RETTENS DOM (Fjerde Udvidede Afdeling)
17. december 1997(1)
[234s»Antidumpingtold - skade - ret til kontradiktion«[s
I sag T-121/95,
European Fertilizer Manufacturers Association (EFMA), Zürich (Schweiz), først
ved advokaterne Dominique Voillemot og Hubert de Broca, derefter ved
advokaterne Voillemot og Olivier Prost, Paris, og med valgt adresse i Luxembourg
hos advokaterne Loesch og Wolter, 11, rue Goethe,
sagsøger,
mod
Rådet for Den Europæiske Union ved Yves Crétien og Antonio Tanca, Rådets
Juridiske Tjeneste, som befuldmægtigede, bistået af advokaterne Hans-Jürgen Rabe
og George M. Berrisch, Hamburg og Bruxelles, og med valgt adresse i Luxembourg
hos generaldirektør Bruno Eynard, Den Europæiske Investeringsbanks Direktorat
for Juridiske Anliggender, 100, boulevard Konrad Adenauer,
sagsøgt,
støttet af
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaberved Nicholas Khan,
Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmægtiget, og med valgt adresse i
Luxembourg hos Carlos Gómez de la Cruz, Kommissionens Juridiske Tjeneste,
Wagner-Centret, Kirchberg,
intervenient,
angående en påstand om annullation af artikel 1 i Rådets forordning (EF) nr.
477/95 af 16. januar 1995 om ændring af den endelige antidumpingforanstaltninger
gældende for indførslen til Fællesskabet af urinstof med oprindelse i det tidligere
Sovjetunionen og om bortfald af antidumpingforanstaltningerne gældende for
indførslen til Fællesskabet af urinstof med oprindelse i det tidligere Tjekkoslovakiet
(EFT L 49, s. 1),
har
DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABERS RET I FØRSTE INSTANS
(Fjerde Udvidede Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, K. Lenaerts, og dommerne P. Lindh, J. Azizi,
J.D. Cooke og M. Jaeger,
justitssekretær: ekspeditionssekretær B. Pastor,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter mundtlig forhandling den 28. maj
1997,
afsagt følgende
Dom
Sagens faktiske omstændigheder
- Sagsøgeren, European Fertilizer Manufacturers Association (herefter »EFMA«),
der består efter en sammenlægning af flere sammenslutninger, herunder CMC-Engrais (EF-udvalget under industrien til fremstilling af kvælstof- og fosfatgødning),
er en erhvervssammenslutning, som er oprettet i henhold til schweizisk ret, og som
varetager de fælles og generelle interesser hos sine medlemmer, der fremstiller
gødningsstoffer.
- Efter en klage indgivet af CMC-Engrais i juli 1986 meddelte Kommissionen i De
Europæiske Fællesskabers Tidende, at den ville indlede en antidumpingprocedure
vedrørende indførselen af urinstof til Fællesskabet fra Tjekkoslovakiet, Den Tyske
Demokratiske Republik, Kuwait, Libyen, Saudi-Arabien, Sovjetunionen, Trinida og
Tobago og Jugoslavien, samt indlede en undersøgelse (EFT 1986 C 254, s. 3) i
medfør af Rådets forordning (EØF) nr. 2176/84 af 23. juli 1984 om beskyttelse mod
dumpingimport eller subsidieret import fra lande, der ikke er medlemmer af Det
Europæiske Økonomiske Fællesskab (EFT L 201, s. 1).
- Proceduren førte til vedtagelsen af Rådets forordning (EØF) nr. 3339/87 af 4.
november 1987 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af
urinstof med oprindelse i Libyen og Saudi-Arabien og om godtagelse af tilsagn i
forbindelse med importen af urinstof med oprindelse i Den Tyske Demokratiske
Republik, Jugoslavien, Kuwait, Sovjetunionen, Tjekkoslovakiet og Trinidad og
Tobago samt om afslutning af de pågældende undersøgelser (EFT L 317, s. 1). De
tilsagn, der blev godkendt af nævnte forordning, blev bekræftet ved Kommissionens
afgørelse 89/143/EØF af 21. februar 1989 (EFT L 52, s. 37).
- Ved skrivelse af 29. oktober 1992 indgav sagsøgeren anmodning om fornyet delvis
undersøgelse af de ovennævnte tilsagn vedrørende det tidligere Tjekkoslovakiet og
det tidligere Sovjetunionen.
- Kommissionen modtog oplysninger om indførsel til Fællesskabet af urinstof fra det
tidligere Tjekkoslovakiet og det tidligere Sovjetunionen, og fandt, henset til de heraf
udledt konklusioner, at den havde tilstrækkelige beviser på sådanne ændrede
omstændigheder, at indledning af en procedure til fornyet undersøgelse af de
ovennævnte tilsagn var berettiget. Kommissionen indledte derfor en undersøgelse
efter artikel 14 i Rådets forordning (EØF) nr. 2423/88 af 11. juli 1988 om
beskyttelse mod dumpingimport eller subsidieret import fra lande, der ikke er
medlemmer af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EFT L 209, s. 1, herefter
»grundforordningen«) vedrørende Den Tjekkiske Republik, Den Slovakiske
Republik, republikkerne Hviderusland, Georgien, Tadjikistan og Uzbekistan, Den
Russiske Føderation samt Ukraine (EFT 1993 C 87, s. 7).
- Da proceduren om fornyet undersøgelse endnu ikke var afsluttet ved
foranstaltningens udløb, besluttede Kommissionen i medfør af grundforordningens
artikel 15, stk. 4, at foranstaltningerne vedrørende urinstof fra det tidligere
Tjekkoslovakiet og det tidligere Sovjetunionen skulle forblive i kraft i afventning af
den fornyede undersøgelses udfald (EFT 1994 C 47, s. 3).
- Dumpingundersøgelsen omfattede perioden fra den 1. januar 1990 til den 31.
december 1992 (herefter »undersøgelsesperioden«).
- Med henblik på at fastsætte den normale værdi af urinstof fremstillet i det tidligere
Sovjetunionen (i Rusland og i Ukraine) foreslog sagsøgeren Australien som
referenceland i medfør af grundforordningens artikel 2, stk. 5, litra a), nr. i).
Imidlertid modsatte European Fertilizer Importers Association (herefter »EFIA«),
som deltog i undersøgelsen, sig anvendelsen af et referenceland og foreslog at
anvende de reelle omkostninger, der var fastslået i det land, som var berørt af
proceduren. På et senere tidspunkt i proceduren gjorde EFIA tillige gældende, at
Canada var det mest hensigtsmæssige referenceland.
- Efter at Kommissionen havde valgt Australien som foreløbigt referenceland, fandt
den, at det ikke var det mest hensigtsmæssige, navnlig på grund af landets isolation
på verdensmarkederne samt på grund af prisniveauet på hjemmemarkedet, der lå
over det i Europa gældende niveau. Den Slovakiske Republik (herefter
»Slovakiet«), der allerede var genstand for en undersøgelse, kom derfor i
betragtning og blev herefter valgt som referenceland.
- Den 10. maj 1994 tilstillede Kommissionen sagsøgeren samt alle de berørte parter
det informationsbrev, hvorved den fremlagde sin konklusioner af undersøgelsen
samt de faktiske omstændigheder og væsentlige overvejelser, på grundlag af hvilke
den påtænkte at anbefale vedtagelse af endelige foranstaltninger. I brevet
fremlagde Kommissionen forklaringer vedrørende valget af Slovakiet som
referenceland i stedet for Australien og Canada, beregningen af den normale værdi
(i Slovakiet), sammenligningen mellem den normale værdi (ab fabrik fra Slovakiet)
og eksportpriserne (fra landegrænserne fra Rusland og Ukraine), og endelig
ansættelsen af skaden. Den forklarede bl.a., hvorfor det forekom den rigtigt at
fastsætte en fortjenstmargen for EF-producenterne på 5% og foretage en justering
på 10% af prisen på urinstof fra Rusland for at beregne niveauet for den påtænkte
told. Hvad angår justeringen på 10% udtalte den især, at det forhold, at russisk
urinstof havde tendens til at forringes under transporten, og det forhold, at
importørerne af russisk urinstof ikke altid var i stand til at tilbyde en
forsyningssikkerhed svarende til den, som EF-producenterne kunne tilbyde, indebar
en prisforskel mellem urinstof fra Rusland og urinstof fra EF.
