RETTENS DOM (Første Afdeling)
17. september 1998 (1)
»Annullationssøgsmål - import af oksekød af høj kvalitet (Hilton beef) -
forordning (EØF) nr. 1430/79 - artikel 13 - beslutning, hvorved Kommissionen
afviser at indrømme fritagelse for importafgifter - ret til kontradiktion -
åbenbart urigtig vurdering«
I sag T-50/96,
Primex Produkte Import-Export GmbH & Co. KG, Bad Homburg (Tyskland),
Gebr. Kruse GmbH, Hamburg (Tyskland),
Interporc Im- und Export GmbH, Hamburg,
ved advokat Georg M. Berrisch, Hamburg og Bruxelles, og med valgt adresse i
Luxembourg hos advokat Guy Harles, 8-10, rue Mathias Hardt,
støttet af
Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland, først ved Stéphanie Ridley,
derefter ved John E. Collins, begge Treasury Solicitor's Department, som
befuldmægtigede, bistået af barrister David Anderson, og med valgt adresse i
Luxembourg på Det Forenede Kongeriges Ambassade, 14, boulevard Roosevelt,
mod
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved juridisk konsulent Götz zur
Hausen, som befuldmægtiget, og med valgt adresse i Luxembourg hos Carlos
Gómez de la Cruz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagnercentret, Kirchberg,
angående en påstand om annullation af Kommissionens beslutning af 26. januar
1996, dok. K(96) 180 endelig udg., rettet til Forbundsrepublikken Tyskland,
vedrørende en ansøgning om fritagelse for importafgifter,
har
DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABERS RET I FØRSTE INSTANS
(Første Afdeling)
sammensat af præsidenten, B. Vesterdorf, og dommerne R.M. Moura Ramos og
P. Mengozzi,
justitssekretær: fuldmægtig A. Mair,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter mundtlig forhandling den 31.
marts 1998,
afsagt følgende
Dom
Relevante bestemmelser
- 1.
- Artikel 13, stk. 1, i Rådets forordning (EØF) nr. 1430/79 af 2. juli 1979 om
godtgørelse af eller fritagelse for import- eller eksportafgifter (EFT L 175, s. 1,
herefter »forordning nr. 1430/79«), som ændret ved artikel 1, stk. 6, i Rådets
forordning (EØF) nr. 3069/86 af 7. oktober 1986 (EFT L 286, s. 1, herefter
»forordning nr. 3069/86«), bestemmer følgende:
»Godtgørelse af eller fritagelse for importafgifter kan indrømmes, når der
foreligger ... særlige forhold ... og der ikke er begået urigtigheder eller åbenlys
forsømmelse af den berettigede.«
- 2.
- I henhold til artikel 4, stk. 2, litra c), i Kommissionens forordning (EØF)
nr. 3799/86 af 12. december 1986 om gennemførelsesbestemmelserne til artikel 4a,
6a, 11a og 13 i forordning nr. 1430/79 (EFT L 352, s. 19, herefter »forordning
nr. 3799/86«) foreligger der ikke i sig selv særlige forhold som omhandlet i artikel
13 i forordning nr. 1430/79, »når der for varer, der angives til fri omsætning med
henblik på indrømmelse af præferencetoldbehandling, endog i god tro fremlægges
dokumenter, som senere viser sig at være falske, forfalskede eller ugyldige til
opnåelse af denne præferencetoldbehandling«.
- 3.
- Artikel 5, stk. 2, i Rådets forordning (EØF) nr. 1697/79 af 24. juli 1979 om
efteropkrævning af import- eller eksportafgifter, der ikke er opkrævet hos debitor
for varer, der er angivet til en toldprocedure, som medfører en forpligtelse til at
betale sådanne afgifter (EFT L 197, s. 1, herefter »forordning nr. 1697/79«),
bestemmer følgende:
»De kompetente myndigheder kan undlade at foretage efteropkrævning af import-
eller eksportafgift, der ikke er opkrævet som følge af en fejl, som de kompetente
myndigheder selv har begået, og som debitor ikke med rimelighed kunne forventes
at have opdaget, såfremt sidstnævnte i forbindelse med toldangivelsen har handlet
i god tro og overholdt samtlige bestemmelser i de gældende forskrifter ...«
- 4.
- Den 12. oktober 1992 udstedte Rådet forordning (EØF) nr. 2913/92 om indførelse
af en EF-toldkodeks (EFT L 302, s. 1, herefter »toldkodeksen«), som anvendes fra
den 1. januar 1994. Ved toldkodeksens artikel 251, stk. 1, blev bl.a. forordning
nr. 1430/79 og nr. 1697/79 ophævet.
- 5.
- Forordning nr. 3799/86 blev ophævet ved artikel 913 i Kommissionens forordning
(EØF) nr. 2454/93 af 2. juli 1993 om visse gennemførelsesbestemmelser til
forordning nr. 2913/92 (EFT L 253, s. 1, herefter »forordning nr. 2454/93«) med
virkning fra den 1. januar 1994, idet forordning nr. 2454/93 anvendes fra denne
dato.
- 6.
- Sidstnævnte forordnings artikel 907 bestemmer følgende:
»Efter at have hørt en ekspertgruppe bestående af repræsentanter for alle
medlemsstaterne, forsamlet i udvalget med henblik på at behandle den foreliggende
sag, træffer Kommissionen beslutning om, hvorvidt den særlige situation, der er til
behandling, berettiger eller ikke berettiger til at indrømme godtgørelse eller
fritagelse.
Denne beslutning skal træffes senest seks måneder efter Kommissionens
modtagelse af de i artikel 905, stk. 2, omhandlede sagsakter. Såfremt
Kommissionen har været nødt til at anmode medlemsstaten om supplerende
oplysninger for at kunne træffe beslutning, forlænges fristen med tidsrummet fra
Kommissionens anmodning om supplerende oplysninger til dens modtagelse heraf.«
- 7.
- Forordningens artikel 909 lyder således:
»Har Kommissionen ikke inden for den i artikel 907 omhandlede frist vedtaget sin
beslutning eller ikke inden for den i artikel 908 omhandlede frist meddelt den
pågældende medlemsstat nogen beslutning, imødekommer den besluttende
toldmyndighed godtgørelses- eller fritagelsesansøgningen.«
- 8.
- I forordningens artikel 904 hedder det:
»Der ydes ikke ... fritagelse for importafgifter, når den eneste begrundelse til støtte
for ... fritagelsesansøgningen består i:
...
c) at der for varer, der er angivet til overgang til fri omsætning, med henblik
på indrømmelse af præferencetoldbehandling, og endog i god tro,
fremlægges dokumenter, som senere viser sig at være falske, forfalskede
eller ugyldige med henblik på opnåelse af denne
præferencetoldbehandling.«
Sagens faktiske omstændigheder
- 9.
- I årene 1991 og 1992 var import af oksekød af høj kvalitet med oprindelse i
Argentina inden for rammerne af den fælles toldtarif (jf. Rådets forordning (EØF)
nr. 2658/87 af 23.7.1987 om told- og statistiknomenklaturen og den fælles toldtarif
(EFT L 256, s. 1), med senere ændringer) underlagt en told på 20%.
- 10.
- Der skulle ud over denne told betales en importafgift. Afgiftens størrelse blev
regelmæssigt fastsat af Kommissionen i overensstemmelse med artikel 12 i Rådets
forordning (EØF) nr. 805/68 af 27. juni 1968 om den fælles markedsordning for
oksekød (EFT 1968 I, s. 179, med senere ændringer). På tidspunktet for de
omtvistede indførsler var afgiften ca. 10 DEM pr. kg.
- 11.
- Fællesskabet havde imidlertid siden 1980 i henhold til den almindelige
overenskomst om told og udenrigshandel (GATT) været forpligtet til at åbne et
årligt fællesskabstoldkontingent fritaget for importafgift for oksekød med oprindelse
i bl.a. Argentina.
- 12.
- I overensstemmelse med disse forpligtelser udstedte Rådet, for så vidt angår årene
1991 og 1992, forordning (EØF) nr. 3840/90 af 20. december 1990 (EFT L 367,
s. 6) og forordning (EØF) nr. 3668/91 af 11. december 1991 (EFT L 349, s. 3) om
åbning af et fællesskabstoldkontingent for fersk, kølet eller frosset oksekød af høj
kvalitet henhørende under KN-kode 0201 og 0202, samt for produkter henhørende
under KN-kode 0206 10 95 og 0206 29 91 (herefter »Hilton beef«). For det kød,
der blev indført inden for rammerne af dette kontingent (herefter »Hilton-kontingentet«), skulle der kun betales den i den fælles toldtarif fastsatte told på
20% (artikel 1, stk. 2, i begge forordninger).
- 13.
- For de to samme år udstedte Rådet i øvrigt forordning (EØF) nr. 2329/91 af 25.
juli 1991 (EFT L 214, s. 1) og forordning (EØF) nr. 1158/92 af 28. april 1992 (EFT
L 122, s. 5) om autonom åbning af et særligt importkontingent for oksekød af høj
kvalitet henhørende under KN-kode 0201 og 0202 samt produkter henhørende
under KN-kode 0206 10 95 og 0206 29 91. Ved de nævnte forordninger blev de
mængder, der kunne indføres inden for rammerne af Hilton-kontingentet, forhøjet.
- 14.
- Endelig udstedte Kommissionen for samme periode forordning (EØF) nr. 3884/90
af 27. december 1990 om gennemførelsesbestemmelser for de importordninger
vedrørende oksekød, der er fastsat i Rådets forordning (EØF) nr. 3840/90 og
(EØF) nr. 3841/90 (EFT L 367, s. 129), og forordning (EØF) nr. 3743/91 af 18.
december 1991 om gennemførelsesbestemmelser for de importordninger
vedrørende oksekød, der er fastsat i Rådets forordning (EØF) nr. 3668/91 og
(EØF) nr. 3669/91 (EFT L 352, s. 36) (herefter »gennemførelsesforordningerne«).
- 15.
