RETTENS DOM (Sjette Afdeling)
27. september 2012 (*)
»Statsstøtte – frugt og grøntsager – »salgsfremmeplaner« med henblik på at støtte markedet for frugt og grøntsager i Frankrig – beslutning, hvorved støtten erklæres uforenelig med fællesmarkedet – statsstøttebegrebet – statsmidler – en offentlig institutions medfinansiering og producentorganisationers frivillige bidrag – argumenter, som ikke blev fremført under den administrative procedure – begrundelsespligt«
I sag T-139/09,
Den Franske Republik, først ved E. Belliard, G. de Bergues og A.-L. During, derefter ved E. Belliard, G. de Bergues og J. Gstalter, som befuldmægtigede,
sagsøger,
mod
Europa-Kommissionen ved B. Stromsky, som befuldmægtiget,
sagsøgt,
angående en påstand om annullation af Kommissionens beslutning K(2009) 203 endelig af 28. januar 2009 om »salgsfremmeplanerne« for frugt og grøntsager indført i Frankrig,
har
RETTEN (Sjette Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, H. Kanninen, og dommerne N. Wahl og S. Soldevila Fragoso (refererende dommer),
justitssekretær: fuldmægtig C. Kristensen,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 23. april 2012,
afsagt følgende
Dom
Retsforskrifter
EU-ret
1 Artikel 87, stk. 1, EF har følgende ordlyd:
»Bortset fra de i denne traktat hjemlede undtagelser er statsstøtte eller støtte, som ydes ved hjælp af statsmidler under enhver tænkelig form, og som fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene ved at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner, uforenelig med fællesmarkedet i det omfang, den påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne.«
National lovgivning, der finder anvendelse på området
Office national interprofessionnel des fruits, des légumes et de l’horticulture
2 Artikel L.621-1 i code rural (den franske landbrugslov) fastsætter i den affattelse, der var gældende den 1. januar 2002 (herefter »code rural«), at »[m]ed henblik på at nå de mål, der er fastsat i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, og på at bidrage til at sikre og øge indkomsten, til at mindske uligheder, til at optimere anvendelsen af produktionsfaktorerne og til markedsregulering af hensyn til producenterne, forarbejdningsindustrien, grossererne, forhandlerne og forbrugerne kan der efter høring af Conseil d’État oprettes interventionskontorer for hver vare eller varegruppe i landbrugs- og fødevaresektoren«.
3 Artikel L.621-2 i code rural præciserer:
»Disse kontorer er offentlige institutioner af industriel og handelsmæssig karakter, som er underlagt statsligt tilsyn, og som udøver deres beføjelser over for hele landbrugs- og fødevaresektoren svarende til den vare, de har ansvaret for. De kan tillægges administrative opgaver forbundet med udøvelsen af deres beføjelser. Disse kontorers ansatte er omfattet af en offentligretlig fælles vedtægt fastsat ved dekret.«
Økonomiske udvalg
– Mission og godkendelse
4 Artikel L.551-1 i code rural fastsætter, at »[i] en bestemt region kan landbrugskooperativer og deres sammenslutninger, landbrugsandelsselskaber, andre fagforeninger inden for landbruget end de fagforeninger, som repræsenterer generelle interesser og reguleres af bestemmelserne i IV bog i code du travail (lov om arbejdsforhold), sammenslutninger af landbrugsproducenter, der reguleres af bestemmelserne i loven af 1. juli 1901, såfremt de har til formål at fremme en varig værdiforøgelse af deres produktion, at styrke producenternes handelsorganisation, at skabe en vedvarende produktion i et bestemt område, anerkendes af forvaltningsmyndigheden som producentorganisationer«.
5 Artikel L.552-1 i code rural har følgende ordlyd:
»Med henblik på at harmonisere produktions-, markedsførings- og prisdiscipliner samt på at anvende fælles markedsføringsregler kan de anerkendte organisationer, der er nævnt i foregående artikel, og fagforeninger inden for landbruget, som repræsenterer generelle eller specifikke interesser, slå sig sammen for i en bestemt region og for en bestemt varesektor som fastsat i artikel L.551-1, nr. 2, at udgøre et økonomisk udvalg.
De økonomiske udvalg skal enten være fagforeninger inden for landbruget, som reguleres af IV bog i code du travail, eller sammenslutninger, som reguleres af loven af 1. juli 1901 […]
De økonomiske udvalg udsteder fælles regler for deres medlemmer.
De økonomiske udvalg bidrager til gennemførelsen af den nationale og fællesskabsretlige økonomiske politik og kan blive hørt om retningslinjer for den del af politikken, der vedrører dem.«
6 Samme lovs artikel L.552-2 præciserer:
»De særlige fortrinsrettigheder og fordele, som anerkendte producentsammenslutninger kan nyde gavn af, kan tillægges de økonomiske udvalg, når disse er godkendt af forvaltningsmyndigheden.
Godkendelsen gives, suspenderes eller trækkes tilbage af forvaltningsmyndigheden efter at denne har hørt conseil supérieur d’orientation de l’économie agricole et alimentaire i henhold til artikel 14 I i ændringsloven af 8. august 1962, der supplerer loi d’orientation agricole (lov om udvikling af landbruget).«
7 Artikel L.554-1, stk. 1, i code rural fastsætter, at »[d]e økonomiske udvalg, som godtgør at have tilstrækkelig erfaring med visse discipliner, kan anmode den kompetente forvaltningsmyndighed om, at regler vedtaget af deres medlemmer som fastsat i artikel 15 b, stk. 1, i Rådets forordning (EØF) nr. 1035/72 af 18. maj 1972 om den fælles markedsordning for frugt og grøntsager gøres obligatoriske for alle de producenter, der er etableret i deres region, på et eller flere økonomiske områder«.
8 I artikel R*552-1 i code rural præciseres det, at »[e]n anmodning om godkendelse, som et økonomisk udvalg har indgivet for en bestemt region eller varesektor, forelægges landbrugsministeren via præfekten i det departement, hvor udvalget har hovedsæde«, og artikel R*552-2 fastsætter, at denne anmodning skal ledsages af visse dokumenter, herunder »udvalgets vedtægter«, der skal indeholde bestemmelser, som fastsætter, at »[r]egler vedtaget af udvalget først finder anvendelse efter landbrugsministerens godkendelse«, en »[e]rklæring, der præciserer, hvilken form for støtte udvalgets medlemmer eventuelt kan tildeles«, og »ordlyden af de regler, som udvalget har vedtaget i henhold til bestemmelserne i artikel L.552-1«. Endelig præciseres det i artikel R.552-4 i code rural, at »landbrugsministeren efter høring af conseil supérieur d’orientation et de coordination de l’économie agricole et alimentaire udtaler sig om anmodningen om godkendelse i henhold til artikel L.552-2«.
