RETTENS DOM (Femte Afdeling)
11. juli 1997(1)
[234s»Ændret ordning for olivenolie - ingen overgangsperiode - erstatningssøgsmål«[s
I sag T-267/94,
Oleifici Italiani SpA, Ostuni (Italien), ved advokaterne Piero A.M. Ferrari og
Massimo Merola, Rom, og advokat Antonio Tizzano, Napoli, og med valgt adresse
i Luxembourg hos advokat Alain Lorang, 51, rue Albert 1er,
sagsøger,
mod
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved juridisk konsulent Eugenio de
March, som befuldmægtiget, bistået af advokat Alberto Dal Ferro, Vicenza, og med
valgt adresse i Luxembourg hos Carlos Gómez de la Cruz, Kommissionens
Juridiske Tjeneste, Wagner-Centret, Kirchberg,
sagsøgt,
angående en påstand om erstatning for det tab, som sagsøgeren påstår at have lidt
som følge af manglen på overgangsforanstaltninger i Kommissionens forordning
(EØF) nr. 1429/92 af 26. maj 1992 om ændring af forordning (EØF) nr. 2568/91
om kendetegnene for olivenolie og olivenpresserester og de i den forbindelse
anvendte metoder (EFT L 150, s. 17),
har
DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABERS RET I FØRSTE INSTANS
(Femte Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, R. García-Valdecasas, og dommerne J. Azizi og
M. Jaeger,
justitssekretær: fuldmægtig A. Mair,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter mundtlig forhandling den 4.
februar 1997,
afsagt følgende
Dom
De relevante forordninger
- Ved forordning nr. 136/66/EØF af 22. september 1966, som er blevet ændret flere
gange siden, oprettede Rådet en fælles markedsordning for fedtstoffer (EFT 1965-1966, s. 193, herefter »forordning nr. 136/66«). I forordningens artikel 35a, der blev
indført ved Rådets forordning (EØF) nr. 1915/87 af 2. juli 1987 (EFT L 1983, s. 7,
herefter »forordning nr. 1915/87«), er det bestemt, at de i artikel 1 omhandlede
produkter, herunder olier, kun kan bringes i handel i Fællesskabet på visse
betingelser.
- Kommissionens forordning (EØF) nr. 2568/91 af 11. juli 1991 om kendetegnene for
olivenolie og olie af olivenpresserester og de i den forbindelse anvendte metoder
(EFT L 248, s, 1, herefter »forordning nr. 2568/91«) indeholder i artikel 1, stk. 2,
en angivelse af de kendetegn, som bomolie skal besidde. Uden for forordningens
anvendelsesområde er udtrykkeligt holdt olivenolie, der er aftappet inden datoen
for forordningens ikrafttræden, og som bringes i handelen inden den 31. oktober
1992.
- Den i sagen anfægtede forordning er Kommissionens forordning (EØF) nr. 1429/92
af 26. maj 1992 om ændring af forordning (EØF) nr. 2568/91 om kendetegnene for
olivenolie og olivenpresserester og de i den forbindelse anvendte metoder (EFT L
150, s. 17, herefter »forordning nr. 1429/92«), der trådte ikraft den 5. juni 1992.
Kommissionen ændrede ved denne retsakt bilagene til forordning nr. 2568/91, der
fastlægger de kendetegn, som de forskellige slags olivenolie skal besidde, og navnlig
højesteindholdet af transisomerer. Efter ikrafttrædelsen af forordning nr. 1429/92
har olier med et indhold af transisomerer herover ikke mere kunnet bringes på
markedet i Fællesskabet. Imidlertid indførte Kommissionen »for ikke at påføre
handelen skade« en adgang til i en begrænset periode at afsætte olie aftappet før
denne forordnings ikrafttræden (anden betragtning til forordning nr. 1429/92). Den
bestemte derfor, at olivenolier, der var aftappet før forordningens ikrafttræden, dvs.
den 5. juni 1992, og som var bragt i handelen senest den 31. oktober 1992, ikke var
omfattet af forordningens anvendelsesområde (artikel 2, andet afsnit, i forordning
nr. 1429/92).
Faktiske omstændigheder og retsforhandlinger
- Det sagsøgende selskab indførte i juli 1991 6 500 tons bomolie fra Tunesien. For
at man kunne få fordel af proceduren for aktiv forædling, blev olien fra den 29.
oktober 1991 i flere omgange indført med midlertidig toldfritagelse med henblik på
raffinering af den. Da det var umuligt at sælge den hurtigt, blev en vis mængde
uaftappet olivenolie lagt på toldoplag fra den 1. april 1992. 920 tons blev derefter
genudført til tredjelande.
- Da forordning nr. 1429/92 trådte i kraft, kunne den olie, der befandt sig på
toldoplag, ikke længere som sådan afsættes i fællesmarkedet, da den ikke længere
var i overensstemmelse med de nye kriterier, der var blevet indført ved forordning
nr. 1429/92.
- Ved skrivelse af 21. december 1993 anmodede det sagsøgende selskab sagsøgte om
for selskabets vedkommende at vedtage en afgørelse om erstatning for den skade,
der var forvoldt selskabet ved forordning nr. 1429/92. Selskabet meddelte også
Kommissionen, at det agtede at rejse passivitetssøgsmål, såfremt en løsning ikke
kunne findes.
