DOMSTOLENS DOM (Tredje Afdeling)
2. april 2009 (*)
» Konkurrence – aftaler – artikel 81 EF – eksklusiv forsyningsaftale om brændstoffer, herunder motorbrændstoffer – fritagelse – forordning (EØF) nr. 1984/83 – artikel 12, stk. 2 – forordning (EØF) nr. 2790/1999 – artikel 4, litra a), og artikel 5, litra a) – eneforhandlingens varighed – fastsættelse af detailsalgspriser«
I sag C-260/07,
angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 234 EF, indgivet af Audiencia Provincial de Barcelona (Spanien) ved afgørelse af 13. december 2006, indgået til Domstolen den 31. maj 2007, i sagen:
Pedro IV Servicios SL
mod
Total España SA,
har
DOMSTOLEN (Tredje Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, A. Rosas, og dommerne J. Klučka, U. Lõhmus (refererende dommer), P. Lindh og A. Arabadjiev,
generaladvokat: P. Mengozzi
justitssekretær: ekspeditionssekretær M. Ferreira,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 26. juni 2008,
efter at der er afgivet indlæg af:
– Pedro IV Servicios SL ved abogados A. Hernández Pardo, M. Gaitán Luján og I. Sobrepera Millet
– Total España SA ved abogados J.A. de Velasco Esteban, C. Fernández Vicién og I. Moreno-Tapia Rivas
– den spanske regering ved M. Muñoz Pérez, som befuldmægtiget
– Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved V. Di Bucci og E. Gippini Fournier, som befuldmægtigede,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 4. september 2008,
afsagt følgende
Dom
1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 81 EF, artikel 11 og 12 i Kommissionens forordning (EØF) nr. 1984/83 af 22. juni 1983 om anvendelse af traktatens artikel [81], stk. 3, på kategorier af eksklusive købsaftaler (EFT L 173, s. 5), som ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 1582/97 af 30. juli 1997 (EFT L 214, s. 27, herefter »forordning nr. 1984/83«), samt artikel 4, litra a), og artikel 5, litra a), i Kommissionens forordning (EF) nr. 2790/1999 af 22. december 1999 om anvendelse af EF-traktatens artikel 81, stk. 3, på kategorier af vertikale aftaler og samordnet praksis (EFT L 336, s. 21).
2 Anmodningen er indgivet under en sag mellem Pedro IV Servicios SL (herefter »Pedro IV«) og Total España SA (herefter »Total«) vedrørende Pedro IV’s påstand om ophævelse af det omfattende kontraktforhold mellem de to selskaber med den begrundelse, at forholdet indeholder konkurrencebegrænsende klausuler.
Fællesskabsretlige bestemmelser
Forordning nr. 1984/83
3 Forordning nr. 1984/83 udelukker visse kategorier af eksklusive købsaftaler og samordnet praksis, som normalt opfylder betingelserne i artikel 81, stk. 3, EF, fra anvendelsesområdet for bestemmelsens stk. 1, eftersom de i almindelighed indebærer en forbedring af distributionen af varer.
4 Betragtning 8 og 13 til forordning nr. 1984/83 har følgende ordlyd:
»(8) [F]orordningen skal angive de konkurrencebegrænsende forpligtelser, som må pålægges i en eksklusiv købsaftale; de i denne forordning ud over den eksklusive købspligt tilladte konkurrencebegrænsninger fører til en klar opgavefordeling mellem aftaleparterne og tvinger videreforhandleren til at koncentrere sine salgsbestræbelser på aftalevarerne; er de kun indgået for kontraktperioden, er de normalt nødvendige for at opnå de med den eksklusive købspligt tilstræbte forbedringer af fordelingen af varerne; yderligere konkurrencebegrænsende forpligtelser, især sådanne, som begrænser videreforhandlerens frihed til selv at fastsætte sine priser og salgsbetingelser eller begrænser hans valg af kunder, kan ikke fritages i medfør af denne forordning.
[…]
(13) [Aftaler om tankstationer] kendetegnes i almindelighed ved, at leverandøren på den ene side giver videreforhandleren særlige økonomiske eller finansielle fordele, idet han godtgør ham mistede tilskud, yder eller formidler et lån på gunstige betingelser, overlader ham en grund eller lokaler til […] tankstationen, stiller tekniske anlæg eller andet udstyr til rådighed eller foretager andre investeringer, der kommer videreforhandleren til gode, og på den anden side ved, at videreforhandleren over for leverandøren påtager sig en langvarig eksklusiv købsforpligtelse, der for det meste er forbundet med et konkurrenceforbud.«
5 De særlige bestemmelser for aftaler om tankstationer er fastsat i artikel 10-13 i forordning nr. 1984/83.
6 Denne forordnings artikel 10 har følgende ordlyd:
»Traktatens artikel [81], stk. 1, erklæres i medfør af artikel [81], stk. 3, og på de i artikel 11, 12 og 13 i denne forordning nævnte betingelser for uanvendelig på aftaler, hvori kun deltager to virksomheder, og hvorved den ene aftalepart, videreforhandleren, over for den anden aftalepart, leverandøren, mod særlige økonomiske eller finansielle fordele forpligter sig til udelukkende fra leverandøren eller en med denne forbunden virksomhed eller fra en anden virksomhed, som har fået overdraget forhandlingen af leverandørens varer, at aftage bestemte af olie fremstillede brændstoffer til motorkøretøjer eller bestemte af olie fremstillede brændstoffer til motorkøretøjer og bestemte andre brændstoffer, som er anført i aftalen, med henblik på videresalg fra en i aftalen angiven tankstation.«
7 Forordningens artikel 11 bestemmer:
»Ud over den i artikel 10 nævnte forpligtelse må der ikke pålægges videreforhandleren andre konkurrencebegrænsninger end forpligtelsen til
a) fra den i aftalen angivne tankstation ikke at sælge brændstoffer til motorkøretøjer og andre brændstoffer, som tilbydes af andre virksomheder end medkontrahenten
b) ikke at benytte smøremidler og andre lignende olieprodukter leveret af andre virksomheder end medkontrahenten på den i aftalen angivne tankstation, dersom leverandøren eller en med denne forbunden virksomhed har stillet et anlæg til olieskift eller et andet anlæg til smøring af motorkøretøjer til rådighed for videreforhandleren eller har finansieret et sådan anlæg
c) i og uden for den i aftalen omhandlede tankstation kun at reklamere for de af andre virksomheder end medkontrahenten leverede varer i et omfang, som svarer til disse varers andel af tankstationens samlede omsætning
d) kun at lade anlæg til oplagring og aftapning af olieprodukter, som er indrettet på leverandørens eller en med denne forbunden virksomheds ejendom, eller som er finansieret af leverandøren eller af en med denne forbunden virksomhed, passe af leverandøren eller en af denne udpeget virksomhed.«
8 Det bestemmes i artikel 12 i forordning nr. 1984/83:
»1. Artikel 10 anvendes ikke, når
[…]
c) aftalen er indgået for et ubestemt tidsrum eller for mere end ti år
[…]
2. Dersom aftalen vedrører en tankstation, som leverandøren har overladt videreforhandleren i henhold til en forpagtningsaftale eller inden for rammerne af et andet retligt eller faktisk brugsforhold, kan der uanset bestemmelsen i stk. 1, litra c), pålægges videreforhandleren de i dette afsnit omhandlede eksklusive købsforpligtelser og konkurrenceforbud for hele det tidsrum, hvori han rent faktisk driver tankstationen.«
9 Forordning nr. 1984/83 udløb den 31. december 1999. Den 1. januar 2000 trådte forordning nr. 2790/1999 i kraft, hvorved anvendelsen af de undtagelser, der bl.a. var fastsat ved forordning nr. 1984/83, blev forlænget til den 31. maj 2000.
