Appel iværksat den 21. februar 2014 af Catherine Teughels til prøvelse af Personalerettens dom af 11. december 2013 i sag F-117/11, Teughels mod Kommissionen

(Sag T-131/14 P)

Processprog: fransk

Parter

Appellant: Catherine Teughels (Eppegem, Belgien) (ved advokat L. Vogel)

Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen

Appellantens påstande

Den appellerede dom, afsagt af Retten for EU-personalesager i plenum den 11. december 2013 og meddelt ved telefax af 11. december 2013, hvorved Personaleretten frifandt Europa-Kommissionen i den sag, der var blevet anlagt af sagsøgeren den 8. november 2011, ophæves fuldt ud.

Under hensyn til det materielle indhold af den sag, der blev anlagt af sagsøgeren ved Personaleretten, erklæres sagen for begrundet og følgelig annulleres de afgørelser, der var genstand for sagen.

Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger, jf. procesreglementets artikel 87, stk. 2, herunder nødvendige udgifter afholdt med henblik på sagens behandling, især udgifter i forbindelse med valgt adresse, rejse- og opholdsudgifter, samt honorarer til advokat, jf. procesreglementets artikel 91, litra b).

Anbringender og væsentligste argumenter

Appellanten har til støtte for appellen fremsat to anbringender.

1.    Det første anbringende vedrører tilsidesættelse af artikel 11, stk. 2, i bilag VIII til vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union og af artikel 26, stk. 1 og 4, i bilag XIII til den nævnte vedtægt, tilsidesættelse af velerhvervede rettigheder og tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet og princippet om forbud mod tilbagevirkende kraft, samt manglende begrundelse. Appellanten har gjort følgende gældende:

Personaleretten har tillagt de almindelige gennemførelsesbestemmelser til artikel 11 og 12 i bilag VIII til vedtægten vedrørende overførsel af pensionsrettigheder, som vedtaget i 2011, tilbagevirkende kraft, idet den fastslog, at ansættelsesmyndigheden med henblik på fastsættelsen af det antal pensionsgivende tjenesteår, der ifølge Unionens pensionsordning svarer til den aktuarmæssige modværdi af appellantens belgiske pensionsrettigheder, med føje kunne anvende de almindelige gennemførelsesbestemmelser af 2011 med den begrundelse, at appellanten på tidspunktet for ikrafttrædelsen af disse bestemmelser ikke befandt sig i en »fuldstændig fastlagt« situation i henhold til de gældende generelle gennemførelsesbestemmelser af 2004, idet hun ikke havde accepteret det beregningsforslag, som hun tidligere havde fået tilsendt, og dette til trods for, at anmodningen om overførsel af pensionsrettigheder var blevet indgivet i november 2009, at appellantens rettigheder dermed havde taget endelig form på dette tidspunkt, og at de følgelig skulle fastlægges i henhold til de almindelige gennemførelsesbestemmelser af 2004.

Personaleretten har ikke retligt begrundet sin analyse og har ikke forklaret, hvorfor de vedtægtsbestemmelser, som appellanten påberåbte i sin stævning i første instans og de deri anførte principper ikke kunne tiltrædes i det foreliggende tilfælde.

2.    Det andet anbringende vedrører tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet og af princippet om »patere legem quam ipse fecisti«, tilsidesættelse af velerhvervede rettigheder, manglende begrundelse og tilsidesættelse af den autoritet og retskraft, der følger af enhver individuel administrativ retsakt, og nærmere bestemt af den afgørelse, der blev truffet vedrørende appellanten den 29. juni 2010. Appellanten har gjort følgende gældende:

Personaleretten fastslog med urette, at appellantens situation ikke på tidspunktet for ikrafttrædelsen af de almindelige gennemførelsesbestemmelser af 2011 var fuldstændigt fastlagt i henhold til de almindelige gennemførelsesbestemmelser af 2004, eftersom appellanten »formelt hverken havde godkendt eller afslået« det beregningsforslag, som hun havde fået tilsendt den 29. juni 2010, selv om dette beregningsforslag udgjorde en egentlig administrativ afgørelse, der tog endelig stilling til appellantens rettigheder.

Administrationen kunne ikke længere ensidigt begrænse de rettigheder, der fremgik af beregningsforslaget, der var retligt bindende for administrationen.

Personaleretten har tilsidesat princippet om, at en afgørelse, der er truffet ensidigt af Kommissionen, er endelig og bindende og ikke afhænger af modtagerens godkendelse.