RETTENS DOM (Femte Afdeling)
9. juni 2010 (*)
»EF-varemærker – indsigelsessag – ansøgning om EF-ordmærket RIOJAVINA – det ældre EF-figurfællesmærke RIOJA – relativ registreringshindring – artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 40/94 [nu artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 207/2009]«
I sag T-138/09,
Félix Muñoz Arraiza, Logroño (Spanien), ved avocats J. Grimau Muñoz og J. Villamor Muguerza,
sagsøger,
Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM) ved J. Crespo Carrillo, som befuldmægtiget,
sagsøgt,
den anden part i sagen for appelkammeret ved Harmoniseringskontoret og intervenient ved Retten:
Consejo Regulador de la Denominación de Origen Calificada Rioja, Logroño (Spanien), ved avocat J. Martínez De Torre,
angående en påstand om annullation af afgørelse truffet den 29. januar 2009 af Andet Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (sag R 721/2008-2) vedrørende en indsigelsessag mellem Consejo Regulador de la Denominación de Origen Calificada Rioja og Félix Muñoz Arraiza,
har
RETTEN (Femte Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, M. Vilaras (refererende dommer), og dommerne M. Prek og V.M. Ciucă,
justitssekretær: E. Coulon,
under henvisning til stævningen, der blev indleveret til Rettens Justitskontor den 7. april 2009,
under henvisning til Harmoniseringskontorets svarskrift, der blev indleveret til Rettens Justitskontor den 28. juli 2009,
under henvisning til intervenientens svarskrift, som blev indleveret til Rettens Justitskontor den 17. juli 2009,
og under henvisning til, at ingen af parterne har fremsat nogen anmodning om fastsættelse af et retsmøde inden for en frist af en måned, efter at det var forkyndt, at den skriftlige forhandling var afsluttet, har Retten på grundlag af den refererende dommers rapport og i henhold til Rettens procesreglements artikel 135a besluttet at træffe afgørelse, uden at retsforhandlingerne omfatter et mundtligt stadium,
afsagt følgende
Dom
Sagens baggrund
1 Den 12. november 2004 indgav sagsøgeren, Félix Muñoz Arraiza, en ansøgning om registrering af et EF-varemærke til Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM) (herefter »Harmoniseringskontoret«) i henhold til Rådets forordning (EF) nr. 40/94 af 20. december 1993 om EF-varemærker (EFT 1994 L 11, s. 1), som ændret (erstattet af Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 af 26.2.2009 om EF-varemærker (EUT L 78, s. 1)).
2 Det ansøgte varemærke er ordmærket RIOJAVINA.
3 De varer og tjenesteydelser, som varemærkeansøgningen vedrørte, henhører under klasse 29, 30 og 35 i Nicearrangementet af 15. juni 1957 vedrørende international klassificering af varer og tjenesteydelser til brug ved registrering af varemærker, som revideret og ændret, og svarer i hver enkelt af disse klasser efter den i forbindelse med sagsbehandlingen ved Harmoniseringskontoret foretagne begrænsning til følgende beskrivelse:
– klasse 29: »Konserves, spiselige olier og spisefedt fra Rioja«
– klasse 30: »Eddike, herunder vineddike, kaffe, te, kakao, sukker, ris, tapioka, sago, kaffeerstatning, mel og næringsmidler af korn, brød, konditori- og konfekturevarer, spiseis, honning, sirup, gær, bagepulver, salt, sennep, saucer (inklusive salatdressinger), krydderier, råis«
– klasse 35: »Eneforhandling, repræsentation, engros- og detailhandel, eksport, import; alt det ovennævnte vedrører konserves, spiselige olier og spisefedt, eddike, herunder vineddike, kaffe, te, kakao, sukker, ris, tapioka, sago, kaffeerstatning, mel og næringsmidler af korn, brød, konditori- og konfekturevarer, spiseis, honning, sirup, gær, bagepulver, salt, sennep, saucer (inklusive salatdressinger), krydderier, råis«.
4 EF-varemærkeansøgningen blev offentliggjort i EF-Varemærketidende nr. 44/2005 af 31. oktober 2005.
5 Den 9. november 2005 rejste Consejo Regulador de la Denominación de Origen Calificada Rioja (herefter »CRD«) indsigelse i henhold til artikel 42 i forordning nr. 40/94 (nu artikel 41 i forordning nr. 207/2009) mod registreringen af det ansøgte varemærke for alle de ovenfor i præmis 3 nævnte varer og tjenesteydelser.
