Language of document :

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Rechtbank Amsterdam (Nederlandene) den 8. maj 2018 – Openbaar Ministerie mod SF

(Sag C-314/18)

Processprog: nederlandsk

Den forelæggende ret

Rechtbank Amsterdam

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Openbaar Ministerie

Sagsøgt: SF

Præjudicielle spørgsmål

Skal artikel 1, stk. 3, og artikel 5, nr. 3, i rammeafgørelse 2002/584/RIA 1 og artikel 1, litra a) og b), artikel 3, stk. 3 og 4, og artikel 25 i rammeafgørelse 2008/909/RIA 2 fortolkes således, at den udstedende medlemsstat som udstedelsesstat:

i et tilfælde, hvor den fuldbyrdende medlemsstat har gjort overgivelsen af en af sine egne statsborgere til strafforfølgning betinget af den i artikel 5, nr. 3, i rammeafgørelse 2002/584/RIA nævnte garanti for, at den pågældende efter sin proces overføres til den fuldbyrdende medlemsstat for der at afsone den frihedsstraf eller anden frihedsberøvende foranstaltning, som han eventuelt idømmes i den udstedende medlemsstat,

først – efter at den pågældende er idømt en retskraftig frihedsstraf eller en anden frihedsberøvende foranstaltning – faktisk behøver at overføre den pågældende, når »straffeproceduren eller en hvilken som helst anden procedure, såsom konfiskation, vedrørende det strafbare forhold, for hvilket der er begæret overgivelse«, er afsluttet?

Skal artikel 25 i rammeafgørelse 2008/909/RIA fortolkes således, at en medlemsstat, når den på den i artikel 5, nr. 3, i rammeafgørelse 2002/584/RIA anførte betingelse har overgivet en af sine egne statsborgere, som fuldbyrdede stat ved anerkendelsen og fuldbyrdelsen af den over for denne person afsagte dom – som en undtagelse fra artikel 8, stk. 2, i rammeafgørelse 2008/909/RIA – kan efterprøve, om den frihedsberøvende sanktion, der er pålagt personen, svarer til den sanktion, der ville være blevet pålagt i fuldbyrdelsesstaten for et tilsvarende forhold, og om nødvendigt tilpasse den pålagte frihedsberøvende sanktion i overensstemmelse hermed?

____________

1     Rådets rammeafgørelse af 13.6.2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne - Erklæringer fra en række medlemsstater i forbindelse med rammeafgørelsens vedtagelse (EFT L 190, s. 1).

2     Rådets rammeafgørelse 2008/909/RIA af 27.11.2008 om anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse på domme i straffesager om idømmelse af frihedsstraffe eller frihedsberøvende foranstaltninger med henblik på fuldbyrdelse i Den Europæiske Union (EUT L 327, s. 27).