Foreløbig udgave
FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
M. SZPUNAR
fremsat den 11. januar 2024 (1)
Sag C-632/22
AB Volvo
mod
Transsaqui SL,
procesdeltager:
Ministerio Fiscal
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunal Supremo (øverste domstol, Spanien))
»Præjudiciel forelæggelse – lastbilkartel– erstatningssøgsmål – forkyndelse af det indledende processkrift for moderselskabets datterselskab – forordning (EF) nr. 1393/2007«
1. Den foreliggende præjudicielle forelæggelse fra Tribunal Supremo (øverste domstol, Spanien) giver Domstolen mulighed for at præcisere anvendelsesområdet for forordning (EF) nr. 1393/2007 (2) i en situation, hvor en sagsøger ønsker forkyndelse af et indledende processkrift for et datterselskab af det selskab, som sagsøgeren har til hensigt at anlægge et erstatningssøgsmål mod.
2. Det centrale spørgsmål er, om et indledende processkrift i en retssag mod et moderselskab kan forkyndes for dets datterselskab, på baggrund af Sumal-dommen (3), hvori Domstolen fastslog, at privat håndhævelse i forhold til et lastbilkartel, der var blevet pålagt sanktioner af Kommissionen, kunne rettes mod både moderselskabet og dets datterselskaber.
Retsforskrifter
EU-retten
3. Artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 1393/2007 med overskriften »Anvendelsesområde« har følgende ordlyd:
»Denne forordning finder anvendelse i civile og kommercielle sager, hvor et retsligt eller udenretsligt dokument skal sendes fra en medlemsstat til en anden for at blive forkyndt dér. Den omfatter i særdeleshed ikke spørgsmål vedrørende skat, told eller administrative anliggender eller statens ansvar for handlinger og undladelser under udøvelse af statsmagt (acta jure imperii).«
Spansk ret
4. Artikel 24 i den spanske forfatning har følgende ordlyd:
»1. Enhver har ret til en effektiv beskyttelse ved domstolene ved udøvelsen af sine rettigheder og legitime interesser, uden at der på noget tidspunkt må opstå manglende adgang til forsvar.
2. Ligeledes har enhver ret til adgang til en almindelig domstol, som fastsat ved lov, til et forsvar og til bistand fra en advokat, til at blive informeret om anklagen mod sig, til en offentlig rettergang uden unødig forsinkelse og med alle garantier, til at anvende de nødvendige beviser i sit forsvar, til ikke at inkriminere sig selv, til ikke at erklære sig skyldig og til uskyldsformodningen.«
5. Artikel 155 i Ley 1/2000, de Enjuiciamiento Civil (lov nr. 1/2000 om den civile retspleje) af 7. januar 2000 (4) i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen, med overskriften »Forkyndelse over for parter, der endnu ikke er mødt i retten eller ikke er repræsenteret af en procesfuldmægtig. Bopæl eller hjemsted« bestemmer følgende:
»1. Når parterne ikke er repræsenteret af en procesfuldmægtig, eller når der er tale om den første tilsigelse eller indkaldelse af sagsøgte, foretages forkyndelsen ved fremsendelse til parternes bopæl eller hjemsted.
[…]
3. Med henblik på forkyndelse kan som bopæl eller hjemsted udpeges den adresse, der er opført i det kommunale register eller den adresse, der er officielt registreret til andre formål, såvel som den adresse, der er opført i det officielle register eller i erhvervssammenslutningers publikationer for henholdsvis virksomheder og andre enheder eller for personer, der udøver et erhverv, for hvilket de er forpligtet til at være medlem af en erhvervssammenslutning. Med henblik herpå kan også stedet for den erhvervsmæssige beskæftigelse eller det sted, hvor arbejdet jævnligt udføres, udpeges som bopæl eller hjemsted.
[…]
Hvis søgsmålet er rettet mod en juridisk person, kan også angives bopælen eller hjemstedet for enhver, der optræder som erhvervsvirksomhedens administrerende direktør, forretningsfører eller befuldmægtigede, eller som medlem af eller formand for bestyrelsen for enhver sammenslutning.«
De faktiske omstændigheder i hovedsagen, retsforhandlingerne og de præjudicielle spørgsmål
6. I løbet af 2008 erhvervede Transsaqui SL to Volvo-lastbiler.
7. Den 19. juli 2016 traf Kommissionen afgørelse vedrørende en procedure i henhold til artikel 101 TEUF og artikel 53 i aftalen om det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde af 2. maj 1992 (5) (sag AT.39824 – Lastbiler) (meddelt under dokument C(2016) 4673) (herefter »Kommissionens afgørelse af 19. juli 2016«) (6). AB Volvo var én af adressaterne for denne afgørelse. I denne afgørelse fastslog Kommissionen, at en række lastbilproducenter, herunder Volvo, havde deltaget i et kartel i form af en samlet og vedvarende overtrædelse af artikel 101 TEUF og EØS-aftalens artikel 53. Det blev fastslået, at adressaterne for afgørelsen havde deltaget i en hemmelig aftale og/eller var ansvarlige herfor. De hemmelige aftaler omfattede aftaler og/eller samordnet praksis om prissætning og prisstigninger med henblik på at tilnærme bruttopriserne i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS) samt om tidspunktet for og overvæltningen af omkostninger i forbindelse med indførelsen af teknologi for emissionskontrol i overensstemmelse med EURO 3- til 6-standarderne. Det blev for så vidt angår Volvo fastslået, at overtrædelsen havde fundet sted fra den 17. januar 1997 til den 18. januar 2011.
