DOMSTOLENS DOM (Fjerde Afdeling)
14. september 2023 (*)
»Appel – statsstøtte – luftfartssektoren – driftsstøtte, som Forbundsrepublikken Tyskland har ydet Frankfurt-Hahn lufthavn – artikel 108 TEUF – afgørelse om ikke at indlede den formelle undersøgelsesprocedure – annullationssøgsmål – interesseret part – beskyttelse af processuelle rettigheder«
I sag C-466/21 P,
angående appel i henhold til artikel 56 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, iværksat den 29. juli 2021,
Land Rheinland-Pfalz ved Rechtsanwälte R. van der Hout og C. Wagner,
appellant,
de øvrige parter i appelsagen:
Deutsche Lufthansa AG, Köln (Tyskland), ved Rechtsanwalt A. Martin-Ehlers,
sagsøger i første instans,
Europa-Kommissionen ved C. Georgieva og T. Maxian Rusche, som befuldmægtigede,
sagsøgt i første instans,
Forbundsrepublikken Tyskland,
intervenient i første instans,
har
DOMSTOLEN (Fjerde Afdeling),
sammensat af afdelingsformanden, C. Lycourgos (refererende dommer), og dommerne L.S. Rossi, J.-C. Bonichot, S. Rodin og O. Spineanu-Matei,
generaladvokat: P. Pikamäe,
justitssekretær: fuldmægtig M. Krausenböck,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 30. november 2022,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 9. marts 2023,
afsagt følgende
Dom
1 Land Rheinland-Pfalz (delstaten Rheinland-Pfalz, Tyskland, herefter »delstaten«) har med sin appel nedlagt påstand om ophævelse af dommen afsagt af Den Europæiske Unions Ret den 19. maj 2021, Deutsche Lufthansa mod Kommissionen (T-218/18, herefter »den appellerede dom«, EU:T:2021:282), hvorved Retten annullerede Kommissionens afgørelse C(2017) 5289 final af 31. juli 2017 om den af Tyskland gennemførte statsstøtte SA.47969 (2017/N) vedrørende en driftsstøtte til Frankfurt-Hahn lufthavn (herefter »den omtvistede afgørelse«).
2 Europa-Kommissionen har i sin kontraappel ligeledes nedlagt påstand om ophævelse af den appellerede dom.
3 Deutsche Lufthansa AG (herefter »DLH«) har med sin kontraappel nedlagt påstand om ophævelse af denne dom, for så vidt som Retten forkastede det andet klagepunkt i det eneste anbringendes første led, som selskabet havde fremsat i forbindelse med søgsmålet i første instans.
Retsforskrifter
Forordning (EU) 2015/1589
4 Artikel 1 i Rådets forordning (EU) 2015/1589 af 13. juli 2015 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af artikel 108 [TEUF] (EUT 2015, L 248, s. 9), foreskriver:
»I denne forordning forstås ved:
[…]
h) »interesserede parter«: alle medlemsstater og personer, virksomheder eller sammenslutninger af virksomheder, hvis interesser måtte være berørt af den tildelte støtte, herunder navnlig støttemodtageren, konkurrerende virksomheder og erhvervsorganisationer.«
5 Denne forordnings artikel 4 bestemmer:
»[…]
3. Konstaterer Kommissionen efter en foreløbig undersøgelse, at en anmeldt foranstaltning ikke giver anledning til tvivl om, at den er forenelig med det indre marked, for så vidt [som] den falder inden for anvendelsesområdet for artikel 107, stk. 1, i TEUF, træffer den afgørelse om, at foranstaltningen er forenelig med det indre marked (»afgørelse om ikke at gøre indsigelse«). I afgørelsen anføres, hvilken undtagelse i TEUF der er anvendt.
4. Konstaterer Kommissionen efter en foreløbig undersøgelse, at en anmeldt foranstaltning giver anledning til tvivl om, hvorvidt den er forenelig med det indre marked, træffer den afgørelse om at indlede proceduren efter artikel 108, stk. 2, i TEUF (»afgørelse om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure«).
[…]«
Forordning (EU) nr. 651/2014
6 Artikel 56a i Kommissionens forordning (EU) nr. 651/2014 af 17. juni 2014 om visse kategorier af støttes forenelighed med det indre marked i henhold til artikel 107 [TEUF] og 108 [TEUF] (EUT 2014, L 187, s. 1), som ændret ved Kommissionens forordning (EU) 2017/1084 af 14. juni 2017 (EUT 2017, L 156, s. 1) (herefter »forordning nr. 651/2014«), foreskriver:
»1. Investeringsstøtte til en lufthavn er forenelig med det indre marked efter traktatens artikel 107, stk. 3, og fritaget for anmeldelseskravet i traktatens artikel 108, stk. 3, forudsat at de betingelser, der er fastsat i stk. 3-14 i denne artikel og i kapitel I, er opfyldt.
2. Driftsstøtte til en lufthavn er forenelig med det indre marked efter traktatens artikel 107, stk. 3, og fritaget for anmeldelseskravet i traktatens artikel 108, stk. 3, forudsat at de betingelser, der er fastsat i stk. 3, 4, 10 og 15-18 i denne artikel og i kapitel I, er opfyldt.
[…]
6. Der må ikke ydes investeringsstøtte til en lufthavn, der befinder sig inden for en afstand på 100 kilometer eller 60 minutters rejsetid med bil, bus, tog eller højhastighedstog fra en eksisterende lufthavn, hvorfra der drives ruteflyvning, jf. artikel 2, stk. 16, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1008/2008 [af 14. september 2008 om fælles regler for driften af lufttrafiktjenester i Fællesskabet (EUT 2008, L 293, s. 3)].
7. Stk. 5 og 6 finder ikke anvendelse på lufthavne med en gennemsnitlig årlig passagertrafik på op til 200 000 passagerer i de to regnskabsår, der går forud for det år, hvor støtten faktisk ydes, forudsat at investeringsstøtten ikke forventes at medføre, at lufthavnen vil øge sin gennemsnitlige årlige passagertrafik til over 200 000 passagerer inden for de to regnskabsår, der følger det år, hvor støtten ydes. Investeringsstøtte til sådanne lufthavne skal opfylde betingelserne i enten stk. 11 eller stk. 13 og 14.
8. Stk. 6 finder ikke anvendelse, hvis investeringsstøtten ydes til en lufthavn, der ligger inden for 100 kilometers afstand fra eksisterende lufthavne, hvorfra der foretages ruteflyvning, som omhandlet i artikel 2, stk. 16, i forordning (EF) nr. 1008/2008, hvis ruten mellem hver af disse øvrige eksisterende lufthavne og lufthavnen, der modtager støtten, nødvendigvis indebærer en samlet rejsetid med sø- eller lufttransport på mindst 90 minutter.