- Ved skrivelse af 17. maj 1994 anmodede sagsøgeren Kommissionen om at få oplyst
de informationer, der var indhentet under undersøgelsen vedrørende justeringen
på 10%, der var foretaget på grundlag af kvalitetsforskellen mellem urinstof fra det
tidligere Sovjetunionen og det stof, der fremstilles i Fællesskabet.
- Den 18. maj 1994 svarede Kommissionen ved telefax, at den pågældende justering
var et middelskøn foretaget på grundlag af oplysninger indhentet hos forskellige
importører, handlende og distributører, som alle var involverede i handelen med
urinstof fra Rusland og Fællesskabet.
- Ved skrivelse af 30. maj 1994 fremsatte sagsøgeren bemærkninger til
Kommissionen vedrørende informationsbrevet. Sagsøgeren udbad sig tillige
yderligere oplysninger og gjorde herved gældende, at informationsbrevet var
ufuldstændigt i relation til dumpingspørgsmålet.
- Kommissionen fremlagde visse yderligere oplysninger over for sagsøgeren ved
skrivelse af 10. juni 1994.
- Repræsentanter fra sagsøgeren og fra Kommissionens tjenestegrene afholdt møde
den 18. juli 1994 for at drøfte de forskellige konklusioner og bemærkninger, og
herefter fremsatte sagsøgeren yderligere bemærkninger over for Kommissionen ved
skrivelser af 28. juli, 9. august, 21. og 26. september samt 3. oktober 1994.
- Efter et nyt møde i oktober 1994 fremsatte sagsøgeren ved skrivelse af 26. oktober
1994 endelige bemærkninger vedrørende bl.a. sammenligningen mellem den
normale værdi og eksportprisen, justeringen på 10% og fortjenstmargenen på 5%.
- Den 16. januar 1995 udstedte Rådet forordning (EF) nr. 477/95 af om ændring af
den endelige antidumpingforanstaltninger gældende for indførslen til Fællesskabet
af urinstof med oprindelse i det tidligere Sovjetunionen og om bortfald af
antidumpingforanstaltningerne gældende for indførslen til Fællesskabet af urinstof
med oprindelse i det tidligere Tjekkoslovakiet (EFT L 049, s. 1, herefter »den
anfægtede forordning«). Forordningen blev offentliggjort i Tidende den 4. marts
1995.
- Da tærsklen for afhjælpning af skaden lå under den for Rusland fastsatte
dumpingmargen, blev den endelige antidumpingtold fastsat til niveauet for
tærskelen for afhjælpning af skaden i medfør af grundforordningens artikel 13, stk.
3.
- Den anfægtede forordnings artikel 1 bestemmer følgende:
»1. Der indføres en endelig antidumpingtold på indførslen af urinstof henhørende
under KN-kode 3102 10 10 og 3102 10 90 og med oprindelse i Den Russiske
Føderation.
2. Tolden fastsættes til forskellen mellem 115 ECU pr. ton og nettoprisen, frit
Fællesskabets grænse, ufortoldet, hvis sidstnævnte pris er den laveste.
3. Medmindre andet er fastsat, finder gældende bestemmelser for told anvendelse.«
Retsforhandlinger
- Under disse omstændigheder har sagsøgeren ved stævning indleveret til Rettens
Justitskontor den 12. maj 1995 anlagt nærværende sag.
- Ved dokument indleveret til Rettens Justitskontor den 23. oktober 1995 fremsatte
Kommissionen begæring om at måtte indtræde i sagen til støtte for Rådets
påstande.
- Ved kendelse af 21. november 1995 har formanden for Rettens Fjerde Udvidede
Afdeling taget begæringen til følge.
- Ved skrivelse af 2. oktober 1996 indgav sagsøgeren til Retten begæring om
tilladelse til, at selskabets mundtlige indlæg afgives på fransk.
- Denne begæring blev forkastet ved Rettens kendelse (Fjerde Udvidede Afdeling)
af 24. januar 1997 (sag T-121/95, EFMA mod Rådet, Sml. II, s. 87).
- På grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Fjerde Udvidede
Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgående
bevisoptagelse. Parterne har imidlertid fået tilstillet visse spørgsmål og anmodninger
om fremlæggelse af dokumenter.
- Ved skrivelse indleveret til Rettens Justitskontor den 17. april 1997 samt ved
skrivelser af 30. april 1997 har sagsøgeren, samt henholdsvis Rådet og
Kommissionen besvaret disse spørgsmål og fremlagt visse dokumenter.
- Parterne har afgivet mundtlige indlæg og besvaret Rettens spørgsmål under det
offentlige retsmøde, som blev afholdt den 28. maj 1995.
Parternes påstande
- Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:
- Den anfægtede forordnings artikel 1 annulleres.
- Det bestemmes, at den ved forordningen pålagte antidumpingtold
opretholdes, indtil de kompetente institutioner har truffet de strengere
foranstaltninger, som er nødvendige for at opfylde den af sagsøgeren
krævede dom.
- Rådet tilpligtes at betale sagens omkostninger.
- Sagsøgte, Rådet, har nedlagt følgende påstande:
- Frifindelse.
- Sagsøgeren tilpligtes til at betale sagens omkostninger.
- Kommissionen har som intervenient nedlagt følgende påstand:
Annullationspåstanden
- Til støtte for påstanden om annullation af den anfægtede forordnings artikel 1 har
sagsøgeren påberåbt sig tre anbringender. Det første anbringende er reelt, at der
foreligger en tilsidesættelse af grundforordningen i og med, at Slovakiet er blevet
valgt som referenceland. Til støtte for det andet anbringende påberåber sagsøgeren
dels en tilsidesættelse af grundforordningen, idet den normale værdi og
eksportpriserne er blevet sammenlignet på to forskellige niveauer, konkret ab
fabrik og ved landegrænsen, dels en tilsidesættelse af begrundelsespligten, idet den
anfægtede forordning ikke forklarer, hvorfor sammenligningen er blevet foretaget
på forskellige niveauer. Subsidiært hævdes det, at denne sammenligning er
behæftet med en åbenbar skønsfejl. Det tredje anbringende drejer sig om
ansættelsen af skaden. Sagsøgeren gør gældende, for det første, at Rådet, ved at
foretage en justering af prisen på urinstof fremstillet i Rusland for at udligne visse
påståede forskelle i kvalitet, dels har begået en åbenbar skønsfejl, dels har tilsidesat
sagsøgerens ret til kontradiktion. For det andet har Rådet ved at fastsætte en for
svag fortjenstmargen for EF-producenterne gjort sig skyldig i en åbenbar skønsfejl
og tillige krænket sagsøgerens ret til kontradiktion.
- Da antidumpingtolden i denne sag blev fastsat til niveauet for tærsklen forafhjælpning af skaden, må der først foretages en undersøgelse af det tredje
anbringende om ansættelsen af skaden.
Anbringendet om, at skaden er blevet forkert ansat
- Sagsøgeren har gjort gældende, at Rådet har gjort sig skyldig i to fejl ved
bedømmelsen af skaden. For det første foretog Rådet fejlagtigt en tilpasning på
10% på grundlag af kvalitetsforskelle mellem russisk urinstof og urinstof fra EF.
