Language of document :

Sag anlagt den 15. april 2011 - Otero González mod KHIM - Apli-Agipa (AGIPA)

(Sag T-219/11)

Stævningen er affattet på spansk

Parter

Sagsøger: José Luis Otero González (Barcelona, Spanien) (ved advokat S. Correa)

Sagsøgt: Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM)

Den anden part i sagen for appelkammeret: Apli-Agipa SAS (Dormans, Frankrig)

Sagsøgerens påstande

Afgørelse truffet den 14. februar 2011 af Andet Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (sag R 556/2010-2), - hvorved registreringsansøgningen delvist blev taget til følge med hensyn til følgende varer: "fotografier, klæbestof, (lim) til papirhandel eller privat brug, pensler, skrivemaskiner og kontorartikler (bortset fra møbler), instruktions- og undervisningsmateriale (bortset fra apparater), plastikmaterialer til emballering (der ikke er omfattet af andre klasser), tryktyper, klicheer" - annulleres.

Registreringsansøgningen vedrørende EF-varemærke nr. 5 676 721 "AGIPA" for så vidt angår alle varer i klasse 16 afslås.

Harmoniseringskontoret tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Ansøger om EF-varemærket: Apli-Agipa SAS

Det omhandlede EF-varemærke: Ordmærket "AGIPA" (registreringsansøgning nr. 5 676 721) for varer i klasse 16

Indehaver af de i indsigelsessagen påberåbte varemærker eller tegn: José Luis Otero González

De påberåbte varemærker eller tegn: Det spanske ordmærke "AGIPA" (nr. 2 216 879) og det spanske figurmærke, der indeholder ordbestanddelen "a - agipa" (nr. 1 269 511), begge for varer i klasse 16

Indsigelsesafdelingens afgørelse: Indsigelsen delvist taget til følge

Appelkammerets afgørelse: Delvist medhold i klagen

Søgsmålsgrunde: Fejlagtig anvendelse og fortolkning af artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009.

____________