DOMSTOLENS DOM (Syvende Afdeling)
14. september 2023 (*)
»Præjudiciel forelæggelse – retligt samarbejde i civile sager – retternes kompetence og anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område – forordning (EU) nr. 1215/2012 – specielle kompetenceregler – kompetence i sager om forbrugeraftaler – artikel 18, stk. 1 – begrebet »medkontrahent« – artikel 63 – en juridisk persons bopæl – forordning (EF) nr. 593/2008 – lovvalgsregler for kontraktlige forpligtelser – lovvalg – artikel 3 – aftalt lovvalg – artikel 6 – forbrugeraftaler – grænser – aftale indgået med en forbruger om brugsret til ferieboliger på timesharebasis gennem et pointsystem«
I sag C-821/21,
angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Juzgado de Primera Instancia no 2 de Fuengirola (ret i første instans nr. 2 i Fuengirola, Spanien) ved afgørelse af 3. december 2021, indgået til Domstolen den 24. december 2021, i sagen
NM
mod
Club La Costa (UK) plc, sucursal en España,
CLC Resort Management Ltd,
Midmark 2 Ltd,
CLC Resort Development Ltd,
European Resorts & Hotels SL,
har
DOMSTOLEN (Syvende Afdeling),
sammensat af afdelingsformanden, M.L. Arastey Sahún, og dommerne F. Biltgen (refererende dommer) og J. Passer,
generaladvokat: M. Szpunar,
justitssekretær: A. Calot Escobar,
på grundlag af den skriftlige forhandling,
efter at der er afgivet indlæg af:
– NM ved abogada P. Maciá García,
– Midmark 2 Ltd ved abogados M.-D. Gómez Dabic og J.M. Macías Castaño,
– Club La Costa (UK) plc, sucursal en España, ved abogado J. Martínez-Echevarría Maldonado,
– den spanske regering ved A. Ballesteros Panizo, som befuldmægtiget,
– Europa-Kommissionen ved F. Castilla Contreras, S. Noë og W. Wils, som befuldmægtigede,
og idet Domstolen efter at have hørt generaladvokaten har besluttet, at sagen skal pådømmes uden forslag til afgørelse,
afsagt følgende
Dom
1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 18, stk. 1, og artikel 63, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EUT 2012, L 351, s. 1, herefter »Bruxelles Ia-forordningen«) samt af artikel 3 og artikel 6, stk. 1 og 3, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 593/2008 af 17. juni 2008 om lovvalgsregler for kontraktlige forpligtelser (Rom I) (EUT 2008, L 177, s. 6, herefter »Rom I-forordningen«).
2 Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem på den ene side NM og på den anden side selskaberne Club La Costa (UK) plc, sucursal en España, CLC Resort Management Ltd, Midmark 2 Ltd, CLC Resort Development Ltd og European Resorts & Hotels SL vedrørende en påstand om, at en timeshareaftale erklæres ugyldig, og om tilbagebetaling af de betalte beløb.
Retsforskrifter
EU-retten
Bruxelles Ia-forordningen
3 15., 21. og 34. betragtning til Bruxelles Ia-forordningen lyder:
»(15) Kompetencereglerne bør frembyde en høj grad af forudsigelighed og være baseret på sagsøgtes bopæl som det principielle kriterium. Dette kompetencekriterium bør altid kunne gøres gældende, undtagen i enkelte velafgrænsede tilfælde, hvor det på grund af tvistens genstand eller af hensyn til parternes aftalefrihed er berettiget at lægge et andet tilknytningsmoment til grund. For at gøre de fælles regler mere gennemsigtige og undgå kompetencekonflikter bør juridiske personers bopæl defineres selvstændigt.
[…]
(21) Af hensyn til en harmonisk retspleje er det nødvendigt at mindske risikoen for parallelle retssager mest muligt og undgå, at der træffes indbyrdes uforenelige retsafgørelser i forskellige medlemsstater. […]
[…]
(34) Kontinuiteten mellem [konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager (EFT 1978, L 304, s. 17), som ændret ved de efterfølgende konventioner om nye medlemsstaters tiltrædelse af denne konvention], [Rådets] forordning (EF) nr. 44/2001 [af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EFT 2001, L 12, s. 1)] og nærværende forordning bør sikres, og i den forbindelse bør der fastsættes overgangsbestemmelser. Samme kontinuitet bør gælde med hensyn til Den Europæiske Unions Domstols fortolkning af [denne konvention] og de forordninger, der er trådt i stedet for den.«
4 Denne forordnings artikel 7, nr. 5), har følgende ordlyd:
»En person, der har bopæl på en medlemsstats område, kan sagsøges i en anden medlemsstat:
[…]
5) i sager vedrørende driften af en filial, et agentur eller en anden virksomhed, ved retten på det sted, hvor filialen, agenturet eller virksomheden er beliggende.«
5 Nævnte forordnings artikel 17 bestemmer:
»1. I sager om aftaler indgået af en person (forbrugeren) med henblik på brug, der må anses at ligge uden for hans erhvervsmæssige virksomhed, afgøres kompetencen efter denne afdeling, jf. dog artikel 6 og artikel 7, nr. 5):
[…]
c) i alle andre tilfælde, når aftalen er indgået med en person, der udøver erhvervsmæssig virksomhed i den medlemsstat, på hvis område forbrugeren har bopæl, eller på en hvilken som helst måde retter sådan virksomhed mod denne medlemsstat eller mod flere stater inklusive denne medlemsstat, og aftalen er omfattet af den pågældende virksomhed.
2. Har forbrugerens medkontrahent ikke bopæl på en medlemsstats område, men er indehaver af en filial, et agentur eller en anden virksomhed i en medlemsstat, anses han i sager vedrørende driften af filialen, agenturet eller virksomheden som havende bopæl på denne medlemsstats område.
[…]«
6 Samme forordnings artikel 18, stk. 1, fastsætter:
»Sager, som en forbruger agter at rejse mod sin medkontrahent, kan anlægges enten ved retterne i den medlemsstat, på hvis område medkontrahenten har bopæl, eller, uanset medkontrahentens bopæl, ved retten på det sted, hvor forbrugeren har bopæl.«
7 Bruxelles Ia-forordningens artikel 19 er affattet således:
»Denne afdeling kan kun fraviges ved en aftale om værneting:
1) der er indgået, efter at tvisten er opstået, eller
2) der giver forbrugeren ret til at anlægge sag ved andre retter end dem, der er nævnt i denne afdeling, eller
3) der er indgået mellem en forbruger og dennes medkontrahent, som på tidspunktet for forbrugeraftalens indgåelse havde deres bopæl eller sædvanlige opholdssted på samme medlemsstats område, og tillægger retterne i denne medlemsstat kompetence, medmindre en sådan aftale om værneting ikke er tilladt efter lovgivningen i den pågældende medlemsstat.«
8 Denne forordnings artikel 24, nr. 1), bestemmer:
»Enekompetente er følgende retter i en medlemsstat uden hensyn til parternes bopæl:
1) i sager om rettigheder over fast ejendom samt om leje eller forpagtning af fast ejendom, retterne i den medlemsstat, på hvis område ejendommen er beliggende.