– Funktionsmåde
9 Det følger af ordlyden af artikel R.552-10, stk. 1, i code rural, at »[e]t godkendt økonomisk udvalg kun kan vedtage nye regler eller ændre allerede vedtagne regler med landbrugsministerens udtrykkelige samtykke efter høring af conseil supérieur d’orientation et de coordination de l’économie agricole et alimentaire«.
10 Desuden bestemmer artikel R.552-11 i code rural, at »[l]andbrugsministeren udpeger en repræsentant for hvert godkendt økonomisk udvalg«, og at »denne repræsentant, hvis rolle er at være en teknisk rådgiver for udvalget, deltager eller lader sig på de af landbrugsministeren fastsatte betingelser repræsentere på bestyrelsesmøderne og generalforsamlingen«, at han »på stedet kan få eller kan anmode om at få adgang til alle sagsakter og dokumenter vedrørende udvalget eller organisationer, som er en del heraf«, og at han »regelmæssigt underrettes om alle de beslutninger, som bestyrelsen træffer, og de afgørelser, som vedtages på generalforsamlingen«.
11 Endelig har artikel R.552-14 i code rural følgende ordlyd:
»Landbrugsministeren kan til enhver tid efter at have indhentet udvalgets bemærkninger og hørt conseil supérieur d’orientation et de coordination de l’économie agricole et alimentaire trække sin godkendelse af gældende, tidligere godkendte regler tilbage. Han fastsætter datoen for, hvornår tilbagetrækningen af godkendelsen får virkning. Hvis udvalget alligevel ønsker at fastholde disse regler, mister det sin status af godkendt udvalg […]«
– Registreringsgebyr og bidrag
12 Ifølge artikel L.553-1 i code rural »kan anerkendte eller godkendte organisationer på de i artikel L.551-1 og L.552-2 fastsatte betingelser ved dekret efter høring af Conseil d’État opnå tilladelse til at opkræve registreringsgebyrer og bidrag, der beregnes på grundlag af enten varernes værdi eller arealerne eller en kombination af begge dele«.
13 Artikel R*553-2 i code rural vedrører anerkendte producentsammenslutninger og fastsætter, at sidstnævnte »er berettigede til af hvert af deres medlemmer at opkræve et registreringsgebyr, der er fastsat ensartet for hver enkelt producent, og bidrag, der beregnes på grundlag af værdien af den markedsførte produktion, som de er blevet anerkendt på grundlag af«, og at »registreringsgebyrerne og bidragssatsen ikke kan overstige de lofter, der fastsættes af landbrugsministeren ved beslutning efter høring af conseil supérieur d’orientation et de coordination de l’économie agricole et alimentaire«.
14 Artikel R*553-5 i code rural vedrører registreringsgebyrer og bidrag fra anerkendte producentsammenslutninger og bestemmer, at »registreringsgebyrernes størrelse og bidragssatsen samt betalingsmåden fastsættes på en ordinær generalforsamling«.
15 Tilsvarende fastsætter artikel R*553-6 i code rural, at »de godkendte økonomiske udvalg er berettigede til af hvert af deres medlemmer at opkræve et registreringsgebyr og af de medlemmer, der udgøres af anerkendte producentsammenslutninger, en del af de bidrag, som sammenslutningerne selv har opkrævet«, og at »landbrugsministeren efter høring af conseil supérieur d’orientation et de coordination de l’économie agricole et alimentaire kan fastsætte et loft for de bidrag, som et udvalg kan opkræve«.
16 Artikel R*553-7, stk. 1, i code rural fastsætter, at »når et godkendt økonomisk udvalg i henhold til artikel L.552-2 har fået én eller flere regler, som er vedtaget for de producenter og sammenslutninger, der er medlem heraf, udvidet til samtlige producenter i dets område, er de producenter, som reglen er blevet bindende for ved denne udvidelse, pligtige at betale alle eller en del af de bidrag, der er fastsat i henhold til artikel R.553-2, til udvalget på de betingelser, som landbrugsministeren har fastsat ved bekendtgørelse«.
– Myndighedstilsyn
17 Artikel R*553-10 i code rural bestemmer:
»Landbrugsministerens tilsyn med de godkendte økonomiske udvalg og anerkendte producentsammenslutninger omfatter navnlig:
– organisationernes regnskab og deres transaktioners lovformelighed
– anvendelsen af den modtagne støtte, særligt af den støtte, der kan være tildelt af staten, offentlige myndigheder, offentlige institutioner og halvoffentlige selskaber
– hvordan producentsammenslutningerne og de økonomiske udvalg samt de organisationer og producenter, der er medlemmer heraf, anvender de regler, som er vedtaget i henhold til artikel L.551-1 og L.552-1, de gældende love og bekendtgørelser, særligt love og bekendtgørelser vedrørende bekæmpelse af bedrageri og vedrørende standardisering.«
18 I denne forbindelse bestemmer artikel R*553-13 i code rural, at »de af landbrugsministeriets embedsmænd, som af landbrugsministeren har fået beføjelser i denne henseende, har adgang til de anerkendte producentsammenslutningers og godkendte økonomiske udvalgs kontorer«, og de »kan dér skaffe sig kendskab til alle sagsakter, breve, regnskabsmæssige og administrative dokumenter«. Tilsvarende følger det af artikel R*553-14, at »landbrugsministeriets embedsmænd og fuldmægtige, navnlig dem fra afdelingen for bekæmpelse af bedrageri og for kvalitetskontrol, deltager sammen med de berørte organisationers befuldmægtigede i tilsynet med disse organisationers og landbrugsproducenternes anvendelse af de gældende regler, som sammenslutningerne og de økonomiske udvalg har fastsat«.
19 Endelig præciseres det i artikel R*553-16 i code rural, at »det tilsyn, der skal foretages med henblik på at sikre anvendelsen [af artikel] R.553-7 vedrørende registreringsgebyrerne og bidragene, føres på de betingelser, der er fastsat i artikel R.553-14«.
Sagens faktiske omstændigheder
20 Office national interprofessionnel des fruits, des légumes et de l’horticulture (Oniflhor), som er en offentlig institution af industriel og handelsmæssig karakter underlagt den franske stats tilsyn, har navnlig til formål at styrke den økonomiske effektivitet i frugt- og grøntsagssektoren.
21 De økonomiske udvalg samler landbrugsproducenternes organisationer på regionalt niveau, som indtil 1999 blev benævnt »sammenslutninger af landbrugsproducenter«, i en given sektor og har til formål at fastsætte fælles regler for deres medlemmer for at harmonisere produktions-, markedsførings-, pris- og afsætningsdiscipliner.
22 Foranlediget af en klage tilstillede Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber den 31. juli 2002 Den Franske Republik en begæring om oplysninger vedrørende uanmeldt støtte til frugt- og grøntsagssektoren, som var blevet tildelt landbrugsproducenternes organisationer inden for rammerne af salgsfremmeplaner af en driftsfond, der forvaltedes af de godkendte økonomiske udvalg og finansieredes dels af Oniflhor, dels af bidrag fra producentorganisationerne (herefter »erhvervsandele«). Disse salgsfremmeplaner havde til formål at begrænse virkningerne af midlertidige udbudsoverskud af frugt og grøntsager, regulere markedskursen med en koordineret kollektiv indsats og finansiering af strukturelle tiltag med henblik på at muliggøre en sektors tilpasning til markedet.