- I medfør af Hilton-kontingentet kunne visse mængder Hilton beef med oprindelse
i Argentina således indføres afgiftsfrit til Fællesskabet. Denne fordel var betinget
af, at der ved indførslen blev forelagt et ægthedscertifikat udstedt af
udførselslandets kompetente udstedende organ.
- 16.
- Indtil slutningen af 1991 lå kompetencen til at udstede ægthedscertifikater i
Argentina hos Junta Nacional de Carnes. I slutningen af 1991/begyndelsen af 1992
blev kompetencen til at udstede ægthedscertifikaterne overført til Secretaría de
Agricultura, Ganadería y Pesca. Der blev kun udstedt ægthedscertifikater til
oksekødseksportører, der var godkendt af de argentinske myndigheder.
- 17.
- Efter at Kommissionen i 1993 var blevet underrettet om, at der var risiko for
forfalskninger af ægthedscertifikaterne, iværksatte den i samarbejde med de
argentinske myndigheder undersøgelser heraf.
- 18.
- Tjenestemænd fra Kommissionen rejste flere gange til Argentina for at undersøge
de faktiske forhold i samarbejde med nationale tjenestemænd.
- 19.
- En første mission fandt sted i perioden fra den 8. til den 19. november 1993.
Resultatet af denne mission fremgår af en rapport af 24. november 1993 (herefter
»1993-rapporten«), som bekræftede, at der fandtes uregelmæssigheder.
- 20.
- Ifølge rapporten undrede de argentinske myndigheder sig over, hvorfor disse
uregelmæssigheder ikke var blevet opdaget ved indførslen af det pågældende
Hilton beef til Fællesskabet. I rapportens punkt 11 hedder det: »... de argentinske
myndigheder understregede, at de i årevis mere eller mindre regelmæssigt havde
tilstillet Kommissionens ansvarlige tjenestegrene (GD VI) en liste over alle de
ægthedscertifikater for [Hilton beef], der var udstedt inden for de seneste ti dage,
med angivelse af bl.a. den argentinske eksportør, modtageren i Fællesskabet,
brutto- og nettovægt osv. Det ville på grundlag af en sådan liste efter de adspurgte
personers opfattelse uden vanskeligheder have været muligt at sammenligne
oplysningerne med angivelserne i de certifikater, der blev forelagt ved indførslen
af de omhandlede produkter, og at konstatere, hvilke angivelser der ikke var i
overensstemmelse med oplysningerne på listen«.
- 21.
- En anden mission til Argentina fandt sted i perioden fra den 19. april til den 6. maj
1994. Ifølge rapporten for denne mission, som er dateret den 17. august 1994
(herefter »den sammenfattende rapport«), var over 460 argentinske
ægthedscertifikater, som var forelagt i 1991 og 1992, blevet forfalsket.
- 22.
- De sagsøgende virksomheder Primex Produkte Import-Export GmbH & Co. KG
(herefter »Primex«), Gebr. Kruse GmbH (herefter »Gebr. Kruse«) og Interporc
Im- und Export GmbH (herefter »Interporc«) er tyske selskaber, der bl.a. er aktive
inden for import af kød og kødprodukter. De har i adskillige år også indført kød
inden for rammerne af Hilton-kontingentet.
- 23.
- Ved det af sagsøgerne importerede oksekøds overgang til fri omsætning i
Fællesskabet opnåede selskaberne ved forelæggelse af ægthedscertifikater
afgiftsfritagelse inden for rammerne af de åbnede toldkontingenter.
- 24.
- Efter at de ovennævnte forfalskninger var blevet opdaget, foretog de tyske
myndigheder over for sagsøgerne efteropkrævning af importafgifterne. Mellem den
3. marts og den 10. juni 1994 blev der fremsendt påkrav til selskaberne om betaling
af henholdsvis 90 975,30 DEM (Primex), 174 286,46 DEM (Gebr. Kruse) og
99 966,63 DEM (Interporc).
- 25.
- Sagsøgerne ansøgte herefter ved skrivelser af 1. februar, 24. februar og 22. marts
1995 de kompetente tyske toldmyndigheder om fritagelse for importafgifterne
(herefter »fritagelsesansøgningerne«). Ansøgningerne blev begrundet i skrivelser
af 6. april 1995. Sagsøgerne ansøgte også om en forlængelse af betalingsfristen i
henhold til national ret, hvilket blev imødekommet.
- 26.
- Fritagelsesansøgningerne blev videresendt til Forbundsfinansministeriet. Ministeriet
anmodede Kommissionen om at afgøre, om der var grundlag for at indrømme
fritagelse for importafgifterne i medfør af artikel 13 i forordning nr. 1430/79.
Anmodningerne blev modtaget af Kommissionen henholdsvis den 1. august (sag
REM 8/95, Primex) og den 21. august 1995 (sag REM 11/95, Gebr. Kruse, og REM
12/95, Interporc).
- 27.
- Den 4. december 1995 mødtes en ekspertgruppe bestående af repræsentanter for
alle medlemsstaterne for at tage stilling til, om ansøgningerne om fritagelse for
importafgifterne burde imødekommes, i overensstemmelse med artikel 907 i
forordning nr. 2454/93.
- 28.
- Ved beslutning af 26. januar 1996, rettet til Forbundsrepublikken Tyskland, gav
Kommissionen udtryk for, at fritagelsesansøgningerne ikke burde imødekommes
(herefter »den anfægtede beslutning«). Sagsøgerne blev bekendt med beslutningen
den 7. februar 1996.
Retsforhandlinger og parternes påstande
- 29.
- Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 12. april 1996 har sagsøgerne
anlagt sag med påstand om annullation af den anfægtede beslutning.
- 30.
- Ved særskilt dokument indleveret til Rettens Justitskontor den 25. juni 1996 har
de i medfør af procesreglementets artikel 64, stk. 4, og artikel 114 fremsat begæring
om, at det pålægges Kommissionen at fremlægge bestemte dokumenter, som efter
deres opfattelse er relevante for afgørelsen af sagen.
- 31.
- Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 4. juli 1996 har
Kommissionen anmodet om, at begæringen om bevisoptagelse ikke tages til følge.
- 32.
- Interporc havde i mellemtiden ved skrivelse af 23. februar 1996 over for
Kommissionen fremsat begæring om aktindsigt i visse dokumenter vedrørende
kontrollen med indførslerne af Hilton beef i medfør af Kommissionens afgørelse
94/90/EKSF, EF, Euratom af 8. februar 1994 om aktindsigt i Kommissionens
dokumenter (EFT L 46, s. 58).
- 33.
- Generaldirektørerne for GD VI og Generaldirektoratet for Told og Indirekte
Beskatning (GD XXI) meddelte i vidt omfang afslag på begæringen om aktindsigt
ved skrivelser af 22. og 25. marts 1996. Ved skrivelse af 27. marts 1996 bekræftede
Interporc sin begæring af 23. februar 1996. Ved afgørelse af 29. maj 1996 meddelte
Kommissionens generalsekretær afslag på denne bekræftende begæring.
- 34.
- Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 9. august 1996 har Interporc
anlagt annullationssøgsmål til prøvelse af afgørelsen af 29. maj 1996. Ved dom af
6. februar 1998 (sag T-124/96, Interporc mod Kommissionen, Sml. II, s. 231) har
Retten annulleret Kommissionens afgørelse af 29. maj 1996 på grund af mangler
ved begrundelsen.
- 35.
- Ved begæring indleveret til Rettens Justitskontor den 8. oktober 1996 har Det
Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland anmodet om tilladelse til at
intervenere til støtte for sagsøgernes påstande. Ved kendelse af 30. januar 1997 har
formanden for Tredje Afdeling taget begæringen til følge.
- 36.
- Ved Rettens beslutning af 2. juli 1997 er den refererende dommer blevet knyttet
til Første Afdeling, som sagen derfor er blevet henvist til.
- 37.
- På grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Første Afdeling)
besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgående bevisoptagelse.
Den har dog ved skrivelse af 15. december 1997 anmodet parterne om at
fremlægge visse dokumenter og besvare visse spørgsmål skriftligt. Kommissionen
og sagsøgerne har ved skrivelser indleveret til Rettens Justitskontor henholdsvis den
13. og 14. januar 1998 imødekommet denne anmodning.
- 38.
- Sagsøgerne har nedlagt følgende påstande:
- Den anfægtede beslutning annulleres.
- Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
- 39.
- Kommissionen har nedlagt følgende påstande:
- Frifindelse.
- Sagsøgerne tilpligtes at betale sagens omkostninger.
- 40.
- Intervenienten, Det Forenede Kongerige, har nedlagt påstand om, at den
anfægtede beslutning annulleres.
Realiteten
- 41.
- Sagsøgerne har gjort fem anbringender gældende. Det første anbringende går ud
på, at der er sket en tilsidesættelse af retten til kontradiktion. For det andet gør de
gældende, at der er sket en tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter, for så vidt
som Kommissionen ikke gav Forbundsrepublikken Tysklands repræsentant
mulighed for at udtale sig mundtligt under mødet den 4. december 1995 i
ekspertgruppen bestående af repræsentanter for medlemsstaterne. For det tredje
gøres det gældende, at der er sket en tilsidesættelse af artikel 13 i forordning nr.
1430/79, for det fjerde, at der er sket en tilsidesættelse af
proportionalitetsprincippet, og for det femte, at begrundelsen er utilstrækkelig.
Sagsøgerne har under retsmødet frafaldet et andet anbringende, som de oprindelig
havde gjort gældende, nemlig at hjemmelen for den anfægtede beslutning er
forkert.
Det første anbringende om en tilsidesættelse af retten til kontradiktion.
Parternes argumenter
- 42.
- Sagsøgerne gør gældende, at den anfægtede beslutning er behæftet med en
proceduremangel, idet de ikke fik mulighed for at blive hørt og forsvare sig direkte
over for Kommissionen.
- 43.
- Det følger af retspraksis, at under enhver procedure, der iværksættes over for en
person, og som kan munde ud i en retsakt, der er bebyrdende for den pågældende,
er retten til kontradiktion et grundlæggende fællesskabsretligt princip, som skal
overholdes, selv om der ikke er fastsat nogen bestemmelser vedrørende den
pågældende procedure (Domstolens dom af 29.6.1994, sag C-135/92, Fiskano, Sml.
