PERSONALERETTENS DOM (Tredje Afdeling)
1. juli 2010
Sag F97/08
Paulette Füller-Tomlinson
mod
Europa-Parlamentet
»Personalesag — tidligere midlertidig ansat — erhvervssygdom — indgreb i den fysiske eller psykiske integritet — varigheden af proceduren med henblik på anerkendelse af sygdommens erhvervsmæssige oprindelse«
Angående: Søgsmål anlagt i henhold til artikel 236 EF og 152 EA, hvorved Paulette Füller-Tomlinson, tidligere midlertidigt ansat ved Parlamentet, har nedlagt påstand om annullation af ansættelsesmyndighedens afgørelse af 9. april 2008, hvorved indgrebet i hendes fysiske eller psykiske integritet blev fastsat til 20%.
Udfald: Europa-Parlamentet frifindes. Sagsøgeren betaler sagens omkostninger.
Sammendrag
1. Tjenestemænd — søgsmål — søgsmål rettet mod afvisning af klage — formaliteten
(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)
2. Tjenestemænd — søgsmål — forudgående administrativ klage — anbringende, der ikke fremgår udtrykkeligt af klagen, men som påberåbes indirekte — formaliteten
(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)
3. Tjenestemænd — social sikring — forsikring mod ulykker og erhvervssygdomme — ugyldighed — fastsættelse på grundlag af en tabel eller et interval over invaliditetsgrader — lovligt — domstolsprøvelse — grænser
(Tjenestemandsvedtægten, art. 73, stk. 1; ordningen vedrørende risikodækning for ulykker og erhvervssygdomme, art. 11)
4. Tjenestemænd — social sikring — forsikring mod ulykker og erhvervssygdomme — anerkendelse af en sygdoms erhvervsmæssige oprindelse og fastsættelse af vedvarende invaliditetsgrad — retspleje
(Tjenestemandsvedtægten, art. 73; ordningen vedrørende risikodækning for ulykker og erhvervssygdomme, art. 18 og 20)
1. En annullationspåstand, der formelt er rettet mod afvisningen af en klage, indebærer, at Personaleretten skal prøve den akt, som har været genstand for klagen, såfremt påstanden som sådan er uden selvstændigt indhold.
(jf. præmis 43)
Henvisning til:
Domstolen: 17. januar 1989, sag 293/87, Vainker mod Parlamentet, Sml. s. 23, præmis 8
Retten: 6. april 2006, sag T309/03, Camós Grau mod Kommissionen, Sml. II, s. 1173, præmis 43
Personaleretten: 11. december 2008, sag F136/06, Reali mod Kommissionen, Sml. Pers. IA1, s. 451, og IIA1, s. 2495, præmis 37
2. For at et anbringende, der ikke udtrykkeligt er påberåbt i den forudgående administrative klage, kan antages til realitetsbehandling, er det tilstrækkeligt, at sagsøgeren på dette stadium har henvist indirekte til anbringendet. Da den administrative klageprocedure er uformel, og de berørte som regel på dette stadium handler uden bistand fra en advokat, bør administrationen nemlig ikke fortolke klager restriktivt, men tværtimod indtage en smidig holdning ved behandlingen af dem.
Afvisningen af en ulovlighedsindsigelse på grund af tilsidesættelse af reglen om overensstemmelse mellem klage og sagsanlæg ville bryde ligevægten mellem beskyttelsen af tjenestemandens ret til domstolsprøvelse og formålet med den administrative procedure, og en sådan afvisning ville udgøre en uforholdsmæssig og uberettiget sanktion over for tjenestemanden. På grund af en ulovlighedsindsigelses iboende juridiske karakter samt det ræsonnement, der får den pågældende til at søge efter og rejse en sådan indsigelse, kan det nemlig ikke forlanges af den tjenestemand eller den ansatte, der indgiver klagen, og som ikke nødvendigvis råder over de relevante juridiske kvalifikationer, at vedkommende skal fremsætte en sådan indsigelse under den administrative procedure, idet hans søgsmål i modsat fald vil blive afvist. Dette gælder så meget desto mere, som fremsættelse af en ulovlighedsindsigelse under den administrative procedure næppe vil kunne medføre, at klageren får medhold i klagen på dette trin, fordi det er usandsynligt, at administrationen ud over i åbenbart ulovlige tilfælde skulle vælge at undlade at anvende en gældende bestemmelse på grund af sagsøgerens argumentation om, at bestemmelsen er i strid med en trinhøjere regel.
(jf. præmis 55 og 57)
Henvisning til:
Retten: 29. januar 1997, sag T297/94, Vanderhaeghen mod Kommissionen, Sml. Pers. IA, s. 7, og II, s. 13, præmis 37
Personaleretten: 1. juli 2010, sag F45/07, Mandt mod Parlamentet, Sml. Pers. IA1, s. 0000, og IIA1, s. 0000, præmis 121
3. Hvad angår bestemmelserne i den fælles ordning vedrørende risikodækning for ulykker og erhvervssygdomme for tjenestemænd kan Personaleretten kun prøve, om der er anlagt et åbenbart urigtigt skøn, eller om institutionerne har overskredet grænserne for deres skønsbeføjelse. Personaleretten kan nærmere bestemt kun foretage en begrænset prøvelse af, om invaliditetsgraden lovligt kan fastsættes på grundlag af en tabel eller et interval over invaliditetsgrader, henset til de komplekse lægelige vurderinger, der er forbundet med en sådan tabel, og den vide skønsbeføjelse, som institutionerne har i henhold til vedtægtens artikel 73, stk. 1, for så vidt angår betingelserne for at opnå risikodækning for ulykke og erhvervssygdomme.
(jf. præmis 70 og 101)
4. Det er en betingelse for, at et lægeudvalgs udtalelse kan anses for gyldig, at udvalget har haft mulighed for at gøre sig bekendt med samtlige de dokumenter, som kan have betydning for dets vurderinger. Dette gælder analogt for de konklusioner, der fremlægges af den eller de læger, som institutionerne udpeger i henhold til artikel 18 og 20 i den fælles ordning vedrørende risikodækning for ulykker og erhvervssygdomme for tjenestemænd. Såfremt der ikke er foretaget en fuldstændig undersøgelse, og hvis der ikke er udfærdiget en samlet rapport vedrørende den gennemførte undersøgelse, kan den læge, som institutionen har udpeget, ikke fremlægge forskriftsmæssige konklusioner som omhandlet i dækningsordningens artikel 18.
(jf. præmis 163)
Henvisning til:
Retten: 15. juli 1997, sag T187/95, R mod Kommissionen, Sml. Pers. IA, s. 253, og II, s. 729, præmis 49; 15. december 1999, sag T27/98, Nardone mod Kommissionen, Sml. Pers. IA, s. 267, og II, s. 1293, præmis 68; 3. marts 2004, sag T48/01, Vainker mod Parlamentet, Sml. Pers. IA, s. 51, og II, s. 197, præmis 129 og 133