Sag T-107/08

Transnational Company »Kazchrome« AO og ENRC Marketing AG

mod

Rådet for Den Europæiske Union og Europa-Kommissionen

»Dumping – import af siliciummangan med oprindelse i Kina og Kasakhstan – annullationssøgsmål – eksportpris – sammenligning mellem eksportprisen og den normale værdi – beregningen af underbudsmarginen – ansvar uden for kontraktforhold«

Sammendrag af dom

1.      Annullationssøgsmål – rådsforordning om indførelse af en endelig antidumpingtold – sag anlagt mod Kommissionen – afvisning

(Art. 230 EF; Rådets forordning nr. 1420/2007)

2.      Institutionernes retsakter – begrundelse – forpligtelse – rækkevidde – forordning om indførelse af antidumpingtold – justeringer af eksportprisen for at sikre en retfærdig sammenligning mellem den normale værdi og eksportprisen – manglende passende begrundelse

(Art. 253 EF; Rådets forordning nr. 1420/2007)

3.      Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – pålæggelse af en antidumpingtold – betingelse – skade – fastsættelse – sammenligning mellem den normale værdi og eksportprisen – beregning af underbudsmarginen

(Rådets forordning nr. 384/96, art. 3, stk. 2 og 3, nr. 1225/2009, art. 3, stk. 2 og 3, og nr. 1420/2007, 104. og 105. betragtning)

4.      Ansvar uden for kontraktforhold – betingelser – ulovlighed – skade – årsagsforbindelse – forordning om indførelse af antidumpingtold – fald i en af forordningen omfattet virksomheds salgsmængder – manglende årsagsforbindelse

(Art. 288 EF; Rådets forordning nr. 1420/2007)

5.      Ansvar uden for kontraktforhold – betingelser – ulovlighed – skade – årsagsforbindelse – udgifter i forbindelse med deltagelse i en antidumpingprocedure, der omfatter en retsstridig forordning – manglende årsagsforbindelse

(Art. 288, stk.2, EF)

1.      Kommissionens rolle i antidumpingprocedurer er et led i Rådets beslutningsproces. Det påhviler Kommissionen at foretage undersøgelser og på grundlag af disse at beslutte at afslutte proceduren eller at fortsætte den ved at træffe foreløbige foranstaltninger og foreslå Rådet at træffe endelige foranstaltninger, såsom en forordning om indførelse af en antidumpingtold. Beslutningskompetencen tilkommer imidlertid Rådet, som kan afholde sig fra at træffe beslutning, hvis det er uenigt med Kommissionen, eller omvendt træffe en beslutning på grundlag af Kommissionens forslag. Under disse omstændigheder må et annullationssøgsmål til anfægtelse af en forordning, der udelukkende blev vedtaget af Rådet, afvises, i det omfang det er rettet mod Kommissionen.

(jf. præmis 26)

2.      Den begrundelse, som kræves i henhold til artikel 253 EF, skal tilpasses karakteren af den pågældende retsakt og klart og utvetydigt angive de betragtninger, som den institution, der har udstedt den anfægtede retsakt, har lagt til grund, således at de berørte parter kan få kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, og således at den kompetente ret kan udøve sin prøvelsesret. Det nærmere indhold af begrundelseskravet skal fastlægges i lyset af den konkrete sags omstændigheder, navnlig indholdet af den pågældende retsakt, indholdet af de anførte grunde samt den interesse, som retsaktens adressater samt andre, der må anses for umiddelbart og individuelt berørt af retsakten, kan have i begrundelsen. Det kræves ikke, at begrundelsen angiver alle de forskellige relevante faktiske og retlige momenter, da spørgsmålet, om en retsakts begrundelse opfylder kravene efter artikel 253 EF, ikke blot skal vurderes i forhold til ordlyden, men ligeledes til den sammenhæng, hvori den indgår, samt under hensyn til alle de retsregler, som gælder på det pågældende område.

Med hensyn til en rådsforordning om indførelse af en antidumpingtold er vurderingen om, at et selskab, der sælger produkter, der rammes af antidumpingtolden, i forbindelse med en producerende virksomheds salg, har samme funktioner som en handelsagent på provisionsbasis, behæftet med en begrundelsesmangel, da Rådet for at sikre en retfærdig sammenligning mellem den normale værdi og eksportprisen samt foretage justeringer af eksportprisen, bl.a. for provisioner, blot nævner, at disse virksomheder er i et handelsforhold etableret under normale konkurrencevilkår, og at salgsselskabet under disse omstændigheder ikke kan anses for at handle som en intern salgsafdeling i den producerende virksomhed, på trods af de forhold, som de pågældende virksomheder har fremført, for at godtgøre, at forholdet mellem dem var det samme som forholdet mellem et selskab og en intern salgsafdeling.