I, s. 2885, præmis 39).
- 44.
- Retten til kontradiktion indebærer ikke blot en ret til at give udtryk for sin
opfattelse, men også en ret til, inden der træffes beslutning, at blive orienteret om
alle vigtige faktiske omstændigheder (Domstolens dom af 27.6.1991, sag C-49/88,
Al-Jubail Fertilizer mod Rådet, Sml. I, s. 3187) og om de retlige betragtninger,
Kommissionen agter at basere sin beslutning på. I det foreliggende tilfælde modtog
sagsøgeren imidlertid først den sammenfattende rapport efter afslutningen af den
administrative procedure, selv om det tilsyneladende var denne rapport, der
dannede grundlag for Kommissionens konstatering af, at sagsøgerne ikke havde
udvist den fornødne agtpågivenhed.
- 45.
- Det er ifølge sagsøgerne udtryk for en manglende forståelse for de
proceduremæssige garantiers funktion, når Kommissionen gør gældende, at denne
funktion udelukkende består i at gøre den besluttende myndighed bekendt med de
faktiske omstændigheder og argumenter, ansøgeren finder relevante. Det er også
vigtigt, at sagsøgerne får fuldstændigt kendskab til de relevante faktiske
omstændigheder, således at de effektivt kan støtte deres fritagelsesansøgninger.
- 46.
- Domstolen har ganske vist fastslået, at de tidligere gældende procedureregler, som
ikke gav debitor mulighed for at blive hørt af Kommissionen, var forenelige med
fællesskabsretten (Domstolens dom af 13.11.1984, forenede sager 98/83 og 230/83,
Van Gend & Loos og Expeditiebedrijf Wim Bosman mod Kommissionen, Sml. s.
3763). Artikel F, stk. 2, i den senere indgåede traktat om Den Europæiske Union
bestemmer imidlertid bl.a., at Unionen respekterer de grundlæggende rettigheder,
således som de garanteres ved den europæiske konvention af 4. november 1950 til
beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder. Den i det
foreliggende tilfælde fulgte procedure er ikke i overensstemmelse med denne
konventions artikel 6, idet den navnlig strider mod artikel 6, stk. 3, litra c),
hvorefter enhver har ret til at »forsvare sig personligt«. Kommissionen påberåber
sig i denne forbindelse med urette Domstolens dom af 6. juli 1993 i sagen CT
Control (Rotterdam) og JCT Benelux mod Kommissionen (forenede sager C-121/91
og C-122/91, Sml. I, s. 3873, præmis 52), idet denne retspraksis ikke længere svarer
til gældende fællesskabsret.
- 47.
- Det var i det foreliggende tilfælde særligt vigtigt, at kontradiktionsprincippet blev
overholdt, idet Kommissionen både optrådte som dommer og som part. Den
vurderede selv, i hvilket omfang den havde begået fejl, og hvilke konsekvenser der
skulle drages heraf.
- 48.
- Kommissionen har bestridt, at den har tilsidesat retten til kontradiktion. Den har
henvist til, at procedurereglerne på nuværende tidspunkt ikke foreskriver, at den
afgiftspligtige skal deltage i den administrative procedure for Kommissionen. Det
må i den forbindelse konstateres, at Retten i dom af 9. november 1995 i sagen
France-aviation mod Kommissionen (sag T-346/94, Sml. II, s. 2841) ikke kritiserede
bestemmelserne i forordning nr. 2454/93, endsige anså dem for utilstrækkelige.
- 49.
- Som fastslået af Domstolen i den ovennævnte dom i sagen CT Control
(Rotterdam) og JCT Benelux mod Kommissionen (præmis 52), adskiller den
procedure, der gælder på området for antidumpingtold, sig væsentligt fra den
procedure, der følges på området for importafgiftsfritagelser. Man kan derfor ikke
kritisere de i nærværende sag gældende procedureregler under påberåbelse af de
proceduremæssige rettigheder i antidumpingsager.
- 50.
- Kommissionen har understreget, at den anfægtede beslutning - i modsætning til
hvad der var situationen i sagen France-aviation mod Kommissionen - ikke blev
truffet på grundlag af ufuldstændige sagsakter. Både Kommissionen og
medlemmerne af den i henhold til artikel 907 i forordning nr. 2454/93 nedsatte
ekspertgruppe rådede ikke alene over de sagsakter, som medlemsstaten havde
fremsendt til Kommissionen, men også over fritagelsesansøgningerne og
begrundelserne herfor.
- 51.
- I overensstemmelse med de krav, der følger af retspraksis, indgik alle de elementer,
som sagsøgerne selv anså for væsentlige, i sagsakterne, da den anfægtede beslutning
blev truffet (Domstolens dom af 17.3.1983, sag 294/81, Control Data Belgium mod
Kommissionen, Sml. s. 911, og af 13.11.1984, dommen i sagen Van Gend & Loos
og Expeditiebedrijf Wim Bosman mod Kommissionen, a.st., præmis 9, samt
dommen i sagen CT Control (Rotterdam) og JCT Benelux mod Kommissionen,
a.st., præmis 48).
- 52.
- Sagsøgernes her omhandlede anbringende er ifølge Kommissionen udtryk for en
manglende forståelse for den funktion, de proceduremæssige garantier i forbindelse
med fritagelse for importafgifter har. Det eneste formål med de pågældende
garantier er at gøre Kommissionen bekendt med de faktiske omstændigheder og
argumenter, ansøgeren finder relevante, således at det kan afgøres, om
fritagelsesansøgningen bør imødekommes, og ikke at gøre ansøgeren bekendt med
de elementer, som Kommissionen efterfølgende vil kunne basere sin beslutning på.
- 53.
- Debitor skal ganske rigtigt have mulighed for at tage stilling til de dokumenter, som
fællesskabsinstitutionen baserer sin beslutning på (Domstolens dom af 21.11.1991,
sag C-269/90, Technische Universität München, Sml. I, s. 5469, præmis 25, og
dommen i sagen France-aviation mod Kommissionen, a.st., præmis 32). Dette
betyder imidlertid ikke, at han også skal kunne tage stilling til andre dokumenter
end dem, Kommissionen baserer den anfægtede beslutning på.
- 54.
- Over for argumentet om, at Kommissionen både optræder som dommer og som
part, gør Kommissionen gældende, at der ikke er noget usædvanligt i, at en
administrativ myndighed træffer afgørelse om, hvorvidt der skal foretages
efteropkrævning af afgifter.
- 55.
- Kommissionen har endelig henvist til, at sagsøgernes advokat flere gange havde
drøftet sagen med Kommissionens tjenestegrene, inden den anfægtede beslutning
blev truffet.
- 56.
- Kommissionen finder således, at anbringendet bør forkastes.
Rettens bemærkninger
- 57.
- Indledningsvis bemærkes, at den administrative procedure for fritagelse for
importafgifter består at to særskilte faser. Den første finder sted på nationalt plan.Debitor skal indgive sin ansøgning om fritagelse til den nationale forvaltning. Hvis
denne finder, at ansøgningen ikke bør imødekommes, kan den træffe beslutning
herom i henhold til de gældende regler uden at forelægge ansøgningen for
Kommissionen. En sådan beslutning kan indbringes for de nationale domstole. Hvis
den nationale forvaltning derimod er i tvivl eller finder, at ansøgningen bør
imødekommes, skal den forelægge ansøgningen for Kommissionen til beslutning.
Den anden fase i proceduren finder således sted på fællesskabsplan, idet de
nationale myndigheder oversender sagens akter til Kommissionen. Denne træffer
herefter beslutning om, hvorvidt ansøgningen om fritagelse skal imødekommes,
efter at have hørt en ekspertgruppe bestående af repræsentanter for alle
medlemsstaterne.
- 58.
- Forordning nr. 2454/93 indeholder kun bestemmelser om kontakt mellem den
pågældende virksomhed og de nationale myndigheder eller mellem myndighederne
og Kommissionen (dommen i sagen France-aviation mod Kommissionen, a.st.,
præmis 30). Kommissionen er således efter gældende ret alene i dialog med den
pågældende medlemsstat. Procedurereglerne i forordning nr. 2454/93 giver navnlig
ikke den afgiftspligtige virksomhed ret til at blive hørt under den administrative
procedure for Kommissionen.
- 59.
- Det følger imidlertid af fast retspraksis, at under enhver procedure, der iværksættes
over for en person, og som kan munde ud i en retsakt, der er bebyrdende for den
pågældende, er retten til kontradiktion et grundlæggende fællesskabsretligt princip,
som skal overholdes, selv om der ikke er fastsat nogen bestemmelser vedrørende
den pågældende procedure (Domstolens dom af 24.10.1996, sag C-32/95 P,
Kommissionen mod Lisrestal m.fl., Sml. I, s. 5373, præmis 21, og af 12.2.1992,
forenede sager C-48/90 og C-66/90, Nederlandene m.fl. mod Kommissionen, Sml.
I, s. 565, præmis 44, samt dommen i sagen Fiskano mod Kommissionen, a.st.,
præmis 39).
- 60.
- Når henses til det skøn, Kommissionen råder over, når den træffer beslutning om
at anvende den generelle billighedsklausul i artikel 13 i forordning nr. 1430/79, må
det navnlig i forbindelse med sager om godtgørelse af eller fritagelse for
importafgifter sikres, at de berørte parter har lejlighed til at udtale sig (dommen
i sagen France-aviation mod Kommissionen, a.st., præmis 34, og i samme retning
dommen i sagen Technische Universität München, a.st., præmis 14).
- 61.
- Kontradiktionsprincippet indebærer, at enhver person, der berøres af en
bebyrdende afgørelse, skal have mulighed for at gøre sine synspunkter gældende,
i det mindste i relation til de faktorer, Kommissionen har baseret sin afgørelse på
til skade for den pågældende (jf. i samme retning dommene i sagerne
Kommissionen mod Lisrestal m.fl., a.st., præmis 21, og Fiskano mod Kommissionen,
a.st., præmis 40).
