FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
L.M. POIARES PESSOA MADURO
fremsat den 22. april 2009 1(1)
Sag C-115/08
Land Oberösterreich
mod
ČEZ
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Landesgericht Linz (Østrig))
I – Baggrund
1. Denne sag kan karakteriseres som en sag, der handler om gensidig ekstern påvirkning. På den ene side mener Republikken Østrig, og navnlig Land Oberösterreich, at ČEZ og de tjekkiske myndigheder har gjort dem til offer for eksterne omstændigheder ved at opføre et atomkraftværk nær den østrigske grænse uden hensyntagen til de risici, det påfører dem, som bor på den anden side af grænsen. På den anden side gør ČEZ og Den Tjekkiske Republik gældende, at det er den østrigske højesterets fortolkning af østrigsk lovgivning, som udsætter dem for eksterne omstændigheder ved at kræve, at de skal lukke det tjekkiske atomkraftværk blot for at beskytte østrigske statsborgeres interesser og uden hensyntagen til situationen i Den Tjekkiske Republik. Fællesskabsretten (i form af EF- og Euratom-traktatens regler) bliver af betydning i en sådan tvist, eftersom begge parter har påberåbt sig den som retsgrundlag for at tvinge den anden part til at følge sin beslutning. Ideelt set ville det i stedet være ønskværdigt at nå frem til en løsning, der kan få hver af parterne til i sin egen beslutning at tage hensyn til den anden parts interesser, eftersom det er mangel herpå, der har ført til denne tvists opståen, og som er kernen i den. Da spørgsmålet ikke er fuldstændigt reguleret i EF- og Euratom-traktaterne, kan det desværre ende med, at Domstolen finder, at den har begrænsede muligheder for at tilvejebringe en fuldt ud tilfredsstillende løsning på tvisten. Den fortolkning, jeg foreslår af de anvendelige regler, er styret af det mål i videst muligt omfang at få gjort nationale myndigheder opmærksomme på den indvirkning, deres beslutninger har på andre medlemsstaters og disses statsborgeres interesser, da dette mål kan siges at være kernen i det europæiske integrationsprojekt og at ligge dybt i fællesskabsrettens bestemmelser.
2. I denne sag har Domstolen for anden gang fået forelagt spørgsmål i henhold til artikel 234 EF i forbindelse med en tvist mellem Land Oberösterreich (herefter »sagsøgeren«) og ČEZ-atomkraftværket i Temelín i Den Tjekkiske Republik (herefter »sagsøgte«). Sagsøgeren ejer fast ejendom på østrigsk område, hvor den har anlagt en landbrugsskole, beliggende ca. 60 km fra sagsøgtes anlæg. Atomkraftværket Temelín blev godkendt af den tjekkiske regering i 1985 og har været udnyttet fuldt ud siden 2003 efter en periode med prøvekørsel, som begyndte i 2000.
3. Atomkraftværket Temelín har været genstand for forhandlinger mellem Republikken Østrig og Den Tjekkiske Republik, som førte til en erklæring, der blev knyttet som bilag til traktaten for Den Tjekkiske Republiks tiltrædelse af Den Europæiske Union. I erklæringen anførte begge stater, at de ville opfylde en række bilaterale forpligtelser, deriblandt sikkerhedsforanstaltninger, påse, at retten til fri bevægelighed respekteres, og sørge for udvikling af energipartnerskab, hvilket blev angivet i et dokument kendt som »Konklusionerne fra Melk-processen og opfølgning«, der blev udfærdiget i november 2001.
4. På trods heraf anlagde sagsøgeren og et antal private ejere af fast ejendom i 2001 søgsmål ved Landesgericht Linz (herefter »den forelæggende ret«) på grundlag af § 364, stk. 2, i Allgemeines bürgerliches Gesetzbuch (den østrigske borgerlige lovbog, herefter »ABGB«) for at få sagsøgte til at ophøre med sin geneforvoldende virksomhed, der ramte deres ejendomme på grund af påståede radioaktive udledninger fra atomkraftværket Temelín.