I sager om leje- og forpagtningsaftaler vedrørende fast ejendom, der er indgået med henblik på midlertidig privat brug for et tidsrum af højst seks på hinanden følgende måneder, er dog også retterne i den medlemsstat, på hvis område sagsøgte har bopæl, kompetente, under forudsætning af, at lejer eller forpagter er en fysisk person, og at ejer og lejer eller forpagter har bopæl på samme medlemsstats område.«
9 Nævnte forordnings artikel 25, stk. 1, lyder:
»Såfremt parterne, uanset deres bopæl, har aftalt, at en ret eller retterne i en medlemsstat skal være kompetente til at påkende allerede opståede tvister eller fremtidige tvister i anledning af et bestemt retsforhold, er denne ret eller disse retter kompetente, medmindre aftalen er materielt ugyldig efter loven i den pågældende medlemsstat. Medmindre parterne har aftalt andet, er denne ret eller disse retter enekompetente. […]«
10 Samme forordnings artikel 63 har følgende ordlyd:
»1. Selskaber og andre juridiske personer har ved anvendelsen af denne forordning bopæl det sted, hvor de har:
a) deres vedtægtsmæssige hjemsted
b) deres hovedkontor, eller
c) deres hovedvirksomhed.
2. For Irlands, Cyperns og Det Forenede Kongeriges vedkommende forstås ved »vedtægtsmæssigt hjemsted« »registered office« eller, hvis et sådant ikke findes nogen steder, »place of incorporation« eller, hvis et sådant ikke findes nogen steder, det sted, i henhold til hvis lovgivning stiftelsen fandt sted.
[…]«
Rom I-forordningen
11 Følgende fremgår af 6., 7., 23. og 27. betragtning til Rom I-forordningen:
»(6) På et velfungerende indre marked er det for at gøre udfaldet af tvister mere forudsigeligt og fremme retssikkerheden og den gensidige anerkendelse af retsafgørelser nødvendigt, at de lovvalgsregler, der er gældende i medlemsstaterne, udpeger den samme nationale lov, uanset i hvilket land den domstol, som sagen anlægges ved, er beliggende.
(7) Denne forordnings materielle anvendelsesområde og bestemmelser bør stemme overens med [forordning nr. 44/2001] og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 864/2007 af 11. juli 2007 om lovvalgsregler for forpligtelser uden for kontrakt [(Rom II-forordningen) (EUT 2007, L 199, s. 40)].
[…]
(23) Med hensyn til aftaler indgået med parter, der betragtes som værende svage parter, bør disse parter beskyttes med lovvalgsregler, der er gunstigere for deres interesser end de almindelige regler.
[…]
(27) Der bør gælde flere undtagelser fra den generelle lovvalgsregel i forbindelse med forbrugeraftaler. En af disse undtagelser bør være, at den generelle regel ikke bør finde anvendelse på aftaler vedrørende tinglige rettigheder over fast ejendom eller leje eller forpagtning af sådan ejendom, medmindre aftalen omhandler brugsret til fast ejendom på timesharebasis som omhandlet i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 94/47/EF af 26. oktober 1994 om beskyttelse af køber i forbindelse med visse aspekter ved kontrakter om brugsret til fast ejendom på timesharebasis [(EFT 1994, L 280, s. 83)].«
12 Denne forordnings artikel 1 med overskriften »Materielt anvendelsesområde« bestemmer i stk. 1:
»Denne forordning finder anvendelse på kontraktlige forpligtelser på det civil- og handelsretlige område i situationer, hvor der skal foretages et lovvalg.
Den finder i særdeleshed ikke anvendelse på spørgsmål vedrørende skat, told eller på administrative anliggender.«
13 Nævnte forordnings artikel 2 med overskriften »Universel anvendelse« bestemmer:
»Den lov, som udpeges efter denne forordning, finder anvendelse, selv om det ikke er loven i en medlemsstat.«
14 Samme forordnings artikel 3 med overskriften »Aftalt lovvalg« fastsætter:
»1. En aftale er underlagt den lov, som parterne har vedtaget. Lovvalget skal være udtrykkeligt eller klart fremgå af aftalens bestemmelser eller omstændighederne i øvrigt. Parternes lovvalg kan omfatte hele aftalen eller kun en del deraf.
2. Parterne kan på et hvilket som helst tidspunkt vedtage, at aftalen skal være underkastet en anden lov end den, som hidtil skulle anvendes, enten ifølge et tidligere lovvalg aftalt i henhold til denne artikel eller i henhold til andre bestemmelser i denne forordning. Enhver ændring af lovvalg, der finder sted efter aftalens indgåelse, berører ikke aftalens gyldighed med hensyn til form ifølge artikel 11 og kan ikke gribe ind i tredjemands rettigheder.
3. Er alle andre elementer med relevans for sagen på det tidspunkt, hvor valget foretages, lokaliseret i et andet land end det land, hvis lov er valgt, kan parternes lovvalg ikke medføre tilsidesættelse af de regler i dette andet lands lovbestemmelser, som ikke kan fraviges ved aftale.
4. Er alle andre elementer med relevans for sagen på det tidspunkt, hvor valget foretages, lokaliseret i en eller flere medlemsstater, kan parternes valg af en anden lov end loven i en medlemsstat ikke medføre tilsidesættelse af bestemmelser i fællesskabsretten, i givet fald som gennemført i den medlemsstat, hvor domstolen er beliggende, som ikke kan fraviges ved aftale.
5. Spørgsmål om eksistens og gyldighed af parternes samtykke til, at en bestemt lov skal anvendes, afgøres efter bestemmelserne i artikel 10, 11 og 13.«
15 Rom I-forordningens artikel 4 med overskriften »Lovvalg i mangel af aftale herom« er affattet således:
»1. Har parterne ikke aftalt lovvalg i overensstemmelse med artikel 3, bestemmes den lov, der finder anvendelse på aftalen, som følger, jf. dog artikel 5-8:
[…]
b) tjenesteydelsesaftaler er underlagt loven i det land, hvor tjenesteyderen har sit sædvanlige opholdssted
c) aftaler vedrørende en tinglig rettighed over fast ejendom eller leje eller forpagtning af fast ejendom er underlagt loven i det land, hvor ejendommen er beliggende
d) uanset litra c) gælder, at aftaler om leje eller forpagtning af fast ejendom med henblik på midlertidig privat brug i højst seks på hinanden følgende måneder er underlagt loven i det land, hvor ejeren har sit sædvanlige opholdssted, forudsat at lejeren eller forpagteren er en fysisk person med sædvanligt opholdssted i samme land
[…]
2. Er aftalen ikke omfattet af stk. 1, eller er aftalens bestanddele omfattet af mere end et af litraerne a)-h) i stk. 1, underlægges aftalen loven i det land, hvor den part, der præsterer den for aftalen karakteristiske ydelse, har sit sædvanlige opholdssted.
3. Fremgår det klart af alle sagens omstændigheder, at aftalen hvor parterne ikke har aftalt lovvalg, har åbenbart nærmere tilknytning til et andet land end det, der er angivet i stk. 1 eller 2, finder loven i dette andet land anvendelse.
4. Kan det i henhold til stk. 1 eller 2 ikke bestemmes, hvilken lov der finder anvendelse, er aftalen underlagt loven i det land, hvortil den har sin nærmeste tilknytning.«
16 Denne forordnings artikel 6 lyder:
»1. Med forbehold af artikel 5 og 7 er en aftale, som en fysisk person med henblik på brug, der må anses for at ligge uden for vedkommendes erhvervsmæssige virksomhed (»forbrugeren«), indgår med en anden person, der handler som led i sin erhvervsmæssige virksomhed (»den erhvervsdrivende«), underlagt loven i det land, hvor forbrugeren har sit sædvanlige opholdssted, forudsat at den erhvervsdrivende:
a) udøver sin erhvervsmæssige virksomhed i det land, hvor forbrugeren har sit sædvanlige opholdssted, eller
b) på en hvilken som helst måde retter sådan virksomhed mod dette land eller mod flere lande, inklusive dette land
og aftalen er omfattet af sådan virksomhed.
