Language of document :

Sag anlagt den 19. maj 2011 - Kongeriget Spanien mod Kommissionen

(Sag T-260/11)

Processprog: spansk

Parter

Sagsøger: Kongeriget Spanien (ved N. Díaz Abad, som befuldmægtiget)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

Kommissionens forordning (EU) nr. 165/2011 af 22. februar 2011 om nedsættelse af visse makrelkvoter, der er tildelt Spanien i 2011 og følgende år på grund af overfiskning i 2010, annulleres.

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

I bilaget til den anfægtede forordning pålægges Spanien på grund af overfiskning af makrel i 2010 i område VIIIc, IX og X og EU-farvande i CECAF 34.1.1 en nedsættelse på 39.242 tons, hvoraf 4.500 gælder for 2011, 5.500 for 2012, 9.748 for 2013, 9.747 for 2014 og 9.747 for 2015 "og om nødvendigt efterfølgende år".

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat seks anbringender.

    Tilsidesættelse af artikel 105, stk. 6, i Rådets forordning (EF) nr. 1224/2009 af 20. november 2009 om oprettelse af en EF-kontrolordning med henblik på at sikre overholdelse af reglerne i den fælles fiskeripolitik, om ændring af forordning (EF) nr. 847/96, (EF) nr. 2371/2002, (EF) nr. 811/2004, (EF) nr. 768/2005, (EF) nr. 2115/2005, (EF) nr. 2166/2005, (EF) nr. 388/2006, (EF) nr. 509/2007, (EF) nr. 676/2007, (EF) nr. 1098/2007, (EF) nr. 1300/2008, (EF) nr. 1342/2008 og om ophævelse af forordning (EØF) nr. 2847/93, (EF) nr. 1627/94 og (EF) nr. 1966/2006, eftersom den anfægtede forordning blev vedtaget, inden Kommissionen udstedte gennemførelsesforordningen i henhold til nævnte artikel 105, stk. 6.

    Væsentlig formmangel, idet der ikke forelå en udtalelse fra Forvaltningskomitéen, eftersom alle sanktioner over for en medlemsstat på grund af overskridelse af kvoter indtil nu er blevet vedtaget ved en forordning fra Kommissionen efter forudgående udtalelse fra Forvaltningskomitéen.

    Tilsidesættelse af retten til forsvar, idet den anfægtede forordning er vedtaget uden forudgående høring af Kongeriget Spanien.

    Tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet, eftersom Kommissionen ved pålæggelsen af den anfægtede sanktion lader muligheden stå åben for efterfølgende at udvide nævnte sanktion til et ubestemt antal år.

    Tilsidesættelse af princippet om den berettigede forventning, eftersom den anfægtede forordning trådte i kraft, efter at fangstsæsonen for makrel var indledt i Spanien.

    Tilsidesættelse af princippet om forbud mod forskelsbehandling, idet Kommissionen har anvendt kriteriet om risikoen for socioøkonomiske konsekvenser anderledes, end den har gjort i tilsvarende situationer.

____________