5. Den forelæggende ret har fastslået, at ejeren af en fast ejendom i henhold til § 364, stk. 2, i ABGB kan kræve, at ejere af tilstødende faste ejendomme, herunder en fast ejendom beliggende i en anden stat, skal sikre, at brugen af en sådan naboejendom ikke medfører udledninger, som overstiger de efter de stedlige forhold sædvanlige grænser, og som påvirker den efter de stedlige forhold sædvanlige udnyttelse af den faste ejendom. I tilfælde af umiddelbar og konkret risiko for gene, som forårsager uoprettelig skade, er det muligt at få et quia timet forbud for at forhindre den brug af den faste ejendom, der indebærer en sådan risiko. Såfremt den pågældende gene imidlertid skyldes »et anlæg, der er godkendt af myndighederne«, erstattes retten til at kræve et forbud nedlagt imidlertid af et krav om erstatning.
6. Ifølge de oplysninger, den forelæggende ret har fremlagt, har Oberster Gerichtshof (den østrigske højesteret, herefter »OGH«) fastslået, at begrebet »et anlæg, der er godkendt af myndighederne«, i ABGB’s § 364a ikke omfatter udenlandske myndighedsgodkendte anlæg, hvilket retten har begrundet med, at ABGB’s § 364a tjener som grundlag »udelukkende for forskellige indenlandske interesseafvejninger«, og at der ikke findes nogen grund til, at den østrigske lovgiver skulle have valgt at indskrænke indenlandsk ejendomsret »af hensyn til et fremmed lands økonomi og udenlandske offentlige interesser«.
7. Landesgericht Linz har i en række meget udførlige spørgsmål anmodet om Domstolens vurdering af foreneligheden af denne fortolkning af ABGB’s § 364a med fællesskabsretten, navnlig artikel 43 EF, 28 EF, 12 EF og 10 EF. Jeg foreslår at begynde med at behandle de spørgsmål, der opstår i forhold til artikel 43 EF, eftersom dette efter min mening gør det muligt for Domstolen at vurdere de vigtigste problemer i denne sag.
II – Artikel 43 EF og national lovgivning med grænseoverskridende virkning
8. Hidtil har retspraksis vedrørende etableringsfriheden drejet sig om foranstaltninger, som en medlemsstat har vedtaget, der indskrænker personers eller virksomheders frihed til at etablere sig i denne medlemsstat med henblik på at drive økonomisk virksomhed, eller som indskrænker personers eller virksomheders muligheder for at forlade denne medlemsstat og etablere sig i en anden medlemsstat. Det samme gælder de øvrige bestemmelser om fri bevægelighed. Ophævelsen af ind- og udrejserestriktioner til og fra en medlemsstat er kernen i bestemmelserne om fri bevægelighed. I denne sag står Domstolen over for en helt anden situation, i hvilken det påstås, at nationale foranstaltninger vedtaget af en stat (i dette tilfælde Republikken Østrig) påvirker etableringsretten i en anden medlemsstat (i dette tilfælde Den Tjekkiske Republik), som søger at sælge sine produkter til kunder i andre medlemsstater end den stat, som har truffet de omhandlede foranstaltninger. Domstolen må derfor tage stilling til, om den nationale østrigske lovgivnings eventuelle eksterritoriale påvirkning i princippet kan medføre en restriktion af retten til frit at etablere sig i en anden medlemsstat, nemlig Den Tjekkiske Republik.
9. Efter min mening må svaret på dette spørgsmål være, at det kan den østrigske nationale lovgivning godt. Retspraksis om etableringsfriheden har hovedsagligt drejet sig om indvirkningerne af medlemsstaternes foranstaltninger på muligheden for en statsborger i en anden medlemsstat for at etablere sig i den pågældende medlemsstat. Fællesskabsrettens udvikling vedrørende muligheden for at fuldbyrde nationale domme i andre medlemsstater, såsom Rådets forordning nr. 44/2001 (2), har dog betydet, at nationale domstoles domme om national lovgivning, der har grænseoverskridende virkning, i stigende omfang kan have betydning for etableringsretten i en anden medlemsstat, selv for så vidt angår statsborgere i den pågældende stat eller i en tredje medlemsstat. F.eks. gælder i forhold til lovgivningen vedrørende gener, at fællesskabsretten vil gøre det mere sandsynligt, at domme, som er afsagt af domstolene i stat A, om gener, der mærkes i stat A, men som hidrører fra stat B, fuldbyrdes af domstolene i stat B. Den grænseoverskridende virkning af afgørelser truffet af retsinstanser i stat A på et område som f.eks. gener kan således, ved at virksomheder beliggende i stat B udsættes for en øget risiko for erstatningskrav eller forbud i henhold til lovgivningen i stat A, få den følge, at statsborgere i stat C får det sværere eller finder det mindre attraktivt at gøre brug af deres etableringsret i stat B. Det er i høj grad sandsynligt, at dette har en negativ indvirkning på grænseoverskridende situationer, hvor virksomheder etableret i stat A, men ikke virksomheder etableret i stat B, kan opnå dispensationer og således mindske deres risiko i denne henseende.
