke er baseret på det samme grundlag.
33 I dom af 10. juli 2012, AV mod Kommissionen (F-4/11, EU:F:2012:96), som har fået retskraft, har Personaleretten således baseret sin afgørelse om annullation af afgørelsen af 12. april 2010 på den manglende overholdelse af proceduren fastlagt i ansættelsesvilkårenes artikel 32. I denne sammenhæng fremhævede Personaleretten utvetydigt, at det ikke var nødvendigt at undersøge klagepunktet om tilsidesættelsen af princippet om overholdelse af en rimelig frist.
34 Dog er spørgsmålet, om Personaleretten allerede i sin begrundelse for dom af 10. juli 2012, AV mod Kommissionen (F-4/11, EU:F:2012:96), som udgør den nødvendige støtte til dommens konklusion, tog stilling til spørgsmålet, om der forelå tilsidesættelse af princippet om overholdelse af en rimelig frist, og i givet fald hvad følgerne af denne tilsidesættelse er hvad angår vedtagelsen af en ny afgørelse i henhold til proceduren i ansættelsesvilkårenes artikel 32.
35 Det må konstateres, at det ikke fremgår af præmisserne til dom af 10. juli 2012, AV mod Kommissionen (F-4/11, EU:F:2012:96), at Personaleretten har haft til hensigt direkte eller indirekte at tage stilling til spørgsmålet om, hvorvidt der var sket tilsidesættelse af princippet om overholdelse af en rimelig frist og så meget desto mindre om konsekvenserne af denne tilsidesættelse.
36 I modsætning til, hvad Kommissionen har gjort gældende, kan den omstændighed, at Personaleretten i dom af 10. juli 2012, AV mod Kommissionen (F-4/11, EU:F:2012:96), annullerede afgørelsen af 12. april 2010 på baggrund af en tilsidesættelse af ansættelsesvilkårenes artikel 32, ikke fortolkes som en stillingtagen, hvorved Retten implicit klarlagde spørgsmålet om, hvorvidt der forelå tilsidesættelse af princippet om overholdelse af en rimelig frist, og på denne måde tillod ansættelsesmyndigheden at trække afgørelsen af 12. april 2010 tilbage og træffe en ny afgørelse i overensstemmelse med proceduren i ansættelsesvilkårenes artikel 32, således at enhver eventuel drøftelse om spørgsmålet om tilsidesættelse af princippet om overholdelse af en rimelig frist og a fortiori om konsekvenserne af en sådan tilsidesættelse definitivt forhindres.
37 En sådan fortolkning er hverken forsvarlig eller i overensstemmelse med præmis 42 i dom af 10. juli 2012, AV mod Kommissionen (F-4/11, EU:F:2012:96), hvor Personaleretten, som det er bemærket ovenfor i præmis 33, udtrykkeligt tilkendegav, at den ikke fandt det nødvendigt at undersøge de øvrige anbringender.
38 Heraf følger, at Kommissionen har baseret sig på en forkert forudsætning, nemlig at Personaleretten udtalte sig om anbringendet om tilsidesættelse af princippet om overholdelse af en rimelig frist i dom af 10. juli 2012, AV mod Kommissionen (F-4/11, EU:F:2012:96).
39 Desuden bemærkes i den foreliggende sag, at den begrundelse, som udgør den nødvendige støtte til konklusionen i dom af 10. juli 2012, AV mod Kommissionen (F-4/11, EU:F:2012:96), kun omhandler ansættelsesvilkårenes artikel 32. Selv hvis Personaleretten således havde undersøgt anbringendet om tilsidesættelse af princippet om overholdelse af en rimelig frist og havde fundet, at der ikke var sket en sådan tilsidesættelse, eller at tilsidesættelsen ikke havde konsekvenser for den afgørelse, der er appelleret, ville begrundelsen til dette anbringende ikke have haft materiel retskraft, fordi den ikke ville have udgjort den nødvendige støtte for konklusionen i den nævnte dom.
40 Det følger af det ovenstående, at det andet anbringende skal forkastes.
Det første anbringende om en fejlagtig anvendelse af princippet om overholdelse af en rimelig frist og tilsidesættelse af begrundelsespligten
41 Kommissionen har med sit første anbringende gjort gældende, at Personaleretten har anvendt princippet om overholdelse af en rimelig frist fejlagtigt. Indledningsvis har Personaleretten ikke taget hensyn til, at annullation af en afgørelse for tilsidesættelse af dette princip kun kan forekomme i ganske særlige tilfælde. Endvidere har den med urette fundet, at den store forsinkelse med at træffe afgørelsen af 16. september 2014 kunne påvirke selve afgørelsens indhold. Endelig er begrundelsen for den appellerede dom i denne henseende utilstrækkelig, idet Personaleretten ikke har tilkendegivet, hvordan det urimeligt lange tidsforløb har kunnet berøre indholdet af den nævnte afgørelse.