Forordning nr. 2790/1999
10 Artikel 2, stk. 1, i forordning nr. 2790/1999 har følgende ordlyd:
»I henhold til traktatens artikel 81, stk. 3, og med forbehold af denne forordnings bestemmelser erklæres artikel 81, stk. 1, herved uanvendelig på aftaler eller samordnet praksis mellem to eller flere virksomheder, der i relation til denne forordning virker inden for forskellige produktions- eller distributionsled, når disse aftaler eller denne praksis vedrører de betingelser, hvorpå parterne kan købe, sælge eller videresælge visse varer eller tjenester (i det følgende benævnt »vertikale aftaler«).
Denne fritagelse finder anvendelse, for så vidt som disse aftaler indeholder konkurrencebegrænsninger, der falder ind under artikel 81, stk. 1 (i det følgende benævnt »vertikale begrænsninger«).«
11 Artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 2790/1999 bestemmer:
»Med forbehold af stk. 2 i nærværende artikel gælder fritagelsen efter artikel 2 på betingelse af, at leverandørens markedsandel ikke overstiger 30% af det relevante marked, hvorpå denne sælger aftalevarerne eller –tjenesterne.«
12 Artikel 4, litra a), i forordning nr. 2790/1999 bestemmer, at fritagelsen for forbuddet i artikel 81, stk. 1, EF ikke gælder for vertikale aftaler, der, direkte eller indirekte, alene eller kombineret med andre faktorer, som parterne har afgørende indflydelse på, har følgende formål:
»begrænsning i køberens adgang til at fastsætte sin salgspris med forbehold af leverandørens mulighed for at fastsætte maksimumssalgspriser eller vejledende salgspriser, forudsat at disse ikke som følge af pres eller incitamenter fra den ene af parterne får karakter af faste priser eller minimumssalgspriser«.
13 Samme forordnings artikel 5 har følgende ordlyd:
»Fritagelsen efter artikel 2 gælder ikke for nogen af følgende forpligtelser indeholdt i vertikale aftaler:
a) enhver direkte eller indirekte konkurrenceklausul med ubegrænset varighed eller en varighed på over fem år; en konkurrenceklausul, som stiltiende fornys ud over en periode på fem år, betragtes som indgået på ubestemt tid; tidsbegrænsningen på fem år gælder dog ikke, såfremt kontraktsvarerne eller -tjenesterne sælges af køberen fra grunde og lokaler, der ejes af leverandøren, eller som leverandøren lejer af en tredjemand, der ikke er forbundet med køberen, forudsat at konkurrenceklausulens varighed ikke overstiger den periode, hvori køberen benytter grundene og lokalerne
[…]
14 I henhold til artikel 12 i forordning nr. 2790/1999 gælder fritagelsen i henhold til bl.a. forordning nr. 1984/83 – således som det allerede er præciseret i denne doms præmis 9 – fortsat indtil den 31. maj 2000. Forbuddet i artikel 81, stk. 1, EF gælder ikke i perioden fra den 1. juni 2000 til den 31. december 2001 for aftaler, der allerede var i kraft den 31. maj 2000, og som ikke opfylder betingelserne for fritagelse efter forordning nr. 2790/1999, men som derimod opfylder betingelserne for fritagelse efter forordning nr. 1984/83.
Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål
15 Pedro IV driver en tankstation i Spanien. Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at selskabet den 26. oktober 1989 indgik fire aftaler med Total, der er leverandør af olieprodukter.
16 Ifølge den første af disse aftaler overdrog Pedro IV en tinglig ret til Total, en såkaldt »droit de superficie« (ejendomsret til bygninger mv.), af en varighed på 20 år vedrørende en grund tilhørende Pedro IV. Ved aftalen gives der Total tilladelse til inden for en frist på toethalvt år at opføre en tankstation på denne grund, som selskabet får ejendomsretten til, mod betaling af et vederlag til Pedro IV. Dette vederlag er fastsat til 250 000 ESP pr. måned (som svarer til ca. 1 500 EUR), der skal betales i 20 år. Efter udløbet af denne periode på 20 år bliver den tankstation, der opføres af Total, Pedro IV’s ejendom. 20-årsperioden regnes fra ibrugtagningen af tankstationen. Det er fastsat i aftalen, at ejendomsretten til bygningerne ikke kan overdrages uden samtykke fra grundens ejer.
17 Den anden af aftalerne er en aftale om forpagtning af den tankstation, som skal opføres. I henhold til denne aftale har Total overdraget brugsretten til tankstationen til Pedro IV for en periode på et år. Denne periode er bortforpagteren forpligtet til at forlænge med en måned ad gangen, så længe den eksklusive forsyningsaftale, som Total samtidig har indgået med Pedro IV, er gældende. Under alle omstændigheder ophører forpagtningsaftalen samtidig med Totals ejendomsret til bygningerne. Pedro IV’s månedlige forpagtningsafgift udgør 600 000 ESP (ca. 3 600 EUR).
18 Den tredje af aftalerne, som ligeledes er indgået for en periode på 20 år, er en eksklusiv forsyningsaftale om brændstoffer, i henhold til hvilken Pedro IV har forpligtet sig til at drive tankstationen, så snart tankstationen er stillet til rådighed for denne, ved udelukkende at købe brændstoffer hos Total og anvende dette selskabs symboler, farver, mærke og skilt. Ifølge denne aftale er leveringen en kontantforretning, således at distributøren bliver ejer af brændstoffet fra det tidspunkt, hvor det leveres af leverandøren til tankstationen, og således at køberen videresælger det for egen regning og risiko. Som vederlag herfor betaler Total Pedro IV et månedligt beløb på 350 000 ESP (ca. 2 100 EUR).
19 Total forpligter sig i øvrigt i henhold til samme aftale til at meddele Pedro IV de vejledende salgspriser og til at garantere, at de er konkurrencedygtige i forhold til de priser, som under redelige forretningsbetingelser anvendes af konkurrenter i området. Endvidere forpligter Total sig til at fastsætte prisen på de brændstoffer, selskabet leverer til videreforhandleren, på lige så gunstige vilkår, som selskabet har aftalt med andre forhandlere, der måtte etablere sig i Barcelona, og prisen må under ingen omstændigheder være højere end gennemsnittet af de priser, som er fastsat af andre større leverandører i Barcelona.