10. På baggrund af det ovenstående deler jeg ikke Kommissionens, Land Oberösterreichs og den østrigske og den polske regerings holdning, ifølge hvilken anvendeligheden af bestemmelserne om fri bevægelighed er begrænset til situationer, hvor en medlemsstats foranstaltning forhindrer den frie bevægelighed mellem den pågældende medlemsstat og en anden medlemsstat. Det er min opfattelse, at reglerne om fri bevægelighed har til formål at fjerne enhver restriktion, som en medlemsstat har påført den økonomiske aktivitet i eller med en anden medlemsstat. Et grænseoverskridende element er nødvendigt, men det grænseoverskridende element behøver ikke at indebære en faktisk hindring af den frie bevægelighed fra eller til den stat, som vedtager foranstaltningen. Det er tilstrækkeligt, at den eksterritoriale anvendelse af denne stats foranstaltning kan påvirke den økonomiske aktivitet i en anden medlemsstat eller mellem andre medlemsstater. Det afgørende er, om den grænseoverskridende virkning af en medlemsstats foranstaltning berører erhvervsdrivende, som er etableret i andre medlemsstater, i henseende til muligheden for at udnytte fordelene ved det indre marked. Når det ikke synes at fremgå klart af ordlyden af bestemmelserne om fri bevægelighed, at en situation som den i denne sag omhandlede er omfattet, skyldes det blot, at sådanne omstændigheder ikke kunne forudses på tidspunktet for bestemmelsernes tilblivelse. Det forhold, at en østrigsk retsforskrift og en retsafgørelse, hvori den anvendes, kan have en sådan restriktiv virkning på den økonomiske aktivitet i en anden medlemsstat, beror i sig selv på fællesskabsrettens udvikling, som har medført, at visse retsafgørelser (og dermed de nationale bestemmelser, der anvendes i dem) skal anerkendes i andre medlemsstater. Når det forholder sig sådan, er det uacceptabelt, hvis en medlemsstat kan gøre brug af fællesskabsbestemmelserne for i en anden medlemsstat at gennemtvinge en foranstaltning, der begrænser den økonomiske aktivitet i denne stat, og på samme tid kræve, at fællesskabsretten ikke skal finde anvendelse ved en efterprøvelse af foranstaltningen.
11. Kommissionen, som er helt klar over dette bagvedliggende problem, når frem til den temmeligt paradoksale konklusion, at mens den i denne sag omhandlede situation ikke falder ind under anvendelsesområdet for nogen af bestemmelserne om fri bevægelighed, falder den ind under anvendelsesområdet for fællesskabsretten på grund af den nationale foranstaltnings påvirkning af udvekslingen af varer og tjenesteydelser inden for Fællesskabet. Kommissionen påberåber sig til støtte for dette synspunkt flere af Domstolens domme. Disse domme omhandler dog alene situationer, hvor de pågældende rettigheder påvirker udvekslingen af varer og tjenesteydelser inden for Fællesskabet, uden at der er grund til at henføre situationerne til nogen enkelt af de forskellige bestemmelser om fri bevægelighed (3). Det er på grund af, at de i disse sager omhandlede foranstaltninger kunne tænkes at gøre indgreb i samtlige bestemmelser om fri bevægelighed, at disse foranstaltninger fandtes at henhøre under fællesskabsrettens anvendelsesområde. Det var ikke sådan, at de henhørte under fællesskabsrettens anvendelsesområde, selv om de ikke henhørte under anvendelsesområdet for nogen af bestemmelserne om fri bevægelighed. Den af Kommissionen foreslåede fortolkning er kun en kilde til yderligere forvirring og retlig usikkerhed. Det er det samme som at sige, at i tilfælde, hvor den restriktive virkning i forhold til en af reglerne om fri bevægelighed ikke er nok til at bringe den i anvendelse, er virkningen tilstrækkelig til en generel anvendelse af fællesskabsretten, dvs. at der både foretages en begrænsning af anvendelsesområdet for den frie bevægelighed og samtidig en udvidelse af rækkevidden af fællesskabsretten, uden at der angives klare kriterier for, hvordan dette skal gøres. For at følge med fællesskabsrettens udvikling, kræves der i stedet en fortolkning af bestemmelserne om fri bevægelighed, som dækker enhver national foranstaltning, som behandler grænseoverskridende situationer mindre gunstigt end rent nationale situationer, der påvirker den økonomiske aktivitet i en anden medlemsstat.
