RETTENS DOM (Fjerde Afdeling)
16. september 2013 (*)
»Konkurrence – karteller – belgiske, tyske, franske, italienske, nederlandske og østrigske markeder for badeværelsesudstyr og ‑inventar – afgørelse, der fastslår en overtrædelse af artikel 101 TEUF og EØS-aftalens artikel 53 – koordinering af prisforhøjelser og udveksling af følsomme kommercielle oplysninger – ret til forsvar – samarbejdsmeddelelsen af 2002 – ulovlighedsindsigelse – begrebet kartel – beregningen af bøden – retningslinjer for beregningen af bøder af 2006 – grovhed – koefficient for ekstrabeløb«
I sag T-376/10,
Mamoli Robinetteria SpA, Milano (Italien), ved advokaterne F. Capelli og M. Valcada,
sagsøger,
mod
Europa-Kommissionen ved F. Castillo de la Torre, A. Antoniadis og L. Malferrari, som befuldmægtigede, først bistået af advokaterne F. Ruggeri Laderchi og A. De Matteis, derefter af advokat F. Ruggeri Laderchi,
sagsøgt,
angående principalt en påstand om annullation af Kommissionens afgørelse K(2010) 4185 endelig af 23. juni 2010 om en procedure i henhold til artikel 101 TEUF og EØS-aftalens artikel 53 (sag COMP/39.092 – Badeværelsesudstyr og ‑inventar), for så vidt som den vedrører sagsøgeren, og subsidiært en påstand om ophævelse eller nedsættelse af den bøde, sagsøgeren er blevet pålagt,
har
RETTEN (Fjerde Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, I. Pelikánová, og dommerne K. Jürimäe (refererende dommer) og M. van der Woude,
justitssekretær: ekspeditionssekretær J. Palacio González,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 11. september 2012,
afsagt følgende
Dom (1)
[udelades]
Retsforhandlinger og parternes påstande
22 Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 7. september 2010 har sagsøgeren anlagt nærværende sag.
23 På grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Fjerde Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling og har som led i foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse i henhold til artikel 64 i Rettens procesreglement stillet parterne skriftlige spørgsmål, som de har besvaret inden for den fastsatte frist.
24 Parterne har afgivet mundtlige indlæg og besvaret Rettens mundtlige spørgsmål under retsmødet den 11. september 2012.
25 Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:
– Principalt annulleres den anfægtede afgørelse, for så vidt som den vedrører sagsøgeren.
– Subsidiært ophæves den bøde, sagsøgeren er blevet pålagt, eller den nedsættes til et beløb på 0,3% af sagsøgerens omsætning eller under alle omstændigheder til et beløb, som Retten finder passende.
– Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
26 Kommissionen har nedlagt følgende påstande:
– Kommissionen frifindes, da søgsmålet delvis ikke kan antages til realitetsbehandling, delvis er ubegrundet.
– Sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Retlige bemærkninger
[udelades]
Den principale påstand om delvis annullation af den anfægtede afgørelse
[udelades]
Det andet anbringende om ulovligheden af samarbejdsmeddelelsen af 2002
45 Sagsøgeren har anført, at den anfægtede afgørelse i sin helhed hviler på de oplysninger, som er blevet indhentet på grundlag af den anmodning om at blive omfattet af samarbejdsmeddelelsen af 2002, som Masco indgav. Denne meddelelse er imidlertid ulovlig, for så vidt som der ikke findes noget retligt grundlag i EF-traktaten eller i forordning nr. 1/2003, som bemyndiger Kommissionen til i henhold til en atypisk retsakt at indrømme en fuldstændig eller delvis bødefritagelse til en virksomhed, der har deltaget i en overtrædelse, for hvilken andre virksomheder pålægges sanktioner på grund af dens anmeldelse. Derudover udgør opnåelsen af en sådan fritagelse på grundlag af en anmeldelse af andre virksomheders adfærd en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet. Sagsøgeren har i øvrigt anført, at for så vidt som det – således som det er tilfældet i Unionens medlemsstater – kun er EU-lovgiver, der kan vedtage et program med henblik på at belønne virksomhedernes samarbejde, har Kommissionen tilsidesat magtfordelingsprincippet ved at vedtage samarbejdsmeddelelsen af 2002, såvel som gennemsigtighedsprincippet og princippet om god forvaltningsskik som fastsat i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (EUT 2010 C 83, s. 389).
46 Kommissionen har anfægtet dette anbringende.
47 Det bemærkes indledningsvis, at selv om sagsøgeren ikke formelt som omhandlet i artikel 277 TEUF har rejst en ulovlighedsindsigelse imod samarbejdsmeddelelsen af 2002, er selve substansen i sagsøgerens anbringende rettet mod at opnå en annullation af den anfægtede afgørelse med den begrundelse, at afgørelsen hviler på meddelelsen, som angiveligt er ulovlig. Under disse omstændigheder må det for det første undersøges, om den ulovlighedsindsigelse, sagsøgeren har rejst, kan antages til realitetsbehandling, og hvis indsigelsen kan antages til realitetsbehandling, for det andet, om den er begrundet.