[…]«
Retningslinjerne for støtte til luftfart
7 Punkt 25 i retningslinjer for statsstøtte til lufthavne og luftfartsselskaber (EUT 2014, C 99, s. 3, herefter »retningslinjerne for støtte til luftfart«) foreskriver:
»25. I disse retningslinjer forstås ved:
[…]
12) »opland«: en geografisk markedsafgrænsning, som normalt fastsættes til 100 km eller 60 minutters rejse med bil, bus, tog eller højhastighedstog. En given lufthavns opland kan dog være forskelligt herfra, og det kan være nødvendigt at tage hensyn til den konkrete lufthavns særlige forhold; oplandets størrelse og form varierer fra lufthavn til lufthavn og er afhængig af lufthavnens karakteristika, herunder dens forretningsmodel og beliggenhed og til, hvilke destinationer den har forbindelse til
[…]«
8 Punkt 114, 115, 131 og 132 i retningslinjerne for støtte til luftfart, som er indeholdt i disse retningslinjers afsnit 5.1.2, der har overskriften »Driftsstøtte til lufthavne«, bestemmer:
»114. Duplikering af urentable lufthavne i samme område bidrager derimod ikke til et mål af fælles interesse. Hvis en lufthavn har det samme opland som en anden lufthavn med overskydende kapacitet, skal forretningsplanen, som skal være baseret på en velfunderet prognose for passager- og fragttrafikken, identificere de sandsynlige virkninger på trafikken i andre lufthavne i oplandet.
115. Følgelig vil Kommissionen stille sig tvivlende over for, at en urentabel lufthavn vil kunne opnå fuld dækning af driftsomkostningerne ved udgangen af overgangsperioden, hvis der er en anden lufthavn med det samme opland.
[…]
131. Ved vurdering af driftstøttes forenelighed med det indre marked vil Kommissionen tage hensyn til fordrejningen af konkurrencevilkårene og påvirkningen af samhandelen. Hvis en lufthavn har det samme opland som en anden lufthavn med overskydende kapacitet, skal forretningsplanen, som skal være baseret på en velfunderet prognose for passager- og fragttrafikken, identificere de sandsynlige virkninger på trafikken i andre lufthavne i oplandet.
132. Driftsstøtte til en lufthavn, der har det samme opland som en anden lufthavn, vil kun blive anset for forenelig med det indre marked, hvis medlemsstaten kan dokumentere, at alle lufthavne i oplandet vil være i stand til at opnå fuld dækning af deres drift[s]omkostninger ved overgangsperiodens udløb.«
Sagens baggrund
9 Den 7. april 2017 meddelte Forbundsrepublikken Tyskland Kommissionen, at den agtede – i successive rater mellem 2018 og 2022 – at yde driftsstøtte til Frankfurt-Hahn lufthavn, fordi denne havde underskud (herefter »den omhandlede støtte«). Denne lufthavn drives af Flughafen Frankfurt-Hahn GmbH (herefter »FFHG«).
10 Med den omtvistede afgørelse besluttede Kommissionen hovedsageligt, at der ikke var grund til at indlede den formelle undersøgelsesprocedure i artikel 108, stk. 2, TEUF, eftersom den omhandlede støtte, selv om den udgjorde »statsstøtte« som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF, var forenelig med det indre marked i henhold til samme artikels artikel 3, litra c). Kommissionen begrundede bl.a. denne afgørelse med, at der ikke var andre lufthavne i Frankfurt-Hahn lufthavns opland, som var modtager af den nævnte støtte.
11 Forud for vedtagelsen af den omtvistede afgørelse havde Kommissionen vedtaget to afgørelser om foranstaltninger truffet af Forbundsrepublikken Tyskland til fordel for Frankfurt-Hahn lufthavn og Ryanair, nemlig for det første afgørelse (EU) 2016/788 af 1. oktober 2014 om statsstøtte SA.32833 (11/C) (ex 11/NN) ydet af Tyskland i forbindelse med finansieringen af Frankfurt-Hahn lufthavn i 2009-2011 (EUT 2016, L 134, s. 1), som var genstand for et annullationssøgsmål, der blev afvist af Retten ved kendelse af 17. maj 2019, Deutsche Lufthansa mod Kommissionen (T-764/15, EU:T:2019:349), og for det andet afgørelse (EU) 2016/789 af 1. oktober 2014 om den af Tyskland gennemførte statsstøtte SA.21121 (C 29/08) (ex NN 54/07) i forbindelse med finansieringen af Frankfurt-Hahn lufthavn og de finansielle relationer mellem lufthavnen og Ryanair (EUT 2016, L 134, s. 46), som var genstand for et annullationssøgsmål, der blev afvist af Retten ved dom af 12. april 2019, Deutsche Lufthansa mod Kommissionen (T-492/15, EU:T:2019:252). Domstolen forkastede appellerne til prøvelse af disse to afgørelser fra Retten ved dom af 15. juli 2021, Deutsche Lufthansa mod Kommissionen (C-453/19 P, EU:C:2021:608), og af 20. januar 2022, Deutsche Lufthansa mod Kommissionen (C-594/19 P, EU:C:2022:40).
12 Den 26. oktober 2018 besluttede Kommissionen desuden at indlede en formel undersøgelsesprocedure på grundlag af en klage fra DLH, registreret under referencenummer SA.43260, over andre foranstaltninger til fordel for Frankfurt-Hahn lufthavn og Ryanair. Denne afgørelse blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende den 13. september 2019 (EUT 2019, C 310, s. 5, herefter »Hahn IV-afgørelsen«).
Sagsbehandlingen for Retten og den appellerede dom
13 Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 29. marts 2018 anlagde luftfartsselskabet DLH søgsmål med påstand om annullation af den omtvistede afgørelse.
14 DLH fremsatte for Retten i det væsentlige et enkelt anbringende, der var opdelt i tre led, hvoraf det første vedrørte Kommissionens undladelse af at tage hensyn til de væsentligste faktiske omstændigheder i den sag, som den havde fået forelagt, det andet Kommissionens undladelse af at tage hensyn til anden støtte, som allerede var blevet tildelt Frankfurt-Hahn lufthavn, og det tredje urigtige skøn foretaget af Kommissionen.
15 I den appellerede dom fastslog Retten først, at den af DLH anlagte sag kunne antages til realitetsbehandling. Hvad angår realiteten fastslog Retten, at Kommissionen med hensyn til Frankfurt-Hahn lufthavnens opland ikke på korrekt vis havde taget hensyn til alle de kriterier, der gjaldt for dens vurdering i henhold til retningslinjerne for støtte til luftfart, og at den »utilstrækkelige og ufuldstændige karakter« af den undersøgelse, der fulgte heraf, følgelig ikke havde gjort det muligt for denne institution at overvinde enhver tvivl med hensyn til den omhandlede støttes forenelighed med det indre marked. Idet Retten forkastede alle DLH’s øvrige klagepunkter, gav den således DLH delvist medhold i det tredje led i det eneste anbringende, som DLH havde fremsat i søgsmålet i første instans, og annullerede af denne grund den omtvistede afgørelse.
Parternes påstande
Påstandene i hovedappellen
16 Ved appelskriftet har delstaten nedlagt følgende påstande:
– Den appellerede dom ophæves, og Kommissionen frifindes endeligt i første instans.
– DLH tilpligtes at betale sagsomkostningerne i første instans og i appelsagen.
17 DLH har nedlagt følgende påstande:
– Appellen afvises eller forkastes under alle omstændigheder som ugrundet.
– Delstaten tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
18 Kommissionen har nedlagt følgende påstande:
– Den appellerede dom ophæves.
– Søgsmålet i første instans afvises eller forkastes under alle omstændigheder som ugrundet.
– DLH tilpligtes at betale sagsomkostningerne i første instans og i appelsagen.
Påstandene i kontraappellen iværksat af DLH
19 DLH har i kontraappelskriftet nedlagt følgende påstande:
– Den appellerede dom ophæves, for så vidt som Retten forkastede det andet klagepunkt i det eneste anbringendes første led.
– Delstaten tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
20 Delstaten har nedlagt følgende påstande:
– Den af DLH iværksatte kontraappel forkastes.