For det andet har Rådet fejlagtigt fastsat en fortjenstmargen for EF-producenterne
på 5%.
Tilpasningen på 10% på grundlag af kvalitetsforskelle mellem urinstof fra Rusland
og urinstof fremstillet i Fællesskabet
- Denne del af anbringendet kan opdeles i to underafdelinger. For det første skal
EF-institutionerne ved justeringen på 10%, på grundlag af kvalitetsforskelle ved
sammenligningen af prisen på urinstof indført fra Rusland og urinstof fremstillet i
Fællesskabet, have begået en åbenbar skønsfejl. For det andet skal institutionerne
ved at gå frem på denne måde have tilsidesat en væsentlig formforskrift i og med,
at sagsøgeren aldrig har haft lejlighed til at fremsætte sine bemærkninger til de
bevisligheder, Kommissionen lagde til grund for at retfærdiggøre justeringen.
- For det første har sagsøgeren gjort gældende, at der ikke består nogen
kvalitetsforskelle mellem urinstof fremstillet i Rusland og urinstof fremstillet i
Fællesskabet. Der kunne følgelig ikke forudsiges at indtræffe nogen exceptionel
forringelse af urinstoffet fra Rusland under transporten til Fællesskabet. Herved
påberåber sagsøgeren sig to bevisligheder: Et skema med en sammenlignende
kemisk og fysisk analyse relateret til russisk urinstof og EF-urinstof, af 30. maj 1994,
som sagsøgeren har udarbejdet på grundlag af forskellige prøver, der er blevet
analyseret af forskellige laboratorier, samt to telefaxer afsendt af selskabet
Sinochem UK Ltd til sagsøgeren samt videresendt til Kommissionen den 9. august
og 26. september 1994. Skemaet viser ifølge sagsøgeren, at der ikke var nogen
forskel mellem russisk urinstof og EF-urinstof, ligesom telefaxerne bekræfter
ligheden mellem priserne på importeret urinstof i Kina, uanset om det kommer fra
Rusland, Mellemøsten, Indonesien eller Det Europæiske Fællesskab.
- Hvad angår Rådets udtalelse om, at urinstof erfaringsmæssigt forringes som følge
af lastning, losning og oplagring, har sagsøgeren gjort gældende, at Rådet ikke
forklarer, hverken om urinstof fra Rusland er undergivet flere lastnings- og
losningstiltag end dem, der overgår urinstof fremstillet i Fællesskabet, eller om
oplagringen af urinstof fra Rusland indebærer anden håndtering end den, der
kræves til oplagring af urinstof fremstillet i Fællesskabet.
- Sagsøgeren tilføjer, at Rusland er den vigtigste eksportør af urinstof til Kina, og at
Kina er den mest betydelige importør af urinstof i verden. Ifølge sagsøgeren er det
klart - da eksporten af urinstof fra Rusland til Kina nødvendiggør transport over
store afstande, der mindst svarer til afstanden mellem Rusland og Den Europæiske
Union - at Rusland kan eksportere urinstof over lange afstande, uden at stoffet
forringes.
- Sagsøgeren anfægter Rådets udtalelse om, en justering, der skal udligne
kvalitetsforskellene mellem produkterne, i det væsentlige hviler på en bedømmelse
af, hvad der er forbrugerens opfattelse. Sagsøgeren lægger vægt på, at urinstof er
et kemisk produkt, hvis sammensætning altid er den samme, uanset om det
kommer fra Rusland eller fra Det Europæiske Fællesskab. Desuden er en
konstatering af kvalitetsforskelle, der hviler på oplysninger om salget, lidet realistisk
som følge af forbrugerens stærkt subjektive bedømmelse og som følge af den
diffuse karakter af den anvendte oplysning. Desuden har landmændene, dvs.
brugerne af urinstof, ingen idé om, og kunne heller ikke have nogen idé om en
forskel mellem urinstof fremstillet i Rusland og urinstof fremstillet i Fællesskabet,
for stofferne har samme fysiske og kemiske egenskaber.
- Endelig bestrider sagsøgeren, at importørerne af urinstof fra Rusland ikke altid er
i stand til at garantere en forsyningssikkerhed svarende til den, der består hos EF-producenterne. Sagsøgeren gør gældende, at produktionskapaciteten for urinstof
i Rusland er så overvældende stor i forhold til det samlede salg, at spørgsmålet om
forsyningssikkerhed aldrig skulle kunne opstå. Til støtte for sin opfattelse henviser
sagsøgeren til en pressemeddelelse fra selskabet Ferchimex offentliggjort i bladet
Agrochim-Business fra juli 1991 (1/91).
- I den forbindelse gør sagsøgeren tillige gældende, at der, modsat det af Rådet
hævdede, i Rusland ikke har været noget problem med gasforsyningen. Sagsøgeren
henviser herved til en rapport fremlagt af et britisk konsulentfirma i 1992 (British
Sulphur Consultants), med titlen Fertilizer Supply from the Commonwealth of
Independent States (herefter »British Sulphur Report«) og til en artikel
offentliggjort den 6. september 1993 i tidsskriftet Fertilizer Week (7. årgang, nr. 16).
- For øvrigt har sagsøgeren forkastet Rådets metode til at komme frem til et
justeringsniveau på 10%, herunder navnlig det forhold, at dette justeringsniveau
udgør »en mellemproportional mellem det tal, der fremførtes af
fællesskabsproducenterne, og det beløb, som EFIA ønskede« (betragtning 66 til
den anfægtede forordning).
- Sagsøgeren gør gældende, at EFIA's bemærkninger til denne justering er
irrelevante, da de ikke hviler på nogen form for bevis. Der består en almindelig
grundsætning i antidumpingretten, hvorefter en part, der kræver justering, skal
bevise, at kravet er begrundet. Følgelig burde EFIA have været pålagt en strengere
bevisbyrde, fordi EFIA er omfattet af justeringen.
- Sagsøgeren tilføjer, at man på sin side er stærkt imod denne justeringssats, hvilket
fremgår af korrespondancen efter informationsbrevet, og at de to bevisligheder,
man forelagde for Kommissionen (jf. præmis 35) aldrig er blevet anfægtet, hverken
af Kommissionen eller af EF-importørerne, så lidt som de russiske eksportører og
producenter har anfægtet dem.
- Sagsøgeren har for det andet udviklet sit argument om, at EF-institutionerne
tilsidesatte sagsøgerens grundlæggende rettigheder vedrørende kontradiktion.
- Sagsøgeren fremhæver, at man først blev i stand til at gøre sit synspunkt gældende
vedrørende rigtigheden af Kommissionens konklusioner angående justeringen på
10%, efter at man havde modtaget informationsbrevet, dvs. på et tidspunkt, hvor
Kommissionen allerede havde fastsat den nævnte sats. Tilsvarende er telefaxen af
18. maj 1994 (jf. præmis 12 ovenfor) uden interesse, fordi den blev afsendt otte
dage efter informationsbrevet. Sagsøgeren lægger vægt på, at man aldrig fik adgang
til de dokumenter, på grundlag af hvilke Kommissionen fastsatte satsen.
- Sagsøgeren tilføjer, at EFIA ikke deltog i proceduren før fremsendelsen af
informationsdokumenterne. Det var derfor først på det tidspunkt, da Kommissionen
allerede havde foreslået justeringen på 10%, at EFIA fremsendte en anmodning
(af 31.5.1994) til Kommissionen om, at denne fastsatte en endnu højere
justeringssats for at udligne kvalitetsforskellene. Hermed kunne Kommissionen ikke
foretage sine konklusioner vedrørende satsen på 10% ud fra de af importørerne
fremlagte oplysninger.
