FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
Y. BOT
fremsat den 17. maj 2017(1)(i)
Sag C-218/16
Aleksandra Kubicka
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Sąd Okręgowy w Gorzowie Wielkopolskim (regional domstol i Gorzów Wielkopolski, Polen))
»Præjudiciel forelæggelse – arv og europæisk arvebevis – anvendelsesområdet for forordning (EU) nr. 650/2012 – fast ejendom, der er beliggende i en medlemsstat, der ikke kender vindikationslegater – afvisning af anerkendelse af et sådant legats tinglige virkninger«
I. Indledning
1. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 650/2012 af 4. juli 2012 om kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser vedrørende arv, og om accept og fuldbyrdelse af officielt bekræftede dokumenter vedrørende arv og om indførelse af et europæisk arvebevis (2), som trådte i kraft den 16. august 2012, har ifølge forordningens artikel 84, stk. 2, bortset fra visse generelle bestemmelser fundet anvendelse siden den 17. august 2015.
2. Det er første gang (3), at Domstolen forelægges et spørgsmål om fortolkningen af bestemmelserne i forordning nr. 650/2012 og særligt de undtagelser, der er fastsat i forordningens artikel 1, stk. 2, litra k) og l), som udelukker »arten af tinglige rettigheder« og »enhver registrering i et register af rettigheder i fast ejendom eller løsøre, herunder de lovmæssige krav til en sådan registrering, samt virkningerne af registrering eller manglende registrering af sådanne rettigheder i et register« fra forordningens anvendelsesområde (4).
3. Mine overvejelser vedrører et meget følsomt spørgsmål, nemlig afgrænsningen mellem området for arveretten og for ejendomsretten, der har været genstand for adskillige diskussioner, således som det er blevet fremhævet i Europa-Kommissionens skriftlige indlæg (5) og af den juridiske litteratur (6).
4. Der skal i hovedsagen konkret tages stilling til, om de bestemmelser, der udelukker tilfælde, hvor anvendelse af loven på det sted, hvor det pågældende gode befinder sig, kan begrunde en afvisning af anerkendelse af de tinglige virkninger af et vindikationslegat, hvormed rettigheden over et gode overdrages direkte til legataren ved arvefaldet, såfremt overdragelsen vedrører rettigheden over en fast ejendom, der er beliggende i en medlemsstat, som ikke kender denne for form for legat, men kun kender et damnationslegat. Med denne disposition er arvingen forpligtet til at overdrage rettigheden over godet til legataren, hvilket giver denne sidstnævnte en ret til at forlange legatet fuldbyrdet.
5. Efter først at have redegjort for, af hvilke grunde formalitetsindsigelserne skal forkastes, skal jeg se på, hvorfor det kan lægges til grund, at
– sagen ikke vedrører den ejendomsret, som legataren indsættes i, og som ikke er kendt i den medlemsstat, hvor den påberåbes, men fremgangsmåden for anerkendelse af overdragelsen af denne ret med henblik på registrering i en tingbog
– udelukkelsen af krav vedrørende denne registrering skal fortolkes restriktivt, og
– i en situation som den i hovedsagen omhandlede skal et legat, som vedrører en tinglig rettighed, som den medlemsstat, hvori ejendommen er beliggende, kender, i henhold til artikel 23 i forordning nr. 650/2012 følgelig have virkning for legataren uanset stedet, hvor rettigheden skal registreres, eftersom rettigheden over den faste ejendom er blevet overdraget til legataren direkte i henhold til den arvelov, der er udpeget af forordningens artikel 22.
6. Jeg foreslår derfor, at det forelagte spørgsmål besvares benægtende.
II. Retsforskrifter
A. EU-retten
7. Følgende fremgår af 7., 9., 15., 16., 18., 19., 37. og 67. betragtning til forordning nr. 650/2012:
»(7) Det indre markeds rette funktion bør fremmes ved at fjerne hindringerne for den frie bevægelighed for personer, der på nuværende tidspunkt har svært ved at gøre deres rettigheder gældende, når det drejer sig om arvesager med grænseoverskridende virkninger. Borgerne bør inden for det europæiske retlige område være i stand til på forhånd at tilrettelægge arven efter dem. Rettigheder, der tilkommer arvinger og legatarer, andre af afdødes nærtstående samt boets kreditorer, bør sikres effektivt.
[…]
(9) Denne forordnings anvendelsesområde bør omfatte alle civilretlige aspekter vedrørende arv, dvs. enhver form for overgang af goder, rettigheder og forpligtelser ved dødsfald, hvad enten det drejer sig om en viljesbestemt overførsel ved dødsdisposition eller om overgang ved arv efter loven.
[…]
(15) Denne forordning bør give mulighed for ved arv at skabe eller overdrage en rettighed i fast ejendom eller løsøre i henhold til den lov, som finder anvendelse på arven. Den bør dog ikke berøre det begrænsede antal (»numerus clausus«) af tinglige rettigheder, der findes i nogle medlemsstaters nationale lovgivning. En medlemsstat bør ikke være forpligtet til at anerkende en tinglig rettighed vedrørende goder, der befinder sig i den pågældende medlemsstat, hvis den pågældende tinglige rettighed er et ukendt begreb i dens lovgivning.