- 62.
- På det konkurrenceretlige område følger det af fast retspraksis, at retten til
aktindsigt er nært forbundet med kontradiktionsprincippet. Aktindsigt henhører
således under de proceduremæssige garantier, som har til formål at beskytte retten
til kontradiktion (Rettens dom af 18.12.1992, forenede sager T-10/92, T-11/92, T-12/92 og T-15/92, Cimenteries CBR m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 2667,
præmis 38, og af 29.6.1995, sag T-36/91, ICI mod Kommissionen, Sml. II, s. 1847,
præmis 69).
- 63.
- Denne retspraksis kan overføres til det foreliggende tilfælde.
Kontradiktionsprincippet kræver således ikke alene, at den berørte part får
lejlighed til at udtale sig om relevansen af de faktiske omstændigheder, men også
at den pågældende i det mindste kan tage stilling til de for fællesskabsinstitutionen
foreliggende dokumenter (ovennævnte domme i sagerne Technische Universität
München, præmis 25, og France-aviation mod Kommissionen, præmis 32).
- 64.
- Eftersom sagsøgerne gør gældende, at Kommissionen har gjort sig skyldig i
alvorlige forsømmelser i forbindelse med kontrollen med Hilton-kontingentet, finder
Retten, at Kommissionen, for at retten til kontradiktion kan udøves effektivt, har
pligt til på begæring at give adgang til alle ikke-fortrolige administrative
dokumenter vedrørende den anfægtede beslutning. Det kan nemlig ikke udelukkes,
at dokumenter, som Kommissionen anser for irrelevante, kan have interesse for
sagsøgerne. Hvis Kommissionen ensidigt kunne holde dokumenter uden for den
administrative procedure, som muligvis vil kunne skade Kommissionen, ville dette
kunne indebære en alvorlig tilsidesættelse af retten til kontradiktion for en
virksomhed, der har ansøgt om fritagelse for importafgifter (jf. i samme retning
dommen i sagen ICI mod Kommissionen, a.st., præmis 93).
- 65.
- I det foreliggende tilfælde tilkendegav Forbundsfinansministeriet i sin udtalelse
vedrørende fritagelsesansøgningerne i forbindelse med oversendelsen af sagsakterne
til Kommissionen, at der hverken var tale om urigtigheder eller forsømmelse fra
sagsøgernes side.
- 66.
- I den anfægtede beslutning foreholdes det for første gang sagsøgerne, at de ikke
havde udvist den fornødne agtpågivenhed, idet de ikke selv havde truffet alle de
fornødne sikkerhedsforanstaltninger over for deres medkontrahenter og
mellemmænd i Argentina. Sagsøgerne havde navnlig ikke direkte kontrolleret,
hvorledes ægthedscertifikaterne var nået frem til dem (beslutningens 22.
betragtning), selv om de havde haft mulighed for at tage forholdsregler (16.
betragtning).
- 67.
- Der skal i denne forbindelse henvises til, at Retten i dommen i sagen France-aviation mod Kommissionen (præmis 36) fastslog, at når Kommissionen ikke agter
at følge de kompetente nationale myndigheders stillingtagen til spørgsmålet, om
den berørte virksomhed kan siges at have gjort sig skyldig i en åbenlys
forsømmelse, har den pligt til at høre virksomheden på dette punkt. En sådan
beslutning indebærer nemlig en kompleks retlig vurdering, som kun kan foretages
på grundlag af alle relevante faktiske oplysninger.
- 68.
- Denne retspraksis kan overføres til det foreliggende tilfælde, selv om det kun gøres
gældende, at sagsøgerne ikke har udvist tilstrækkelig agtpågivenhed. Det var nemlig
hovedsagelig dette kritikpunkt, der dannede grundlag for Kommissionens afslag på
ansøgningerne om fritagelse i medfør af artikel 13 i forordning nr. 1430/79, selv om
det efter denne bestemmelse kræves, at der ikke er begået »åbenlys forsømmelse«
af den berettigede.
- 69.
- Det fremgår af sagens akter, at Kommissionen ikke har givet sagsøgerne mulighed
for under proceduren for Kommissionen at tage stilling og udtale sig om
påstandene om manglende agtpågivenhed.
- 70.
- Sagsøgernes advokat drøftede ganske vist sagen med Kommissionens tjenestegrene,
men de i den anfægtede beslutnings 16. og 22. betragtning indeholdte påstande var
ikke genstand for disse drøftelser. Sagsøgerne har som svar på et spørgsmål fra
Retten herom - uden at det er blevet bestridt af Kommissionen - anført, at der
ikke under de nævnte drøftelser blev talt om, hvorvidt sagsøgerne eller
importørerne i almindelighed havde gjort sig skyldige i manglende agtpågivenhed
eller åbenlys forsømmelse.
- 71.
- Det følger heraf, at den anfægtede beslutning blev truffet efter en administrativ
procedure, hvorunder væsentlige formforskrifter blev tilsidesat.
- 72.
- Det første anbringende om en tilsidesættelse af retten til kontradiktion bør derfor
tiltrædes.
Det tredje anbringende om en tilsidesættelse af artikel 13 i forordning nr. 1430/79
Sagsøgernes og intervenientens argumenter
- 73.
- Sagsøgerne har gjort gældende, at Kommissionen har tilsidesat artikel 13 i
forordning nr. 1430/79 ved at antage, at der i det foreliggende tilfælde ikke forelå
»særlige forhold« i bestemmelsens forstand. Kommissionen tog ikke, da den traf
den anfægtede beslutning, tilstrækkeligt hensyn til sine egne grove fejl i forbindelse
med kontrollen med indførslerne inden for rammerne af Hilton-kontingentet og de
retlige konsekvenser heraf.
- 74.
- Da artikel 13 i forordning nr. 1430/79 er en generel billighedsklausul, bør
efteropkrævning af importafgifter begrænses til tilfælde, hvor en sådan opkrævning
er berettiget og forenelig med de grundlæggende retlige principper (Domstolens
dom af 1.4.1993, sag C-250/91, Hewlett Packard France, Sml. I, s. 1819, præmis 46).
Kommissionen råder ikke over nogen skønsmargen ved anvendelsen af artikel 13
(jf. for så vidt angår artikel 5, stk. 2, i forordning nr. 1697/79 Domstolens dom af
22.10.1987, sag 314/85, Foto-Frost, Sml. s. 4199, præmis 23).
- 75.
- Kommissionen havde pligt til at kontrollere indførslerne inden for rammerne af
Hilton-kontingentet. Denne forpligtelse fulgte bl.a. af
gennemførelsesforordningerne. I henhold til begge disse forordningers artikel 6, stk.
1, skulle medlemsstaterne således regelmæssigt give Kommissionen meddelelse om
de indførsler, der fandt sted inden for rammerne af Hilton-kontingentet. Kun
Kommissionen havde mulighed for at fastlægge, hvilken mængde Hilton beef der
faktisk blev indført, og kontrollere, at denne mængde ikke overskred kontingentet.
- 76.
- Sagsøgerne påberåber sig forsømmelser fra såvel Kommissionens som de
argentinske myndigheders side.
- Forsømmelser fra Kommissionens side
- 77.
- Sagsøgerne kritiserer bl.a. Kommissionen for, at den ikke i årets løb løbende
registrerede, hvilke mængder der kunne indføres inden for rammerne af Hilton-kontingentet, og at den ikke sammenlignede de regelmæssige meddelelser fra
medlemsstaterne om indførslerne af Hilton beef med oplysningerne fra de
argentinske myndigheder om udførslerne.
- 78.
- Endvidere tilstillede den ikke de nationale myndigheder navne og
underskriftsprøver for de personer, der var bemyndiget til at udstede
ægthedscertifikater, eller oplysninger om udførsler fra Argentina. Disse undladelser
forhindrede de nationale myndigheder i at foretage en effektiv kontrol af
ægthedscertifikaternes gyldighed i forbindelse med de omtvistede indførsler.
- 79.
- I øvrigt havde Kommissionen allerede i 1989 kunnet konstatere betydelige
overskridelser af kontingentet. Hvis den på daværende tidspunkt havde undersøgt
disse uregelmæssigheder, kunne man have forhindret, at der i 1991 og 1992 var
blevet indført for store mængder med forfalskede ægthedscertifikater.
- 80.
- Desuden har Kommissionen selv anerkendt, at der var mangler ved kontrollen med
kontingentet. Sagsøgerne har til støtte herfor bl.a. henvist til 1993-rapporten og et
notat af 8. april 1994 fra generaldirektøren for GD VI rettet til generaldirektøren
for GD XXI, hvori det anerkendes, at det gamle kontrolsystem var mangelfuldt.
- 81.
- Kommissionens forsømmelser medførte, at forfalskningerne kunne antage det nu
konstaterede omfang. De udgør et »særligt forhold« efter artikel 13 i forordning
nr. 1430/79.
- Forsømmelser fra de argentinske myndigheders side
- 82.
- Sagsøgerne gør gældende, at de argentinske myndigheder også har begået fejl i
forbindelse med overvågningen af og kontrollen med gennemførelsen af Hilton-kontingentet. De anvendte således formularer, der ikke var sikret mod
forfalskninger, ved udstedelsen af ægthedscertifikaterne, og de forsynede de
argentinske eksportører med blankoformularer. Desuden medførte
kompetenceoverførslen fra Junta Nacional de Carnes til Secretaría de Agricultura,
Ganadería y Pesca, at der i flere måneder var forvirring omkring disse
myndigheders respektive beføjelser og ansvarsområde, hvilket fremmede
uregelmæssighederne.
- 83.
- Kommissionen er ifølge sagsøgerne ansvarlig for de argentinske myndigheders
forsømmelser, idet den med kendskab til forholdene delegerede ansvaret for
forvaltningen af Hilton-kontingentet til disse myndigheder.
- 84.
- I modsætning til hvad Kommissionen gør gældende, er det ikke relevant at henvise
til artikel 904, litra c), i forordning nr. 2454/93 i det foreliggende tilfælde.