6 Indsigelsen var støttet på følgende ældre varemærker:
– EF-fællesmærke nr. 226118 som gengivet herunder:
– det internationale varemærke nr. 655291 som gengivet herunder:
– andre varemærker med numrene: 1310420, 1697823, 1697824, 1762252, 1762253, 1805183, 1927658, 2114068, 2114069, 2196310, 2261844, 188572, 6/1983, 92335, 470948, 177233, 655291 og 1511318.
7 Indsigelsen, der støttes på samtlige varer og tjenesteydelser, som er omfattet af de ældre registreringer, og navnlig, for så vidt angår omhandlede søgsmål, på vin, der henhører under klasse 33, var rettet mod samtlige de af varemærkeansøgningen omfattede varer og tjenesteydelser.
8 Til støtte for indsigelsen har CDR bl.a. påberåbt sig den relative registreringshindring, der nævnes i artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning nr. 40/94 [nu artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009].
9 Den 19. marts 2008 gav Indsigelsesafdelingen delvist medhold i indsigelsen, i det omfang den var rettet mod de i varemærkeansøgningen nævnte følgende varer og tjenesteydelser:
– eddike, herunder vineddike, i klasse 30
– eneforhandling, repræsentation, engros- og detailhandel, eksport, import; alt det ovennævnte vedrører eddike, herunder vineddike, i klasse 35.
10 Indsigelsesafdelingen afviste indsigelsen for samtlige de i varemærkeansøgningen nævnte varer og tjenesteydelser, da der ikke forelå lighed mellem disse varer og tjenesteydelser og de af de ældre varemærker omfattede varer.
11 Den 5. maj 2008 indgav sagsøgeren i medfør af artikel 57-62 i forordning nr. 40/94 (nu artikel 58-64 i forordning nr. 207/2009) en klage over Indsigelsesafdelingens afgørelse til Harmoniseringskontoret, for så vidt som denne afgørelse delvist gav medhold i indsigelsen vedrørende visse varer og tjenesteydelser.
12 Ved afgørelse af 29. januar 2009 (herefter den »anfægtede afgørelse«) afviste Harmoniseringskontorets Andet Appelkammer denne klage, idet Indsigelsesafdelingens standpunkt blev opretholdt.
13 Hvad angår sammenligningen af varerne og tjenesteydelserne var Appelkammeret i modsætning til Indsigelsesafdelingen af den opfattelse, at der var en ringe grad af lighed mellem eddike og vin. Appelkammeret anførte desuden, at der i forhold til eneforhandling, repræsentation, engros- og detailhandel, eksport, import, hvoraf alt det ovennævnte vedrører eddike, ligeledes var en ringe grad af lighed med vin af de grunde, som Indsigelsesafdelingen har anført i afgørelsen, og som sagsøgeren ikke har bestridt over for appelkammeret.
14 Hvad angår sammenligningen af tegnene bekræftede appelkammeret – idet det udelukkende tog det ældre EF-fællesmærke nr. 226118 i betragtning, fordi dette varemærke vedrører de samme varer og indeholder den samme dominerende »rioja«-bestanddel som det ældre internationale varemærke nr. 655291 – Indsigelsesafdelingens vurdering, hvorefter der mellem de omtvistede varemærker er en høj grad af lighed på det visuelle, fonetiske og begrebsmæssige plan.
15 Appelkammeret anførte, at den svage grad af lighed mellem de berørte varer og tjenesteydelser opvejedes af den høje grad af lighed mellem de omtvistede varemærker, da den europæiske forbruger let kan forledes til at tro, at de berørte eddiker og tjenestydelser, der er bragt i omsætning under varemærket RIOJAVINA, hidrører fra samme virksomheder, som ejer de vinproducenter, der fremstiller de vine, der bringes i omsætning under det ældre varemærke nr. 226118, hvilken risiko er så meget større, fordi vinene fra Rioja er velrenommerede.
