Sag C-519/20
Landkreis Gifhorn
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Amtsgericht Hannover)
Domstolens dom (Femte Afdeling) af 10. marts 2022
»Præjudiciel forelæggelse – indvandringspolitik – direktiv 2008/115/EF – frihedsberøvelse med henblik på udsendelse – artikel 16, stk. 1 – direkte virkning – særlig facilitet for frihedsberøvede – begreb – frihedsberøvelse i et fængsel – betingelser – artikel 18 – akut situation – begreb – artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder – effektiv domstolsprøvelse«
1. Grænsekontrol, asyl og indvandring – indvandringspolitik – tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold – direktiv 2008/115 – frihedsberøvelse med henblik på udsendelse – særlig facilitet for frihedsberøvede – begreb – særlig afdeling af et fængsel – særlige bygninger, der er isoleret fra de bygninger, som huser almindelige indsatte – omfattet – betingelser – indespærring i et fængselsmiljø må ikke foreligge – overholdelse af de grundlæggende rettigheder og rettighederne fastsat i nævnte direktiv
(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 6 og art. 52, stk. 3; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115, tredje betragtning og art. 15, stk. 1, samt art. 16 og 17)
(jf. præmis 35-38, 41-46 og 57 samt domskonkl. 1)
2. Grænsekontrol, asyl og indvandring – indvandringspolitik – tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold – direktiv 2008/115 – frihedsberøvelse med henblik på udsendelse – særlig facilitet for frihedsberøvede – passende sted og forhold under frihedsberøvelsen – vurdering, der påhviler den nationale ret – elementer, der skal tages i betragtning
(Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115, art. 15, stk. 1, og art. 16, stk. 1)
(jf. præmis 48-56)
3. Grænsekontrol, asyl og indvandring – indvandringspolitik – tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold – direktiv 2008/115 – frihedsberøvelse med henblik på udsendelse – akutte situationer – anordning af frihedsberøvelse i et fængsel eller forlængelse heraf – domstolsprøvelse – rækkevidde – prøvelse af, om betingelserne for en sådan frihedsberøvelse eller forlængelse heraf er overholdt – omfattet
(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 47; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115, art. 18)
(jf. præmis 63-65 og 67 samt domskonkl. 2)
4. Grænsekontrol, asyl og indvandring – indvandringspolitik – tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold – direktiv 2008/115 – frihedsberøvelse med henblik på udsendelse – forpligtelse til som hovedregel at lade en frihedsberøvelsesforanstaltning fuldbyrde i en særlig facilitet for frihedsberøvede – undtagelse – midlertidig frihedsberøvelse i et fængsel – akut situation – frihedsberøvede tredjelandsstatsborgere adskilt fra almindelige indsatte – tilladt – betingelser
(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 6; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115, 13. og 16. betragtning, art. 15, art. 16, art. 17 og art. 18, stk. 1 og 2)
(jf. præmis 69, 71-74 og 78-98)
5. Grænsekontrol, asyl og indvandring – indvandringspolitik – tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold – direktiv 2008/115 – frihedsberøvelse med henblik på udsendelse – national lovgivning, der tillader midlertidig frihedsberøvelse i et fængsel adskilt fra almindelige indsatte – manglende overholdelse af betingelserne fastsat i nævne direktiv – nationale domstoles forpligtelser – pligt til at undlade at anvende en national bestemmelse, som strider mod EU-retten
(Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115, art. 16, stk. 1, og art. 18, stk. 1)
(jf. præmis 99, 100, 102 og 103 samt domskonkl. 3)
Resumé
K, der er pakistansk statsborger, og som opholdt sig ulovligt i Tyskland, blev i august 2020 frihedsberøvet med henblik på udsendelse i fængslet i Hannover (Tyskland), afdelingen i Langenhagen (Tyskland). Frihedsberøvelsen, der oprindeligt var tidsbegrænset til udgangen af september 2020, blev ved afgørelse truffet af Amtsgericht Hannover (byretten i Hannover, Tyskland) forlænget til november 2020. Den forelæggende ret, for hvilken K anlagde sag til prøvelse af denne afgørelse, var i tvivl om lovligheden af frihedsberøvelsen af K, henset til kravene i direktiv 2008/115 (1). Den forelæggende ret anførte, at afdelingen i Langenhagen i en vis periode af den omhandlede frihedsberøvelse i forskellige bygninger dels husede personer, der var frihedsberøvet med henblik på udsendelse, dels almindelige indsatte. Det var det samme fængselspersonale, som arbejdede begge steder og var beskæftiget med såvel domfældte personer som personer, der var frihedsberøvet med henblik på udsendelse. Selv om denne afdeling har sin egen direktør, er den desuden administrativt tilknyttet fængslet i Hannover, som i sin helhed er underlagt justitsministerens tilsyn.
I lyset af disse omstændigheder besluttede byretten i Hannover at forelægge Domstolen præjudicielle spørgsmål vedrørende direktiv 2008/115. Domstolen anmodedes om at præcisere de betingelser, som et fængsel skal opfylde for at kunne anses for en »særlig facilitet for frihedsberøvede«, som i henhold til nævnte direktiv er egnet til frihedsberøvelse af tredjelandsstatsborgere, der venter på at blive udsendt, samt hvilke betingelser, der skal overholdes, og hvilken domstolsprøvelse der er påkrævet, når en medlemsstat undtagelsesvis fastsætter, at frihedsberøvelse af disse tredjelandsstatsborgere kan finde sted i et fængsel.