20 Parterne i hovedsagen har endvidere aftalt at modregne de beløb, som de skal betale til hinanden ifølge de tre nævnte aftaler. Da de beløb, som de to parter er forpligtet til at betale til hinanden, er fuldstændig lige store, er de følgelig ikke forpligtet til at betale hinanden noget.
21 Endelig har Total ved den fjerde aftale ydet Pedro IV et lån, med sikkerhed i fast ejendom, på 30 000 000 ESP (ca. 180 300 EUR), for hvilket selskabet har stillet pant i grunden for 20 år, forudsat tankstationen opføres.
22 Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at tankstationen efter indgåelsen af de fire aftaler faktisk blev opført på den grund, som Pedro IV ejer, og udelukkende blev forsynet af Total i de 12 følgende år.
23 Pedro IV indgav stævning til Juzgado de lo Mercantil nº 3 de Barcelona den 6. december 2004 med påstand om ophævelse af det retsforhold, som de fire ovenfor beskrevne aftaler udgør, idet de for det første omfatter stærkt konkurrencebegrænsende bestemmelser i form af bl.a. en eksklusiv forsyningsaftale, der overskrider den tilladte maksimumsvarighed i henhold til fællesskabsretten. For det andet indebærer den tredje aftale en indirekte fastsættelse af videresalgspriser, selv om en sådan praksis er forbudt i henhold til artikel 81 EF. Pedro IV har endvidere nedlagt påstand om tilbagebetaling af parternes gensidige ydelser, med fradrag af allerede betalte beløb.
24 Total blev ved dom af 7. december 2005 frifundet i det hele, hvorefter Pedro IV iværksatte appel ved den forelæggende ret.
25 Det er under disse omstændigheder, at Audiencia Provincial de Barcelona har besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»1) Skal bestemmelsen i artikel 12, stk. 2, i [forordning nr. 1984/83] om, at »[d]ersom aftalen vedrører en tankstation, som leverandøren har overladt videreforhandleren i henhold til en forpagtningsaftale eller inden for rammerne af et andet retligt eller faktisk brugsforhold, kan der uanset bestemmelsen i stk. 1, litra c), pålægges videreforhandleren de i dette afsnit omhandlede eksklusive købsforpligtelser og konkurrenceforbud for hele det tidsrum, hvori han rent faktisk driver tankstationen«, fortolkes således, at den henviser til en situation, hvor leverandøren, som bortforpagter tankstationen, fra starten er ejer af grunden og bygningerne, eller således at henvisningen til en aftale om forpagtning af tankstationen derimod omfatter ethvert adkomstdokument, i henhold til hvilket ejendomsretten til alene tankstationen juridisk overdrages til leverandøren, som herefter kan bortforpagte den til ejeren af selve grunden uden at skulle overholde den tidsbegrænsning, som forordningen fastsætter for eksklusive købsaftaler?
2) Hvis [forordning nr. 2790/1999] finder anvendelse på den foreliggende sag, skal artikel 5 heri, som bestemmer, at fritagelsen ikke gælder, hvis den eksklusive købsaftale har en varighed på over fem år, men at »tidsbegrænsningen på fem år [dog ikke gælder], såfremt kontraktsvarerne eller -tjenesterne sælges af køberen fra grunde og lokaler, der ejes af leverandøren, eller som leverandøren lejer af en tredjemand, der ikke er forbundet med køberen, forudsat at konkurrenceklausulens varighed ikke overstiger den periode, hvori køberen benytter grundene og lokalerne«, da fortolkes således, at bestemmelsen med henvisningen til et lejemål tager sigte på en situation, hvor leverandøren, som bortforpagter tankstationen, også fra starten er ejer af grunden og bygningerne, eller således at henvisningen til forpagtningen af tankstationen omfatter ethvert adkomstdokument, i henhold til hvilket ejendomsretten til alene tankstationen juridisk overdrages til leverandøren, som herefter kan bortforpagte den til ejeren af selve grunden uden at skulle overholde den tidsbegrænsning, som bestemmelsen fastsætter for eksklusive købsaftaler?
3) Skal forbuddet i artikel 81, stk. 1, litra a), EF mod indirekte fastsættelse af købs- eller salgspriser og henvisningen i ottende betragtning til [forordning nr. 1984/83] til, at »yderligere konkurrencebegrænsende forpligtelser, især sådanne, som begrænser videreforhandlerens frihed til selv at fastsætte sine priser og salgsbetingelser eller begrænser hans valg af kunder, [ikke kan] fritages i medfør af denne forordning«, henset til, at fastsættelse af videresalgspriser ikke er blandt de konkurrencebegrænsninger, som er tilladt i henhold til forordningens artikel 11, da fortolkes således, at ethvert middel herved er omfattet, som begrænser videreforhandlerens frihed til at fastsætte salgsprisen, som f.eks. leverandørens fastsættelse af forhandleravancen for den, der driver tankstationen, ved at fastsætte prisen på de motorbrændstoffer, som selskabet leverer til videreforhandleren, på lige så gunstige vilkår, som selskabet har aftalt med andre forhandlere, der kan etablere sig i Barcelona, idet prisen under alle omstændigheder ikke kan være højere end gennemsnittet af de priser, som er fastsat af andre større leverandører på markedet, og til denne pris lægge den mindsteavance, som findes passende, hvorefter man har den [detailsalgspris], som leverandøren ikke direkte pålægger videreforhandleren, men anbefaler denne at anvende?
4) Skal forbuddet i artikel 81, stk. 1, litra a), EF mod indirekte fastsættelse af købs- eller salgspriser, henset til, at bindende videresalgspriser i henhold til denne artikel 4, litra a), i [forordning nr. 2790/1999] udgør en alvorlig konkurrencebegrænsning, fortolkes således, at ethvert middel herved er omfattet, som begrænser videreforhandlerens frihed til at fastsætte salgsprisen, som f.eks. leverandørens fastsættelse af forhandleravancen for den, der driver tankstationen, ved at fastsætte prisen på de motorbrændstoffer, som selskabet leverer til videreforhandleren, på lige så gunstige vilkår, som selskabet har aftalt med andre forhandlere, der kan etablere sig i Barcelona, idet prisen under alle omstændigheder ikke kan være højere end gennemsnittet af de priser, som er fastsat af andre større leverandører på markedet, og til denne pris lægge den mindsteavance, som findes passende, hvorefter man har den [detailsalgspris], som leverandøren ikke direkte pålægger videreforhandleren, men anbefaler denne at anvende?«
Om de præjudicielle spørgsmål
Formaliteten
26 Total har nedlagt påstand om, at anmodningen om præjudiciel afgørelse afvises af forskellige grunde. For det første har den forelæggende ret undladt at fremsende væsentlige oplysninger til Domstolen vedrørende hovedsagen, hvorfor Domstolen ikke er i stand til at foretage en præcis og troværdig vurdering af den faktiske og retlige sammenhæng, som sagen indgår i. For det andet er anmodningen om præjudiciel afgørelse ikke berettiget, eftersom svarene på de forelagte spørgsmål klart fremgår såvel af Fællesskabets retspraksis som af spansk retspraksis. Endelig er spørgsmålene ikke relevante for afgørelsen af tvisten i hovedsagen.