(16) Med henblik på at give arveberettigede mulighed for at nyde de rettigheder, som er opstået, eller som de har fået overdraget, ved arv, i en anden medlemsstat bør denne forordning imidlertid give mulighed for at tilpasse en ukendt tinglig rettighed til den tinglige rettighed, der ligger tættest herpå ifølge den anden medlemsstats lov. En sådan tilpasning bør ske under hensyntagen til de mål og interesser, som den specifikke tinglige rettighed og de dertil knyttede virkninger forfølger. Med henblik på fastlæggelse af den nationale tinglige rettighed, der ligger tættest på, kan myndighederne eller de kompetente personer i den stat, hvis lov finder anvendelse på arven, kontaktes for yderligere oplysninger om rettighedens art og virkninger. Med dette for øje kan de eksisterende netværk inden for retssamarbejdet på det civil- og handelsretlige område benyttes såvel som andre tilgængelige midler, der kan lette forståelsen af fremmed ret.
[…]
(18) Kravene om registrering i et register af en rettighed i fast ejendom eller løsøre bør udelukkes fra denne forordnings anvendelsesområde. Det bør derfor være loven i den medlemsstat, hvor registret føres (for fast ejendom loven på det sted, hvor denne befinder sig), som afgør, på hvilke retlige betingelser og hvorledes registreringen skal foretages, samt hvilke instanser, f.eks. tinglysningskontorer eller notarer, der har ansvaret for at kontrollere, at alle krav er opfyldt, og at den fremlagte eller fastlagte dokumentation er tilstrækkelig eller indeholder de nødvendige oplysninger. Myndighederne kan navnlig kontrollere, at afdødes ret til boets ejendele som angivet i det dokument, der ønskes registreret, er en rettighed, der er registreret som sådan i registret, eller som dokumenteres på anden måde i overensstemmelse med loven i den medlemsstat, hvor registret føres. For at undgå dobbelt udfærdigelse af dokumenter bør registreringsmyndighederne godkende dokumenter, der er udarbejdet i en anden medlemsstat af de kompetente myndigheder, og hvis videregivelse er omfattet af denne forordning. Navnlig bør det europæiske arvebevis, som er udstedt i henhold til denne forordning, udgøre et dokument, der er gyldigt til registrering af boets ejendele i et register i en medlemsstat. Dette bør ikke udelukke, at registreringsmyndighederne kan anmode den person, der ansøger om registrering, om at tilvejebringe sådanne yderligere oplysninger eller forelægge yderligere dokumenter, som er påkrævet i henhold til loven i den medlemsstat, hvor registret føres, f.eks. oplysninger eller dokumenter vedrørende betaling af skat. Den kompetente myndighed kan oplyse den person, der ansøger om registrering, om, hvordan de manglende oplysninger eller dokumenter kan tilvejebringes.
(19) Virkningerne af registrering af en rettighed i et register bør også udelukkes fra denne forordnings anvendelsesområde. Det bør derfor være lovgivningen i den medlemsstat, hvor registret føres, der afgør, hvorvidt registreringen f.eks. har deklaratorisk eller retsstiftende virkning. Når erhvervelsen af en rettighed i fast ejendom f.eks. kræver registrering i et register i henhold til loven i den medlemsstat, hvor registret føres, for at sikre et registers erga omnes-virkning eller for at beskytte en retlig transaktion, er det således denne medlemsstats lov, der bør afgøre tidspunktet for en sådan erhvervelse.
[…]
(37) For at borgerne med fuld retssikkerhed kan nyde godt af de fordele, som det indre marked indebærer, bør denne forordning give dem mulighed for på forhånd at vide, hvilken lov der vil finde anvendelse på arven efter dem. Der bør indføres harmoniserede lovvalgsregler for at undgå modstridende resultater. Hovedregelen bør sikre, at boet behandles efter en lov, der kan forudsiges, og som er nært tilknyttet boet. Af hensyn til retssikkerheden og for at undgå opdeling af arven bør denne lov omfatte hele arven, dvs. alle de ejendele, der udgør boet, uanset godernes art, og uanset om de befinder sig i en anden medlemsstat eller i et tredjeland.
[…]
(67) Med henblik på en hurtig, gnidningsfri og effektiv afvikling af en arvesag med grænseoverskridende virkninger i Unionen bør arvinger, legatarer, testamentsindsatte bobestyrer eller bobestyrer have mulighed for let at dokumentere deres status og/eller rettigheder samt beføjelser i en anden medlemsstat, f.eks. i en medlemsstat, hvor boets ejendele befinder sig. Med henblik herpå bør denne forordning omfatte en bestemmelse om indførelse af et ensartet bevis, det europæiske arvebevis […], som udstedes til brug i en anden medlemsstat. Af hensyn til nærhedsprincippet bør dette bevis ikke træde i stedet for interne dokumenter, der findes til tilsvarende formål i medlemsstaterne.«
8. Forordningens artikel 1 bestemmer:
»1. Denne forordning finder anvendelse på arv. Den finder ikke anvendelse på spørgsmål vedrørende skat, told eller administrative anliggender.
