Sag C-311/08
Société de Gestion Industrielle (SGI)
mod
État belge
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunal de première instance de Mons (Belgien))
»Etableringsfrihed – frie kapitalbevægelser – direkte beskatning – indkomstskattelovgivning − fastlæggelse af selskabers skattepligtige indkomst − selskaber, som befinder sig i et indbyrdes afhængighedsforhold − ekstraordinær eller vederlagsfri fordel, som et hjemmehørende selskab indrømmer et selskab med hjemsted i en anden medlemsstat − inddragelse af den omhandlede fordel i overskuddet for det hjemmehørende selskab, som har indrømmet fordelen − afbalanceret fordeling af beskatningskompetencen mellem medlemsstaterne − bekæmpelse af skatteunddragelse − forebyggelse af misbrug − proportionalitet«
Sammendrag af dom
1. Fri bevægelighed for personer – etableringsfrihed – traktatens bestemmelser – anvendelsesområde
(Art. 43 EF, 48 EF og 56 EF)
2. Fællesskabsret – principper – ligebehandling – forskelsbehandling på grundlag af nationalitet – forholdet mellem artikel 12 EF og artikel 43 EF og 56 EF
(Art. 12 EF, 43 EF og 56 EF)
3. Fri bevægelighed for personer – etableringsfrihed – skattelovgivning – indkomstskat
(Art. 43 EF og 48 EF)
1. En medlemsstats lovgivning, i medfør af hvilken en ekstraordinær eller vederlagsfri fordel beskattes hos det hjemmehørende selskab, som har indrømmet denne fordel til et selskab med hjemsted i en anden medlemsstat, når det førstnævnte selskab befinder sig i et direkte eller indirekte afhængighedsforhold til sidstnævnte selskab, men ikke beskattes, når den indrømmes et andet hjemmehørende selskab, som førstnævnte selskab befinder sig i et sådant afhængighedsforhold til, skal alene undersøges i lyset af artikel 43 EF og 48 EF, såfremt den pågældende tvist udelukkende vedrører virkningen af den nævnte lovgivning på den skattemæssige behandling af et selskab, som befinder sig i et afhængighedsforhold til de andre omhandlede selskaber, og dette afhængighedsforhold er kendetegnet ved udøvelsen af en indflydelse som omhandlet i Baars-dommen. Selv om en sådan lovgivning i princippet også kan påvirke udøvelsen af de andre former for fri bevægelighed, herunder navnlig de frie kapitalbevægelser som omhandlet i artikel 56 EF, er det imidlertid artikel 43 EF og 48 EF, som finder anvendelse i en sådan situation.
(jf. præmis 30, 36 og 37)
2. Artikel 12 EF kan kun anvendes selvstændigt på forhold omfattet af fællesskabsretten, for hvilke EF-traktaten ikke indeholder særlige bestemmelser om forbud mod forskelsbehandling. Artikel 43 EF og 56 EF indeholder sådanne særlige bestemmelser om forbud mod forskelsbehandling på områderne for etableringsfriheden og de frie kapitalbevægelser.
(jf. præmis 31 og 32)
3. Artikel 43 EF, sammenholdt med artikel 48 EF, skal fortolkes således, at den i princippet ikke er til hinder for en medlemsstats lovgivning, i medfør af hvilken en ekstraordinær eller vederlagsfri fordel beskattes hos det hjemmehørende selskab, som har indrømmet denne fordel til et selskab med hjemsted i en anden medlemsstat, når det førstnævnte selskab befinder sig i et direkte eller indirekte afhængighedsforhold til sidstnævnte selskab, selv om et hjemmehørende selskab ikke beskattes af en sådan fordel, der indrømmes et andet hjemmehørende selskab, som førstnævnte selskab befinder sig i et sådant afhængighedsforhold til.
En sådan forskellig skattemæssig behandling af hjemmehørende selskaber ud fra hjemstedet for de selskaber, som modtager ekstraordinære eller vederlagsfrie fordele, udgør ganske vist en restriktion for etableringsfriheden som omhandlet i artikel 43 EF, sammenholdt med artikel 48 EF. Et hjemmehørende selskab kan således se sig foranlediget til at afstå fra at erhverve, stifte eller bevare et datterselskab i en anden medlemsstat eller at erhverve eller bevare en betydelig kapitalinteresse i et selskab med hjemsted i sidstnævnte stat på grund af den skattebyrde, som i en grænseoverskridende situation rammer et selskab, der indrømmer fordele som omhandlet i denne lovgivning. Desuden kan de nævnte bestemmelser have en restriktiv virkning over for selskaber med hjemsted i andre medlemsstater, idet sådanne selskaber kan foranlediges til at afstå fra at erhverve, stifte eller bevare et datterselskab i den pågældende medlemsstat eller fra at erhverve eller bevare en betydelig kapitalinteresse i et selskab med hjemsted i sidstnævnte stat på grund af den skattebyrde, som i denne stat rammer et selskab, der indrømmer fordele som omhandlet i denne lovgivning. Under alle omstændigheder består der i en grænseoverskridende situation fortsat en risiko for dobbeltbeskatning, eftersom de ekstraordinære eller vederlagsfri fordele, som et hjemmehørende selskab har indrømmet, og som er blevet inddraget i selskabets overskud, vil kunne beskattes hos modtagerselskabet i den medlemsstat, hvor dette har hjemsted.