2. Uanset stk. 1 kan parterne vælge den lov, der skal finde anvendelse på en aftale, der opfylder kravene i stk. 1, i overensstemmelse med artikel 3. Et sådant lovvalg må dog ikke medføre, at forbrugeren berøves den beskyttelse, der tilkommer ham i medfør af bestemmelser, som ikke kan fraviges ved aftale i henhold til den lov, som ville have fundet anvendelse efter stk. 1, såfremt parterne ikke havde aftalt lovvalg.
3. Er kravene i stk. 1, litra a) eller b), ikke opfyldt, bestemmes den lov, der finder anvendelse på en aftale mellem en forbruger og en erhvervsdrivende, efter artikel 3 og 4.
4. Stk. 1 og 2 finder ikke anvendelse på:
a) aftaler om levering af tjenesteydelser til forbrugere, såfremt disse udelukkende skal præsteres i et andet land end det, hvor forbrugeren har sit sædvanlige opholdssted
[…]
c) aftaler vedrørende en tinglig rettighed over fast ejendom eller leje eller forpagtning af fast ejendom, bortset fra aftaler om brugsret til fast ejendom på timesharebasis som defineret i direktiv [94/47]
[…]«
17 Nævnte forordnings artikel 9 med overskriften »Overordnede præceptive bestemmelser« har følgende ordlyd:
»1. Overordnede præceptive bestemmelser er bestemmelser, hvis overholdelse af et land anses for at være så afgørende for beskyttelsen af dets offentlige interesser, som f.eks. dets politiske, sociale og økonomiske struktur, at bestemmelserne finder anvendelse på alle forhold, der falder ind under deres anvendelsesområde, uanset hvilken lov der i øvrigt skal anvendes på aftalen i henhold til denne forordning.
2. Intet i denne forordning begrænser anvendelsen af overordnede præceptive bestemmelser i domstolslandets lov.
3. De overordnede præceptive bestemmelser i det land, hvor de forpligtelser, der udspringer af aftalen, skal opfyldes eller allerede er opfyldt, kan tillægges vægt, for så vidt disse overordnede præceptive bestemmelser gør opfyldelsen af aftalen ulovlig. Ved afgørelsen af, om sådanne bestemmelser bør tillægges vægt, tages der hensyn til deres karakter og formål samt til virkningerne af deres anvendelse eller tilsidesættelse.«
18 Samme forordnings artikel 24 med overskriften »Forholdet til Romkonventionen« fastsætter:
»1. Denne forordning træder i stedet for Rom-konventionen i medlemsstaterne, dog ikke for så vidt angår de af medlemsstaternes territorier, som er omfattet af konventionens geografiske anvendelsesområde, og som ikke er omfattet af denne forordning i medfør af […] artikel 299 [EF].
2. I det omfang denne forordning erstatter bestemmelserne i Rom-konventionen, forstås henvisninger til denne konvention som henvisninger til denne forordning.«
19 Rom II-forordningens artikel 28 med overskriften »Tidsmæssig anvendelse« bestemmer:
»Denne forordning finder anvendelse på aftaler, der er indgået fra den 17. december 2009.«
Direktiv 93/13/EØF
20 Artikel 3 i Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler (EFT 1993, L 95, s. 29) er affattet således:
»1. Et kontraktvilkår, der ikke har været genstand for individuel forhandling, anses for urimeligt, hvis det til trods for kravene om god tro bevirker en betydelig skævhed i parternes rettigheder og forpligtelser ifølge aftalen til skade for forbrugeren.
2. Et kontraktvilkår anses altid for ikke at have været genstand for individuel forhandling, når det er udarbejdet på forhånd, og forbrugeren derved ikke har haft nogen indflydelse på indholdet, navnlig i forbindelse med en standardkontrakt.
Den omstændighed, at visse elementer i et kontraktvilkår eller et enkelt kontraktvilkår har været genstand for individuel forhandling, udelukker ikke anvendelse af denne artikel på resten af en aftale, hvis en samlet vurdering fører til den konklusion, at der alligevel er tale om en standardkontrakt.
Hvis en erhvervsdrivende hævder, at et standardiseret kontraktvilkår har været genstand for individuel forhandling, har han bevisbyrden.
3. Bilaget indeholder en vejledende og ikke-udtømmende liste over de kontraktvilkår, der kan betegnes som urimelige.«
Spansk ret
21 Ley 42/1998 sobre derechos de aprovechamiento por turno de bienes inmuebles de uso turístico y normas tributarias (lov nr. 42/1998 om timesharerettigheder i ferieboliger og skattebestemmelser på området) af 15. december 1998 (BOE nr. 300 af 16.12.1998, s. 42076) finder anvendelse på tvisten i hovedsagen.
Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål
22 Den 6. oktober 2018 indgik NM, en britisk forbruger med bopæl i Det Forenede Kongerige, gennem den spanske filial af Club La Costa (UK), der har hjemsted i Det Forenede Kongerige (herefter »Club La Costa«), en aftale om brugsret til ferieboliger på timesharebasis (herefter »den omtvistede aftale«), som den forelæggende ret har oplyst hverken vedrører en tinglig rettighed over fast ejendom eller en lejeret.
23 NM anlagde sag mod dette selskab og andre selskaber i samme koncern, som han ligeledes var kontraktligt bundet til, men som ikke havde noget at gøre med denne aftale.
24 Alle de sagsøgte selskaber i hovedsagen er hjemmehørende i Det Forenede Kongerige, med undtagelse af European Resorts & Hotels, der har hjemsted i Spanien. Den forelæggende ret har i øvrigt præciseret, at Club La Costa retter sin erhvervsmæssige virksomhed ikke blot mod Spanien, men også mod andre lande, bl.a. Det Forenede Kongerige.
25 Den omtvistede aftale indeholder en bestemmelse, der bl.a. fastsætter, at den henhører under England og Wales’ retters enekompetence, og at loven i England og Wales finder anvendelse.
26 Den forelæggende ret er af den opfattelse, at fortolkningen af EU-retten er relevant med henblik på inden for rammerne af den tvist, der er indbragt for den, og som vedrører denne aftales gyldighed eller ugyldighed, at afgøre, om de spanske domstole har kompetence til at påkende denne tvist, og i bekræftende fald, hvilken lov der skal anvendes ved bedømmelsen af, om denne aftale er gyldig eller ugyldig.
27 Hvad angår aftaler som den omtvistede har de spanske retsinstanser anlagt forskellige tilgange.
28 Den forelæggende ret er for det første af den opfattelse, at den enekompetence, der er fastsat i Bruxelles Ia-forordningens artikel 24, nr. 1), ikke kan finde anvendelse, eftersom den særlige udformning af genstanden for den omtvistede aftale udelukker, at der er stiftet en tinglig rettighed over fast ejendom, eller at der foreligger leje eller forpagtning af fast ejendom, og for det andet, at denne aftale skal kvalificeres som en »forbrugeraftale« som omhandlet i denne forordnings artikel 17, stk. 1. Den forelæggende ret har heraf udledt, at det er muligt at anvende kompetencereglen i forordningens artikel 18, stk. 1, som giver forbrugeren mulighed for ud over at anlægge sag ved retten på det sted, hvor den pågældende har sin bopæl, at anlægge sag ved retterne i den medlemsstat, på hvis område »medkontrahenten« har bopæl.