8. Den 12. juli 2018 anlagde Transsaqui sag mod Volvo ved Juzgado de lo Mercantil nº 1 de Valencia (handelsret nr. 1 i Valencia, Spanien) med krav om erstatning for skader som følge af den overpris, der var blevet opkrævet, for så vidt angår det lastbilkartel, der er angivet i Kommissionens afgørelse af 19. juli 2016. Kravet udgjorde 24 420,69 EUR, der svarede til værdien af denne overpris. Som retsgrundlag påberåbte Transsaqui sig artikel 72 og 76 i Ley 15/2007 de Defensa de la Competencia (lov nr. 15/2007 om konkurrencebeskyttelse) af 3. juli 2007 (7), Kommissionens afgørelse af 19. juli 2016 og direktiv 2014/104/EU (8).
9. Trods den omstændighed, at Volvos hjemsted er beliggende i Gøteborg (Sverige), angav Transsaqui adressen på selskabets datterselskab i Spanien, Volvo Group España, SAU, der er beliggende i Madrid (Spanien), som Volvos adresse for forkyndelse af tilsigelse med henblik på indgivelse af svarskrift.
10. Juzgado de lo Mercantil nº 1 de Valencia (handelsret nr. 1 i Valencia) antog sagen til realitetsbehandling, hvorefter en kopi af stævningen og de dokumenter, der var vedlagt denne, blev sendt som anbefalet brev til VOLVO Group Españas forretningsadresse i Madrid. Brevet blev imidlertid afvist med en håndskrevet note med angivelse af adressen på Volvo i Sverige. Herefter indkaldte Juzgado de lo Mercantil nº 1 de Valencia (handelsret nr. 1 i Valencia) Transsaqui til at fremlægge sin sag i et retsmøde. Transsaqui hævdede, at Volvo Group Españas adfærd ved at nægte at modtage forkyndelsen af tilsigelsen med henblik på indgivelse af svarskrift i det søgsmål, der var anlagt mod Volvo, var en manøvre i ond tro med det formål at forsinke sagen, eftersom sidstnævnte ejede 100% af førstnævntes kapital, således at de to virksomheder udgjorde én enkelt virksomhed i konkurrencerettens forstand.
11. Juzgado de lo Mercantil nº 1 de Valencia (handelsret nr. 1 i Valencia) besluttede ved afgørelse af 22. maj 2019, at der skulle foretages forkyndelse for sagsøgte, Volvo, på dets datterselskab Volvo Group Españas forretningsadresse i overensstemmelse med »princippet om virksomhedsenhed«. Retten sendte med henblik herpå en anmodning om retligt samarbejde til domstolene i Madrid. Der blev herefter gennem domstolene i Madrid gjort et forsøg på at foretage forkyndelse på denne adresse den 5. september 2019, men en advokat, der identificerede sig som »juridisk repræsentant for Volvo Group España«, nægtede at modtage dokumentet og tilkendegav, at forkyndelse skulle foretages på Volvos hjemsted i Sverige. Ved det andet forsøg på forkyndelse, som domstolene i Madrid foretog på datterselskabets hjemsted i Madrid, lykkedes det at gennemføre denne. Forkyndelsen blev modtaget af en person, der identificerede sig som tilhørende den juridiske afdeling.
12. Eftersom Juzgado de lo Mercantil nº 1 de Valencia (handelsret nr. 1 i Valencia) var af den opfattelse, at forkyndelsen var blevet foretaget korrekt, og eftersom Volvo, som dokumenterne var blevet forkyndt for, ikke mødte i sagen inden for den fastsatte frist, blev sagsøgte erklæret for udeblevet, og sagen fortsatte. Der blev gjort et forsøg på at forkynde den pågældende afgørelse for Volvo på forretningsadressen for dets datterselskab, Volvo Group España, men forkyndelsen blev på ny nægtet modtaget med den begrundelse, at den ikke var foretaget på den korrekte adresse. Den 26. februar 2020 afsagde Juzgado de lo Mercantil nº 1 de Valencia (handelsret nr. 1 i Valencia) en dom, hvorved den gav Transsaqui medhold i selskabets påstand og pålagde Volvo at betale Transsaqui en erstatning på 24 420,69 EUR med tillæg af renter til den lovbestemte sats samt betaling af sagsomkostningerne.
