Sag C-476/17
Pelham GmbH m.fl.
mod
Ralf Hütter og Florian Schneider-Esleben
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Bundesgerichtshof)
Domstolens dom (Store Afdeling) af 29. juli 2019
»Præjudiciel forelæggelse – ophavsret og beslægtede rettigheder – direktiv 2001/29/EF – informationssamfund – harmonisering af visse aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder – udtagning af prøver (sampling) – artikel 2, litra c) – fremstiller af fonogrammer – retten til reproduktion – »delvis« reproduktion – artikel 5, stk. 2 og 3 – undtagelser og indskrænkninger – rækkevidde – artikel 5, stk. 3, litra d) – citater – direktiv 2006/115/EF – artikel 9, stk. 1, litra b) – spredningsretten – grundlæggende rettigheder – Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder – artikel 13 – frihed for kunst«
1. Tilnærmelse af lovgivningerne – ophavsret og beslægtede rettigheder – direktiv 2001/29 – harmonisering af visse aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet – retten til reproduktion – rækkevidde – en tredjemands anvendelse af en endog meget kort lydprøve af et fonogram med henblik på at inkludere denne prøve i et andet fonogram – omfattet – undtagelse
[Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/29, art. 2, litra c)]
(jf. præmis 27, 34, 35 og 37-39 samt domskonkl. 1)
2. Tilnærmelse af lovgivningerne – ophavsret og beslægtede rettigheder – direktiv 2006/115 – spredningsretten – eksemplar – begreb – fonogram, som indeholder prøver af musik, der er overført fra et andet fonogram – ikke omfattet – betingelser
[Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/115, art. 9, stk. 1, litra b)]
(jf. præmis 47, 51, 52, 54 og 55 samt domskonkl. 2)
3. Tilnærmelse af lovgivningerne – ophavsret og beslægtede rettigheder – direktiv 2001/29 – harmonisering af visse aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet – retten til reproduktion – undtagelser og indskrænkninger – rækkevidde – andre undtagelser eller indskrænkninger end de i direktivet omhandlede – udelukket
[Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/29, art. 2, litra c), og art. 5]
(jf. præmis 58 og 65 samt domskonkl. 3)
4. Tilnærmelse af lovgivningerne – ophavsret og beslægtede rettigheder – direktiv 2001/29 – harmonisering af visse aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet – retten til reproduktion – undtagelser og indskrænkninger – begrebet citater – situation, hvor det ikke er muligt at identificere det pågældende værk ved hjælp af det omhandlede citat – ikke omfattet
[Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/29, art. 5, stk. 3, litra d)]
(jf. præmis 72 og 74 samt domskonkl. 4)
5. Tilnærmelse af lovgivningerne – ophavsret og beslægtede rettigheder – direktiv 2001/29 – harmonisering af visse aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet – retten til reproduktion – rækkevidde – fuldstændig harmonisering
[Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/29, art. 2, litra c)]
(jf. præmis 84-86 og domskonkl. 5)
Resumé
I dom af 29. juli 2019 i sagen Pelham m.fl. (sag C-476/17) fortolkede Domstolen (Store Afdeling) fonogramfremstilleres enerettigheder til reproduktion og spredning af deres fonogrammer og de undtagelser og indskrænkninger til disse rettigheder, som er fastsat ved direktiv 2001/29 (1) og direktiv 2006/115 (2), i forbindelse med udtagning af en lydprøve (sampling) af et musikstykke for at anvende denne prøve til frembringelse af et nyt værk.
Ralf Hütter og Florian Schneider-Esleben (herefter »Hütter m.fl.«) var medlemmer af musikgruppen »Kraftwerk«. Gruppen udgav i 1977 et fonogram, som indeholdt musikstykket »Metall auf Metall«. Moses Pelham og Martin Haas var komponister af musikstykket »Nur mir«, der udkom på fonogrammer, som selskabet Pelham fremstillede i 1997. Hütter m.fl. gjorde gældende, at Pelham i elektronisk form havde kopieret en prøve (sample) på ca. to sekunder af en rytmesekvens fra musikstykket »Metall auf Metall« og indarbejdet denne prøve i loops i musikstykket »Nur mir«. Hütter m.fl. mente, at Pelham havde krænket de med ophavsretten beslægtede rettigheder, som de var indehavere af i deres egenskab af fonogramfremstillere.
