Language of document :

Sag anlagt den 9. maj 2008 - infeurope mod Kommissionen

(Sag T-176/08)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: infeurope SA (Luxembourg, Luxembourg) (ved lawyer O. Mader)

Sagsøgt: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

Sagsøgerens påstande

Det fastslås, at Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber har undladt at annullere afgørelsen om tildeling af rammekontrakter i forbindelse med Harmoniseringskontorets udbudsprocedure AO/042/05 vedrørende softwarevedligeholdelse.

Det fastslås, at Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber har undladt at afslutte de særaftaler, som blev indgået i forbindelse med disse rammeaftaler.

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber tilpligtes at betale sagsøgeren et beløb på 37 002 EUR med tillæg af 4% i renter af 31 650 EUR fra den 29. august 2006, med tillæg af 4% i renter af 3 650 EUR fra den 3. december 2007, med tillæg af 4% i renter af 1 702 EUR fra den 3. maj 2008, eller med tillæg af 8% i renter af 37 002 EUR fra tidspunktet for dommens afsigelse.

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber tilpligtes at betale sagsøgeren 1 209 037 EUR med tillæg af 4% i renter fra den 3. maj 2008, eller med tillæg af 8% i renter af dette beløb fra tidspunktet for dommens afsigelse.

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber tilpligtes at fremlægge bestemte dokumenter vedrørende proceduren for bedømmelse af buddene.

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Sagsøgeren har nedlagt påstand om, at det fastslås, at Kommissionen har undladt at annullere afgørelsen truffet af Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (KHIM), hvorved der blev tildelt flere rammekontrakter vedrørende levering af IT vedligeholdelsestjenester i forbindelse med udbudsproceduren AO/042/05 "E-Alicante: Softwarevedligeholdelse, der vedrører KHIM's systemer til drift af kernevirksomheden (forvaltning og registrering af varemærker og mønstre)" 1, og at Kommissionen har undladt at afslutte de tilsvarende særaftaler indgået i henhold til rammekontrakten.

Sagsøgeren har gjort gældende, at udbudsproceduren samt gennemførelsen af særaftaler efter udbuddet er behæftet med en række alvorlige uregelmæssigheder, såsom: uregelmæssige tildelingskriterier, en ukorrekt sammensætning af bedømmelsesudvalget, den omstændighed, at kontrakterne blev tildelt efter udløbet af gyldighedsperioden for bud, og at Harmoniseringskontoret godkendte forskellige betydelige ændringer i særaftalernes vilkår.

Sagsøgeren har gjort gældende, at Harmoniseringskontoret som kontraherende myndighed har tilsidesat principperne om ligebehandling, gennemsigtighed og god forvaltning, og har misbrugt anvendelsen af rammekontrakterne. Det har endvidere tilsidesat en række bestemmelser i finansforordningen 2.

Sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionen, som tilsynsorgan for Harmoniseringskontoret 3, undlod at iværksætte de passende tiltag mod disse overtrædelser. Sagsøgeren har hævdet, at Kommissionens ikke har noget skøn over, om den skal iværksætte tiltag mod tilsidesættelser af retsforskrifter og genetablere lovlighed, hvorfor den er forpligtet til at handle.

Endvidere har sagsøgeren begæret erstatning for den skade, selskabet har lidt som følge af uregelmæssighederne i forbindelse med den nævnte udbudsprocedure og den efterfølgende gennemførelse heraf.

____________

1 - EUT 2006 S 135-144019.

2 - Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 af 25.6.2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget (EFT L 248, s. 1).

3 - Artikel VI.4.2) i udbudsbekendtgørelsen vedrørende indgivelse af klager henviser til artikel 118 i Rådets forordning (EF) nr. 40/94 af 20.12.1993 om EF-varemærker (EFT 1994 L 11, s. 1), hvorefter " Sagen skal forelægges for Kommissionen inden for en frist på en måned at regne fra den dag, da vedkommende for første gang fik kendskab til den pågældende handling".