– Formaliteten vedrørende ulovlighedsindsigelsen
48 Det bemærkes indledningsvis, at artikel 277 TEUF i henhold til fast retspraksis er udtryk for et almindeligt princip, hvorefter hver part i en retssag med henblik på at opnå annullation af en afgørelse, som han er adressat for, eller som berører ham umiddelbart og individuelt, er berettiget til at anfægte gyldigheden af tidligere retsakter fra institutionerne, som – selv om de ikke har form af en forordning – er hjemmel for den anfægtede afgørelse, også selv om parten ikke var beføjet til i medfør af artikel 263 TEUF at anlægge direkte søgsmål til prøvelse af de nævnte retsakter, hvis retsvirkninger parten således er omfattet af, uden at have været i stand til at anlægge sag med påstand om annullation heraf (jf. i denne retning Domstolens dom af 6.3.1979, sag 92/78, Simmenthal mod Kommissionen, Sml. s. 777, præmis 39 og 40, og Rettens dom af 20.3.2002, sag T-23/99, LR AF 1998 mod Kommissionen, Sml. II, s. 1705, præmis 272).
49 Eftersom artikel 277 TEUF ikke har til formål at give en part mulighed for i ethvert søgsmål at anfægte anvendeligheden af en hvilken som helst retsakt af generel karakter, skal den generelle retsakt, som anfægtes, direkte eller indirekte finde anvendelse på det tilfælde, som er genstand for sagen, og der skal være en direkte retlig forbindelse mellem den anfægtede individuelle afgørelse og den pågældende generelle retsakt (Domstolens dom af 13.7.1966, sag 32/65, Italien mod Rådet og Kommissionen, Sml. 1965-1968, s. 293, org.ref.: Rec. s. 563, på s. 594, og Rettens dom af 26.10.1993, forenede sager T-6/92 og T-52/92, Reinarz mod Kommissionen, Sml. II, s. 1047, præmis 57, og af 29.11.2005, sag T-64/02, Heubach mod Kommissionen, Sml. II, s. 5137, præmis 35).
50 Det bemærkes endvidere hvad for det første angår samarbejdsmeddelelsen af 2002 dels, at Kommissionen deri på generel og abstrakt vis fastsætter de betingelser, som virksomhederne skal opfylde for at kunne drage fordel af en fuldstændig eller delvis nedsættelse af bøder for overtrædelse af artikel 101 TEUF (meddelelsens punkt 8-27), dels, at meddelelsen skaber berettigede forventninger blandt virksomhederne (jf. meddelelsens punkt 29).
51 For det andet, selv om Kommissionen ganske vist ikke vedtog den anfægtede afgørelse på grundlag af samarbejdsmeddelelsen af 2002, idet afgørelsen er baseret på artikel 7 i forordning nr. 1/2003, er det ikke desto mindre uomtvistet, at det på den ene side var på grundlag af Mascos anmodning om at blive omfattet af samarbejdsmeddelelsen af 2002 (128. betragtning til den anfægtede afgørelse), at Kommissionen modtog de oplysninger, som gjorde det muligt for Kommissionen at foretage kontrolbesøg, og at det på den anden side i det mindste delvis var på grundlag af de anmodninger om bødenedsættelse, som andre virksomheder, såsom Grohe og Ideal Standard, indgav, at Kommissionen kunne indsamle de oplysninger og beviser, som førte til, at Kommissionen vedtog den anfægtede afgørelse.
52 Derfor er der i det foreliggende tilfælde en direkte retlig forbindelse mellem den anfægtede afgørelse og den almengyldige retsakt i form af samarbejdsmeddelelsen af 2002. Eftersom sagsøgeren ikke kunne nedlægge påstand om annullation af samarbejdsmeddelelsen af 2002, idet den udgjorde en almengyldig retsakt, kan den gøres til genstand for en ulovlighedsindsigelse.
53 Det følger heraf, at den ulovlighedsindsigelse, sagsøgeren har rejst vedrørende samarbejdsmeddelelsen af 2002, kan antages til realitetsbehandling.
– Realiteten
54 Det bemærkes, at i henhold til artikel 15, stk. 2, i Rådets forordning nr. 17 af 6. februar 1962, første forordning om anvendelse af bestemmelserne i artikel [81 EF] og [82 EF] (EFT 1959-1962, s. 81), nu artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003, kan »Kommissionen […] ved beslutning pålægge virksomheder […] bøder, hvis de forsætligt eller uagtsomt […] overtræder artikel [101 TEUF] eller [102 TEUF]«.