29 I denne henseende findes der i spansk retspraksis ligeledes forskellige fortolkninger ikke alene med hensyn til begrebet »medkontrahent«, men også med hensyn til fastlæggelsen af dennes bopæl i overensstemmelse med Bruxelles Ia-forordningens artikel 62, som henviser til den nationale lovgivning i den ret, ved hvilken sagen er anlagt, eller, hvis »medkontrahenten« er en juridisk person, i overensstemmelse med denne forordnings artikel 63, der definerer bopæl som det sted, hvor den juridiske persons vedtægtsmæssige hjemsted, hovedkontor eller hovedvirksomhed er beliggende. Hvad nærmere bestemt angår Det Forenede Kongerige skal der ved »vedtægtsmæssigt hjemsted« forstås registered office eller, hvis et sådant ikke findes nogen steder, place of incorporation eller, hvis et sådant ikke findes nogen steder, det sted, i henhold til hvis lovgivning stiftelsen fandt sted.
30 Ifølge en første retning i retspraksis er det, uanset det værnetingsvalg, som forbrugeren kan udøve i henhold til Bruxelles Ia-forordningens artikel 18, stk. 1, ikke muligt at tillægge forbrugeren beføjelse til at udvide dette valg, således at forbrugeren kan anlægge sag mod en person, der ikke er kontraherende part, ved et værneting, der er passende for forbrugeren. Følgelig kan de spanske retter ikke have international kompetence, når forbrugeren ikke har bopæl i Spanien, og alle de sagsøgte juridiske personer har hjemsted i Det Forenede Kongerige. Det samme gælder, når visse selskaber har hjemsted i Spanien, men ikke har noget at gøre med den omhandlede aftale, eller når denne sag vedrører selskaber, der har hjemsted i Spanien, og som har indgået aftaler, der er accessoriske i forhold til den aftale, hvis ugyldighed påberåbes.
31 I modsætning hertil ses der ifølge en anden retning i retspraksis bort fra spørgsmålet om, hvem »medkontrahenten« er, og hvordan den pågældendes bopæl skal fastlægges. Ifølge denne retning i retspraksis opstiller Bruxelles Ia-forordningens artikel 63, stk. 2, en faktisk formodning, således at det tilkommer »medkontrahenten« at godtgøre, at dennes forretningssted svarer til dennes vedtægtsmæssige hjemsted, idet de spanske retters internationale kompetence i modsat fald er begrundet, såfremt det godtgøres, at den koncern, som »medkontrahenten« tilhører, udøver virksomhed i Spanien.
32 Efter den forelæggende rets opfattelse er en sådan fortolkning imidlertid ikke blot i strid med ordlyden af Bruxelles Ia-forordningens artikel 18, stk. 1, men også med formålet med eller opbygningen af denne bestemmelse, som ganske vist gør det muligt for forbrugeren ikke at anvende det almindelige værneting ved sagsøgtes bopæl, men som dog ikke tillader forbrugeren at bestemme sagsøgtes bopæl på en sådan måde, at begrebet bopæl kan omgås, når denne bopæl er sammenfaldende med sagsøgerens.
33 Hvad angår den lov, der finder anvendelse, har den forelæggende ret anført, at det følger af de almindelige bestemmelser i Rom I-forordningen, dvs. forordningens artikel 3, stk. 1, at aftaler er underlagt den lov, som parterne har vedtaget, eller, hvis parterne ikke har aftalt lovvalg, den lov, der er fastsat i henhold til de forskellige kriterier i denne forordnings artikel 4, stk. 1 og 3, i givet fald suppleret med kriteriet i artikel 4, stk. 4, som henviser til loven i det land, som aftalen har den nærmeste tilknytning til. Ud over disse almindelige bestemmelser indeholder forordningen særlige bestemmelser, bl.a. dem, der finder anvendelse på forbrugeraftaler.
34 Ifølge den forelæggende ret fastsætter Rom I-forordningens artikel 6 følgende ordning: Parterne kan vælge, hvilken lov der skal anvendes på aftalen, på betingelse af at dette lovvalg ikke medfører, at den pågældende forbruger berøves den beskyttelse, der tilkommer vedkommende i medfør af ufravigelige regler i den lov, som ville have fundet anvendelse, hvis parterne ikke havde aftalt lovvalg – dvs. loven i det land, hvor forbrugeren har sit sædvanlige opholdssted – forudsat at medkontrahenten opfylder visse betingelser vedrørende den måde, hvorpå vedkommende udøver sin erhvervsvirksomhed. Hvis dette ikke er tilfældet, finder de generelle kriterier i forordningens artikel 3 og 4 anvendelse.
35 Den forelæggende ret er af den opfattelse, at det ikke kan antages, at en klausul i en aftale, der fastsætter at lovgivningen i England og Wales finder anvendelse, har til formål at omgå nogen beskyttelsesregel i den ordning, der ville finde anvendelse i mangel af denne klausul, idet denne ordning også henhører under denne lovgivning.
36 Visse nationale retter er imidlertid af den opfattelse, at en sådan lovvalgsklausul er ugyldig, eftersom der er tale om en klausul, der på forhånd er affattet i de almindelige forretningsbetingelser, og af hvis ordlyd det fremgår, at den er blevet pålagt af den erhvervsdrivende, som har affattet klausulen, og at den ikke følger af en aftale, der er indgået frit mellem parterne. Hverken bestemmelserne i Rom I-forordningens artikel 3, stk. 1, eller Domstolens praksis er imidlertid til hinder for, at der findes mere eller mindre standardiserede klausuler i de almindelige forretningsbetingelser.
37 Disse nationale retter finder desuden, at eftersom formålet med Rom I-forordningens artikel 6, stk. 1, er at beskytte forbrugerne og ikke medkontrahenterne, kan de sidstnævnte ikke påberåbe sig anvendelsen af denne bestemmelse, hvis forbrugeren undlader at gøre dette, og disse retter finder derfor, at forordningens artikel 6, stk. 3, der henviser til de almindelige regler i nævnte forordnings artikel 3 og 4, skal anvendes.
38 Ifølge den forelæggende ret er en sådan fortolkning imidlertid i strid med Domstolens praksis, hvorefter de retlige begreber, der er fastsat i EU-retten, er selvstændige begreber, der skal fortolkes i henhold til EU-rettens egne principper.
39 På denne baggrund har Juzgado de Primera Instancia no 2 de Fuengirola (ret i første instans nr. 2 i Fuengirola, Spanien) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»1) Er det i forbindelse med forbrugeraftaler, som [Bruxelles Ia-forordningens] artikel 18, stk. 1, […] finder anvendelse på, foreneligt med denne forordning at fortolke udtrykket »medkontrahent«, der anvendes i denne bestemmelse, således, at det kun omfatter den person, der har underskrevet aftalen, således at det ikke kan omfatte andre fysiske eller juridiske personer end dem, der faktisk har underskrevet aftalen?
2) Hvis udtrykket »medkontrahent« fortolkes som kun omfattende den person, der faktisk har underskrevet aftalen, og der er tale om tilfælde, hvor både forbrugeren og »medkontrahenten« har bopæl uden for Spanien, er en fortolkning, hvorefter de spanske domstoles internationale kompetence ikke kan fastlægges ved den omstændighed, at den koncern, som »medkontrahenten« tilhører, omfatter selskaber med hjemsted i Spanien, der ikke har deltaget i undertegnelsen af aftalen, eller som har underskrevet andre aftaler end den, der påstås ugyldig, da i overensstemmelse med [Bruxelles Ia-forordningens] artikel 18, stk. 1 […]?
