Language of document :

Sag anlagt den 3. maj 2024 – Europa-Kommissionen mod Republikken Bulgarien

(Sag C-329/24)

Processprog: bulgarsk

Parter

Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved N. Nikolova og E. Sanfrutos Cano, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Republikken Bulgarien

Sagsøgerens påstande

Det fastslås, at Republikken Bulgarien har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 13, stk. 7, og artikel 15, stk. 1, i direktiv 2000/60/EF 1 om fastlæggelse af en ramme for Fællesskabets vandpolitiske foranstaltninger, idet den ikke inden den 22. marts 2022 har efterkommet sine forpligtelser i henhold til direktivets artikel 15 til at revidere, ajourføre og rapportere om disse vandområdeplaner.

Republikken Bulgarien tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/60/EF af 23. oktober 2000 om fastlæggelse af en ramme for Fællesskabets vandpolitiske foranstaltninger har til formål at sikre gode kvalitative og kvantitative tilstande i europæiske vandområder, såsom vandløb og søer. I henhold til direktivet skal medlemsstaterne hvert sjette år revidere og ajourføre deres vandområdeplaner og rapportere herom. Disse planer, som omfatter et indsatsprogram, er i henhold til direktivet nøglen til opnåelsen og bevarelsen af en god vandtilstand.

Medlemsstaterne skulle revidere og aktualisere deres vandområdeplaner inden den 22. december 2021 og inden den 22. marts 2022 sende kopier heraf til Kommissionen.

Da Kommissionen ikke havde modtaget en kopi af vandområdeplanerne fra Republikken Bulgarien inden for den angivne frist, sendte den den 15. februar 2023 en åbningsskrivelse til denne stat. Den 28. september 2023 sendte Kommissionen Republikken Bulgarien en begrundet udtalelse. Til trods herfor har Republikken Bulgarien endnu ikke hverken iværksat gennemførelsesforanstaltningerne eller givet Kommissionen meddelelse herom.

____________

1 EFT 2000, L 327, s. 1.