- Sagsøgte udarbejdede derefter et forslag til forordning om ændring med
tilbagevirkende gyldighed af forordning nr. 1429/92, således at forordningen
derefter ikke fandt anvendelse på de partier olivenolie, der var indført efter
reglerne om midlertidig toldfritagelse, såfremt toldbehandlingen af dem var endeligt
afsluttet inden den 31. december 1994.
- Ved skrivelse af 20. januar 1994 meddelte det sagsøgende selskab sagsøgte, at det
ikke ville anlægge sag, såfremt de påtænkte foranstaltninger kunne træde i kraft
i rimelig god tid.
- Den 29. april 1994 var forslaget til forordning endnu ikke blevet optaget på
Forvaltningskomitéens dagsorden. Ved skrivelse af samme dato opfordrede det
sagsøgende selskab i medfør af EF-traktatens artikel 175 formeligt sagsøgte til at
træffe foranstaltninger for at erstatte selskabet det tab, det havde lidt som følge af
vedtagelsen af forordning nr. 1429/92.
- Ved skrivelse af 5. maj 1994 meddelte sagsøgte det sagsøgende selskab, at
institutionen ikke kunne påtage sig noget ansvar for de påståede tab, og at
afsætningen af den pågældende olie skulle ske i overensstemmelse med de
gældende regler.
- Det sagsøgende selskab har anlagt nærværende sag ved stævning indleveret den 18.
juli 1994.
- Ved skrivelse af 13. februar 1995 meddelte sagsøgte det italienske
Finansministerium, at det var de nationale myndigheder, der havde kompetencen
til eventuelt at give tilladelse til salget af den omhandlede olie.
- Efter at de italienske myndigheder havde givet en sådan tilladelse, udførte det
sagsøgende selskab i løbet af 1995 og 1996 størstedelen af den olivenolie, der lå på
toldoplag, til tredjelande.
- På grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Femte Afdeling)
besluttet at indlede den mundtlige forhandling og at træffe foranstaltninger med
henblik på sagens tilrettelæggelse i medfør af procesreglementets artikel 64, idet
den har anmodet parterne om skriftligt inden datoen for det fastsatte retsmøde at
besvare visse spørgsmål.
- Repræsentanter for parterne har afgivet mundtlige indlæg og besvaret spørgsmål
fra Retten i retsmødet den 4. februar 1997.
Parternes påstande
- Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:
- Det fastslås i medfør af traktatens artikel 175, at sagsøgte har gjort sig
skyldig i en retsstridig undladelse ved ikke for det sagsøgende selskab at
udstede de særlige retsakter, hvormed den skade, dette selskab har lidt som
følge af forordning nr. 1429/92, kan afhjælpes.
- Sagsøgte tilpligtes i medfør af traktatens artikel 178 og 215 at erstatte det
tab, sagsøgeren har lidt som følge af undladelsen af i forordning nr. 1429/92
at indføre en overgangsordning for uaftappet olivenolie, der er lagt på
toldoplag, hvilket tab fastsættes til 18 473 mio. LIT, svarende til
indkøbsprisen for den i sagen omhandlede olivenolie med tillæg af renter
samt oplagrings-, forsikrings- og raffineringsomkostninger (16 083 mio. LIT),
samt tabt fortjeneste som følge af, at varerne ikke har kunnet afsættes
(2 359 mio. LIT).
- Sagsøgte tilpligtes at afholde sagens omkostninger.
- Sagsøgeren har ved skrivelse af 16. september 1996 nedsat erstatningskravet til
7 345 mio. LIT, der varer til oplagringsomkostninger med tillæg af renter samt
omkostninger i forbindelse med sikkerhedsstillelse.
- Det sagsøgende selskab har i retsmødet frafaldet påstanden om retsstridig
passivitet.
- Sagsøgte har nedlagt følgende påstande:
- Frifindelse for sagsøgerens påstande i henhold til traktatens artikel 178 og
215.
- Sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Erstatningssøgsmålet
- Det bemærkes indledningsvis, at efter fast retspraksis forudsætter ansvar for
Fællesskabet, at sagsøgeren beviser, at den adfærd, der lægges den berørte
institution til last, har været retsstridig, at der foreligger et virkeligt tab, og at der
er årsagssammenhæng mellem denne adfærd og det påståede tab (Domstolens dom
af 29.9.1982, sag 26/81, Oleifici Mediterranei mod EØF, Sml. s. 3057, præmis 16,
og Rettens dom af 13.12.1995, forenede sager T-481/93 og T-484/93, Exporteurs in
Levende Varkens m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 2941, præmis 80, af
11.7.1996, sag T-175/94, International Procurement Services mod Kommissionen,
Sml. II, s. 729, præmis 44, og af 16.10.1996, sag T-336/94, Efisol mod
Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 30).
- Såfremt den kritiserede adfærd består i en fællesskabsinstitutions undladelse, kan
denne kun begrunde ansvar for Fællesskabet, såfremt den pågældende institution
ikke har overholdt en i en fællesskabsretlig bestemmelse fastsat retlig forpligtelse
til at handle (jf. eksempelvis Domstolens dom af 15.9.1994, sag C-146/91, KYDEP
mod Rådet og Kommissionen, Sml. I, s. 4199, præmis 58).