13. Juzgado de lo Mercantil nº 1 de Valencia (handelsret nr. 1 i Valencia) forkyndte denne dom for Volvo ved anbefalet brev til datterselskabets hjemsted i Madrid, som blev modtaget af en person, der var til stede på adressen, og som underskrev kvitteringen for modtagelsen den 10. marts 2020. Eftersom dommen var endelig, blev der fastsat sagsomkostninger i overensstemmelse med en anmodning om fastsættelse af sagsomkostninger, som Transsaqui havde indgivet. Retten forkyndte afgørelsen for Volvo på adressen i Madrid med henblik på fremsættelse af bemærkninger, og der blev underskrevet en kvittering for modtagelsen af forkyndelsen. Eftersom sagsøgte ikke anfægtede sagsomkostningerne inden for den anførte frist, godkendte retten disse med et beløb på 8 310,64 EUR og forkyndte sin afgørelse for Volvo ved anbefalet brev til datterselskabets hjemsted i Madrid, hvor kvittering for modtagelsen blev underskrevet. Efter anmodning fra Transsaqui blev dommen fuldbyrdet, og der blev udstedt et betalingspåkrav mod Volvos aktiver, ved retsafgørelser, der blev forkyndt på forretningsadressen for datterselskabet, Volvo Group España, i Madrid den 17. marts 2021.
14. I en række breve, der blev sendt til Juzgado de lo Mercantil nº 1 de Valencia (handelsret nr. 1 i Valencia) som svar på hvert forsøg på forkyndelse af en retslig meddelelse, forklarede Volvo Group España grundene til, at selskabet nægtede at modtage forkyndelse af dokumenter og meddelelser, der var rettet til Volvo, eftersom sidstnævnte har hjemsted i Sverige. Selskabet anførte bl.a., for det første, at selv om Volvo Group España og Volvo er del af den samme koncern, har de forskellig juridisk personlighed, og førstnævnte har ikke status som administrator for sidstnævnte og er heller ikke bemyndiget til at modtage forkyndelser på vegne af sidstnævnte, for det andet, at tilsigelser af sagsøgte i henhold til de spanske processuelle regler skal forkyndes på selskabets hjemsted, og at flere spanske domstole i sager vedrørende lastbilkartellet har fastslået, at korrekt forkyndelse skal foretages på det sagsøgte moderselskabs hjemsted i en anden medlemsstat i stedet for på et datterselskabs forretningsadresse i Spanien, uanset forbindelserne mellem selskaberne, for det tredje, at forkyndelse, i tilfælde, hvor det sagsøgte selskab har hjemsted i en anden EU-medlemsstat, skal foretages i overensstemmelse med forordning nr. 1393/2007, og, for det fjerde, at sagsøgeren ikke må omgå reglerne om forkyndelse af tilsigelser ved at gøre brug af andre adresser end sagsøgtes, da der i så fald vil være grund til genoptagelse af den afsagte dom.
15. Den 15. juni 2021 indgav Volvo en begæring til Tribunal Supremo (øverste domstol, Spanien), den forelæggende ret, om genoptagelse af den endelige dom, der var afsagt af Juzgado de lo Mercantil nº 1 de Valencia (handelsret nr. 1 i Valencia) som udeblivelsesafgørelse, og hvorved sagsøgte blev dømt til at betale erstatning til Transsaqui for overtrædelse af konkurrencereglerne. Volvo har gjort gældende, at det indgav sin begæring inden for den lovbestemte frist på tre måneder fra den dato, hvor selskabet fik kendskab til genoptagelsesgrunden, da det havde fået »indirekte kendskab« til dommen på det tidspunkt, hvor afgørelserne om fuldbyrdelse blev forkyndt på dets datterselskabs forretningsadresse i Spanien den 17. marts 2021.
16. Den forelæggende ret ønsker nærmere bestemt oplyst, om artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«), sammenholdt med artikel 101 TEUF, skal fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for forkyndelse af tilsigelse af et moderselskab, der har sit hjemsted i en anden medlemsstat, på hjemstedet for et datterselskab af dette selskab.
17. Det er på denne baggrund, at Tribunal Supremo (øverste domstol) ved afgørelse af 7. oktober 2022, indgået til Domstolen den 10. oktober 2022, har besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»1) Kan [chartrets artikel 47], sammenholdt med artikel 101 [TEUF], under de foreliggende omstændigheder i forbindelse med den i denne afgørelse beskrevne sag om et lastbilkartel fortolkes således, at tilsigelse af et moderselskab, mod hvilket der er anlagt en sag om erstatning for konkurrencebegrænsende adfærd, anses for at være korrekt foretaget, når tilsigelsen er foretaget (eller forsøgt foretaget) på hjemstedet for datterselskabet, der er hjemmehørende i den medlemsstat, hvor sagen verserer, og moderselskabet, der er hjemmehørende i en anden medlemsstat, ikke har givet møde i sagen og er udeblevet?
