Language of document :

Sag anlagt den 28. august 2008 - IFAW Internationaler Tierschutz-Fonds mod Kommissionen

(Sag T-362/08)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: IFAW Internationaler Tierschutz-Fonds gGmbH (Hamburg, Tyskland) (ved lawyers S. Crosby og S. Santoro)

Sagsøgt: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

Sagsøgerens påstande

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber tilpligtes at fremlægge skrivelse af 15. marts 2000 fra den tyske kansler G. Schröder til Kommissionens formand R. Prodi for Domstolen.

Det fastslås, at den anfægtede afgørelse er behæftet med en retsvildfarelse og åbenbare fejlskøn, samt at den som følge heraf annulleres.

Kommissionen tilpligtes i henhold til artikel 87 i procesreglementet for Retten i Første Instans at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Ved dom af 18. december 2007 i sag C-64/05 P 2 ophævede Domstolen dommen af 30. november 2004 afsagt af Retten i Første Instans i sag T-168/02, IFAW Internationaler Tierschutz-Fonds mod Kommissionen, Sml. II, s. 4135, vedrørende annullation af Kommissionens afgørelse af 26. marts 2002, hvorved den meddelte afslag på sagsøgerens begæring af 20. december 2001 om aktindsigt i dokumenterne vedrørende den nedklassificering af en del af Elbens munding ved Hamburg, der er et naturreservat beskyttet ved Natura 2000-planen, fastsat ved Rådets direktiv 92/43/EØF , der var foretaget med henblik på forlængelse af den eksisterende landingsbane tilhørende Daimler Chrysler Aerospace GmbH til brug for slutmontage af Airbus A3XX. Som følge heraf begærede sagsøgeren - i lyset af Domstolens dom i appelsagen - ved skrivelse af 13. februar 2008 på ny aktindsigt i de samme dokumenter og genfremsatte denne begæring den 29. april 2008 i overensstemmelse med artikel 7, stk. 4, i forordning (EF) nr. 1049/2001 .

Sagsøgeren har anlagt dette annullationssøgsmål i henhold til artikel 230 EF til prøvelse af Kommissionens afgørelse af 19. juni 2008, hvorved den delvist imødekom sagsøgerens aktindsigtsbegæring, idet den meddelte afslag i forhold til ét af de dokumenter, sagsøgeren havde begæret aktindsigt i efter Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001.

Sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionen begik en retlig fejl ved at anvende artikel 4, stk. 1, litra a), tredje led, i forordning (EF) nr. 1049/2001 på et rent internt forhold i EU. Desuden har sagsøgeren anført, at Kommissionen begik en åbenbar retlig fejl ved at vurdere, at indholdet af G. Schröders skrivelse var fortroligt i en sådan grad, at udlevering heraf ville bringe den økonomiske politik i Tyskland og i andre EU-medlemsstater i fare. Endvidere har sagsøgeren hævdet, at Kommissionen udøvede et åbenbart fejlskøn ved at vurdere, at udlevering af skrivelsen ville bringe beslutningsprocessen i fare, og endelig ved ikke at anse den offentlige interesse for mere tungtvejende end beslutningsprocessens fortrolige karakter.

____________

1 - Sag C-64/05 P, Kongeriget Sverige mod Kommissionen, Sml. I, s. 11389.

2 - Rådets direktiv 92/43/EØF af 21.5.1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter (EFT L 206, s. 7).

3 - Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30.5.2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (EFT L 145, s. 43).