- Når der er tale om generelle retsakter, kan Fællesskabet kun ifalde ansvar, såfremt
der foreligger en krænkelse af en højere retsregel til beskyttelse af private. Hvis
institutionen har udstedt retsakten under udøvelsen af en vid skønsbeføjelse, kræves
det desuden - for at Fællesskabet kan ifalde erstatningsansvar - at overtrædelsen
er tilstrækkelig kvalificeret, dvs. at den er åbenbar og grov (jf. Domstolens dom af
2.12.1971, sag 5/71, Schöppenstedt mod Rådet, Sml. s. 275, org. ref.: Rec. s. 975,
præmis 11, af 25.5.1978, forenede sager 83/76 og 94/76, 4/77, 15/77 og 40/77, HNL
m.fl. mod Rådet og Kommissionen, Sml. s. 1209, præmis 6, af 19.5.1992, forenede
sager C-104/89 og C-37/90, Mulder m.fl. mod Rådet og Kommissionen, Sml. I, s.
3061, præmis 12, og Rettens dom af 6.7.1995, sag T-572/93, Odigitria mod Rådet
og Kommissionen, Sml. II, s. 2025, præmis 34, og ovennævnte dom Exporteurs in
Levende Varkens m.fl. mod Kommissionen, præmis 81).
- Retten skal først undersøge, om det sagsøgende selskab har påvist en retsstridig
adfærd fra sagsøgtes side.
Den påståede retsstridige adfærd
- Det sagsøgende selskab har for det første stillet sig tvivlende med hensyn til, om
forordning nr. 1429/92 kan anses for en generel retsakt, der bygger på et
økonomisk-politisk valg, men har imidlertid gjort gældende, at de kriterier, som er
fastlagt i Fællesskabets retsinstansers praksis vedrørende ansvar for Fællesskabet
i forbindelse med en generel retsakt, under alle omstændigheder er opfyldt i det
foreliggende tilfælde (jf. præmis 22).
- Sagsøgte har, ved at undlade indsættelse i den anfægtede forordning af
bestemmelser om en overgangsperiode for uaftappet olivenolie på toldoplag,
tilsidesat forbuddet mod forskelsbehandling, proportionalitetsprincippet, princippet
om beskyttelse af den berettigede forventning og princippet om beskyttelse af
velerhvervede rettigheder.
1. Tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning
Parternes argumenter
- Det sagsøgende selskab har gjort gældende, at sagsøgte har tilsidesat princippet om
beskyttelse af den berettigede forventning af to grunde. For det første er forordning
nr. 1429/92, som indeholder regler om overgangsperioden, hjemlet ved artikel 35a
i Rådets forordning nr. 136/66, der blev indført ved Rådets forordning nr. 1915/87
(jf. præmis 1). Forordning nr. 1915/87 trådte imidlertid i kraft fire måneder efter
forordningens vedtagelse. Desuden indeholdt de andre kommissionsforordninger,
hvori der udtrykkelig henvises til nævnte artikel 35a, også overgangsbestemmelser
for de forskellige typer olivenolie efter mønsteret i forordning nr. 1915/87 med
undtagelse af de forordninger, der vedrører detailhandelen, som f.eks.
Kommissionens forordning (EØF) nr. 1860/88 af 30. juni 1988 om fastsættelse af
særlige handelsnormer for olivenolie og om ændring af forordning (EØF) nr.
938/88 om særlige bestemmelser for afsætning af olivenolie med indhold af
uønskede stoffer (EFT L 166, s. 16). Forordning nr. 1429/92 adskiller sig således,
for så vidt som den ikke indeholder regler om en overgangsordning for uaftappet
olie, fra de andre nævnte forordninger og udgør derfor en tilsidesættelse af
princippet om beskyttelse af den berettigede forventning.
- For det andet fremgår det af praksis ved Fællesskabets retsinstanser, at det efter
princippet om beskyttelse af den berettigede forventning er påkrævet at undgå, at
erhvervsdrivende, der har foretaget store investeringer og endeligt over for det
offentlige har forpligtet sig til at gennemføre bestemte transaktioner, udsættes for,
at deres økonomiske interesser krænkes ved ikrafttrædelsen af regler, hvis
vedtagelse ikke kunne forudses. I sådanne tilfælde er de pågældende institutioner
derfor forpligtet til at vedtage en overgangsordning af hensyn til disse
erhvervsdrivendes interesser, medmindre vedtagelsen af en sådan ordning er
udelukket af tvingende grunde (Domstolens dom af 27.4.1978, sag 90/77, Stimming
mod Kommissionen, Sml. s. 995, præmis 6, af 16.5.1979, sag 84/78, Tomadini, Sml.
s. 1801, præmis 20, og af 11.7.1991, sag C-368/89, Crispoltoni, Sml. I, s. 3695,
præmis 21). I det foreliggende tilfælde foretog det sagsøgende selskab ikke blot en
investering for at indkøbe og raffinere olien, det forpligtede sig også uigenkaldeligtover for det offentlige ved at acceptere forskellige krav i forbindelse med
fortoldningen. Sagsøgte har imidlertid ikke påberåbt sig en overordnet offentlig
interesse, som kunne hindre vedtagelse af en overgangsordning. Rent faktisk har
sagsøgte ikke noget grundlag for at hævde, at en overgangsordning var udelukket
for at hindre svigagtigheder. Tilstedeværelsen af transisomerer betyder ikke
nødvendigvis, at der er tale om ulovlige transaktioner, den kan også være et
resultat af lovlige raffineringsprocesser. Desuden var den i sagen omhandlede olie
hele tiden efter indførslen under toldvæsenets kontrol.