23 Den 21. oktober 2002 blev der afholdt et møde mellem Kommissionen og de franske myndigheder, hvorefter sidstnævnte den 26. december 2002 fremlagde oplysninger, der bekræftede, at der var blevet tildelt en sådan støtte fra 1992 til 2002. Kommissionen anmodede den 16. april 2003 om en fuldstændig opgørelse af denne støtte. De franske myndigheder efterkom denne anmodning den 22. juli 2003.
24 Ved skrivelse af 20. juli 2005 meddelte Kommissionen Den Franske Republik sin beslutning om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure i henhold til artikel 88, stk. 2, EF (herefter »beslutningen om indledning af proceduren«).
25 Beslutningen om indledning af proceduren blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende den 22. september 2005 (EUT C 233, s. 21). Kommissionen opfordrede alle interesserede parter til at fremsætte deres bemærkninger til de omhandlede foranstaltninger, der var iværksat inden for rammerne af salgsfremmeplanerne (herefter »de omtvistede foranstaltninger«).
26 Kommissionen modtog ved skrivelse af 4. oktober 2005 de franske myndigheders bemærkninger.
27 Den modtog desuden den 20. oktober 2005 en skrivelse fra Fédération de l’organisation économique fruits et légumes (Fedecom), en berørt tredjepart, som bl.a. beskrev sammensætningen, finansieringsbetingelserne og de godkendte økonomiske udvalgs rolle i forbindelse med tildelingen af den omhandlede støtte, og som blev videresendt til de franske myndigheder den 1. december 2005. Sidstnævnte bestred ikke disse oplysninger i deres skrivelse af 28. december 2005, hvorved de i øvrigt gav samtykke til videresendelse til Fedecom af deres to skrivelser af 26. december 2002 og 22. juli 2003 og fremlagde en rettelse af et støttebeløb udbetalt i 2002.
28 Som led i denne formelle undersøgelsesprocedure vedtog Kommissionen beslutning K(2009) 203 endelig af 28. januar 2009 om »salgsfremmeplanerne« for frugt og grøntsager indført i Frankrig (EUT L 127, s. 11, herefter »den anfægtede beslutning«).
29 Kommissionen fastslog i den anfægtede beslutning, at den støtte, som var blevet tildelt inden for rammerne af salgsfremmeplanerne og udbetalt til landbrugsproducenternes organisationer, udgjorde statsstøtte, og at denne var ulovlig og uforenelig med fællesmarkedet. Den pålagde derfor Den Franske Republik at tilbagesøge støtten med renter fra modtagerne heraf.
Retsforhandlinger og parternes påstande
30 Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 8. april 2009 anlagde Den Franske Republik denne sag.
31 På grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Sjette Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling.
32 Parterne har afgivet mundtlige indlæg og besvaret spørgsmål fra Retten under retsmødet den 23. april 2012.
33 Den Franske Republik har nedlagt følgende påstande:
– Annullation af den anfægtede beslutning for så vidt som den vedrører den del af de omtvistede foranstaltninger, der er blevet finansieret af erhvervsandelene.
– Subsidiært annullation af den anfægtede beslutning i sin helhed.
– Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
34 Kommissionen har nedlagt følgende påstande:
– Frifindelse.
– Den Franske Republik tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Retlige bemærkninger
35 Den Franske Republik har anført to anbringender til støtte for annullationssøgsmålet vedrørende for det første tilsidesættelse af begrundelsespligten og for det andet en retlig fejl i og med, at Kommissionen betegnede foranstaltninger, der var blevet finansieret af frivillige bidrag fra den berørte sektor, som statsstøtte i den forstand, hvori udtrykket anvendes i artikel 87, stk. 1, EF.
Det første anbringende om tilsidesættelse af begrundelsespligten
36 Den Franske Republik har gjort gældende, at den anfægtede beslutning er behæftet med en begrundelsesmangel i det omfang, den vedrører den del af de omtvistede foranstaltninger, der er blevet finansieret af erhvervsandelene, eftersom det påhviler Kommissionen at fremføre sin argumentation udtrykkeligt, når den som i det foreliggende tilfælde fraviger en fast beslutningspraksis. Kommissionen har navnlig ikke begrundet udvidelsen af betegnelsen statsstøtte til foranstaltninger finansieret ved frivillige bidrag.
37 Ifølge fast retspraksis afhænger rækkevidden af begrundelsespligten af arten af den pågældende retsakt og den sammenhæng, der ligger til grund for dens vedtagelse. Begrundelsen skal klart og utvetydigt angive de betragtninger, som den institution, der har udstedt den anfægtede retsakt, har lagt til grund, på en måde, der gør det muligt dels for Unionens retsinstanser at udøve deres prøvelsesret, dels for de berørte parter at få kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning med henblik på at forsvare deres rettigheder og på at kontrollere, om beslutningen er korrekt. Det kræves ikke, at begrundelsen angiver alle de relevante faktiske og retlige momenter, da spørgsmålet, om en beslutnings begrundelse opfylder kravene efter artikel 253 EF, ikke blot vurderes i forhold til ordlyden, men ligeledes til den sammenhæng, hvori den indgår, samt under hensyn til alle de retsregler, som gælder på det pågældende område (Domstolens dom af 2.4.1998, sag C-367/95 P, Kommissionen mod Sytraval og Brink’s France, Sml. I, s. 1719, præmis 63, og Rettens dom af 30.11.2011, sag T-238/09, Sniace mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 37).
38 Navnlig er Kommissionen ikke forpligtet til at tage stilling til alle de argumenter, som de berørte parter har fremført for den. Den behøver kun at redegøre for de faktiske omstændigheder og retlige betragtninger, der har været afgørende med henblik på beslutningens opbygning (Domstolens dom af 1.7.2008, forenede sager C-341/06 P og C-342/06 P, Chronopost og La Poste mod UFEX m.fl., Sml. I, s. 4777, præmis 96, og Rettens dom af 3.3.2010, forenede sager T-102/07 og T-120/07, Freistaat Sachsen m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 585, præmis 180).
39 Endelig følger det af fast retspraksis, at mens en kommissionsbeslutning, der er på linje med fast beslutningspraksis, kan begrundes summarisk, navnlig ved henvisning til denne praksis, påhviler det Kommissionen at fremføre sin argumentation udtrykkeligt, når beslutningen går betydeligt længere end forudgående beslutninger (Domstolens dom af 26.11.1975, sag 73/74, Groupement des fabricants de papiers peints de Belgique m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 1491, præmis 31, af 11.12.2008, sag C-295/07 P, Kommissionen mod Département du Loiret, Sml. I, s. 9363, præmis 44, og af 29.9.2011, sag C-521/09 P, Elf Aquitaine mod Kommissionen, Sml. I, s. 8947, præmis 155).