2) Såfremt det foregående spørgsmål besvares bekræftende, er denne fortolkning af chartrets artikel 47 da forenelig med chartrets artikel 53, henset til Tribunal Constitucionals (forfatningsdomstol) praksis om tilsigelse af moderselskaber, der er hjemmehørende i en anden medlemsstat, i tvister vedrørende lastbilkarteller?«
18. Der er indgivet skriftlige indlæg af Volvo, Transsaqui, den tjekkiske og den spanske regering samt Kommissionen. Volvo, Transsaqui, den spanske regering og Kommissionen deltog i retsmødet, der blev afholdt den 18. oktober 2023.
Bedømmelse
Det første spørgsmål
19. Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 101 TEUF og chartrets artikel 47 gør det muligt at anse retslige dokumenter, der er rettet til et moderselskab, der har hjemsted i én medlemsstat, for være gyldigt forkyndt for et datterselskab af dette selskab i en anden medlemsstat.
Indledende bemærkninger
20. Baseret på oplysningerne i forelæggelsesafgørelsen er den omhandlede sag ved den nationale ret omfattet af anvendelsesområdet for forordning nr. 1215/2012(9). I henhold til bestemmelserne i denne forordning skal personer med bopæl i en medlemsstat principielt sagsøges ved domstolene i denne medlemsstat (10). De kan imidlertid sagsøges ved andre medlemsstaters domstole, bl.a. i sager om erstatning uden for kontrakt. I disse situationer kan personer med bopæl i en medlemsstat sagsøges i en anden medlemsstat ved domstolene på det sted, hvor skadestilføjelsen er foregået (11).
21. Transsaqui driver virksomhed i Spanien. Lastbilerne blev indkøbt i Spanien, hvor skaden indtrådte. I overensstemmelse med Domstolens faste praksis følger det, at de spanske domstole i henhold til artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 1215/2012 har kompetence til behandle et søgsmål om ansvar uden for kontrakt mod et selskab, der har sit hjemsted i Sverige, i det omfang den skadevoldende handling fandt sted på et sted, hvor de har kompetence.
Forordning nr. 1393/2007
22. Selv om de spanske domstoles kompetence er uomtvistet mellem hovedsagens parter, er de uenige om, hvorvidt det indledende processkrift skulle sendes fra Spanien til forkyndelse i Sverige i henhold til bestemmelserne i forordning nr. 1393/2007.
23. Volvo har gjort gældende, at forkyndelse af det indledende processkrift skulle foretages i overensstemmelse med denne forordning, og at Transsaqui ikke kan unddrage sig bestemmelserne om forkyndelse af det indledende processkrift ved at gøre brug af alternative adresser, der ikke er knyttet til Volvo. Transsaqui har anført, at Volvo har handlet i proceduremæssig ond tro, og at Volvo og dets spanske datterselskab udgør én enkelt virksomhed med henblik på konkurrenceretten, selv om de har forskellige juridiske personligheder, og at Transsaqui i sidste ende ikke ville være i stand til at anlægge søgsmålet, såfremt selskabet skulle betale omkostningerne forbundet med oversættelse til svensk.
24. Inden de to bestemmelser, som den nationale ret udtrykkeligt nævner i sit første spørgsmål (12), behandles, bør det i lyset af denne uenighed fastlægges, om bestemmelserne i forordning nr. 1393/2007 har betydning for den foreliggende sag.
– Anvendelsesområde
25. Det indre markeds funktion kræver en vis grad af lovgivning og harmonisering på området for international civilretspleje, hvilket er grunden til, at EU-lovgiver (13) gradvist har vedtaget retsforskrifter om samordningen af retsplejereglerne mellem medlemsstaterne (14) samt retligt samarbejde. Fremsendelsen af dokumenter til brug for forkyndelse mellem medlemsstater er omfattet af sidstnævnte kategori. Forordning nr. 1393/2007 fastsætter med henblik herpå(15) en tilknyttet ordning for forkyndelse af retslige og udenretslige dokumenter i civile og kommercielle sager mellem medlemsstaterne.
26. Der er to primære måder at forkynde retslige dokumenter i henhold til forordning nr. 1393/2007: i) direkte forkyndelse, hvilket betyder, at den anmodende part kan foretage forkyndelse af dokumentet direkte for adressaten gennem godkendte personer i den medlemsstat, hvor forkyndelsen finder sted, og ii) fremsendelse gennem de kompetente myndigheder, hvor den anmodende part kan fremsende dokumentet til de kompetente myndigheder i den medlemsstat, hvor forkyndelsen skal finde sted. De kompetente myndigheder vil dernæst foretage forkyndelse af dokumentet for adressaten i overensstemmelse med medlemsstatens nationale lovgivning.
27. Forordning nr. 1393/2007 fortolkes således, at den primært omhandler den måde, hvorpå dokumenter fremsendes til forkyndelse.
