Sag T-139/09

Den Franske Republik

mod

Europa-Kommissionen

»Statsstøtte – frugt og grøntsager – »salgsfremmeplaner« med henblik på at støtte markedet for frugt og grøntsager i Frankrig – beslutning, hvorved støtten erklæres uforenelig med fællesmarkedet – statsstøttebegrebet – statsmidler – en offentlig institutions medfinansiering og producentorganisationers frivillige bidrag – argumenter, som ikke blev fremført under den administrative procedure – begrundelsespligt«

Sammendrag – Rettens dom (Sjette Afdeling) af 27. september

1.      Institutionernes retsakter – begrundelse – forpligtelse – rækkevidde – kommissionsbeslutning vedrørende statsstøtte

(Art. 87 EF og 253 EF)

2.      Statsstøtte – kommissionsbeslutning om en støttes uforenelighed med fællesmarkedet – begrundelsespligt – rækkevidde – vurdering af statsstøttebegrebet i tilfælde, hvor foranstaltninger er finansieret af både bidrag fra staten og frivillige bidrag fra en sektors erhvervsdrivende

(Art. 87 EF)

3.      Statsstøtte – kommissionsbeslutning – vurdering af lovligheden ud fra de oplysninger, der forelå på tidspunktet for vedtagelsen af beslutningen – en medlemsstats pligt til at samarbejde

(Art. 87 EF; Rådets forordning nr. 659/1999, art. 13, stk. 1)

4.      Statsstøtte – begreb – støtte hidrørende fra statsmidler

(Art. 87 EF)

5.      Statsstøtte – begreb – støtte hidrørende fra statsmidler – foranstaltninger finansieret af både bidrag fra staten og frivillige bidrag fra en sektors erhvervsdrivende – relevant kriterium – omfanget af en offentlige myndigheds indflydelse på fastlæggelsen af foranstaltninger finansieret af erhvervsandele og deres finansieringsordning

(Art. 87 EF)

1.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 37-39)

2.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 41-46)

3.      En medlemsstat, der har tildelt eller ønsker at tildele støtte ved fravigelse af traktatens bestemmelser, har en pligt til at samarbejde med Kommissionen inden for rammerne af den procedure, som medlemsstaten deltager i, i henhold til hvilken det bl.a. påhviler medlemsstaten at forelægge alle de oplysninger, der gør det muligt for Kommissionen at kontrollere, at betingelserne for den ansøgte fravigelse er opfyldt. Retmæssigheden af en beslutning om statsstøtte skal følgelig vurderes i forhold til de oplysninger, som Kommissionen kunne råde over på det tidspunkt, da den vedtog den. Det fremgår navnlig heraf, at eftersom begrebet statsstøtte skal anvendes på en objektiv situation, der skal bedømmes på det tidspunkt, hvor Kommissionen vedtager sin beslutning, er det de vurderinger, som er foretaget på dette tidspunkt, der skal tages i betragtning med henblik på gennemførelse af denne domstolsprøvelse. Således er Kommissionen, såfremt der ikke er fremlagt modstridende oplysninger fra de berørte parter, beføjet til at støtte sig på de faktiske omstændigheder – selv om de skulle vise sig at være urigtige – der foreligger for den på tidspunktet for vedtagelsen af den endelige beslutning, i det omfang de pågældende faktiske omstændigheder har været omfattet af et pålæg fra Kommissionen til den pågældende medlemsstat om at forsyne den med de nødvendige oplysninger.

Tilsvarende fremgår det af bestemmelserne i artikel 13, stk. 1, i forordning nr. 659/1999 om anvendelsen af artikel 88 EF, at Kommissionen som afslutning på en formel undersøgelsesprocedure vedrørende en ulovlig støtte træffer beslutning på grundlag af de foreliggende oplysninger, navnlig dem, som medlemsstaten har fremlagt for at efterkomme Kommissionens begæring om oplysninger.

På denne baggrund og i betragtning af princippet om den administrative procedures effektive virkning kan en medlemsstat ikke først under retssagen rejse tvivl om ordlyden af bemærkninger, som er fremsat af en berørt tredjepart under den administrative procedure, og som er blevet videregivet til den.

(jf. præmis 52, 53 og 55)

4.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 57-60)

5.      At en støtteordning, der er til fordel for bestemte økonomiske aktører i en given sektor, helt eller delvist finansieres af bidrag, som den offentlige myndighed har pålagt og opkrævet af de berørte økonomiske aktører, er ikke i sig selv tilstrækkeligt til at fratage denne ordning dens karakter af statsstøtte i den forstand, hvori udtrykket anvendes i artikel 87, stk. 1, EF.

Omvendt kan betegnelsen statsmidler ikke finde anvendelse på fondsmidler, der er indsamlet af en offentlig organisation ved hjælp af bidrag, som udelukkende opkrævedes af de økonomiske aktører, der nød fordel af den omhandlede foranstaltning, men som de nationale myndigheder aldrig har haft rådighed over, og som blev anvendt til at finansiere aktiviteter, der blev bestemt af de berørte aktører selv.

Således er det relevante kriterium for vurderingen af, om der er tale om offentlige midler, uanset deres oprindelse, i hvilket omfang den offentlige myndighed har indflydelse på fastlæggelsen af de omhandlede foranstaltninger og deres finansieringsordning. Den blotte omstændighed, at bidragene fra de berørte økonomiske aktører til delvis finansiering af de omhandlede foranstaltninger kun har fakultativ og ikke obligatorisk karakter, er ikke tilstrækkelig til at rejse tvivl om dette princip. Den offentlige myndighed kan nemlig have stor indflydelse på disse bidrag, selv om de ikke er obligatoriske.

Det tilkommer Retten at foretage en helhedsvurdering af den offentlige myndigheds rolle i forbindelse med fastlæggelsen af foranstaltninger finansieret af en offentlig institution og producentorganisationers frivillige bidrag, hvorved den ikke kan sondre i forhold til deres finansieringsmåde, idet de offentlige og private bidrag blev lagt sammen i en driftsfond, hvor de smeltede sammen.

I tilfælde, hvor det tilkommer en offentlig institution af industriel og handelsmæssig karakter, som er underlagt statens tilsyn, at fastsætte disse foranstaltninger og betingelserne for finansieringen heraf, og hvor dem, der drager fordel af foranstaltningerne, alene kan vælge, hvorvidt de vil deltage i ordningen eller ej, således som denne er fastsat af institutionen, ved at acceptere eller afvise at indbetale de af sidstnævnte fastsatte erhvervsandele, må de nævnte foranstaltninger anses for at udgøre statsstøtte i den forstand, hvori udtrykket anvendes i artikel 87, stk. 1, EF.

(jf. præmis 61-64, 66 og 88)