Language of document :

Sag anlagt den 3. september 2008 - Spanien mod Kommissionen

(Sag T-360/08)

Processprog: spansk

Parter

Sagsøger: Kongeriget Spanien (ved J. Rodríguez Cárcamo)

Sagsøgt: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

Sagsøgerens påstande

Retten i Første Instans bestemmer, at der ikke kan ske anvendelse af retningslinierne for beregning af finansielle korrektioner, som finder anvendelse på udgifter, der medfinansieres af strukturfondene og Samhørighedsfonden, i tilfælde af en overtrædelse af reglerne om offentlige kontrakter, endelig udg. af 29. november 2007, COCOF 07/0037/03-ES.

Kommissionen for De Europæiske Fællesskabers afgørelse K(2008) 3247 af 25. juni 2008, hvorved støtten fra Samhørighedsfonden til de projekter, der er grupperet under nr. 2001.ES.16.C.P.E.036 (Spildevandsafledning i afvandingsområde nord - Galicien-2001) annulleres.

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Den foreliggende sag omhandler en gruppe projekter vedrørende forbedring af eksisterende pumper og nyopførelse, forøgelse, tilpasning og forbedring af systemet, for spildevandsopsamling og -afledning forskellige steder i Galicien. Den oprindeligt bevilgede fællesskabsfinansiering beløb sig til 80% af de støtteberettigede offentlige udgifter.

I den skrivelse, som Kommissionen tilsendte sagsøgeren i juli 2007, blev der påtænkt korrektioner ifølge de uregelmæssigheder, der blev afdækket under en tidligere revision. Konklusionerne i denne skrivelse indeholdt allerede de to uregelmæssigheder, der har begrundet den anfægtede beslutning og de tilsvarende forslag til finansielle korrektioner: Den ulovlige anvendelse af hasteproceduren i forbindelse med en kontrakt, og den ulovlige anvendelse af erfaring som et tildelingskriterium i forskellige kontrakter. Forslagene til finansielle korrektioner beløb sig til henholdsvis 697 901 EUR og 354 591 EUR.

Søgsmålsgrundene og de væsentligste argumenter er enslydende med dem, der er gjort gældende i sag T-359/08, Spanien mod Kommissionen.

____________