28. Spørgsmålet om, hvorvidt og hvornår dokumenter fremsendes til forkyndelse, er nok vanskeligere. Artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 1393/2007 bestemmer, at forordningen finder anvendelse »i civile og kommercielle sager, hvor et retsligt eller udenretsligt dokument skal sendes fra en medlemsstat til en anden for at blive forkyndt dér« (16). Dette fører til spørgsmålet om, hvilken lovgivning der bestemmer, om dokumenter skal forkyndes i udlandet: selve forordningen eller national ret?
29. Denne ordlyd af artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 1393/2007 kunne synes at indebære, at anvendelsesområdet for forordning nr. 1393/2007 udelukkende fastlægges i henhold til national ret (17), hvilket ville føre til, at medlemsstaterne har overtaget i forbindelse med fastlæggelse af, hvorvidt og hvornår dokumenter fremsendes til forkyndelse.
30. Domstolens afgørelser har indtil videre peget i en anden retning.
31. I Alder-dommen (18) blev Domstolen anmodet om at tage stilling til foreneligheden med EU-retten af nationale procesregler, der bestemmer, at retslige dokumenter (fra medlemsstat A), der er rettet til en part med bopæl eller sædvanligt ophold i en anden medlemsstat (medlemsstat B), forbliver i sagens akter (i medlemsstat A) og betragtes som forkyndt, såfremt der ikke er udpeget en befuldmægtiget, for hvem forkyndelse kan ske, og som har bopæl i den medlemsstat (medlemsstat A), hvor retssagen verserer.
32. Domstolen forkastede i Alder-dommen (19) argumentationen om, at anvendelsesområdet for forordning nr. 1393/2007 skulle fastlægges i de nationale procesregler. Den fastslog, at artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 1393/2007 er til hinder for den omhandlede civilprocessuelle regel. Domstolen udledte i det væsentlige dette fra en systematisk fortolkning af betragtningerne til og bestemmelserne i forordning nr. 1393/2007, sammenholdt med en modsætningsslutning: Eftersom alene forordningens artikel 1, stk. 2 (20), samt ottende betragtning til forordningen (21) udtrykkeligt henviser til en situation, hvor denne forordning ikke finder anvendelse, finder den anvendelse under alle andre omstændigheder. Navnlig tilsluttede Domstolen sig udtrykkeligt generaladvokat Bots forslag til afgørelse (22) og fastslog, at undtagen i de to ovennævnte situationer (23) »er forkyndelsen af et retsligt dokument nødvendigvis omfattet af anvendelsesområdet for forordning nr. 1393/2007, så snart adressaten for dette dokument er bosiddende i udlandet, og skal følgelig, som fastsat i forordningens artikel 1, stk. 1, foretages med de midler, som er indført ved selve forordningen med henblik herpå« (24).
33. Hvad der er vigtigere, fastslog Domstolen, at »[s]åfremt den nationale lovgiver overlades opgaven at afgøre, i hvilke tilfælde en sådan nødvendighed gør sig gældende, vil det nemlig hindre enhver ensartet anvendelse af forordning nr. 1393/2007, eftersom det ikke er udelukket, at der i medlemsstaterne findes forskellige løsninger« (25).
34. Jeg er af den opfattelse, at Domstolens fortolkning af artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 1393/2007 fuldt ud er i overensstemmelse med både ønsket om et smidigt samarbejde i civile og kommercielle sager og rationalet bag bestemmelserne om det indre marked (26).
35. Det kan følgelig med sikkerhed antages, at der gælder et generelt princip, som ligger til grund for forordning nr. 1393/2007, hvorefter dokumenter, der er rettet til en sagsøgt, der har bopæl i en anden medlemsstat end den, hvor sagen indledes, nødvendigvis må forkyndes i sagsøgtes medlemsstat. Dette princip er endvidere i overensstemmelse med rationalet bag hele det civilprocesretlige system i EU, hvor begrebet bopæl er centralt.
36. Jeg skal imidlertid som en sidebemærkning nævne, at dette princip ikke fører til, at samtlige aspekter af forkyndelse af retslige og udenretslige dokumenter i en grænseoverskridende sammenhæng er omfattet af denne forordning. Der er med sikkerhed situationer, hvor det tilkommer national ret at fastlægge visse specifikke aspekter af forkyndelsen (27). Dette ændrer imidlertid ikke den omstændighed, at national ret ikke kan ændre situationer, hvor forkyndelsen af dokumentet for en person med bopæl i en anden medlemsstat er omfattet af anvendelsesområdet for denne forordning.
– Implikationer for den foreliggende sag
37. For så vidt angår den foreliggende sag fører den ovenfor anførte begrundelse til, at bestemmelserne i forordning nr. 1393/2007 finder anvendelse.
38. Der er enighed om, at Volvo har bopæl (28) i en anden medlemsstat (Sverige) end den, hvor retssagen mod selskabet blev indledt (Spanien). Det ligger endvidere fast, at Volvo og dets datterselskaber udgør forskellige juridiske personer. Volvo har endvidere ikke udpeget sit datterselskab som selskabets godkendte repræsentant i Spanien med henblik på forkyndelse af retslige dokumenter.
