Sag T-20/17
Ungarn
mod
Europa-Kommissionen
Rettens dom (Niende Afdeling) af 27. juni 2019
»Statsstøtte – ungarsk afgift på omsætning fra publicering af reklamer– progressive afgiftssatser – nedsættelse af afgiftsgrundlaget med 50% af de fremførte underskud for de selskaber, der ikke havde overskud i 2013 – afgørelse, hvorved støtten erklæres uforenelig med det indre marked og pålægges tilbagesøgt – begrebet statsstøtte – betingelsen om selektivitet«
1. Statsstøtte – begreb – offentlige myndigheders fastsættelse af en beskatningsordning, der er fordelagtig for visse virksomheder – omfattet
(Art. 107, stk. 1, TEUF)
(jf. præmis 71-73)
2. Statsstøtte – begreb – foranstaltningens selektive karakter – foranstaltning, der tildeler en skattemæssig fordel – referenceramme til fastlæggelse af, om der foreligger en fordel – materiel afgrænsning – kriterier – identificering af den almindelige eller »normale« afgiftsordning – sondring mellem operatører, der befinder sig i en sammenlignelig faktisk og retlig situation, som ikke er begrundet i karakteren og opbygningen af den almindelige eller »normale« afgiftsordning – en afgiftsordnings karakter og opbygning – begreb
(Art. 107, stk. 1, TEUF)
(jf. præmis 74-77)
3. Statsstøtte – begreb – foranstaltningens selektive karakter – referenceramme til fastlæggelse af, om der foreligger en fordel – sektorbestemt afgift på omsætningen for virksomheder, der publicerer reklamer – identificering af den almindelige eller »normale« afgiftsordning – progressiv afgiftsstruktur – omfattet – Kommissionens definition af et referenceafgiftssystem, som er utilstrækkeligt eller hypotetisk – uanvendelighed
(Art. 107, stk. 1, TEUF)
(jf. præmis 78-83)
4. Statsstøtte – begreb – foranstaltningens selektive karakter – sektorbestemt afgift på omsætningen for virksomheder, der publicerer reklamer – afgiftens karakter – det af den berørte medlemsstat fremførte formål med en indførelse af en sektorspecifik afgift i henhold til en omfordelingslogik – formål, der har sammenhæng med den progressive afgiftsstruktur – lovlighed
(Art. 107, stk. 1, TEUF)
(jf. præmis 84-90)
5. Statsstøtte – begreb – foranstaltningens selektive karakter – sektorbestemt afgift på omsætningen for virksomheder, der publicerer reklamer – afgiftens opbygning – princip om en progressiv afgiftsstruktur – ikke diskriminerende sondring, der er begrundet i det forfulgte formål om afgiftsmæssig omfordeling – manglende selektivitet
(Art. 107, stk. 1, TEUF)
(jf. præmis 91-105)
6. Statsstøtte – begreb – foranstaltningens selektive karakter – sektorbestemt afgift på omsætningen for virksomheder, der publicerer reklamer – afgiftens opbygning – kontrol med den konkret til grund lagte progressive afgiftsstruktur – forenelig med det forfulgte formål om afgiftsmæssig omfordeling – ikke forskelsbehandling af afgiftspligtige, der befinder sig i en situation, som er faktisk og retligt sammenlignelig – manglende selektivitet
(Art. 107, stk. 1, TEUF)
(jf. præmis 107-111)
7. Statsstøtte – begreb – foranstaltningens selektive karakter – sektorbestemt afgift på omsætningen for virksomheder, der publicerer reklamer – mekanisme for fradrag af tab gennem en nedsættelse af afgiftsgrundlaget for det første afgiftsår – lovlighed – betingelser – forenelighed med det forfulgte formål om afgiftsmæssig omfordeling – ingen forskelsbehandling
(Art. 107, stk. 1, TEUF)
(jf. præmis 117-124)
Resumé
Med dommen i sagen Ungarn mod Kommissionen (sag T-20/17), der blev afsagt den 27. juni 2019, annullerede Retten Kommissionens afgørelse, hvorved den progressive afgift på omsætning, der hidrører fra publicering af reklamer, som var blevet indført af Ungarn, blev kvalificeret som statsstøtte, der var uforenelig med det indre marked (1).