40 Anbringendet om, at den anfægtede beslutning er behæftet med en begrundelsesmangel, skal behandles i lyset af disse principper.
41 I det foreliggende tilfælde fremgår det af den anfægtede beslutning, at det var første gang, Kommissionen havde anledning til at undersøge spørgsmålet, om foranstaltninger finansieret dels af statsmidler, dels af frivillige bidrag fra en sektors erhvervsdrivende kunne udgøre statsstøtte i den forstand, hvori udtrykket anvendes i bestemmelserne i artikel 87, stk. 1, EF. Det påhvilede som følge heraf Kommissionen at svare detaljeret på de argumenter, som Den Franske Republik fremførte under den administrative procedure vedrørende betegnelsen af erhvervsandelene som statsmidler.
42 Indledningsvis undersøgte Kommissionen detaljeret i 24.-28. betragtning til den anfægtede beslutning de omtvistede foranstaltningers finansieringsordning. Således konstaterede den, at de var blevet finansieret af en fond forvaltet af de godkendte økonomiske udvalg, som finansieredes efter de samme principper som dem, der gælder for fællesskabsstøtten, jf. artikel 15 i Rådets forordning (EF) nr. 2200/96 af 28. oktober 1996 om den fælles markedsordning for frugt og grøntsager (EFT L 297, s. 1), nemlig dels af offentlig støtte, dels af finansielle bidrag fra producenterne beregnet på grundlag af mængderne eller værdien af de markedsførte frugter og grøntsager, og at disse bidrag udgjorde mellem 30 og 50% af fondens samlede midler. Producentorganisationernes bidrag blev imidlertid alene betalt på frivillig basis, og den administrative myndighed havde ikke gjort dem obligatoriske. Manglende betaling af disse bidrag bevirkede, at de pågældende producentorganisationer ikke fik den offentlige støtte.
43 Desuden fremgår det af 40. betragtning til den anfægtede beslutning, at Den Franske Republik i sin skrivelse af 4. oktober 2005, hvorved den fremførte sine bemærkninger til beslutningen om indledning af den formelle undersøgelsesprocedure, anførte, at de bidrag, som de erhvervsdrivende havde betalt, og som havde til formål at finansiere salgsfremmeplanerne, ikke kunne sidestilles med statsmidler, eftersom de blev betalt på frivillig basis, og at de offentlige myndigheder ikke havde udbredt dem som obligatoriske for samtlige berørte producentorganisationer, samt at de godkendte økonomiske udvalg frit kunne disponere over dem.
44 I 43.-62. betragtning til den anfægtede beslutning undersøgte Kommissionen, om de omtvistede foranstaltninger kunne betegnes som statsstøtte i den forstand, hvori udtrykket anvendes i bestemmelserne i artikel 87, stk. 1, EF. Således anførte den i 52.-56. betragtning til den anfægtede beslutning, at den ifølge Domstolens praksis (Domstolens dom af 22.3.1977, sag 78/76, Steinike & Weinlig, Sml. s. 595, og af 11.11.1987, sag 259/85, Frankrig mod Kommissionen, Sml. s. 4393, præmis 23) skal lægge vægt på de nærmere betingelser for og virkninger af støtteordningen ved afgørelsen af, om denne udgør en støtte i artikel 87, stk. 1, EF’s forstand, og at det ingen rolle spiller for anvendelsen af dette princip, om de omhandlede bidrag er obligatoriske eller frivillige. I 57.-61. betragtning til den anfægtede beslutning undersøgte den desuden retspraksis vedrørende begrebet statsmidler (Domstolens dom af 15.7.2004, sag C-345/02, Pearle m.fl., Sml. I, s. 7139, og Rettens dom af 20.9.2007, sag T-136/05, Salvat père & fils m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 4063) og vurderede, at denne ikke rejste tvivl om dette princip. Endelig fremhævede den i 61. betragtning til den anfægtede beslutning, at der, selv om bidragene var frivillige, i det foreliggende tilfælde forelå et stærkt incitament fra statens side til at tilslutte sig initiativet. Den konkluderede således i 62. betragtning til den anfægtede beslutning, at de omtvistede foranstaltninger udgjorde statsstøtte i den forstand, hvori udtrykket anvendes i bestemmelserne i artikel 87, stk. 1, EF.
45 Den blotte omstændighed, at den retspraksis, som Kommissionen refererede til i den anfægtede beslutning, udelukkende vedrørte obligatoriske bidrag, er ikke tilstrækkeligt til at fastslå, at beslutningens begrundelse ikke var fyldestgørende. Først bemærkes, at Unionens retsinstanser aldrig havde behandlet spørgsmålet, om foranstaltninger finansieret af både bidrag fra staten og frivillige bidrag fra en sektors erhvervsdrivende kunne udgøre statsstøtte i den forstand, hvori udtrykket anvendes i bestemmelserne i artikel 87, stk. 1, EF. Endvidere præciserede Kommissionen i den anfægtede beslutning, at retspraksis vedrørende obligatoriske bidrag efter dens opfattelse kunne finde anvendelse på de omhandlede omtvistede foranstaltninger, eftersom bidragenes fakultative karakter i det foreliggende tilfælde hovedsageligt var formel, idet der forelå et stærkt incitament for producenterne til at deltage i ordningen. Den omstændighed, at Kommissionen angav denne præcision i 61. betragtning til den anfægtede beslutning og ikke i forlængelse af 55. betragtning, kan i modsætning til, hvad Den Franske Republik har anført, ikke mindske den udtrykkelige karakter af Kommissionens betragtninger.
46 Som følge heraf fremgår det tilstrækkeligt klart, udtrykkeligt og utvetydigt af den anfægtede beslutning, på grundlag af hvilke betragtninger Kommissionen afgjorde, om foranstaltningerne, der både var finansieret af bidrag fra staten og af frivillige bidrag fra en sektors erhvervsdrivende, efter dens opfattelse kunne udgøre støtte i artikel 87, stk. 1, EF’s forstand, hvilket gør det muligt dels for Retten at udøve sin prøvelsesret, dels for de berørte parter at få kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning med henblik på at forsvare deres rettigheder og på at kontrollere, om beslutningen er korrekt.
47 Det følger af det foregående, at det første anbringende, hvorefter den anfægtede beslutning er utilstrækkeligt begrundet, skal forkastes.
Det andet anbringende om en retlig fejl i og med, at Kommissionen betegnede foranstaltninger, der var blevet finansieret af frivillige bidrag fra den berørte sektor, som statsstøtte i den forstand, hvori udtrykket anvendes i artikel 87, stk. 1, EF
48 Den Franske Republik mener, at Kommissionen begik en retlig fejl ved at betegne de foranstaltninger, der var blevet finansieret af frivillige bidrag fra den berørte sektor, som statsstøtte i den forstand, hvori udtrykket anvendes i artikel 87, stk. 1, EF.