2. Denne forordning finder ikke anvendelse på:
[…]
k) arten af tinglige rettigheder og
l) enhver registrering i et register af rettigheder i fast ejendom eller løsøre, herunder de lovmæssige krav til en sådan registrering, samt virkningerne af registrering eller manglende registrering af sådanne rettigheder i et register.«
9. Forordningens artikel 21, stk. 1, som fastsætter en hovedregel for den arvelov, der skal anvendes, bestemmer:
»Medmindre andet er fastsat i denne forordning, er det loven i den medlemsstat, hvor den afdøde havde sit sædvanlige opholdssted på dødstidspunktet, der skal anvendes på hele arven.«
10. Artikel 22 i forordning nr. 650/2012 med overskriften »Lovvalg« bestemmer i stk. 1 og 2:
»1. En person kan vælge, at det er loven i den medlemsstat, hvor den pågældende er statsborger på det tidspunkt, hvor valget træffes, eller på dødstidspunktet, der skal anvendes ved behandlingen af hele arven efter vedkommende.
[…]
2. Lovvalget skal være udtrykkeligt og indeholdt i en erklæring i form af en dødsdisposition eller fremgå af en sådan dispositions bestemmelser.«
11. Forordningens artikel 23 med overskriften »Anvendelsesområdet for den lov, der skal anvendes« bestemmer i stk. 1 og stk. 2, litra e):
»1. Den lov, der udpeges i medfør af artikel 21 eller artikel 22, finder anvendelse på hele arven.
2. Denne lov finder navnlig anvendelse på spørgsmål som:
[…]
e) overdragelse til arvinger og i givet fald legatarer af de goder, rettigheder og forpligtelser, der udgør en del af boet, herunder vilkårene for og virkningerne af vedgåelse af eller afkald på arven eller legatet.«
12. Forordningens artikel 31 med overskriften »Tilpasning af tinglige rettigheder« bestemmer:
»Når en person påberåber sig en tinglig rettighed, som vedkommende er berettiget til i henhold til den lov, der finder anvendelse på arven, og når loven i den medlemsstat, hvor rettigheden påberåbes, ikke kender den pågældende tinglige rettighed, skal den tinglige rettighed om nødvendigt og så vidt muligt tilpasses til den tinglige rettighed, der ligger tættest herpå ifølge den pågældende stats lov, under hensyntagen til de mål og interesser, som den specifikke tinglige rettighed og de dertil knyttede virkninger forfølger.«
13. Kapitel V i forordning nr. 650/2012 vedrører officielt bekræftede dokumenter og retsforlig.
14. Det følger af forordningens artikel 59, stk. 1, med overskriften »Accept af officielt bekræftede dokumenter«, at »[e]t officielt bekræftet dokument, der er oprettet i en medlemsstat, har samme beviskraft i en anden medlemsstat, som det har i domsstaten, eller de mest sammenlignelige virkninger, forudsat at dette ikke klart strider mod de grundlæggende retsprincipper (ordre public) i den pågældende medlemsstat«.
15. I forordningens kapitel VI, der vedrører det europæiske arvebevis, bestemmer artikel 62 med overskriften »Indførelse af det europæiske arvebevis« følgende:
»1. Med denne forordning indføres et europæisk arvebevis […], som udstedes til brug i en anden medlemsstat og har de retsvirkninger, der er anført i artikel 69.
2. Anvendelse af beviset er ikke obligatorisk.
[…]«
16. Artikel 63 i forordning nr. 650/2012 med overskriften »Formålet med [det europæiske arvebevis]« bestemmer i stk. 1 og stk. 2, litra b):
»1. Formålet med [det europæiske arvebevis] er, at det skal kunne anvendes af arvinger, legatarer med direkte rettigheder i arvesagen og testamentsindsatte bobestyrere eller bobestyrere, som i en anden medlemsstat har behov for at påberåbe sig deres status eller at udøve henholdsvis deres rettigheder som arvinger eller legatarer og/eller deres beføjelser som testamentsindsatte bobestyrere eller bobestyrere.
2. [Det europæiske arvebevis] kan navnlig anvendes til at bevise et eller flere af følgende forhold:
[…]
b) tildelingen af et bestemt gode eller flere bestemte goder, der udgør en del af boet, til den eller de arvinger eller i givet fald den eller de legatarer, der er nævnt i [det europæiske arvebevis]«.