42 AV har afvist Kommissionens argumenter. Indledningsvis finder AV, at den appellerede dom er tilstrækkeligt begrundet, henset til, at Personaleretten i præmis 44-51 klart har tilkendegivet, hvorfor den rimelige frist var overskredet i denne sag, samt begrundet, hvordan det urimeligt lange tidsforløb ville kunne påvirke indholdet af afgørelsen af 16. september 2014. Endvidere har AV i relation til det urimeligt lange tidsforløb gjort gældende, at det var umuligt for ham at fremkomme med nyttige oplysninger om sine erklæringer ved lægeundersøgelsen i forbindelse med ansættelsen. AV har foreholdt Kommissionen, at den hverken har anmodet den læge, som foretog den nævnte lægeundersøgelse i forbindelse med ansættelsen og den årlige lægeundersøgelse for 2006, om at præcisere, hvordan undersøgelsen forløb, eller om at angive årsagerne til, at denne havde afgivet en udtalelse om egnethed uden forbehold i 2006, skønt han havde kendskab til hans sygdom. I øvrigt har AV fremhævet, at Kommissionen ikke knyttede det lægelige forbehold til hans ansættelse før efter, at den havde konstateret, at han havde pådraget sig en vedvarende invaliditet, der måtte anses for total, og som forhindrede ham i at udøve sine funktioner. AV har desuden konstateret, at Personaleretten i den appellerede dom har fundet, at invaliditetsudvalget ikke udtalte sig særskilt om spørgsmålet om, hvorvidt hans sygdom berettigede til anvendelsen af et lægeligt forbehold. AV har i denne sammenhæng gjort gældende, at Kommissionen har tilsidesat princippet om overholdelse af en rimelig frist på grund af dens passivitet gennem tre år og syv måneder. Endelig har AV tilføjet, at Kommissionen har tilsidesat artikel 266 TEUF ved ikke at have truffet de foranstaltninger, som dommen af 10. juli 2012, AV mod Kommissionen (F-4/11, EU:F:2012:96), indebar, eftersom den ulovligt undlod at give en rådgivende læge mandat til at undersøge, hvorvidt AV’s sygdom begrundede anvendelse af det lægelige forbehold.
43 Først bemærkes, at Kommissionen i replikken klart og udtrykkeligt har tilkendegivet, at »konstateringen fra [Personaleretten i den appellerede dom, hvorefter] der gik uforholdsmæssigt lang tid, før det lægelige forbehold med tilbagevirkende kraft blev taget, ikke bestrides«, og at Kommissionen har præciseret, at »[k]ritikken af den appellerede dom [sigtede på] de konklusioner, som [den nævnte Ret] udledte af denne konstatering, nemlig annullation af den omtvistede afgørelse«.
44 Det bemærkes, at Kommissionen ikke har bestridt, at den ved at vente tre år og syv måneder efter, at den blev informeret om det, som AV selv havde anerkendt at have undladt at omtale ved undersøgelsen i forbindelse med ansættelsen vedrørende den sygdom, som han led af, inden den traf afgørelsen af 9. juli 2009, har tilsidesat princippet om overholdelse af en rimelig frist. Kommissionen har derfor heller ikke bestridt, at afgørelserne af 12. april 2010 og af 16. september 2014 heller ikke blev truffet inden for rammerne af en rimelig frist. Derimod har Kommissionen anfægtet Personalerettens konklusioner i den appellerede dom, hvorefter det urimeligt lange tidsforløb ville kunne påvirke selve indholdet af afgørelsen af 16. september 2014.
45 Ifølge retspraksis udgør forpligtelsen til at iagttage en rimelig frist ved gennemførelsen af den administrative procedure et almindeligt EU-retligt princip, hvis overholdelse Unionens retsinstanser sikrer, og som i øvrigt er anført som en del af retten til god forvaltning i artikel 41, stk. 1, i chartret om grundlæggende rettigheder (dom af 11.4.2006, Angeletti mod Kommissionen, T-394/03, EU:T:2006:111, præmis 162, og af 6.12.2012, Füller-Tomlinson mod Europa-Parlamentet, T-390/10 P, EU:T:2012:652, præmis 115).
