Sag C-314/18
SF
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af rechtbank Amsterdam)
Domstolens dom (Fjerde Afdeling) af 11. marts 2020
»Præjudiciel forelæggelse – retligt samarbejde i straffesager – rammeafgørelse 2002/584/RIA – europæisk arrestordre – artikel 5, nr. 3) – overgivelse betinget af, at den pågældende overføres til den fuldbyrdende medlemsstat for dér at afsone den straf eller den anden frihedsberøvende foranstaltning, han er blevet idømt i den udstedende medlemsstat – tidspunktet for overførelsen – rammeafgørelse 2008/909/RIA – artikel 3, stk. 3 – anvendelsesområde – artikel 8 – tilpasning af den dom, der er afsagt i den udstedende medlemsstat – artikel 25 – fuldbyrdelse af en straffedom inden for rammerne af artikel 5, nr. 3), i rammeafgørelse 2002/584/RIA«
1. Retligt samarbejde i straffesager – rammeafgørelse om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne – overgivelse af en person, der er statsborger i eller bosat i den fuldbyrdende medlemsstat, med henblik på strafforfølgning – garantier, som den udstedende medlemsstat skal give – overførelse af den pågældende person til den fuldbyrdende medlemsstat for dér at afsone den frihedsstraf, han er blevet idømt – tidspunktet for overførelsen – afgørelse om endelig domfældelse – undtagelse
[Rådets rammeafgørelse 2002/584, som ændret ved rammeafgørelse 2009/299, art. 1, stk. 3, og art. 5, nr. 3), og rammeafgørelse 2008/909, som ændret ved rammeafgørelse 2009/299, art. 1, litra a), art. 3, stk. 3 og 4, og art. 25]
(jf. præmis 44, 48-54, 56 og 59-62 samt domskonkl. 1)
2. Retligt samarbejde i straffesager – rammeafgørelse 2008/909 om anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse på domme i straffesager – fuldbyrdelse af sanktioner i medfør af en europæisk arrestordre – fuldbyrdelse i tilfælde af overførelse af den pågældende person til den fuldbyrdende medlemsstat i henhold til denne arrestordre for dér at afsone den frihedsstraf, han er blevet idømt i den udstedende medlemsstat – den fuldbyrdende medlemsstats tilpasning af sanktionens varighed – betingelser
(Rådets rammeafgørelse 2002/584, som ændret ved rammeafgørelse 2009/299, art. 5, nr. 3), og rammeafgørelse 2008/909, som ændret ved rammeafgørelse 2009/299, art. 8, stk. 2, og art. 25)
(jf. præmis 65-68 og domskonkl. 2)
Resumé
I SF-dommen (Europæisk arrestordre – Garanti for overførelse til fuldbyrdelsesstaten) (sag C-314/18), afsagt den 11. marts 2020, fastslog Domstolen dels, at når den medlemsstat, der fuldbyrder en europæisk arrestordre, undergiver overgivelse med henblik på strafforfølgning af en person, som er statsborger i eller bosiddende i denne medlemsstat, en betingelse om, at denne person overføres til den fuldbyrdende medlemsstat for dér at afsone den frihedsstraf eller anden frihedsberøvende foranstaltning, han idømmes i den udstedende medlemsstat, skal den udstedende medlemsstat principielt foretage denne overførelse, når denne afgørelse om domfældelse er blevet endelig. Dette gælder, medmindre konkrete grunde, der vedrører overholdelsen af den pågældende persons ret til forsvar eller retsplejehensyn, gør det nødvendigt, at denne er til stede i den udstedende medlemsstat, indtil der er truffet endelig afgørelse i de øvrige processuelle trin i forbindelse med straffesagen vedrørende den lovovertrædelse, der ligger til grund for den europæiske arrestordre. Dels fastslog Domstolen, at den fuldbyrdende medlemsstat for så vidt angår fuldbyrdelsen af denne straf eller anden frihedsberøvende foranstaltning, kun må tilpasse denne strafs varighed under de strenge betingelser, der er fastsat i artikel 8, stk. 2, i rammeafgørelse 2008/909 (1).