12. Som jeg anførte i mit forslag til afgørelse i Alfa Vita-sagen (4) og i Marks and Spencer-sagen (5), skal Domstolen ved opretholdelse af den frie bevægelighed, herunder den, som er beskyttet i artikel 28 EF og 43 EF, sikre, at »medlemsstater ikke træffer foranstaltninger, der reelt fører til, at tværnationale situationer behandles mindre gunstigt end nationale situationer« (6). Østrigske domstoles afvisning af at tage hensyn til administrative godkendelser fra myndigheder i andre medlemsstater for at begrænse adgangen til visse retsmidler i lovgivningen om gener, når tilsvarende godkendelser udstedt af østrigske myndigheder anerkendes, udsætter en virksomhed som ČEZ, der har besluttet at etablere sig i medlemsstater, der grænser op til Østrig, for en større risiko for at blive pålagt et påbud om at bringe en geneforvoldende virksomhed til ophør end østrigske virksomheder, der forsyner det østrigske marked. Den østrigske højesterets fortolkning af ABGB’s § 364a, sådan som den forelæggende ret har beskrevet det, medfører således, at grænseoverskridende situationer behandles mindre gunstigt end rent nationale situationer og derfor udgør en hindring for etableringsretten, hvilket skal kunne støttes på et legitimt hensyn. Henset til sandsynligheden for, at et atomkraftværk som det i sagen omhandlede gerne vil sælge den producerede elektricitet til kunder i andre medlemsstater, foreligger der på grund af den større risiko, som et ikke-østrigsk anlæg har for at blive pålagt et påbud om at bringe en geneforvoldende virksomhed til ophør, også en potentiel indskrænkning af de rettigheder, der beskyttes i artikel 28 EF.
13. Det skal tillige bemærkes, at der i Euratom-lovgivningen er fastlagt regler og standarder for konstruktion og drift af atomkraftværker, som Temelín atomkraftværket fuldt ud opfylder. Kommissionen har søgt at løse problemet i denne sag ved også at påberåbe sig disse regler for dermed at godtgøre, at fællesskabsretten finder anvendelse. Euratom-traktatens bestemmelser har imidlertid kun til formål at regulere, under hvilke betingelser et atomkraftværk skal have godkendelse til drift, og har ikke til formål at regulere eventuelle civilretlige tvister mellem ejerne af sådanne anlæg og dem, som kan påvirkes af deres drift. Som Kommissionen selv har bemærket under retsmødet, indebærer det forhold, at man har bestemmelserne i Euratom-traktaten, der fastlægger betingelserne, der skal opfyldes af atomkraftværker, ikke i sig selv, at enhver national regel, som kan have indflydelse på driften af et atomkraftværk, nødvendigvis er i strid med fællesskabsretten. Det forhold, at et bestemt nukleart anlæg opfylder de standarder, som er fastsat af de statslige myndigheder, indebærer ikke, at anlægget er undtaget fra tvister med hensyn til den indvirkning, som dets drift kan have på tredjemænds civile rettigheder. Dette princip kendes inden for mange andre retsområder. F.eks. er en restaurant, som opfylder plan- og hygiejnebestemmelser, ikke som følge heraf fritaget for søgsmål fra gæster, der gør gældende, at de har fået en madforgiftning, mens de spiste dér, eller fra naboer, der er generet af lugtene fra køkkenet. At atomkraftværket Temelín opfylder Euratom-traktatens regler, er derfor ikke i sig selv tilstrækkeligt til at udelukke anvendelsen af bestemmelser om tredjemænds civile rettigheder, men kan, som det vises nedenfor, være relevant i andre sammenhænge i denne sag.