46 Tilsidesættelse af princippet om overholdelse af en rimelig frist kan imidlertid ikke i almindelighed begrunde, at den afgørelse, der er truffet efter en administrativ procedure, annulleres. Det er nemlig kun, når den urimeligt lange tid, der er forløbet, påvirker selve indholdet af den afgørelse, der er truffet efter den administrative procedure, at den manglende iagttagelse af princippet om overholdelse af en rimelig frist påvirker gyldigheden af den administrative procedure (dom af 6.12.2012, Füller-Tomlinson mod Parlamentet, T-390/10 P, EU:T:2012:652, præmis 116, og af 12.5.2016, Guittet mod Kommissionen, F-92/15, EU:F:2016:118, præmis 76).
47 Desuden bemærkes, at det i det særlige tilfælde, hvor det efter lægeundersøgelsen i forbindelse med ansættelsen har vist sig, at en ansat ikke har svaret oprigtigt og fuldstændigt på de spørgsmål, der blev stillet af den rådgivende læge til vedkommendes sundhedstilstand, står ansættelsesmyndigheden frit for at trække sin oprindelige afgørelse om ikke at anvende det lægelige forbehold tilbage og træffe en ny afgørelse, der gør det lægelige forbehold gældende med tilbagevirkende kraft (dom af 20.7.2016, HC mod Kommissionen, F-132/15, EU:F:2016:158, præmis 85).
48 Det er i lyset af denne retspraksis, at det første anbringende skal undersøges.
49 Først må Kommissionens klagepunkt, hvorefter den appellerede dom er utilstrækkeligt begrundet, for så vidt som Personaleretten ikke har tilkendegivet årsagerne til, at den fandt, at det urimeligt lange tidsforløb ville kunne påvirke indholdet af afgørelsen af 16. september 2014, undersøges.
50 Det bemærkes, at domme fra Personaleretten skal være tilstrækkeligt begrundede, for at Retten er i stand til at udøve sin prøvelsesret. Begrundelsen kan fremgå indirekte, forudsat at den gør det muligt for den berørte part at kende begrundelsen for, at førsteinstansretten ikke har tiltrådt partens argumenter, og forudsat at appelretten råder over de oplysninger, der er nødvendige for, at den kan udøve sin prøvelsesret (dom af 16.12.2010, Lebedef mod Kommissionen, T-52/10 P, EU:T:2010:543, præmis 83 og 84, og af 23.4.2015, BX mod Kommissionen, T-352/13 P, EU:T:2015:225,præmis 44).I øvrigt udgør begrundelsespligten et væsentligt formkrav, som bør adskilles fra begrundelsens materielle indhold, der henhører under spørgsmålet om lovligheden af den omtvistede retsakt (dom af 2.4.1998, Kommissionen mod Sytraval og Brink’s France, C-367/95 P, EU:C:1998:154, præmis 67, og af 21.4.2004, M mod Domstolen, T-172/01, EU:T:2004:108, præmis 61).
51 I denne sag indeholder den appellerede doms præmis 50-54 begrundelsen for, at Personaleretten fandt, at det urimeligt lange tidsforløb ville kunne påvirke selve indholdet af den afgørelse, der blev truffet efter den administrative procedure, nemlig afgørelsen af 16. september 2014. Personaleretten anførte således, at den første afgørelse om at knytte det lægelige forbehold til AV’s ansættelse, nemlig afgørelsen af 9. juli 2009, blev truffet næsten tre måneder efter udløbet af AV’s kontrakt, omkring otte måneder efter hans anmodning om at forelægge sagen for invaliditetsudvalget, mere end tre år og syv måneder efter, at ansættelsesmyndigheden fik kendskab til AV’s sygdom og efter invaliditetsudvalgets bekræftelse af, at han havde pådraget sig en vedvarende, total invaliditet som følge af denne sygdom. Personaleretten konkluderede på grundlag heraf, at afgørelsen af 9. juli 2009 reelt havde udviklet sig til en afgørelse om med omgående virkning at udelukke AV fra de garantier, der gælder i tilfælde af invaliditet. Personaleretten vurderede derfor i det væsentlige, at det urimeligt lange tidsforløb uundgåeligt ville påvirke indholdet af denne afgørelse.
52 En sådan begrundelse gør Retten i stand til at udøve sin prøvelsesret og giver Kommissionen kendskab til årsagerne til, at Personaleretten ikke gav den medhold i argumenterne. Det fremgår heraf, at Kommissionens klagepunkt om tilsidesættelse af begrundelsespligten må afvises.