27 Den spanske regering har ligeledes udtrykt tvivl om, hvorvidt forelæggelsesafgørelsen delvist skal afvises, idet den har anført, at forordning nr. 1984/83 og nr. 2790/1999 ikke kan finde anvendelse samtidigt. Følgelig har de spørgsmål, der særligt relaterer sig til forordning nr. 1984/83, nemlig første og tredje spørgsmål, alene en rent hypotetisk karakter og kan derfor ikke antages til realitetsbehandling.
28 Det bemærkes i denne henseende, at det inden for rammerne af samarbejdet mellem Domstolen og de nationale retter i henhold til artikel 234 EF udelukkende tilkommer den nationale ret, for hvilken en tvist er indbragt, og som har ansvaret for den retsafgørelse, som skal træffes, på grundlag af de konkrete omstændigheder i den sag, der er indbragt for den, at vurdere såvel, om en præjudiciel afgørelse er nødvendig for, at den kan afsige dom, som relevansen af de spørgsmål, den forelægger Domstolen (dom af 7.1.2003, sag C-306/99, BIAO, Sml. I, s. 1, præmis 88, og af 14.12.2006, sag C-217/05, Confederación Española de Empresarios de Estaciones de Servicio, Sml. I, s. 11987, herefter »CEEES-dommen«, præmis 16 og den deri nævnte retspraksis).
29 Ifølge Domstolens faste praksis er det påkrævet for at opnå en fortolkning af fællesskabsretten, som den nationale ret kan bruge, at denne giver en beskrivelse af de faktiske og retlige omstændigheder, som danner baggrund for de forelagte spørgsmål, eller i det mindste forklarer de faktiske antagelser, som spørgsmålene beror på (dom af 9.9.2004, sag C-72/03, Carbonati Apuani, Sml. I, s. 8027, præmis 10, og af 17.2.2005, sag C-134/03, Viacom Outdoor, Sml. I, s. 1167, præmis 22, samt CEEES-dommen, præmis 26).
30 Det skal i denne forbindelse bemærkes, at selv om det er korrekt, at forelæggelsesafgørelsen ikke indeholder visse relevante oplysninger for afgørelsen af tvisten i hovedsagen, gør den det imidlertid muligt at afgøre rækkevidden af de præjudicielle spørgsmål og den sammenhæng, hvori de er forelagt. På trods af manglerne er Domstolen således i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger til at fortolke de pågældende fællesskabsretlige bestemmelser og besvare spørgsmålene på en anvendelig måde. Indholdet af indlæggene for Domstolen inden for rammerne af nærværende sag indeholder i øvrigt under alle omstændigheder tilstrækkelige oplysninger om den faktiske og retlige sammenhæng, som har givet parterne i hovedsagen og andre berørte mulighed for at tage stilling til de forelagte spørgsmål.
31 Ligeledes kan der ikke gives medhold i afvisningen af den præjudicielle forelæggelse på grund af den omstændighed, som Total har gjort gældende, at svarene på de forelagte spørgsmål fremgår af en fast retspraksis, såvel fællesskabsretlig som national. Selv hvis det antages, at de rejste spørgsmål er materielt identiske med dem, der har været genstand for en præjudiciel afgørelse i en lignende sag, ville en sådan omstændighed ikke på nogen måde forhindre en national ret i at forelægge Domstolen et præjudicielt spørgsmål, og har ikke til følge, at Domstolen ikke har kompetence til at træffe afgørelse om disse spørgsmål (jf. i denne retning dom af 6.10.1982, sag 283/81, Cilfit m.fl., Sml. s. 3415, præmis 13 og 15). Domstolen kan imidlertid i et sådant tilfælde i henhold til procesreglementets artikel 104, stk. 3, efter at have hørt generaladvokaten, til enhver tid træffe afgørelse ved begrundet kendelse, under henvisning til den tidligere afsagte dom eller den pågældende retspraksis.
32 Den ordning med præjudicielle forelæggelser, der er indført ved artikel 234 EF, har i øvrigt særligt til formål at sikre, at fællesskabsretten anvendes korrekt og fortolkes ensartet i alle medlemsstaterne, og at forhindre, at der i en medlemsstat udvikler sig en national retspraksis, som ikke er i overensstemmelse med fællesskabsretten (jf. dom af 15.9.2005, sag C-495/03, Intermodal Transports, Sml. I, s. 8151, præmis 38, og af 12.6.2008, sag C-458/06, Gourmet Classic, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 32).
33 Når spørgsmål, som er stillet af nationale retter, vedrører fortolkning af en fællesskabsretlig bestemmelse, er Domstolen derfor principielt forpligtet til at træffe afgørelse, medmindre det er åbenbart, at anmodningen om præjudiciel afgørelse i virkeligheden har til formål at få Domstolen til at træffe afgørelse ved hjælp af en konstrueret tvist eller at afgive responsa om generelle eller hypotetiske spørgsmål, at den fortolkning af fællesskabsretten, der anmodes om, ikke har nogen forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, eller at Domstolen ikke råder over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan foretage en relevant besvarelse af de forelagte spørgsmål (CEEES-dommen, præmis 17 og den deri nævnte retspraksis).
34 Dette er imidlertid ikke tilfældet i hovedsagen. Det skal blot bemærkes, at det klart fremgår af forelæggelsafgørelsen, at besvarelsen af de spørgsmål, som den forelæggende ret har stillet, er nødvendig for denne rets afgørelse af, hvorvidt det i hovedsagen omhandlede kontraktforhold kan drage fordel af gruppefritagelsen i forordning nr. 1984/83 og nr. 2790/1999.
35 I denne forbindelse skal Totals argument om, at de præjudicielle spørgsmål ikke er relevante for afgørelsen af tvisten i hovedsagen, idet det for at fastslå, at en aftale er i strid med konkurrencereglerne, ikke er tilstrækkeligt at godtgøre, at de klausuler, den indeholder, ikke er forenelige med en gruppefritagelsesforordning, men at det ligeledes er nødvendigt, at klausulerne faktisk er i strid med artikel 81 EF, forkastes.