17. Forordningens artikel 68 i samme kapitel med overskriften »[Det europæiske arvebevis’] indhold« bestemmer:
»[Det europæiske arvebevis] skal indeholde følgende oplysninger i det omfang, det er nødvendigt til det formål, hvortil beviset udstedes:
[…]
m) listen over rettigheder og/eller ejendele, der tilfalder hver enkelt legatar
[…]«
18. Forordningens artikel 69 med overskriften »Retsvirkningerne af [det europæiske arvebevis]« bestemmer i stk. 2 og 5:
»2. [Det europæiske arvebevis] forudsættes nøjagtigt at godtgøre de elementer, der er fastsat i henhold til den lov, der finder anvendelse på arven, eller i henhold til en hvilken som helst anden lov, der finder anvendelse på specifikke forhold. Den person, der i beviset er nævnt som arving, legatar, testamentsindsat bobestyrer eller bobestyrer, forudsættes at have den status, der er nævnt i beviset, og/eller at have de rettigheder eller de beføjelser, som er anført i beviset, uden andre betingelser og/eller begrænsninger i tilknytning til disse rettigheder eller andre beføjelser end dem, der er nævnt i beviset.
[…]
5. [Det europæiske arvebevis] udgør et gyldigt dokument til optagelse af boets ejendele i det relevante register i en medlemsstat, jf. dog artikel 1, stk. 2, litra k) og l).«
B. Polsk ret
1. Den civile lovbog
19. Artikel 9811, stk. 1, i Kodeks Cywilny (civillovbogen, herefter »civillovbogen«) bestemmer:
»Arveladeren kan ved et testamente, som oprettes i form af et notarielt dokument, bestemme, at en bestemt person skal erhverve genstanden for legatet på tidspunktet for arvefaldet (vindikationslegat).«
20. Følgende fremgår af nævnte artikels stk. 2, nr. 2:
»Genstanden for et sådant vindikationslegat kan bl.a. være:
[…]
2) En ejendomsandel i en fast ejendom, som er en omsættelig formuerettighed.
[…]«
21. Den civile lovbogs artikel 968 vedrører damnationslegater, hvorefter arveladeren kan anordne legatet testamentarisk i enhver tilladt form, navnlig også ved et egenhændigt testamente.
2. Notarloven
22. I henhold til artikel 81 i Prawo o notariacie (lov om indførelse af en notar, herefter »notarloven«) af 14. februar 1991 (7), som ændret ved lov af 13. december 2013 (8), er notaren forpligtet til at afvise at udføre en retsstridig notariel handling.
23. Notarlovens artikel 83, stk. 2, bestemmer, at afvisningen af at foretage en notariel handling er undergivet kontrol, såfremt den person, der er berørt af afvisningen, indgiver en klage. Denne klage prøves i første omgang ved egenkontrol af notaren selv, som kan anse den for begrundet og foretage handlingen. Hvis notaren ikke selv afhjælper klagen, prøves den af Sąd Okręgowy (regional domstol, Polen) på notarens hjemsted. I henhold til national restpraksis træffer Sąd Okręgowy (regional domstol) afgørelse i anden instans.
III. De faktiske omstændigheder i hovedsagen og det præjudicielle spørgsmål
24. Aleksandra Kubicka, der er polsk statsborger, er mor til to børn, som stadig er mindreårige, og som hun har fra sit ægteskab med en tysk statsborger, og ægtefællerne ejer hver halvdelen af en ejendom, der er beliggende i Frankfurt an der Oder (Tyskland), og som familien bebor.
25. Med henblik på at oprette sit testamente rettede Aleksandra Kubicka henvendelse til en notar i Slubice (Polen). Hun ønskede, at hendes ægtefælle ved arvefaldet skulle modtage andelen af de rettigheder, som hun var indehaver af i den fælles ejendom. Hun valgte at oprette et vindikationslegat i henhold til den polske arvelov i civillovbogens artikel 9811. For så vidt angår den øvrige formue ønskede hun at bevare den gældende lovbestemte arveklasseordning, i henhold til hvilken hendes ægtefælle og børn skulle arve ligeligt.
26. Under henvisning til notarlovens artikel 81 afviste notarens repræsentant Marcin Margoński at udføre en notariel handling i form af oprettelse af et »vindikationslegat«.
27. Notarens repræsentant anførte til støtte for, at et sådant legat var i strid med lovgivningen, den juridiske litteratur og tysk retspraksis om tinglige rettigheder og tingbogsførelse, og at der skal tages hensyn dertil i henhold til artikel 1, stk. 2, litra k) og l), og artikel 31 i forordning nr. 650/2012, følgende:
– I tysk ret tillades ifølge § 2174 Bürgerliches Gesetzbuch (civillovbogen) alene »damnationslegater«, der har obligationsretlige retsvirkninger.
– Ifølge fast tysk retspraksis kan de tinglige virkninger af fremmede »vindikationslegater«, der vedrører en fast ejendom, som er beliggende i Tyskland, forud for forordningens ikrafttrædelse ikke anerkendes, idet den lov, som finder anvendelse på arven, ikke kan fastslå erhvervelse af rettigheder over et sådant gode.
– Legatarens registrering i tingbogen kan således kun ske ved en notariel handling i form af en kontrakt om overdragelse af ejendomsretten til den faste ejendom mellem arvinger og legataren til fuldbyrdelse af legatet eller i mangel deraf ved en retslig afgørelse, der træder i stedet herfor.
