Language of document :

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Raad van State (Nederlandene) den 7. juli 2022 – RTL Nederland BV og RTL Nieuws BV; Den anden part: Minister van Infrastructuur en Waterstaat

(Sag C-451/22)

Processprog: nederlandsk

Den forelæggende ret

Raad van State

Parter i hovedsagen

Appellanter: RTL Nederland BV og RTL Nieuws BV

Den anden part: Minister van Infrastructuur en Waterstaat

Præjudicielle spørgsmål

Hvad skal der forstås ved oplysninger om »begivenheder« og »passende fortrolighedsgrad« som omhandlet i begivenhedsforordningens 1 artikel 15, stk. 1, og i lyset af den i chartrets artikel 11 og EMRK’s artikel 10 fastsatte ret til ytringsfrihed og informationsfrihed?

Skal begivenhedsforordningens artikel 15, stk. 1, i lyset af den i chartrets artikel 11 og EMRK’s artikel 10 fastsatte ret til ytringsfrihed og informationsfrihed fortolkes således, at den er forenelig med en national ordning som den i hovedsagen omhandlede, hvorefter ikke en eneste oplysning vedrørende en indberettet begivenhed må videregives?

Såfremt spørgsmål 2 besvares benægtende: må den nationale kompetente myndighed da anvende en generel national oplysningsordning, hvorefter der ikke udleveres oplysninger, for så vidt udleveringen heraf ikke vejer tungere de interesser, der er forbundet med eksempelvis forholdet til andre stater og internationale organisationer, offentlige organers inspektion, kontrol og tilsyn, respekten for privatlivets fred og forhindring af uforholdsmæssige fordele eller ulemper for fysiske eller juridiske personer?

Gør det ved anvendelsen af den generelle nationale oplysningsordning nogen forskel, om det drejer sig om oplysninger i den nationale databank eller om oplysninger fra eller om indberetninger, der er optaget i andre dokumenter, eksempelvis politiske akter?

____________

1     Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 376/2014 af 3.4.2014 om indberetning og analyse af samt opfølgning på begivenheder inden for civil luftfart, ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 996/2010 og ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/42/EF, Kommissionens forordning (EF) nr. 1321/2007 og Kommissionens forordning (EF) nr. 1330/2007 (EUT 2014, L 122, s. 18).