- Under alle omstændigheder havde sagsøgeren, såfremt EFIA havde fremlagt
bevisligheder for Kommissionen, ret til at blive bekendt med dem. Sagsøgeren
tilføjer med støtte i Domstolens dom af 27. juni 1991 (sag C-49/88, Al-Jubail
Fertilizer mod Kommissionen, Sml. I, s. 3187) og af 7. maj 1991 (sag C-69/89,
Nakajima mod Rådet, Sml. I, s. 2069) i så henseende, at den oplysningspligt, der
påhviler institutionerne, konkret ikke bør begrænses, da importørernes oplysninger
var relevante for sagsøgerens ret til kontradiktion, og da Kommissionen aldrig
havde udtalt, at de pågældende oplysninger var fortrolige efter grundforordningens
artikel 8, ligesom Kommissionen aldrig havde fremlagt noget brugbart resumé, der
ikke var fortroligt [grundforordningens artikel 7, stk. 4, litra a)].
- Rådet har for det første bemærket, at det aldrig har hævdet, at der bestod forskelle
i den kemiske sammensætning mellem urinstof fra Rusland og EF-produceret
urinstof, men at kvalitetsforskellene skyldes andre faktorer. Sagsøgte anfører, at
besøg, foretaget under undersøgelsen, i lokalerne hos EF-importørerne af i Rusland
fremstillet urinstof havde gjort det muligt for Kommissionens tjenestemænd at
fastslå, at urinstoffets kvalitet frembød alvorlige problemer for importørerne, når
det ankom til Fællesskabet. Undertiden var produktet i den grad blevet forringet
som følge af transportens varighed og håndteringen, at det ikke længere var muligt
for importørerne at sælge det til landbrugerne.
- Rådet fremhæver, at en justering af prisen på grundlag af kvalitetsforskelle i det
mindste konkret må anses for i det væsentlige at være et spørgsmål om, hvorledes
forbrugerens bedømmelse er. Såfremt forbrugerne (med rette eller med urette)
tror, at urinstoffet fra Rusland er af mindre god kvalitet end det, der fremstilles i
Fællesskabet, og såfremt de derfor ikke er parat til at give en bedre pris, er
spørgsmålet, om der faktisk består en kvalitetsforskel, ganske irrelevant.
- Rådet præciserer, at det konkret har ringe betydning at vide, om den egentlige
grund til prisforskellene ligger i den objektive kvalitetsforskel eller i en subjektiv
bedømmelse hos forbrugeren. Sagsøgte fremhæver, at prisjusteringen skulle gøre
det muligt at beregne indikativprisen, og at den kvalitetsforskel, der bestod mellem
russisk urinstof og EF-produceret urinstof. indebar, at EF-producenterne for deres
produkt kunne opnå en pris, der var mindst 10% højere end indikativprisen. Dette
prisniveau svarede til EF-producenternes kostpris forhøjet med en rimelig
fortjenstmargen, som Rådet fastsatte til 5%, hvilket er det prisniveau, som kan
afhjælpe den skade, der er forårsaget af de dumpede russiske indførsler. Rådet
fremhæver tillige, at såfremt EF-institutionerne ikke havde foretaget en justering
på 10% for at tage hensyn til kvalitetsforskellene, havde de fastsat indikativprisen
(og følgelig tolden) til et højere niveau end det, der ville være nødvendigt for at
fjerne den skade, der var forårsaget af den dumpede indførsel, hvilket ville have
været i strid med bestemmelserne i grundforordningens artikel 13, stk. 3.
- Rådet har for øvrigt afvist det skema over en sammenlignende kemisk og fysisk
analyse mellem russisk fremstillet urinstof og urinstof produceret i Fællesskabet,
der blev fremlagt af sagsøgeren for at bevise, at der ikke bestod nogen forskelle i
den kemiske sammensætning mellem de to stoffer indbyrdes. Rådet finder, at disse
analyser ikke støtter sagsøgerens påstande. Den måde, hvorpå prøverne blev
udvalgt, var ikke klar, og det er derfor tilladt at betvivle deres repræsentative
karakter. Desuden havde prøverne af russisk urinstof, der blev undersøgt i Rusland,
ikke været udsat for gentagen håndtering og flere flytninger, og det var disse
forhold, der foranledigede institutionerne til at konkludere, at en justering måtte
foretages.
- Med hensyn til den anden, af sagsøgeren påberåbte bevislighed, nemlig telefaxerne
fra selskabet Sinochem til sagsøgeren, der skulle vise, at det russiske urinstof og det
EF-producerede urinstof sælges til samme pris i Den Kinesiske Folkerepublik,
bemærker Rådet, at det i den første telefax udtaltes, at alene en meget lille
mængde urinstof var blevet leveret til Kina i løbet af de sidste år.
- I en skrivelse af 30. april 1997 i besvarelse af et skriftligt spørgsmål fra Retten har
Rådet for øvrigt præciseret, at det russiske urinstofs tendens til forringelse var
konsekvensen af en utilstrækkelig opbevaring under transporten, samt af
transportens længde og afviklingsmåden, således at det russiske urinstof, til forskel
fra det EF-producerede urinstof, blev transporteret løst i stedet for i sække og
gjorde en mere intensiv håndtering nødvendig, og endelig som følge af, at det
russiske urinstof ikke var omgivet af et antisammenklæbningsstof, hvilket i
almindelighed er tilfældet med urinstof fremstillet i Fællesskabet.
- Rådet har bestridt sagsøgerens påstand om, at det EF-producerede urinstof blev
transporteret på samme måde som det russiske urinstof. Rådet gør gældende, at
det EF-producerede urinstof i de fleste tilfælde forlader fabrikken i lastbil og
nærmest ikke er udsat for håndtering før ankomsten hos den endelige bruger,
hvorimod det russiske urinstof undergår en række operationer med lastning og
losning mellem fabrikken og den endelige bruger i Fællesskabet, og at det følgelig
anså det for uundgåeligt, at det russiske urinstof havde en tendens til forringelse
under transporten.
- Hvad angår spørgsmålet om forsyningssikkerhed har Rådet for det andet
fremhævet, at importørerne selv har meddelt Kommissionen visse
forsyningsvanskeligheder, og at de pågældende oplysninger er blevet bekræftet i en
artikel offentliggjort i tidsskriftet Fertilizer Week af 6. september 1993 (7. årgang,
nr. 16). Rådet tilføjer, at de pågældende oplysninger beviste, at der også var
kvalitetsforskelle, som påvirkede priserne.
- Rådet gør gældende, at selskabet Ferchimex' pressemeddelelse, som sagsøgeren
henviser til støtte for sin opfattelse vedrørende leveringsgarantierne (jf. præmis 39
ovenfor), ikke kan tillægges bevisværdi. Det fremhæver, at der kun foreligger en
firmareklame, og at den omstændighed, at selskabet lægger vægt på
leveringsgarantien, forudsætter, at leveringen af urinstof fra Rusland i
almindelighed er problematisk. Rådet tilføjer, at det aldrig har udtalt, at
importørerne af russisk urinstof aldrig kunne garantere den samme
forsyningssikkerhed, men at de ikke altid kunne garantere denne. Rådet finder
endelig, at den konklusion, der drages af artiklen i tidsskriftet Fertilizer Week -
hvorefter der i Rusland ikke har været problemer med gasforsyningen - er falsk og
at den konklusion, der drages af British Sulphur Report vedrørende samme emne
er en manipulation, der skal forlede Retten.
