Sag T-496/10

Bank Mellat

mod

Rådet for Den Europæiske Union

»Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – restriktive foranstaltninger over for Iran med henblik på at forhindre nuklear spredning – indefrysning af pengemidler – begrundelsespligt – ret til forsvar – ret til en effektiv domstolsbeskyttelse – åbenbart urigtigt skøn«

Sammendrag – Rettens dom (Fjerde Afdeling) af 29. januar 2013

1.      Retsforhandlinger – afgørelse eller forordning, der under en sag erstatter den anfægtede retsakt – nyt forhold – udvidelse af de oprindelige påstande og anbringender

2.      Grundlæggende rettigheder – ret til forsvar – ret til en effektiv domstolsbeskyttelse – påberåbelse fra en juridisk person, der anses for et statsorgan i et tredjeland – lovlig – processuelle bestemmelser for sagsanlæg ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol – stævninger indgivet af statslige organisationer kan ikke antages til realitetsbehandling – anvendelighed ved Unionens retsinstanser – udelukkelse

(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 17, 41 og 47)

3.      Institutionernes retsakter – begrundelse – pligt – rækkevidde – restriktive foranstaltninger over for Iran – indefrysning af pengemidler tilhørende personer, enheder eller organer, som er involveret i eller støtter nuklear spredning – mindstekrav

(Art. 296, stk. 2, TEUF; Rådets forordning nr. 423/2007, art. 15, stk. 3, nr. 961/2010, art. 36, stk. 3, og nr. 267/2012, art. 46, stk. 3; Rådets afgørelse 2010/413, art. 24, stk. 3)

4.      EU-ret – principper – ret til forsvar – ret til en effektiv domstolsbeskyttelse – restriktive foranstaltninger over for Iran – indefrysning af pengemidler tilhørende personer, enheder eller organer, som er involveret i eller støtter nuklear spredning – pligt til meddelelse af de forhold, som lægges den berørte til last – rækkevidde

(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 47; Rådets fælles holdning 2001/931, art. 1, stk. 4 og 6)

5.      EU-ret – principper – ret til forsvar – restriktive foranstaltninger over for Iran – indefrysning af pengemidler tilhørende personer, enheder eller organer, som er involveret i eller støtter nuklear spredning – ret til adgang til dokumenterne – ret, der er betinget af en anmodning herom til Rådet

(Rådets forordning nr. 423/2007, nr. 961/2010 og nr. 267/2012; Rådets afgørelse 2010/413)

6.      Den Europæiske Union – fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – restriktive foranstaltninger over for Iran – indefrysning af pengemidler tilhørende personer, enheder eller organer, som er involveret i eller støtter nuklear spredning – annullationssøgsmål anlagt af en enhed, der er omfattet af en afgørelse om indefrysning af pengemidler – fordeling af bevisbyrden – domstolskontrol

(Rådets forordning nr. 423/2007, nr. 668/2010, nr. 961/2010, nr. 1245/2011 og nr. 267/2012; Rådets afgørelse 2010/413)

7.      Den Europæiske Union – fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – restriktive foranstaltninger over for Iran – indefrysning af pengemidler tilhørende personer, enheder eller organer, som er involveret i eller støtter nuklear spredning – EU-retsakter, hvorved der pålægges indefrysning af pengemidler – territorialt anvendelsesområde

(Rådets forordning nr. 423/2007, art. 18, nr. 961/2010, art. 39, og nr. 267/2012, art. 49)

1.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 32)

2.      EU-retten indeholder ikke nogen bestemmelse, der forhindrer juridiske personer, der er statsorganer i tredjelande, i til egen fordel at påberåbe sig den beskyttelse og de garantier, der er knyttet til de grundlæggende rettigheder. Tværtimod sikrer artikel 17, 41 og 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder rettighederne for »enhver«, hvilken formulering omfatter disse juridiske personer. Disse samme rettigheder kan derfor for Unionens retsinstanser påberåbes af de nævnte personer, så længe rettighederne er forenelige med sidstnævntes status som juridisk person.

En sådan udelukkelse fra at nyde de grundlæggende rettigheder kan heller ikke støttes på den europæiske menneskerettighedskonventions artikel 34, hvorefter de stævninger, som statslige organisationer indgiver til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, ikke kan antages til realitetsbehandling.

(jf. præmis 36-38 og 41)

3.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 49-51)

4.      Princippet om overholdelse af retten til forsvar kræver for det første, at de forhold, der lægges den berørte enhed til last med henblik på at begrunde den for enheden bebyrdende forvaltningsakt, skal meddeles den. For det andet skal den berørte have haft mulighed for at give sin mening til kende for så vidt angår disse omstændigheder.

Hvad angår en første retsakt, hvorved en enheds pengemidler indefryses, skal meddelelsen af de forhold, der lægges den berørte til last, følgelig ske samtidig med vedtagelsen af den pågældende retsakt eller hurtigst muligst efter nævnte vedtagelse, medmindre tvingende hensyn, som er forbundet med Unionens og medlemsstaternes sikkerhed eller varetagelsen af deres internationale forbindelser, er til hinder herfor. På anmodning fra den pågældende enhed har denne ligeledes ret til at give dens mening om disse forhold til kende, når retsakten er vedtaget. Forud for enhver efterfølgende afgørelse om indefrysning af pengemidler og med de samme forbehold skal de nye forhold, der lægges den pågældende til last, i princippet meddeles, og den pågældende enhed skal i princippet gives en ny mulighed for at give dens mening til kende.

Et forslag til vedtagelse af en restriktiv foranstaltning i form af indefrysning af pengemidler, der fremsendes til den berørte person efter den for denne fastsatte frist til at fremsætte sine bemærkninger, giver således ikke den pågældende en rettidig adgang til sagsakterne og fører dermed til en tilsidesættelse af retten til forsvar.

Hvad desuden angår princippet om effektiv domstolsbeskyttelse kræver hensynet til en effektiv domstolskontrol, at vedkommende EU-myndighed er forpligtet til i videst muligt omfang at meddele begrundelsen for en restriktiv foranstaltning til den berørte enhed, enten på det tidspunkt, hvor nævnte foranstaltning bliver vedtaget, eller i det mindste så hurtigt som muligt herefter, med henblik på at den pågældende enhed sættes i stand til rettidigt at udnytte dens klageadgang. Overholdelsen af denne forpligtelse til at meddele nævnte begrundelse er således nødvendig såvel for at sætte adressaterne for de restriktive foranstaltninger i stand til at forsvare deres rettigheder under de bedst mulige betingelser, og at afgøre, om sagen bør prøves af Unionens retsinstanser, på grundlag af et fuldt kendskab til sagen, som for at sætte sidstnævnte fuldt ud i stand til at udøve den legalitetsprøvelse af den omhandlede retsakt, som påhviler dem.

Den vage karakter af de grunde, der har begrundet vedtagelsen af en afgørelse om indefrysning af pengemidler, og den sene fremsendelse af forslaget til vedtagelse af afgørelsen udgør således en tilsidesættelse af adressaten for en sådan afgørelses ret til en effektiv domstolsbeskyttelse.

(jf. præmis 53, 54, 56, 85, 96 og 105)

5.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 55)

6.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 111)

7.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 122-124)