- Sagsøgte har fremhævet den væsentlige forskel mellem forordning nr. 1915/87 og
forordning nr. 1429/92. For den første ændrede grundforordning nr. 136/66, bl.a.
ved indførelsen af artikel 35a. Forordning nr. 1429/92 indeholder derimod kun
bestemmelser til gennemførelse af grundforordningen. Forordning nr. 2568/91, der
var gældende dengang det sagsøgende selskab indførte olien, indeholdt lige så lidt
som forordning nr. 1429/92 en overgangsordning for uaftappet olie.
- Sagsøgte gør desuden gældende, at det sagsøgende selskab fra juli 1991 var bekendt
med, at Kommissionen agtede at vedtage forordning nr. 1429/92, som først trådte
i kraft den 5. juni 1992.
- Desuden ville indførelsen af en overgangsperiode for uaftappet olie have truet
gennemførelsen af hovedformålet med forordning nr. 1429/92, dvs. beskyttelsen af
oliens renhed. Muligheden for en vis tid efter forordning nr. 1429/92's ikrafttræden
at sælge en uaftappet olie, der ikke opfyldte forordningens renhedskriterier, ville
have øget den risiko for forfalskning, som netop skulle fjernes med forordningen.
- I øvrigt trådte den toldnomenklatur, der var afpasset efter forordning nr. 1429/92,
først i kraft den 19. februar 1993 for olie i transit til tredjelande, således at
forordning nr. 1429/92 først havde kunnet finde anvendelse fra denne dato, og det
sagsøgende selskab kunne derfor helt frit genudføre den i sagen omhandlede olie
under betegnelsen raffineret olivenolie indtil da.
Rettens bemærkninger
- Selv om princippet om beskyttelse af den berettigede forventning er et af
Fællesskabets grundlæggende principper, kan de erhvervsdrivende dog ikke have
nogen berettigede forventninger om opretholdelse af en bestående situation, som
Fællesskabets institutioner kan ændre ved beslutninger truffet inden for rammerne
af deres skøn på et område som de fælles markedsordninger, hvis formål netop
kræver en konstant tilpasning efter ændringer i den økonomiske situation (jf. bl.a.
Domstolens dom af 21.5.1987, forenede sager 133/85-136/85, Rau m.fl., Sml. s.
2289, præmis 18, og af 5.10.1994, forenede sager C-133/93, C-300/93 og C-362/93,
Crispoltoni m.fl., Sml. I, s. 4863, præmis 57). En erhvervsdrivende kan heller ikke
gøre gældende, at han har en velerhvervet rettighed eller blot en berettiget
forventning om opretholdelse af en bestående situation, som kan ændres ved
beslutninger truffet af fællesskabsinstitutionerne inden for rammerne af deres skøn
(Domstolens dom af 5.10.1994, sag C-280/93, Tyskland mod Rådet, Sml. I, s. 4973,
præmis 80).
- Det må ud fra de hermed beskrevne principper undersøges, om det sagsøgende
selskab i det foreliggende tilfælde kunne nære begrundede forhåbninger om, at der
ville blive indført en overgangsperiode for uaftappet olie.
- Det må først fastslås, at det sagsøgende selskab ikke kan støtte sit krav på, at
forordning nr. 1915/87 indeholder en bestemmelse, hvorefter forordningen træder
i kraft ca. fire måneder efter offentliggørelsen. For mens formålet med forordning
nr. 1915/87 var at tilpasse betegnelserne og definitionerne for olivenolie for at lette
afsætningen heraf, har forordning nr. 1429/92, som en foranstaltning til
gennemførelse af grundforordningen, til formål at ændre kendetegnene for
olivenolie for bedre at sikre renheden.
- Fællesskabets lovgivende myndighed kan - inden for rammerne af sine vide
skønsbeføjelser - ved fastlæggelsen af den fælles landbrugspolitik retmæssigt give
det formål, som består i bedre at sikre et bestemt produkts renhed, og dermed også
uden udtrykkelig angivelse heraf, forbrugerbeskyttelsen forrangen for det formål,
der eventuelt lå bag en tidligere forordning, og som var at lette afsætningen af
dette produkt.
- Den anfægtede forordning må hvad en eventuel overgangsperiode angår bedømmes
ved en sammenligning med forordning nr. 2568/91, som den ændrer, og som derfor
har den samme juridiske karakter som ændringsforordningen. Sidstnævnte
forordning indeholdt i lighed med forordning nr. 1429/92 kun regler om en
overgangsperiode for aftappet olivenolie.
- Desuden kunne det sagsøgende selskab som en fagkyndig virksomhed i sektoren
ikke være ubekendt med, at forordning nr. 1429/92 sandsynligvis ville blive vedtaget
efter datoen for indførslen af den omhandlede olie, og at indførslen tidsmæssigt
ville ligge i perioden inden denne forordnings ikrafttræden. I øvrigt har det i
retsmødet erkendt at være klar over, at de tekniske bestemmelser i forordning nr.
1429/92 var resultatet af tidligere internationale forhandlinger og var blevet
vedtaget af Det Internationale Olivenråd (COI), før sagsøgte tog dem i brug.