Den 15. august 2014 trådte reklameafgiftsloven, som indførte en afgift, der var trinvis progressiv, på indtægter fra publicering af reklamer, i kraft i Ungarn. Denne afgift, der blev fastsat på grundlag af nettoomsætningen for virksomheder, der publicerer reklamer (aviser, audiovisuelle medier, plakatopsættere) i Ungarn, omfattede en skala med seks progressive satser på grundlag af omsætning, som for de afgiftspligtige, hvis overskud før skat i regnskabsåret 2013 var nul eller negativt, gav mulighed for at fradrage 50% af underskud fremført fra tidligere regnskabsår i deres afgiftsgrundlag. Idet den fandt, at både afgiftens progressivitet og nedsættelsen af afgiftsgrundlaget gennem fradraget for tab indeholdt elementer af statsstøtte, underrettede Europa-Kommissionen den 12. marts 2015 (2) Ungarn om sin afgørelse om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure vedrørende disse foranstaltninger, der blev ledsaget af et påbud om at indstille foranstaltningerne (3). I sin afgørelse af 4. november 2016 fastslog Kommissionen bl.a., at foranstaltningen som følge både af dens progressive afgiftsstruktur og den mulighed for fradrag for underskud, som den gav, udgjorde statsstøtte, der var uforenelig med det indre marked, og pålagde en øjeblikkelig og effektiv tilbagesøgning af den støtte, der var blevet betalt til støttemodtagerne.
Retten skulle således på ny i forlængelse af dom af 16. maj 2019, Polen mod Kommissionen (4), afgøre, om en afgift på omsætningen med en progressiv afgiftsstruktur af denne grund udgør en selektiv foranstaltning, som udgør statsstøtte, og Retten fastslog i det foreliggende tilfælde, at Kommissionen havde begået adskillige fejl.
Den fastslog først, at Kommissionen ikke ved afgørelsen af, om afgiften havde selektiv karakter, kunne anvende et utilstrækkeligt eller hypotetisk referenceafgiftssystem. Kommissionen havde nemlig identificeret en »normal« ordning, som omfattede en afgiftsstruktur med en enkelt sats, uanset størrelsen af omsætningen, selv om den skulle have anvendt de virkelige karakteristika ved den »normale« afgiftsordning indført ved lov, dvs. selve reklameafgiften med dens struktur, som omfattede dens skala med progressive satser og kategorier. Retten bemærkede imidlertid, at Kommissionens konklusion kunne begrundes i andre hensyn, der godtgjorde, at virksomheder med en lav omsætning blev indrømmet en selektiv fordel, og undersøgte ligeledes, om institutionen havde godtgjort, at afgiftens opbygning, dvs. dens afgiftsstruktur, var i strid med dens karakter, dvs. med dens formål.
Retten fastslog i denne forbindelse først, at Kommissionen ligeledes begik en retlig fejl ved at fastslå, at formålet med afgiften blot var at skaffe budgetindtægter, selv om formålet ifølge de ungarske myndigheder var at indføre en afgift på omsætningen for virksomheder, der publicerer reklamer, i henhold til en omfordelingslogik. Den fastslog dernæst, at Kommissionen ikke havde godtgjort, at afgiftens progressive struktur i princippet var i strid med det forfulgte formål. Retten fastslog særligt, at der ikke foreligger en selektiv karakter, hvis disse forskelle i beskatningen er et resultat af ufravigelig anvendelse af den »normale« ordning, hvis de sammenlignelige situationer behandles på samme måde, og hvis de ikke tilsidesætter den omhandlede afgifts formål. Retten fastslog endelig, at Kommissionen ikke havde godtgjort, at den konkret til grundlagte progressive afgiftsstruktur var blevet fastsat således, at den i vidt omfang gjorde det forfulgte formål illusorisk.
Retten fastslog ligeledes, at Kommissionen ikke havde godtgjort, at nedsættelsen af afgiftsgrundlaget som følge af muligheden for at fradrage underskud udgjorde et diskriminatorisk element i strid med afgiftens formål, der udgjorde en selektiv fordel, som karakteriser en statsstøtte. Den fastslog i denne forbindelse særligt, at denne nedsættelse af afgiftsgrundlaget blev indført på grundlag af objektive kriterier uafhængigt af de berørte virksomheders valg.