– Siden forordningens ikrafttrædelse er disse »vindikationslegater« genstand for en tilpasning til »damnationslegater« i henhold til samme forordnings artikel 31.
28. Notarens repræsentant har ligeledes begrundet sin analyse ved at henvise til begrundelsen for den tyske lov, der gennemfører forordning nr. 650/2012, nemlig Internationales Erbrechtsverfahrensgesetz (international arveretsproceslov) af 29. juni 2015 (9), som indeholder følgende passage: »[T]ysk ret kender derimod ikke »vindikationslegater« og er heller ikke forpligtet til at anerkende dem i forbindelse med [denne forordning] [samme forordnings artikel 1, stk. 2, litra k)]. I tysk ret har man hidtil omfortolket et sådant legat til et obligationsretligt krav (såkaldt »damnationslegat«). Dette ændres ikke ved [nævnte forordnings] artikel 31.«
29. Aleksandra Kubicka indgav under henvisning til, at ingen af bestemmelserne i forordning nr. 650/2012 berettiger manglende anerkendelse af »vindikationslegatets« tinglige virkninger, der er fastsat i den arvelov, hun havde valgt, en klage til notarens repræsentant.
30. Idet denne stadfæstede sin afvisning af at foretage en notariel handling, anlagde Aleksandra Kubicka sag ved den forelæggende ret.
31. Denne ret fandt, at den blev opfordret til at foretage en bedømmelse af, i hvilket omfang virkninger af en arvelov kan begrænses af loven på det sted, hvor godet befinder sig.
32. På denne baggrund har Sąd Okręgowy w Gorzowie Wielkopolskim (regional domstol i Gorzów Wielkopolski, Polen) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»Skal artikel 1, stk. 2, litra k), artikel 1, stk. 2, litra l), eller artikel 31 i [forordning nr. 650/2012] fortolkes således, at de tillader afvisning af anerkendelse af de tinglige virkninger af et vindikationslegat (legatum per vindicationem), som er fastsat i den lov, der skal anvendes på arvesagen, hvis dette legat vedrører ejendomsretten til en fast ejendom, som er beliggende i en medlemsstat, som ikke kender begrebet legat med direkte tinglige virkninger?«
IV. Bedømmelse
A. Formaliteten med hensyn til det præjudicielle spørgsmål
33. Den tyske og den ungarske regering har i deres skriftlige indlæg gjort gældende, at det præjudicielle spørgsmål ikke kan antages til realitetsbehandling, idet det er hypotetisk.
34. Det bemærkes indledningsvis, at det følger af fast retspraksis, at »den i artikel 267 TEUF foreskrevne procedure [er] et instrument i samarbejdet mellem Domstolen og de nationale retter. Heraf følger, at det alene tilkommer de nationale retter, som behandler tvisten, og som har ansvaret for den retsafgørelse, der skal træffes, at vurdere – under hensyn til hver enkelt sags særegenheder – både nødvendigheden af en præjudiciel afgørelse for at kunne afsige dom og relevansen af de spørgsmål, som de forelægger Domstolen. Når de af de nationale retter forelagte spørgsmål vedrører fortolkningen af en bestemmelse i EU-retten, er Domstolen derfor i princippet forpligtet til at træffe afgørelse herom. Domstolen kan imidlertid afvise at træffe afgørelse om et præjudicielt spørgsmål forelagt af en national ret, hvis det klart fremgår, at den ønskede fortolkning af EU-retten savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, såfremt problemet er af hypotetisk karakter, eller såfremt Domstolen ikke råder over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan give en hensigtsmæssig besvarelse af de forelagte spørgsmål« (10).
35. Den ungarske regering har opfordret Domstolen til ikke at besvare det præjudicielle spørgsmål, eftersom det vedrører en afvisning af anerkendelse af en virkning af legatet på de tinglige rettigheder, som den tyske myndighed med ansvar for at føre tingbogen endnu ikke har fastslået, eftersom testator endnu ikke er afgået ved døden. Denne regering er af den opfattelse, at der med spørgsmålet kun ønskes en fortolkning af de nationale polske og tyske bestemmelser vedrørende legatet med henblik på at få fastlagt forholdet mellem disse.
36. Jeg skal under henvisning til syvende betragtning til forordning nr. 650/2012 bemærke, at denne forordning har til formål at sikre, at europæiske borgere kan tilrettelægge arven efter dem, og at sikre rettigheder, der tilkommer arvinger og legatarer, på effektiv vis. Følgelig kan de spørgsmål, der vedrører situationer, hvori grænserne for friheden til at testere gøres gældende over for testator, antages til realitetsbehandling. Af retssikkerhedsmæssige grunde kan det heller ikke tænkes, at spørgsmålet først kan behandles ved arvefaldet, såfremt der ved oprettelsen af akten opstår fortolkningsproblemer.