36 Selv om det er korrekt, at fritagelsesforordningerne finder anvendelse, for så vidt som aftalerne indeholder konkurrencebegrænsninger, som falder inden for artikel 81, stk. 1, EF, er det imidlertid ofte mere praktisk først at undersøge, om forordningerne skal finde anvendelse på en bestemt aftale for i bekræftende fald at undgå en kompliceret økonomisk og juridisk undersøgelse for at afgøre, om betingelserne for anvendelse af artikel 81, stk. 1, EF er opfyldt. Under alle omstændigheder fremgår det af retspraksis i dommen i sagen Cilfit m.fl., at en forelæggende ret, hvis afgørelser ikke kan appelleres i det interne retssystem, og som skal anvende en fællesskabsretlig bestemmelse i den tvist, den skal tage stilling til, ikke er forpligtet til at forelægge Domstolen et spørgsmål om fortolkningen af denne bestemmelse, hvis det omhandlede retsspørgsmål er løst gennem Domstolens praksis, uanset ved hvilken procedure denne retspraksis er etableret, og selv hvis tvistens spørgsmål ikke er fuldstændig identiske.
37 Den spanske regerings argument vedrørende den delvise afvisning af den præjudicielle forlæggelse på grund af den hypotetiske karakter af de to spørgsmål, der vedrører fortolkningen af forordning nr. 1984/83, skal ligeledes forkastes.
38 Selv om det er ubestridt, at den pågældende forordning udløb den 31. december 1999, fandt den i forordningen fastsatte fritagelse dog fortsat anvendelse frem til den 31. maj 2000 i henhold til forordning nr. 2790/1999. Sidstnævnte forordning indførte i øvrigt en overgangsperiode, som udløb den 31. december 2001, i hvilken forbuddet i artikel 81, stk. 1, EF ikke fandt anvendelse på aftaler, som var i kraft den 31. maj 2000, og som opfyldte betingelserne for fritagelse ikke i denne forordning, men i forordning nr. 1984/83. Da de omtvistede aftaler blev indgået i løbet af 1989, og da deres gennemførelse varede indtil Pedro IV’s sagsanlæg i 2004, skal det undersøges, om betingelserne for fritagelse fandt anvendelse efter såvel forordning nr. 1984/83 som forordning nr. 2790/1999, for at den nationale ret i givet fald kan afgøre, om aftalerne var i overensstemmelse med konkurrenceretten i hele deres varighed, eller om de er blevet ugyldige på et bestemt tidspunkt.
39 Følgelig skal den præjudicielle forelæggelse antages til realitetsbehandling.
Om det første og det andet spørgsmål vedrørende eneforhandlingens varighed
40 Med de to første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 12, stk. 2, i forordning nr. 1984/83 på den ene side og artikel 5, litra a), i forordning nr. 2790/1999 på den anden side skal fortolkes således, at de med henblik på anvendelsen af fritagelsesordningen alene tillader, at en eneforhandleraftale overskrider tidsgrænserne i disse forordninger, når leverandøren oprindeligt var ejer af såvel grunden, hvorpå tankstationen er opført, som tankstationen, eller om det er tilstrækkeligt, at leverandørens ejendomsret alene omfatter den tankstation, som han forpagter til grundejeren.
41 Da ordlyden af de to omhandlede bestemmelser ikke er identisk, skal de to forordninger undersøges hver for sig.
Om fortolkningen af forordning nr. 1984/83
42 Det bemærkes, at forordning nr. 1984/83 indeholdt bestemmelser om anvendelsen af artikel 81, stk. 3, EF på visse kategorier af eksklusive købsaftaler, som kunne falde inden for forbuddet i artikel 81, stk. 1, EF, indgået mellem to virksomheder med henblik på videresalg af olieprodukter på tankstationer.
43 Ud over de betingelser for anvendelsen af fritagelsen, som fremgår af forordningens artikel 10 og 11, anføres det i forordningens artikel 12, stk. 1, litra c), at forordning nr. 1984/83 ikke finder anvendelse på aftaler indgået for et ubestemt tidsrum eller for mere end ti år. Det præciseres imidlertid i samme forordnings artikel 12, stk. 2, at »[d]ersom aftalen vedrører en tankstation, som leverandøren har overladt videreforhandleren i henhold til en forpagtningsaftale eller inden for rammerne af et andet retligt eller faktisk brugsforhold, kan der uanset bestemmelsen i stk. 1, litra c), pålægges videreforhandleren de [for aftaler om tankstationer gældende] eksklusive købsforpligtelser og konkurrenceforbud for hele det tidsrum, hvori han rent faktisk driver tankstationen«.
44 Det fremgår således af ordlyden af artikel 12, stk. 2, i forordning nr. 1984/83, at anvendelsen af denne forordning er mulig, når det drejer sig om en aftale om tankstationer vedrørende en gennemførelsesperiode på mere end ti år på betingelse af, at leverandøren har overladt tankstationen til videreforhandleren i henhold til en forpagtningsaftale eller inden for rammerne af et andet retligt eller faktisk brugsforhold.
45 Pedro IV og Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber er imidlertid af den opfattelse, at muligheden for at drage fordel af undtagelsesordningen i den pågældende bestemmelse er underlagt den dobbelte betingelse, at leverandøren skal eje såvel tankstationen som grunden, hvorpå tankstationen er opført.
46 Pedro IV har redegjort for sin holdning ved for det første at henvise til retspraksis, hvorefter gruppefritagelsesforordningerne skal fortolkes restriktivt for at undgå, at deres virkning udvides til at omfatte aftaler eller situationer, som de ikke tilsigter at dække (jf. i denne retning dom af 24.10.1995, sag C-70/93, Bayerische Motorenwerke, Sml. I, s. 3439, præmis 28, og af 28.4.1998, sag C-306/96, Javico, Sml. I, s. 1983, præmis 32).
47 Selskabet har for det andet anført, at de fordele, som Total har givet det, nemlig tilrådighedsstillelse af tankstationen og bevilligelse af et lån på fordelagtige vilkår, falder inden for de tilfælde, som er omfattet af artikel 10 og artikel 12, stk. 1, litra c), i forordning nr. 1984/83, hvorfor den eksklusive købsaftale og konkurrenceklausulen alene kan have en varighed på maksimalt ti år. Indgåelsen af forskellige overlappende aftaler mellem leverandøren og videreforhandleren, som har til følge, at markedet blokeres, tilsigter at skabe en kunstig anvendelse af artikel 12, stk. 2, i forordning nr. 1984/83 på tilfælde, som ikke kan sammenlignes med dem, der er forudset i denne bestemmelse.
48 Kommissionen er af den opfattelse, at den ubegrænsede eneforhandling, som videreforhandleren forpligter sig til inden for rammerne af konkurrenceklausuler og eksklusive købsaftaler, er berettiget på grund af de modydelser, som ikke alene er »særligt betydelige«, men ligeledes »absolutte«, som påhviler leverandøren, for så vidt som videreforhandleren får adgang til en aktivitet uden at skulle foretage investeringer eller betalinger. En situation, hvori enten grunden eller lokalerne tilhører videreforhandleren, vil vanskeligt kunne være forenelig med undtagelsesordningen i artikel 12, stk. 2, i forordning nr. 1984/83.
