Language of document :

Sag anlagt den 31. juli 2007 - Braun-Neumann mod Parlamentet

(Sag F-79/07)

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: Kurt-Wolfgang Braun-Neumann (Merzig, Tyskland) (ved Rechtsanwalt P. Ames)

Sagsøgt: Europa-Parlamentet

Sagsøgerens påstande

Europa-Parlamentet tilpligtes med tilbagevirkende kraft fra den 1. august 2004 at betale sagsøgeren den resterende del af efterladtepensionen efter hans hustru Gisela Mandt, født Neumann, der afgik ved døden den 25. juli 2004, i alt 1 670,84 EUR plus renter beregnet efter Den Europæiske Centralbanks rentesats for den marginale udlånsfacilitet forhøjet med 3%.

Europa-Parlamentet tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Europa-Parlamentet har tildelt sagsøgeren 50% af efterladtepensionen som enkemand efter Gisela Mandt, født Neumann. Sagsøgeren har nedlagt påstand om, at efterladtepensionen betales fuldt ud.

Søgsmålet er anlagt til prøvelse af Parlamentets afgørelse om at tage hensyn til afdødes andet ægteskab, selv om Oberstes Landesgericht i Bayern i sin dom af 11. oktober 1999 ikke anerkendte den skilsmissedom, som Tribunal de première instance de Namur afsagde den 6. september 1995 med hensyn til det første ægteskab. Sagsøgeren gør gældende, at han således er den eneste "efterlevende ægtefælle", da afdødes andet ægteskab med Wolfgang Mandt ikke var retsgyldigt.

____________