16 Appelkammeret påpegede, at den omstændighed, at sagsøgeren er indehaver af det ældre spanske varemærke RIJAVINA som betegnelse for eddike, der er identisk med det ansøgte EF-varemærke, hverken forhindrer CRD’s ældre varemærke nr. 226118 i at bibeholde den retlige kvalificering og virkning i sin egenskab af ældre varemærke i forhold til det ansøgte EF-varemærke eller forhindrer CRD i at påberåbe sig dette ældre varemærke til støtte for indsigelsen.
17 Den faktiske omstændighed, at sagsøgerens spanske varemærke RIOJAVINA har eksisteret sideløbende med CRD’s ældre varemærke nr. 226118, indebærer ikke, at der ikke er opstået forveksling i Spanien, og det betyder navnlig ikke, at der ikke kan foreligge en risiko for forveksling i andre medlemsstater af Den Europæiske Union.
Parternes påstande
18 Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:
– Den anfægtede afgørelse annulleres, og registreringen af det ansøgte varemærke i klasserne 29, 30 og 35 godkendes.
– Harmoniseringskontoret tilpligtes at betale sagens omkostninger.
19 Harmoniseringskontoret og CRD har nedlagt følgende påstande:
– Harmoniseringskontoret frifindes.
– Sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Retlige bemærkninger
20 Sagsøgeren har gjort et enkelt anbringende gældende vedrørende tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning nr. 40/94.
21 Det skal indledningsvis bemærkes, at som følge af den omstændighed, at Harmoniseringskontoret kun delvist har givet medhold i indsigelsen, og på grund af det forhold, at Appelkammeret af procesøkonomiske hensyn begrænsede sig til at foretage en sammenligning af det ansøgte varemærke med det ene ældre varemærke nr. 226118, vedrører denne sag udelukkende spørgsmålet om risiko for forveksling af ordmærket RIOJAVINA, der vedrører »eddike, herunder vineddike« i klasse 30 og eneforhandling, repræsentation, engros- og detailhandel, eksport, import, hvoraf alt det ovennævnte vedrører eddike, herunder vineddike, i klasse 35 på den ene side og CRD’s ældre varemærke nr. 226118, der er registreret for vin i klasse 33, på den anden side.
22 Det ældre varemærke nr. 226118 er et EF-fællesmærke som omhandlet i artikel 64 i forordning nr. 40/94 (nu artikel 66 i forordning nr. 207/2009). I overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 8, stk. 1, i forordning nr. 40/94, sammenholdt med bestemmelserne i samme forordnings artikel 64, stk. 1 (nu artikel 66, stk. 3, i forordning nr. 207/2009), beskyttes dette varemærke som alle EF-varemærker mod enhver krænkelse som følge af registrering af et EF-varemærke, der indebærer en risiko for forveksling.
23 Sagsøgeren har imidlertid gjort gældende, at der i den foreliggende sag ikke kan være tale om risiko for forveksling. Eftersom CRD for det første er en forvaltningsenhed og nærmere bestemt et organ under det spanske ministerium for miljø samt land- og havmiljø, der har til opgave at sikre Riojavinenes kvalitet, og ikke en producent af Riojavin, er det ikke en virksomhed, som sagsøgeren kan være i konkurrence med. For det andet er det svært at forstille sig, at en forbruger kan tro, at sagsøgerens produkter hidrører fra en sådan forvaltningsenhed.
24 For så vidt angår det første punkt skal det bemærkes, at såfremt sagsøgeren var af den opfattelse, at indehaveren ikke havde gjort reel brug af det omstridte varemærke, når henses til varemærkets karakter af fællesmærke, der kan anvendes af enhver, der har beføjelse hertil (jf. artikel 65, stk. 2, og artikel 68 i forordning nr. 40/94 (nu henholdsvis artikel 67, stk. 1, og artikel 70 i forordning nr. 207/2009)), påhviler det sagsøgeren i overensstemmelse med artikel 43, stk. 2, i forordning nr. 40/94 (nu artikel 42, stk. 2, i forordning nr. 207/2009) at fremsætte en begæring om bevis for reel brug af dette varemærke. Da en sådan begæring ikke er blevet fremsat, kan sagsøgeren ikke bestride, at det ældre varemærke nr. 226118 kan anvendes som betegnelse for varer, for hvilke varemærket er registreret, dvs. vin.
