Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunale Ordinario di Venezia (Italien) den 2. marts 2023 – UD, QO, VU, LO og CA mod Presidenza del Consiglio dei Ministri og Ministero dell’Interno
(Sag C-126/23, Burdene 1 )
Processprog: italiensk
Den forelæggende ret
Tribunale Ordinario di Venezia
Parter i hovedsagen
Sagsøgere: UD, QO, VU, LO og CA
Sagsøgte: Presidenza del Consiglio dei Ministri og Ministero dell’Interno
Præjudicielle spørgsmål
Henset til de i afsnit A nævnte omstændigheder, dvs. et erstatningssøgsmål anlagt af italienske statsborgere, der permanent er bosat i Italien, mod staten/lovgiveren som følge af manglende og/eller ukorrekt og/eller ufuldstændig opfyldelse af forpligtelserne i henhold til Rådets direktiv 2004/80/EF af 29. april 2004 »om erstatning til ofre for forbrydelser« 1 , navnlig medlemsstaternes pligt i henhold til artikel 12, stk. 2, til senest den 1. juli 2005 (som fastsat i artikel 18, stk. 1) at indføre en generel ordning, som garanterer en passende og rimelig erstatning til ofre for alle forsætlige voldsforbrydelser, såfremt ofrene ikke kan opnå fuld erstatning for lidt skade fra gerningsmændene, og i relation til forsinket (og/eller ufuldstændig) gennemførelse af Rådets direktiv 2004/80/EF af 29. april 2004 i den nationale retsorden, anmodes Domstolen om at besvare følgende spørgsmål:
a) På baggrund af bestemmelsen i artikel 11, stk. 2a, i lov nr. 122/2016, ifølge hvilken ydelsen af erstatning til forældrene og søsteren til et offer for manddrab er betinget af, at ofret hverken var gift eller havde nogle børn, selv efter der er blevet afsagt en endelig dom, som fastslår, at også de har ret til erstatning for skade, og fastsætter de beløb, der skal betales af gerningsmanden:
– Kan ydelsen af erstatning til forældrene og søsteren til et offer for forsætlige voldsforbrydelser – nærmere bestemt i tilfælde af manddrab – i henhold til artikel 11, stk. 2a, i legge 7 luglio 2016, n. 122, Disposizioni per l’adempimento degli obblighi derivanti dall’appartenenza dell’Italia all’Unione europea – Legge europea 2015-2016 (lov nr. 122 af 7.7.2016 om bestemmelser truffet til gennemførelse af forpligtelser som følge af Italiens medlemskab af Den Europæiske Union – EU-lovgivning 2015-2016), med ændringer (ved artikel 6 i lov nr. 167 af 20.11.2017 og artikel 1, stk. 593-596, i lov nr. 145 af 30.12.2018), som er betinget af, at ofret hverken havde nogle børn eller var gift (med hensyn til forældrene), eller at ofrets forældre ikke er i live (med hensyn til eventuelle søskende), anses for at være i overensstemmelse med artikel 12, stk. 2, i direktiv 2004/80, med artikel 20 (lighed for loven), 21 (ikke-forskelsbehandling), 33, stk. 1 (beskyttelse af familien), og 47 (adgang til effektive retsmidler og til en upartisk domstol) i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder samt med artikel 1 i protokol nr. 12 til EMRK (forbud mod diskrimination)?
b) Vedrørende begrænsninger for ydelsen af erstatning:
– Kan den betingelse vedrørende ydelsen af erstatning, som er fastsat i artikel 11, stk. 3, i legge n. 122/2016, Disposizioni per l’adempimento degli obblighi derivanti dall’appartenenza dell’Italia all’Unione Europea – Legge Europea 2015-2016 (lov nr. 122/2016 om bestemmelser truffet til gennemførelse af forpligtelser som følge af Italiens medlemskab af Den Europæiske Union – EU-lovgivning 2015-2016), med ændringer (ved artikel 6 i lov nr. 167 af 20.11.2017 og artikel 1, stk. 593-596, i lov nr. 145 af 30.12.2018), og som består i vendingen »under alle omstændigheder inden for midlerne i den fond, som er omhandlet i artikel 14«, uden at nogen bestemmelse forpligter den italienske stat til at hensætte midler, som konkret er tilstrækkelige til at yde erstatningerne, der eventuelt kan være opgjort på et statistisk grundlag, men under alle omstændigheder faktisk er egnede til at erstatte ydelsesberettigede personer inden for et rimeligt tidsrum, anses for at medføre »en rimelig og passende erstatning til ofre« til gennemførelse af artikel 12, stk. 2, i direktiv 2004/80?
____________
1 Den forelæggende sags navn er et vedtaget navn. Det svarer ikke til et navn på en part i sagen.
1 EUT 2004, L 261, s. 15.