37. Ifølge den tyske regering er den forelæggende ret af den opfattelse, at der skal foretages en undersøgelse af, om den af sagsøgeren valgte handling er ulovlig i forhold til notarlovens artikel 81, uden imidlertid at præcisere, hvorledes ulovligheden i henhold til polsk ret følger af tysk rets manglende anerkendelse af »vindikationslegater«.
38. Jeg skal imidlertid, som det også blev fremhævet under retsmødet, bemærke, at notarens pligt til at afvise at udføre en handling, som er i strid med lovmæssige krav, skal fortolkes vidt. Den omfatter nødvendigvis, idet der er tale om en offentlig myndighedsperson, en pligt til rådgivning og en pligt til at efterprøve, om handlingen er formålstjenlig på baggrund af de formål, der forfølges af den pågældende person.
39. Som det fremgår af anmodningen om præjudiciel afgørelse er der i tvisten i hovedsagen tale om testators ønske om at tilrettelægge en direkte overdragelse af godet, uden at andre formaliteter skal opfyldes, efter at testator er afgået ved døden.
40. Relevansen af den forelæggende rets analyse af gældende tysk ret, i henhold til hvilken et »vindikationslegat« vedrørende rettigheder over en fast ejendom, der er beliggende i Tyskland, ikke har nogen virkning, er blevet bekræftet (11).
41. Idet den forelæggende ret behandler spørgsmålet om notarens afvisning af at foretage en sådan handling som fastsat i den af testator valgte lov, men som ikke er anerkendt af loven i den medlemsstat, hvori den faste ejendom er beliggende, skal det fastslås, at anmodningen om fortolkning ikke er hypotetisk.
42. Det præjudicielle spørgsmål kan følgelig antages til realitetsbehandling.
B. Realiteten
43. Tvisten i hovedsagen vedrører den polske statsborger Aleksandra Kubickas overdragelse af sin ejendomsret til en fast ejendom, der er beliggende i Tyskland, efter hun er afgået ved døden, gennem et legat.
44. Denne dødsdisposition falder inden for anvendelsesområdet for forordning nr. 650/2012 i henhold til forordningens artikel 1 og artikel 3, stk. 1, litra a).
45. De nærmere regler for denne overdragelse skal i princippet undergives den arvelov, der vælges af Aleksandra Kubicka til at finde anvendelse. I henhold til denne forordnings artikel 22 kan hun nemlig vælge, at det er loven i den medlemsstat, hvor den pågældende er statsborger på det tidspunkt, hvor valget træffes, der skal anvendes ved behandlingen af hele arven efter vedkommende. Forordningens artikel 23, stk. 2, litra e), bestemmer, at loven bl.a. finder anvendelse på overdragelse til legatarer af de rettigheder, der udgør en del af boet. Denne analyse understøttes af 42. betragtning til samme forordning, hvorefter »den lov, der udpeges som den lov, der finder anvendelse på arven, bør anvendes på arven fra arvefaldet til overdragelsen af ejendomsretten til de goder, der udgør boet, til de arveberettigede i henhold til den udpegede lov […]«.
46. Med dette legat ønsker Aleksandra Kubicka at indsætte legataren i sin ejerandel af et gode, nemlig i en tinglig ret, der kendes i begge de berørte retssystemer, som svarer til den, hun aktuelt udøver.
47. Valget af et »vindikationslegat« i stedet for et »damnationslegat« ændrer ikke indholdet af den ret, der udøves over godet. Det begrænser sig til at foranstalte en direkte overdragelse af en tinglig rettighed i stedet for en indirekte overdragelse, idet det skaber en personlig ret til fordel for legataren.
48. Den udelukkelse, der er fastsat i artikel 1, stk. 2, litra k), i forordning nr. 650/2012, omfatter i modsætning til, hvad den tyske regering har gjort gældende, ikke denne forskel i fremgangsmåde for overdragelsen. Det er nemlig alene fastlæggelsen af karakteren og antallet af tinglige rettigheder, der skal henhøre under kompetencen hos loven i det land, hvor den faste ejendom er beliggende, som det også præciseres ganske klart i 15. betragtning til forordningen.
49. Derfor kan henvisningen til forordningens artikel 1, stk. 2, litra k), udelukkes fra drøftelsen som følge af dens anvendelsesområde.
50. Følgelig gælder det samme for artikel 31 i forordning nr. 650/2012, som ifølge dens ordlyd kun finder anvendelse i det tilfælde, at »en person påberåber sig en tinglig rettighed, som vedkommende er berettiget til i henhold til den lov, der finder anvendelse på arven, og når loven i den medlemsstat, hvor rettigheden påberåbes, ikke kender den pågældende tinglige rettighed«
51. Der skal således foretages en undersøgelse af det sidste punkt, som den tyske regering har rejst som værende afgørende (12): Kan udelukkelsen af artikel 1, stk. 2, litra l), i denne forordning begrænse arvelovens virkninger på overdragelsen af et gode som fastlagt i den nævnte forordnings artikel 23, litra e)?