– Den appellerede dom ophæves, og Kommissionen »frifindes endeligt« i første instans.
– DLH tilpligtes at betale sagsomkostningerne i første instans og i appelsagen.
21 Kommissionen har nedlagt følgende påstande:
– Den af DLH iværksatte kontraappel afvises eller forkastes under alle omstændigheder som ugrundet.
– DLH tilpligtes at betale sagsomkostningerne i første instans og i appelsagen.
Påstandene i kontraappellen iværksat af Kommissionen
22 Kommissionen har med sin kontraappel nedlagt følgende påstande:
– Den appellerede dom ophæves.
– Søgsmålet i første instans afvises eller forkastes under alle omstændigheder som ugrundet.
– DLH tilpligtes at betale sagsomkostningerne i første instans og i appelsagen.
23 DLH har nedlagt følgende påstande:
– Den af Kommissionen iværksatte kontraappel afvises eller forkastes under alle omstændigheder som ugrundet.
– Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
24 Delstaten har nedlagt følgende påstande:
– Kommissionen gives medhold i sin kontraappel.
– Den appellerede dom ophæves, og Kommissionen »frifindes endeligt« i første instans.
– DLH tilpligtes at betale sagsomkostningerne i første instans og i appelsagen.
Anmodningen om udsættelse af gennemførelsen af den appellerede dom
25 Ved anmodning indgivet den 10. september 2021 har delstaten anmodet Domstolen om at udsætte gennemførelsen af den appellerede dom.
26 Ved kendelse af 30. november 2021, Land Rheinland-Pfalz mod Deutsche Lufthansa (C-466/21 P-R, EU:C:2021:972), forkastede Domstolens vicepræsident denne anmodning.
Anmodningen om genåbning af retsforhandlingernes mundtlige del
27 Efter generaladvokatens fremsættelse af forslaget til afgørelse har DLH ved to skrivelser indleveret til Domstolens Justitskontor den 6. april 2023 og den 11. juli 2023 anmodet om, at retsforhandlingernes mundtlige del genåbnes i henhold til artikel 83 i Domstolens procesreglement.
28 Til støtte for anmodningen har DLH gjort gældende, at der foreligger nye faktiske omstændigheder, som selskabet ikke havde kendskab til inden fremsættelsen af forslaget til afgørelse. Det drejer sig for det første om delstatens indlevering af et processkrift i forbindelse med den verserende sag vedrørende en tvist mellem delstaten og DLH ved Landgericht Köln (den regionale ret i første instans i Köln, Tyskland) vedrørende tilbagesøgning af beløb, der svarer til de foranstaltninger, der er omhandlet i Hahn IV-afgørelsen. DLH har nærmere bestemt anført, at delstaten i dette processkrift har gjort gældende, at Ryanair og delstaten selv konkurrerer med hinanden. DLH har for det andet gjort gældende, at der foreligger en dom afsagt af Oberlandesgericht Koblenz (den regionale appeldomstol i Koblenz, Tyskland), som anerkendte, at støtten til Frankfurt-Hahn lufthavn udgjorde krydssubsidiering til fordel for Ryanair, hvilket bekræfter, at DLH er umiddelbart og individuelt berørt af denne støtte.
29 I overensstemmelse med artikel 83 i Domstolens procesreglement kan Domstolen til enhver tid, efter at have hørt generaladvokaten, ved kendelse bestemme, at retsforhandlingernes mundtlige del skal genåbnes, navnlig såfremt en part, efter at denne del af retsforhandlingerne er afsluttet, er fremkommet med nye oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er af afgørende betydning for Domstolens afgørelse.
30 I den foreliggende sag fremgår det imidlertid ikke af de af DLH fremsatte anmodninger, at der foreligger nye oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som kan have afgørende betydning for den afgørelse, som Domstolen skal træffe.
31 På denne baggrund finder Domstolen, efter at have hørt generaladvokaten, at det er ufornødent at genåbne retsforhandlingernes mundtlige del.
Formaliteten med hensyn til hovedappellen og Kommissionens kontraappel
Formaliteten vedrørende hovedappellen
Parternes argumentation
32 DLH er af den opfattelse, at hovedappellen ikke kan antages til realitetsbehandling, med den begrundelse for det første, at det dokument, som delstaten har fremlagt som bevis for, at der foreligger en procesfuldmagt fra delstatens repræsentant, er for gammelt og generelt, og at det ikke indeholder nogen oplysninger om identiteten af den person, der repræsenteres, selv om det er underskrevet på delstatens vegne. For det andet er DLH af den opfattelse, at delstaten kun er umiddelbart berørt af den appellerede dom på grund af sin forpligtelse til at tilbagesøge de rater af den omhandlede støtte, som allerede er blevet tildelt FFHG, og til ikke længere at udbetale disse rater til FFHG i fremtiden. Delstaten har imidlertid nægtet at opfylde en sådan forpligtelse. Iværksættelsen af appellen er derfor udtryk for misbrug. For det tredje medfører den appellerede dom ikke en ændring af delstatens retlige situation, idet delstaten reelt søger at beskytte interesserne hos FFHG, de nye aktionærer i FFHG og Ryanair. For det fjerde har delstaten ikke søgsmålsinteresse, idet en ophævelse af den appellerede dom ikke medfører nogen fordel for delstaten.
33 I duplikken og i retsmødet for Domstolen har DLH endelig gjort gældende, dels at appellen tilsidesætter den retskraft, der er knyttet til Rettens kendelse af 17. maj 2019, Deutsche Lufthansa mod Kommissionen (T-764/15, EU:T:2019:349), dels at delstaten ikke længere har søgsmålsinteresse, idet FFHG’s nuværende økonomiske situation ikke længere gør det muligt for FFHG at opnå udbetaling af restbeløbet af den omhandlede støtte.
34 Delstaten og Kommissionen har gjort gældende, at DLH’s argumentation skal forkastes.
Domstolens bemærkninger
35 Hvad for det første angår det argument, som DLH har fremført i duplikken og i retsmødet for Domstolen, hvorefter appellen ikke kan antages til realitetsbehandling, for så vidt som den tilsigter at rejse tvivl om retskraften af kendelse af 14. december 2017, Deutsche Lufthansa mod Kommissionen (T-764/15, EU:T:2017:933), skal det bemærkes, at i henhold til artikel 127 i Domstolens procesreglement må nye anbringender ikke fremsættes under sagens behandling, medmindre de støttes på retlige eller faktiske omstændigheder, som er kommet frem under retsforhandlingerne.
36 For så vidt som argumentet om retskraften af kendelse af 14. december 2017, Deutsche Lufthansa mod Kommissionen (T-764/15, EU:T:2017:933), ikke er blevet påberåbt af DLH i selskabets svarskrift i appellen, og for så vidt som dette argument ikke er støttet på retlige eller faktiske omstændigheder, som er kommet frem under retsforhandlingerne, skal dette argument derfor anses for at være fremsat for sent og følgelig afvises fra realitetsbehandling.
37 For det andet fremgår det af artikel 56, stk. 2, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, at andre intervenienter end medlemsstaterne og EU-institutionerne kan iværksætte appel til prøvelse af en afgørelse fra Retten, såfremt denne afgørelse berører dem umiddelbart.
38 I den foreliggende sag har delstaten, der har interveneret i sagen for Retten, i tilstrækkelig grad godtgjort, at den appellerede dom berører den umiddelbart.