Antagelse af argumenter vedrørende faktiske omstændigheder, som ikke blev bestridt under den administrative procedure, til realitetsbehandling
49 Indledningsvis har Kommissionen gjort gældende, at Den Franske Republik ikke for Retten kan bestride de bemærkninger, som Fedecom fremsatte den 20. oktober 2005, om, hvilke roller henholdsvis de erhvervsdrivende og Oniflhor spillede for fastsættelsen af størrelsen af erhvervsandelene, for fastsættelsen af de omtvistede foranstaltninger og for gennemførelsen af disse foranstaltninger.
50 For det første mener Kommissionen, at eftersom dette anbringende omhandler en fejl, eller rettere et urigtigt skøn, vedrørende de faktiske omstændigheder, skulle Den Franske Republik have gjort det gældende som et selvstændigt anbringende om en retlig fejl. Det fremgår imidlertid af Den Franske Republiks skriftlige indlæg, at den har villet anvende disse argumenter til støtte for sit anbringende om, at Kommissionen begik en retlig fejl ved at betegne de foranstaltninger, der var blevet finansieret af frivillige bidrag fra den berørte sektor, som statsstøtte i den forstand, hvori udtrykket anvendes i artikel 87, stk. 1, EF.
51 For det andet mener Kommissionen, at disse argumenter ikke kan antages til realitetsbehandling, fordi Den Franske Republik ikke har gjordt indsigelse mod de bemærkninger, som Fedecom fremsatte i sine bemærkninger den 20. oktober 2005, under den formelle undersøgelsesprocedure.
52 Det følger af fast retspraksis, at en medlemsstat, der har tildelt eller ønsker at tildele støtte ved fravigelse af traktatens bestemmelser, har en pligt til at samarbejde med Kommissionen inden for rammerne af den procedure, som medlemsstaten deltager i, i henhold til hvilken det bl.a. påhviler medlemsstaten at forelægge alle de oplysninger, der gør det muligt for Kommissionen at kontrollere, at betingelserne for den ansøgte fravigelse er opfyldt (Domstolens dom af 28.4.1993, sag C-364/90, Italien mod Kommissionen, Sml. I, s. 2097, præmis 20, samt Rettens dom af 15.12.1999, forenede sager T-132/96 og T-143/96, Freistaat Sachsen m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 3663, præmis 140, og af 11.2.2009, sag T-25/07, Iride og Iride Energia mod Kommissionen, Sml. II, s. 245, præmis 100). Retmæssigheden af en beslutning om statsstøtte skal vurderes i forhold til de oplysninger, som Kommissionen kunne råde over på det tidspunkt, da den vedtog den (Domstolens dom af 11.9.2003, sag C-197/99 P, Belgien mod Kommissionen, Sml. I, s. 8461, præmis 86; jf. i denne retning Domstolens dom af 10.7.1986, sag 234/84, Belgien mod Kommissionen, Sml. s. 2263, præmis 16). Det fremgår navnlig heraf, at eftersom begrebet statsstøtte skal anvendes på en objektiv situation, der skal bedømmes på det tidspunkt, hvor Kommissionen vedtager sin beslutning, er det de vurderinger, som er foretaget på dette tidspunkt, der skal tages i betragtning med henblik på gennemførelse af denne domstolsprøvelse (dommen i sagen Chronopost og La Poste mod UFEX m.fl., præmis 144). Således er Kommissionen, såfremt der ikke er fremlagt modstridende oplysninger fra de berørte parter, beføjet til at støtte sig på de faktiske omstændigheder – selv om de skulle vise sig at være urigtige – der foreligger for den på tidspunktet for vedtagelsen af den endelige beslutning i det omfang, de pågældende faktiske omstændigheder har været omfattet af et pålæg fra Kommissionen til den pågældende medlemsstat om at forsyne den med de nødvendige oplysninger (Rettens dom af 19.10.2005, sag T-318/00, Freistaat Thüringen mod Kommissionen, Sml. II, s. 4179, præmis 88).
53 Tilsvarende fremgår det af bestemmelserne i artikel 13, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 af 22. marts 1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af EF-traktatens artikel 93 (EFT L 83, s. 1), at Kommissionen som afslutning på en formel undersøgelsesprocedure vedrørende en ulovlig støtte træffer beslutning på grundlag af de foreliggende oplysninger, navnlig dem, som medlemsstaten har fremlagt for at efterkomme Kommissionens begæring om oplysninger.
54 I det foreliggende tilfælde fremgår det af den anfægtede beslutning, at Fedecom fremsatte sine bemærkninger som berørt tredjepart den 20. oktober 2005 og beskrev navnlig sammensætningen, finansieringsbetingelserne og de godkendte økonomiske udvalgs rolle i forbindelse med tildelingen af den omhandlede støtte, og at disse bemærkninger den 1. december 2005 blev videresendt til de franske myndigheder, som fik meddelt en frist på en måned til at fremsætte deres bemærkninger. Sidstnævnte bestred ikke disse oplysninger i deres skrivelse af 28. december 2005, hvorved de i øvrigt gav samtykke til videresendelse til Fedecom af deres to skrivelser af 26. december 2002 og 22. juli 2003 og fremlagde en rettelse af et støttebeløb udbetalt i 2002.
55 Det følger imidlertid af principperne gengivet i præmis 52 og 53 ovenfor, at Den Franske Republik ikke først under retssagen kan rejse tvivl om ordlyden af bemærkninger fremsat af en berørt tredjepart under den administrative procedure, selv om disse bemærkninger er blevet videregivet til den. Den blotte omstændighed, at den ikke reagerede på disse faktiske omstændigheder, fordi den var enig i Fedecoms konklusion, er ikke i sig selv tilstrækkeligt til at omgå princippet om den administrative procedures effektive virkning.
56 Derfor kan de argumenter, hvormed Den Franske Republik rejser tvivl om de bemærkninger, som Fedecom fremsatte den 20. oktober 2005, om, hvilke roller henholdsvis de erhvervsdrivende og Oniflhor spillede for fastsættelsen af størrelsen af erhvervsandelene, for fastsættelsen af de omtvistede foranstaltninger og for gennemførelsen af disse foranstaltninger, ikke antages til realitetsbehandling.
De generelle principper om begrebet statsmidler
57 Der henvises til, at statsstøtte eller støtte, som ydes ved hjælp af statsmidler under enhver tænkelig form, og som fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene ved at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner, i henhold til artikel 87, stk. 1, EF er uforenelig med fællesmarkedet.