39. Forkyndelse af de omhandlede retslige dokumenter skal følgelig foretages i overensstemmelse med bestemmelserne i forordning nr. 1393/2007. Forordning nr. 1393/2007 fastlægger i denne forbindelse med henblik på at sikre effektiv og hensigtsmæssig domstolsprøvelse og at sikre god retspleje princippet om direkte fremsendelse af retslige og udenretslige dokumenter mellem de enheder, som medlemsstaterne har udpeget.
40. I denne forbindelse er princippet om, at en person, der sagsøges i en civilretlig sag, har krav på personligt at modtage forkyndelse af det indledende processkrift i så god tid, at vedkommende kan varetage sit forsvar, som fremhævet af Kommissionen et grundlæggende element af retten til en retfærdig rettergang. Både artikel 28 i forordning nr. 1215/2012 og artikel 19 i forordning nr. 1393/2007 sikrer her rettighederne for sagsøgte, der ikke har givet møde. Den forelæggende ret skal i en sådan situation udsætte sagen, indtil det er fastslået, at dokumentet er blevet forkyndt for sagsøgte i overensstemmelse med forordning nr. 1393/2007.
41. Heraf følger, at et moderselskab, der har sit hjemsted i en anden medlemsstat (Sverige), er berettiget til ikke at give møde, såfremt det indledende processkrift er blevet forkyndt på hjemstedet for dets datterselskab, der er etableret i en anden medlemsstat (Spanien). Et datterselskab (der er beliggende i Spanien) er tilsvarende ikke forpligtet til at modtage forkyndelse af et indledende processkrift, der er rettet til dets moderselskab med hjemsted i en anden medlemsstat (Sverige).
Artikel 101 TEUF og chartrets artikel 47
42. Jeg vil nedenfor undersøge, om artikel 101 TEUF og chartrets artikel 47 rejser tvivl om denne foreløbige konklusion.
43. Volvo har gjort gældende, at søgsmål med påstand om erstatning for skade forårsaget af en overtrædelse af konkurrenceretten fuldt ud ligger inden for det objektive anvendelsesområde for forordning nr. 1393/2007, og at anvendelsen af denne forordning på retsmidler i konkurrencespørgsmål generelt eller på retsmidler støttet på Kommissionens afgørelse af 19. juli 2016 ikke kan udelukkes på grundlag af chartrets artikel 47 og artikel 101 TEUF.
44. Den tjekkiske regering og Kommissionen deler i det væsentlige denne bedømmelse.
45. Transsaqui udleder i modsætning hertil af Sumal-dommen, at begrebet »økonomisk enhed eller virksomhed«, der er udviklet deri, ligeledes finder anvendelse på det processuelle område, eftersom Domstolen i denne dom fastslog, at et datterselskab kunne sagsøges i forbindelse med et kartel.
46. Transsaqui er i lyset af denne dom af den opfattelse, at eftersom et datterselskab kan blive mødt med et sagsanlæg og ifalde solidarisk ansvar med sit moderselskab for skade forårsaget i forbindelse med et kartel, idet de udgør én enkelt virksomhed, skal dette datterselskab kunne være adressat for den tilsigelse, der forkyndes for virksomheden.
47. Transsaqui har tilføjet, at det i den foreliggende sag af procesøkonomiske grunde ikke ville give mening at forkynde tilsigelsen i Sverige, når den retlige handling, der ligger til grund for sagen, nemlig salg af lastbiler, fandt sted i Spanien.
48. Transsaqui er af den opfattelse, at chartrets artikel 47, sammenholdt med artikel 101 TEUF, kan fortolkes således, at et moderselskab, der er genstand for et søgsmål med påstand om erstatning for skade forårsaget af et kartel, gyldigt har fået forkyndt en tilsigelse, såfremt forkyndelse af det indledende processkrift er foretaget på adressen for dets datterselskab, der er beliggende i den stat, hvor retssagen er anlagt, og moderselskabet, der er beliggende i en anden medlemsstat, ikke gav møde i sagen og er udeblevet.
49. I Sumal-dommen fastslog Domstolen, at en juridisk enhed i forbindelse med et erstatningssøgsmål baseret på en tilsidesættelse af artikel 101 TEUF, der var fastslået af Kommissionen i en afgørelse, hvori denne enhed ikke var udpeget som den, der havde overtrådt konkurrencereglerne, alligevel kan holdes ansvarlig på dette grundlag som følge af en anden juridisk enheds ulovlige adfærd, når disse enheder begge er en del af den samme økonomiske enhed og således udgør en virksomhed, der har begået overtrædelsen som omhandlet i artikel 101 TEUF (29). Domstolen fremhævede i denne forbindelse den omstændighed, at fastlæggelsen af den enhed, der er forpligtet til yde erstatning for den skade, der er forvoldt ved en overtrædelse af artikel 101 TEUF, er direkte reguleret af EU-retten (30), og at begrebet »virksomhed« som omhandlet i artikel 101 TEUF udgør et selvstændigt begreb i EU-retten (31).
