Language of document :

Sag anlagt den 17. september 2012 - bpost mod Kommissionen

(Sag T-412/12)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: bpost (Bruxelles, Belgien) (ved advokat D. Geradin)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

Artikel 2, 5, 6 og 7 i Kommissionens afgørelse af 25. januar 2012 om foranstaltning SA.14588 (C 20/09), som Belgien har indført til fordel for De Post-La Poste (nu "bpost"), som blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende den 29. juni 2012 (EUT L 170, s. 1), annulleres.

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført fire anbringender.

Første anbringende om tilsidesættelse af artikel 106, stk. 2, artikel 107, stk. 1 og stk. 3, TEUF, om åbenbart urigtigt skøn og om tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet, idet Kommissionens med urette har konkluderet, at det af bpost vedligeholdte detailnet ikke var en særskilt tjenesteydelse af almindelig økonomisk interesse, og derfor har konkluderet, at den kompensation, som blev modtaget af den belgiske stat for detailnettet, udgjorde overkompensation.

Andet anbringende om tilsidesættelse af artikel 106, stk. 2, artikel 107, stk. 1 og stk. 3, TEUF, og om åbenbart urigtigt skøn, idet Kommissionen med urette har konkluderet, at detailnetsomkostninger, som er forårsaget af befordringspligten, ikke skulle tages i betragtning ved beregningen af den del af fortjenesten fra eneretsområdet med befordringspligt, som overstiger niveauet for en rimelig fortjeneste.

Tredje anbringende om tilsidesættelse af artikel 107 og artikel 106, stk. 2, TEUF og af principperne om forholdsmæssighed og ligebehandling, idet Kommissionens med urette har konkluderet, at nettoomkostningerne ved tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse, der ligger uden for postomdeling, skal modregnes i hele fortjenesten fra eneretsområdet med befordringspligt i det omfang, den overstiger en rimelig fortjeneste.

Fjerde anbringende vedrørende tilsidesættelse af artikel 107 og artikel 106, stk. 2, TEUF og tilsidesættelse af princippet om forbud mod tilbagevirkende kraft på grund af Kommissionens fuldstændige undladelse af at fremføre bposts akkumulerede underkompensation for 1992-2005 til modregning i bposts påståede overkompensation for perioden 2006-2010.

____________