3) I tilfælde af, at »medkontrahenten«, der er nævnt i [Bruxelles Ia-forordningens] artikel 18, stk. 1, […] beviser, at vedkommende har bopæl i Det Forenede Kongerige i henhold til [denne forordnings] artikel 63, stk. 2, er det da i overensstemmelse med denne bestemmelse at anlægge en fortolkning, hvorefter den således fastsatte bopæl begrænser den valgmulighed, der kan udnyttes efter artikel 18, stk. 1? Og er det endvidere i overensstemmelse med denne [artikel 63, stk. 2,] at anlægge en fortolkning, hvorefter den ikke blot opstiller en »faktisk formodning«, eller at denne formodning afkræftes, hvis »medkontrahenten« udøver virksomhed uden for sin bopæls jurisdiktion, eller at det påhviler »medkontrahenten« at bevise, at der er sammenfald mellem dennes bopæl som fastsat i henhold til [nævnte artikel 63, stk. 2,] og det sted, hvor denne udøver sin virksomhed?
Under henvisning til [Rom I-forordningen]:
4) For så vidt angår forbrugeraftaler, som Rom I-forordningen finder anvendelse på, er det i overensstemmelse med artikel 3 i nævnte forordning at fortolke de klausuler, der fastlægger lovvalget, og som er indarbejdet i de »generelle betingelser« i den aftale, der er underskrevet af parterne, eller som er indeholdt i et særligt dokument, som aftalen udtrykkeligt henviser til, og med godtgørelse af, at det er udleveret til forbrugeren, som værende gyldige og anvendelige?
5) Hvad angår forbrugeraftaler, som Rom I-forordningen finder anvendelse på, er det i overensstemmelse med artikel 6, stk. 1, i nævnte forordning at anlægge en fortolkning, hvorefter bestemmelsen kan påberåbes både af forbrugeren og af medkontrahenten?
6) For så vidt angår forbrugeraftaler, som Rom I-forordningen finder anvendelse på, er det i overensstemmelse med artikel 6, stk. 1, i nævnte forordning at fortolke bestemmelsen således, at såfremt kravene i bestemmelsen er opfyldt, vil den lov, der er angivet i denne forskrift, under alle omstændigheder have forrang over den, der er angivet i artikel 6, stk. 3, selv om sidstnævnte kunne være mere gunstig for forbrugeren i det konkrete tilfælde?«
Om de præjudicielle spørgsmål
Det første og det andet spørgsmål
40 Med det første og det andet spørgsmål, der skal behandles samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om Bruxelles Ia-forordningens artikel 18, stk. 1, skal fortolkes således, at udtrykket »medkontrahent« i denne bestemmelse skal forstås således, at det udelukkende omfatter den fysiske eller juridiske person, der er part i den omhandlede aftale, eller om det ligeledes omfatter andre personer, som ikke har noget med aftalen at gøre, men som er knyttet til denne person.
41 Indledningsvis bemærkes, at for så vidt som det følger af 34. betragtning til Bruxelles Ia-forordningen, at denne ophæver og erstatter forordning nr. 44/2001, som selv erstattede konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager, som ændret ved de efterfølgende konventioner om nye medlemsstaters tiltrædelse af denne konvention, gælder den af Domstolen anlagte fortolkning af disse sidstnævnte instrumenters bestemmelser ligeledes for Bruxelles Ia-forordningen, når disse bestemmelser kan »sidestilles« med hinanden (dom af 20.5.2021, CNP, C-913/19, EU:C:2021:399, præmis 30 og den deri nævnte retspraksis).
42 Det bemærkes ligeledes, at kompetencereglerne i Bruxelles Ia-forordningens artikel 17-19 i sager om forbrugeraftaler giver forbrugeren mulighed for at vælge at anlægge sag enten ved retten på det sted, hvor den pågældende har sin bopæl, eller ved retterne i den medlemsstat, på hvis område medkontrahenten har bopæl (jf. i denne retning dom af 26.3.2020, Primera Air Scandinavia, C-215/18, EU:C:2020:235, præmis 54).
43 Disse regler har til formål at sikre en passende beskyttelse af forbrugeren som den part i kontrakten, der må antages at være økonomisk set svagere og retligt set mindre erfaren end den erhvervsdrivende medkontrahent, således at forbrugeren ikke udsættes for vanskeligheder i forbindelse med et søgsmål i form af at skulle anlægge sag ved retterne i den stat, på hvis område medkontrahenten har bopæl (jf. i denne retning dom af 20.1.2005, Gruber, C-464/01, EU:C:2005:32, præmis 34 og den deri nævnte retspraksis).
44 I denne henseende underlægger Bruxelles Ia-forordningens artikel 17 anvendelsen af disse regler en betingelse om, at aftalen er indgået af forbrugeren med henblik på brug, der må anses at ligge uden for hans erhvervsmæssige virksomhed, med en person, der udøver erhvervsmæssig virksomhed i den medlemsstat, på hvis område forbrugeren har bopæl, eller på en hvilken som helst måde retter sådan virksomhed mod denne medlemsstat eller mod flere stater inklusive denne medlemsstat, og at aftalen er omfattet af den pågældende virksomhed.
45 For så vidt som de samme regler udgør en undtagelse fra såvel hovedreglen om kompetence, der fremgår af forordningens artikel 4, stk. 1, hvorefter kompetencen tillægges retterne i den medlemsstat, på hvis område sagsøgte har bopæl, som den specielle kompetenceregel i sager om kontraktforhold i forordningens artikel 7, stk. 1, skal de nødvendigvis fortolkes strengt og må ikke gå ud over de tilfælde, som disse har for øje (jf. i denne retning dom af 8.5.2019, Kerr, C-25/18, EU:C:2019:376, præmis 22, og af 26.3.2020, Primera Air Scandinavia, C-215/18, EU:C:2020:235, præmis 55 og den deri nævnte retspraksis).
46 Desuden skal de begreber, der anvendes i Bruxelles Ia-forordningen, og navnlig begreberne i forordningens artikel 18, stk. 1, fortolkes selvstændigt, først og fremmest ud fra forordningens opbygning og formål, for at sikre forordningens ensartede anvendelse i alle medlemsstaterne (jf. dom af 28.1.2015, Kolassa, C-375/13, EU:C:2015:37, præmis 22).
47 I det foreliggende tilfælde vedrører den forelæggende rets tvivl spørgsmålet om, hvorvidt de betingelser, der er nævnt i denne doms præmis 44, kan anses for at være opfyldt i forhold til en person, der, selv om vedkommende ikke har noget at gøre med den aftale, som den pågældende forbruger har indgået, på anden vis er knyttet til forbrugeren.
48 I denne henseende er det afgørende for anvendelsen af kompetencereglerne i Bruxelles Ia-forordningens artikel 17-19 i sager om forbrugeraftaler, at tvistens parter ligeledes er parter i den omhandlede aftale (jf. i denne retning dom af 26.3.2020, Primera Air Scandinavia, C-215/18, EU:C:2020:235, præmis 58).
49 I artikel 17-19 henvises der udtrykkeligt til »aftaler indgået af […] (forbrugeren)«, til »forbrugerens medkontrahent«, til »medkontrahent« i den aftale, som forbrugeren har indgået, eller til værnetingsaftaler, der er indgået »mellem en forbruger og dennes medkontrahent« (jf. i denne retning dom af 26.3.2020, Primera Air Scandinavia, C-215/18, EU:C:2020:235, præmis 59).