- For det andet må det fastslås, at den af det sagsøgende selskab påberåbte
retspraksis konkret er helt irrelevant. Det har for det første påberåbt sig
Domstolens dom af 26. juni 1990 (sag C-152/88, Sofrimport mod Kommissionen,
Sml. I, s. 2477), hvori Domstolen fastslog, at den pågældende institution havde
tilsidesat princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, idet den havde
truffet en beskyttelsesforanstaltning uden overhovedet under henvisning til
overordnede offentlige interesser at tage hensyn til situationen for de
erhvervsdrivende, herunder Sofrimport, hvis varer var undervejs til Fællesskabet,
skønt den ifølge en særlig bestemmelse var forpligtet hertil. Heroverfor står, at de
i det foreliggende tilfælde relevante forordninger ikke indeholder nogen særlig
bestemmelse, i henhold til hvilken sagsøgte skulle tage hensyn til den særlige
situation for erhvervsdrivende, der på tidspunktet for vedtagelsen af forordning nr.
1429/92 havde uaftappet olivenolie på toldoplag.
- Det sagsøgende selskab har desuden påberåbt sig Domstolens dom af 14. maj 1975
(sag 74/74, CNTA mod Kommissionen, Sml. s. 533, præmis 28-44) og den i præmis
27 nævnte dom Tomadini. I dommen CNTA mod Kommissionen fastslog
Domstolen, at CNTA, der havde fået udstedt eksportlicenser med forudfastsættelse
af eksportrestitutionsbeløbet, retmæssigt kunne nære tiltro til, at der for de
eksportforretninger, som selskabet bindende havde forpligtet sig til, ikke ville blive
indført nogen uventet ændring, som ville påføre det uundgåelige tab. I Tomadini-dommen fastlagde Domstolen indholdet af princippet om beskyttelse af den
berettigede forventning i tilfælde, hvor der foreligger en særlig ordning, der gør det
muligt for de erhvervsdrivende ved endeligt indgåede forretninger at sikre sig mod
virkningerne af ændrede gennemførelsesbestemmelser for en fælles ordning. I et
sådant tilfælde forbyder dette princip fællesskabsinstitutionerne at ændre den
pågældende lovgivning uden at vedtage overgangsregler, medmindre overordnede
offentlige interesser er til hinder herfor.
- Det sagsøgende selskab kan ikke i det foreliggende tilfælde henvise til bindende
indgåede forretninger, idet henlæggelse på toldoplag af et produkt kun er en etape
forud for dets afsætning. Ingen er forpligtet til at lade en vare forblive på toldoplag
efter én gang at have placeret den dér, og det kan derfor ikke anerkendes, at der
med henlæggelsen på toldoplag som hævdet af sagsøgeren er tale om en »endeligt
indgået forretning«.
- Det sagsøgende selskab har ikke påvist omstændigheder, hvoraf det følger, at der
har bestået en berettiget forventning, og anbringendet om tilsidesættelse af
princippet om beskyttelse af en sådan forventning skal derfor forkastes.
2. Overtrædelse af forbuddet mod forskelsbehandling
Parternes argumenter
- Det sagsøgende selskab har gjort gældende, at sagsøgte ved at indføre en
overgangsperiode for aftappet, men ikke for uaftappet olivenolie uden objektiv
begrundelse har stillet besidderne af uaftappet olie ringere end besidderne af
aftappet olie. Det formål at forhindre ulovligheder kan under alle omstændigheder
ikke begrunde denne forskellige behandling.
- Desuden har sagsøgte gjort sig skyldig i en ugrundet forskelsbehandling ved at stille
besidderne af uaftappet olivenolie, der er i fri omsætning, og besidderne af samme
slags olie, som har lagt denne på toldoplag, på samme måde. Ifølge det sagsøgende
selskab kan der nemlig ikke for den sidstnævnte olie blive tale om ulovligheder,
idet denne olie er under toldvæsenets kontrol.
- Efter sagsøgtes opfattelse er en forskellig behandling af henholdsvis aftappet og
uaftappet olivenolie objektivt begrundet i formålet med forordning nr. 1429/92, som
er at sikre olivenoliens renhed. For når olien har et højt indhold af transisomerer,
kan den lettere blandes med olie af ringere kvalitet. Sagsøgte har i en besvarelse
af det skriftlige spørgsmål, Retten har stillet den 15. januar 1997, samt i retsmødet
begrundet denne forskellige behandling med, at aftappet olie ikke kan forfalskes
så let som uaftappet olie. Såfremt sagsøgte havde vedtaget en bestemmelse om
adgang til at afsætte uaftappet olie i en overgangsperiode, ville der i længere tid
have bestået en risiko for forfalskning af denne olie. Således forholder det sig ikke
med aftappet olie, for aftapningen forhindrer enhver ulovlig ændring af kvaliteten.
Rettens bemærkninger
- Ifølge fast retspraksis er forbuddet mod forskelsbehandling et af fællesskabsrettens
grundlæggende principper (jf. nævnte dom Tyskland mod Rådet, præmis 67;
Rettens dom af 11.12.1996, sag T-521/93, Atlanta m.fl., endnu ikke trykt i Samling
af Afgørelser, præmis 46). Dette princip kræver, at ensartede situationer ikke
behandles forskelligt, medmindre en forskellig behandling er objektivt begrundet.
- Det skal i øvrigt påpeges, at fællesskabslovgiver på landbrugspolitikkens område
har en skønsfrihed, der modsvarer det politiske ansvar, som denne er tillagt ved
traktatens artikel 40-43 (den ovenfor nævnte dom Crispoltoni m.fl. af 5.10.1994,
præmis 42, Rettens dom af 13.7.1995, forenede sager T-466/93, T-469/93, T-473/93,
T-474/93 og T-477/93, O'Dwyer m.fl. mod Rådet, Sml. II, s. 2071, præmis 107 og
113). Det følger heraf, at en foranstaltning på området kun vil kunne kendes
ulovlig, såfremt den er åbenbart uhensigtsmæssig i forhold til det mål, som
vedkommende institution forfølger (nævnte dom O'Dwyer m.fl. mod Rådet, præmis
107).