50. Det er min opfattelse, at artikel 101 TEUF og chartrets artikel 47 ikke rejser tvivl om det grundlæggende princip i forordning nr. 1393/2007, hvorefter dokumenter, der er rettet til en sagsøgt, der har bopæl i en anden medlemsstat, skal forkyndes i denne medlemsstat. I den foreliggende sag kan og bør bestemmelserne i forordning nr. 1393/2007 med andre ord ikke tilsidesættes. Sumal-dommen indeholder ingen indikation heraf.
51. Domstolens begrundelse i Sumal-dommen fokuserer for det første udelukkende på materielle retlige betragtninger. Det er i denne forbindelse sædvanligt, at der indrømmes en vis fleksibilitet, således at ofre for konkurrencebegrænsende adfærd kan søge passende erstatning. Det er afgørende for en person at vide, hvilken enhed vedkommende kan rette sit erstatningskrav mod. Begrebet »økonomisk enhed« er i denne forbindelse til hinder for, at en sagsøgt eksempelvis overfører kapital fra et moderselskab til sit datterselskab og omvendt. Ved at fokusere på den »samme økonomiske enhed« har Domstolen afstemt den juridiske realitet med den økonomiske realitet. Når det omvendt kommer til reglerne for forkyndelsesmetoder for indledende processkrifter, må enhver tvetydighed undgås. Dette er trods alt et grundlæggende aspekt af retten til forsvar i civilretlige sager.
52. Overholdelse af alle kravene til korrekt forkyndelse af retslige dokumenter er for det andet et følsomt spørgsmål, navnlig når man betragter de processuelle virkninger, der følger af forkyndelse. Eksempelvis anses civile retssager typisk juridisk og formelt set for at være verserende, så snart det indledende processkrift er blevet forkyndt. Omvendt kan manglende forkyndelse eller mangelfuld forkyndelse danne grundlag for et afslag på anerkendelse (32) eller fuldbyrdelse af en retsafgørelse (33). Korrekt forkyndelse af et retsligt dokument er mere generelt et spørgsmål om en retfærdig rettergang.
53. Såfremt man for det tredje svækker bestemmelserne i forordning nr. 1393/2007 ved at tillade forkyndelse af et dokument for en anden (juridisk) person (in casu et datterselskab), kan dette i sidste ende føre til manglende gensidig tillid i det retlige samarbejde. Gensidig tillid indebærer og er baseret på den antagelse, at processuelle krav, navnlig dem, der udspringer direkte af EU-retten (in casu forordning nr. 1393/2007), er blevet overholdt og opfyldt, når sagen er blevet indledt. Såfremt man til bestemmelserne i denne forordning tilføjer en samlet læsning af artikel 101 TEUF og chartrets artikel 47, vil dette efter min opfattelse ikke tjene det retlige samarbejde, men udgøre et lille omend betydeligt skridt i retning af de facto at afskaffe det.
54. Jeg vil endelig tage stilling til det spørgsmål om oversættelse af dokumenter, der er opstået i retsmødet. Transsaqui har gjort gældende, at forkyndelse af et dokument for Volvo i Sverige – i overensstemmelse med forordning nr. 1393/2007 – ville være forbundet med betydelige vanskeligheder for en lille virksomhed som Transsaqui. Selskabet har nærmere bestemt gjort gældende, at Volvo ikke ville modtage dokumenter, der var affattet på spansk. Dette spørgsmål er efter min opfattelse rent hypotetisk af de følgende grunde. I hovedsagen blev der for det første ikke en gang gjort et forsøg på at forkynde det indledende processkrift i Sverige i overensstemmelse med denne forordning. Den nationale ret rejser for det andet end ikke indirekte spørgsmål om fortolkningen af forordning nr. 1393/2007. Under disse omstændigheder er overvejelser om, hvorvidt anvendelsen af denne forordning kan have forhindret Transsaquis adgang til domstolsprøvelse i forbindelse med denne specifikke sag, af rent hypotetisk karakter. Det er endelig min opfattelse, at disse overvejelser er uafhængige af det primære retlige problem, der er genstand for de præjudicielle spørgsmål, der er forelagt Domstolen.
55. Jeg kan sammenfattende ikke identificere noget anvendelsesområde for artikel 101 TEUF og chartrets artikel 47 i den foreliggende sag.
Direktiv 2014/104
56. Såfremt artikel 101 TEUF ikke har nogen betydning for den foreliggende sag, gælder det samme følgelig også for bestemmelserne i det lavere rangerede direktiv 2014/104.
57. Jeg skal ikke desto mindre for fuldstændighedens skyld fremhæve, at der intet sted i direktiv 2014/104 er bestemmelser om spørgsmålet om tilsigelser eller forkyndelse af retslige dokumenter. I overensstemmelse hermed er det i 11. betragtning til direktivet i utvetydige vendinger, der udgør en juridisk tautologi, anført, at i mangel af EU-ret afgøres erstatningssøgsmål efter medlemsstaternes nationale regler og procedurer, og at disse regler og procedurer skal overholde effektivitetsprincippet og ækvivalensprincippet.