50 Disse henvisninger taler for en fortolkning, hvorefter det er en betingelse for, at artikel 17-19 kan anvendes, at en sag anlagt af en forbruger udelukkende rettes mod dennes medkontrahent (jf. i denne retning, dom af 26.3.2020, Primera Air Scandinavia, C-215/18, EU:C:2020:235, præmis 60).
51 Domstolen har således fastslået, at de kompetenceregler, der er fastsat vedrørende forbrugeraftaler i Bruxelles Ia-forordningens artikel 18, stk. 1, i henhold til ordlyden af denne bestemmelse alene finder anvendelse på sager, som en forbruger agter at rejse mod sin medkontrahent, hvilket nødvendigvis indebærer, at der er indgået en aftale mellem forbrugeren og den erhvervsdrivende, mod hvem der anlægges sag (jf. i denne retning dom af 26.3.2020, Primera Air Scandinavia, C-215/18, EU:C:2020:235, præmis 61 og den deri nævnte retspraksis).
52 En fortolkning, hvorefter kompetencereglerne i sager om forbrugeraftaler fastsat i Bruxelles Ia-forordningens artikel 17-19 ligeledes finder anvendelse i en situation, hvor der ikke er indgået en aftale mellem forbrugeren og den erhvervsdrivende, er ikke i overensstemmelse med det formål, der er anført i 15. betragtning til denne forordning, om at sikre en høj grad af forudsigelighed i kompetencereglerne (jf. i denne retning dom af 26.3.2020, Primera Air Scandinavia, C-215/18, EU:C:2020:235, præmis 62).
53 Forbrugerens mulighed for at sagsøge den erhvervsdrivende ved den ret, i hvis retskreds forbrugeren har bopæl, opvejes nemlig af kravet om, at der skal være indgået en aftale mellem dem, hvoraf den nævnte forudsigelighed for den sagsøgte følger (jf. i denne retning dom af 26.3.2020, Primera Air Scandinavia, C-215/18, EU:C:2020:235, præmis 63).
54 Selv om Domstolen allerede har fastslået, at begrebet »medkontrahent« i Bruxelles Ia-forordningens artikel 18, stk. 1, skal fortolkes således, at det ligeledes omfatter en aftalepart til den erhvervsdrivende, med hvem forbrugeren har indgået denne aftale, og som har sit hjemsted i den medlemsstat, hvor denne forbruger har bopæl (dom af 14.11.2013, Maletic, C-478/12, EU:C:2013:735, præmis 32), byggede denne fortolkning imidlertid på særlige omstændigheder, hvorefter forbrugeren fra starten var kontraktmæssigt bundet til to medkontrahenter (dom af 26.3.2020, Primera Air Scandinavia, C-215/18, EU:C:2020:235, præmis 64 og den deri nævnte retspraksis).
55 I det foreliggende tilfælde fremgår det af forelæggelsesafgørelsen, at den omtvistede aftale, som sagsøgeren i hovedsagen har nedlagt påstand om ugyldighed af, blev indgået med et enkelt selskab, nemlig Club La Costa, idet de øvrige sagsøgte selskaber i hovedsagen var parter i andre aftaler indgået med denne sagsøger, hvorfor de ikke kan være omfattet af begrebet »medkontrahent« som omhandlet i Bruxelles Ia-forordningens artikel 18, stk. 1.
56 Hvad angår den forelæggende rets spørgsmål om, hvilken betydning den omstændighed, at »medkontrahenten« tilhører en koncern, har for retternes kompetence i henhold til Bruxelles Ia-forordningens bestemmelser om kompetence i sager om forbrugeraftaler, skal det bemærkes, at med undtagelse af denne forordnings artikel 17, stk. 2, som fastsætter et alternativt tilknytningskriterium, når forbrugerens medkontrahent ikke har bopæl på en medlemsstats område, men er indehaver af en filial, et agentur eller en lignende virksomhed i en medlemsstat, indeholder forordningens artikel 17-19 ingen holdepunkter for at antage, at der foreligger et tilknytningskriterium baseret på tilhørsforhold til en koncern.
57 En fortolkning af artikel 17-19, der gør det muligt at tage hensyn til, at en forbrugers medkontrahent tilhører en koncern, ved at tillade denne forbruger at anlægge sag ved retterne i den medlemsstat, på hvis område hvert af de selskaber, der indgår i denne koncern, har hjemsted, ville desuden være åbenbart i strid med formålene om forudsigelighed af kompetencereglerne i Bruxelles Ia-forordningen og ville derfor være uforenelig med retssikkerhedsprincippet.
58 Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det første og det andet spørgsmål besvares med, at Bruxelles Ia-forordningens artikel 18, stk. 1, skal fortolkes således, at udtrykket »medkontrahent« i denne bestemmelse skal forstås således, at det udelukkende omfatter den fysiske eller juridiske person, der er part i den omhandlede aftale, og ikke andre personer, som ikke har noget med aftalen at gøre, heller ikke selv om de er knyttet til denne person.
Det tredje spørgsmål
59 Med det tredje spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om Bruxelles Ia-forordningens artikel 63, stk. 1 og 2, skal fortolkes således, at fastlæggelsen i overensstemmelse med denne bestemmelse af »medkontrahentens« bopæl som omhandlet i denne forordnings artikel 18, stk. 1, begrænser det valg, som forbrugeren kan foretage i henhold til denne artikel 18, stk. 1. Den forelæggende ret er i øvrigt i tvivl om bevisbyrden i forbindelse med fastlæggelsen af denne bopæl.
60 Det skal indledningsvis fremhæves, at i modsætning til fysiske personers bopæl, med hensyn til hvilke Bruxelles Ia-forordningens artikel 62 udtrykkeligt bestemmer, at denne bopæl skal fastlægges på grundlag af den nationale lovgivning, der gælder for den ret, ved hvilken sagen er anlagt, foretages fastlæggelsen af selskabers og juridiske personers bopæl i mangel af en sådan præcisering i henhold til en selvstændig fortolkning af EU-retten.
61 Det fremgår således af 15. betragtning til denne forordning, at juridiske personers bopæl bør defineres selvstændigt for at gøre de fælles regler mere gennemsigtige og undgå kompetencekonflikter.
62 Forordningens artikel 63, stk. 1, litra a)-c), opstiller således tre kriterier, der gør det muligt at placere selskabers og juridiske personers bopæl, nemlig det sted, hvor de har deres vedtægtsmæssige hjemsted, deres hovedkontor eller deres hovedvirksomhed.
63 Eftersom artikel 63 ikke fastsætter noget hierarki mellem disse tre kriterier, tilkommer det forbrugeren at vælge mellem dem med henblik på at fastlægge, hvilken ret der har kompetence i henhold til artikel 18, stk. 1, i Bruxelles Ia-forordningen.
64 Henset til det formål, der forfølges med kompetencereglerne i denne forordning på området for forbrugeraftaler, som anført i denne doms præmis 43, som består i at sikre en passende beskyttelse af forbrugeren som den part i aftalen, der må antages at være økonomisk set svagere og retligt set mindre erfaren, kan fastlæggelsen af selskabers og juridiske personers bopæl i medfør af forordningens artikel 63 ikke anses for at udgøre en begrænsning af de to værneting, der tilbydes forbrugeren i henhold til samme forordnings artikel 18, stk. 1.