- Den anfægtede forordning er jo et led i den fælles landbrugspolitik. Afgørelsen af,
om der foreligger forskelsbehandling, må derfor ske på grundlag af en undersøgelse
af, om forordningen behandler ensartede situationer forskelligt, og, i bekræftende
fald, om dette er objektivt begrundet, idet der herved må tages hensyn til sagsøgtes
vide skønsmæssige beføjelser med hensyn til den objektive begrundelse for en
eventuel forskelsbehandling.
- I den anfægtede forordnings artikel 2, stk. 2, sondres der mellem uaftappet
olivenolie og aftappet olivenolie, idet der kun for sidstnævnte olie fastsættes en
overgangsperiode. Som det fremgår af betragtningerne til forordningen, er dennes
formål først og fremmest at sikre olivenolies renhed. Det fremgår imidlertid af
sagen, at olien, såfremt den er blevet stærkt opvarmet, har et højt indhold af
transisomerer, hvilket gør det muligt at blande den med andre olier af ringere
kvalitet. Denne forfalskningsrisiko, der i princippet ikke består for aftappet olie
som følge af aftapningen, kan ikke udelukkes for uaftappet olivenolie, heller ikke
selv om denne befinder sig på toldoplag.
- Sagsøgte skulle kun have indsat en undtagelsesbestemmelse i den anfægtede
forordning, såfremt en anbringelse på toldoplag i medlemsstaterne gav sikkerhed
for, at det var umuligt at forfalske de således oplagrede uaftappede produkter. I
betragtning af sagsøgtes vide skønsbeføjelser bestod der kun en pligt for sagsøgte
til at indføre en sådan undtagelsesbestemmelse, såfremt det blev godtgjort, at det
var umuligt at forfalske den uaftappede olie, der var lagt på toldoplag i en
medlemsstat i Fællesskabet. Men fællesskabsbestemmelserne om toldoplag tager
først og fremmest sigte på fortoldning og kan derfor ikke fuldstændigt udelukke
muligheden for, at der begås ulovligheder eller disponeres over varerne på en
måde, som ikke har med fortoldningen at gøre.
- Da det ikke har kunnet udelukkes, at der bestod en risiko for forfalskning af
uaftappet olie, selv om denne var placeret på toldoplag, må det antages, at sagsøgte
på grundlag af sine vide skønsbeføjelser på det landbrugspolitiske område har
kunnet træffe foranstaltninger, hvorved oliens renhed bedre kunne sikres. Sagsøgte
har med henblik herpå retmæssigt kunnet undlade at vedtage en bestemmelse om,
at indehaverne af uaftappet olivenolie, der var anbragt på toldoplag, for at kunne
sælge denne olie skulle råde over en ekstra frist.
- Heraf følger, at anbringendet om overtrædelse af forbuddet mod
forskelsbehandling skal forkastes.
3. Tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet
Parternes argumenter
- Det sagsøgende selskab har under henvisning til Domstolens dom af 11. juli 1989
(sag 265/87, Schräder, Sml. s. 2237, præmis 21) gjort gældende, at sagsøgte ved ikke
at vedtage bestemmelser om en overgangsperiode for uaftappet olivenolie har skabt
en hindring for handelen, som er uforholdsmæssig i forhold til det formål at sikre
oliens renhed og samtidig tilføje handelen mindst mulig skade. Den olie, der stod
under toldvæsenets kontrol, kunne under alle omstændigheder ikke forfalskes, og
nødvendigheden af at hindre ulovligheder har derfor ikke kunnet begrunde, at der
ikke for dets vedkommende blev tale om en overgangsordning.
- Sagsøgte har anført, at nødvendigheden af at hindre ulovligheder udelukkede
enhver mulighed for at træffe overgangsforanstaltninger for uaftappet olie. I den
foreliggende sag var det sagsøgende selskab ikke nødt til som sagsøgeren Schräder
i nævnte dom af samme navn at bære økonomiske byrder.
Rettens bemærkninger
- Ifølge Domstolens praksis er det ved afgørelsen af, om en fællesskabsbestemmelse
er i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, afgørende, om de midler,der bringes i anvendelse, er egnede til at virkeliggøre det tilstræbte mål og ikke går
ud over, hvad der er nødvendigt for at virkeliggøre dette (Domstolens dom af
11.3.1987, forenede sager 279/84, 280/84, 285/84 og 286/84, Rau m.fl. mod
Kommissionen, Sml. s. 1069, præmis 34, og af 9.11.1995, sag C-426/93, Tyskland
mod Rådet, Sml. I, s. 3723, præmis 42).
- Som tidligere nævnt (præmis 46) vil en foranstaltning på landbrugsområdet kun
kunne kendes ulovlig, såfremt den er åbenbart uhensigtsmæssig i forhold til det
mål, som vedkommende institution forfølger.
- I det foreliggende tilfælde betyder det sagsøgende selskabs anbringende, at sagsøgte
kritiseres for at have prioriteret formålet at sikre oliens renhed, der betones i
anden betragtning til den anfægtede forordning, i forhold til det formål ikke at
påføre handelen skade, som er nævnt i tredje betragtning til den anfægtede
forordning.