14. De østrigske myndigheders afvisning af at anerkende, at de tjekkiske myndigheders administrative godkendelse kan bevirke immunitet over for nedlæggelse af forbud i anledning af påstande om geneforvoldende forhold, er derfor, på trods af, at en sådan afvisning kan indebære en restriktiv virkning i forhold til rettighederne i henhold til artikel 43 EF, ikke nødvendigvis udelukket ifølge fællesskabsretten. En østrigsk domstol må imidlertid, når den anvender nationale regler om nedlæggelse af forbud i sager om gener med et grænseoverskridende element, sikre, at en sådan afvisning er ikke-diskriminerende og er begrundet i enten et af de almene hensyn, som angives i artikel 30 EF, eller i et af de tvingende hensyn, som er fastslået i Domstolens retspraksis (7).
15. Ifølge sådanne kriterier kan østrigske domstole ikke uden videre afvise at tillægge alle ikke-østrigske administrative godkendelser de samme virkninger, som tillægges østrigske administrative godkendelser. Dette er navnlig tilfældet, når det i østrigsk lovgivning er bestemt, at godkendelser udstedt af østrigske myndigheder bevirker, at der ikke kan nedlægges forbud i tvister om geneforvoldende forhold. En sådan praksis tillægger ikke en tjekkisk administrativ godkendelse nogen vægt, selv under omstændigheder, hvor en sådan godkendelse er bevilget i overensstemmelse med kriterier, der i enhver henseende er præcis som dem, der anvendes i Østrig. En sådan diskriminerende praksis strider mod kravet om, at foranstaltninger, som en medlemsstat vedtager for at indskrænke rettighederne, som beskyttes i artikel 43 EF, ikke må være diskriminerende eller gå ud over det, som er nødvendigt for at nå det forfulgte mål (8). Der kan med rette sættes spørgsmålstegn ved, om en sådan praksis overhovedet kan siges reelt at have som formål at beskytte menneskers sundhed eller at forhindre gener, når godkendelser, som med hensyn til disse mål yder den samme beskyttelse som de østrigske godkendelser, ikke anerkendes i en sådan praksis som ovenfor anført.
16. I afvejningen af varetagelsen af almene samfundshensyn, såsom beskyttelse af menneskers sundhed og ejendomsretten, over for indskrænkningen af rettighederne, der er beskyttet i artikel 43 EF og de andre bestemmelser om fri bevægelighed, som en afvisning af at anerkende en tjekkisk godkendelse vil medføre, må den østrigske domstol tage hensyn til, at der i fællesskabsretten specifikt er støtte til udvikling af atomkraftværker og udvikling af atomkraftindustri generelt (9). Det må også tillægges vægt, at de tjekkiske myndigheders godkendelse til Temelín-anlægget blev bevilget i overensstemmelse med de kriterier, som er fastsat i den relevante fællesskabsret.
17. Selv om de østrigske myndigheder ved vurderingen af, om en udenlandsk administrativ godkendelse skal anerkendes, er berettiget til at kontrollere, om der er taget behørigt hensyn til østrigske statsborgeres interesser ved bevillingen af godkendelsen, må de endvidere også tillægge det vægt, at der kan være taget hensyn til disse interesser som en del af procedurerne for at opnå overensstemmelse med de sikkerhedsregler for atomenergi, der er fastsat af Den Europæiske Union. Landesgericht Linz må særligt tage hensyn til det forhold, at Kommissionen ved sine inspektioner af Temelín-anlægget også har undersøgt, hvordan anlægget påvirker befolkningen i andre medlemsstater end Den Tjekkiske Republik (10).
18. Ved vurderingen af, hvordan de forskellige interesser skal afvejes i forbindelse med en eventuel nedlæggelse af forbud i tilfælde af, at Temelín-anlægget påfører østrigske ejere af fast ejendom gener, må de østrigske domstole endeligt også tage hensyn til de fordele, som Den Tjekkiske Republik har af anlægget, og kan ikke basere deres beslutning alene på nationale interesser. Som jeg har anført i mit forslag til afgørelse, da tvisten mellem disse parter sidst blev forelagt for Domstolen:
»Nationale retter med kompetence til at behandle tværnationale situationer i henhold til [Bruxelles]konventionens regler har særlige forpligtelser som følge af sagens tværnationale karakter.