25 For så vidt angår det andet punkt skal det bemærkes, at risikoen for, at det i omsætningskredsen kan antages, at de pågældende varer eller tjenesteydelser hidrører fra den samme virksomhed eller fra økonomisk forbundne virksomheder, udgør en risiko for forveksling (jf. Rettens dom af 9.7.2003, sag T-162/01, Laboratorios RTB mod KHIM – Giorgio Beverly Hills (GIORGIO BEVERLY HILLS), Sml. II, s. 2821, præmis 30 og den deri nævnte retspraksis).
26 Heraf følger, at den nøjagtige kommercielle oprindelse, som den relevante kundekreds tillægger de varer eller tjenesteydelser, der er omfattet af de to omtvistede varemærker, vægter ganske lidt for så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger en risiko for forveksling af disse. Det væsentlige er spørgsmålet om, hvorvidt den relevante kundekreds i de to tilfælde vil kunne opfatte denne kommercielle oprindelse som én og samme.
27 For den relevante kundekreds, der kan bestå både af offentligheden i almindelighed og af en specialiseret kundekreds inden for Unionen, udgør det ældre varemærke nr. 226118 i denne sag en angivelse af den kommercielle oprindelse for de vine, hvorpå det er anbragt. Uanset disse varers nøjagtige kommercielle oprindelse, dvs. uden at det er nødvendigt at fastlægge, om kundekredsen vil tro, at de vine, der er omfattet af det ældre varemærke, hidrører fra CRD eller en virksomhed, kan det ikke a priori udelukkes, at såfremt der foreligger identitet eller lighed mellem de omtvistede varemærker, og varerne og tjenesteydelserne er af samme eller lignende art, vil denne kundekreds tillægge de varer og tjenesteydelser, der er omfattet af det ansøgte varemærke, denne samme kommercielle oprindelse, hvilket svarer til, at der foreligger en risiko for forveksling.
28 I modsætning til hvad sagsøgeren har gjort gældende, følger det heraf, at den omstændighed, at CRD ikke udøver virksomhed som producent af Riojavin, på ingen måde i sig selv medfører, at der ikke kan være tale om risiko for forveksling.
29 Det skal derfor undersøges, om appelkammeret, som sagsøgeren hævder, med urette har stadfæstet Indsigelsesafdelingens vurdering, hvorefter der i den foreliggende sag foreligger en risiko for forveksling.
30 I medfør af ordlyden af artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning nr. 40/94 er det varemærke, der søges registreret, udelukket fra registrering, hvis indehaveren af et ældre varemærke rejser indsigelse, såfremt der i offentlighedens bevidsthed inden for det område, hvor det ældre varemærke er beskyttet, er risiko for forveksling, fordi det yngre varemærke er identisk med eller ligner dette ældre varemærke, og varerne eller tjenesteydelserne er af samme eller lignende art. Risikoen for forveksling indbefatter risikoen for, at der antages at være en forbindelse med det ældre varemærke.
31 Risikoen for forveksling er ifølge fast retspraksis risikoen for, at det i kundekredsen kan antages, at de pågældende varer eller tjenesteydelser hidrører fra den samme virksomhed eller fra økonomisk forbundne virksomheder. Ifølge denne retspraksis skal der foretages en helhedsvurdering af risikoen for forveksling på grundlag af den opfattelse, som den relevante kundekreds har af de pågældende tegn og de omhandlede varer eller tjenesteydelser, hvorved der skal tages hensyn til alle relevante faktorer i den foreliggende sag, særligt det indbyrdes afhængighedsforhold mellem dels ligheden mellem tegnene, dels ligheden mellem de pågældende varer eller tjenesteydelser (jf. GIORGIO BEVERLY HILLS-dommen, nævnt i præmis 25 ovenfor, præmis 30-33 og den deri nævnte retspraksis).
32 I forbindelse med helhedsvurderingen af risikoen for forveksling skal der ifølge retspraksis tages hensyn til gennemsnitsforbrugeren af de pågældende varer, som er almindeligt oplyst, rimeligt opmærksom og velunderrettet. Der må også tages hensyn til, at gennemsnitsforbrugerens opmærksomhedsniveau kan variere, alt efter hvilken kategori af varer eller tjenesteydelser der er tale om (jf. Rettens dom af 13.2.2007, sag T-256/04, Mundipharma mod KHIM – Altana Pharma (RESPICUR), Sml. II, s. 449, præmis 42, og den deri nævnte retspraksis).
