Language of document :

Sag anlagt den 13. august 2010 - Morte Navarro mod Parlamentet

(Sag T-280/09)

Processprog: spansk

Parter

Sagsøger: José Carlos Morte Navarro (Zaragoza, Spanien) (ved advokat J. González Buitrón)

Sagsøgt: Europa-Parlamentet

Sagsøgerens påstande

Beslutning af 5. maj 2009 og resolution nummer 202.660 truffet af Europa-Parlamentets Udvalg for Andragender, hvorved den af Morte Navarro indgivne ansøgning blev arkiveret med nummer 1818-08, annulleres, og der træffes en ny beslutning om, at Europa-Parlamentet skal fremme Morte Navarros ansøgning nummer 1818-08 og behandle denne i overensstemmelse med den lovligt fastsatte procedure, og Europa-Parlamentet tilpligtes udtrykkeligt at betale sagens omkostninger.

Subsidiært, og for det tilfælde at ovenstående påstand ikke tages til følge, annulleres ovennævnte beslutning af 5. maj 2009, og

Europa-Parlamentets Udvalg for Andragender tilpligtes at afsige en ny resolution om, hvorvidt den ansøgning, der er indgivet af Morte Navarro skal fremmes, og Europa-Parlamentet tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Denne sag er anlagt til prøvelse af en resolution, der er truffet af Europa-Parlamentets Udvalg for Andragender den 5. maj 2009, hvorved den af Morte Navarro indgivne ansøgning arkiveres, idet den ikke klart falder ind under EUۥs kompetence.

I den nævnte ansøgning har sagsøgeren anmodet om, at Europa-Parlamentet påbegynder en undersøgelse med henblik på, at dette i overensstemmelse med artikel 7 i traktaten om Den Europæiske Union opfordrer Rådet til at konstatere, at der foreligger en alvorlig og vedvarende overtrædelse fra den spanske stats side af principperne om frihed, demokrati, respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder og retsstaten som omhandlet i artikel 6, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Union.

Til støtte for påstandene har sagsøgeren gjort gældende, at den anfægtede resolution savner begrundelse - henset til at denne ikke indeholder nogen former for argumentation udover forsikringen om, at den pågældende sag ikke klart falder inden for rammerne af Den Europæiske Unions aktiviteter - hvilken begrundelse kan gøre det muligt for sagsøgeren at kende grundlaget for, at Europa-Parlamentets Udvalg for Andragender har arkiveret ansøgningen.

____________