- Hvad angår den metode, der er anvendt for at komme frem til justeringen på 10%,
afviser Rådet for det tredje sagsøgerens argument om, at der i
antidumpinglovgivningen består en almindelig grundsætning om, at en part, derkræver justering, skal bevise, at kravet er begrundet. Rådet, som formoder, at
sagsøgeren herved søger støtte i grundforordningens artikel 2, stk. 9, litra b),
bemærker, at denne bestemmelse kun angår sammenligningen mellem den normale
værdi og eksportprisen med henblik på beregningen af dumpingmargenen og derfor
ikke hindrer EF-institutionerne i at foretage en justering, såfremt de finder en
sådan begrundet på grundlag af de oplysninger, de har indhentet under
undersøgelsen.
- Rådet anfører, at dette også følger af karakteren af antidumping-undersøgelsen,
som alene er en administrativ procedure, hvorunder EF-institutionerne søge at
fastslå, om antidumpingforanstaltningerne skal anvendes i et bestemt tilfælde.
Følgelig er de bestemmelser, som pålægger bevisbyrden en af parterne [såsom
grundforordningens artikel 2, stk. 9, litra b)] kun relevante i relation til forholdet
mellem EF-institutionerne og denne part.
- Ifølge Rådet har det derfor ingen interesse at vide, hvilken part der bærer
bevisbyrden.
- Rådet fremhæver tillige, at det er meget vanskeligt at sætte tal på en justering, der
foretages for at tage hensyn til den måde, hvorpå forbrugeren oplever
kvalitetsforskelle, ligesom det fremhæves, at EF-institutionerne nødvendigvis må
råde over et relativt vidt skøn, når de fastsætter niveauet for denne justering. Rådet
finder, at de bedste oplysninger, på grundlag af hvilke man kan støtte en sådan
justering, ikke er de videnskabelige data vedrørende betydningen af
kvalitetsforskelle, men oplysninger om salget.
- Derefter har Rådet taget stilling til sagsøgerens argument om, at EF-institutionerne
har tilsidesat sagsøgerens ret til kontradiktion under undersøgelsen. Indledningsvis
henviser rådet til, at EF-institutionernes pligt til under en antidumpingundersøgelse
at fremlægge oplysninger over for de berørte virksomheder bl.a. er begrænset,
såfremt oplysningerne må betragtes som fortrolige (jf. den ovennævnte dom i sagen
Al-Jubail Fertilizer mod Rådet).
- Rådet understreger, at Kommissionen i informationsbrevet af 10. maj 1994
underrettede sagsøgeren om, at den påtænkte at foretage en justering på 10%, og
angav grundene til, at den fandt denne justering passende. Kommissionen afgav
tillige yderligere oplysninger i en telefax af 18. maj 1994, og spørgsmålet er blevet
drøftet med sagsøgeren under mødet den 18. juli 1994. Rådet anfører, at
Kommissionens indfaldsvinkel under dette møde var blevet præciseret, og at
sagsøgeren var blevet underrettet om, at Kommissionen fra en importør havde fået
at vide, at der under en transaktion var blevet krævet og ydet - på grundlag af
kvalitetsforskelle - en rabat 19%. Rådet fremhæver, at Kommissionen ikke over
for sagsøgeren kunne afsløre det hertil svarende beviselement, fordi oplysningen
helt åbenbart var fortrolig (jf. grundforordningens artikel 8).
- Endelig har Rådet gjort gældende, at sagsøgerens udtalelse om, at EFIA først
deltog i proceduren efter at have modtaget informationsbrevet, er vildledende.
Rådet gør gældende, at sagsøgerens konklusion af denne udtalelse, nemlig at
Kommissionen ikke som grundlag benyttede oplysningerne fra importørerne for at
nå frem til, at en prisforskel på 10% var begrundet, følgelig er fejlagtig.
- Spørgsmålet, om der bør foretages en justering som følge af kvalitetsforskelle,
forudsætter en bedømmelse af en række komplicerede økonomiske
omstændigheder. Følgelig må Rettens prøvelse begrænses til en kontrol af, om
formforskrifterne er overholdt, om de faktiske omstændigheder er materielt rigtige,
samt til, om der foreligger en åbenbar fejl, eller om der er begået magtfordrejning
(jf. bl.a. Domstolens dom af 10.3.1992, sag C-174/87, Ricoh mod Rådet, Sml. I, s.
1335, præmis 68).
- Det hedder i præmis 64 til den anfægtede forordning:
»(64) Ved gennemførelsen af en sådan sammenligning blev Kommissionen
imidlertid gjort opmærksom på, at der var tale om en mindre prisforskel mellem
EF-produceret urinstof og urinstof fra det tidligere Sovjetunionen som følge af den
indførte vares ringere kvalitet og forarbejdningsgrad. Tendensen til, at varen
forringes under transport sammen med det forhold, at importørerne ikke altid kan
tilbyde den samme forsyningssikkerhed som fællesskabsproducenterne, medfører
ganske naturligt lavere priser. Det er vanskeligt at fastsætte værdien af disse
forskelle i penge, men det er fastslået, at der foreligger sådanne forskelle, og at en
justering på 10% af værdien anses for rimelig.«
- Det fremgår af denne betragtning, at Rådet ikke støttede justeringen med henblik
på at udligne kvalitetsforskelle mellem urinstof fra EF og russisk urinstof på den
tilstand, hvori det sidstnævnte befinder sig, når det forlader fabrikken i Rusland.
Kvalitetsforskellen skyldes, at urinstof udført fra Rusland har tendens til at
forringes under transporten, og at der ikke altid er forsyningssikkerhed. Dette
vedrører ikke den oprindelige tilstand af det russiske urinstof. Følgelig er
sagsøgerens argumenter, for så vidt som de tager sigte på den fysiske og kemiske
sammensætning af urinstof fra russiske fabrikker, irrelevante.
- Rådets forklaring desangående kan i øvrigt tiltrædes.
- Spørgsmålet om en justering af prisen på grundlag af kvalitetsforskelle er i det
væsentlige et spørgsmål om, hvorledes produktet bedømmes af forbrugeren, for det
afgørende for at fastsætte en justering - inden for rammerne af ansættelsen af
skaden under en antidumpingundersøgelse - er den pris, forbrugeren er rede til at
betale for de produkter, der er genstand for dumpingproceduren, i forhold til de
produkter, som fremstilles i Fællesskabet, ikke de objektive forskelle mellem disse
produkter.
- Sagsøgeren har desuden heller ikke ført noget bevis, der kan modsige det forhold,
at det russiske urinstof under transporten blev opbevaret forkert og
nødvendiggjorde mere håndtering end det EF-producerede urinstof, og at det i
modsætning til det europæiske urinstof var blevet transporteret løst, ikke i sække,
og at det ikke var beskyttet af et antisammenklæbningsmiddel.
- Hvad angår problemet med forsyningssikkerhed fremgår det af sagen, dels at
Kommissionen under undersøgelsen fik at vide fra importørerne selv, at de ikke
altid var i stand til at garantere en forsyningssikkerhed svarende til den, EF-producenterne kunne tilbyde, dels at disse oplysninger var blevet bekræftet ved en
artikel offentliggjort i tidsskriftet Fertilizer Week af 6. september 1993 (7. årgang,
nr. 16).
- Det følger heraf, at sagsøgerens argumenter om, at institutionerne begik en
åbenbar skønsfejl ved at tage hensyn til, at det russiske urinstof havde en tendens
til at forringes under transporten, og at importørerne af russisk urinstof ikke altid
var i stand til at garantere forsyningssikkerhed svarende til den, EF-producenterne
kan tilbyde, må forkastes.
- Hvad angår den metode, der er anvendt for at nå frem til justeringen på 10%, gør
sagsøgeren gældende, at bevisbyrden for at påvise, at der består en kvalitetsforskel,
hviler på importørerne.