33 Når henses til de pågældende varer og tjenesteydelsers art, består den relevante kundekreds, som det allerede fremgår ovenfor i præmis 27, både af offentligheden i almindelighed og af en specialiseret kundekreds inden for Unionen.
34 Hvad for det første angår sammenligningen af varerne skal det bemærkes, at appelkammeret med rette konstaterede, at der forelå en ringe grad af lighed mellem eddike og vin.
35 Selv om eddike i modsætning til vin ikke er en drikkevare, er det fortsat en kendsgerning, at disse varer begge to kan anvendes i madlavning. Eddike stammer desuden almindeligvis fra gæringen af vinens eddikesyre.
36 Hvad i denne henseende angår sagsøgerens argument om, at det ville være muligt at producere eddike fra andre vand/alkohol-opløsninger end vin og dermed opnå forskellige former for eddike (eddikecider, frugtcider, alkoholcider, korncider, maltcider, honningcider, vallecider), skal det bemærkes, at dette argument ikke ændrer ved det forhold, som appelkammeret har konstateret, og som ikke er blevet anfægtet for Retten, at den type eddike, der hyppigst fremstilles og forbruges, er vineddike. Sagsøgeren har desuden udtrykkeligt anført sin hensigt om at bringe vineddike i omsætning under det ansøgte varemærke.
37 Vedrørende sagsøgerens henvisninger til fremstillingsreglerne (udvælgelsen af de anvendte druesorter) og lagringen (opbevaring i egetræsfade og minimal varighed af lagring), der gælder for Riojavine, skal det bemærkes, at disse henvisninger, som muligvis kan anvendes til at sondre mellem Riojavine og andre vine, derimod er helt uden betydning i forhold til det i den foreliggende sag omhandlede spørgsmål om, hvorvidt eddike og vin er varer af lignende art.
38 For så vidt angår Rettens dom af 15. februar 2007, Bodegas Franco-Españolas mod KHIM – Companhia Geral da Agricultura das Vinhas do Alto Douro (ROYAL) (sag T-501/04, ikke trykt i Samling af Afgørelser), vedrører den en helt anderledes situation end den foreliggende sag og anfægter ikke rigtigheden af appelkammerets vurdering.
39 Den omstændighed, at Retten i nævnte sag, der vedrørte en påstået risiko for forveksling mellem varemærket ROYAL, der søgtes registreret for Riojavin, og det ældre varemærke ROYAL FEITORIA, der var registreret for portvin, fandt, at der til trods for, at de begge har karakter af alkoholholdige drikkevarer, kun i ringe grad var lighed mellem Riojavin og portvin, idet deres uomtvistelige forskelle er den gennemsnitlige forbruger bekendt (førstnævnte drikkes i forbindelse med måltider, mens sidstnævnte drikkes som aperitif eller for at fremme fordøjelsen), indebærer på ingen måde, at det var med urette, at Harmoniseringskontoret fandt, at der i den foreliggende sag vedrørende eddike og vin forelå et tilstrækkeligt grundlag til at konstatere en – om end svag – lighed mellem disse varer.
40 Det følger af ovenstående betragtninger, at de af sagsøgeren fremførte argumenter ikke anfægter rigtigheden af appelkammerets vurdering for så vidt angår tilstedeværelsen af en svag grad af lighed mellem eddike og vin.
41 Vedrørende de i varemærkeansøgningen nævnte tjenesteydelser, for hvilke der blev givet medhold i indsigelsen, dvs. for »eneforhandling, repræsentation, engros- og detailhandel, eksport, import, alt det ovennævnte vedrører eddiker« i klasse 35, stadfæstede appelkammeret de af Indsigelsesafdelingen foretagne konstateringer, hvorefter nævnte tjenesteydelser ligeledes har en svag grad af lighed med vin, især under henvisning til, at markedsføring udgør en supplerende og underordnet aktivitet for virksomheder i eddike- og vinsektorerne.
42 Det må imidlertid fastslås, således som Harmoniseringskontoret har gjort, at sagsøgeren ikke fremfører argumenter, der kritiserer appelkammerets vurdering vedrørende tjenesteydelserne, idet sagsøgeren begrænser sig til udelukkende at anfægte appelkammerets vurdering for så vidt angår varerne (eddike og vin).