Henset til nødvendigheden af at sikre en afbalanceret fordeling af beskatningskompetencen mellem medlemsstaterne og nødvendigheden af at forhindre skatteunddragelse, betragtet som en helhed, varetager en sådan lovgivning imidlertid legitime mål, som er forenelige med traktaten, og som udgør tvingende almene hensyn, og den er egnet til at virkeliggøre disse mål. Hvis de hjemmehørende selskaber gives mulighed for at overføre deres overskud i form af ekstraordinære eller vederlagsfri fordele til selskaber, som står i et afhængighedsforhold til de førstnævnte, og som har hjemsted i andre medlemsstater, vil det kunne bringe den afbalancerede fordeling af beskatningskompetencen mellem medlemsstaterne i fare. Dette ville bringe selve systemet med fordeling af beskatningskompetencen mellem medlemsstaterne i fare, fordi alt efter hvilket valg, de selskaber, som står i et indbyrdes afhængighedsforhold, foretager, vil den medlemsstat, hvor det selskab, som indrømmer de ekstraordinære eller vederlagsfri fordele, har hjemsted, være tvunget til at give afkald på, som hjemstat for dette selskab, at beskatte dettes indkomst eventuelt til fordel for den medlemsstat, hvor modtagerselskabet har sit hjemsted. Ved at foreskrive en beskatning af en ekstraordinær eller vederlagsfri fordel hos det hjemmehørende selskab, der har indrømmet denne fordel til et selskab med hjemsted i en anden medlemsstat, gør lovgivningen det muligt for den pågældende stat at udøve sin beskatningskompetence med hensyn til virksomhed udført på dens område.
Dersom det tillades hjemmehørende selskaber at indrømme ekstraordinære eller vederlagsfrie fordele til selskaber, som står i et afhængighedsforhold til førstnævnte, og som har hjemsted i andre medlemsstater, uden at der fastsættes nogen skattemæssig korrektionsmekanisme, indebærer dette desuden en risiko for, at der ved hjælp af rent kunstige arrangementer foretages overførsler af indkomst inden for selskaber, som befinder sig i et afhængighedsforhold til selskaber med hjemsted i medlemsstater, der anvender de laveste skattesatser, eller i de medlemsstater, hvor denne indkomst ikke beskattes.
Det tilkommer imidlertid den forelæggende ret at kontrollere, at en sådan lovgivning ikke går videre, end hvad der er nødvendigt for at virkeliggøre de af lovgivningen forfulgte mål, betragtet som en helhed. En national lovgivning, som baserer sig på en undersøgelse af objektive omstændigheder, som kan efterprøves for at afgøre, om en transaktion er et rent kunstigt arrangement, der blot har skattemæssige formål, skal ikke anses for at gå videre, end hvad der er nødvendigt for at virkeliggøre målene om at bevare en afbalanceret fordeling af beskatningskompetencen mellem medlemsstaterne og at hindre skatteunddragelse, betragtet som en helhed, hvis den skattepligtige, i hvert tilfælde hvor der er mistanke om, at en transaktion går videre, end hvad de pågældende selskaber ville have aftalt på armslængdevilkår, uden at være underlagt unødige administrative byrder for det første har adgang til at fremlægge beviser vedrørende de eventuelle forretningsmæssige grunde til, at denne transaktion er indgået. Når en undersøgelse af disse forhold når frem til den konklusion, at den omhandlede transaktion går videre, end hvad de pågældende selskaber ville have aftalt på armslængdevilkår, skal den skattemæssige korrektionsmekanisme for det andet begrænses til den del, som overstiger det, som ville være blevet aftalt, hvis der ikke bestod et afhængighedsforhold mellem disse. Under disse omstændigheder – dog med forbehold af den efterprøvelse, der skal foretages af den nationale ret for så vidt angår disse to sidstnævnte punkter, som vedrører fortolkningen og anvendelsen af de nationale bestemmelser – står en sådan national lovgivning i rimeligt forhold til samtlige de mål, som den forfølger.
(jf. præmis 44, 45, 53, 55, 63, 64, 67, 69-72, 75 og 76 samt domskonkl.)