PERSONALERETTENS DOM

(Første Afdeling)

15. februar 2011

Sag F-81/09

Luigi Marcuccio

mod

Europa-Kommissionen

»Personalesag – tjenestemænd – invaliditetsydelse – fejlagtig beregning – betaling af en efterbetaling – skyldige morarenter – den relevante procentsats – årlig opskrivning – økonomisk og ikke-økonomisk skade«

Angående: Søgsmål anlagt i henhold til artikel 236 EF og artikel 152 EA, hvorved Luigi Marcuccio i det væsentlige har nedlagt påstand om dels annullation af Kommissionens afgørelse om delvist afslag på sagsøgerens anmodning om betaling af morarenter af den efterbetaling af invaliditetsydelse, som Kommissionen har udbetalt til ham, dels om at Kommissionen tilpligtes at betale ham et beløb svarende til forskellen mellem de morarenter, der beregnes efter de kriterier, som han mener, der skal anvendes, og de morarenter, der rent faktisk blev betalt, hvilket sidstnævnte beløb selv skal tillægges morarenter.

Udfald: Europa-Kommissionen frifindes. Kommissionen bærer sine egne omkostninger og betaler en fjerdedel af Luigi Marcuccios omkostninger. Luigi Marcuccio bærer tre fjerdedele af sine egne omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – afgørelse, der indeholder et klagepunkt – begrundelsespligt – rækkevidde – utilstrækkelig begrundelse – berigtigelse under retssagen – betingelser

(Art. 253 EF; tjenestemandsvedtægten, art. 25, andet afsnit)

2.      Institutionernes retsakter – forordninger – analog anvendelse – betingelser

3.      Ulovlighedsindsigelse – rækkevidde – anfægtelige retsakter – generel retsakt, der er hjemmel for den anfægtede afgørelse

(Art. 241 EF)

4.      Retspleje – stævning – formkrav

[Statutten for Domstolen, art. 21, stk. 1; Personalerettens procesreglement, art. 35, stk. 1, litra d) og e)]

1.      Begrundelsespligten i henhold til vedtægtens artikel 25, stk. 2, der er en gentagelse af det almindelige krav i artikel 253 EF, har til formål dels at give den pågældende tilstrækkelige oplysninger til at fastslå, om den akt, der indebærer et klagepunkt mod ham, er korrekt, og muligheden for at anlægge sag ved Personaleretten, dels at gøre det muligt for denne at udøve sin kontrol med hensyn til afgørelsens lovlighed. Heraf følger, at begrundelsespligten er et vigtigt princip i EU-retten, som kun kan fraviges af tvingende hensyn.

Det er muligt for det første at afhjælpe en utilstrækkelig – men ikke en fuldstændig mangel på – begrundelse, selv under sagens behandling, når den pågældende før sagens anlæggelse allerede rådede over oplysninger, der udgør begyndelsen af en begrundelse, og for det andet at anse en afgørelse for at være tilstrækkeligt begrundet, når den er truffet i en sammenhæng, som han har kendskab til, og som giver ham mulighed for at forstå dens rækkevidde.

(jf. præmis 39 og 40)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: 15. september 2005, sag T-132/03, Casini mod Kommissionen, præmis 30 og den deri nævnte retspraksis.

Retten: 2. marts 2010, T-248/08 P, Doktor mod Rådet, præmis 93 og den deri nævnte retspraksis.

2.      En forordnings anvendelsesområde beror som hovedregel på forordningens bestemmelser og kan principielt ikke udstrækkes til andre situationer end dem, den har for øje. Det kan imidlertid forholde sig anderledes i visse særlige tilfælde. Således kan erhvervsdrivende med føje påberåbe sig en analog anvendelse af en forordning, de ikke umiddelbart omfattes af, såfremt de godtgør, at de for dem gældende bestemmelser dels er nøje sammenlignelige med de bestemmelser, der påstås anvendt analogt, dels indeholder en undladelse, der strider mod en EU-retlig grundsætning, der kan afhjælpes ved en analog anvendelse af den forordning, de ikke umiddelbart omfattes af.

En analog anvendelse af en forordning er derfor afhængig af, at to kumulative betingelser er opfyldt, nemlig dels at der er en snæver lighed mellem den juridiske ordning, der umiddelbart gælder, og de forskrifter, der påtænkes anvendt analogt, dels at der foreligger en lakune i den pågældende juridiske ordning, der strider imod en EU-retlig grundsætning, og som kan afhjælpes ved de forskrifter, som påtænkes anvendt analogt.

(jf. præmis 55)

Henvisning til:

Domstolen: 20. februar 1975, sag 64/74, Reich; 11. juli 1978, sag 6/78, Union française de Céréales; 12. december 1985, sag 165/84, Krohn, præmis 13 og 14.

3.      Artikel 241 EF er udtryk for et generelt princip, der sikrer, at hver part – med henblik på at opnå annullation af en afgørelse, der berører den pågældende umiddelbart og individuelt – kan anfægte gyldigheden af tidligere institutionelle retsakter, der udgør retsgrundlaget for den omtvistede afgørelse, hvis vedkommende ikke i medfør af artikel 230 EF havde ret til at anlægge et direkte søgsmål til prøvelse af disse akter, hvis følger han er underlagt uden at have haft mulighed for at anlægge et annullationssøgsmål til prøvelse heraf.

Artikel 241 EF har således til formål at beskytte de retsundergivne mod anvendelsen af en ulovlig retsakt, idet det forudsættes, at retsvirkningerne af en dom, der fastslår, at retsakten ikke finder anvendelse, er begrænset til sagens parter, og at denne dom ikke anfægter selve retsakten, der har fået retskraft.

(jf. præmis 60)

Henvisning til:

Domstolen: 6. marts 1979, sag 92/78, Simmenthal mod Kommissionen, præmis 39; 19. januar 1984, sag 262/80, Andersen m.fl. mod Parlamentet, præmis 6.

Retten i Første Instans: 12. december 1996, forenede sager T-177/94 og T-377/94, Altmann m.fl. mod Kommissionen, præmis 119; 20. november 2007, sag T-308/04, Ianniello mod Kommissionen, præmis 32 og den deri nævnte retspraksis.

4.      Det følger af artikel 35, stk. 1, litra d) og e), i Personalerettens procesreglement, at den stævning, der er omhandlet i artikel 21 i Domstolens statut, bl.a. skal indeholde søgsmålets genstand, søgsmålsgrundene og de retlige og faktiske anbringender, som gøres gældende.

Disse angivelser skal være tilstrækkeligt klare og præcise til, at sagsøgte kan tilrettelægge sit forsvar, og til at Retten i givet fald på det foreliggende grundlag kan tage stilling til sagen.

(jf. præmis 61 og 62)

Henvisning til:

Personaleretten: 30. juni 2006, sag F-87/05, Ott m.fl. mod Kommissionen, præmis 38; 14. maj 2008, sag F-95/06, Taruffi mod Kommissionen, præmis 121-125; 30. november 2009, sag F-16/09, de Britto Patrício-Dias mod Kommissionen, præmis 42.