Language of document :

Sag anlagt den 20. januar 2017 – Amicus Therapeutics UK and Amicus Therapeutics mod EMA

(Sag T-33/17)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøgere: Amicus Therapeutics UK Ltd (Gerrards Cross, Det Forenede Kongerige) og Amicus Therapeutics, Inc. (Cranbury, New Jersey, De Forenede Stater) (ved solicitors L. Tsang og J. Mulryne samt barrister F. Campbell)

Sagsøgt: Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA)

Sagsøgernes påstande

Den afgørelse om at udlevere rapporten om klinisk afprøvning AT1001-011 i henhold til forordning 1049/2001/EF, som sagsøgte meddelte sagsøgerne den 14. december 2016, annulleres.

Subsidiært hjemvises afgørelsen til sagsøgte til fornyet behandling, efter at sagsøgerne har fået mulighed for at fremsætte specifikke bemærkninger til særlige dele af rapporten om klinisk afprøvning, der skal redigeres inden udlevering.

Det Europæiske Lægemiddelagentur tilpligtes at betale sagsøgernes omkostninger vedrørende retlig bistand samt andre med denne sag forbundne omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført to anbringender.

Første anbringende, hvormed det gøres gældende, at den omhandlede rapport om klinisk afprøvning udløser en generel formodning om fortrolighed i henhold til artikel 4, stk. 2, i forordning 1049/2001 i lyset af: (i) opbygningen og ordlyden af den relevante EU-sektorlovgivning, (ii) EU-institutionernes forpligtelse til at sikre overholdelse af forpligtelser i henhold til artikel 39, stk. 3, i aftalen om handelsrelaterede intellektuelle ejendomsrettigheder, og (iii) at der bør lægges vægt på sagsøgernes grundlæggende ret til privatliv og deres ejendomsret.

Andet anbringende, hvormed det subsidiært gøres gældende, at det eneste juridisk acceptable udfald af en korrekt afvejning i henhold til artikel 4, stk. 2, i forordning 1049/2001 ville have været en afgørelse om ikke at udlevere den omhandlede rapport om klinisk afprøvning i lyset af: (i) sagsøgernes vægtige private interesse i at undgå udbredelse i betragtning af den ødelæggende virkning, som en sådan udbredelse ville have for grundlæggende ejendomsret og erhvervsmæssige rettigheder, og (ii) den vage og generiske offentlige interesse i udbredelse, idet der ikke er et tilstrækkeligt presserende offentligt behov for udbredelse.

____________