Language of document :

Sag anlagt den 4. juni 2012 - Versalis mod Kommissionen

(Sag T-241/12)

Processprog: italiensk

Parter

Sagsøger: Versalis SpA (San Donato Milanese, Italien) (ved advokaterne F. Moretti, L. Nascimbene og M. Siragusa)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

Den anfægtede retsakt, hvorved Kommissionen vurderede, at betingelserne for at genoptage sanktionsproceduren mod Versalis SpA. og Eni SpA var opfyldt, annulleres, og Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Dette søgsmål er rettet mod den beslutning, der er indeholdt i Europa-Kommissionens skrivelse af 23. april 2012 (D/2012/042026, der har overskriften COMP/F/38.638 - Butadien-gummi og styrenbutadien-gummi fremstillet ved emulsionspolymerisation - ny vedtagelse), hvorved Versalis SpA blev meddelt Kommissionens beslutning om at vedtage en ny klagepunktsmeddelelse og en ny beslutning om overtrædelse, der pålægger selskabet en bøde, som er knyttet til sag COMP/F/38.638 - Butadien-gummi og styrenbutadien-gummi fremstillet ved emulsionspolymerisation. Denne skrivelse er en følge af dom af 13. juli 2011 i sag T-59/07, hvorved Retten annullerede beslutningen om overtrædelse i det omfang, den vedrørte tilregnelsen af sagsøgeren og solidarisk med sidstnævnte for Eni, den skærpende omstændighed gentagelse, ved at foretage en ny beregning af den pålagte bøde.

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren gjort et enkelt anbringende gældende.

Sagsøgeren har med det første og eneste anbringende gjort gældende, at Kommissionen ikke havde kompetence til at genåbne sanktionsproceduren mod selskabet med henblik på at vedtage en ny beslutning om overtrædelse. Sagsøgeren har navnlig anført, at Kommissionens sanktionsbeføjelse over for Versalis SpA, som er knyttet til de faktiske omstændigheder, der ligger til grund for sag COMP/F/38.638 - Butadien-gummi og styrenbutadien-gummi fremstillet ved emulsionspolymerisation, var opbrugt som følge af vedtagelsen af beslutning af 29. november 2006 K(2006) 5700 endelig, som blev annulleret og ændret af Den Europæiske Unions Ret ved dom af 14. juli 2011 i sag T-59/07, der er under appel for Domstolen.

____________