- Dette argument kan ikke lægges til grund.
- Det påhviler Kommissionen som undersøgelsesmyndighed at afgøre, om et produkt,
der dumpes, forårsager skade, når det bringes i fri omsætning i Fællesskabet.
Herved skal Kommissionen bringe på det rene, om der foreligger et betydeligt
prisunderbud i forhold til prisen på et tilsvarende produkt i Fællesskabet [jf.
grundforordningens artikel 4, stk. 2, litra b)], og i den forbindelse skal den anvende
de tilgængelige oplysninger på det pågældende tidspunkt uden at pålægge en af
parterne bevisbyrden [jf. grundforordningens artikel 7, stk. 7, litra b)].
- Sagsøgeren har bl.a. givet oplysninger rettet mod et bevis for, at det russiske
urinstofs fysiske og kemiske sammensætning svarer til sammensætningen af det EF-producerede urinstof. Da denne oplysning er ganske underordnet i relation til
fastsættelsen af et specifikt justeringsniveau, må det fastslås, at sagsøgeren reelt
ikke har fremlagt noget forhold, der kan anvendes til at fastsætte et præcist
justeringsniveau.
- Vedrørende beregningen af justeringen hedder det i den anfægtede forordning:
»(65) EFMA erkendte, at der kunne opnås en højere pris for
fællesskabsproducenternes vare, men fandt, at justeringen var for stor. Desuden
gjorde denne organisation gældende, at der ikke var noget grundlag for
konklusionerne vedrørende dette spørgsmål i betragtning af, at der ikke forelå
faktisk dokumentation til støtte herfor.
EFIA anfægtede også størrelsen af justeringen, men med den begrundelse, at den
var utilstrækkelig på baggrund af den russiske varers betydeligt ringere stand ved
ankomsten til den endelige bruger i Fællesskabet. Det blev gjort gældende, at der
måtte kompenseres for denne ringere kvalitet i form af lavere priser.
(66) I betragtning af ufyldestgørende og modstridende oplysninger, som
Kommissionen modtog, konkluderedes det på grundlag af de foreliggende
oplysninger, at en justering på 10% var både rimelig og passende. Der var også tale
om en mellemproportional mellem det tal, der fremførtes af
fællesskabsproducenterne, og det beløb, som EFIA ønskede.
(67) Under hensyntagen til disse forskelle konstateredes det, at der var tale om
underbud i forhold til fællesskabsproducenternes priser på ca. 10% for urinstof af
russisk oprindelse.«
- Rådet har for at understøtte sin konklusion om, at en justering på 10% er rimelig,
bl.a. i sin skrivelse af 30. april 1997 i besvarelse af et skriftligt spørgsmål fra Retten
sammenfattet de væsentlige forhold i sagen på følgende måde:
- EF-producenterne erkendte, at en justering af en størrelsesorden på 5%
ville kunne accepteres på grundlag af kvalitetsforskellen mellem russisk
urinstof og EF-produceret urinstof.
- EF-importørerne krævede en justering på 15% på dette grundlag.
- Én importør henviste til en reklamation vedrørende et beløb på 19% af
købsprisen for et parti som følge af dettes dårlige kvalitet.
- En australsk producent, der medvirkede ved undersøgelsen, udtalte under
et kontrolbesøg foretaget af Kommissionens tjenestemænd i producentens
lokaler, at en prisforskel på fra 10 til 15% mellem hans småtgranulerede
urinstof og det urinstof, der hidrører fra det tidligere Sovjetunionen, er fuldt
berettiget.
- I retsmødet har Rådet bekræftet, at det ikke er i besiddelse af noget andet forhold,
der kan bruges til at bedømme justeringsniveauet. Rådet har desuden lagt vægt på
vanskeligheden ved at nå frem til en konklusion, henset til operationens hypotetiske
karakter rent monetært.
- Retten skal påpege, at spørgsmålet om hvilket justeringsniveau der er det rigtige,
i det væsentlige hviler på en vurdering af, hvorledes forbrugeren bedømmer
produkterne. Forholdet er det, at såfremt importørerne køber russisk urinstof,
alene fordi det er 10% billigere end det EF-producerede urinstof, risikerer EF-industrien at tabe sine markedsandele eller at måtte nedsætte sine priser, når
prisen på russiskproduceret urinstof falder så meget, at prisforskellen overstiger de
10%, uanset ligheden eller forskellen mellem de to produkter.
- Desuden er bedømmelsen af denne forskel mellem russisk urinstof og europæisk
urinstof rent monetært, således som Rådet har gjort gældende, ganske hypotetisk,
da det russiske urinstof indgår i en dumpingpraksis i forhold til EF-markedet. Dette
betyder også, at det ikke er muligt at fremlægge beviser i så henseende, med
forbehold af de bedømmelser hos producenterne og importørerne i EF, som
institutionerne er besiddelse af.
- Heraf følger, at institutionerne benyttede en bedømmelse af samtlige oplysninger
indhentet under undersøgelsen.
- I betragtning af de ovenstående bemærkninger finder Retten, at institutionerne
ikke har overskredet grænserne for det skøn, som de har i den henseende.
- Der må endelig tages stilling til sagsøgerens argument om, at retten til
kontradiktion er blevet tilsidesat, for så vidt som sagsøgeren ikke fik adgang til
oplysningerne om den metode, Kommissionen anvendte for at nå frem til en
justering på 10%.
- Ifølge retspraksis er kravet om overholdelsen af retten til kontradiktion overholdt,
når den pågældende virksomhed under den administrative procedure har haft
mulighed for at fremsætte sine bemærkninger vedrørende rigtigheden og relevansen
af de påberåbte faktiske omstændigheder (jf. dom i sagerne Al-Jubail Fertilizer
mod Rådet, a.st., præmis 15 og 17, og Nakajima mod Rådet, a.st., præmis 108).
- I denne sag udbad sagsøgeren sig ved skrivelse af 17. maj 1994 i besvarelse af
informationsbrevet yderligere oplysninger vedrørende justeringen på 10%. I sin
skrivelse af 18. maj 1994 svarede Kommissionen således: »The 10% adjustment [...]
is an average estimation of information obtained from different importers-traders-distributors involved in the trade of Russian as well as Community-produced urea«
(»justeringen på 10% [...] er et gennemsnitsskøn fra oplysninger modtaget fra de
forskellige importører, handlende og distributører, der er involverede i handelen
med urinstof såvel fra Rusland som fra Fællesskabet«).
- Herudover meddelte Kommissionen i mødet den 18. juli 1994 (jf. præmis 15
ovenfor) sagsøgeren, at den fra en importør havde fået at vide, at der under en
transaktion var blevet krævet og ydet en rabat på 19% på grundlag af
kvalitetsforskelle.
- Under hensyn til de ovenstående bemærkninger må det fastslås, at sagsøgeren er
blevet informeret under antidumpingproceduren om de vigtigste omstændigheder
og overvejelser, på grundlag af hvilke institutionerne nåede frem til deres
konklusioner. Det eneste yderligere oplyste forhold i så henseende af Rådet, inden
for rammerne af den skriftlige forhandling for Retten, er oplysningen fra den
australske producent, som er nævnt ovenfor i præmis 77. Da denne oplysning kun
er en bekræftelse, og da den ikke er en del af motiverne til den anfægtede
forordning, har den omstændighed, at oplysningen ikke er kommet offentligt frem,
ikke kunnet krænke sagsøgerens ret til kontradiktion.
- Under disse omstændigheder og henset til, at Kommissionen var tvunget til at
ansætte justeringsniveauet i forhold til samtlige, under undersøgelsen opnåede
oplysninger, kan sagsøgeren heller ikke hævde, at den information, sagsøgerenmodtog vedrørende denne justering, er blevet afgivet på et for sent tidspunkt under
den administrative procedure.