39 Som delstaten har anført i sin appel, har denne dom nemlig til følge, dels at delstaten forpligtes til at tilbagesøge de rater af den omhandlede støtte, der allerede er blevet tildelt FFHG, dels at delstaten forbydes at udbetale nye rater af denne støtte i fremtiden.
40 Det argument, som DLH har fremført i retsmødet for Domstolen, hvorefter FFHG, henset til den insolvensbehandling, som FFHG nu er genstand for, under alle omstændigheder ikke længere ville have været i stand til at få udbetalt de resterende rater af den omhandlede støtte, kan ikke ændre en sådan konklusion. Selv hvis det antages, at dette er tilfældet, forholder det sig ikke desto mindre således, at den appellerede dom under alle omstændigheder pålægger delstaten at tilbagesøge de rater af den omhandlede støtte, som den allerede har udbetalt til FFHG.
41 Desuden kan den omstændighed, at delstaten ikke har truffet alle de foranstaltninger, der blev pålagt ved den appellerede dom, selv hvis dette måtte anses for godtgjort, ikke ændre ved konstateringerne i nærværende doms præmis 39 og 40, som er tilstrækkelige til at godtgøre, at delstaten er umiddelbart berørt af den appellerede dom, og at delstaten derfor kan iværksætte en appel til prøvelse af sidstnævnte dom, uden at det er nødvendigt desuden at undersøge, om denne part har søgsmålsinteresse.
42 For det tredje fremgår det udtrykkeligt af delstatens repræsentants fuldmagt, at denne kan repræsentere delstaten for Unionens retsinstanser i statsstøttesager. Desuden har DLH hverken hævdet eller så meget desto mindre godtgjort, at denne fuldmagt, selv om den blev udstedt den 7. juni 2019, ikke længere er gyldig. Følgelig opfylder den nævnte fuldmagt de betingelser, der er fastsat i artikel 44, stk. 1, litra b), i Domstolens procesreglement (jf. i denne retning dom af 28.2.2018, mobile.de mod EUIPO, C-418/16 P, EU:C:2018:128, præmis 34 og 39).
43 Det følger heraf, at delstatens appel kan antages til realitetsbehandling.
Formaliteten vedrørende Kommissionens kontraappel
Parternes argumentation
44 DLH har gjort gældende, at Kommissionens kontraappel skal afvises med den begrundelse, at kontraappellen for det første ikke angiver datoen for, hvornår delstatens appel blev forkyndt for denne institution, hvilket er i strid med artikel 177, stk. 1, litra b), i Domstolens procesreglement.
45 For det andet er den kontraappel, som Kommissionen har iværksat, i strid med dette procesreglements artikel 178, stk. 3, andet punktum, eftersom kontraappellen i vidt omfang er identisk med det processkrift, som denne institution har indleveret som svarskrift i hovedappellen.
46 For det tredje skal kontraappellen afvises med den begrundelse, at hovedappellen i sig selv ikke kan antages til realitetsbehandling.
47 For det fjerde er iværksættelsen af den nævnte kontraappel udtryk for misbrug, eftersom Kommissionen ikke har indledt nogen traktatbrudsprocedure mod Forbundsrepublikken Tyskland, selv om DLH underrettede Kommissionen om, at hverken FFHG eller delstaten efter vedtagelsen af Hahn IV-afgørelsen havde tilbagesøgt den omhandlede støtte hos Ryanair med henblik på, at de tilsvarende beløb blev overført til en spærret konto.
48 Kommissionen og delstaten har gjort gældende, at DLH’s argumentation skal forkastes.
Domstolens bemærkninger
49 Hvad for det første angår DLH’s argument om, at Kommissionens kontraappel skal afvises med den begrundelse, at delstatens appel ligeledes skal afvises, er det tilstrækkeligt at fastslå, at dette argument skal forkastes, henset til konstateringerne i denne doms præmis 35-43.
50 For det andet skal det bemærkes, at i henhold til artikel 172 og 174 i Domstolens procesreglement kan de parter i den pågældende sag for Retten, som har en interesse i, at appellen tages til følge, eller at den afvises eller forkastes, indgive et svarskrift, hvis påstande går ud på, at appellen helt eller delvist tages til følge, afvises eller forkastes. Disse parter kan ligeledes i medfør af dette procesreglements artikel 176 og artikel 178, stk. 1 og 3, iværksætte kontraappel, der skal have form af et særskilt dokument, som skal være forskelligt fra svarskriftet, og hvis påstande tilsigter hel eller delvis ophævelse af Rettens afgørelse på grundlag af retlige anbringender og argumenter, der er forskellige fra de anbringender og argumenter, der er påberåbt i svarskriftet (kendelse af 7.12.2017, Eurallumina mod Kommissionen, C-323/16 P, EU:C:2017:952, præmis 30, og dom af 3.9.2020, Vereniging tot Behoud van Natuurmonumenten in Nederland m.fl. mod Kommissionen, C-817/18 P, EU:C:2020:637, præmis 47).
51 Det fremgår af en samlet læsning af disse bestemmelser, at formålet med svarskriftet til en appel ikke kan være ophævelse af Rettens afgørelse af grunde, som adskiller sig fra og er selvstændige i forhold til de grunde, som påberåbes i appellen, idet sådanne grunde kun kan påberåbes inden for rammerne af en kontraappel (dom af 3.9.2020, Vereniging tot Behoud van Natuurmonumenten in Nederland m.fl. mod Kommissionen, C-817/18 P, EU:C:2020:637, præmis 48). Det følger ligeledes heraf, at kontraappellen i princippet skal indeholde anbringender og argumenter, der er forskellige fra og selvstændige i forhold til dem, der er blevet fremsat i svarskriftet til hovedappellen, der er iværksat af den samme part.
52 I den foreliggende sag overlapper flere af de anbringender, som Kommissionen har fremsat i kontraappellen, delvist de argumenter, som denne har fremført i sit svarskrift, som den har indgivet til støtte for delstatens appel.
53 Det skal ikke desto mindre bemærkes, at Kommissionen med sin kontraappel selv har nedlagt påstand om ophævelse af den appellerede dom, idet den har fremsat anbringender, som til dels er selvstændige og adskiller sig fra dem, der er fremsat i hovedappellen. I henhold til de regler, der er nævnt i denne doms præmis 50, kan hverken en sådan påstand eller sådanne anbringender fremsættes i svarskriftet, og det er derfor i overensstemmelse med disse regler, at Kommissionen har iværksat kontraappel. Under disse omstændigheder kan det ikke foreholdes Kommissionen, at den i sin kontraappel har fremsat samtlige de anbringender, der er fremsat til støtte for påstanden om ophævelse af den appellerede dom, herunder dem, der ligeledes er blevet fremsat i svarskriftet, i stedet for at fordele fremsættelsen af anbringenderne mellem denne kontraappel og svarskriftet med risiko for at skade sammenhængen i dens argumentation (jf. i denne retning kendelse af 7.12.2017, Eurallumina mod Kommissionen, C-323/16 P, EU:C:2017:952, præmis 31).
54 For det tredje skal en kontraappel i henhold til artikel 177, stk. 1, litra b), i Domstolens procesreglement angive, hvilken dato hovedappellen er blevet forkyndt for den part, der har iværksat kontraappellen. DLH har imidlertid anført, at en sådan angivelse ikke fremgår af den kontraappel, som Kommissionen har iværksat i den foreliggende sag.