65 Hvad desuden angår begrebet »vedtægtsmæssigt hjemsted« som omhandlet i Bruxelles Ia-forordningens artikel 63, stk. 1, litra a), indeholder denne artikels stk. 2 præciseringer vedrørende dette begreb, nemlig at der for Irlands, Cyperns og Det Forenede Kongeriges vedkommende ved »vedtægtsmæssigt hjemsted« forstås registered office eller, hvis et sådant ikke findes nogen steder, place of incorporation eller, hvis et sådant ikke findes nogen steder, det sted, i henhold til hvis lovgivning stiftelsen fandt sted.
66 Henset til den omstændighed, at Bruxelles Ia-forordningens artikel 63 har til formål at give en selvstændig definition af selskabers og juridiske personers bopæl med henblik på at øge gennemsigtigheden af de fælles regler og sikre deres ensartede anvendelse i alle medlemsstaterne, kan det heller ikke tiltrædes, at de præciseringer, der er fastsat i denne artikel 63, stk. 2, udelukkende udgør simple faktiske formodninger, som kan afkræftes ved modbevis, idet formålet om forudsigelighed af forordningens kompetenceregler ellers ville blive bragt i fare.
67 Henset til det ovenstående skal det tredje spørgsmål besvares med, at Bruxelles Ia-forordningens artikel 63, stk. 1 og 2, skal fortolkes således, at fastlæggelsen i overensstemmelse med denne bestemmelse af »medkontrahentens« bopæl som omhandlet i denne forordnings artikel 18, stk. 1, ikke begrænser det valg, som forbrugeren kan foretage i henhold til denne artikel 18, stk. 1. I denne henseende udgør præciseringerne i denne artikel 63, stk. 2, vedrørende begrebet »vedtægtsmæssigt hjemsted« selvstændige definitioner.
Det fjerde spørgsmål
68 Med det fjerde spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om Rom I-forordningens artikel 3 skal fortolkes således, at bestemmelsen er til hinder for, at en lovvalgsklausul er indeholdt i en aftales almindelige forretningsbetingelser eller i et særskilt dokument, som denne aftale henviser til, og som er blevet udleveret til forbrugeren.
69 Det skal i denne henseende bemærkes, at Rom I-forordningen i kapitel II indeholder ensartede regler, som fastsætter princippet om, at parternes vilje skal have forrang.
70 I denne forbindelse følger det af den generelle regel i Rom I-forordningens artikel 3, at en aftale er underlagt den lov, som parterne har vedtaget. Denne artikels stk. 1 kræver imidlertid, at dette valg er udtrykkeligt eller klart fremgår af aftalens bestemmelser eller omstændighederne i øvrigt.
71 Hvad angår lovvalgsklausuler nyder forbrugeren en særlig beskyttelse, som er gennemført ved direktiv 93/13, og som hviler på den betragtning, at forbrugeren befinder sig i en svagere stilling end den erhvervsdrivende såvel hvad angår forhandlingsstyrke som informationsniveau, og at forbrugeren som følge heraf tiltræder betingelser, som på forhånd er udarbejdet af den erhvervsdrivende, uden at han kan øve nogen indflydelse på disses indhold (jf. i denne retning dom af 23.4.2015, Van Hove, C-96/14, EU:C:2015:262, præmis 26 og den deri nævnte retspraksis).
72 I denne sammenhæng har Domstolen allerede fastslået, at en lovvalgsklausul, der er indeholdt i en erhvervsdrivendes almindelige forretningsbetingelser, og som ikke har været genstand for individuel forhandling, og i henhold til hvilken loven i den medlemsstat, hvor den pågældende erhvervsdrivende har sit hjemsted, finder anvendelse på den omhandlede aftale, er urimelig som omhandlet i artikel 3, stk. 1, i direktiv 93/13, når den vildleder den pågældende forbruger ved at give denne indtryk af, at det kun er denne lov, der finder anvendelse på denne aftale, uden at oplyse forbrugeren om, at vedkommende i henhold til Rom I-forordningens artikel 6, stk. 2, ligeledes er omfattet af den beskyttelse, som forbrugeren sikres i medfør af de ufravigelige bestemmelser i den lov, der ville finde anvendelse, hvis der ikke var en sådan klausul (jf. i denne retning dom af 28.7.2016, Verein für Konsumenteninformation, C-191/15, EU:C:2016:612, præmis 71), dvs. bestemmelserne i loven i det land, hvor forbrugeren har sit sædvanlige opholdssted.
73 I denne henseende bestemmer Rom I-forordningens artikel 6, stk. 2, således, at parterne i en aftale, som en forbruger har indgået med en erhvervsdrivende, kan vælge, hvilken lov der skal finde anvendelse på denne aftale, idet det dog præciseres, at dette lovvalg ikke må medføre, at forbrugeren berøves den beskyttelse, der tilkommer den pågældende i medfør af bestemmelser, som ikke kan fraviges ved aftale i henhold til den lov, som ville have fundet anvendelse efter forordningens artikel 6, stk. 1, såfremt parterne ikke havde aftalt lovvalg, som bestemmer, at en sådan aftale er underlagt loven i det land, hvor forbrugeren har sit sædvanlige opholdssted (jf. i denne retning dom af 10.2.2022, ShareWood Switzerland, C-595/20, EU:C:2022:86, præmis 15 og 16).
74 Følgelig er en lovvalgsklausul, der ikke har været genstand for individuel forhandling, kun gyldig, for så vidt som den ikke vildleder den pågældende forbruger ved at give denne indtryk af, at det kun er denne lov, der finder anvendelse på den pågældende aftale, uden at oplyse forbrugeren om den omstændighed, at forbrugeren i henhold til Rom I-forordningens artikel 6, stk. 2, ligeledes er omfattet af den beskyttelse, som tilkommer den pågældende i medfør af de ufravigelige bestemmelser i den lov, som ville finde anvendelse uden denne klausul, dvs. bestemmelserne i loven i det land, hvor forbrugeren har sit sædvanlige opholdssted.
75 I det foreliggende tilfælde fremgår det af sagsakterne for Domstolen, at den omtvistede aftale ved en på forhånd affattet klausul fastsætter, at lovgivningen i England og Wales finder anvendelse, hvilket derfor synes at være sammenfaldende med loven i det land, hvor sagsøgeren i hovedsagen har sit sædvanlige opholdssted, som ligeledes er lovgivningen i England og Wales.
76 Henset til det ovenstående skal det fjerde spørgsmål besvares med, at Rom I-forordningens artikel 3 skal fortolkes således, at bestemmelsen ikke er til hinder for en lovvalgsklausul, der er indeholdt i de almindelige forretningsbetingelser i en aftale eller i et særskilt dokument, som denne aftale henviser til, og som er blevet udleveret til forbrugeren, forudsat at denne klausul oplyser forbrugeren om, at vedkommende under alle omstændigheder i henhold til Rom I-forordningens artikel 6, stk. 2, nyder den beskyttelse, som tilkommer den pågældende i medfør af de ufravigelige bestemmelser i loven i det land, hvor forbrugeren har sit sædvanlige opholdssted.
Det femte og det sjette spørgsmål
77 Med det femte og det sjette spørgsmål, som skal behandles samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om Rom I-forordningens artikel 6, stk. 1, skal fortolkes således, at i det tilfælde, hvor en lovvalgsklausul, der finder anvendelse på en forbrugeraftale, erklæres ugyldig, gælder det dels, at de to parter i denne aftale, herunder den erhvervsdrivende, kan påberåbe sig denne bestemmelse med henblik på at fastlægge, hvilken lov der finder anvendelse på nævnte aftale, dels at den således fastlagte lov finder anvendelse, selv om den lov, der er omhandlet i denne artikel 6, stk. 3, dvs. den lov, der i overensstemmelse med denne forordnings artikel 3 og 4 finder anvendelse på samme aftale, kunne være gunstigere for forbrugeren.