- Heraf følger, at sagsøgerens ret til kontradiktion ikke er blevet krænket.
- Det fremgår af samtlige ovenstående betragtninger, at anbringendets første led ikke
kan lægges til grund.
Fortjenstmargenen på 5% for at udtrykke manglende fortjeneste
- Med hensyn til EF-producenternes fortjenstmargen har sagsøgeren i det væsentlige
gjort to argumenter gældende. For det første finder sagsøgeren anvendelsen af en
fortjenstmargen før skat på 5% for at udtrykke manglende fortjeneste procentvis
for svag. For det andet gøres det gældende, at EF-institutionerne har overtrådt en
væsentlig formforskrift, idet de aldrig har opgivet deres metode til at komme frem
til denne sats.
- For det første bestrider sagsøgeren tallet 5% for fortjenstmargenen som beregnet
af EF-institutionerne, idet tallet anses for utilstrækkeligt til at rejse den nødvendige
kapital, for at gødningsindustrien kan fungere, og for at der kan foretages de
nødvendige nye investeringer til vedligeholdelse af anlæg og inventar samt deres
tilpasning til de nye miljøbestemmelser. Sagsøgeren fremhæver, at man under
undersøgelsen og i hele korrespondancen med Kommissionen altid har gjort
gældende, at et tal på 10% ville være mere rimeligt. Sagsøgeren søger støtte i en
analyse af 3. maj 1995 fra Grande Paroisse (et medlem hos sagsøgeren) for at
påvise, at tallet 5% er utilstrækkeligt.
- Med replikken har sagsøgeren angivet en undersøgelse udarbejdet af selskabet
Z/Yen Ltd i november 1995 med titlen »Profitability Requirement Review«
(herefter »Z/Yen-undersøgelsen«), der indeholder en analyse af gødningsindustrien
i Europa, som sagsøgeren henviser til for at underbygge sin opfattelse af, at
fortjenstmargenen er for svag.
- Sagsøgeren har desuden sammen med replikken fremlagt resultaterne af en
rundspørge vedrørende rentabiliteten, som sagsøgeren har foretaget hos EF-producenterne for at verificere troværdigheden af den af Kommissionen offentligt
fremlagte information. Sagsøgeren forklarer, at man på individuelt grundlag og
strengt fortroligt havde anmodet om en kopi af svaret på Fællesskabets
spørgeskema vedrørende rentabiliteten. Ifølge sagsøgeren kan resultaterne af
rundspørgen vanskeligt forenes med Rådets bemærkninger vedrørende EF-producenternes fortjenstmargen.
- Sagsøgeren har for det andet gjort gældende, at en beregningsmetode muligvis
eksisterer, men EF-institutionerne har aldrig afsløret eller forklaret den over for
sagsøgeren. Følgelig kunne sagsøgeren ikke fremsætte bemærkninger, hverken
vedrørende størrelsen af fortjenstmargenen i almindelighed eller om grundlaget for
ansættelsen af den, således at sagsøgerens ret til kontradiktion er blevet krænket
(jf. dom i sagen Al-Jubail Fertilizer mod Rådet, a.st., præmis 17).
- Rådet har først forklaret, at EF-institutionerne for at fastsætte fortjenstmargenen
tog hensyn til de forhold, som de sædvanligvis benytter, og at forklaringerne af de
benyttede forhold i denne sag klart er blevet fremlagt i betragtning 73 til den
anfægtede forordning.
- Rådet anfører nærmere, at Kommissionen for at fastlægge fortjenstmargenen skal
tage hensyn til flere faktorer vedrørende den almindelige økonomiske situation i
sektoren, såsom en normal og loyal konkurrence på markedet, spørgsmålet om
effektiviteten i de forskellige virksomheder, de sammenlignelige fordele og
spørgsmålet om stigende eller faldende efterspørgsel. Det er nødvendigt at tage
hensyn til dem for at fastsætte den fortjeneste, der med rimelighed kan forventes
realiseret i fravær af dumpingimport. Rådet fremhæver, at det er, hvad
Kommissionen konkret har gjort.
- Med hensyn til resultaterne af spørgeskemaet vedrørende rentabiliteten, som blev
sendt til EF-producenterne, bemærker Rådet, at et ret stort antal af EF-producenterne (der repræsenterer ca. 40% af det samlede salg foretaget af EF-producenterne), vurderede, at rentabilitetsniveauet lå under 10%, og at de
bekræftede dette enten i deres svar på Kommissionens spørgeskema eller under
de kontrolbesøg, som Kommissionens ansatte foretog i deres virksomheder. Rådet
understreger, at det ikke, af fortrolighedsgrunde, er i stand til at offentliggøre
navnene på de pågældende virksomheder eller at fremlægge de tilsvarende
beviselementer.
- Hvad angår den af sagsøgeren fremlagte rundspørge vedrørende de spørgsmål, der
er afgivet af EF-producenterne, har Rådet på sin side fremlagt et skema udarbejdet
på grundlag af samtlige oplysninger modtaget af Kommissionen under
undersøgelsen, og skemaet modsiger resultaterne af sagsøgerens rundspørge. Rådet
forklarer, at dette navnlig skyldes, at resultaterne af sagsøgerens rundspørge ikke
tager hensyn til de oplysninger, som blev tilvejebragt under kontrolbesøgene i
forbindelse med den administrative procedure.
- Endelig gør Rådet gældende, at sagsøgeren aldrig under undersøgelsen har
fremlagt noget bevis for at underbygge påstanden om, at EF-producenterne skulle
opnå en fortjeneste på 10% før skat for at forblive konkurrencedygtige.
Sagsøgerens argumenter indeholder ifølge Rådet kun vage henvisninger til
investeringer, som ville have været nødvendige for at efterkomme de nye
miljøregler.
- Ifølge Rådet påhviler det sagsøgeren under undersøgelsen at tilvejebringe de
nødvendige oplysninger for at støtte kravet om, at der anvendes en fortjenstmargen
på 10%.
- Hvad angår Z/Yen-undersøgelsen har Rådet gjort gældende, at sagsøgeren ikke kan
påberåbe sig denne, af to grunde. For det første anfører Rådet, at Z/Yen-undersøgelsen må bedømmes som et nyt anbringende efter artikel 48, stk. 2, i
Rettens procesreglement. Z/Yen-undersøgelsen anføres ikke i forbindelse med
noget argument fremsat i stævningen, ligesom det heller ikke er forbundet med
noget præcist argument påberåbt af Rådet i svarskriftet eller i den anfægtede
forordning. Følgelig kan Z/Yen-undersøgelsen ikke betragtes som et blot og bart
tillæg til de udviklinger og konklusioner, der fremlægges i stævningen.
- For det andet gør Rådet gældende, at sagsøgeren ikke kan påberåbe sig den
pågældende undersøgelse, da sagsøgeren kunne eller burde have fremlagt den
under den administrative undersøgelse. Herved fremhæver Rådet, at Kommissionen
i det informationsbrev, som den fremsendte til sagsøgeren, underrettede denne om
sin hensigt om at benytte en fortjenstmargen på 5% for at beregne
antidumpingtolden og den manglende fortjeneste. I den skrivelse, sagsøgeren
rettede til Kommissionen den 17. maj 1995, anmodede sagsøgeren imidlertid om
præciseringer vedrørende visse spørgsmål, men ikke vedrørende fastsættelsen af
fortjenstmargenen, således at Kommissionens forklaringer måtte anses for klare.