Disse forpligtelser følger først og fremmest af eksistensen af begrænsninger af anerkendelsen af retsafgørelser, som ikke respekterer grundlæggende retsprincipper i den stat, som begæringen eventuelt rettes til. For så vidt som en retsafgørelse vedrører en tværnational situation, f.eks. grænseoverskridende gener, vil afgørelsen ikke være uden virkninger i andre stater, og det er i denne henseende, der kan være tale om anerkendelse af retsafgørelsen i udlandet. Domstolene i den kontraherende stat med kompetence til at prøve sagen må derfor respektere de forpligtelser, der følger af overvejelsen med hensyn til, hvad der kunne være en retsafgørelse, som ikke er i overensstemmelse med grundlæggende retsprincipper i en anden stat« (11).
19. Såfremt en domstol ikke handler i overensstemmelse hermed, kan det få konsekvenser for, om dommen kan fuldbyrdes i henhold til forordning nr. 44/2001. Den nationale domstol har ikke anmodet Domstolen om vejledning om, hvorvidt denne forordning finder anvendelse i denne sag. Denne tvist berører imidlertid ikke kun spørgsmålet om indskrænkning af den frie bevægelighed, men også spørgsmålet om anerkendelse af domme i henhold til forordning nr. 44/2001. I denne henseende skal det bemærkes, at OGH’s fortolkning af ABGB’s § 364a, som Landesgericht Linz har beskrevet i sine præjudicielle spørgsmål, indebærer anvendelse af en helt insulær og rent indenlandsk fokuseret tilgang i en sag med tværnationale virkninger. En sådan undladelse af at tage hensyn til andre medlemsstaters interesser og beslutninger af hensyn til almenvellet, som kan påvirkes af den østrigske domstols afgørelse, er ikke kun uforenelig med Republikken Østrigs forpligtelser i henhold til artikel 43 EF, men risikerer også, som jeg påpegede i mit tidligere forslag til afgørelse, at provokere de tjekkiske domstole til at afvise at anerkende en østrigsk dom i dette spørgsmål på grundlag af artikel 34, stk. 1, i forordning nr. 44/2001, i hvilken det bestemmes, at »en retsafgørelse […] [ikke] kan anerkendes, såfremt en anerkendelse åbenbart vil stride mod grundlæggende retsprincipper i den medlemsstat, som anmodningen rettes til«.
III – Stridspunkter angående fortolkningen af ABGB’s § 364a
20. Den østrigske regering har bestridt rigtigheden af det sammendrag, som Landesgericht Linz har givet af den østrigske højesterets fortolkning af ABGB’s § 364a. Den har hævdet, at en korrekt fortolkning af højesterets retspraksis viser, at der i større udstrækning tages hensyn til administrative godkendelser udstedt af myndigheder i andre medlemsstater end Republikken Østrig. Selv om Domstolen kan vurdere omstændighederne omkring forelæggelsen af et præjudicielt spørgsmål for at vurdere, om den har kompetence, eller for at gøre det muligt for den at udtale sig (12), har den ikke kompetence til at udtale sig om spørgsmål vedrørende national ret. Domstolen har kun beføjelse til at vurdere foreneligheden af national ret med fællesskabsretten, derimod ikke til at vurdere gyldigheden af konkurrerende fortolkninger af national ret. Domstolen har gentagne gange fremhævet samarbejdskarakteren af forelæggelsesproceduren (13) og de nationale domstoles selvstændige stilling i spørgsmål om national ret (14). Det påhviler derfor Domstolen at besvare de spørgsmål, som den nationale domstol har forelagt den, men ikke at søge at forkaste den nationale domstols fortolkning af bestemmelser i national ret. Såfremt Landesgericht Linz har misfortolket de østrigske domstoles relevante retspraksis, må en sådan fejlfortolkning rettes gennem det østrigske retssystems appelmuligheder, ikke af Domstolen.
IV – Spørgsmål angående artikel 10 EF, 12 EF og 28 EF
21. I lyset af ovenstående betragtninger er det unødvendigt at gå ind i en detaljeret undersøgelse af de spørgsmål, der opstår i forhold til artikel 10 EF, 12 EF og 28 EF. Denne sag handler om vurdering af den indflydelse, som national østrigsk lovgivning har på den økonomiske aktivitet, som udøves af et atomkraftværk beliggende i en anden medlemsstat. En sådan lovgivnings virkning, der gør det mindre attraktivt for dette anlæg at gøre brug af sine rettigheder i henhold til artikel 43 EF og det eventuelt berettigede i de østrigske myndigheders indskrænkninger, giver anledning til spørgsmål, der i det væsentlige er de samme som dem, der opstår ved anvendelsen af artikel 28 EF. Det er således ikke nødvendigt at foretage en udførlig separat vurdering af artikel 28 EF, for at Domstolen kan besvare den forelæggende rets spørgsmål.