78 I denne henseende må det konstateres, at Rom I-forordningens artikel 6 ikke alene har en specifik, men ligeledes en udtømmende karakter, således at de lovvalgsregler, der er fastsat i denne artikel, ikke kan ændres eller suppleres af andre lovvalgsregler, der er fastsat i denne forordning, medmindre en særlig bestemmelse i nævnte artikel udtrykkeligt henviser til disse (jf. analogt dom af 20.10.2022, ROI Land Investments, C-604/20, EU:C:2022:807, præmis 40 og 41).
79 Som det fremgår af 23. betragtning til Rom I-forordningen, bør aftaleparter, der betragtes som værende svage parter, beskyttes med lovvalgsregler, der er gunstigere for deres interesser end de almindelige regler.
80 Henset til den omstændighed, at reglerne i denne forordnings artikel 6 skal beskytte forbrugeren, er spørgsmålet om, hvilken af de to parter i den omhandlede aftale der påberåber sig dem, i øvrigt uden relevans, således at disse regler også kan påberåbes af den erhvervsdrivende.
81 Rom I-forordningens artikel 6, stk. 1, bestemmer således, at en aftale, som en forbruger indgår med en erhvervsdrivende, er underlagt loven i det land, hvor forbrugeren har sit sædvanlige opholdssted, forudsat at betingelserne i denne bestemmelse er opfyldt.
82 Rom I-forordningens artikel 6, stk. 2, fastsætter desuden udtrykkeligt, at parterne i overensstemmelse med denne forordnings artikel 3 kan vælge, hvilken lov der skal anvendes på en sådan aftale, idet dette lovvalg dog ikke må medføre, at forbrugeren berøves den beskyttelse, der tilkommer vedkommende i medfør af bestemmelser, som ikke kan fraviges ved aftale i henhold til den lov, som ville have fundet anvendelse efter nævnte forordnings artikel 6, stk. 1, såfremt parterne ikke havde aftalt lovvalg.
83 Det er kun i det tilfælde, hvor den omhandlede aftale ikke opfylder betingelserne i Rom I-forordningens artikel 6, stk. 1, litra a) eller b), at denne forordnings artikel 6, stk. 3, præciserer, at den lov, der finder anvendelse på denne aftale, bestemmes i overensstemmelse med nævnte forordnings artikel 3 og 4, i hvilket tilfælde den ret, ved hvilken sagen er anlagt, bl.a. kan fastlægge denne lov under hensyntagen til det land, som nævnte aftale har den nærmeste tilknytning til.
84 Det følger heraf, at når en forbrugeraftale opfylder disse betingelser, og parterne ikke har foretaget et gyldigt lovvalg for aftalen, skal den lov, der finder anvendelse, fastlægges i overensstemmelse med Rom I-forordningens artikel 6, stk. 1.
85 På grund af den specifikke og udtømmende karakter af de lovvalgsregler, der er fastsat i denne artikel 6, kan ingen anden lov anvendes, selv om denne anden lov, der bl.a. fastlægges på grundlag af tilknytningskriterierne i forordningens artikel 4, ville være mere gunstig for forbrugeren.
86 En modsat fortolkning, hvorefter det ville være muligt at fravige de lovvalgsregler, der er fastsat i Rom I-forordningen, for at afgøre, hvilken lov der finder anvendelse på en forbrugeraftale, med den begrundelse, at en anden lov ville være gunstigere for forbrugeren, ville nødvendigvis i væsentlig grad underminere det generelle krav om forudsigelighed med hensyn til den lov, der finder anvendelse, og dermed retssikkerhedsprincippet i aftaleforhold, der involverer forbrugere (jf. analogt dom af 12.9.2013, Schlecker, C-64/12, EU:C:2013:551, præmis 35).
87 Ved at udpege loven i det land, hvor forbrugeren har sit sædvanlige opholdssted, som den lov, der finder anvendelse, har EU-lovgiver nemlig fundet, at denne lov yder forbrugeren en passende beskyttelse, selv om denne udpegning imidlertid ikke nødvendigvis i alle tilfælde fører til anvendelse af den lov, der er mest gunstig for forbrugeren (jf. analogt dom af 12.9.2013, Schlecker, C-64/12, EU:C:2013:551, præmis 34).
88 Henset til det ovenstående skal det femte og det sjette spørgsmål besvares med, at Rom I-forordningens artikel 6, stk. 1, skal fortolkes således, at når en forbrugeraftale opfylder de betingelser, der er fastsat i denne bestemmelse, og der ikke er et gyldigt lovvalg for aftalen, skal den lov, der finder anvendelse på aftalen, fastlægges i overensstemmelse med nævnte bestemmelse, som begge aftaleparter, herunder den erhvervsdrivende, kan påberåbe sig, uanset den omstændighed, at den lov, der i overensstemmelse med denne forordnings artikel 3 og 4 finder anvendelse på samme aftale, kunne være gunstigere for forbrugeren.
Sagsomkostninger
89 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.
På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Syvende Afdeling) for ret:
1) Artikel 18, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område
skal fortolkes således, at
udtrykket »medkontrahent« i denne bestemmelse skal forstås således, at det udelukkende omfatter den fysiske eller juridiske person, der er part i den omhandlede aftale, og ikke andre personer, som ikke har noget med aftalen at gøre, heller ikke selv om de er knyttet til denne person.
2) Artikel 63, stk. 1 og 2, i forordning nr. 1215/2012
skal fortolkes således, at
fastlæggelsen i overensstemmelse med denne bestemmelse af »medkontrahentens« bopæl som omhandlet i denne forordnings artikel 18, stk. 1, ikke begrænser det valg, som forbrugeren kan foretage i henhold til denne artikel 18, stk. 1. I denne henseende udgør præciseringerne i denne artikel 63, stk. 2, vedrørende begrebet »vedtægtsmæssigt hjemsted« selvstændige definitioner.
3) Artikel 3 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 593/2008 af 17. juni 2008 om lovvalgsregler for kontraktlige forpligtelser (Rom I)
skal fortolkes således, at
bestemmelsen ikke er til hinder for en lovvalgsklausul, der er indeholdt i de almindelige forretningsbetingelser i en aftale eller i et særskilt dokument, som denne aftale henviser til, og som er blevet udleveret til forbrugeren, forudsat at denne klausul oplyser forbrugeren om, at vedkommende under alle omstændigheder i henhold til denne forordnings artikel 6, stk. 2, nyder den beskyttelse, som tilkommer den pågældende i medfør af de ufravigelige bestemmelser i loven i det land, hvor forbrugeren har sit sædvanlige opholdssted.
4) Artikel 6, stk. 1, i forordning nr. 593/2008
skal fortolkes således, at
når en forbrugeraftale opfylder de betingelser, der er fastsat i denne bestemmelse, og der ikke er et gyldigt lovvalg for aftalen, skal den lov, der finder anvendelse på aftalen, fastlægges i overensstemmelse med nævnte bestemmelse, som begge aftaleparter, herunder den erhvervsdrivende, kan påberåbe sig, uanset den omstændighed, at den lov, der i overensstemmelse med denne forordnings artikel 3 og 4 finder anvendelse på samme aftale, kunne være gunstigere for forbrugeren.
Underskrifter