43 Retten finder endvidere, at når henses til den tætte forbindelse mellem en vare og markedsføringen heraf, er det med rette, at appelkammeret efter på korrekt vis at have konstateret, at der er en svag lighed mellem eddike og vin, også konstaterede, at der var en lighed af samme styrke mellem markedsføringsaktiviteter, hvorom det udtrykkeligt er angivet, at de »vedrører […] eddiker« i klasse 35, dvs. »eneforhandling, repræsentation, engros- og detailhandel, eksport, import«, i klasse 35 på den ene side og vin på den anden side.
44 Det må konkluderes, at sagsøgeren ikke har godtgjort, at det var med urette, at appelkammeret fandt, at der mellem de i varemærkeansøgningen nævnte varer og tjenesteydelser, og de varer, vedrørende hvilke indsigelsen er blevet imødekommet, er en – om end svag – lighed med den af det ældre varemærke omfattede vare.
45 Hvad for det andet angår sammenligningen af tegnene skal det bemærkes, at helhedsvurderingen af risikoen for forveksling for så vidt angår den visuelle, fonetiske og begrebsmæssige lighed af de omtvistede varemærker skal være støttet på det helhedsindtryk, disse giver, idet der bl.a. skal tages hensyn til deres særprægede og dominerende bestanddele. Den opfattelse, som gennemsnitsforbrugeren har af de pågældende varer og tjenesteydelser, spiller en afgørende rolle i helhedsvurderingen af den nævnte risiko. Gennemsnitsforbrugeren opfatter normalt et varemærke som en helhed, og foretager ikke en undersøgelse af dets forskellige detaljer (jf. Domstolens dom af 12.6.2007, sag C-334/05, KHIM mod Shaker, Sml. I, s. 4529, præmis 35 og den deri nævnte retspraksis).
46 Vurderingen af ligheden mellem to varemærker kan ikke begrænses til, at der alene tages hensyn til én bestanddel i et sammensat varemærke, og til at sammenligne denne bestanddel med et andet varemærke. Sammenligningen skal tværtimod foretages ved at undersøge de pågældende varemærker, hvorved hvert varemærke betragtes i sin helhed. Dette udelukker ikke, at det helhedsindtryk, som et sammensat varemærke fremkalder i erindringen hos den relevante kundekreds, under visse omstændigheder kan være domineret af en eller flere af varemærkets bestanddele (jf. dommen i sagen KHIM mod Shaker, nævnt i præmis 45 ovenfor, præmis 41 og den deri nævnte retspraksis). Det er kun, når alle andre varemærkebestanddele er uden betydning, at bedømmelsen af ligheden alene kan afhænge af den dominerende bestanddel (dommen i sagen KHIM mod Shaker, præmis 42, og Domstolens dom af 20.9.2007, sag C-193/06 P, Nestlé mod KHIM, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 42). Dette kan navnlig være tilfældet, når denne bestanddel i sig selv kan præge det billede af dette varemærke, som den relevante offentlighed har i erindringen, således at alle varemærkets andre bestanddele er uden betydning i helhedsindtrykket af mærket (dommen i sagen Nestlé mod KHIM, præmis 43).
47 I den anfægtede afgørelse har appelkammeret af procesøkonomiske hensyn begrænset sig til at sammenligne det ansøgte varemærke med det ældre EF-varemærke nr. 226118. Inden for rammerne af denne sammenligning er appelkammeret enig i Indsigelsesafdelingens vurdering, hvorefter disse varemærker har en høj grad af lighed på det visuelle, fonetiske og begrebsmæssige plan.
48 I denne henseende finder Retten, at appelkammeret med rette fastslog, at ordbestanddelen »rioja«, som de to omtvistede varemærker har til fælles, udgør det dominerende bestanddel i begge disse varemærker. Denne bestanddel tiltrækker den relevante kundekreds’ opmærksomhed både via dens væsentlige placering i disse varemærker (i starten af det ansøgte varemærke og i midten af det ældre varemærke) og i kraft af det gode renommé, som den ifølge parternes udsagn har inden for størstedelen af Unionen for så vidt angår Rioja-vine.