Denne dom er afsagt i forbindelse med en procedure vedrørende fuldbyrdelsen i Nederlandene af en europæisk arrestordre udstedt af en britisk dommer med henblik på strafforfølgning af en nederlandsk statsborger. I Nederlandene anmodede anklagemyndigheden den udstedende judicielle myndighed om at give den garanti, der er fastsat i artikel 5, nr. 3), i rammeafgørelse 2002/584 (2), som består i før overgivelsen af den pågældende person at påtage sig at overføre denne til den fuldbyrdende medlemsstat, for at han dér kan afsone den frihedsstraf eller anden frihedsberøvende foranstaltning, han eventuelt idømmes (3). Det britiske indenrigsministerium anførte som svar, at hvis den pågældende person blev idømt en frihedsstraf i Det Forenede Kongerige, ville han blive overført til Nederlandene, efter at straffeproceduren og enhver anden procedure vedrørende det strafbare forhold, der lå til grund for den europæiske arrestordre, var afsluttet. Samme myndighed præciserede derudover, at en overgivelse som omhandlet i rammeafgørelse 2002/584 ifølge denne myndighed ikke tillod Nederlandene at ændre varigheden af en straf, som eventuelt måtte blive idømt i Det Forenede Kongerige.
Hvad for det første angår det tidspunkt, hvorpå den person, der er omfattet af en europæisk arrestordre, hvis fuldbyrdelse er betinget af, at der gives garanti som omhandlet i artikel 5, nr. 3), i rammeafgørelse 2002/584, skal overføres til den fuldbyrdende medlemsstat for dér at afsone den straf eller anden frihedsberøvende foranstaltning, han er blevet idømt i den udstedende medlemsstat, bemærkede Domstolen indledningsvis, at dette tidspunkt ikke er præciseret i denne bestemmelse. Den fremhævede endvidere den betydning, som EU-lovgiver såvel ved denne bestemmelse som ved rammeafgørelse 2008/909 har tillagt chancen for social rehabilitering af en person, der er statsborger i eller bosat i den fuldbyrdende medlemsstat, hvilket finder udtryk i den omstændighed, at han kan afsone den straf eller anden frihedsberøvende foranstaltning, som han efter sin overgivelse i kraft af fuldbyrdelsen af en europæisk arrestordre idømmes i den udstedende medlemsstat. Domstolen fremhævede betydningen af, at den udstedende medlemsstat i en sådan situation foretager den nævnte overførelse, når den afgørelse, hvorved den omhandlede straf idømmes, er blevet endelig. Domstolen præciserede ikke desto mindre, at hvis det viser sig, at tilstedeværelsen af den pågældende person i den udstedende medlemsstat er påkrævet grundet andre processuelle trin i forbindelse med straffesagen vedrørende den lovovertrædelse, der ligger til grund for den europæiske arrestordre, skal det formål, der består i at lette den dømte persons sociale rehabilitering, på dette samme tidspunkt afvejes med såvel hensynet til en effektiv strafforfølgning som overholdelsen af den pågældende persons ret til forsvar.
Hvad for det andet angår den mulighed, der er fastsat i artikel 8, stk. 2, i rammeafgørelse 2008/909, for, at den kompetente myndighed i den fuldbyrdende medlemsstat kan tilpasse den straf, der er idømt i den udstedende medlemsstat, bemærkede Domstolen, at den var strengt afgrænset af denne bestemmelse, og præciserede, at nævnte artikel 8 fastsætter de eneste undtagelser til den principielle pligt til at anerkende den fremsendte dom og fuldbyrde en straf, hvis varighed og karakter svarer til det, der er fastsat i den dom, der er afsagt i den udstedende medlemsstat. Domstolen forkastede således en fortolkning af artikel 25 i rammeafgørelse 2008/909 (4), hvorefter denne bestemmelse i et tilfælde, hvor en person overgives til den udstedende medlemsstat i henhold til en garanti om overførelse, bemyndiger den fuldbyrdende medlemsstat til at tilpasse straffen ud over de tilfælde, der er fastsat i nævnte rammeafgørelses artikel 8.