55 Selv om det er korrekt, at denne angivelse ikke fremgår af denne kontraappel, er det ubestridt, at den dato, på hvilken hovedappellen blev forkyndt for Kommissionen, dvs. den 5. august 2021, udtrykkeligt er nævnt i det svarskrift til hovedappellen, som Kommissionen har indgivet, og som er blevet forkyndt for DLH og delstaten. Desuden er det på ingen måde bestridt, at denne kontraappel blev iværksat af Kommissionen inden for den fastsatte frist.
56 Det følger heraf, at den omstændighed, at Kommissionen har undladt i sin kontraappel at medtage den i artikel 177, stk. 1, litra b), i Domstolens procesreglement omhandlede angivelse, ikke udgør en uregelmæssighed, der kan føre til, at kontraappellen ikke kan antages til realitetsbehandling, idet de øvrige parter har været i stand til at kontrollere, at den nævnte kontraappel rent faktisk blev iværksat inden for en frist på to måneder fra appelskriftets forkyndelse.
57 I modsætning til, hvad DLH har gjort gældende i duplikken i hovedappellen, kan den omstændighed, at påstandene i Kommissionens svarskrift i hovedappellen går ud på, at den appellerede dom ophæves, og ikke, som det kræves i henhold til artikel 174 i Domstolens procesreglement, at appellen helt eller delvist tages til følge, afvises eller forkastes, ikke ændre en sådan konklusion. En sådan uregelmæssighed kan nemlig kun føre til afvisning af den påstand, hvorved Kommissionen i svarskriftet har nedlagt påstand om ophævelse af den appellerede dom (jf. i denne retning dom af 30.5.2017, Safa Nicu Sepahan mod Rådet, C-45/15 P, EU:C:2017:402, præmis 21).
58 Endelig kan den omstændighed – selv hvis den anses for godtgjort – at delstaten ikke har taget de nødvendige skridt til at efterkomme den appellerede dom eller Hahn IV-afgørelsen, ikke medføre, at Kommissionens kontraappel med henblik på at opnå ophævelse af denne dom ikke kan antages til realitetsbehandling.
59 Kommissionens kontraappel kan følgelig antages til realitetsbehandling.
Realiteten med hensyn til Kommissionens hovedappel og kontraappel
Indledende bemærkninger
60 Til støtte for sin appel har delstaten fremsat fem anbringender, hvoraf det første vedrører en tilsidesættelse af artikel 263, stk. 4, TEUF og en begrundelsesmangel, det andet en retlig fejl med hensyn til vurderingen af Frankfurt-Hahn lufthavns opland, det tredje en tilsidesættelse af princippet ne ultra petita, det fjerde en tilsidesættelse af de betingelser, hvorunder Kommissionen kan undlade at indlede den formelle undersøgelsesprocedure i henhold til artikel 108, stk. 2, TEUF, og det femte en tilsidesættelse af artikel 264 TEUF.
61 Kommissionen har til støtte for sin kontraappel fremsat seks anbringender, hvoraf det første vedrører en tilsidesættelse af artikel 263 TEUF, det andet en tilsidesættelse af reglerne om bevisbyrden, forpligtelsen til at besvare de argumenter, som parterne har fremført, og til at høre parterne, det tredje anvendelsen af et forkert kriterium med henblik på at undersøge gyldigheden af Kommissionens afgørelser om ikke at indlede den formelle undersøgelsesprocedure i henhold til artikel 108, stk. 2, TEUF, det fjerde en urigtig fortolkning af retningslinjerne for støtte til luftfart, det femte en tilsidesættelse af bevisbyrdereglerne og det sjette en tilsidesættelse af Rettens procesreglement, en undersøgelse af egen drift og en urigtig gengivelse af beviserne.
Anbringenderne om DLH’s manglende søgsmålsinteresse
Parternes argumentation
– Det første anbringende i hovedappellen
62 Delstaten har med sit første anbringende kritiseret Retten for at have tilsidesat artikel 263, stk. 4, TEUF og sin begrundelsespligt.
63 I det første anbringendes andet led har delstaten nærmere bestemt anført, at Retten begik en retlig fejl ved i den appellerede doms præmis 62 og 86 at fastslå, at det fremgik af en helhedsbedømmelse af stævningen i første instans, at DLH havde gjort en tilsidesættelse af sine processuelle rettigheder gældende for Retten. DLH gjorde nemlig i stævningen blot gældende, at Kommissionen havde begået fejl i forbindelse med godkendelsen af den omhandlede støtte. Ved at begrænse sig til at konstatere, at påstanden om en sådan tilsidesættelse fulgte af en helhedsbedømmelse af den nævnte stævning, tilsidesatte Retten i øvrigt sin begrundelsespligt.
64 Kommissionen er for det første af den opfattelse, at Retten foretog en urigtig gengivelse af indholdet af samme stævning eller i det mindste fortolkede den juridisk forkert, idet Retten fandt, at stævningen indeholdt et enkelt anbringende om tilsidesættelse af DLH’s processuelle rettigheder, selv om den i realiteten indeholdt flere anbringender. For det andet er Rettens bemærkning i den appellerede doms præmis 59, 62 og 86 om, at det er tilstrækkeligt, at en tilsidesættelse af de processuelle rettigheder påberåbes ved søgsmålet eller af stævningen i sin helhed, i strid med artikel 263, stk. 4, TEUF.
65 DLH har svaret, at selskabet i punkt 55 ff. i stævningen i første instans udtrykkeligt gjorde gældende, at dets processuelle rettigheder var blevet tilsidesat, idet dette aspekt endog var nævnt i genstanden for søgsmålet i første instans og i de anbringender, der var fremsat til støtte herfor, således som det fremgår af stævningens punkt 14.
– Det andet anbringende i Kommissionens kontraappel
66 Med det andet anbringende i kontraappellen har Kommissionen, støttet af delstaten, gjort gældende, at Retten tilsidesatte reglerne om bevisbyrde og dens forpligtelse til at besvare parternes argumenter og høre dem.
67 Med det andet anbringendes første led har Kommissionen gjort gældende, at DLH aldrig for Retten anførte, at Frankfurt-Hahn lufthavn og Frankfurt-am-Main lufthavn konkurrerede med hinanden, eller at støtten til fordel for førstnævnte kunne have nogen som helst indvirkning på sidstnævnte.
68 Den appellerede doms præmis 50 er derfor behæftet med en retlig fejl, for så vidt som Retten henviser til et argument, som DLH ikke har fremsat for den, og hvis rigtighed Retten under alle omstændigheder ikke har undersøgt.
69 I den appellerede doms præmis 52-54 konkluderede Retten, at DLH blev udsat for konkurrencepres fra Ryanair, som ville blive mindre, såfremt FFHG ikke tildeltes den omhandlede støtte, uden at undersøge de beviser, som DLH og Kommissionen havde fremlagt, hvilket ligeledes udgjorde en tilsidesættelse af de regler, der regulerer bevisbyrden.
70 DLH har svaret, at selskabet i stævningen i første instans fastslog, at de to berørte lufthavne konkurrerede med hinanden. En sådan konkurrencesituation udspringer allerede af den omstændighed, der er nævnt i stævningens punkt 43 og 117 ff., at disse lufthavnes opland overlapper. DLH gjorde i øvrigt i stævningens punkt 43 gældende, at der var konkurrence mellem de nævnte lufthavne med hensyn til flyforbindelserne fra disse lufthavne.
