RETTENS DOM (Appelafdelingen)

2. april 2009

Sag T-473/07 P

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

mod

Michael Berrisford

»Appel – personalesag – tjenestemænd – forfremmelse – forfremmelsesåret 2005 – vedtægtens artikel 45 – sammenligning af fortjenester – forpligtelse til at tage hensyn til den berørte tjenestemands »rygsæk««

Angående: Appel af dom afsagt af EU-Personaleretten (Tredje Afdeling) den 10. oktober 2007 i sag F-107/06, Berrisford mod Kommissionen (endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser), med påstand om ophævelse af denne dom.

Udfald: Appellen forkastes. Kommissionen bærer sine egne omkostninger og betaler de omkostninger, som Michael Berrisford har afholdt under appelsagen.

Sammendrag

1.      Appel – søgsmålsgrunde – simpel gentagelse af de anbringender og argumenter, der blev fremført for Personaleretten – afvisning – anfægtelse af den af Personaleretten anlagte fortolkning eller anvendelse af fællesskabsretten – formaliteten

[Art. 225 EF; statutten for Domstolen, bilag I, art. 11, stk. 1; Rettens procesreglement, art. 138, stk. 1, litra c)]

2.      Tjenestemænd – forfremmelse – sammenligning af fortjenester – forhold, der skal tages i betragtning

(Tjenestemandsvedtægten, art. 45, stk. 1)

1.      Det fremgår af artikel 225 A EF, af artikel 11, stk. 1, i bilag I til Domstolens statut og af artikel 138, stk. 1, litra c), i procesreglementet for Retten i Første Instans, at et appelskrift præcist skal angive, hvilke elementer der anfægtes i den dom, som påstås ophævet, samt de retlige argumenter, der særligt støtter denne påstand. Dette sidstnævnte krav er ifølge retspraksis ikke opfyldt, når appelskriftet – endog uden at indeholde en argumentation, der har til formål præcist at angive den retlige fejl, den appellerede dom angiveligt er behæftet med – blot gentager de anbringender og argumenter, der allerede er blevet fremført i første instans, herunder de anbringender og argumenter, der var støttet på faktiske omstændigheder, som førsteinstansen udtrykkeligt har afvist at lægge til grund. En sådan appel har i realiteten kun til formål at opnå, at de i stævningen for Personaleretten fremsatte påstande pådømmes endnu en gang, hvilket ligger uden for appelinstansens kompetence. Imidlertid kan retsspørgsmål, som førsteinstansen har behandlet, diskuteres på ny under en appelsag, såfremt appellanten bestrider dennes fortolkning eller anvendelse af fællesskabsretten. Hvis en appellant nemlig ikke således kunne basere sin appel på anbringender og argumenter, som allerede havde været fremført for førsteinstansen, ville appelproceduren blive berøvet en del af sin mening.

(jf. præmis 37)

Henvisning til: Domstolen, 4. oktober 2007, sag C-320/05 P, Olsen mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 48-50 og den deri nævnte retspraksis.

2.      Ved sammenligningen af de forfremmelsesværdige tjenestemænds fortjenester skal ansættelsesmyndigheden tage hensyn til den omstændighed, at en ansøger er blevet foreslået til en forfremmelse eller endog har figureret på listen over tjenestemænd, som blev anset for mest egnede til forfremmelse i forbindelse med et tidligere forfremmelsesår, såfremt han fortsat fortjener en forfremmelse. Når administrationen råder over en vid skønsbeføjelse, hvilket gælder for ansættelsesmyndigheden i sager om forfremmelse, er den forpligtet til omhyggeligt og upartisk at efterprøve alle relevante forhold i den konkrete sag. I et sådant tilfælde er det tilstrækkeligt at godtgøre relevansen af det foreliggende forhold for at fastslå, at administrationen er forpligtet til at inddrage det i sin bedømmelse, idet en sådan relevans skal bedømmes på grundlag af den ordlyd, det formål og den sammenhæng, der kendetegner de regler, der regulerer udøvelsen af dens vide skønsbeføjelse.

En sådan anerkendelse af relevansen af den berørte tjenestemands »rygsæk« som en fortjeneste gælder imidlertid med forbehold for de eventuelle praktiske konsekvenser, der skal drages af forpligtelsen til at tage hensyn til denne fortjeneste og særligt for den betydning, som ansættelsesmyndigheden under udøvelsen af sin vide skønsbeføjelse vælger at tillægge denne i hvert enkelt tilfælde af sammenligning af fortjenester. Den medfører alene, at myndigheden er forpligtet til ikke at se bort fra eller nedprioritere den pågældende tjenestemands »rygsæk« i en sådan sammenhæng.

(jf. præmis 42 og 43)

Henvisning til: Domstolen, 21. november 1991, sag C-269/90, Technische Universität München, Sml. I, s. 5469, præmis 14.