Language of document :

Sag anlagt den 9. september 2008 - Nederlandene mod Kommissionen

(Sag T-380/08)

Processprog: nederlandsk

Parter

Sagsøger: Kongeriget Nederlandene (ved C. Wissels og M. de Mol, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

Sagsøgerens påstande

Kommissionens beslutning af 30. juni 2008, reference nr. SG.E3/MV/psi D(2008) 5364, annulleres.

Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Ved Kommissionens beslutning af 13. september 2006 i sag nr. COMP/F/38.456 - Bitumen (NL) 1 har Kommissionen pålagt et stort antal vejanlægsfirmaer, samt leverandører og købere af vejanlægsbitumen bøder for overtrædelse af artikel 81 EF. Kommissionen har ikke offentliggjort alle oplysninger i denne beslutning. Forskellige statslige og ikke-statslige juridiske personer, herunder Kongeriget Nederlandene, påstår at have lidt alvorlige skade som følge af disse virksomheders handlinger. Da det i forhold til erstatning for skade er meget nyttigt at have adgang til disse oplysninger, har Kongeriget Nederlandene i henhold til artikel 6, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1049/2001 2 begæret aktindsigt i den fuldstændige, ucensurerede version af beslutningen af 13. september 2006. Ved beslutning af 30. juni 2008 har Kommissionen givet afslag på denne begæring.

Til støtte for søgsmålet har Kongeriget Nederlandene for det første gjort gældende, at den anfægtede beslutning er i strid med retten til aktindsigt i henhold til artikel 255 EF, sammenholdt med artikel 1, stk. 4, i forordning nr. 1049/2001.

For det andet har det gjort gældende, at Kommissionen i henhold til artikel 4, stk. 6, i forordning nr. 1049/2001 skulle have givet delvis adgang til aktindsigt.

For det tredje er den anfægtede beslutning i strid med proportionalitetsprincippet.

For det fjerde er den anfægtede beslutning i strid med artikel 253 EF, da den ikke er tilstrækkeligt begrundet.

Endelig er den anfægtede afgørelse for det femte i strid med artikel 10 EF sammenholdt med proportionalitetsprincippet.

____________

1 - Kommissionens beslutning 2007/534/EF af 13.9.2006 om en procedure i henhold til artikel 81 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab (Sag nr. COMP/F/38.456 - Bitumen (NL)) (meddelt under nummer K(2006) 4090) (EUT 2007 L 196, s. 40).

2 - Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30.5.2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (EFT L 145, s. 43).