71 Desuden kan Kommissionen ikke anfægte den af Retten fastslåede omstændighed, at lufthavnene i Frankfurt-am-Main og Frankfurt-Hahn konkurrerer med hinanden, eftersom en kontraappel er begrænset til retlige anbringender.
72 Subsidiært påviste DLH, at Frankfurt-Hahn lufthavn udøvede et konkurrencepres på Frankfurt-am-Main lufthavn i en sådan grad, at sidstnævnte havde gjort det muligt for Ryanair at åbne en base i marts 2017.
73 Med det andet anbringendes andet led i kontraappellen har Kommissionen foreholdt Retten, at den i den appellerede doms præmis 52 og 53 fastslog, at Ryanair og DLH for de flyvninger, som Ryanair tilbød fra Frankfurt-Hahn lufthavn, og de flyvninger til de samme destinationer, som DLH udførte fra Frankfurt-am-Main lufthavn, konkurrerede med hinanden. Kommissionen gjorde imidlertid for Retten gældende, at de flyvninger, som DLH udførte fra Frankfurt-am-Main lufthavn, vedrørte »premium-flyvninger« og transitpassagerer, mens Ryanair udførte lavprisflyvninger i forbindelse med »punkt-til-punkt« trafik. Kommissionen påviste også, at de af DLH fremlagte beviser ikke indeholdt nogen oplysninger om udviklingen i antallet af passagerer og priser, og at der herskede betydelig tvivl om, hvilke ruter DLH reelt betjente, og på hvilke datoer. Idet denne argumentation fra Kommissionens side var af stor betydning for sagens udfald, burde Retten have taget stilling hertil.
74 DLH har svaret, at Retten ikke er forpligtet til at tage hensyn til de argumenter, der er fremført for den, men kun har en forpligtelse til at sikre, at retten til at blive hørt overholdes.
Domstolens bemærkninger
75 Da denne afgørelse er rettet til Forbundsrepublikken Tyskland og ikke til DLH, skal det bemærkes, at artikel 263, stk. 4, TEUF fastsætter to tilfælde, hvor en fysisk eller juridisk person indrømmes søgsmålskompetence til at anlægge sag til prøvelse af en EU-retsakt, som vedkommende ikke er adressat for. Dels kan en sådan sag anlægges på betingelse af, at denne retsakt berører vedkommende umiddelbart og individuelt. Dels kan en sådan person anlægge sag til prøvelse af en regelfastsættende retsakt, som ikke omfatter gennemførelsesforanstaltninger, hvis den berører vedkommende umiddelbart (dom af 31.1.2023, Kommissionen mod Braesch m.fl., C-284/21 P, EU:C:2023:58, præmis 50 og den deri nævnte retspraksis).
76 Det skal i denne forbindelse indledningsvis bemærkes, at Retten i den appellerede doms præmis 33 fastslog, at det, idet den omtvistede afgørelse vedrørte en individuel støtte, var udelukket, at denne afgørelse var en regelfastsættende retsakt. En sådan konstatering er i øvrigt ikke blevet anfægtet i forbindelse med de foreliggende appeller.
77 Hvad derefter angår spørgsmålet om, hvorvidt DLH er »umiddelbart og individuelt« berørt af den omtvistede afgørelse som omhandlet i artikel 263, stk. 4, TEUF, følger det af Domstolens faste praksis, at andre personer end en afgørelses adressater kun vil kunne hævde, at de berøres individuelt, hvis denne afgørelse rammer dem på grund af visse egenskaber, som er særlige for dem, eller på grund af en faktisk situation, der adskiller dem fra alle andre og derfor individualiserer dem på lignende måde som adressaten for en sådan afgørelse ville være det (jf. bl.a. dom af 15.7.1963, Plaumann mod Kommissionen, 25/62, EU:C:1963:17, s. 413, og af 31.1.2023, Kommissionen mod Braesch m.fl., C-284/21 P, EU:C:2023:58, præmis 51).
78 Eftersom sagen i første instans angik en afgørelse fra Kommissionen vedrørende statsstøtte, skal det ligeledes bemærkes, at der i forbindelse med proceduren i henhold til artikel 108 TEUF for kontrol med statsstøtte skal sondres mellem på den ene side den indledende fase af undersøgelsen af støtteforanstaltninger i medfør af denne artikels stk. 3 – der alene har til formål at gøre det muligt for Kommissionen at danne sig en første opfattelse af, om den omhandlede støtteforanstaltning helt eller delvis er forenelig med det indre marked – og på den anden side undersøgelsesfasen i henhold til denne artikels stk. 2. Først i denne sidstnævnte fase, som skal give Kommissionen mulighed for at opnå fuldstændige oplysninger om alle sagens momenter, er denne institution i henhold til traktaten forpligtet til at give de berørte adgang til at fremsætte deres bemærkninger (jf. bl.a. dom af 17.9.2015, Mory m.fl. mod Kommissionen, C-33/14 P, EU:C:2015:609, præmis 94, og af 31.1.2023, Kommissionen mod Braesch m.fl., C-284/21 P, EU:C:2023:58, præmis 52).
79 Som Retten med føje bemærkede i den appellerede doms præmis 36, følger det heraf, at når Kommissionen uden at indlede den formelle undersøgelsesprocedure i henhold til artikel 108, stk. 2, TEUF ved en afgørelse truffet på grundlag af samme artikels stk. 3 fastslår, at en støtte er forenelig med det indre marked, kan de parter, der er indrømmet sådanne proceduremæssige garantier, kun opnå, at disse iagttages, hvis de har adgang til at indbringe denne afgørelse for Unionens retsinstanser. Et annullationssøgsmål vedrørende en sådan afgørelse, der er anlagt af en »interesseret« part som omhandlet i artikel 108, stk. 2, TEUF, kan derfor antages til realitetsbehandling, når sagsøgeren med søgsmålet søger at beskytte de processuelle rettigheder, der tilkommer den pågældende ifølge denne sidstnævnte bestemmelse (jf. bl.a. dom af 31.1.2023, Kommissionen mod Braesch m.fl., C-284/21 P, EU:C:2023:58, præmis 53 og den deri nævnte retspraksis).
80 I denne henseende bemærkes, at definitionen af begrebet »interesserede parter«, således som den fremgår af Domstolens praksis, blev kodificeret af EU-lovgiver i artikel 1, litra h), i Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 af 22. marts 1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af [artikel 108 TEUF] (EFT 1999, L 83, s. 1), som er blevet erstattet af artikel 1, litra h), i forordning 2015/1589. I denne sidstnævnte bestemmelse blev det analoge begreb »interesserede parter« defineret som omfattende »alle medlemsstater og personer, virksomheder eller sammenslutninger af virksomheder, hvis interesser måtte være berørt af den tildelte støtte, herunder navnlig støttemodtageren, konkurrerende virksomheder og erhvervsorganisationer« (dom af 31.1.2023, Kommissionen mod Braesch m.fl., C-284/21 P, EU:C:2023:58, præmis 58).
81 I den foreliggende sag er det ubestridt, at den omtvistede afgørelse blev vedtaget efter den indledende undersøgelsesfase, der er fastsat i artikel 108, stk. 3, TEUF, således som omhandlet i artikel 4, stk. 3, i forordning 2015/1589, og dermed uden indledning af den formelle undersøgelsesprocedure, der er fastsat i artikel 108, stk. 2, TEUF, således som omhandlet i denne forordnings artikel 4, stk. 4.
