Language of document :

Sag anlagt den 13. maj 2008 - Schräder mod EF-Sortsmyndigheden (CPVO) - Hansson (Sumost 01)

(Sag T-177/08)

Stævningen er affattet på tysk

Parter

Sagsøger: Ralf Schräder (Lüdinghausen, Tyskland) (ved Rechtsanwälte T. Leidereiter og W.-A. Schmidt)

Sagsøgt: EF-Sortsmyndigheden (CPVO)

Den anden part i appelsagen: Jørn Hansson (Søndersø, Danmark)

Sagsøgerens påstande

Afgørelse truffet den 4. december 2007 af Appelkammeret ved EF-Sortsmyndigheden (sag nr. A 005/2007) annulleres.

EF-Sortsmyndigheden tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Ansøger om EF-sortsbeskyttelse: Ralf Schräder

Ansøgningen om EF-sortsbeskyttelse vedrører: "Sumost 01" (ansøgning nr. 2001/1758).

Indehaver af den for Sortsmyndigheden påberåbte EF-sortsbeskyttelse: Jørn Hansson.

Den for Sortsmyndigheden påberåbte EF-sortsbeskyttelse: "Lemon Symphony".

EF-Sortsmyndighedens afgørelse, der blev indbragt for appelkammeret: Afslag på ansøgningen om EF-sortsbeskyttelse.

Appelkammerets afgørelse: Afslag på klagen.

Søgsmålsgrunde:

Tilsidesættelse af artikel 59, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1239/95 1, da sagsøgeren ikke forskriftsmæssigt er blevet indkaldt til den mundtlige forhandling.

Tilsidesættelse af artikel 75 i forordning (EF) nr. 2100/94 2, da den anfægtede afgørelse er støttet på grunde og bevismateriale, som sagsøgeren ikke har kunnet udtale sig om.

Tilsidesættelse af artikel 81, stk. 2, og artikel 48 i forordning nr. 2100/94, da en af sagsøgtes medarbejdere, hvis udsagn blev inddraget i afgørelsen, angiveligt var inhabil.

Tilsidesættelse af artikel 60 i forordning nr. 1239/95, da der ikke er blevet truffet nogen formel afgørelse med hensyn til høringen af en af sagsøgtes medarbejdere.

Tilsidesættelse af artikel 62 i forordning nr. 2100/94 på grund af utilstrækkelig og mangelfuld vurdering af de faktiske omstændigheder med hensyn til særpræget.

Tilsidesættelse af artikel 48 i forordning nr. 2100/94, da et medlem af appelkammeret angiveligt var inhabil.

____________

1 - Kommissionens forordning (EF) nr. 1239/95 af 31.5.1995 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 2100/94 om EF-sortsbeskyttelse (EFT L 121, s. 37).

2 - Rådets forordning (EF) nr. 2100/94 af 27.7.1994 om EF-sortsbeskyttelse (EFT L 227, s. 1).