52. Med andre ord, såfremt en arving i henhold til den af testator valgte arvelov er blevet ejer af en fast ejendom, og adkomsten skal registreres i en tingbog i en anden medlemsstat, kan denne medlemsstat da til skade for arvingen anvende loven på det sted, hvor godet befinder sig, som foreskriver andre materielle betingelser, med henblik på at foretage denne registrering af en rettighed?
53. Svaret kan hentes gennem en analyse af bestemmelserne i artikel 1, stk. 2, litra l), i forordning nr. 650/2012 samt af de formål, der forfølges med forordningen.
54. For det første bemærkes for argumentets skyld atter, at i henhold til nævnte forordnings artikel 1, stk. 2, litra l), finder denne ikke anvendelse på »enhver registrering i et register af rettigheder i fast ejendom eller løsøre, herunder de lovmæssige krav til en sådan registrering, samt virkningerne af registrering eller manglende registrering af sådanne rettigheder i et register«.
55. 18. betragtning til forordning nr. 650/2012 præciserer dens rækkevidde, som skal fortolkes strengt for så vidt angår en udelukkelse: »Det bør […] være loven i den medlemsstat, hvor registret føres (for fast ejendom loven på det sted, hvor denne befinder sig), som afgør, på hvilke retlige betingelser og hvorledes registreringen skal foretages, samt hvilke instanser, f.eks. tinglysningskontorer eller notarer, der har ansvaret for at kontrollere, at alle krav er opfyldt, og at den fremlagte eller fastlagte dokumentation er tilstrækkelig eller indeholder de nødvendige oplysninger. […] Navnlig bør det europæiske arvebevis, som er udstedt i henhold til denne forordning, udgøre et dokument, der er gyldigt til registrering af boets ejendele i et register i en medlemsstat. […] Den kompetente myndighed kan oplyse den person, der ansøger om registrering, om, hvordan de manglende oplysninger eller dokumenter kan tilvejebringes.«
56. Som anført bl.a. af den spanske regering og Kommissionen (13) har de lovmæssige krav, der er omhandlet i denne bestemmelse, vedrørende bl.a. fristen for registrering og formelle betingelser til formål at sikre en integrering af sikkerheden i enhver form for registrering af overdragelse af rettigheder. Det er netop for at lette opfyldelsen af disse krav, som ikke vedrører de materielle betingelser for overdragelsen af den tinglige rettighed og videregivelse af dokumenter, at der blev indført et europæisk arvebevis (14).
57. På dette trin i analysen kan det allerede lægges til grund, at bestemmelserne i forordningens artikel 1, stk. 2, litra l), ikke kan fortolkes således, at de kan begrunde en afvisning af at anerkende virkningerne af et legat, der er undergivet den lov, som er valgt til at finde anvendelse.
58. Som den tyske regering har gjort gældende, ville en modsat løsning kunne gøres gældende med en henvisning til ordlyden af artiklens sidste sætning: »samt virkningerne af registrering eller manglende registrering af sådanne rettigheder i et register«?
59. 19. betragtning til samme forordning er meget klar vedrørende betydningen af denne ordlyd. Spørgsmålet, om hvorvidt registreringen har deklaratorisk eller retsstiftende virkning er udtrykkeligt besvaret i betragtningen. Tidspunktet for erhvervelsen er ligeledes nævnt som et eksempel på et forhold, der er udelukket fra arvelovens område.
60. Der kan under alle omstændigheder ikke blive tale om at gøre kravet om registrering en betingelse for erhvervelse af den tinglige rettighed. Dette forbehold må nemlig nødvendigvis kombineres med det princip om, at kun én arvelov finder anvendelse, som er fastsat i artikel 23, stk. 2, litra e), i forordning nr. 650/2012, og hvorefter arveloven finder anvendelse på »overdragelse til arvinger og […] legatarer af […] goder, rettigheder og forpligtelser«. En anden fortolkning ville begrænse dette princips rækkevidde betydeligt, idet der skal tages hensyn til det formål, der følges af EU-lovgiver.
61. I denne forbindelse bemærkes, at forordningen mere generelt tilstræber at bevare og udbygge et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed, hvor der er fri bevægelighed for personer (15).
62. Den nævnte forordning opfylder behovet for at sikre foreneligheden af de regler, der gælder på området for lovvalg og retternes kompetence, som er særligt udtalt på området for arv, idet forskelligheden af de spørgsmål, der skal løses, gør dem komplekse (fastlæggelse af arveberettigede, deres rettigheder, undertiden i forhold til det pågældende gode, de nærmere regler for administration eller delingen af arven etc.).
63. Det konkrete overordnede formål med forordning nr. 650/2012 er udtrykt i syvende betragtning til forordningen. Det præciseres deri, at»[b]orgerne […] inden for det europæiske retlige område [bør] være i stand til på forhånd at tilrettelægge arven efter dem. Rettigheder, der tilkommer arvinger og legatarer […], bør sikres effektivt«.