82 Det var således med føje, at Retten fastslog, at det af DLH anlagte søgsmål kunne antages til realitetsbehandling, for så vidt som dette luftfartsselskab dels havde godtgjort at være en »interesseret part« som omhandlet i artikel 1, litra h), i forordning 2015/1589, dels havde gjort gældende, at selskabets processuelle rettigheder var blevet tilsidesat.
83 Delstaten og Kommissionen er imidlertid af den opfattelse, at Retten i den appellerede doms præmis 32-64 med urette fastslog, at begge disse betingelser var opfyldt i den foreliggende sag.
– DLH’s egenskab af »interesseret part«
84 Retten fastslog i den appellerede doms præmis 39-56, at DLH var en »interesseret part« i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i artikel 1, litra h), i forordning 2015/1589.
85 Det skal i denne henseende i første række bemærkes, at selv om begrebet »interesserede parter«, som omhandlet i denne bestemmelse, især omfatter de virksomheder, som er konkurrenter til støttemodtageren, forholder det sig ikke desto mindre således, at dette begreb, som Retten med føje påpegede i den appellerede doms præmis 44, omfatter en ubestemt helhed af adressater (jf. i denne retning dom af 24.5.2011, Kommissionen mod Kronoply og Kronotex, C-83/09 P, EU:C:2011:341, præmis 63, og af 31.1.2023, Kommissionen mod Braesch m.fl., C-284/21 P, EU:C:2023:58, præmis 59).
86 Det fremgår således af Domstolens praksis, at en virksomhed, der ikke er direkte konkurrent til støttemodtageren, ikke desto mindre kan kvalificeres som »interesseret part« som omhandlet i artikel 1, litra h), i forordning 2015/1589, hvis den gør gældende, at dens interesser kan være påvirket af tildelingen af en støtte, hvilket kræver, at denne virksomhed i tilstrækkelig grad godtgør, at der er risiko for, at støtten får en konkret indvirkning på dens situation. Egenskaben af interesseret part forudsætter derfor ikke nødvendigvis et konkurrenceforhold (jf. i denne retning bl.a. dom af 24.5.2011, Kommissionen mod Kronoply og Kronotex, C-83/09 P, EU:C:2011:341, præmis 64 og 65, af 2.9.2021, Ja zum Nürburgring mod Kommissionen, C-647/19 P, EU:C:2021:666, præmis 58, og af 31.1.2023, Kommissionen mod Braesch m.fl., C-284/21 P, EU:C:2023:58, præmis 60).
87 I anden række skal det fremhæves, at Retten i den appellerede doms præmis 55 fastslog, at tildelingen af den omhandlede støtte risikerede at have en konkret indvirkning på DLH’s situation for så vidt angår dels driften af Frankfurt-am-Main lufthavn, som er dens vigtigste »hub-lufthavn«, dels konkurrencen vedrørende bestemmelsesstederne for de flyvninger, som DLH tilbyder fra denne lufthavn.
88 Nærmere bestemt fastslog Retten for det første i den appellerede doms præmis 50, at den omhandlede støtte kunne påvirke den konkurrencemæssige stilling for Frankfurt-am-Main lufthavn.
89 Som Kommissionen med rette har anført i det andet anbringendes første led i kontraappellen, fremgår det imidlertid ikke af stævningen i første instans, at DLH har påberåbt sig et sådant argument med henblik på at begrunde selskabets søgsmålsinteresse. Som anført i denne doms præmis 86, påhviler det alene sagsøgeren at godtgøre, at den omhandlede støtteforanstaltning risikerer at have en konkret indvirkning på vedkommendes situation.
90 Følgelig er den appellerede doms præmis 50 behæftet med en retlig fejl.
91 For det andet fremhævede Retten i den appellerede doms præmis 51-54, at tildelingen af den omhandlede støtte ved at tillade FFHG at fortsætte sine aktiviteter havde givet Ryanair mulighed for at opretholde et konkurrencepres på DLH fra Frankfurt-Hahn lufthavn. En sådan konstatering er støttet på den omstændighed, at disse to luftfartsselskaber konkurrerer, for så vidt som de tilbyder flyvninger til de samme bestemmelsessteder fra Frankfurt-Hahn lufthavn og Frankfurt-am-Main lufthavn, idet denne omstændighed, således som det er anført i den appellerede doms præmis 51, bekræftes af de lister over destinationer, som DLH har fremlagt i forbindelse med sine skriftlige indlæg og i retsmødet for Retten.
92 Det fremgår således udtrykkeligt af denne præmis 51, at Retten tog hensyn til de beviser, som DLH fremlagde. Som Kommissionen har anført i det andet led i kontraappellens andet anbringende, følger det derimod på ingen måde af den appellerede dom, at Retten tog hensyn til de argumenter, som Kommissionen bl.a. fremførte i punkt 33-40 i sin duplik for Retten, og som tilsigtede at rejse tvivl om relevansen af de beviser, som DLH havde fremlagt, med henblik på at vurdere, om der forelå et konkurrenceforhold mellem dette luftfartsselskab og Ryanair.
93 Det skal i denne forbindelse bemærkes dels, at under en appelsag er formålet med Domstolens efterprøvelse bl.a. at undersøge, om Retten i tilstrækkelig grad har taget stilling til alle de argumenter, som appellanten har fremført, dels, at anbringendet om Rettens manglende stillingtagen til argumenter fremført i første instans i det væsentlige svarer til påberåbelse af en tilsidesættelse af den begrundelsespligt, der følger af artikel 36 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, der finder anvendelse på Retten i medfør af samme statuts artikel 53, stk. 1, og artikel 117 i Rettens procesreglement (jf. i denne retning dom af 20.5.2010, Gogos mod Kommissionen, C-583/08 P, EU:C:2010:287, præmis 29, af 29.9.2022, ABLV Bank mod Afviklingsinstansen, C-202/21 P, EU:C:2022:734, præmis 106, og af 2.2.2023, Spanien m.fl. mod Kommissionen, C-649/20 P, C-658/20 P og C-662/20 P, EU:C:2023:60, præmis 118).
94 Ganske vist er det rigtigt, at det ikke påhviler Retten i sin fremstilling udtømmende og et for et at behandle alle de argumenter, der er fremført af parterne i sagen, og at Rettens begrundelse således kan fremgå indirekte, forudsat at de berørte parter kan få kendskab til begrundelsen for, at Retten ikke har godtaget deres argumenter, og således, at Domstolen kan råde over de oplysninger, der er nødvendige for, at den kan udøve sin prøvelsesret (dom af 9.9.2008, FIAMM m.fl. mod Rådet og Kommissionen, C-120/06 P og C-121/06 P, EU:C:2008:476, præmis 96, og af 1.12.2022, EUIPO mod Vincenti, C-653/20 P, EU:C:2022:945, præmis 47).
95 Når dette er sagt, burde Retten, for så vidt som de af Kommissionen fremlagte oplysninger i den foreliggende sag tilsigtede at anfægte relevansen af de oplysninger, som DLH havde fremlagt, for at opfylde den begrundelsespligt, som påhviler den, have redegjort for grundene til, at den fandt, at disse beviser ikke kunne rejse tvivl om dens vurdering, der var støttet på de af DLH fremlagte oplysninger, hvorefter dette luftfartsselskab og Ryanair var aktive på det samme marked for lufttransport af passagerer og derfor konkurrerede med hinanden.
96 Det følger af det ovenstående, at Retten begik en retlig fejl og tilsidesatte sin begrundelsespligt ved at fastslå, at DLH var en »interesseret part« som omhandlet i artikel 1, litra h), i forordning 2015/1589.