49 Kommissionen har i øvrigt anført, at henset til kontinuiteten mellem forordning nr. 1984/83 og nr. 2790/1999 skal de underlægges samme fortolkning, og dette skønt de er formuleret forskelligt, og sidstnævnte forordning klart præciserer, at den fritagelse, den fastsætter, alene finder anvendelse, hvis leverandøren ejer såvel grunden som de lokaler, hvorfra aftalevarerne eller -tjenesteydelserne sælges af videreforhandleren.
50 En sådan argumentation kan ikke tages til følge.
51 Selv om det er korrekt, at en gruppefritagelsesforordnings undtagelsesbestemmelser ikke kan gøres til genstand for en udvidende fortolkning, er de omhandlede bestemmelser ikke desto mindre formuleret klart og utvetydigt.
52 Den dobbelte betingelse, hvorefter leverandøren skal have ejendomsretten over såvel tankstationen som den grund, hvorpå denne er opført, som ifølge Pedro IV og Kommissionen følger af forordning nr. 1984/83, fremgår hverken af bestemmelserne i denne forordning eller af betragtningerne hertil.
53 Blandt de økonomiske og finansielle fordele, som leverandøren kan tildele videreforhandleren, nævnes i betragtning 13 til forordningen overladelse af en grund eller lokaler til drift af en tankstation, men ikke overladelse af begge dele. Da artikel 12, stk. 2, i forordning nr. 1984/83 alene nævner det tilfælde, hvor leverandøren har overladt tankstationen til videreforhandleren i henhold til en forpagtningsaftale eller inden for rammerne af et andet retligt eller faktisk brugsforhold, kan Domstolen under alle omstændigheder ikke begrænse rækkevidden af denne bestemmelse ved at tilføje en yderligere betingelse, som ikke findes deri.
54 Hvad angår de særlige økonomiske eller finansielle fordele i artikel 10 i forordning nr. 1984/83, fremgår det af dom af 11. september 2008, CEPSA (sag C-279/06, endnu ikke trykt i Samling af afgørelser, præmis 54), at de ikke alene skal være væsentlige for at berettige en eneforhandling af en varighed på ti år, men ligeledes skal kunne medføre en forbedring af distributionen, lette installationen eller moderniseringen af tankstationen og nedsætte distributionsomkostningerne.
55 Det skal fastslås, at den fordel, der fremgår af artikel 12, stk. 2, i forordning nr. 1984/83, har en særlig betydning i denne forbindelse, idet den letter videreforhandlerens adgang til distributionsnettet væsentligt ved at formindske etablerings- og distributionsomkostningerne. Hverken ordlyden af forordningen eller dennes formål eller opbygning gør det imidlertid muligt – som anført af Kommissionen – at fastslå, at anvendelsen af artikel 12, stk. 2, er underlagt en yderligere betingelse, nemlig at videreforhandleren skal være fritaget for enhver betaling eller investering i forhold til hans erhvervsmæssige virksomhed som forpagter af en tankstation.
56 Kommissionens argument om, at den dobbelte betingelse, som udtrykkeligt fremgår af artikel 5, litra a), i forordning nr. 2790/1999, allerede fandtes i ånden af artikel 12, stk. 2, i forordning nr. 1984/83, skal ligeledes forkastes.
57 Det fremgår således, at forordning nr. 1984/83 havde et selvstændigt og snævrere anvendelsesområde i forhold til anvendelsesområdet for forordning nr. 2790/1999, for så vidt som den fastsatte særlige bestemmelser, som fandt anvendelse på aftaler om tankstationer. Betingelserne for anvendelse af artikel 81, stk. 3, EF på denne kategori af aftaler i henhold til forordning nr. 1984/83 var således anderledes end dem, der var fastsat i forordning nr. 2790/1999, såvel med hensyn til den maksimale varighed af den eksklusive forsyning som med hensyn til de pågældende virksomheders markedsstyrke.
58 Det fremgår endvidere klart af Kommissionens svar på Domstolens skriftlige spørgsmål, at ændringen af undtagelsen til eksklusivitetens maksimale varighed, som fremgår af forordning nr. 2790/1999, blev vedtaget som følge af en offentlig høring iværksat den 24. september 1999, og at forslaget til den pågældende forordning i sin oprindelige affattelse ikke indeholdt bestemmelser om den dobbelte betingelse.
59 Under disse omstændigheder er anvendelsen af den dobbelte betingelse, som Kommissionen har foreslået, på ingen måde berettiget.
60 Henset til ovenstående bemærkninger skal det første spørgsmål besvares med, at artikel 12, stk. 2, i forordning nr. 1984/83 skal fortolkes således, at denne bestemmelse ikke med henblik på anvendelsen af den deri fastsatte undtagelse krævede, at leverandøren skal være ejer af den grund, hvorpå han har opført den tankstation, som han bortforpagter til videreforhandleren.
Om fortolkningen af forordning nr. 2790/1999
61 Forordning nr. 2790/1999 fastsætter de betingelser, hvorunder artikel 81, stk. 3, EF finder anvendelse på kategorier af vertikale aftaler og samordnet praksis, uden at den indeholder særlige bestemmelser vedrørende aftaler om tankstationer. I overensstemmelse med forordningens artikel 3, stk. 1, gælder fritagelsen efter denne bestemmelse på betingelse af, at leverandørens markedsandel ikke overstiger 30% af det relevante marked, hvorpå denne sælger aftalevarerne eller -tjenesterne.
62 Det skal i denne forbindelse præciseres, at det tilkommer den forelæggende ret, før den foretager en undersøgelse på grundlag af andre betingelser i forordningen, at undersøge, om Totals markedsandel efter ikrafttrædelsen af forordning nr. 2790/1999 overstiger 30% af det relevante marked, idet der – som anført af Pedro IV og Kommissionen under sagen ved Domstolen – skal tages hensyn til selskabets eventuelle deltagelse i selskabskapitalen i andre leverandører af olieprodukter på samme marked.
63 Artikel 5, litra a), i forordning nr. 2790/1999 bestemmer, at konkurrenceklausulens tidsbegrænsning på fem år ikke gælder, såfremt kontraktsvarerne eller -tjenesterne sælges af køberen fra grunde og lokaler, der ejes af leverandøren, eller som leverandøren lejer af en tredjemand, der ikke er forbundet med køberen, forudsat at konkurrenceklausulens varighed ikke overstiger den periode, hvori køberen benytter grundene og lokalerne.
64 Det fremgår af sidstnævnte bestemmelses ordlyd, at anvendelsen af den deri fastsatte undtagelse er mulig i tilfælde af aftaler om tankstationer i to situationer, nemlig enten hvis leverandøren er ejer af såvel den tankstation, som han bortforpagter til videreforhandleren, som den grund, hvorpå tankstationen er opført, eller hvis leverandøren lejer grunden og tankstationen af tredjemænd, der ikke er forbundet med videreforhandleren, for derefter at fremleje dem til sidstnævnte.