64. De midler, der skal anvendes med henblik herpå, er bl.a. beskrevet i 8. betragtning til forordningen, i henhold til hvilken »bestemmelser om […] anerkendelse […] af […], officielt bekræftede dokumenter og retsforlig samt om indførelsen af et europæisk arvebevis [bør] samles i denne forordning«, og i 37. betragtning til samme forordning vedrørende harmonisering af lovvalgsreglerne med ordlyden »uanset godernes art, og uanset om de befinder sig i en anden medlemsstat eller i et tredjeland«.
65. Det skal endvidere bemærkes, at dette ønske om en forenkling giver sig til kende ved en indførelse af et europæisk arvebevis. Dette bevis gør det bl.a. muligt for arvinger og legatarer at godtgøre deres retsstilling og rettigheder i en anden medlemsstat og navnlig at godtgøre, at den legatar, der er nævnt i dette bevis (16), er blevet tildelt et bestemt gode.
66. I henhold til den pågældende forordnings artikel 69, stk. 5, udgør beviset således et gyldigt dokument til optagelse af boets ejendele i det relevante register i en medlemsstat.
67. Det kan heller ikke gøres gældende, at denne bestemmelse ligeledes omfatter det udelukkelsestilfælde, der er fastsat i artikel 1, stk. 2, litra l), i forordning nr. 650/2012. Dens rækkevidde skal begrænses til de nærmere regler vedrørende proceduren for registrering i registre (17) af de grunde, der allerede er angivet i dette forslags punkt 55, og som er hentet fra 18. betragtning til forordningen. Det kan deraf udledes, at andre dokumenter eller oplysninger i praksis kan kræves som supplement til det europæiske arvebevis, såfremt det eksempelvis ikke indeholder tilstrækkeligt præcise oplysninger til identifikation af det gode, for hvilket overdrageslen af ejendomsretten skal registreres.
68. Det er på baggrund af denne analyse, at den tyske regerings forslag i forbindelse med de indledende forhandlinger forud for vedtagelsen af den pågældende forordning om, at opretholde anvendelsen af lovgivningen om registrering i registret i den medlemsstat, hvori det overdragne gode er beliggende, for at fastsætte de betingelser, hvorunder ejendomsretten overdrages, ifølge Kommissionens angivelser (18) blev forkastet eller ændret.
69. Endvidere har Kommissionen anført, at Kongeriget Nederlandene, hvis arveret heller ikke kender et »vindikationslegater«, vedtog sine bestemmelser om registrering i forbindelse med gennemførelsen af forordning nr. 650/2012, således at »vindikationslegataren« blev givet mulighed for at registrere sin ejendomsret på grundlag af det europæiske arvebevis, som fastslår, at legataren har erhvervet den faste ejendom ved et legat (19).
70. Denne løsning sikrer, at valget af arvelov bliver fuldstændigt virkningsfuldt.
71. Den har ligeledes en væsentlig interesse i relation til deling, eftersom vanskelighederne kan vise sig på samme måde.
72. Den skal også bedømmes i sammenhæng med den tilpasningsmekanisme, der er fastsat i denne forordnings artikel 31, når de erhvervede rettigheder ikke kendes af den lov, der finder anvendelse på stedet for rettighedernes registrering, hvilket viser, at det ikke er muligt at udelukke en ret og EU-lovgivers stærke vilje til at give valget af arvelov effektiv virkning.
73. På baggrund af samtlige disse elementer finder jeg, at i en situation som den i hovedsagen omhandlede skal nævnte forordnings artikel 1, stk. 2, litra k) og l), eller artikel 31 fortolkes således, at de ikke tillader afvisning af anerkendelse af de tinglige virkninger af et »vindikationslegat« (legatum »per vindicationem«), som er fastsat i arveloven, hvis dette legat vedrører ejendomsretten til en fast ejendom, som er beliggende i en medlemsstat, hvis lovgivning ikke kender oprettelsen af legater med direkte tinglige virkninger.
V. Forslag til afgørelse
74. På baggrund af de ovenstående betragtninger foreslår jeg Domstolen at besvare det præjudicielle spørgsmål indgivet af Sąd Okręgowy w Gorzowie Wielkopolskim (regional domstol i Gorzów Wielkopolski, Polen) således:
»I en situation som den i hovedsagen omhandlede skal artikel 1, stk. 2, litra k), artikel 1, stk. 2, litra l), eller artikel 31 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 650/2012 af 4. juli 2012 om kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser vedrørende arv og om accept og fuldbyrdelse af officielt bekræftede dokumenter vedrørende arv og om indførelse af et europæisk arvebevis fortolkes således, at de ikke tillader afvisning af anerkendelse af de tinglige virkninger af et »vindikationslegat« (legatum »per vindicationem«), som er fastsat i den lov, der skal anvendes på arvesagen, hvis dette legat vedrører ejendomsretten til en fast ejendom, som er beliggende i en medlemsstat, som ikke kender begrebet legat med direkte tinglige virkninger.«
i Der er foretaget en sproglig rettelse af punkt 19 og 20 i denne tekst efter den oprindelige offentliggørelse.