53 Hvad sagens realitet angår skal det undersøges, om Personaleretten med rette har kunnet antage, at tilsidesættelsen af princippet om overholdelse af en rimelig frist ville kunne påvirke indholdet af afgørelsen af 16. september 2014.
54 Indledningsvis bemærkes, at ansættelsesmyndigheden i afgørelsen af 16. september 2014 tilkendegav, at den baserede sig på konklusionerne af 30. april 2013 fra invaliditetsudvalgets læger, hvorefter »[AV’s] sygdom ville have begrundet anvendelse af et lægeligt forbehold som fastsat i ansættelsesvilkårenes artikel 32, hvis [AV] havde oplyst om sin sygdom til den undersøgende læge ved lægeundersøgelsen i forbindelse med ansættelsen«. Det fremgår endvidere af ansættelsesmyndighedens afgørelse, at afgørelsen om at knytte det lægelige forbehold til ansættelsen udelukkende var baseret på den sygdom, som AV skulle have oplyst om ved lægeundersøgelsen i forbindelse med ansættelsen, men ikke på udviklingen af sygdommen efter denne undersøgelse.
55 Personaleretten har dog i den appellerede doms præmis 50-53 fastslået, at det urimeligt lange tidsforløb mellem det tidspunkt, hvor ansættelsesmyndigheden fik kendskab til AV’s sygdom, og afgørelsen af 9. juli 2009, hvorved der blev knyttet et lægeligt forbehold til AV’s ansættelse, har påvirket indholdet af den nævnte afgørelse (og derfor også indholdet af afgørelserne af 12. april 2010 og af 16. september 2014). Personaleretten har således identificeret flere forhold, som fandt sted under det urimeligt lange tidsforløb, nemlig at afgørelsen af 9. juli 2009 blev truffet efter udløbet af AV’s kontrakt, efter anmodningen fra AV om forelæggelse for invaliditetsudvalget, flere år efter ansættelsesmyndigheden havde fået kendskab til AV’s sygdom og efter invaliditetsudvalgets bekræftelse af, at AV havde pådraget sig en vedvarende, total invaliditet. På grund af disse begivenheder under den lange periode fandt Personaleretten, at afgørelsen om at knytte det lægelige forbehold til AV’s ansættelse med tilbagevirkende kraft til datoen for hans tiltrædelse af tjenesten reelt havde udviklet sig til en afgørelse om med omgående virkning at udelukke AV fra de garantier, der gælder i tilfælde af invaliditet, og dette for en invaliditet, der allerede var indtrådt.
56 Det bemærkes, at Personaleretten begik en retlig fejl ved på grundlag af de i præmis 55 ovenfor beskrevne omstændigheder at konkludere, at det urimeligt lange tidsforløb har haft indflydelse på indholdet af afgørelsen af 16. september 2014.
57 I den foreliggende sag bemærkes, at ansættelsesmyndigheden har truffet to særskilte afgørelser, nemlig en i henhold til ansættelsesvilkårenes artikel 33 om AV’s vedvarende, totale invaliditet og en i henhold til ansættelsesvilkårenes artikel 32 med henblik på at knytte et lægeligt forbehold til dennes ansættelse. Afgørelserne er således truffet på grundlag af hver af disse bestemmelsers særlige kriterier.
58 I denne henseende må det ud fra et kronologisk synspunkt bemærkes, at selv om afgørelsen om at knytte et lægeligt forbehold til en ansættelse træffes ved undersøgelsen i forbindelse med ansættelsen og således i princippet forud for invaliditetsudvalgets konklusioner og ansættelsesmyndighedens afgørelse om en ansats overgang til invaliditet, er det kun på grund af denne sags særlige omstændigheder, at afgørelsen om at knytte det lægelige forbehold til ansættelsen først blev truffet efter konklusionerne vedrørende overgangen til invaliditet og efter kontraktens ophør.
59 Ved at fastslå, at afgørelsen af 16. september 2014 »reelt [havde] udviklet sig til« en afgørelse om med omgående virkning at udelukke AV fra de garantier, der gælder i tilfælde af invaliditet, har Personaleretten i denne sag baseret sig på en formodning om, at en afgørelse om at knytte et lægeligt forbehold for en sygdom til en ansættelse, der træffes efter konklusionerne om overgangen til invaliditet for selvsamme sygdom og efter kontraktens ophør, automatisk afføder indvirkninger på indholdet af denne afgørelse. I betragtning af, at afgørelsen om at knytte det lægelige forbehold til ansættelsen alene er baseret på oplysninger, som AV skulle have givet ved lægeundersøgelsen i forbindelse med ansættelsen, er den blotte omstændighed, at afgørelsen om at knytte det lægelige forbehold til ansættelsen blev truffet efter kontraktens ophør og efter invaliditetsudvalgets konklusioner vedrørende overgang til invaliditetsydelse, ikke i sig selv tilstrækkelig til at konkludere, at det urimeligt lange tidsforløb har påvirket indholdet af denne afgørelse.