65 En sådan ændring af betingelserne for anvendelsen af undtagelsen blev – som anført i denne doms præmis 58 – vedtaget, efter at de berørte parter havde indgivet bemærkninger til forslaget til gruppefritagelsesforordning, som var sendt i offentlig høring. Ændringen blev ifølge Kommissionen begrundet med bekæmpelsen af misbrug og særligt i håbet om at undgå, at den maksimale varighed fastsat i forordningen for eksklusivaftaler kunne omgås.
66 I en situation som den i hovedsagen omhandlede fremgår det, at betingelserne for anvendelse af artikel 5, litra a), i forordning nr. 2790/1999 ikke er opfyldt. Det tilkommer imidlertid den forelæggende ret at vurdere Totals argument om, at ejendomsretten til bygninger mv. ikke alene tillægger selskabet ejendomsretten til tankstationen, men ligeledes til den grund, hvorpå denne er opført. Da begrebet »ejendomsret til bygninger mv.« falder inden for den ejendomsretlige ordning i national ret, tilkommer det den forelæggende ret at fastlægge rækkevidden heraf.
67 Hvis retten kommer til den konklusion, at de aftaler, der er indgået mellem parterne i hovedsagen, opfylder betingelserne for fritagelse i forordning nr. 1984/83, men ikke dem, der er fastsat i forordning nr. 2790/1999, skal de betragtes som faldende uden for anvendelsesområdet for artikel 81, stk. 1, EF indtil den 31. december 2001 i henhold til overgangsordningen indført ved artikel 12 i forordning nr. 2790/1999.
68 Når en aftale ikke opfylder alle betingelserne i en fritagelsesforordning, falder den imidlertid alene inden for forbuddet i artikel 81, stk. 1, EF, hvis den har til formål eller til følge at begrænse konkurrencen mærkbart inden for fællesmarkedet, og hvis den kan påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne. I sidstnævnte tilfælde og i mangel af en individuel fritagelse i henhold til artikel 81, stk. 3, EF vil den pågældende aftale være uden retsvirkning i henhold til samme bestemmelses stk. 2 (jf. i denne retning dom af 30.4.1998, sag C-230/96, Cabour, Sml. I, s. 2055, præmis 48, og CEPSA-dommen, præmis 72).
69 Herefter skal det andet spørgsmål besvares med, at artikel 5, litra a), i forordning nr. 2790/1999 skal fortolkes således, at denne bestemmelse med henblik på anvendelsen af den deri fastsatte undtagelse kræver, at leverandøren skal være ejer af såvel den tankstation, som han bortforpagter til videreforhandleren, som den grund, hvorpå tankstationen er opført, eller, hvis han ikke er ejer heraf, at han lejer disse ejendomme til tredjemænd, som ikke er forbundet med videreforhandleren.
Om det tredje og det fjerde spørgsmål vedrørende fastsættelse af detailsalgsprisen
70 Med det tredje og det fjerde spørgsmål, som skal undersøges samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om kontraktmæssige klausuler vedrørende varers detailsalgspriser, såsom de i hovedsagen omhandlede, er forbudt efter artikel 81, stk. 1, litra a), EF og ikke kan drage fordel af den gruppefritagelsesordning, der gælder i henhold til bl.a. ottende betragtning til forordning nr. 1984/83 eller artikel 4, litra a), i forordning nr. 2790/1999 efter hver af disse forordningers tidsmæssige anvendelsesområde.
71 Det bemærkes, at artikel 81, stk. 1, litra a), EF bl.a. forbyder alle aftaler mellem virksomheder, der kan påvirke handelen mellem medlemsstater, og som har til formål eller til følge at hindre, begrænse eller fordreje konkurrencen inden for fællesmarkedet, navnlig sådanne, som består i direkte eller indirekte fastsættelse af købs- eller salgspriser.
72 Det anføres i forordning nr. 1984/83, således som det fremgår af ottende betragtning til forordningen, at konkurrencebegrænsende forpligtelser, især sådanne, som begrænser videreforhandlerens frihed til selv at fastsætte sine priser, ikke kan fritages i medfør af forordningen.
73 Vedrørende samme forordning har Domstolen allerede fastslået, at dens artikel 11 udtømmende opregner de forpligtelser, der, ud over eksklusivitet, kan pålægges videreforhandleren, hvoriblandt ikke forefindes pålæggelse af detailsalgspriser. En sådan forpligtelse er således ikke dækket af fritagelsen i nævnte forordnings artikel 10 (jf. CEEES-dommen, præmis 64, og CEPSA-dommen, præmis 65).
74 Hvad angår forordning nr. 2790/1999 bestemmes det i artikel 4, litra a), at gruppefritagelsen ikke gælder for vertikale aftaler, der har følgende formål: »begrænsning i køberens adgang til at fastsætte sin salgspris med forbehold af leverandørens mulighed for at fastsætte maksimumssalgspriser eller vejledende salgspriser, forudsat at disse ikke som følge af pres eller incitamenter fra den ene af parterne får karakter af faste priser eller minimumssalgspriser«.
75 Det følger heraf, at aftaler, hvorved leverandøren fastsætter detailsalgspriserne eller pålægger en minimumssalgspris, ikke kan drage fordel af gruppefritagelsesordningen i forordning nr. 1984/83 og nr. 2790/1999. I henhold til artikel 4, litra a), kan leverandøren derimod frit anbefale videreforhandleren en salgspris eller pålægge ham en maksimumssalgspris.
76 Ifølge den forelæggende ret bestemmes det i aftalen om eksklusiv forsyning af brændstoffer, at Total på den ene side fastsætter prisen på det brændstof, som selskabet leverer til Pedro IV, på lige så gunstige vilkår, som selskabet har aftalt med andre forhandlere, der måtte etablere sig i Barcelona, og på den anden side garanterer, at prisen under ingen omstændigheder er højere end gennemsnittet af de priser, som er fastsat af andre større leverandører på markedet. Ved til denne pris at lægge en distributionsmargin for tankstationsindehaveren, som Total finder passende, opnår selskabet således den detailsalgspris, som det anbefaler Pedro IV at anvende.
77 Den første klausul i aftalen vedrører den pris, som Pedro IV skal betale for forsyningen af brændstof, og hvis fastsættelse henhører under kontraktparternes kompetence, og som ikke påvirker konkurrencen.
78 Hvad angår detailsalgsprisen fremgår det af ordlyden af den anden kontraktklausul, at denne pris ikke er pålagt, men anbefalet af leverandøren, uden at der er fastsat en maksimumssalgspris. Måden, hvorpå denne anbefalede salgspris beregnes, er i denne forbindelse uden betydning, for så vidt som der overlades videreforhandleren en vis frihedsmargin ved fastsættelsen af den reelle salgspris. Denne frihed ville imidlertid ikke foreligge, hvis leverandøren pålagde videreforhandleren en fast distributionsmargin, som han ikke kunne fravige.