- Der skal i den forbindelse henvises til Domstolens praksis, hvorefter
fællesskabsinstitutionerne ved forfølgelsen af den fælles landbrugspolitiks mål til
stadighed skal sørge for at udjævne en eventuel indbyrdes modstrid mellem disse
mål betragtet særskilt, samt, om nødvendigt, give det ene eller det andet af dem
midlertidig forrang, hvis de økonomiske forhold eller omstændigheder, med henblik
på hvilke de træffer afgørelse, kræver det (Domstolens dom af 20.9.1988, sag
203/86, Spanien mod Rådet, Sml. s. 4563, præmis 10, og af 19.3.1992, sag C-311/90,
Hierl, Sml. I, s. 2061, præmis 13).
- Heraf følger, at sagsøgte i det foreliggende tilfælde har kunnet afveje de
modstående interesser og give renhedsformålet, der navnlig tager sigte på
forbrugerbeskyttelse, forrangen. Det sagsøgende selskab har ikke i den forbindelse
godtgjort, at sagsøgtes argumentation har været åbenbart fejlagtig, eller at sagsøgte
har overskredet grænserne for sit skøn på området. Det sagsøgende selskab har
heller ikke godtgjort, at de foranstaltninger, sagsøgte traf, har udgjort en hindring
for handelen eller i det mindste har stået i et misforhold til det tilstræbte formål.
- Det skal tilføjes, at selv om Kommissionen ved udøvelsen af sine beføjelser skal
overvåge, at de byrder, der pålægges de erhvervsdrivende, ikke overstiger, hvad
nødvendigt for, at myndighederne kan nå de mål, der er sat, følger det dog ikke
heraf, at omfanget af denne forpligtelse skal ses i forhold til en bestemt gruppe
erhvervsdrivendes specielle situation (jf. Domstolens dom af 24.10.1973, sag 5/73,
Balkan, Sml. s. 1091, præmis 22, og Rettens dom af 15.12.1994, sag T-489/93,
Unifruit Hellas mod Kommissionen, Sml. II, s. 1201, præmis 74).
- Af det anførte følger i det hele, at det sagsøgende selskab ikke har godtgjort, at
sagsøgte med vedtagelsen af forordning nr. 1429/92 har tilsidesat
proportionalitetsprincippet.
4. Tilsidesættelse af velerhvervede rettigheder.
Parternes argumenter
- Det sagsøgende selskab har anført, at det, da det anbragte den omhandlede olie
på toldoplag, ansøgte om, at varen efter at have været omfattet af reglerne for
indførsel måtte blive omfattet af ordningen for varer bestemt til udførsel. Dette
skulle have medført, at det for så vidt angår varernes fortoldning blev lagt til grund,
at varerne allerede formelt havde forladt Fællesskabets område. Selskabet ville
også have fået ret til at udføre varen til tredjelande uden tilladelse efter de regler,
der var gældende ved anbringelsen af olien på toldoplag. Sagsøgte har krænket
denne ret ved at vedtage forordning nr. 1429/92 uden deri at indsætte passende
overgangsregler.
- At der består en velerhvervet ret for det sagsøgende selskab, kan også udledes af
artikel 121, stk. 1, i Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12. oktober 1992 om
indførelse af en EF-toldkodeks (EFT L 302, s. 1, herefter »forordning nr.
2913/92«), hvorefter de beskatningselementer skal lægges til grund, som gælder for
indførselsvarerne på tidspunktet for antagelse af angivelsen om de pågældende
varers indførsel under proceduren for aktiv forædling, idet der bortses fra senere
ændringer. Efter sagsøgerens opfattelse må dette kriterium, når det gælder for
fastsættelse af toldskylden, også gælde for udøvelsen af retten til at udføre en vare,
som denne toldskyld påhviler.
- Ifølge sagsøgte har det sagsøgende selskab ikke erhvervet en ret til opretholdelse
uden begrænsninger af de regler, der var gældende, da det lagde olien på
toldoplag. Det bevarede retten til at udføre den under overholdelse af de nye
regler. Ifølge retspraksis (Domstolens nævnte dom af 21.5.1987, Rau m.fl., præmis
18, og af 7.5.1991, sag C-69/89, Nakajima mod Rådet, Sml. I, s. 2069, præmis 119)
kan ingen påberåbe sig en velerhvervet ret til bevarelse af en fordel, som den
pågældende på et givet tidspunkt har haft. Endelig finder artikel 121, stk. 1, i
forordning nr. 2913/92 ikke anvendelse, såfremt den vare, der skal genudføres, ikke
opfylder de gældende regler.
Rettens bemærkninger
- Ingen bestemmelse giver indehaveren af varer, der er lagt på toldoplag, en
individuel ret til at afsætte disse varer i henhold til den lovgivning, der var
gældende, da varerne blev lagt på toldoplag. Endvidere har ejerne af sådanne varer
efter bestemmelsen i artikel 109 i forordning nr. 2913/92 - om adgangen til at
underkaste indførselsvarer de sædvanlige behandlinger, som tjener til at sikre deres
bevarelse eller til at forbedre deres udseende eller handelskvalitet eller til at
forberede deres distribution eller videresalg - mulighed for at tilpasse varerne for
at efterkomme eventuelle nye bestemmelser. De erhvervsdrivende kan følgelig ikke
gøre krav på, at de bestemmelser, der var gældende på tidspunktet for varernes
henlæggelse på toldoplag, bevarer deres gyldighed.