Sagsøgerne gør nemlig ikke kun gældende, at de i god tro fremlagde forfalskede
dokumenter. De påberåber sig også flere andre faktorer, herunder forsømmelser
fra Kommissionens side.
- 85.
- De omhandlede forfalskninger er ikke en normal erhvervsrisiko. Kommissionen
påberåber sig i denne forbindelse med urette Domstolens dom af 11. december
1980 i Acampora-sagen (sag 827/79, Sml. s. 3731). Den pågældende sag drejede sig
om en enkelt indførsel, hvorfor det ikke med rimelig kunne kritiseres, at
Kommissionen ikke opdagede de omhandlede uregelmæssigheder. I det
foreliggende tilfælde medførte Kommissionens forsømmelser derimod, at
forfalskningerne kunne finde sted i adskillige år. Derfor går de konstaterede
forfalskninger ud over en normal erhvervsrisiko.
- 86.
- Ifølge sagsøgerne forsøger Kommissionen i svarskriftet at tilføje nye grunde og/eller
at erstatte begrundelsen for den anfægtede beslutning med en ny begrundelse. Den
giver for det første i svarskriftet en ny retlig begrundelse angående betingelserne
for en afgiftsfritagelse i medfør af artikel 13 i forordning nr. 1430/79. For det andet
fremfører den nye kritikpunkter om, at sagsøgerne har gjort sig skyldige i åbenlys
forsømmelse i denne bestemmelses forstand. Eftersom disse påstande ikke er
indeholdt i den anfægtede beslutning, bør de afvises fra realitetsbehandling.
- 87.
- Hvad angår realiteten gør sagsøgerne gældende, at Kommissionen med urette
sidestiller begrebet »åbenlys forsømmelse« i artikel 13 i forordning nr. 1430/79 med
begrebet god tro i artikel 5, stk. 2, i forordning nr. 1697/79. De to bestemmelser
forfølger ganske vist samme formål, men de nævnte begreber er ikke identiske, idet
den første bestemmelse i hvert fald har et væsentligt større anvendelsesområde end
den anden (jf. i denne forbindelse Domstolens dom af 15.12.1983, sag 283/82,
Schoellershammer mod Kommissionen, Sml. s. 4219).
- 88.
- Sagsøgerne bestrider under alle omstændigheder, at der foreligger åbenlys
forsømmelse fra deres side. De var ikke i tvivl om, at ægthedscertifikaterne var
gyldige. De havde heller ikke grund til at nære tvivl herom, idet der ikke var nogen
tegn på uregelmæssigheder. Der var desuden ikke tale om et isoleret tilfælde, men
om forfalskninger i stort omfang. De virksomheder, der var involveret i
forfalskningerne, leverede ikke alene oksekød af høj kvalitet med forfalskede
ægthedscertifikater. For det meste leverede de også store mængder med gyldige
certifikater.
- 89.
- I modsætning til hvad Kommissionen gør gældende, havde sagsøgerne i realiteten
ingen mulighed for at tage forholdsregler eller træffe sikkerhedsforanstaltninger
over for deres medkontrahenter. Det var også umuligt for sagsøgerne, som har
hjemsted i Europa, at fastslå, hvem eksportørerne havde fået ægthedscertifikaterne
fra.
- 90.
- Selv om Kommissionen er i besiddelse af alle relevante dokumenter, har den intet
fremført til støtte for sin påstand om, at sagsøgerne ikke udviste den fornødne
agtpågivenhed.
- 91.
- Sagsøgerne konkluderer, at det ikke var berettiget at foretage efteropkrævning af
afgifterne, idet alle betingelserne for at anvende artikel 13 i forordning nr. 1430/79
var opfyldt. Den anfægtede beslutning bør derfor annulleres.
- 92.
- Det Forenede Kongerige har gjort gældende, at Kommissionen har begået en retlig
fejl ved at antage, at artikel 13 i forordning nr. 1430/79 ikke finder anvendelse,
subsidiært at den har anlagt en åbenbart urigtig vurdering ved udøvelsen af sin
skønsbeføjelse i henhold til den nævnte bestemmelse.
- 93.
- Den anfægtede beslutning er nødvendigvis mangelfuld, idet Kommissionen ikke tog
tilstrækkeligt hensyn til, at den selv havde bidraget til sagsøgernes problemer.
Begrundelsen og konklusionerne i den anfægtede beslutning er åbenbart forkerte,
idet Kommissionen i forhold til virksomhederne har ansvaret for, at bedrageri
afsløres, og da den har tilsidesat sine kontrolforpligtelser i henhold til
gennemførelsesforordningerne.
- 94.
- På baggrund af Kommissionens ansvar i forbindelse med overvågning og kontrol
af kontingentet og de forsømmelser, Kommissionen har gjort sig skyldig i i
forbindelse med udøvelsen af dette ansvar, er der ikke noget retligt grundlag for
at afslå afgiftsfritagelsen. Et sådant afslag rammer fuldstændigt uskyldige
virksomheder, hvilket er direkte i strid med det generelle billighedsformål med
artikel 13 i forordning nr. 1430/79.
Sagsøgtes argumenter
- 95.
- Kommissionen har anført, at den med rette antog, at de faktiske omstændigheder
i den foreliggende sag ikke udgør et særligt forhold, der begrunder en fritagelse for
importafgifterne.
- 96.
- Den har under henvisning til dommen i sagen Hewlett Packard France, a.st.
(præmis 46), og Domstolens dom af 14. maj 1996 i sagen Faroe Seafood m.fl.
(forenede sager C-153/94 og C-204/94, Sml. I, s. 2465, præmis 83) gjort gældende,
at betingelserne i artikel 13 i forordning nr. 1430/79 skal vurderes på baggrund af
artikel 5, stk. 2, i forordning nr. 1697/79.
- 97.
- Det følger heraf, at der kun er grundlag for en fritagelse for importafgifter, hvis alle
de tre betingelser i sidstnævnte bestemmelse er opfyldt, nemlig at afgifterne ikke
er blevet opkrævet som følge af en fejl fra de kompetente myndigheders side, at
debitor har handlet i god tro, dvs. ikke med rimelighed kunne forventes at have
opdaget den af de kompetente myndigheder begåede fejl, og at han i forbindelse
med toldangivelsen har overholdt samtlige bestemmelser i de gældende forskrifter
[jf. også toldkodeksens artikel 220, stk. 2, litra b)]. I modsætning til hvad sagsøgeren
gør gældende, kan de to nævnte bestemmelser generelt sidestilles, idet de forfølger
det samme formål (dommen i sagen Hewlett Packard France, a.st., præmis 46),
eller endog træde i stedet for hinanden (Rettens dom af 5.6.1996, sag T-75/95,
Günzler Aluminium, Sml. II, s. 497, præmis 55).
- 98.
- Disse betingelser må fortolkes restriktivt for at sikre en ensartet anvendelse af
fællesskabsretten (Domstolens dom af 27.6.1991, sag C-348/89, Mecanarte, Sml. I,
s. 3277, præmis 33).
- 99.
- For så vidt angår påstanden om en fejl fra de kompetente myndigheders side, gør
Kommissionen gældende, at de herom fremførte argumenter bør afvises, idet de
er fremført for første gang i replikken.
- 100.
- I øvrigt har de kompetente myndigheder ikke begået nogen fejl som omhandlet i
artikel 5, stk. 2, i forordning nr. 1697/79. Debitors berettigede forventning nyder
kun beskyttelse, såfremt de kompetente myndigheder selv har skabt det grundlag,
hvorpå hans forventning hvilede. Fejlen skal kunne tilskrives de kompetente
myndigheders aktive adfærd (ovennævnte domme i sagerne Hewlett Packard
France, præmis 16, Faroe Seafood m.fl., præmis 91, og Mecanarte, præmis 23).
Dette er ikke tilfældet, når de kompetente myndigheder bliver vildledt af urigtige
angivelser fra eksportøren, hvis gyldighed de ikke skal kontrollere eller tage stilling
til.
- 101.
- Denne antagelse følger også af artikel 4, stk. 2, litra c), i forordning nr. 3799/86 og
artikel 904, litra c), i forordning nr. 2454/93. Det fremgår af disse bestemmelser, at
det ikke i sig selv udgør en særlig omstændighed, der begrunder en fritagelse, at
der i god tro fremlægges forfalskede dokumenter. Det forhold, at de tyske
toldmyndigheder i første omgang accepterede ægthedscertifikaterne som gyldige,
kunne ikke skabe en berettiget forventning hos sagsøgerne (dommen i sagen Faroe
Seafood m.fl., a.st., præmis 93).
- 102.
- Ifølge Kommissionen fremgår det af retspraksis, at Fællesskabet ikke bør bære de
skadelige følger af ukorrekt adfærd hos borgernes leverandører, og at en påpasselig
erhvervsdrivende, der kender de gældende regler, samtidig med at han vurderer,
hvilket udbytte en handel med præferenceberettigede varer kan indbringe, må
kunne bedømme, hvilke risici der findes på det pågældende marked og indkalkulere
dem som normale ulemper i forbindelse med handelen (ovennævnte dom i sagen
Acampora, præmis 8). Sagsøgeren forsøger under påberåbelse af en forkert adfærd
fra Kommissionens tjenestegrenes side med urette at undgå konsekvenserne af
denne retspraksis.
- 103.
- Den af sagsøgerne rejste kritik kan ikke fjerne eller begrænse de erhvervsrisici,
selskaberne er udsat for (jf. også dommen i sagen Van Gend & Loos og
Expeditiebedrijf Wim Bosman mod Kommissionen, a.st., præmis 16 og 17).
Kontrolsystemet havde udelukkende til formål at sikre, at der kun blev givet
afgiftsfritagelse til kød, der blev importeret inden for rammerne af kontingentet. I
det omfang markedet for oksekød i Fællesskabet ikke var truet, havde en
kontingentoverskridelse ikke nødvendigvis medført, at Kommissionen straks skulle
træffe foranstaltninger i så henseende.
- 104.