55 Ifølge retspraksis opregner artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 ikke udtømmende de kriterier, som Kommissionen kan tage hensyn til ved bødeudmålingen. Derfor kan virksomhedens adfærd under den administrative procedure være en af de faktorer, der skal tages hensyn til ved bødeudmålingen (jf. i denne retning Domstolens dom af 16.11.2000, sag C-298/98 P, Finnboard mod Kommissionen, Sml. I, s. 10157, præmis 56 og den deri nævnte retspraksis). Det må i den henseende fremhæves, at den fuldstændige eller delvise bødenedsættelse, der tilbydes virksomhederne i samarbejdsmeddelelsen af 2002, tilsigter at lette Kommissionen i afsløringen af virksomheder, der deltager i hemmelige karteller, og sanktioneringen deraf. Under disse omstændigheder kunne Kommissionen i henhold til artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 for at skabe større gennemsigtighed og sikre ligebehandling fastlægge de betingelser, ifølge hvilke alle de virksomheder, der samarbejder med Kommissionen, vil kunne drage fordel af en fuldstændig eller delvis bødenedsættelse.
56 I lyset af de foregående konstateringer må sagsøgerens argument om, i det væsentlige, at Kommissionen ikke havde noget retligt grundlag for vedtagelsen af samarbejdsmeddelelsen af 2002, for det første forkastes som ubegrundet.
57 For så vidt som sagsøgeren endvidere ligeledes har anført, at samarbejdsmeddelelsen af 2002 tilsidesætter magtfordelingsprincippet, må et sådant argument forkastes som ubegrundet. Som fastslået i præmis 55 ovenfor har Kommissionen på grundlag af artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 beføjelse til at vedtage en meddelelse, der foreskriver de betingelser, der kan tages i betragtning ved fastsættelsen af den bøde, Kommissionen er berettiget til at pålægge. I den henseende må sagsøgerens argument om, at de programmer af samme karakter, der er i kraft i talrige af Unionens medlemsstater, er blevet vedtaget af lovgiver, forkastes som irrelevant. Selv om dette måtte være tilfældet, er det uden betydning for konstateringen af, at artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 udgør et gyldigt retligt grundlag, som bemyndigede Kommissionen til at vedtage samarbejdsmeddelelsen af 2002.
58 Derudover må sagsøgerens argumenter om, at samarbejdsmeddelelsen af 2002 tilsidesætter gennemsigtighed princippet og princippet om god forvaltningsskik, forkastes som ubegrundede. For det første bemærkes, at samarbejdsmeddelelsen af 2002, for så vidt som den er en retsakt, der er offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende, der fastsætter de betingelser, hvorunder Kommissionen påtager sig at indrømme en fuldstændig eller delvis bødenedsættelse til virksomhederne, ikke tilsidesætter, men tværtimod bidrager til gennemsigtigheden i Kommissionens afgørelsespraksis på området. For det andet bemærkes, at for så vidt som meddelelsen fastsætter rammer for, hvordan virksomheder, som deltager i eller har deltaget i hemmelige karteller, der påvirker Unionen, skal belønnes for at samarbejde med Kommissionen, er meddelelsen således ikke blot i overensstemmelse med princippet om god forvaltningsskik, men et eksempel derpå.
59 Hvad endelig angår sagsøgerens argument – som sagsøgeren har præciseret det i sine skriftlige indlæg som svar på foranstaltningerne med henblik på sagens tilrettelæggelse og i sine mundtlige svar på Rettens spørgsmål under retsmødet – om, at samarbejdsmeddelelsen af 2002 tilsidesætter ligebehandlingsprincippet, for så vidt som den giver store virksomheder en fordel, må dette forkastes som ubegrundet. Det er således tilstrækkeligt at konstatere, at muligheden for at nyde godt af de fordele, som er foreskrevet ved denne meddelelse, til gengæld for de forpligtelser, den pålægger, står åben for enhver virksomhed, der ønsker at samarbejde med Kommissionen, uden forskelsbehandling på grundlag af størrelsen af de virksomheder, der ønsker at deltage deri. Sagsøgeren har i den henseende på ingen måde godtgjort, at virksomheder, der befinder sig i samme situation, behandles forskelligt, eller at modsætningsvis virksomheder, der befinder sig i forskellige situationer, med urette behandles ens.
60 Det andet anbringende må derfor forkastes som delvis ubegrundet og delvis irrelevant.
[udelades]
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Fjerde Afdeling):
1) Europa-Kommissionen frifindes.
2) Mamoli Robinetteria SpA bærer sine egne omkostninger og betaler Kommissionens omkostninger.
Pelikánová | Jürimäe | Van der Woude |
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 16. september 2013.
Underskrifter