Domstolens bemærkninger
Hvad for det første angår begrebet »særlig facilitet for frihedsberøvede« som omhandlet i artikel 16, stk. 1, i direktiv 2008/115 bemærkede Domstolen, at forholdene under frihedsberøvelse i en sådan facilitet skal udvise visse særegenheder sammenlignet med de sædvanlige forhold under fuldbyrdelsen af frihedsstraffe i fængsler. Frihedsberøvelse af en tredjelandsstatsborger med henblik på udsendelse har nemlig kun til formål at sikre en effektiv tilbagesendelsesprocedure og forfølger ikke noget straffende formål. Forholdene under frihedsberøvelse i en sådan facilitet skal derfor være af en sådan art, at det så vidt muligt undgås, at frihedsberøvelsen ligner indespærring i et fængselsmiljø, der er egnet til frihedsberøvelse med henblik på straf. Desuden skal både de rettigheder, der er sikret ved Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«), og de rettigheder, der er fastsat i artikel 16, stk. 2-5, og artikel 17 i direktiv 2008/115, overholdes.
Hvad angår vurderingen af stedet og forholdene under frihedsberøvelse i den konkrete sag anførte Domstolen, at det påhviler den forelæggende ret at træffe afgørelse herom. Domstolen præciserede imidlertid bl.a., at den administrative tilknytning mellem en facilitet for frihedsberøvede og en myndighed, der ligeledes har kompetencer i forhold til fængsler, ikke er tilstrækkelig til at udelukke, at der er tale om en »særlig facilitet for frihedsberøvede«. Det samme gør sig gældende for så vidt angår den omstændighed alene, at en separat del af et kompleks, hvor tredjelandsstatsborgere frihedsberøves med henblik på udsendelse, huser domfældte personer, navnlig forudsat at en adskillelse faktisk er sikret. Den forelæggende ret skal endvidere tage særligt hensyn til indretningen af de lokaler, der specifikt benyttes til frihedsberøvelse af tredjelandsstatsborgere, til de regler, der præciserer deres forhold under frihedsberøvelsen, samt til den specifikke kvalificering af og beføjelserne for det personale, der er ansvarlig for at opstille rammerne for frihedsberøvelsen og for forvaltningen af den facilitet, hvor denne finder sted.
For det andet præciserede Domstolen betingelserne for, at en medlemsstat midlertidigt kan foreskrive frihedsberøvelse af tredjelandsstatsborgere i et fængsel med henblik på udsendelse og således fravige princippet om frihedsberøvelse i en særlig facilitet.
For det første kan en sådan fravigelse være begrundet i henhold til artikel 18, stk. 1, i direktiv 2008/115, så længe det ikke med rimelighed kan forventes af den pågældende medlemsstat, at denne bringer den uforudsete store byrde for kapaciteten af medlemsstatens særlige faciliteter for frihedsberøvede til ophør, på grund af det usædvanligt store antal tredjelandsstatsborgere, der er omfattet af en afgørelse om frihedsberøvelse med henblik på udsendelse. I denne henseende kan det være nødvendigt regelmæssigt at foretage en fornyet undersøgelse af situationen. En sådan frihedsberøvelse i et fængsel er i øvrigt udelukket, hvis den viser sig at være uforenelig med den pågældende tredjelandsstatsborgers eventuelle sårbare situation. Under alle omstændigheder er den ligeledes udelukket, når der er en ledig plads i en af den pågældende medlemsstats særlige faciliteter for frihedsberøvede, eller når en mindre indgribende foranstaltning er tænkelig. Endelig skal forholdene under frihedsberøvelsen i videst muligt omfang adskille sig fra de forhold under frihedsberøvelse, der gælder for strafdømte personer.
For det andet kan frihedsberøvelse i et fængsel i henhold til artikel 16, stk. 1, andet punktum, i direktiv 2008/115 undtagelsesvis være begrundet i en fuldstændig, pludselig og midlertidig overbelastning af samtlige særlige faciliteter for frihedsberøvede i den pågældende medlemsstat, forudsat at den pågældende tredjelandsstatsborger er adskilt fra almindelige indsatte, og det åbenlyst fremgår, at ingen mindre indgribende foranstaltning er tilstrækkelig til effektivt at sikre vedkommendes tilbagesendelsesprocedure. Enhver frihedsberøvelse i et fængsel på grundlag af denne bestemmelse kan kun anordnes for en kort periode og ophører med at være begrundet, når overbelastningen af de særlige faciliteter for frihedsberøvede varer længere end nogle dage eller systematisk gentages med korte mellemrum. Endelig skal de grundlæggende rettigheder, der er sikret ved chartret, og de rettigheder, der er fastsat i artikel 16, stk. 2-5, og artikel 17 i direktiv 2008/115, overholdes i hele den periode, hvor frihedsberøvelsen varer.
Hvis betingelserne i de ovennævnte tilfælde ikke er opfyldt, og den pågældende nationale lovgivning ikke kan fortolkes i overensstemmelse med EU-retten, kræver princippet om EU-rettens forrang, at den nationale ret undlader at anvende denne lovgivning.
Endelig undersøgte Domstolen for det tredje omfanget af den domstolsprøvelse, der påhviler en national ret, når den får forelagt en anmodning om frihedsberøvelse af en tredjelandsstatsborger i et fængsel med henblik på udsendelse eller en anmodning om forlængelse af en sådan frihedsberøvelse på grundlag af artikel 18 i direktiv 2008/115. I lyset af retten til en effektiv domstolsbeskyttelse, som er sikret ved chartrets artikel 47, skal den nationale ret kunne efterprøve, om de betingelser, der er fastsat i direktivets artikel 18, er overholdt. Med henblik herpå skal den navnlig kunne tage stilling til alle relevante faktiske og retlige elementer, idet denne beføjelse ikke kan være afgrænset til udelukkende at omfatte de oplysninger, der fremlægges af den pågældende administrative myndighed.