- Kontrolsystemet havde navnlig ikke til formål at underrette de berørte
virksomheder eller endog beskytte dem mod eventuelt bedrageri, men derimod at
kontrollere, at kontingentet blev anvendt korrekt. Der påhvilede således ikke
Kommissionen nogen forpligtelser i forhold til de berørte virksomheder.
- 105.
- Den af Kommissionens tjenestegrene udviste adfærd i forbindelse med kontrollen
med udnyttelsen af Hilton-kontingentet, som sagsøgerne kritiserer, kan ikke
betragtes som et særligt forhold i de gældende reglers forstand. Kommissionen har
udtrykkeligt afvist, at den selv skulle have gjort det muligt at forfalske
ægthedscertifikaterne. Der er heller ingen årsagsforbindelse mellem Kommissionens
adfærd og importafgifternes opståen.
- 106.
- Over for det af sagsøgerne anførte om, at Kommissionens tjenestegrene ikke gjorde
alt for at forhindre uregelmæssigheder, har Kommissionen henvist til, at den ikke
skal påtage sig det økonomiske ansvar for forfalskninger, som måske kunne være
undgået, hvis de kompetente myndigheder hurtigere havde truffet mere indgribende
foranstaltninger. På næsten alle områder er der regler, der pålægger de
kompetente myndigheder visse kontrolforpligtelser. Risikoen for at blive udsat for
ulemper, som måske ikke var opstået, hvis kontrollen havde været fuldstændig
effektiv, bæres imidlertid altid af den pågældende virksomhed.
- 107.
- Endvidere blev Kommissionen i henhold til den dagældende ordning først ved
kalenderårets udgang blev underrettet om, hvor mange ægthedscertifikater de
argentinske myndigheder havde udstedt. Eventuelle kontingentoverskridelser kunne
derfor først konstateres hen imod slutningen af det pågældende år eller i
begyndelsen af det efterfølgende år, således at de ikke længere kunne forhindres.
- 108.
- Desuden var det ikke let at foretage en sammenligning. For det første skete
udførslerne ikke nødvendigvis samtidig med de argentinske myndigheders
meddelelse. For det andet var angivelsen af den planlagte importmedlemsstat i
certifikatet ikke bindende, hvorfor importen ofte skete til en anden medlemsstat
end den i certifikatet angivne.
- 109.
- Der var ganske vist tale om kontingentoverskridelser i 1989. Dette skyldtes
imidlertid forvekslinger med ægthedscertifikater for andre indførsler af kød. Da
Kommissionens tjenestegrene i 1993 blev gjort opmærksom på forfalskninger af
ægthedscertifikater, reagerede de øjeblikkeligt. De kan derfor ikke siges at have
gjort sig skyldige i alvorlige forsømmelser. I øvrigt var der kun tale om ubetydelige
overskridelser i 1991 og 1992.
- 110.
- Da der ikke er begået fejl fra de kompetente myndigheders side, er den første af
de tre betingelser i artikel 5, stk. 2, i forordning nr. 1697/79 ikke opfyldt.
- 111.
- Den anden betingelse, nemlig at debitor handlede i god tro, er heller ikke opfyldt.
Det gøres ganske vist i den anfægtede beslutning ikke gældende, at sagsøgerne har
gjort sig skyldige i en »åbenlys forsømmelse«, men der tales i beslutningen om
manglende agtpågivenhed (jf. 16. og 22. betragtning). Det fastslås således i den 22.
betragtning, at sagsøgerne ikke selv over for deres medkontrahenter og
mellemmænd i Argentina traf alle de nødvendige sikkerhedsforanstaltninger, og at
de navnlig ikke direkte kontrollerede, ad hvilke veje ægthedscertifikaterne var nået
frem til selskaberne.
- 112.
- Sagsøgerne var i betragtning af deres kendskab til kontingentsystemet og deres
erfaring inden for branchen fuldt ud i stand til at træffe foranstaltninger for at
forhindre, at der blev anvendt forfalskede ægthedscertifikater. De undlod at træffe
sådanne foranstaltninger, selv om de på baggrund af de økonomiske interesser, der
stod på spil, burde have været klar over risikoen for manipulationer. De støttede
sig i vidt omfang til mellemmænd i Argentina i forbindelse med deres transaktioner.
Det forhold, at der blev indskudt endnu en handelspartner mellem slagteriet og
importøren, burde således have fået sidstnævnte til at være mere påpasselig.
- 113.
- Ifølge Kommissionen kunne sagsøgerne have opdaget, at ægthedscertifikaterne var
forfalskede, hvis de havde undersøgt dem med den fornødne agtpågivenhed.
Sagsøgerne modtog de originale ægthedscertifikater. Hvis der var tvivl om deres
gyldighed, var selskaberne forpligtet til at skaffe sig vished om, at de var gyldige
(ovennævnte domme i sagerne Hewlett Packard France, præmis 24, og Faroe
Seafood m.fl., præmis 100).
- 114.
- Kommissionen konkluderer, at det her omhandlede anbringende bør forkastes, idet
betingelserne for en importafgiftsfritagelse i artikel 13 i forordning nr. 1430/79 ikke
var opfyldt i det foreliggende tilfælde, da de kompetente myndigheder ikke havdebegået fejl som omhandlet i artikel 5, stk. 2, i forordning nr. 1697/79, og da
sagsøgerne ikke handlede i god tro.
Rettens bemærkninger
- 115.
- Ifølge fast retspraksis er artikel 13 i forordning nr. 1430/79 en generel
billighedsklausul, der tager sigte på at dække andre tilfælde end de hyppigst
konstaterede i praksis, som ved udstedelsen af forordningen kunne gøres til
genstand for specielle bestemmelser (Domstolens dom af 12.3.1987, forenede sager
244/85 og 245/85, Cerealmangimi og Italgrani mod Kommissionen, Sml. s. 1303,
præmis 10, og af 18.1.1996, sag C-446/93, SEIM, Sml. I, s. 73, præmis 41). Artiklen
er bl.a. bestemt til at anvendes, når de omstændigheder, som karakteriserer
forholdet mellem den erhvervsdrivende og myndighederne, er sådanne, at det ikke
er rimeligt at påføre denne erhvervsdrivende et tab, som han normalt ikke ville
have lidt (Domstolens dom af 26.3.1987, sag 58/86, Coopérative agricole
d'approvisionnement des Avirons, Sml. s. 1525, præmis 22).
- 116.
- Kommissionen skal således vurdere alle de faktiske omstændigheder under ét med
henblik på at afgøre, om de udgør særlige forhold i den nævnte bestemmelses
forstand (jf. i samme retning Domstolens dom af 15.5.1986, sag 160/84, Oryzomyli
Kavallas m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 1633, præmis 16). Kommissionen råder
ganske vist over et skøn i denne forbindelse (dommen i sagen France-aviation mod
Kommissionen, a.st., præmis 34), men den skal ved udøvelsen heraf foretage en
reel afvejning af Fællesskabets interesse i at sikre, at toldbestemmelserne
overholdes, og den interesse, som importøren, der er i god tro, har i ikke at lide
tab, der går ud over de normale erhvervsrisici. Kommissionen kan derfor ved
undersøgelsen af, om fritagelsesansøgningen bør imødekommes, ikke nøjes med at
tage hensyn til importørernes adfærd. Den skal også vurdere, hvilken indflydelse
dens egen - evt. forkerte - adfærd har haft på den opståede situation.
- 117.
- Såfremt de to betingelser i artikel 13 i forordning nr. 1430/79, nemlig at der
foreligger særlige forhold og ikke er begået urigtigheder eller åbenlys forsømmelse
af den berettigede, er opfyldt, har debitor krav på godtgørelse af eller fritagelse for
importafgifterne, idet bestemmelsen ellers ville miste sin effektive virkning (jf. i
relation til anvendelsen af artikel 5, stk. 2, i forordning nr. 1697/79 Domstolens dom
i sagen Mecanarte, a.st., præmis 12, dom af 4.5.1993, sag C-292/91, Weis, Sml. I,
s. 2219, præmis 15, og i sagen Faroe Seafood m.fl., a.st., præmis 84).
- 118.
- Retten kan dermed ikke tiltræde Kommissionens synspunkt om, at der kun er
grundlag for en importafgiftsfritagelse, såfremt alle de tre betingelser i artikel 5,
stk. 2, i forordning nr. 1697/79 er opfyldt, nemlig at afgifterne ikke er blevet
opkrævet som følge af en fejl fra de kompetente myndigheders side, at debitor har
handlet i god tro, dvs. ikke med rimelighed kunne forventes at have opdaget den
af de kompetente myndigheder begåede fejl, og at han i forbindelse med
toldangivelsen har overholdt samtlige bestemmelser i de gældende forskrifter.
- 119.
- Domstolen har ganske vist fastslået, at artikel 13 i forordning nr. 1430/79 og artikel
5, stk. 2, i forordning nr. 1697/79 forfølger det samme formål, nemlig at begrænse
efteropkrævninger af import- eller eksportafgifter til tilfælde, hvor en sådan
opkrævning er berettiget, og hvor den er forenelig med et grundlæggende princip,
f.eks. princippet om beskyttelse af den berettigede forventning (dommen i sagen
Hewlett Packard France, a.st., præmis 46), men den anså ikke de to bestemmelser
for at være sammenfaldende.
- 120.
- Domstolen understregede blot, at betingelsen i artikel 5, stk. 2, i forordning
nr. 1697/79 om, at fejlen skulle kunne opdages, svarer til betingelsen i artikel 13 i
forordning nr. 1430/79 om urigtigheder eller åbenlys forsømmelse, således at
betingelserne ifølge sidstnævnte bestemmelse skal vurderes på baggrund af
betingelserne i artikel 5, stk. 2, i forordning nr. 1697/79.
- 121.
- Selv hvis de kompetente myndigheder ikke har begået fejl som omhandlet i artikel
5, stk. 2, i forordning nr. 1697/79, udelukker dette således ikke på forhånd, at den
berørte subsidiært kan påberåbe sig artikel 13 i forordning nr. 1430/79 og gøre
gældende, at der foreligger særlige forhold, der begrunder en
importafgiftsfritagelse.
- 122.