- Det sagsøgende selskab kan heller ikke påberåbe sig en velerhvervet rettighed på
grundlag af artikel 121, stk. 1, i forordning nr. 2913/92. Det hedder i denne
bestemmelse: »Når der opstår toldskyld, fastsættes denne på grundlag af de
beskatningselementer, der gælder for indførselsvarerne på tidspunktet for en
antagelse af angivelsen om de pågældende varers henførsel under proceduren for
aktiv forædling, jf. dog artikel 122«.
- For det første sker der ikke ved forordning nr. 1429/92 nogen som helst ændring
af toldskylden efter fastsættelsen heraf i henhold til artikel 121, stk. 1, i forordning
nr. 2913/92. For det andet kan det ikke af det sagsøgende selskabs ret til at få
toldskylden fastsat efter nævnte artikel 121 udledes, at det har krav på, at reglerne
om fastlæggelse af kendetegnene for den olivenolie, der er bragt i handelen, fortsat
finder anvendelse. For det tredje er nævnte artikel 121 helt irrelevant i det
foreliggende tilfælde, for så vidt som det sagsøgende selskab, allerede før varen var
henlagt på toldoplag, havde forarbejdet den efter proceduren for aktiv forædling.
- Af det anførte følger, at anbringendet om tilsidesættelse af velerhvervede
rettigheder skal forkastes.
5. Rettens konklusion vedrørende kravet om, at der har foreligget en retsstridig
adfærd
- Af det anførte følger i det hele, at det sagsøgende selskab ikke har godtgjort, at
sagsøgte har handlet retsstridigt. Det er følgelig ufornødent at undersøge, om den
i sagen omtvistede akt er en generel retsakt, eller om de påståede overtrædelser
har været tilstrækkeligt kvalificerede.
- Selv om erstatningspåstanden allerede af denne grund ikke kan tages til følge,
finder Retten det i betragtning af de specielle forhold i det foreliggende tilfælde
hensigtsmæssigt at undersøge spørgsmålet om det tab, der påstås at være lidt.
Det påståede tab
Parternes argumenter
- Det sagsøgende selskab har opgjort sit tab til 7 345 mio. LIT, hvilket beløb svarer
til oplagringsomkostninger og rente heraf samt udgifter i forbindelse med
sikkerhedsstillelse. Tabet var oprindeligt på 18 473 mio. LIT (jf. præmis 16 og 17),
men er blevet nedbragt ved salget af den omhandlede olie under retssagen, efter
at sagsøgeren var ophørt med at modsætte sig, at det italienske toldvæsen gav
tilladelse til salg af olien.
- Sagsøgte har gjort gældende, at det sagsøgende selskab efter at have solgt olien i
1995 og 1996, hvor det havde fordel af de stigende olivenoliepriser på
verdensmarkedet, ikke har lidt noget tab som følge af en eventuel standsning af
olien på toldoplag, men tværtimod har haft en fortjeneste på 10 929 648 626 LIT.
Og det tab, der muligvis er forvoldt ved forordningen, kan i hvert fald højst udgøre
forskellen mellem prisen på den omhandlede olie på markedet i tredjelande
umiddelbart før forordning nr. 1429/92's ikrafttræden og samme vares pris
umiddelbart efter denne forordnings ikrafttræden. Det sagsøgende selskab har
imidlertid slet ikke godtgjort, at der er tale om et sådant forskelsbeløb.
- Det sagsøgende selskab har i retsmødet anført, at det, såfremt det havde kunnet
geninvestere hele provenuet fra salget af de 4 788,809 tons olie, ville have opnået
en fortjeneste, der var langt højere end den af sagsøgte nævnte.
Rettens bemærkninger
- Det sagsøgende selskab bestrider ikke, at det faktisk solgte olivenolien i 1995 og
1996, eller at olivenolieprisen på verdensmarkedet steg i dette tidsrum, således at
det kunne sælge olien til en højere pris end den, det ville have fået, hvis det havde
solgt den i 1992, og dermed opnå en fortjeneste, som var højere end den erstatning,
der endeligt blev fremsat krav om (jf. præmis 17). Det argument, at det sagsøgende
selskab ville have opnået en meget højere fortjeneste, såfremt det tidligere havde
kunnet geninvestere hele provenuet fra salget af den omhandlede olie, er uden
betydning, for det har for det første ikke påstået sig tilkendt erstatning for lucrum
cessans, og for det andet er tabet som følge af umuligheden af at kunne reinvestere
provenuet fra salget på et tidligere tidspunkt ikke blot rent hypotetisk, men også
ubestemt.
- Heraf følger, at det tab, der kræves erstattet, reelt ikke foreligger.
- Det sagsøgende selskab har således ikke bevist, at det har lidt et tab som påstået.
Konklusion
- Da det sagsøgende selskab ikke har godtgjort, at der er handlet retsstridigt, eller
at der som påstået foreligger et reelt tab, skal sagsøgte i det hele frifindes.
Sagens omkostninger
- I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 2, pålægges det den tabende part
at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da det
sagsøgende selskab har tabt sagen, og sagsøgte har nedlagt påstand om, at selskabet
tilpligtes at betale sagens omkostninger, skal der afsiges dom i overensstemmelse
hermed.
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmerRETTEN (Femte Afdeling)
- Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber frifindes.
- Det sagsøgende selskab betaler sagens omkostninger.
García-Valdecasas Azizi Jaeger
|
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 11. juli 1997.
H. Jung
R. García-Valdecasas
Justitssekretær
Afdelingsformand
1: Processprog: italiensk.