97 Kommissionens andet anbringendes første og andet led skal derfor tages til følge.
– DLH’s påberåbelse af en tilsidesættelse af selskabets processuelle rettigheder
98 Det skal for det første bemærkes, at Rettens konstatering i den appellerede doms præmis 64, hvorefter DLH i stævningen i første instans havde påberåbt sig en tilsidesættelse af selskabets processuelle rettigheder, hviler på Rettens konstateringer i dommens præmis 62 og 63.
99 I denne forbindelse fastslog Retten i den appellerede doms præmis 62, at »det [fremgik] af en helhedsbedømmelse af stævningen«, at det af DLH anlagte søgsmål »[vedrørte] annullation af afgørelsen om ikke at gøre indsigelse ved at rejse tvivl om den omstændighed, at [denne] afgørelse [havde] undladt at foretage en fuldstændig undersøgelse af den [omhandlede] støtte, hvilket [havde] skadet [DLH], for så vidt som dette [var] en interesseret part, og [havde tilsidesat] selskabets ret til at blive hørt og dets processuelle rettigheder«.
100 I den appellerede doms præmis 63 præciserede Retten ligeledes, at »[f]or så vidt angår […] et søgsmål, der anfægter lovligheden af en afgørelse, der er truffet uden indledning af den formelle procedure, [skulle] alle de argumenter, som [DLH] [havde fremført] i forbindelse med det eneste anbringende, undersøges med henblik på at vurdere, om de [gjorde det muligt] at identificere alvorlige vanskeligheder, hvis tilstedeværelse forpligtede Kommissionen til at indlede den nævnte procedure«.
101 For det andet skal det bemærkes, at det ikke tilkommer Unionens retsinstanser at fortolke et søgsmål – hvorunder det udelukkende er den materielle rigtighed af en afgørelse om vurdering af støtten som sådan, der anfægtes – som et søgsmål, der reelt må opfattes som en påstand om at beskytte de processuelle rettigheder, der tilkommer sagsøgeren ifølge artikel 108, stk. 2, TEUF, når sagsøgeren ikke udtrykkeligt har anført et anbringende til støtte for denne påstand, idet dette ellers vil ændre sagens genstand (dom af 2.9.2021, Ja zum Nürburgring mod Kommissionen, C-647/19 P, EU:C:2021:666, præmis 115 og den deri nævnte retspraksis).
102 Når dette er sagt, kan sagsøgerens argumenter, der specifikt tilsigter at godtgøre, at Kommissionen burde have indledt den formelle undersøgelsesfase, antages til realitetsbehandling, når det søgsmål, til støtte for hvilket disse argumenter er påberåbt, rent faktisk vedrører annullation af afgørelsen om ikke at indlede en sådan procedure, og sagsøgeren ifølge selve ordlyden af stævningen har gjort gældende, at den manglende indledning af undersøgelsesproceduren forhindrede vedkommende i at være omfattet af de processuelle garantier, som denne har ret til (jf. i denne retning dom af 22.9.2011, Belgien mod Deutsche Post og DHL International, C-148/09 P, EU:C:2011:603, præmis 61-63).
103 I den foreliggende sag er det for det første korrekt, således som Retten fremhævede i den appellerede doms præmis 62, at det søgsmål, som DLH anlagde for Retten, havde til formål at opnå annullation af en afgørelse fra Kommissionen om ikke at indlede den formelle undersøgelsesprocedure som omhandlet i artikel 108, stk. 2, TEUF.
104 Når dette er sagt, skal det for det andet fremhæves, at Retten, således som generaladvokaten har anført i punkt 98 i forslaget til afgørelse, tilsidesatte sin begrundelsespligt ved i denne doms præmis 62 at begrænse sig til at anføre, at DLH’s påberåbelse af en tilsidesættelse af selskabets processuelle rettigheder fulgte af en helhedsbedømmelse af stævningen i første instans. Retten burde derimod udtrykkeligt have henvist til de punkter i stævningen, som den støttede sig på for at foretage en sådan vurdering, for at gøre det muligt for parterne, således som det er anført i denne doms præmis 94, at få kendskab til de grunde, der førte den til at træffe afgørelse på denne måde, og for Domstolen at udøve sin prøvelsesret.
105 For det tredje var Retten, således som generaladvokaten ligeledes i det væsentlige har anført i punkt 97 i forslaget til afgørelse, stadig forpligtet til at undersøge, hvilke af DLH’s klagepunkter der specifikt havde til formål at godtgøre, at Kommissionen burde have indledt den formelle undersøgelsesfase.
106 Det fremgår imidlertid ikke af den appellerede dom, at Retten foretog en sådan undersøgelse. Det følger tværtimod af dommens præmis 63, at Retten fandt, at eftersom søgsmålet i første instans havde til formål at anfægte Kommissionens afslag på at indlede den formelle undersøgelsesprocedure som omhandlet i artikel 108, stk. 2, TEUF, var Retten forpligtet til at undersøge alle de argumenter, som DLH havde påberåbt sig med henblik på at vurdere, om disse gjorde det muligt at identificere alvorlige vanskeligheder, som burde have foranlediget Kommissionen til at indlede en sådan procedure, uden først at undersøge, om hvert af disse argumenter specifikt tilsigtede at godtgøre, at der forelå sådanne vanskeligheder.
107 Det følger heraf, at Rettens vurdering, hvorefter DLH havde påberåbt sig en tilsidesættelse af selskabets processuelle rettigheder, er behæftet med retlige fejl og en begrundelsesmangel.
108 Følgelig skal delstatens første appelanbringendes andet led tages til følge.
109 Henset til samtlige ovenstående betragtninger – og uden at det er fornødent at tage stilling til hverken delstatens første appelanbringendes første led, det første anbringende og det andet anbringendes tredje led i Kommissionens kontraappel, der af andre grunde tilsigter at anfægte, at søgsmålet kan antages til realitetsbehandling, eller de øvrige anbringender i hovedappellen og kontraappellerne, der tilsigter at rejse tvivl om Rettens ræsonnement vedrørende realiteten og navnlig de anbringender, som DLH har fremsat i sin kontraappel vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt det af Retten anvendte begreb »overordnet plan« er foreneligt med artikel 107 TEUF – skal den appellerede dom ophæves.
Søgsmålet for Retten
110 I overensstemmelse med artikel 61, stk. 1, andet punktum, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol kan Domstolen, når den ophæver den af Retten trufne afgørelse, selv træffe endelig afgørelse, hvis sagen er moden til påkendelse.
111 Dette er ikke tilfældet i den foreliggende sag.
112 Henset til, at der foreligger flere retlige fejl og begrundelsesmangler, indebærer undersøgelsen af, om søgsmålet i første instans kan antages til realitetsbehandling, og i givet fald, om der er grundlag for søgsmålet, faktiske vurderinger, som kræver, at Domstolen træffer yderligere foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse eller bevisoptagelse.
113 Sagen vil følgelig være at hjemvise til Retten, og afgørelsen om sagsomkostningerne udsættes.
På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Fjerde Afdeling):
1) Den Europæiske Unions Rets dom af 19. maj 2021, Deutsche Lufthansa mod Kommissionen (T-218/18, EU:T:2021:282), ophæves.
2) Sagen hjemvises til Retten.
3) Afgørelsen om sagsomkostningerne udsættes.
Underskrifter