22. Artikel 10 EF og 12 EF er ikke fritstående bestemmelser. De kan kun anvendes inden for anvendelsesområdet for en anden artikel i traktaten. Konklusionen om, at OGH’s fortolkning af ABGB’s § 364a, sådan som den forelæggende ret har beskrevet den, er en tilsidesættelse af artikel 43 EF, medfører, at det er overflødigt at foretage en separat vurdering af spørgsmål, der opstår i forhold til artikel 10 EF og 12 EF. Resultatet af mine overvejelser kan meget vel tænkes at være næsten det samme, som hvis jeg havde fulgt Kommissionens forslag og fundet, at den relevante østrigske lovgivning var omfattet af EF-traktatens anvendelsesområde, men hverken var omfattet af artikel 28 EF eller 43 EF. Af de grunde, som er anført ovenfor, anser jeg imidlertid Kommissionens tilgang for uanvendelig.
23. Alle de krav, som ifølge min opfattelse må stilles til de østrigske domstole, afspejler den kendsgerning, at de nationale myndigheder på grund af det øgede samkvem og en øget indbyrdes afhængighed mellem medlemsstaternes retssystemer, som integrationsprocessen har medført, oftere skal træffe afgørelser, som har virkninger, der rækker ud over deres egen stats grænser. Som jeg har bemærket ovenfor, har begge sider i denne sag søgt at påberåbe sig, at myndighederne i en medlemsstat har undladt at tage hensyn til dens egne statsborgeres interesser for at retfærdiggøre foranstaltninger fra deres egne myndigheders side. Dette forhold understreger den kendsgerning, at den retlige og politiske integrationsproces har betydet, at nationale beslutninger har en større rækkevidde og virkning end tidligere. Dette betyder også, at fællesskabsretten medfører en udvidelse af grænserne for nationale myndigheders beføjelser og de foranstaltninger, som myndighederne har til rådighed for at beskytte deres egne statsborgeres interesser. Konsekvensen af denne øgede nærhed og de øgede beføjelser er øget ansvar. Et sådant ansvar kræver, at nationale myndigheder tager hensyn til alle dem, der vil blive berørt af deres beslutninger. Fællesskabets institutioner må sikre, at fællesskabsretten ikke bliver et instrument, som myndighederne i en medlemsstat bruger for at søge at påtvinge en anden medlemsstat deres vilje, eller hvormed de tilsidesætter de rettigheder og interesser, som andre har i andre medlemsstater, som bliver berørt af deres beslutninger. Dette vil være i strid med selve formålet med den europæiske integrationsproces. Det vil være ideelt, hvis alle parter i denne tvist vil huske herpå.
V – Forslag til afgørelse
24. I lyset af disse betragtninger anser jeg det for tilstrækkeligt, at Domstolen giver følgende svar på de spørgsmål, Landesgericht Linz har stillet:
»En national regel, der forhindrer en national domstol, som skal afsige en dom om eventuel gene fra en virksomhed beliggende i en anden medlemsstat, i at tage hensyn til en eksisterende administrativ godkendelse, som er bevilget virksomheden af myndighederne i den stat, hvor virksomheden er beliggende, når den nationale domstol ville tage hensyn til en tilsvarende godkendelse fra de nationale myndigheder, udgør en uberettiget indskrænkning af rettighederne, som er garanteret i artikel 43 EF.
Det kan afvises at anerkende andre medlemsstaters administrative godkendelser, såfremt en sådan afvisning er ikke-diskriminerende og behørigt begrundet i grundlæggende retsprincipper, den offentlige sikkerhed eller den offentlige sundhed, og under forudsætning af, at der tages behørigt hensyn til, at dette sker i overensstemmelse med relevante fællesskabsbestemmelser og alle de berørte parters interesser.
I lyset af resultatet af vurderingen af artikel 43 EF er det unødvendigt at vurdere den relevante nationale lovgivnings forenelighed med artikel 10 EF, 12 EF og 28 EF.«