49 Med hensyn til den visuelle lighed skal det bemærkes, hvilket i det væsentlige er i overensstemmelse med appelkammerets holdning, at tilstedeværelsen af ordbestanddelen »rioja« i de omtvistede varemærker – idet denne bestanddel forekommer i begyndelsen af det ansøgte varemærke, og for så vidt angår det ældre EF-varemærke nr. 226118 er trykt på skrå med store bogstaver midt på dette varemærke – sikrer en om ikke høj så i det mindste væsentlig grad af visuel lighed, på trods af tilstedeværelsen af andre, mindre væsentlige bestanddele, der differentierer de omtvistede varemærker, dvs. ordbestanddelen »vina«, der er placeret i slutningen af det ansøgte varemærke, og de forskellige ord- og figurbestanddele, der i det ældre varemærke nr. 226118 omkredser den centrale bestanddel »rioja«.
50 Hvad angår parternes forskellige henvisninger til visse konkrete anvendelsesmåder for de omtvistede varemærker på de pågældende varer, idet sagsøgeren for sit vedkommende henviser til anvendelsen af det ældre varemærke på større etiketter eller på den øverste del af flasker, og CRD for sit vedkommende henviser til sagsøgerens konkrete afvendelse af grafiske udtryk ved trykning af det ansøgte ordmærke, er disse forskellige henvisninger uden betydning for vurderingen af den visuelle lighed mellem varemærkerne, hvilken vurdering foretages på grundlag af tegn, således som de er registreret eller ansøgt om ved Harmoniseringskontoret.
51 I forhold til den fonetiske lighed skal det bemærkes, hvilket i det væsentlige er i overensstemmelse med appelkammerets holdning, at der er en høj grad af fonetisk lighed mellem de omtvistede varemærker på grund af den fælles ordbestanddel »rioja«. Bestanddelen »vina«, der forekommer i slutningen af det ansøgte varemærke, og dermed er mindre fonetisk, er ikke af en sådan karakter, at den formindsker denne fonetiske lighed. De fire bestanddele »consejo«, »regulador«, »denominación origen« og »calificada«, der er placeret på alle fire sider af det ældre varemærke, herunder to af dem vertikalt, hvilket gør dem svære at læse, er klart sekundære i dette varemærke.
52 For så vidt angår den begrebsmæssige lighed stadfæstes appelkammerets vurdering i det væsentlige, idet der foreligger en høj grad af begrebsmæssig lighed. Udtrykket »riojavina« i det ansøgte varemærke såvel som udtrykket »rioja« i det ældre varemærke, der forstærkes begrebsmæssigt af billedet af en klynge af druer og vinblade, bibringer den relevante kundekreds en direkte forbindelse til vinprodukter og i særdeleshed Rioja-vin.
53 Det følger af ovenstående betragtninger, at appelkammeret med rette fastslog, at der forelå en høj grad af lighed mellem de omtvistede varemærker.
54 Hvad for det tredje angår helhedsvurderingen af risikoen for forveksling skal der henvises til det forhold, at denne vurdering indebærer en vis indbyrdes afhængighed mellem de faktorer, der kommer i betragtning, og især ligheden mellem varemærkerne og ligheden mellem de varer eller tjenesteydelser, der er omfattet af varemærkerne. En svag grad af lighed mellem de af varemærkerne omfattede varer eller tjenesteydelser kan således opvejes af en høj grad af lighed mellem varemærkerne og omvendt (Domstolens dom af 29.9.1998, sag C-39/97, Canon, Sml. I, s. 5507, præmis 17, og Rettens dom af 14.12.2006, forenede sager T-81/03, T-82/03 og T-103/03, Mast-Jägermeister mod KHIM – Licorera Zacapaneca (VENADO med ramme m.fl.), Sml. II, s. 5409, præmis 74).
55 I den foreliggende sag er Retten i lighed med appelkammeret af den opfattelse, at den svage grad af lighed mellem de berørte varer og tjenesteydelser opvejedes af de omtvistede varemærkers høje grad af lighed, da den relevante kundekreds risikerer at tro, at eddiken og de anvendte markedsføringsaktiviteter for eddike under varemærket RIOJAVINA har samme kommercielle oprindelse som den vin, der er bragt i omsætning under det ældre EF-varemærke nr. 226118.