58 Fordele skal for at kunne betegnes som en støtte i artikel 87, stk. 1, EF’s forstand for det første ydes direkte eller indirekte ved hjælp af statsmidler og for det andet kunne tilregnes staten (Domstolens dom af 21.3.1991, sag C-303/88, Italien mod Kommissionen, Sml. I, s. 1433, præmis 11, af 16.5.2002, sag C-482/99, Frankrig mod Kommissionen, Sml. I, s. 4397, præmis 24, og af 20.11.2003, sag C-126/01, GEMO, Sml. I, s. 13769, præmis 24).
59 Desuden fremgår det af ordlyden af artikel 87, stk. 1, EF, at kun fordele, der ydes direkte eller indirekte ved hjælp af statsmidler, anses for at være støtte. Den sondring, der i denne bestemmelse foretages mellem »statsstøtte« og støtte, som ydes »ved hjælp af statsmidler«, betyder nemlig ikke, at alle de fordele, der indrømmes af en stat, udgør støtte, uanset om de er finansieret ved hjælp af statsmidler eller ej, men har alene til formål at sikre, at støttebegrebet ikke alene omfatter støtte ydet direkte af staten, men ligeledes støtte ydet af offentlige eller private organer, der er udpeget eller oprettet af staten (Domstolens dom af 13.3.2001, sag C-379/98, PreussenElektra, Sml. I, s. 2099, præmis 58).
60 Der henvises desuden til, at artikel 87, stk. 1, EF ifølge retspraksis omfatter alle økonomiske midler, som offentlige myndigheder faktisk kan anvende til at støtte økonomiske aktører, uden at det har nogen betydning, om disse midler til stadighed udgør en del af de offentlige midler. Selv om de beløb, som er anvendt til den pågældende foranstaltning, ikke permanent er i offentlige myndigheders besiddelse, er den omstændighed, at de til stadighed er under offentlig kontrol og dermed står til rådighed for de kompetente nationale myndigheder, tilstrækkelig til at kvalificere dem som statsmidler (jf. i denne retning Domstolens dom af 16.5.2000, sag C-83/98 P, Frankrig mod Ladbroke Racing og Kommissionen, Sml. I, s. 3271, præmis 50, og dommen af 16.5.2002 i sagen Frankrig mod Kommissionen, præmis 37). Tilsvarende er den omstændighed, at midlerne oprindeligt er af privat karakter, ikke til hinder for, at de anses for at udgøre statsmidler i den forstand, hvori udtrykket anvendes i bestemmelserne i artikel 87, stk. 1, EF (jf. i denne retning Rettens dom af 12.12.1996, sag T-358/94, Air France mod Kommissionen, Sml. II, s. 2109, præmis 63-65).
61 Den blotte omstændighed, at en støtteordning til fordel for bestemte økonomiske aktører i en given sektor, helt eller delvist finansieres af bidrag, som den offentlige myndighed har pålagt og opkrævet af de berørte økonomiske aktører, er ifølge retspraksis ikke tilstrækkelig til at fratage denne ordning dens karakter af statsstøtte i den forstand, hvori udtrykket anvendes i artikel 87, stk. 1, EF’s forstand (Domstolens dom i sagen Steinike & Weinlig, præmis 22, og dommen af 11.11.1987 i sagen Frankrig mod Kommissionen, præmis 23; jf. i denne retning Domstolens dom af 2.7.1974, sag 173/73, Italien mod Kommissionen, Sml. s. 709, præmis 27 og 35).
62 Omvendt har Domstolen afvist at anvende betegnelsen statsmidler på fondsmidler indsamlet af en offentlig organisation ved hjælp af bidrag, som udelukkende opkrævedes af de økonomiske aktører, der nød fordel af den omhandlede foranstaltning, men som de nationale myndigheder aldrig havde haft rådighed over, og som blev anvendt til at finansiere aktiviteter, der blev bestemt af de berørte aktører selv (jf. i denne retning dommen i sagen Pearle m.fl., præmis 36-39).
63 Således er det relevante kriterium for vurderingen af, om der er tale om offentlige midler, uanset deres oprindelse, i hvilket omfang den offentlige myndighed har indflydelse på fastlæggelsen af de omhandlede foranstaltninger og deres finansieringsordning.
64 Den blotte omstændighed, at bidragene fra de berørte økonomiske aktører til delvis finansiering af de omhandlede foranstaltninger kun har fakultativ og ikke obligatorisk karakter, er ikke tilstrækkelig til at rejse tvivl om dette princip. Den offentlige myndighed kan nemlig have stor indflydelse på disse bidrag, selv om de ikke er obligatoriske.
65 Det følger af de foregående betragtninger, at den offentlige myndigheds rolle i forbindelse med fastlæggelsen af de omtvistede foranstaltninger og deres finansieringsordning skal undersøges med henblik på afgørelsen af, om Kommissionen begik en retlig fejl ved at betegne de omtvistede foranstaltninger som statsstøtte i den forstand, hvori udtrykket anvendes i artikel 87, stk. 1, EF.
66 Det tilkommer Retten at foretage en helhedsvurdering af den offentlige myndigheds rolle i forbindelse med fastlæggelsen af de omtvistede foranstaltninger, hvorved den ikke kan sondre i forhold til deres finansieringsmåde, idet de offentlige og private bidrag blev lagt sammen i en driftsfond, hvor de smeltede sammen.
Undersøgelse af salgsfremmeplanernes finansieringsordning
67 Primært undersøges de omtvistede foranstaltningers finansieringsordning og navnlig fastsættelsen af størrelsen af de offentlige og private bidrag til foranstaltningernes finansiering samt fastlæggelsen af betingelserne for bidragenes anvendelse.
68 Hvad for det første angår fastsættelsen af størrelsen af de offentlige og private bidrag til finansiering de omtvistede foranstaltninger fremgår det af sagsakterne, og navnlig af Fedecoms skrivelse af 20. oktober 2005, at Oniflhor, som er en offentlig institution af industriel og handelsmæssig karakter underlagt statens tilsyn, egenhændigt fastsatte størrelsen af de beløb, der blev bevilget til salgsfremmeplanerne, og af de bidrag, som de godkendte økonomiske udvalg skulle indskyde i salgsfremmeplanerne. Disse bidrag blev bestemt af Oniflhor, der fastsatte en procentsats for mængderne eller værdien af de frugter og grøntsager, som producenterne faktisk havde markedsført, og blev af de godkendte økonomiske udvalg opkrævet af de nationale afdelinger for hver vare, som derefter overførte dem til Oniflhor. Sidstnævnte supplerede dernæst disse beløb med en offentlig støtte, som udgjorde 50-70 % af den samlede støtte. I tilfælde af, at producenterne ikke betalte erhvervsandelene, blev den af Oniflhor bevilgede støtte ikke udbetalt til producenterne, men blev indefrosset hos de godkendte økonomiske udvalg, der var pligtige at betale dem tilbage til Oniflhor.
69 Disse bidrag var til forskel fra andre bidrag, som de godkendte økonomiske udvalg opkrævede, ikke obligatoriske, hvilket bekræftedes af, at visse producentorganisationer afviste at betale dem. Som følge heraf var disse bidrag ikke omfattet af bestemmelserne i code rural om obligatoriske bidrag.