(jf. præmis 31, 34, 36, 37 og 40)

3.      Artikel 1, stk. 1, i grundforordningen om antidumping nr. 384/96 (nu artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 1225/2009), fastsætter den grundlæggende regel for pålæggelsen af antidumpingtold, hvorefter det ikke er tilstrækkeligt, at de indførte varer sælges til dumpingpriser, og det er et yderligere krav, at deres overgang til fri omsætning i Fællesskabet forvolder skade. Det er netop i forbindelse med konstateringen af skade, at den nævnte forordnings artikel 3, stk. 2 og 3 (nu artikel 3, stk. 2 og 3, i forordning nr. 1225/2009), fastsætter, at der skal foretages en objektiv undersøgelse af importens indvirkning på prisen på samme vare på markedet i Unionen, og at det med henblik herpå tages i betragtning, om dumpingvarerne udbydes til en væsentlig lavere pris end prisen på samme vare, eller om priserne som følge af en sådan indførsel er blevet trykket betydeligt, eller om prisstigninger, som ellers ville være indtruffet, i væsentlig grad hindres.

Når Rådet under disse omstændigheder i forordning nr. 1420/2007 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af siliciummangan med oprindelse i Folkerepublikken Kina og Kasakhstan og afslutning af proceduren vedrørende importen af siliciummangan med oprindelse i Ukraine med henblik på sammenligningen af priserne på de importerede varer og EU-erhvervsgrenens priser og konstateringen af en skade, der er forvoldt denne ved den indførsel, der har været genstand for dumping, beregner de importerede varers underbudsmargin, anlægger det et åbenbart urigtigt skøn ved at antage, at den objektive sammenligning mellem priserne på EU-erhvervsgrenens varer og priserne på de importerede varer kræver, at referencepunktet for at fastsætte de sidstnævntes priser er disses første indførsel til Unionens område, og ikke toldklareringen, trods afstanden mellem disse to punkter, og således udelukker de betydelige transportomkostninger mellem disse punkter fra deres priser.

Det er således de priser, der er forhandlet mellem de eksporterende virksomheder og kunderne på grundlag af toldklareringen, og ikke de af Rådet beregnede priser på grundlag af et tidspunkt under transportfasen – uanset om det er på Unionens territorium – der kan afgøre kundernes beslutning om at købe de eksporterende virksomheders og ikke EU-erhvervsgrenens varer. Rådet og Kommissionen skal dog inden for rammerne af deres skønsmargin tage hensyn til alle relevante forhold i hvert enkelt tilfælde, herunder holdepunkter for at fastslå, at valget af transportformer og toldklareringerne har til formål at hindre sammenligningen af priserne på de importerede varer og EU-varerne.

(jf. præmis 58, 63, 67 og 68)

4.      En simpel henvisning til et fald i salgsmængderne hos en virksomhed, der er omfattet af forordning nr. 1420/2007 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af siliciummangan med oprindelse i Folkerepublikken Kina og Kasakhstan og afslutning af proceduren vedrørende importen af siliciummangan med oprindelse i Ukraine, er ikke tilstrækkelig til at bevise årsagssammenhængen mellem denne virksomheds indtægtstab og de påberåbte ulovligheder mod denne forordning, som kræves for, at Unionen ifalder ansvar uden for kontraktforhold på grund af kraftige variationer i salgsmængderne fra år til år uafhængigt af vedtagelsen af den nævnte forordning.

(jf. præmis 76 og 77)

5.      For så vidt angår Unionens ansvar uden for kontraktforhold skal tabet være en direkte konsekvens af den påberåbte ulovlighed og ikke sagsøgerens valg med hensyn til, hvordan der skal reageres på den angiveligt ulovlige retsakt. Den blotte omstændighed, at den ulovlige adfærd har udgjort en nødvendig betingelse for tabets opståen, således at forstå, at dette ikke ville være opstået, hvis ikke der var fulgt en sådan adfærd, er herefter ikke tilstrækkeligt for at godtgøre en årsagsforbindelse.

Udgifterne i forbindelse med en virksomheds deltagelse i en antidumpingprocedure kan således ikke betragtes som et tab som følge af vedtagelsen af en antidumpingforordning, som er behæftet med en ulovlighed, eftersom der ikke stilles krav om, at eksporterende producenter eller andre berørte parter deltager, og disse kan frit vurdere, om det er hensigtsmæssigt, og om de har interesse i at deltage, intensiteten af deres deltagelse og de udgifter, som skal afholdes med henblik herpå. Derudover kan de udgifter, der svarer til en sådan eksporterende producents arbejde, ikke anses for at være direkte knyttet til undersøgelsen, da personalets lønninger skulle udbetales uafhængigt af tilstedeværelsen af en igangværende antidumpingprocedure.

(jf. præmis 80-82)