Appel iværksat den 25. april 2023 af Hengshi Egypt Fiberglass Fabrics SAE og Jushi Egypt for Fiberglass Industry SAE til prøvelse af dom afsagt af Retten (Første Udvidede Afdeling) den 1. marts 2023 i sag T-480/20, Hengshi Egypt Fiberglass Fabrics og Jushi Egypt for Fiberglass Industry mod Kommissionen
(Sag C-269/23 P)
Processprog: engelsk
Parter
Appellanter: Hengshi Egypt Fiberglass Fabrics SAE og Jushi Egypt for Fiberglass Industry SAE (ved avocats B. Servais og V. Crochet)
De andre parter i appelsagen: Europa-Kommissionen og Tech-Fab Europe eV
Appellanterne har nedlagt følgende påstande
Den appellerede dom ophæves.
Hengshi Egypt Fiberglass Fabrics S.A.E. og Jushi Egypt for Fiberglass Industry S.A.E gives medhold i det første anbringendes første del samt det andet, det fjerde og det femte anbringende i selskabernes annullationssøgsmål.
Kommissionen og eventuelle intervenienter tilpligtes at betale sagsomkostningerne, herunder omkostningerne i første instans.
Anbringender og væsentligste argumenter
I den appellerede dom frifandt Retten Kommissionen i forbindelse med appellanternes påstand om annullation af Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2020/776 1 af 12. juni 2020 om indførelse af endelig udligningstold på importen af visse vævede og/eller stingfæstnede stoffer af glasfiber med oprindelse i Folkerepublikken Kina og Egypten og om ændring af Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2020/492 om indførelse af endelig antidumpingtold på importen af visse vævede og/eller stingfæstnede stoffer af glasfiber med oprindelse i Folkerepublikken Kina og Egypten.
Til støtte for appellen har appellanterne fremsat fem appelanbringender, nemlig at Retten begik en retlig fejl, da den:
– Fastslog, at Kommissionen ikke havde tilsidesat grundforordningens artikel 1, stk. 1, artikel 5 og artikel 6, da den vedtog sin metode til beregning af appellanternes subsidiemargen.
– Konkluderede, at Kommissionen ikke havde tilsidesat grundforordningens artikel 2, litra a), artikel 2, litra b) og artikel 3, stk. 1, litra a), idet den tilskrev finansielle bidrag fra stater og offentlige myndigheder med tilknytning til Folkerepublikken Kinas regering staten i oprindelses- eller eksportlandet, dvs. Den Arabiske Republik Egyptens regering.
– Fastslog, at Kommissionen ikke havde tilsidesat grundforordningens artikel 4, stk. 2, og artikel 4, stk. 3, idet den konkluderede, at den egyptiske regering har status som den myndighed, der indrømmede den præferentielle finansiering, der blev tildelt af den kinesiske regering.
– Konkluderede, at Kommissionen ikke havde tilsidesat grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. ii), artikel 3, stk. 2 og artikel 5, idet den beregnede størrelsen af del fordel, som Jushi opnåede under toldgodtgørelsesordningen.
– Fastslog, at Kommissionen ikke havde tilsidesat grundforordningens artikel 3, stk. 2, og artikel 4, stk. 2, litra c), idet den fandt, at den skattemæssige behandling af valutakurstab gav appellanterne en fordel og udgjorde specifik støtte.
Hvad angår det første appelanbringende, har appellanterne i det væsentlige gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl, idet den fandt, at Kommissionens anvendelse af appellanternes kombinerede samlede omsætning fra alle produkter var en behørig nævner ved beregningen af fordelen i procent (dvs. det udligningsberettigede subsidiebeløb) ikke var behæftet med et åbenbart urigtigt skøn.
Hvad angår det andet appelanbringende, har appellanterne i det væsentlige gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl, idet den konkluderede, at grundforordningen ikke udelukker den mulighed, at selv om det finansielle bidrag ikke kommer direkte fra staten i oprindelses- eller eksportlandet, kan det finansielle bidrag tilskrives denne i henhold til grundforordningens artikel 2, litra b), og artikel 3, stk. 1.
Hvad angår det tredje appelanbringende, har appellanterne i det væsentlige gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl, idet den konkluderede, at den egyptiske regering har status som den myndighed, der indrømmede den præferentielle finansiering, der blev tildelt af den kinesiske regering. Retten burde i stedet have konkluderet, at Kommissionen havde tilsidesat grundforordningens artikel 4, stk. 2 og 3, fordi det var de kinesiske enheder, der ydede de finansielle bidrag, der var den subsideydende myndighed.
Hvad angår det fjerde appelanbringende, har appellanterne i det væsentlige gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl, idet den konkluderede, at den eneste sammenlignelige situation med hensyn til at fastslå, hvorvidt Jushi opnåede en fordel, er situationen for en virksomhed, der — ligesom Jushi — er etableret i den økonomiske zone for Suezkanalen (Suez Canal Economic Zone — SCZone), der sælger produkter indeholdende materialer, der har draget fordel af en fritagelse for told, sammenlignet med en virksomhed, der er etableret uden for SCZone.
Hvad angår det femte appelanbringende, har appellanterne i det væsentlige gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl, idet den konkluderede, at Kommissionen ikke havde fundet, at den skattemæssige behandling i sig selv udgjorde støtte, der kunne blive genstand for udligningsforanstaltninger, og at appellanterne ikke i første instans havde fremlagt beviser, som kunne gøre Kommissionens vurderinger af de faktiske omstændigheder i den omtvistede gennemførelsesforordning vedrørende den omstændighed, at den skattemæssige behandling begunstigede alle virksomheder med passiver i fremmed valuta, usandsynlige.
____________
1 EUT 2020, L 189, s. 1.