- Kommissionens opfattelse tager ikke hensyn til formålet med de to bestemmelser.
Mens artikel 5, stk. 2, i forordning nr. 1697/79 har til formål at beskytte
afgiftsskyldnerens berettigede forventning med hensyn til, at samtlige forhold, som
ligger til grund for afgørelsen om at foretage eller undlade efteropkrævning, er
korrekte (dommen i sagen Faroe Seafood m.fl., a.st., præmis 87), udgør artikel 13
i forordning nr. 1430/79, som fastslået ovenfor, en generel billighedsklausul. Artikel
13 ville miste sin karakter af en generel billighedsklausul, hvis betingelserne i artikel
5, stk. 2, altid skulle være opfyldt.
- 123.
- Ved undersøgelsen af, om Kommissionen anlagde en åbenbart urigtig vurdering ved
at antage, at betingelserne i artikel 13 i forordning nr. 1430/79 ikke var opfyldt i det
foreliggende tilfælde, skal der først tages stilling til den anden betingelse, nemlig
at der ikke er begået urigtigheder eller åbenlys forsømmelse af sagsøgerne, og
derefter til den første betingelse om, at der skal foreligge særlige forhold.
- Betingelsen om, at der ikke er begået urigtigheder eller åbenlys forsømmelse
- 124.
- Det er ikke i den anfægtede beslutning eller i Kommissionens skriftlige indlæg gjort
gældende, at sagsøgerne har begået urigtigheder eller åbenlys forsømmelse som
omhandlet i artikel 13 i forordning nr. 1430/79. Kommissionen har som svar på et
spørgsmål fra Retten under den mundtlige forhandling udtrykkeligt bekræftet, at
den ikke hævder, at sagsøgerne på nogen måde var impliceret i de omhandlede
forfalskninger.
- 125.
- I modsætning til hvad Kommissionen gør gældende, kan sagsøgerne end ikke siges
at have gjort sig skyldige i manglende agtpågivenhed i det foreliggende tilfælde.
- 126.
- Det fremgår for det første af sagens akter, at sagsøgerne, indtil Kommissionens
undersøgelser blev indledt i 1993 (jf. ovenfor, præmis 17), ikke havde kendskab til
forfalskningerne eller uregelmæssigheder ved ægthedscertifikaterne.
- 127.
- Hvad dernæst angår forfalskningsmetoden bemærkes, at der, som allerede fastslået
i Rettens dom af 19. februar 1998 i sagen Eyckeler & Malt mod Kommissionen
(sag T-42/96, Sml. II, s. 401, præmis 143 og 144), som regel blev udstedt to udgaver
af ægthedscertifikatet - med samme nummer - for en given eksport, og at begge
udgaver i overensstemmelse med artikel 4 i begge gennemførelsesforordningerne
var forsynet med en underskrift og et stempel, der tilsyneladende hidrørte fra det
samme kompetente udstedende organ, dvs. enten Junta Nacional de Carnes eller
Secretaría de Agricultura, Ganadería y Pesca.
- 128.
- I øvrigt viser en sammenligning af underskrifterne i de forskellige udgaver af et
givet certifikat, at de ved første øjekast er identiske eller i det mindste meget
ensartede.
- 129.
- Endelig indeholdt de to udgaver identiske angivelser med hensyn til dato og sted
for udstedelsen, den argentinske eksportør, modtageren i Fællesskabet og det skib,
der skulle benyttes til udførslen. Angivelserne i de to udgaver var kun forskellige
for så vidt angår den angivne vægt. I den udgave, der bar overskriften »duplicado«
og var bestemt for de argentinske myndigheder, var der angivet en væsentlig lavere
vægt end i det originale certifikat, der blev givet til importøren. Mens »duplicado«-udgaven indeholdt vægtangivelser i størrelsesordenen 600 til 2 000 kg, lå
vægtangivelsen i originalen, som svarede til de mængder, der faktisk blev
eksporteret til Fællesskabet, på omkring 10 000 kg. Det skal i denne forbindelse
bemærkes, at Hilton beef i den omhandlede periode normalt blev transporteret i
containere med en kapacitet på ca. 10 000 kg.
- 130.
- Ifølge Kommissionens sammenfattende rapport blev forfalskningen af
dokumenterne »gjort lettere ved, at formularsættene ikke på forhånd var
nummererede, at der ikke blev taget hensyn til antallet af formularer, og at
eksportørerne selv udfyldte dem«. Hertil kommer ifølge 1993-rapporten, at der i
flere måneder efter, at kompetencen til at udstede ægthedscertifikaterne var blevet
overført fra Junta Nacional de Carnes til Secretaría de Agricultura, Ganadería y
Pesca (jf. ovenfor, præmis 16), ikke var klarhed omkring myndighedernes beføjelser
og de procedurer, der skulle følges, hvilket visse virksomheder benyttede sig af og
omgik de gældende regler.
- 131.
- Sagsakterne indeholder flere holdepunkter for, at den kompetente argentinske
myndighed udstedte et certifikat med et certifikatnummer for en lav vægt,
arkiverede dette certifikat og gav bestemte argentinske slagterier et certifikat med
samme nummer med stempler og underskrift uden mængdeangivelse. Slagterierne
kunne derefter angive større mængder svarende til de faktisk udførte mængder.
Det konkluderes i øvrigt i den sammenfattende rapport, at ansatte ved
toldmyndighederne og de argentinske veterinærmyndigheder må have »lukket
øjnene« ved lastningen.
- 132.
- Under de foreliggende omstændigheder kan det ikke med rimelighed siges, at
sagsøgerne burde have opdaget de omhandlede forfalskninger, idet de ikke havde
mulighed for at foretage en sådan kontrol. Som det med rette er blevet gjort
gældende af sagsøgerne, kunne det ikke ses, at ægthedscertifikaterne var
forfalskede. Desuden indeholder sagsakterne ingen holdepunkter for, at sagsøgerne
havde grund til at nære tvivl om ægthedscertifikaternes gyldighed.
- 133.
- Endelig skal der knyttes to bemærkninger til de priser, sagsøgerne betalte for det
omtvistede kød.
- 134.
- For det første er det ubestridt, at de priser, der blev betalt for Hilton beef, på
grund af importafgiftsfritagelsen inden for rammerne af Hilton-kontingentet var
højere end priserne for oksekød uden ægthedscertifikat. Sagsøgerne har i denne
forbindelse - uden at det er blevet bestridt af Kommissionen - gjort gældende, at
prisforskellen mellem de to former for kød nogenlunde svarede til de afgifter, der
skulle betales ved import af andet oksekød end Hilton beef.
- 135.
- For det andet har Kommissionen heller ikke bestridt det af sagsøgerne anførte om,
at de priser, der blev betalt for det oksekød, som blev importeret med
ægthedscertifikater, der senere viste sig at være forfalskede, nogenlunde var de
samme som dem, der blev betalt for Hilton beef med gyldige ægthedscertifikater.
- 136.
- Disse konstateringer dokumenterer, at sagsøgerne var i god tro i forbindelse med
de omtvistede indførsler.
- 137.
- Eftersom sagsøgerne indgik deres købsaftaler og gennemførte de omtvistede
indførsler i overensstemmelse med almindelig handelsbrug, måtte Kommissionen
bevise, at de havde gjort sig skyldige i åbenlys forsømmelse.
- 138.
- Kommissionen har imidlertid end ikke forsøgt at føre et sådant bevis. Som svar på
et spørgsmål fra Retten på dette punkt under den mundtlige forhandling har den
blot gentaget de i den anfægtede beslutning indeholdte påstande om, at sagsøgerne
ikke havde udvist den fornødne agtpågivenhed, idet de ikke over for deres
medkontrahenter og mellemmænd i Argentina traf alle de nødvendige
sikkerhedsforanstaltninger og ikke direkte kontrollerede, hvorledes
ægthedscertifikaterne var nået frem til selskaberne.
- 139.
- Det må herefter konkluderes, at sagsøgernes adfærd hverken udgør manglende
agtpågivenhed eller urigtigheder eller åbenlys forsømmelse som omhandlet i artikel
13 i forordning nr. 1430/79.
- Betingelsen om, at der skal foreligge særlige forhold
- 140.
- I henhold til de gældende regler og efter fast retspraksis udgør det ikke i sig selv
et særligt forhold, der kan begrunde en importafgiftsfritagelse, at der for varer, der
er angivet til overgang til fri omsætning, med henblik på indrømmelse af
præferencetoldbehandling, og endog i god tro, fremlægges dokumenter, som senere
viser sig at være forfalskede [artikel 4, stk. 2, litra c), i forordning nr. 3799/86,
artikel 904, litra c), i forordning nr. 2454/93 og de ovennævnte domme i sagerne
Van Gend & Loos og Expeditiebedrijf Wim Bosman mod Kommissionen, præmis
16, Acampora, præmis 8, samt Domstolens dom af 17.7.1997, sag C-97/95, Pascoal
& Filhos, Sml. I, s. 4209, præmis 57-60].
- 141.
- I det foreliggende tilfælde gør sagsøgerne imidlertid ikke kun gældende, at de i
forbindelse med de omtvistede indførsler i god tro fremlagde forfalskede
dokumenter. De støtter i første række deres ansøgninger om fritagelse på, at
navnlig Kommissionen har gjort sig skyldige i alvorlige forsømmelser i forbindelsemed kontrollen med anvendelsen af Hilton-kontingentet, hvilket gjorde det lettere
at foretage de pågældende forfalskninger.
- 142.
- I modsætning til hvad Kommissionen gør gældende, er de ovennævnte
bestemmelser således ikke til hinder for en importafgiftsfritagelse.
- 143.
- I medfør af traktatens artikel 155 og princippet om god forvaltningsskik havde
Kommissionen pligt til at sikre, at Hilton-kontingentet blev anvendt korrekt, og
kontrollere, at det ikke blev overskredet (jf. i samme retning Domstolens dom af
15.1.1987, sag 175/84, Krohn mod Kommissionen, Sml. s. 97, præmis 15).
- 144.