70 Det fremgår nemlig af bestemmelserne i artikel R*553-2 og R*553-6 i code rural, at disse alene omhandler registreringsgebyrer og obligatoriske bidrag til driften, som producenterne betaler til anerkendte producentsammenslutninger og godkendte økonomiske udvalg. Som følge heraf kan Den Franske Republik ikke påberåbe sig reglerne om de anerkendte producentsammenslutningers fastsættelse af registreringsgebyrerne og bidragene i henhold til artikel R*553-5 i code rural.
71 Tilsvarende var bidragene til finansiering af salgsfremmeplanerne ikke omfattet af artikel R*553-7 i code rural, som fastsætter, at når et godkendt økonomisk udvalg har fået en regel vedtaget for de producenter og sammenslutninger, der er medlem heraf, udvidet til samtlige producenter i dets område, er disse producenter, som reglen er blevet bindende for, pligtige efter ministeriel bekendtgørelse at betale alle eller en del af de bidrag, der beregnes på grundlag af den markedsførte produktions værdi. I denne forbindelse henvises der til, at det ifølge retspraksis ikke er lovligt at pålægge producenter, der ikke er tilsluttet en organisation, en pligt til at bidrage til finansiering af fonde oprettet af en producentorganisation, for så vidt som formålet bag pligten er at finansiere aktiviteter, om hvilke det er fastslået, at de er i strid med fællesskabsretten (Domstolens dom af 25.11.1986, sag 218/85, Cerafel, Sml. s. 3513, præmis 22).
72 Desuden kan Den Franske Republik ikke påberåbe sig bestemmelserne i artikel 15 i forordning nr. 2200/96 om den fælles markedsordning for frugt og grøntsager. Selv om der er den lighed mellem driftsprogrammer, der iværksættes inden for rammerne af denne bestemmelse, og salgsfremmeplanerne, at de finansieres af både en offentlig myndighed og bidrag, som betales af producenter tilsluttet en organisation, og som beregnes på grundlag af mængderne eller værdien af de markedsførte frugter og grøntsager, er det ubestridt, at disse bestemmelser ikke fandt anvendelse på de omtvistede foranstaltninger, men udelukkende på foranstaltninger vedtaget inden for rammerne af den fælles markedsordning for frugt og grøntsager.
73 Under alle omstændigheder har Den Franske Republik ikke fremlagt andet bevismateriale, der kunne danne grundlag for at fastslå, at størrelsen af de bidrag, som producenterne betalte, blev fastsat af sidstnævnte.
74 Det fremgår af samtlige foregående betragtninger, at Oniflhor egenhændigt bestemte størrelsen af de bidrag, som de godkendte økonomiske udvalg betalte, og de samlede beløb, der blev bevilget til salgsfremmeplanerne.
75 Hvad for det andet angår fastlæggelsen af de omtvistede foranstaltningers indhold og af betingelserne for deres iværksættelse fremgår det af sagsakterne og navnlig af de oplysninger, som Fedecom meddelte den 20. oktober 2005, at de omtvistede foranstaltninger blev fastlagt af Oniflhor ved beslutninger signeret af direktionen og statens revisor, og at de godkendte økonomiske udvalg ikke havde indflydelse på deres fastsættelse og ikke havde nogen skønsmargen ved iværksættelsen af dem.
76 Den Franske Republik mener imidlertid, at Oniflhors beslutninger alene havde til formål at notere, hvilke andele de erhvervsdrivende og de offentlige myndigheder forpligtede sig til at betale.
77 Den har således anført, at de omtvistede foranstaltninger udelukkende blev fastlagt og iværksat af de erhvervsdrivende, og at Oniflhors indflydelse kun bestod i at gennemføre de erhvervsdrivendes beslutninger og medvirke til finansieringen af dem. Den har støttet sin argumentation på to dokumenter, som blev fremlagt for første gang i replikken, og som havde til formål at fastlægge, hvilken initiativret de økonomiske udvalg havde i relation til salgsfremmeplanerne. Det følger imidlertid af præmis 55 ovenfor, at Den Franske Republik ikke først under retssagen kan rejse tvivl om troværdigheden af bemærkninger fremsat af en berørt tredjepart under den administrative procedure, selv om disse bemærkninger blev videregivet til den, og den ikke bestred ordlyden.
78 Under alle omstændigheder fremhæves, at det på grundlag af disse dokumenter, som to godkendte økonomiske udvalgs nationale afdelinger for varer tilsendte Oniflhor i 2001, blot kan konkluderes, at godkendte økonomiske udvalg to gange i løbet af overtrædelsesperioden har tilsendt Oniflhor forslag til vedtagelse af foranstaltninger inden for rammerne af salgsfremmeplanerne. Dette er imidlertid ikke tilstrækkeligt til at rejse tvivl om de oplysninger, som Fedecom videresendte den 20. oktober 2005, hvorefter de godkendte økonomiske udvalg ikke havde kompetence til at vedtage foranstaltninger inden for rammerne af salgsfremmeplanerne, idet Oniflhor var enekompetent hertil.
79 Desuden fremhæves, at Den Franske Republik i dens skriftlige indlæg har anerkendt, at de godkendte økonomiske udvalg havde pligt til at iværksætte foranstaltningerne vedtaget inden for rammerne af salgsfremmeplanerne, således som de var fastsat ved direktøren for Oniflhors afgørelse. Den omstændighed, at dette kan forklares af, at Oniflhor medfinansierede de nævnte foranstaltninger, har ingen betydning for vurderingen af, i hvilken grad den offentlige myndighed havde indflydelse på iværksættelsen af disse foranstaltninger.
80 Endelig har Den Franske Republik anført, at i modsætning til den situation, der gjorde sig gældende i den sag, der gav anledning til dommen i sagen Air France mod Kommissionen (præmis 65), kunne Oniflhor ikke frit råde over de fondsmidler, som de erhvervsdrivende indbetalte, og som forvaltedes af de godkendte økonomiske udvalg. Det følger imidlertid af Domstolens retspraksis, der er gengivet i præmis 60 ovenfor, at selv om beløb ikke permanent er i offentlige myndigheders besiddelse, er den omstændighed, at de til stadighed er under offentlig kontrol og dermed står til rådighed for de kompetente nationale myndigheder, tilstrækkelig til at kvalificere dem som statsmidler.
81 I det foreliggende tilfælde kunne staten imidlertid ved at gøre brug af sin dominerende indflydelse på fastsættelsen og iværksættelsen af de omtvistede foranstaltninger præge anvendelsen af de midler, som var knyttet til de godkendte økonomiske udvalg, med henblik på i påkommende fald at finansiere konkrete fordele for bestemte producenter.
82 Det er således godtgjort, at de godkendte økonomiske udvalg ikke havde nogen skønsmargen ved iværksættelsen af de af Oniflhor fastsatte foranstaltninger.