60 Som det desuden er bemærket i præmis 47 ovenfor, skal det fremhæves, at det i det særlige tilfælde, hvor det efter lægeundersøgelsen i forbindelse med ansættelsen har vist sig, at en ansat ikke har svaret oprigtigt og fuldstændigt på de spørgsmål, som blev stillet af den rådgivende læge til vedkommendes sundhedstilstand, står ansættelsesmyndigheden frit for at trække sin oprindelige afgørelse om ikke at anvende det lægelige forbehold tilbage og træffe en ny afgørelse, der gør det lægelige forbehold gældende med tilbagevirkende kraft (dom af 20.7.2016, HC mod Kommissionen, F-132/15, EU:F:2016:158, præmis 85).
61 Den appellerede dom indeholder ingen konkrete elementer – som krævet i medfør af den ovenfor i præmis 46 nævnte retspraksis – som gør det muligt at konkludere, at det urimeligt lange tidsforløb på et retligt eller faktisk plan ville kunne påvirke afgørelsen om at knytte det lægelige forbehold til ansættelsen.
62 Med andre ord er det ikke muligt på baggrund af de omstændigheder, som Personaleretten har baseret den appellerede dom på, at lægge til grund, at afgørelsen af 16. september 2014 ville kunne have haft et andet indhold, hvis den var blevet truffet inden invaliditetsudvalgets konklusioner eller inden kontraktens ophør.
63 I mangel af konkrete elementer, som kan godtgøre det urimeligt lange tidsforløbs faktiske eller potentielle påvirkning af afgørelsen af 16. september 2014, kan udelukkelsen af AV fra de garantier, der gælder i tilfælde af invaliditet, ikke anses for at være sket som følge af, at afgørelsen om at knytte det lægelige forbehold til ansættelsen reelt havde udviklet sig til noget andet. Tværtimod kan den nævnte udelukkelse på dette stadium ikke forklares på anden måde end som konsekvensen af to særskilte afgørelser, idet den første afgørelse knyttede det lægelige forbehold til AV’s ansættelse for en sygdom, som var til stede inden ansættelsen, og som ifølge invaliditetsudvalgets konklusioner ville have begrundet anvendelse af det lægelige forbehold, hvis den havde været nævnt ved undersøgelsen i forbindelse med ansættelsen, og idet den anden afgørelse vedrørte AV’s overgang til vedvarende, total invaliditet for denne sygdom.
64 I betragtning af det ovenstående må det første anbringende tiltrædes. Appellen tages derfor til følge, og den appellerede dom ophæves.
Følgerne af ophævelsen af den appellerede dom
65 Det følger af artikel 4 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) 2016/1192 af 6. juli 2016 om overførsel til Retten af kompetencen til som første instans at afgøre tvister mellem Den Europæiske Union og dens ansatte (EUT 2016, L 200, s. 137), at såfremt Retten annullerer en afgørelse fra Personaleretten og samtidig finder, at sagen ikke er moden til påkendelse, hjemviser den sagen til en anden afdeling end den, der har truffet afgørelse vedrørende appelsagen.
66 I denne sag har Personaleretten hverken undersøgt det første anbringende om tilsidesættelse af ansættelsesvilkårenes artikel 32 eller det andet anbringende om tilsidesættelsen af betingelserne for tilbagetrækning af en forvaltningsakt, som indebærer subjektive rettigheder. Retten mener derfor ikke, at den er i stand til at påkende sagen. Sagen må således hjemvises til en anden afdeling ved Retten end den, der har truffet afgørelse i nærværende appelsag.
Sagsomkostninger
67 Da sagen hjemvises til en anden afdeling ved Personaleretten end den, der har truffet afgørelse i nærværende appelsag, udsættes spørgsmålet om sagsomkostninger i forbindelse med denne appelsag.
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Appelafdelingen):
1) Dommen afsagt af Retten for EU-personalesager (Anden Afdeling) den 21. juli 2016, AV mod Kommissionen (F-91/15), ophæves.
2) Sagen hjemvises til en anden af Rettens afdelinger end den, der har truffet afgørelse om nærværende appel.
3) Afgørelsen om sagsomkostningerne udsættes.
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 17. maj 2018.
Underskrifter