- Denne kontrolforpligtelse fulgte også af gennemførelsesforordningerne. I begge
disse forordningers artikel 6, stk. 1, hedder det således: »For hver periode på ti
dage giver medlemsstaterne senest 14 dage efter den pågældende periode
Kommissionen meddelelse om de mængder af de i artikel 1 omhandlede produkter,
der er overgået til fri omsætning, specificeret efter oprindelsesland og KN-kode.«
Et sådant krav ville ikke have nogen mening, hvis det ikke var forbundet med en
pligt for Kommissionen til at kontrollere, at kontingentet blev anvendt korrekt.
- 145.
- Desuden fremgår det af de dokumenter, Kommissionen har fremlagt efter Rettens
anmodning, at de argentinske myndigheder i 1991 og 1992 regelmæssigt tilstillede
Kommissionen lister over de ægthedscertifikater, der var udstedt inden for de
seneste ti dage, med angivelse af bl.a. certifikatets nummer, den argentinske
eksportør, modtageren i Fællesskabet og de eksporterede mængders nettovægt. De
argentinske myndigheder tilstillede ligeledes Kommissionen navne og
underskriftsprøver for de argentinske tjenestemænd, der var bemyndiget til at
underskrive ægthedscertifikaterne.
- 146.
- Kommissionen var således den eneste, der rådede over de nødvendige oplysninger
for at foretage en effektiv kontrol med udnyttelsen af Hilton-kontingentet. I en
sådan situation måtte den så meget mere have pligt til at kontrollere, at
kontingentet blev anvendt korrekt.
- 147.
- Det kan på baggrund af sagens akter konstateres, at kontrollen med anvendelsen
af Hilton-kontingentet i den omhandlede periode var behæftet med alvorlige
mangler, som må tilskrives Kommissionen.
- 148.
- For det første kontrollerede Kommissionen i 1991 og 1992 ikke regelmæssigt og
effektivt de af de argentinske myndigheder fremsendte oplysninger om de
eksporterede mængder inden for rammerne af kontingentet og de udstedte
ægthedscertifikater i forhold til de tilsvarende oplysninger, medlemsstaterne
tilstillede Kommissionen. Hvis Kommissionen havde foretaget en sådan kontrol,
kunne bedrageriet formentlig være blevet opdaget meget tidligere.
- 149.
- Kommissionen foretog reelt kun en overfladisk og ufuldstændig kontrol af
indførslerne.
- 150.
- Kommissionen sammenfattede således først de modtagne oplysninger i nogle lister,
der blev udarbejdet i begyndelsen af det følgende år, hvorfor mængdeforskelle og
eventuelle overskridelser først kunne konstateres på dette tidspunkt. Den kunne
derfor ikke i løbet af et givet år underrette medlemsstaterne om en eventuel fuld
udnyttelse af kontingentet for det pågældende år.
- 151.
- Der var desuden kun tale om håndskrevne lister. Hvis Kommissionen havde
behandlet oplysningerne ved hjælp af edb, kunne den have foretaget en meget
mere effektiv kontrol. Den kunne også uden større vanskeligheder have løst de
problemer, der var forbundet med, at angivelserne af den planlagte
importmedlemsstat i ægthedscertifikaterne ikke var bindende, hvorfor en eksport
kunne ske til en anden medlemsstat end den i certifikatet angivne.
- 152.
- For det andet undlod Kommissionen at tilstille medlemsstaterne underskriftsprøver
for de argentinske tjenestemænd, der var bemyndiget til at underskrive
ægthedscertifikaterne, eller at offentliggøre dem i De Europæiske Fællesskabers
Tidende. De nationale myndigheder blev dermed afskåret fra et redskab, som kunne
være effektivt med henblik på at opdage forfalskninger rettidigt.
- 153.
- For det tredje reagerede Kommissionen ikke på tidligere konstaterede
overskridelser af Hilton-kontingentet.
- 154.
- Det fremgår af den sammenfattende rapport, at det på baggrund af den
undersøgelse, der blev gennemført i Argentina i 1993, kunne konstateres, at der i
1991 og 1992 var blevet fremlagt mere end 460 forfalskede ægthedscertifikater. Der
blev således i disse to år indført 4 500 tons oksekød til Fællesskabet med falske
certifikater. De ikke-opkrævede afgifter herpå beløber sig til ca. 18 mio ECU.
- 155.
- Det er ubestridt, at Kommissionen allerede i 1989 havde konstateret overskridelser
i et lignende omfang. Som det fremgår af dommen i sagen Eyckeler & Malt mod
Kommissionen, a.st., præmis 178, har Kommissionen anerkendt, at Hilton-kontingentet alene i dette år var blevet overskredet med mere end 3 000 tons.
- 156.
- At Kommissionen ikke reagerede på konstateringen heraf, udgør en alvorlig
forsømmelse fra institutionens side. Den burde på baggrund af de konstaterede
uregelmæssigheder have indset, at det var nødvendigt at foretage en mere grundig
kontrol. Den burde allerede på daværende tidspunkt have iværksat undersøgelser
med henblik på at få fastlagt de nøjagtige årsager til overskridelserne.
- 157.
- Hvis Kommissionen i rette tid havde truffet nogle mere effektive
kontrolforanstaltninger med henblik på at løse problemerne i forbindelse med de
i 1989 konstaterede kontingentoverskridelser, ville de i 1991 og 1992 foretagne
forfalskninger sandsynligvis ikke kunne have fået det senere konstaterede omfang
svarende til ca. 10% af Hilton-kontingentet. Endvidere havde virksomhedernes tab
således med sikkerhed kunnet begrænses.
- 158.
- Det forhold, at der ikke blev indført et effektivt kontrolsystem, medførte sammen
med de andre konstaterede forsømmelser med hensyn til kontrollen med Hilton-kontingentet, at forfalskningerne fortsat kunne finde sted og antage det i
forbindelse med nærværende sag konstaterede omfang.
- 159.
- Som fastslået ovenfor (jf. præmis 134), var markedsprisen for Hilton beef med et
gyldigt ægthedscertifikat normalt væsentligt højere end prisen for kød uden et
sådant certifikat. Prisforskellen skyldtes, at der for oksekød, der blev importeret
uden for Hilton-kontingentet, skulle betales afgifter på ca. 10 DEM pr. kg (jf.
ovenfor, præmis 10).
- 160.
- De priser, sagsøgerne betalte for det oksekød, der blev importeret med forfalskede
ægthedscertifikater, var nogenlunde de samme som dem, der blev forlangt for
Hilton beef med gyldige certifikater, hvilket Kommissionen ikke har bestridt (jf.
også ovenfor, præmis 135).
- 161.
- Sagsøgerne gør på denne baggrund gældende, at de som følge af den højere pris
for Hilton beef i økonomisk henseende i forbindelse med de omtvistede indførsler
allerede har betalt en pris, der stort set indeholder den omtvistede importafgift,
hvilket Kommissionen ikke bestrider.
- 162.
- En afgiftspligtig virksomheds forventning om gyldigheden af et ægthedscertifikat,
som i forbindelse med en senere kontrol viser sig at være forfalsket, er ganske vist
normalt ikke beskyttet i henhold til fællesskabsretten, idet et sådant forhold er en
erhvervsrisiko (ovennævnte domme i sagerne Van Gend & Loos og
Expeditiebedrijf Wim Bosman mod Kommissionen, præmis 17, Acampora, præmis
8, Mecanarte, præmis 24, og Pascoal & Filhos, præmis 59 og 60).
- 163.
- I det foreliggende tilfælde kunne forfalskningerne imidlertid kun føre til betydelige
overskridelser af Hilton-kontingentet, fordi Kommissionen ikke opfyldte sin
forpligtelse til at kontrollere anvendelsen af kontingentet i 1991 og 1992. Under
disse omstændigheder lå forfalskningerne, som i øvrigt var udført meget
professionelt, uden for rammerne af den sædvanlige erhvervsrisiko, som sagsøgerne
i henhold til den i præmis 162 citerede retspraksis skal bære.
- 164.
- Da artikel 13 i forordning nr. 1430/79 er bestemt til at anvendes, når de
omstændigheder, som karakteriserer forholdet mellem den erhvervsdrivende og
myndighederne, er sådanne, at det ikke er rimeligt at påføre denne
erhvervsdrivende et tab, som han normalt ikke ville have lidt (dommen i sagen
Coopérative agricole d'approvisionnement des Avirons, a.st., præmis 22), finder
Retten på baggrund af ovenstående, at omstændighederne i det foreliggende
tilfælde udgør særlige forhold i den nævnte bestemmelses forstand og begrunder
en importafgiftsfritagelse.
- 165.
- Kommissionen anlagde således en åbenbart urigtig vurdering, da den antog, at den
mangelfulde kontrol med anvendelsen af Hilton-kontingentet under ingen
omstændigheder kunne udgøre særlige forhold.
- 166.
- Det følger heraf, at det tredje anbringende om en tilsidesættelse af artikel 13 i
forordning nr. 1430/79 - ligesom det første anbringende - må tiltrædes.
- 167.
- Den anfægtede beslutning bør herefter annulleres, uden at det er fornødent at tage
stilling til det andet, det fjerde og det femte anbringende om tilsidesættelse af
henholdsvis væsentlige formforskrifter, proportionalitetsprincippet og
begrundelsespligten.
Sagens omkostninger
- 168.
- I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 2, pålægges det den tabende part
at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Kommissionen
har tabt sagen og bør derfor dømmes til at betale sagens omkostninger i
overensstemmelse med sagsøgernes påstand herom.
- 169.
- Intervenienten, Det Forenede Kongerige, bærer sine egne omkostninger i medfør
af procesreglementets artikel 87, stk. 4, første afsnit.
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Første Afdeling)
1) Kommissionens beslutning af 26. januar 1996, rettet til
Forbundsrepublikken Tyskland, vedrørende en ansøgning om fritagelse for
importafgifter annulleres.
2) Kommissionen betaler sagens omkostninger.
3) Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland bærer sine egne
omkostninger.
VesterdorfMoura Ramos
Mengozzi
|
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 17. september 1998.
H. Jung
B. Vesterdorf
Justitssekretær
Præsident