56 Hvad angår den omstændighed, at sagsøgeren er indehaver af det spanske varemærke RIOJAVINA og gennem 50 år har bragt eddiker i omsætning under dette varemærke, skal det bemærkes, at denne omstændighed, hvis den antages at være korrekt, ikke beviser, at der ikke foreligger en risiko for forveksling i de spanske forbrugeres bevidsthed i forhold til den kommercielle oprindelse af den eddike, der er markedsført under dette varemærke. Under alle omstændigheder er den kundekreds, der ligger til grund for undersøgelsen af, om der foreligger risiko for forveksling, desuden ikke den spanske kundekreds, men mere generelt offentligheden i Unionen.
57 Med hensyn til argumentet om, at CRD ikke kan monopolisere anvendelsen af ordet »rioja« inden for en sektor, dvs. eddikesektoren, hvor CRD ikke kan skabe nogen aktivitet, henvises der til artikel 12, litra b), i forordning nr. 40/94 [nu artikel 12, litra b), i forordning nr. 207/2009], hvorefter »[d]e til EF-varemærket knyttede rettigheder giver ikke indehaveren ret til at forbyde tredjemand at gøre erhvervsmæssig brug af [...] angivelser vedrørende varens [...] geografiske oprindelse […], for så vidt dette sker i overensstemmelse med god markedsføringsskik«.
58 Endvidere er det i artikel 64, stk. 2, i forordning nr. 40/94 (nu artikel 66, stk. 2, i forordning nr. 207/2009), hvoraf fremgår, at »[u]anset artikel 7, stk. 1, litra c), kan EF-fællesmærker efter stk. 1 bestå af tegn eller angivelser, der i omsætningen kan tjene til at betegne varens eller tjenesteydelsens geografiske oprindelse«, fastsat, at »[e]t fællesmærke [ikke] giver […] indehaveren ret til at forbyde tredjemand at bruge sådanne tegn eller angivelser i omsætningen, for så vidt det sker i overensstemmelse med god markedsføringsskik«, og at »[…] et sådant mærke [navnlig] ikke [kan] påberåbes over for tredjemand, der har ret til at bruge en geografisk betegnelse«.
59 I modsætning til hvad sagsøgeren synes at antyde, har den af CRD rejste indsigelsessag imidlertid på ingen måde til formål at monopolisere anvendelsen af ordet »rioja« – hvilket ville være i strid med de ovennævnte bestemmelser – hvad enten det drejer sig om eddike eller enhver anden vare.
60 Den af CRD anlagte sag har udelukkende til formål via artikel 8, stk. 1, i forordning nr. 40/94 at sikre beskyttelsen af de immaterielle rettigheder, der udspringer af registreringen af det ældre EF-varemærke nr. 226118, mod enhver krænkelse som følge af registrering af et EF-varemærke, der indebærer en risiko for forveksling.
61 For så vidt angår den påståede omstændighed, at CRD ikke modsætter sig registreringen af andre EF-varemærker, der indeholder ordet »rioja«, herunder for varer i klasse 30 (eddike), er det uden betydning for vurderingen af det eneste spørgsmål, der foreligger i denne sag, dvs. hvorvidt der – således som harmoniseringskontoret har bemærket inden for rammerne af den af CRD rejste indsigelsessag vedrørende det af sagsøgeren ansøgte varemærke – foreligger en risiko for forveksling mellem det ansøgte varemærke og det ældre varemærke nr. 226118.
62 Idet Harmoniseringskontoret i modsætning til, hvad sagsøgeren har anført, ikke har begået nogen fejl i forbindelse med konstateringen af, at der i den foreliggende sag foreligger en risiko for forveksling i medfør af artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning nr. 40/94, skal sagsøgerens eneste anbringende om tilsidesættelse af denne bestemmelse afvises.
63 Uden at det er fornødent at gennemgå sagsøgerens påstand om »[godkendelse af] registreringen af det ansøgte varemærke i klasserne 29, 30 og 35, følger det heraf, at Harmoniseringskontoret bør frifindes.
Sagens omkostninger
64 I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Sagsøgeren har tabt sagen og bør derfor pålægges at betale de af Harmoniseringskontoret og CRD afholdte omkostninger i overensstemmelse med deres påstand herom.
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Femte Afdeling):
1) Harmoniseringskontoret frifindes.
2) Félix Muñoz Arraiza betaler sagens omkostninger.
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 9. juni 2010.
Underskrifter