Domstolen bemærkede i denne forbindelse først, at en brugers reproduktion af en endog meget kort lydprøve af et fonogram i princippet skal betragtes som en »delvis« reproduktion af dette fonogram, som er omfattet af den eneret, som tilkommer fremstilleren af et sådant fonogram i henhold til direktiv 2001/29.
Domstolen erindrede imidlertid om, at den intellektuelle ejendomsret (3), som er fastsat i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«), skal afvejes i forhold til de andre grundlæggende rettigheder, som er sikret ved chartret, herunder friheden for kunst (4), som – for så vidt som den falder ind under ytringsfriheden (5) – gør det muligt at deltage i den offentlige udveksling af information og meninger af enhver art om kultur, politik og samfund.
Domstolen fastslog således, at i lyset af chartret gør den eneret, som tilkommer fonogramfremstilleren til at tillade eller forbyde reproduktion af sit fonogram (6), det muligt for denne at modsætte sig en tredjemands anvendelse af en endog meget kort lydprøve af fonogrammet med henblik på at inkludere denne prøve i et andet fonogram, medmindre prøven inkluderes i det nye værk i en form, som er ændret og uigenkendelig for øret.
Herefter præciserede Domstolen hvad angår denne eneret ligeledes, at artikel 2, litra c), i direktiv 2001/29 udgør en foranstaltning til en fuldstændig harmonisering af det materielle indhold af den deri omhandlede ret. Den eneret til reproduktion, som tilkommer fremstillere af fonogrammer i EU, er nemlig på utvetydig vis defineret i dette direktiv, uden at den i øvrigt er undergivet betingelser eller, i henseende til gennemførelse eller virkninger, gjort afhængig af udstedelse af nogen retsakt.
Hvad desuden angår den eneret, som tilkommer fonogramfremstilleren til at stille sine fonogrammer, herunder eksemplarer deraf (7), til rådighed, fastslog Domstolen, at begrebet »eksemplar«, der også bruges [i form af ordet »kopi«] i Genèvekonventionen (8), som det skal fortolkes i sammenhæng med, skal fortolkes således, at det ikke omfatter et fonogram, som indeholder musikprøver, der er overført fra et andet fonogram, men som ikke gengiver hele eller en væsentlig del af sidstnævnte fonogram.
Ved den nærmere undersøgelse af muligheden for at indrømme undtagelser fra den eneret, som tilkommer fonogramfremstillere til at reproduceres deres fonogrammer, fastslog Domstolen desuden, at en medlemsstat ikke i sin nationale ret må fastsætte andre undtagelser fra eller indskrænkninger i denne ret end de i direktiv 2001/29 (9) omhandlede. I denne forbindelse erindrede Domstolen om, at opregningen af undtagelser og indskrænkninger i dette direktiv er udtømmende.
Endelig fandt Domstolen med hensyn til begrebet »citater« i direktiv 2001/29 (10), at dette ikke omfatter en situation, hvor det ikke er muligt at identificere det pågældende værk ved hjælp af det omhandlede citat. Når skaberen af et nyt musikværk bruger en lydprøve (sample), som er udtaget af et fonogram, og som gør det muligt for en gennemsnitslytter at identificere det værk, hvoraf denne prøve er udtaget, kan anvendelsen af denne lydprøve – alt efter sagens omstændigheder – imidlertid udgøre et »citat« som omhandlet i direktiv 2001/29, sammenholdt med chartrets artikel 13, for så vidt som denne anvendelse tilsigter at indgå i et samspil med det værk, hvoraf prøven er udtaget, og for så vidt som de betingelser, der er fastsat i direktiv 2001/29, er opfyldt.