79 I en sådan situation tilkommer det – henset til kompetencefordelingen mellem de nationale retter og Domstolen inden for rammerne af samarbejdet efter artikel 234 EF – den forelæggende ret, som er den eneste, der har et direkte kendskab til den tvist, der er indbragt for den, at tage stilling til metoden for fastsættelse af detailsalgspriserne i hovedsagen. Det tilkommer særligt den forelæggende ret at undersøge, hvorvidt den detailsalgspris, som leverandøren anbefaler, i realiteten er en fast salgspris eller en minimumssalgspris, og dette skal undersøges under hensyntagen til samtlige kontraktmæssige forpligtelser i deres økonomiske og retlige sammenhæng og parterne i hovedsagens adfærd (jf. i denne retning CEPSA-dommen, præmis 67 og 70).
80 Det tilkommer desuden den forelæggende ret at undersøge, hvorvidt videreforhandleren råder over en reel mulighed for at nedsætte denne anbefalede salgspris. Retten skal særligt undersøge, hvorvidt en sådan detailsalgspris reelt er fastsat ved indirekte eller skjulte foranstaltninger, såsom fastsættelse af videreforhandlerens distributionsmargin eller de maksimale nedslag, som han kan yde ud fra den anbefalede salgspris, trusler, afskrækkelser, advarsler, sanktioner eller tilskyndelsesforanstaltninger (jf. i denne retning CEPSA-dommen, præmis 71).
81 Hvis den forelæggende ret kommer til den konklusion, at Pedro IV reelt var forpligtet til at overholde en fast salgspris eller minimumspris pålagt af Total, kan aftalen om eksklusiv forsyning af brændstof ikke drage fordel af gruppefritagelsen, hverken efter forordning nr. 1984/83 eller forordning nr. 2790/1999.
82 Selv om fastsættelsen af detailsalgsprisen udgør en konkurrencebegrænsning, som udtrykkeligt er omfattet af bestemmelsens stk. 1, litra a), EF, fører den – som bemærket i denne doms præmis 68 – imidlertid alene til, at aftalen falder ind under forbuddet i denne bestemmelse, hvis alle de andre betingelser for anvendelse heraf er opfyldt, nemlig at aftalen har til formål eller til følge at begrænse konkurrencen inden for fællesmarkedet mærkbart, og at den kan påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne (jf. i denne retning Cabour-dommen, præmis 48, og CEPSA-dommen, præmis 42).
83 Hvad angår navnlig eksklusive købsaftaler skal i øvrigt bemærkes, at selv om sådanne aftaler ikke har til formål at begrænse konkurrencen i artikel 81 EF’s forstand, bør det undersøges, om de medfører, at konkurrencen hindres, begrænses eller fordrejes. Bedømmelsen af følgerne af en eksklusiv købsaftale skal ske ud fra den retlige og økonomiske sammenhæng, hvori aftalen indgår, og hvori den sammen med andre forhold kan medvirke til en samlet påvirkning af konkurrencen. Det skal derfor undersøges, hvilken indvirkning en sådan aftale – i forbindelse med andre lignende aftaler – har på muligheden for, at indenlandske konkurrenter eller konkurrenter fra andre medlemsstater vinder indpas på referencemarkedet eller forøger deres markedsandel (jf. dom af 28.2.1991, sag C-234/89, Delimitis, Sml. I, s. 935, præmis 13-15, og af 7.12.2000, sag C-214/99, Neste, Sml. I, s. 11121, præmis 25, samt CEPSA-dommen, præmis 43).
84 Herefter skal tredje og fjerde spørgsmål besvares med, at kontraktklausuler vedrørende detailsalgspriser, som de i hovedsagen omhandlede, kan drage fordel af gruppefritagelsen efter forordning nr. 1984/83 og nr. 2790/1999, hvis leverandøren begrænser sig til at fastsætte en maksimumssalgspris eller til at anbefale en salgspris, og hvis videreforhandleren følgelig råder over en reel mulighed for at fastsætte detailsalgsprisen. Sådanne klausuler kan derimod ikke drage fordel af disse fritagelser, hvis de direkte eller ved indirekte eller skjulte foranstaltninger fører til en fastsættelse af detailsalgsprisen eller til en pålæggelse af minimumssalgspriser fra leverandørens side. Det tilkommer den forelæggende ret at undersøge, hvorvidt videreforhandleren er pålagt sådanne begrænsninger, og dette skal undersøges under hensyntagen til samtlige kontraktmæssige forpligtelser i deres økonomiske og retlige sammenhæng samt parterne i hovedsagens adfærd.
Sagens omkostninger
85 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, der er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.
På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Tredje Afdeling) for ret:
1) Artikel 12, stk. 2, i Kommissionens forordning (EØF) nr. 1984/83 af 22. juni 1983 om anvendelse af traktatens artikel [81], stk. 3, på kategorier af eksklusive købsaftaler, som ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 1582/97 af 30. juli 1997, skal fortolkes således, at denne bestemmelse ikke med henblik på anvendelsen af den deri fastsatte undtagelse krævede, at leverandøren skal være ejer af den grund, hvorpå han har opført den tankstation, som han bortforpagter til videreforhandleren.
2) Artikel 5, litra a), i Kommissionens forordning (EF) nr. 2790/1999 af 22. december 1999 om anvendelse af EF-traktatens artikel 81, stk. 3, på kategorier af vertikale aftaler og samordnet praksis skal fortolkes således, at denne bestemmelse med henblik på anvendelsen af den deri fastsatte undtagelse kræver, at leverandøren skal være ejer af såvel den tankstation, som han bortforpagter til videreforhandleren, som den grund, hvorpå tankstationen er opført, eller, hvis han ikke er ejer heraf, at han lejer disse ejendomme til tredjemænd, som ikke er forbundet med videreforhandleren.
3) Kontraktklausuler vedrørende detailsalgspriser, som de i hovedsagen omhandlede, kan drage fordel af gruppefritagelsen efter forordning nr. 1984/83, som ændret ved forordning nr. 1582/97, og nr. 2790/1999, hvis leverandøren begrænser sig til at fastsætte en maksimumssalgspris eller til at anbefale en salgspris, og hvis videreforhandleren følgelig råder over en reel mulighed for at fastsætte detailsalgsprisen. Sådanne klausuler kan derimod ikke drage fordel af disse fritagelser, hvis de direkte eller ved indirekte eller skjulte foranstaltninger fører til en fastsættelse af detailsalgsprisen eller til en pålæggelse af minimumssalgspriser fra leverandørens side. Det tilkommer den forelæggende ret at undersøge, hvorvidt videreforhandleren er pålagt sådanne begrænsninger, og dette skal undersøges under hensyntagen til samtlige kontraktmæssige forpligtelser i deres økonomiske og retlige sammenhæng samt parterne i hovedsagens adfærd.
Underskrifter