83 Desuden fremgår det af flere bestemmelser i code rural, at forvaltningsmyndigheden havde beføjelse til når som helst at foretage en tilbundsgående kontrol med de omhandlede beløb. Det følger nemlig af ordlyden af artikel R*553-10 i code rural, at landbrugsministerens tilsyn med de godkendte økonomiske udvalg navnlig omfatter bogføringen og lovformeligheden af disse organisationers transaktioner samt anvendelsen af den modtagne offentlige støtte. I denne forbindelse bestemmer artikel R*553-13, at de embedsmænd, som af landbrugsministeren har fået beføjelser i denne henseende, har adgang til de godkendte økonomiske udvalgs kontorer, og at de dér kan skaffe sig kendskab til alle sagsakter, breve, regnskabsmæssige og administrative dokumenter.
84 Endelig fremhæves den afgørende rolle, som staten spillede i de godkendte økonomiske udvalg, hvori den repræsenteredes af den regionale præfekt. Det fremgår nemlig af bestemmelserne i code rural, at en anmodning om godkendelse, som et økonomisk udvalg har indgivet til landbrugsministeren i henhold til code rurals artikel R*552-1 med henblik på tildeling af offentlig støtte, ifølge samme lovs R*552-2 skal ledsages af visse dokumenter, herunder »[u]dvalgets vedtægter«, der skal indeholde bestemmelser, som fastsætter, at »[r]egler vedtaget af udvalget først finder anvendelse efter landbrugsministerens godkendelse«, en »[e]rklæring, der præciserer, hvilken form for støtte udvalgets medlemmer eventuelt kan tildeles«, og »ordlyden af de regler, som udvalget har vedtaget i henhold til bestemmelserne i artikel L.552-1«. Ifølge artikel R.552-10 i code rural kan et godkendt økonomisk udvalg kun vedtage nye regler eller ændre allerede vedtagne regler med landbrugsministerens udtrykkelige samtykke. Desuden bestemmer artikel R.552-11 i code rural, at »[l]andbrugsministeren udpeger en repræsentant for hvert godkendt økonomisk udvalg, og at denne repræsentant, hvis rolle er at være en teknisk rådgiver for udvalget, deltager eller lader sig på de af landbrugsministeren fastsatte betingelser repræsentere på bestyrelsesmøderne og generalforsamlingen, endvidere at han på stedet kan få eller kan anmode om at få adgang til alle sagsakter og dokumenter vedrørende udvalget eller organisationer, som er en del heraf, og at han regelmæssigt underrettes om alle de beslutninger, som bestyrelsen træffer, og de afgørelser, som vedtages på generalforsamlingen. Tilsvarende er det fastsat i artikel 1 i landbrugsministerens bekendtgørelse af 30. oktober 2000 vedrørende nærmere bestemmelser om statens repræsentation i de økonomiske udvalg i frugt- og grøntsagssektoren (JORF af 15.11.2000, s. 18079), at den regionale præfekt eller dennes stedfortræder med fuld ret deltager i alle de møder, hvorunder de godkendte udvalgs bestyrelsesorganer træffer afgørelser, og at han modtager alle afgørelser og referater udarbejdet inden for rammerne heraf. Artikel 2 i samme bekendtgørelse pålægger statens repræsentant, der om nødvendigt kan få bistand fra Oniflhor, en pligt til at sikre sig, at de opgaver, der tillægges disse udvalg, udføres i overensstemmelse med de retningslinjer, der er fastsat i lovgivning og administrative forskrifter, og bestemmer med henblik herpå, at han før opgavernes udførelse skal godkende de afgørelser, som udvalgenes beslutningsorganer eller efter omstændighederne generalforsamlingen eller bestyrelsen har truffet, og de indgåede aftaler, når de har til formål at fastsætte pligter for udvalgenes medlemmer, eller når de fastsætter vilkår for anvendelsen af nationale offentlige midler til brug for funktionsmåden eller investeringer i produktionssektoren eller af EF-midler. De omhandlede afgørelser kan ikke gennemføres uden denne godkendelse.
85 Den Franske Republik har erkendt denne væsentlige rolle, som staten spiller for de godkendte økonomiske udvalgs funktionsmåde. Den omstændighed, at denne rolle kan forklares af muligheden for at gøre de nævnte udvalgs regler obligatoriske for samtlige producenter i den berørte region, har ingen betydning for vurderingen af statens repræsentation i udvalgene.
86 Desuden har Den Franske Republik gjort gældende, at selv om den regionale præfekts repræsentant deltager i møderne i de godkendte økonomiske udvalgs bestyrelsesorganer, medvirker han imidlertid ikke ved de nævnte organers beslutningstagning. Det fremgår dog af de ovenfor gengivne bestemmelser i artikel 2 i landbrugsministerens bekendtgørelse af 30. oktober 2000, at de afgørelser, som udvalgenes beslutningsorganer har truffet, og de af dem indgåede aftaler og vilkår for anvendelsen af offentlige midler ikke kan gennemføres uden den regionale præfekts eller dennes repræsentants godkendelse.
87 Det fremgår af samtlige ovenstående betragtninger, at det er Oniflhor, der egenhændigt fastsatte de foranstaltninger, der finansieredes af salgsfremmeplanerne, og vilkårene for deres iværksættelse, samt at de godkendte økonomiske udvalg ikke havde nogen skønsmargen i forbindelse med foranstaltningernes iværksættelse, selv om udvalgene forvaltede de driftsfonde, der havde til formål at finansiere foranstaltningerne.
88 Afslutningsvis fastslås det, at det tilkom Oniflhor, som er en offentlig institution af industriel og handelsmæssig karakter underlagt statens tilsyn, at fastsætte de omtvistede foranstaltninger og betingelserne for finansieringen heraf. Dem, der drog fordel af foranstaltningerne, kunne derimod alene vælge, hvorvidt de ville deltage i ordningen eller ej, således som denne var fastsat af Oniflhor, ved at acceptere eller afvise at indbetale de af sidstnævnte fastsatte erhvervsandele. Som følge heraf udgjorde de omtvistede foranstaltninger statsstøtte i den forstand, hvori udtrykket anvendes i artikel 87, stk. 1, EF.
89 Som følge heraf skal det andet anbringende om en retlig fejl vedrørende begrebet statsmidler forkastes, og dermed skal sagsøgte frifindes i det hele.
Sagens omkostninger
90 I henhold til artikel 87, stk. 2, i Rettens procesreglement pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom.
91 Da Den Franske Republik har tabt sagen, bør det pålægges denne at betale sagens omkostninger i overensstemmelse med Kommissionens påstand herom.
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Sjette Afdeling):
1) Europa-Kommissionen frifindes.
2) Den Franske Republik betaler sagens omkostninger.
Kanninen | Wahl | Soldevila Fragoso |
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 27. september 2012.
Underskrifter