- For det tilfælde, at Rette måtte finde, at sagsøgeren kan påberåbe sig Z/Yen-undersøgelsen, bemærker Rådet, at undersøgelsen under ingen omstændigheder
kan tillægges nogen bevisværdi. Rådet understreger bl.a., at undersøgelsen ikke går
ind på spørgsmålet om, hvilken fortjenstmargen der måtte være nødvendig for EF-industrien for at afhjælpe den skade, der var forårsaget af dumpingimporten.
- Det fremgår af den anfægtede forordning, at Kommissionen for at fastlægge
fortjenstmargenen tog hensyn til nedgangen i efterspørgselen efter urinstof, til
behovet for at finansiere yderligere investeringer i produktionsanlæg samt til den
fortjeneste, som ansås for rimelig i den oprindelige antidumpingundersøgelse
vedrørende denne vare (jf. betragtning 73).
- Det må fastslås, at sagsøgeren ikke har fremlagt noget antageligt bevis for at
godtgøre, at Kommissionen, ved at gå frem på denne måde, har gjort sig skyldig i
en åbenbar skønsfejl.
- Det fremgår således af sagen og af det svar, sagsøgeren har afgivet på et skriftligt
spørgsmål fra Retten (skrivelse af 17.4.1997), at sagsøgeren nøjedes med under
denne procedure at udtale, at en fortjenstmargen før skat på 5% helt åbenbart var
utilstrækkeligt for at rejse den nødvendige kapital for, at gødningsindustrien kan
fungere, og for at sikre nye investeringer, der er uomgængeligt nødvendige for at
vedligeholde anlæg og inventar samt for at bringe dem i overensstemmelse med de
nye miljøregler, uden at sagsøgeren herved har fremlagt det mindste bevis for disse
påstande.
- Hvad angår Z/Yen-undersøgelsen skal Retten fastslå, at den blev fremlagt efter
vedtagelsen af den anfægtede forordning. Det tilkommer imidlertid Retten at
fastslå, om institutionerne har støttet sig på rigtige faktiske omstændigheder, og om
disse eventuelt er blevet vurderet åbenbart fejlagtigt inden for rammerne af den
situation, der forelå på tidspunktet for udstedelse af den anfægtede retsakt.
Konkret er det blevet helt klarlagt, at sagsøgeren under den administrative
procedure ikke har forelagt noget bevis til støtte for sin påstand om, at en højere
fortjenstmargen ville være nødvendig. Institutionerne kunne derfor ikke tage hensyn
til dette forhold på det tidspunkt, da de udstedte den anfægtede forordning. Af den
grund finder Retten, at der ikke bør tages hensyn til Z/Yen-undersøgelsen under
sagen.
- Det gælder også for den analyse af 3. maj 1995, der blev udarbejdet af Grande
Paroisse og fremlagt af sagsøgeren med stævningen.
- Sagsøgeren findes ej heller at kunne påberåbe sig resultaterne af sin rundspørge
vedrørende rentabiliteten, som sagsøgeren lod foranstalte hos EF-producenterne.
Intet modsiger Rådets forklaring om, at de forskellige resultater kan forklares ved,
at sagsøgerens rundspørge ikke tager hensyn til oplysningerne opnået under
besøgene, der blev foretaget under undersøgelsen. Hertil kommer, at sagsøgeren
selv i sin skrivelse af 17. april 1997 hævdede, at EF-producenterne til
Kommissionens rådighed havde stillet et udvalg af forskellige metoder til at beregne
rentabiliteten, som ikke har samme indhold, og som kunne oplyses af
Kommissionen, da den foretog kontrolbesøg in situ i EF-producenternes lokaler.
- Vedrørende sagsøgerens påstand om, at retten til kontradiktion er blevet krænket,
skal det blot fastslås, at sagsøgeren fik mulighed for at gøre sit synspunkt gældende
vedrørende relevansen af tallet 5% og påvise, hvorfor en fortjeneste før skat på
10% var nødvendig. Ikke desto mindre begrænsede sagsøgeren sig til i almindelige
vendinger at udtale, at en fortjeneste på 10% var mere rimelig, uden i øvrigt at
anmode om nærmere forklaringer vedrørende en bestemt form for metode til
beregning af fortjenstmargenen.
- I informationsbrevet af 10. maj 1994 oplystes følgende: »The majority of
Community producers claimed that a minimum pre-tax profit of 15% was required
for them to remain competitive. However, this was not substantiated and, being an
established product, this figure is considered to be high« (»størstedelen af EF-producenterne har gjort gældende, at en fortjeneste før skat på 15% var nødvendig
for dem for stadig at være konkurrencedygtige. Imidlertid er ingen bevislighed
blevet fremlagt til støtte for den påstand, og da urinstof er et velkendt stof, er dette
tal blevet anset for overdrevent«). Sagsøgeren var derfor under den administrative
procedure bekendt med, at det ifølge Kommissionen påhvilede sagsøgeren at
påvise, hvorfor en højere fortjenstmargen var nødvendig.
- Det følger heraf, at sagsøgerens ret til kontradiktion ikke er blevet krænket under
den administrative procedure.
- Det følger af det ovenstående, at anbringendet må forkastes i det hele.
Første og andet anbringende
- I sagen har sagsøgeren nedlagt påstand om, at Retten annullerer den anfægtede
forordnings artikel 1 og anordner opretholdelsen af de ved denne forordning
indførte antidumpingtold, indtil de kompetente institutioner har vedtaget strengere
forholdsregler.
- Ifølge betragtning 106 til den anfægtede forordning var denne skadetærskel lavere
end den for Rusland fastsatte dumpingmargen. Følgelig blev den endelige
antidumpingtold efter grundforordningens artikel 13, stk. 3, fastsat på niveauet for
tærsklen for afhjælpning af skade.
- Denne konklusion, der i øvrigt optræder i informationsbrevet af 10. maj 1994, er
aldrig blevet anfægtet af sagsøgeren.
- Sagsøgeren har herudover ikke rejst spørgsmål om den metode, hvorefter toldens
størrelse blev fastsat, dvs. et beløb svarende til forskelle mellem summen 115 ECU
pr. ton og prisen franco Fællesskabets grænse før toldbehandling, såfremt
sidstnævnte er lavere.
- Det fremgår af det ovenstående, at institutionerne med rette fastlagde tolden på
det niveau, der var nødvendigt for at afhjælpe den skade, der blev forvoldt af den
russiske dumpingpraksis.
- Selv om det følgelig måtte antages, at sagsøgeren havde ret i at foreholde
institutionerne, at de fastsatte en for lille dumpingmargen, vil sagsøgeren følgelig
under ingen omstændigheder kunne opnå annullation af den anfægtede forordnings
artikel 1.
- Det første og det andet anbringende kan derfor ikke lægges til grund, hvorfor
Retten i det hele må forkaste påstanden om annullation af den anfægtede
forordnings artikel 1.
- Heraf følger også, at sagsøgte i det hele må frifindes.
Sagens omkostninger
- Efter procesreglements artikel 87, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale
sagens omkostninger, såfremt der er nedlagt påstand herom. Da sagsøgeren har
tabt sagen og Rådet nedlagt påstand om, at sagsøgeren pålægges sagens
omkostninger, bør sagsøgeren, ud over sine egne omkostninger, betale Rådets
omkostninger. I overensstemmelse med procesreglementets artikel 87, stk. 4, bærerKommissionen, der er indtrådt i sagen som intervenient, sine egne omkostninger.
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmerDE EUROPÆISKE FÆLLESSKABERS RET (Fjerde Udvidede Afdeling)
- Sagsøgte frifindes.
- Sagsøgeren betaler sine egne omkostninger og Rådets omkostninger.
- Kommissionen betaler sine egne omkostninger.
LenaertsLindh
Azizi
Cooke Jaeger
|
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 17. december 1997.
H. Jung
P. Lindh
Justitssekretær
Præsident
1: Processprog: engelsk.