58. Imidlertid er der under hensyntagen til, at der gælder processuelle EU-retlige regler i den situation, der er omhandlet i den foreliggende sag, i form af forordning nr. 1393/2007, i denne henseende ikke plads til national procesautonomi og effektivitetsprincippet og ækvivalensprincippet. Henvisningen til national ret i direktiv 2014/104 kan ikke ændre de principper, der er fastlagt i EU-retten, som eksempelvis det generelle princip i forordning nr. 1393/2007 om, at dokumenter, der er rettet til en sagsøgt, der har bopæl i en anden medlemsstat end den, hvor sagen er indledt, nødvendigvis skal forkyndes i sagsøgtes medlemsstat.
Endelige betragtninger
59. Jeg vil endelig fremhæve, at det er min opfattelse, at Domstolen allerede var klar over det i Sumal-dommen omhandlede problem. Generaladvokat Pitruzzella medgav således udtrykkeligt i sit forslag til afgørelse, som Domstolen i det væsentlige fulgte, at »såfremt ofret har mulighed for at anlægge søgsmål mod datterselskabet hjemmehørende i sin medlemsstat, undgår ofret de praktiske vanskeligheder knyttet til forkyndelsen af stævningen i udlandet og fuldbyrdelsen af den eventuelle fældende dom« (34). Jeg kan kun tilslutte mig denne udtalelse. Sagsøgere står helt enkelt over for valget mellem at forfølge moderselskabet, dets datterselskab eller begge selskaber. For så vidt angår den processuelle lovgivning, der finder anvendelse for hver af disse situationer, er der imidlertid intet valg. En sagsøger har ikke frit valg fra alle hylder i den forstand, at vedkommende kan anlægge sag mod datterselskabet og forkynde det indledende processkrift for moderselskabet eller omvendt. Situationens realitet har ingen indflydelse på proceduren.
Forslag til besvarelse
60. Mit forslag til besvarelse af det første spørgsmål er følgelig, at artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 1393/2007 skal fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for, at retslige dokumenter, der er rettet til et moderselskab, der har hjemsted i én medlemsstat, gyldigt kan forkyndes for et datterselskab til dette selskab i en anden medlemsstat. Artikel 101 TEUF og chartrets artikel 47 ændrer ikke denne konklusion.
Det andet spørgsmål
61. Med det andet spørgsmål ønsker den nationale ret nærmere bestemt oplyst, om chartrets artikel 53, såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende, skal fortolkes således, at bestemmelsen tillader, at en medlemsstat kræver, at forkyndelse af et indledende processkrift foretages på hjemstedet for det selskab, som dette dokument er rettet til, og ikke på adressen for et datterselskab til dette selskab.
62. I lyset af den foreslåede besvarelse af det første spørgsmål er der ikke behov for at besvare det andet spørgsmål. Dette spørgsmål er baseret på den antagelse, at såfremt chartrets artikel 47 og artikel 101 TEUF modificerer de regler om forkyndelse af dokumenter, der er fastsat i forordning nr. 1393/2007, ville retspraksis fra Tribunal Constitucional (forfatningsdomstol) kunne anses for at være i strid med EU-retten. Svaret synes på den ene side at være åbenlyst i lyset af princippet om EU-rettens forrang. Det vil på den anden side imidlertid være vanskeligt at besvare dette spørgsmål klart uden præcist at kende enten selve dommens kontekst eller de grunde, der førte til, at den blev afsagt, navnlig i forbindelse med beskyttelsen af de grundlæggende rettigheder i henhold til national ret.
63. Eftersom jeg ikke anfægter den nationale retspraksis, som den forelæggende ret henviser til for så vidt angår artikel 101 TEUF og chartrets artikel 47, er der ikke behov for at foretage en vurdering af denne retspraksis i lyset af chartrets artikel 53 og gå videre til en eventuel afvejning af potentielt modstridende grundlæggende rettigheder. Med andre ord er der med bestemmelserne i forordning nr. 1393/2007 efter min opfattelse, med henblik på den foreliggende sag, foretaget en grundig behandling og afvejning af de potentielle konkurrerende rettigheder og interesser for de forskellige parter.
Forslag til afgørelse
64. Jeg vil i lyset af det ovenstående foreslå, at Domstolen besvarer de præjudicielle spørgsmål fra Tribunal Supremo (øverste domstol, Spanien) som følger:
»Artikel 1, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1393/2007 af 13. november 2007 om forkyndelse i medlemsstaterne af retslige og udenretslige dokumenter i civile og kommercielle sager (forkyndelse af dokumenter) og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1348/2000
skal fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for, at retslige dokumenter, der er rettet til et moderselskab, der har hjemsted i én medlemsstat, gyldigt kan forkyndes for et datterselskab til dette selskab i en anden medlemsstat.
Artikel 101 TEUF og artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder ændrer ikke denne konklusion.«