Language of document : ECLI:EU:T:2004:213

Forenede sager T-107/01 og T-175/01

Société des mines de Sacilor – Lormines SA

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»EKSF-traktaten – stålproduktion – ophør af koncessioner til miner – byrder, som Den Franske Republik har pålagt minevirksomheder – klage – manglende positivt svar fra Kommissionen – passivitetssøgsmål – annullationssøgsmål – formaliteten – søgsmålskompetence – virksomhed i artikel 80 KS’s forstand«

Sammendrag af dom

1.      Retspleje – formalitetsindsigelse – ufravigelig procesforudsætning – Rettens undersøgelse ex officio

(Art. 80 KS; Rettens procesreglement, art. 113)

2.      Annullationssøgsmål – søgsmål anlagt af virksomheder eller sammenslutninger heraf i henhold til artikel 33, stk. 2, KS – søgsmålskompetence – virksomheder i artikel 80 KS’ forstand – virksomhed, som ikke har denne status både ved indgivelsen af søgsmål og ved den adfærd, som kritiseres i den klage, som er gjort til genstand for den anfægtede beslutning om afvisning – manglende søgsmålskompetence

(Art. 33, stk. 2, KS og art. 80 KS)

3.      Passivitetssøgsmål – søgsmål anlagt af virksomheder eller sammenslutninger heraf i henhold til artikel 35 KS – søgsmålskompetence – virksomheder i artikel 80 KS’ forstand

(Art. 35 KS og 80 KS)

1.      Ifølge ordlyden af procesreglementets artikel 113 kan Retten af egen drift til enhver tid efterprøve ufravigelige procesforudsætninger, hvilke omfatter Fællesskabets retsinstansers kompetence til at behandle en retssag. Rettens prøvelse er således ikke begrænset til de procesforudsætninger, der rejses af parterne.

En indsigelse om, at der ikke er tale om en virksomhed som omhandlet i artikel 80 KS, rejser et spørgsmål angående en ufravigelig procesforudsætning, for så vidt som der herved rejses spørgsmål om, hvorvidt sagsøgeren er søgsmålsberettiget, hvorfor Retten ex officio kan behandle indsigelsen.

(jf. præmis 51 og 52)

2.      Opregningen i artikel 33, stk. 2, KS af de retssubjekter, som kan rejse annullationssøgsmål, er udtømmende, således at retssubjekter, der ikke er nævnt deri, ikke kan anlægge et sådant søgsmål.

En virksomhed kan derfor ikke anlægge annullationssøgsmål til prøvelse af en EKSF-beslutning, når den, fordi den ikke udøver produktionsvirksomhed, ikke kan påberåbe sig at være en virksomhed i artikel 80 KS’ forstand på det tidspunkt, hvor den indgiver sit søgsmål, og som heller ikke kunne gøre det på tidspunktet for de handlinger, der kritiseres i den klage, hvis afvisning den anfægter.

(jf. præmis 53, 54, 56 og 59-62)

3.      I henhold til artikel 35 KS kan et passivitetssøgsmål kun antages til realitetsbehandling, hvis sagsøgeren er en virksomhed som omhandlet i artikel 80 KS.

(jf. præmis 55)